Monthly Archive: marts 2017

I fredags fik jeg en lille folder af Silkeborg kommune hvor der står at sovjetkammeraten der står for genanvendelse af affald i Silkeborg Kommune har besluttet at alle i Silkeborg Kommune skal til at sortere deres dagrenovationsaffald i flere kategorier end før.

Før sorterede vi bare i alm. husaffald og papir, nu skal vi sortere i:

1. Glas
2. Hård plast og metal
3. Papir og pap
4. Madaffald
5. Rest

For at få denne ekstra arbejdsbyrde til at glide ned i halsen på vælgerne, er der netop lagt op til en god gang propaganda der fremstiller det nye affaldssorteringssystem som en særlig miljøvenlig og social ansvarlig foranstaltning. Forsiden selv siger en del.

 

Afhængig af hvordan man opfatter en tvungen ny daglig rutine som værende “nemmere” så kan jeg umiddelbart ikke se hvad der er nemmere ved at sortere dagrenovationen i flere kategorier end før. Som almindelig husejer har jeg allerede et system der tilfredsstiller mig selv i dag.

Jeg er allerede godt med på genbrugsvognen og bruger genbrugspladsen fornuftigt som tingene er i dag.

Inde i bladet kan man læse nogle ganske helt forskruede argumenter og økonomiske vildledninger. Jeg har taget et par billeder for at illustrere hvad man kan læse om:

 

Hvis Silkeborg Kommune havde været interesseret i at informere økonomisk objektivt og ærligt, så burde de have haft en helt anden indgangsvinkel til miljø, genanvendelse og resurser.

Spørgsmålet der skal besvares er: Er det socialt optimalt at genanvende, deponere eller forbrænde affald?

Økonomisk forståelse af miljø, genanvendelse og resurser

Når fokus falder på hvad der for samfundet er økonomisk optimalt at gøre, så er det nødvendigt at inddrage alle de som påvirkes. Det afgørende sociale element i markedsøkonomien er at prissystemet inkluderer de involverede parters egen prioritering. Markedspriser er en refleksion af prioriteringerne af alle markedsdeltagerne. Prissystemet er “den usynlige hånd”, en samfundsproces der sørger for at priserne udvikler sig således, at det enkelte menneske tilskyndes at gøre det som er socialt optimalt for samfundet som helhed.

Et af de grundlæggende forudsætninger for at prissystemet kan fungere socialt optimalt er at beskytte ejendomsretten for alle menneskene i samfundet – i hvert led af processen skal de direkte samt de afledte effekter indregnes i omkostningerne for at give de bedste signaler til markedets deltagere. For at markedet kan fungere optimalt skal prissystemet derfor reflektere alle deltagernes prioriteringer. Prissystemet bliver dermed et socialt netværk der kan bruges til at guide markedets deltagere til at vælge hvad der er socialt bedst er gøre. Følges prissystemet til at reducere omkostninger og skabe størst profit, følges markedsdeltagernes præferencer og bliver i sin helhed til et beslutningsnetværk, hvor alle deltagere tages med på råd og får indflydelse på udfaldet af processen. Lader man prissystemet fungere under personligt ansvar, skaber man en form for socialt system der danner et fundament til at samarbejde om problemerne.

For at kunne fastsætte priser på hver type affald, skal man kende de sociale omkostninger for håndtering af hver type affald. Prisen for at skaffe sig af med eksempelvis en plasticpose afhænger bl.a. af hvad den totale omkostning er.

Det frie marked kommunikerer omkostninger via priserne

Prisen på affald i det frie marked opstår via markedsprocessens sociale prioriteringer af alle led i processen for at skaffe sig af med affald. Priserne afhænger bl.a. af værdien af den ejendom man bruger til affaldsstation: Det er eksempelvis tydeligt at hvis en iværksætter vil drive en affaldsstation på Frederiksberg ved at købe jorden og bare dumpe plasticposer her, så er det klart en meget dyr måde at gøre det på fordi kapitalomkostningen er enormt høj. Den alternative brug af jorden (attraktive boliger på Frederiksberg) er meget værdifuld for markedet (andre mennesker vil betale høje priser for at eje det samme jord) og fører dermed store omkostninger med sig som formentlig ikke kan forsvares økonomisk. Det ville være alt for dyrt at udbyde profitabel plasticposehåndtering fra en sådan station, da hver plasticpose medfører betydelig forringelse af kapitalværdien af jorden, og kunderne vil vælge andre udbydere for at komme af med deres brugte plasticposer. På den måde tilskynder markedspriserne at du ikke laver sådanne idiotiske prioriteringer, hvor det er tydeligt at samfundet mister store værdier ved meget uøkonomisk anvendelse af resurserne.

NB: Følgende er ikke for at hakke på Lolland-Falster! Det er blot for at forklare sammenhængen mellem samfundets værdifastsættelse i markedspriser og iværksætterens prioriteringer.

Hvis man i stedet opkøber et stort jordareal på Lolland-Falster og ønsker at drive det som affaldsstation, så vil den profitable pris for at tage mod plasticposer være lavere end på Frederiksberg. Hver plasticpose vil stadig forurene jorden og gøre kapitalværdien af jorden ringere, men i dette tilfælde kan man bedre drive et affaldsdepot fordi jordprisen er lav. Markedet vil derfor søge at placere sådanne depoter steder hvor jordprisen er lav fordi omkostningen (reduktion af kapitalværdi af jorden, renter etc.) er lav. Jordprisen på Lolland-Falster er lav fordi der er ganske rigeligt at købe af, resursen er relativt stor og efterspørgslen relativt lille. Markedet ville placere en affaldsstation et sted hvor jorden er tilstrækkelig lavt værdsat således det jord der bruges til affaldsdeponi præcis er den jord som er mindst værd. Det giver god mening fra et samfunds synspunkt at lade markedet allokere resurserne, fordi markedet netop er en social institution der omfatter andres prioriteringer såvel som dine egne.

Den totale omkostning for en affaldsstation til deponi er naturligvis ikke bare jordprisen, der er en række andre faktorer der ligeledes skal opvejes mod hinanden, såsom transportomkostninger, personale omkostninger og omkringliggende ejendomshensyn (det som på Orwell’sk kaldes “miljø” af vores socialdemokratiske kammerater). Det frie marked kan også indregne prisen for forurening i prissystemet – og det er sådan en prisdannelse der er behov for hvis man ønsker at bruge resursen socialt optimalt. Ved at opveje prisen på at forurene luften kontra deponere i jorden kan iværksætteren beregne i penge-priser hvilket valg er det sociale bedste for samfundet. For at indregne prisen på forurening skal man have et retsligt system til at beskytte ejendomsretten mod forurening. Forurenes luften ved drift af affaldsstationen skal denne omkostning indregnes ved at kompensere omkringliggende ejendomme eller helt stoppe forureningen afhængig af omkringliggende ejendommes værdi, graden af forurening og ejernes ønske om ikke-forurenet luft.

På den måde skabes markedspriser på forurening til at guide iværksætteren til at vælge det som er socialt optimale og mest profitabelt. Denne pris indgår i omkostningerne ved drift af affaldsstationen og dermed i prisen for at skaffe sig af med fx plasticposer.

Markedspriser på affald hjælper forbrugerne

Ovenfor beskrev jeg kort hvordan markedets prisfastsættelser kan hjælpe en iværksætter til at vælge en affaldsstation der er samfundsmæssig optimalt placeret, ved at opveje de omkostninger der er forbundet med en sådan. Det guider iværksætteren til at placere (fx jordpris og transport) og drive (fx deponi vs afbrænding) affaldsstationen.

Et eksempel hvor markedets prissystem hjælper forbrugerne til at prioritere socialt optimalt kan gøres fx ved brug af poser til indkøb. Hvis prisen for at skaffe sig af med en plasticpose er 5kr og en papirpose ditto er 0,5kr, så vil den pris indgå i forbrugerens vurdering af brugen af plastic- vs papirposer.

Koster papir og plasticposen det samme i indkøb så er forskellen i affaldsomkostningen 4,5kr oveni, som skal godtgøres ved eksempelvis at plasticposen kan bruge flere gange end papirposen kan. Disse priser på affald guider dermed forbrugeren til at vælge det socialt optimale for samfundet som helhed: I det frie marked med beskyttelse af ejendomsretten tages alle med på råd, og finder (uvidende herom) i fællesskab ud af hvordan resurserne bedst anvendes ved brug af prissystemet, den sociale lokkemekanisme.

Ovenpå denne fremstilling af den ægte sociale sammenhæng mellem genanvendelse, miljø og affaldshåndtering, så er det let at se hvorfor jeg bliver sur over Silkeborg Kommunes propaganda. Dit bidrag er i øvrigt ikke bare at du skal til at sortere dit affald for at passe ind i Silkeborg Kommunes monopol på affaldshåndtering, nej du er også indlagt til at betale for affaldshåndteringen i din skattebetaling.

Socialiseret affaldshåndtering er noget ubrugeligt bras

Alle omkostninger i deres affaldshåndtering er socialiserede: Der er ingen markedspriser på hverken kapitalværdien ( eller forureningen, der er ingen markedspris på affald for forbrugeren, der er ingen konkurrence mellem udbydere og iværksætterens opdagelsesproces af hvilken måde at håndtere affald på findes slet ikke. Omkostningerne til driften betales af skatteyderne og forbrugerne guides derfor til at opføre sig tåbeligt. Det forsøger man så at løse ved at diktere fra oven hvordan vi skal sortere vores affald. Men det er ingen løsning overhovedet, der er ingen af dem der har nogen idé om de sociale omkostninger fordi der ikke er nogen markedspriser til at styre processen. Det hele er et kæmpe socialistisk monster, der burde afskaffes øjeblikkeligt.

Man kan blot observere affaldskammeratens sidste forkvaklede forsøg på at propagandere for hvor fantastisk affaldssortering er, ved at se bort fra langt de største udgifter i forbindelse med genanvendelse. Deres ensidige fokus på det materielle og umiddelbare er slående.

Tænk, jeg som gik og troede at man skulle bruge cykelfabrikker, smelteværker, elektricitet, kapital, arbejde, jord og meget mere til at lave en cykel. Man skal tilsyneladende bare bruge aluminiumsdåser. Det samme gør sig gældende med de to andre færdigprodukter: Propaganda’en her er så tyk at man må skære sig igennem den med en kniv. Det er korrekt at kalde dette for propaganda for det belyser emnet udelukkende ensidet fra de “positive” vinkler.

Denne nye ordning med affaldssortering fra husstanden er et led i de problemer den socialiserede affaldsløsning medfører. Når omkostningerne ikke kan indregnes i prisen for den enkelte husejer fordi det offentlige “håndterer” affaldet og der ikke findes konkurrence hos forbrugerne, så opstår situationen let at man deponerer store mængder affald, og at emballageproblemet kunstigt holdes i live fordi forbrugeren ikke betaler prisen for at skaffe sig af med affaldet og fordi der ikke er markedspriser på hele processen, kan ingen beregne om det er bedre at genanvende, deponere, afbrænde eller noget helt tredje.

Silkeborg Kommune forsøger sikkert at gøre noget godt, men de har ingen rettesnor (markedspriser) til at guide affaldskammeraten i kommunen til at træffe rationelle beslutninger baseret på omkostningerne ved at genanvende, deponere eller forbrænde affaldet. Deres påstand om at det er godt for miljø’et er noget socialistisk sludder: Miljø er omkringliggende ejendom. Forurener du den, betaler du prisen for det i det frie marked, men i det socialistiske system aner ingen hvad “mijø’et” er værd for mennesket og dermed hvad der er den bedste brug heraf.