Monthly Archive: maj 2017

I den seneste tid har der været forskellige politikere på banen for at tale for øget støtte til det danske vaccinationsprogram, der betales af skatteyderne, og foræres til personer unger 18 (typisk børn). Selv den såkaldt liberale Laura Lindahl har talt varmt for at gøre det til et krav for alle forældre der har børn i offentlige institutioner at deres børn er vaccinerede. Ligeledes har Italien ved lov fastlagt at alle børn over seks år skal have en række vacciner for at kunne gå i skole.

Vaccinationsprogrammet er en del af det præventive arbejde for at komme visse børnesygdomme til livs som tidligere har været farlige, enten pga. dødeligheden i sig selv, eller pga. visse komplikationer i forbindelse med sygdommen.

Langt de fleste forældre kender vaccinationsprogrammet, og langt de fleste forældre vælger at lade deres børn blive vaccinerede. Vaccinationsprocenten svinger fra vaccine til vaccine, men er for børnevaccinerne generelt over 90 (med undtagelse af HPV vaccinen), se fx på årsrapporten 2016 for Statens Serum Institut (SSI), her. Det vil formentlig ikke være nogen overdrivelse at påstå at sygdommen er meget sjælden i Danmark og at de fleste forventer en stor beskyttelse fra vaccinerne, sygdommene var i alt fald rædsomme og en bekæmpelse af disse må derfor være til det bedste. Da udbrud af sygdommene er meget sjældne er det også naturligt at have en halvdårlig viden om både sygdommen men også om vaccinationsprogrammet selv. Det gælder også mig selv, indtil for ganske nylig.

Der vil være to dele som er værd at belyse i dette indlæg, den ene del er det liberale aspekt af LAs ytring om vaccinationskrav, den anden del om vaccinationsprogrammets effektivitet i bekæmpelse af sygdommene.

Er det liberalt at kræve vaccination på offentlige institutioner?

Det første punkt jeg vil tage hul på er hvor liberalt det er at kræve vaccinationer af alle børn der er i offentlige institutioner. Det er i denne forbindelse ikke vigtigt om vaccinationsprogrammet er guds gave til mennesket, det bedste der er sket for menneskeheden eller om det er en uvirksom metode til forebyggelse af sygdomstilfælde. Først fokuserer vi alene på det liberale aspekt.

I det liberale tankegods ligger frivilligheden som en af grundpillerne: Det skal være muligt at vælge til eller fra i alle henseender i livet. Liberale holdninger må derfor fastholde kravet om frivillighed mellem mennesker. Det er muligvis nødvendigt at nævne at kontrakter er gældende, og har man først underskrevet en kontrakt, kan man ikke blot bryde den, med henvisning til frivilligheden og det frie valg. Når kontrakten er underskrevet og aftalen er indgået, så fanger bordet, og enhver må følge sine aftaler med andre eller godtgøre bruddet med en eventuel bodsbetaling til modparten. Dette nævner jeg blot for at tage fat i problematikken der ind i mellem rettes mod liberale, hvor anklagen om komplet frivillighed uden aftaler ikke kan bygge noget samfund er valid, men ikke rammer den liberale filosofi, da beskyttelsen af ejendomsretten implicit også dækker aftaleforpligtigelser.

Når Laura Lindahl siger at alle børn i offentlige institutioner afkræves vaccination så er det midlertid nødvendigt at nedbryde det i to dele. I den ene del ser vi udelukkende på regelaspektet og den anden på det økonomiske aspekt.

Regelaspektet

Det må for enhver institution være frit at opstille betingelser for adgang for kunderne. Det gælder såvel børnepasning som det gælder diskoteker og andre beværtninger i nattelivet. Det er forretningen selv der opstiller reglerne for kundernes færden og kundernes adgang gives absolut af indehaveren af forretningen, eller en betroet person der i indehaverens sted udfærdiger reglerne. Det må derfor understreges først og fremmest at indehaveren naturligvis har lov til at fastsætte krav om vaccination af alle børn der kommer i indehaverens institution. I tilfældet af den offentligt ejede institution er der dermed frit lejde til at fastlægge regler omkring vaccinationskrav af institutionen selv eller dens betroede. I dette tilfælde falder ansvaret enten hos den enkelte institution (decentral beslutningstagen) eller hos mere centrale aktører i kommune, region eller stat. I sidste ende kan politikerne udfærdige love der fastsætter nationale krav til alle offentlige institutioner. Så vidt har den liberale ikke nogen kritik af regeludfærdigelsen. Den som ejer geschæften fastsætter reglerne.

I den liberale ånd vil det dog være at foretrække at hver enkelt institution vælger selv, og i stedet for at fastsætte nationale krav, så bør hver enkelt institution vurdere behovet for dette vaccinationskrav på egen hånd og fastsætte reglerne. Jo nærmere virkeligheden beslutningen tages, jo bedre tenderer den at følge de relevante behov. Den decentrale beslutningstagen vil også føre til større valgmulighed – et gode ifølge den liberale.

Den liberale kritik af det offentlige ejerskab stikker midlertid dybere end blot regelfastsættelsen.

Det økonomiske aspekt

Alle offentlige institutioner understøttes af skatteyderne for at kunne fungere. Selv de statslige monopoler der drives som forsøg på almindelig virksomhed med betalende kunder uden implicit skatteyderunderstøttelse drives så ineffektivt at de bliver tabsgivende – tab som skatteyderne skal betale. I driften af disse institutioner er skatteyderen på krogen for at finansiere opbygning, drift og vedligehold. Denne skattebyrde er ikke en liberal mekanisme – det fratager individet sine valg i livet. De penge som er tjent ved at deltage i markedsøkonomien bør være ejet fuldt og helt af den som har ekspederet den ejendom der er oprindelsen til fortjenesten – herunder de opgaver som din krop og dit sind løser der fører til din lønindkomst fra din arbejdsgiver. Det er dermed absolut nødvendigt at ophøre med at tage penge fra skatteyderne og give til institutionerne for at følge det liberale mindset.

Den liberale kritik af skatteyderfinansierede foretagender er velkendt og behøver ikke gentagelse her, det vil være mere givtigt at diskutere nogle få sideeffekter af liberale tanker for “problemet” med manglende vaccination og regelfastsættelse af offentlige institutioner.

Et af de første forslag jeg kom på, for at trække situationen i en liberal retning, var at foreslå at enhver der dermed ikke ønskede at lade sine børn vaccinere heller ej skulle betale for de offentlige institutioner. Man kunne dermed få en reduktion af skattebyrden ved at fravælge at sende børnene på en offentlig institution og vælge en privat i stedet. Denne idé skaber dog nogle problemer for det statslige subsidiesystem, som jeg kommer ind på lige om lidt.

Hvert barn får i dag en sum penge allokeret i den offentlige kasse til institutioner, børnehave, dagpleje, vuggestue eller skole. Denne sum penge reduceres med 25% hvis forældrene vælger en privat institution i stedet for den offentlige. Det er et problem man kan undre sig lidt over – på trods af denne tydelige diskrimination klarer de private sig stadigvæk. Det er bemærkelsesværdigt at det private kan drives for en sum mindre end det offentlige (som i vid udstrækning endda skal underlægge sig samme ineffektive og dyre undervisningsformer og regler), men det burde ikke komme bag på nogen der har en sund forståelse af markedsøkonomi og statsindblanding.

Det næste problem er at den sum penge der allokeres i den offentlige kasse til institutionerne kommer ikke direkte fra forældrene selv. Det er en kasse der er fyldt med skatteydernes penge, og der er ingen relation mellem forældrenes indkomst og børnenes institutionsomkostninger. Den liberale må derfor igen påpege at offentlig drift af institutionerne fører til situationer der er meget lidt ønskværdig set med liberale øjne.

Det fører hurtigt til interessante spørgsmål, hvorfor skal andre skatteydere, som ikke har børn (eller ikke har børn der benytter institutionerne) betale for andre menneskers brug af disse institutioner? Hvis ikke-vaccinerede børn kan føre til skattelettelser for forældrene, så vil det være et godt argument at ligeledes må barnløse kunne fravælge at betale for de offentlige institutioner. Det er en logisk følge af det første forslag at udbrede valgmuligheden til flere, og det vil afgjort trække samfundet i en liberal retning at kunne takke nej som skatteyder til enkelte eller alle offentlige ordninger.

Det offentlige system ville hurtigt bryde sammen, hvis det var frivilligt at deltage i betaling af institutionerne. Skatteyderne ville hurtigt trække deres penge fra subsidieringen, særligt de som er produktive og har børn i private skoler ville få en gevinst af kunne få lov at beholde deres egne penge og bruge dem direkte på skolen frem for at betale skat og få 75% af skolepengene for en offentlig elev med igen. Meget hurtigt ville det vise sig at være umuligt at dække omkostningerne til driften af de offentlige institutioner fordi midlerne ikke længere kom i en lind strøm fra skatteyderne, der nu har fået et valg hvor de tidligere ikke havde noget.

Det liberale svar på spørgsmål om det er liberalt at kræve vaccination på offentlige institutioner er derfor: Det er absolut ikke liberalt at drive offentlige institutioner, og efterfølgende tekniske spørgsmål om driften er mindre vigtige. Når det økonomiske fundament er bygget på ufrivillig betaling og tvangsopkrævede midler så er resten af de små teknikaliteter mindre vigtige fra et liberalt synspunkt. Man kan naturligvis stadig forsøge at agitere for større valgmulighed ved lokale beslutninger i den demokratiske proces, men som udgangspunkt bliver situationen aldrig rendyrket liberal.

Er vaccinationsprogrammet guds gave til mennesket?

Efter at have talt lidt om de liberale aspekter om regelfastsættelsen for institutionerne, skal vi nu prøve den mere kontroversielle del af emnet. Hvordan virker vaccinationsprogrammet i det hele? Er det guds gave til menneskeheden? Var vi alle døden nær før vaccinationsprogrammet blev indført af kloge og uselviske offentlige bureaukrater?

Jeg har ikke sat mig ind i alle detaljerne og teknikaliteterne i hele vaccinationsprogrammet – jeg har blot set nogle meget interessante grafer for mæslinger som jeg mener burde være mere udbredt kendskab til. Hvis de tåbelige politikere vil fastsætte nationale regler for krav til vaccination så bør vælgerne i det mindste kende bare en flig af historien om børnesygdommene og vaccinationsprogrammets effektivitet.

Hvis du sad med en forståelse af at vaccinationsprogrammet var et fantastisk program, der hjalp mennesket med at kravle ned fra træerne for at kunne dyrke et liv i fred og tryghed sammen, så tager du fejl. Hvis du troede at dødeligheden af mæslinger var kæmpestor inden vaccinationsprogrammet blev indført, og ved indførsel af vaccinationsprogrammet blev hundreder af børn skånet fra den sikre død, så har du særlig brug for at følge med i det næste her, ikke for at afskrive vaccinationsprogrammet, men for at afbalancere emnet og sætte tingene i perspektiv til så mange andre problemer samfundet bøvler med.

Jeg tager udgangspunkt i børnedødeligheden af mæslinger, via data taget fra SSIs temaside om mæslinger. (link opdateret 11-02-2019)

Prøv at tage en grundig kig på de to grafer, den ene om børnedødeligheden fra 1877 til i dag og den anden fra 1960 og til i dag.

Man ser ganske tydeligt en markant reduktion af børnedødeligheden overfor mæslinger fra 1890’erne til 1952 hvor grafen næsten er helt i bund med dødeligheden. Vaccinationsprogrammet blev iværksat i 1987, nogle fik vacciner allerede fra 1982, men dette er 30 år efter børnedødeligheden var reduceret fra flere hundrede om året til 0-15 årligt. Vaccinationsprogrammet kan derfor ikke tage æren for reduktionen af børnedødeligheden, børnedødeligheden faldt betragteligt, og næsten til ingenting inden vaccinationsprogrammet blev indført.

Effekten af vaccinationsprogrammet er derfor at forhindre sygdommen end det er at forhindre dødeligheden fra sygdommen. Den variabel som falder dramatisk ved indførelse af vaccinationsprogrammet er ikke dødeligheden, da den i forvejen var lav, det er i stedet antallet af tilfælde af sygdommen der er blevet reduceret. Mæslinger er en træls sygdom der kan give feber i 3-4 dage men i sjældne tilfælde også hjernehindebetændelse. Som forælder til almindelige børn der får feber, så synes feberen ikke som det værste i verden, det vil naturligvis være at foretrække ikke at få nogen sygdomme overhovedet, men set i det store billede, så er en enkelt febersygdom ekstra ikke noget voldsomt besværligt at overkomme. I den forbindelse er ufarlige skoldkopper langt mere irriterende fordi sygdommen trækker ud så længe (over 1 uge), og mens den står på må barnet, selvom det ellers er ved godt mod og i godt humør, ikke komme i institution.

Der er forskellige forklaringer på hvad der skete med den historiske udvikling af barnedødeligheden i forbindelse med mæslinger. SSI skriver at det skyldes bedre behandlinger på sygehuse og bedre mulighed for indlæggelse til medicinsk behandling. Men med mellem 30.000 – 70.000 tilfælde af mæslinger årligt i 1970’erne, så vil det være sandsynligt at de færreste blev indlagt på hospitalet. Langt størstedelen klarede formentlig sygdommen hjemme med almindelig pasning og pleje. Andre siger at det skyldes ernæringsmæssige faktorer, såsom viden om vitaminernes afgørende rolle for menneskets helbred (viden om vitaminer steg betragteligt i starten af det 20. århundrede, særligt vitamin C). Det bør her nævnes at der ikke er nogen konflikt mellem de to synspunkter, begge har haft en positiv betydning for menneskets helbred gennem tiden.

Den interessante stigning i dødelighed omkring 2. verdenskrig med det efterfølgende fald (mens antallet af smittede steg) hverken bekræfter eller afkræfter den ene eller anden forklaring. Det viser blot tydeligt at så længe resurserne bruges på tåbelige krige, som fører til lavere velstand når samfundet drænes, så risikerer vi sygdom og højere dødelighed. Der er en ganske velkendt sammenhæng mellem økonomisk velstand og menneskelig sygdom. Om pengene til krigen er taget fra god ernæring, hospitalsydelser eller begge kan muligvis graves frem, men den opgave tager jeg ikke på mig og nøjes med at tildele begge synspunkter et nik.

Dette betyder dog også at skræmmebilledet om sygdommens hærgen i Danmark, hvis vaccinationsprogrammet ikke fandtes, er stærkt overdrevene. Misforstå mig ikke, der er ingen dødsfald der er acceptable. Et dødt menneske er et dødt menneske for meget. Men det er i det store billede nødvendigt at fastholde en vis rimelighed i reglerne som desværre fastsættes af politikerne. Det er ikke noget problem der er kæmpestort, hvis nogle fravælger vaccinationsprogrammet. Selv da ingen modtog vaccinationerne i årene fra 1970 til 1980 var dødeligheden mellem 0-5 om året (ingen døde i årene 1973, 1975 og 1977).

Et af argumenterne som Laura Lindahl benytter er bl.a. at hun vil sikre at nogle forældres valg ikke rammer andre. Men da er spørgsmålet så om vaccinationsprogrammet er noget værd, hvis man selv er vaccineret, hvad betyder det så at andre ikke er vaccineret? Kan man blive smittet alligevel, hvad så?

Skulle man tilmed blive smittet, og man er vaccineret, så er der rigtig gode prognoser for at man kommer over sygdommen igen. Det sidste dødsfald blev registreret i 1989 ifølge SSIs temaside.

Pointen med at se på data og forholde sig til virkeligheden er at kunne demontere politisk propaganda fra politikere der pisker på den sygdomsforskrækkede befolkning. Det er værd at sætte sig lidt ind i sagerne for at kunne forholde sig nøgtern til problemet, i stedet for at følge med og blive skræmt til at indføre endnu mindre frihed for samfundet. Hvis vi lader os skræmme hele tiden, så kan politikerne få os til at opgive alle vore friheder til sidst, i den evindelige jagt på absolut og perfekt tryghed. Dette er netop kernen i problemet her.

Skulle man øge folkesundheden og middellevealderen, så kunne man starte med at frigøre store dele af økonomien til markedet igen, således den ekstra velstand gør os i stand til at kurere flere sygdomme. I stedet for at skrige på flere statslige opgaver der kan tvinge befolkningen ind på politikerens linje, så burde liberale arbejde på at fjerne statens knusende åg fra befolkningens produktive kapacitet, så vi bedre bliver i stand til at ernære os og tilkøbe de sundhedsydelser som er mest værdifulde. Den nuværende socialistiske tildeling af bureaukratiske sundhedsresurser er under alle omstændigheder langt vigtigere at komme til livs, end at bede forældre om at vaccinere deres børn mod deres vilje.