Monthly Archive: juni 2017

I Sydafrikas hovedstad, Cape Town, har de gennem de seneste år haft sværere og sværere ved at skaffe indbyggerne vand. I Jyllands-Postens artikel om emnet kan man læse at byens drikkevandsreservoir nu kun rækker til et par måneders forsyninger, afhængig af hvor meget byens indbyggere forbruger. I Cape Town, modsat os i Danmark, benytter de sig af flere overfladevandsreservoirs til at opfange regnvand som de renser og pumper ud til byens beboere. Byens drikkevand kommer derfor af regnvandet der falder i opsamlingsområderne der fører vandet til de store reservoirs.

Reservoiret er, ifølge artiklen, for indeværende på ca. 20pct kapacitet, og pga. tekniske problemer kan reservoiret kun tømmes indtil 10pct af vandet er tilbage, Cape Town har derfor kun reelt omtrent 10pct kapacitet tilbage. I artiklen nævnes det igen og igen at klimaforandringer har ført til at nedbørsmængden er faldet fra omtrent 1000mm om året i 1970’erne, og det er, ifølge artiklen sjældent at mængden når op på 750mm årligt.

Det er naturligvis en snild teknisk indretning at opsamle regnvand i store reservoirs til at tappe i løbet af året, da forbruget af drikkevand formentlig ikke stemmer præcis overens med hvor stor mængde vand der falder indenfor en kortere periode. Det er derfor en vigtig teknisk beslutning at dimensionere anlægget således man ikke løber tør for vand i løbet af året. Til dimensioneringen af sådan et anlæg skal man naturligvis kende både den mængde vand man påregner at indsamle samt den mængde man påregner at forbruge.

Reservoiret kan således udglatte store regnmængder på kort tid, ved at samle det op, og senere sende det til forbrugerne når de ønsker at forbruge af vandet. Smart.

Hvorfor problemet?

I Cape Town har de dog ikke formået at dimensionere deres anlæg korrekt til at forsyne deres indbyggere. Forhåbentlig når de ikke at tømme reservoiret totalt, men allerede nu er de underlagt en streng daglig kvote på 100 liter per person og føler knapheden melde sig. Cape Town har heller ej tidligere været så tæt på at have forbrugt hele deres reservoir. Ifølge Jyllands-Postens artikel er dette klimaforandringernes skyld. Men det er fuldstændigt forkert, klimaforandringerne er kun en lille del af forklaringen, og disse kunne have været taget højde for med rettidig omhu og en liberal tilgang til forbrug og produktion af vandresursen.

I indeværende situation i Cape Town, med klimaforandringerne pågående siden 1970’erne, må det være klart for enhver at det er nødvendigt med ændringer i vandforsyningen for at imødekomme at der falder mindre vand per kvadratmeter, men også for at imødekomme flere indbyggere. I 1970 havde Cape Town godt 1,1mio indbyggere, mens byen i 2014 havde 3,7 mio indbyggere. Byen har med andre ord tredoblet sit indbyggerantal siden 1970’erne og har samtidigt set en reduktion i nedbør per kvadratmeter på knap 25pct. Sådan en situation er ikke opstået pludseligt, det er en udvikling der er stået på i godt 45 år.

Man kan derfor spørge sig selv, hvis udviklingen er gået så langsomt, hvorfor står de nu i Cape Town med det meget ubehagelige problem at deres drikkevandsreservoirs er meget tæt på at være udtømt?

Hvis man ser på tal for 2016, kan man se at de forbruget i maj måned for 2016 (Cape Town suburbs summary May 2016.xls) er opgivet til ca. 6.629.447m³ mens det årlige tab er opgivet til 1.325.892m³, eller ca 20%. Til sammenligning tabes der knap 8% i 2015 i de danske vandværker, som også bryster sig af at være blandt verdens bedste til at minimere vandtab. Cape Town har altså et rimelig stort vandtab i sammenligning med de danske vandværker.

I Cape Town er der dog udover den forældede og utætte infrastruktur problemer med at rationere vandet. I nuværende stund er vandforsyningen ejet offentligt, og metoden som myndighederne har brugt kan man læse nærmere om her.

Level 4 water restrictions include the following:

• No hosing down of paved surfaces with municipal drinking water.
• No irrigation/watering with municipal drinking water allowed.
• No washing of vehicles and boats with municipal water. (Commercial car washes may apply for exemption.)
• Private swimming pools may not be topped up or filled with municipal drinking water.
• Use of portable play pools prohibited.
• Water features may not use municipal drinking water.

Disse restriktioner på den personlige frihed til selv at allokere det vand man køber til det behov man føler er størst er unødvendige, og klimaforklaringen kan heller ikke bruges som bortforklaring på vandproblemerne i Cape Town. Problemet er i sidste ende ikke et teknisk, men et økonomisk af slagsen.

Offentlig drift fører til bureaukratisk rationering og formindsket forbrugervelfærd

Der er tydeligvis flere ting der kan rettes på den tekniske front, for at sørge for at mere vand når ud til forbrugerne ved at lappe rørsystemet, og samtidigt at re-dimensionere de store opsamlingsanlæg for at modvirke faldet i nedbør. I stedet for at se klimaforandringen som en uundgåelig vandbegrænsning, så kan man udvide opsamlingsområderne og samle mere vand op ved at lægge flere kvadratmeter ud til vandopsamling.

Selvom de tekniske løsninger kan udføres, så er det i sidste ende også nødvendigt at analysere på den økonomiske situation.

Households in informal settlements receive free water and sanitation and every household in Cape Town with a direct water and sanitation connection gets their first 6 000 litres (6 kl) of water and 4 200 litres (4.2 kl) of sewerage per month free of charge.

Hvis man læser nærmere på hjemmesiden for byens vandforsyning er det slående at der ved niveau 1, 2 og 3 af rationering af vandet er gratis vand til alle husholdninger (det er formentlig per vandmåler) der bruger under 6m³ per måned. Det svarer til 72m³ “gratis vand” per år per husholdning. I vores husholdning bruger vi ca 100m³ vand årligt, og boede vi i Cape Town kunne vi få over 2/3 af forbruget uden betaling. Det gratis vandforbrug falder dog bort når niveau 4 restriktionerne træder i kraft, ved et kritisk lavt reservoirniveau.

Tarifferne på hjemmesiden bærer også stærkt præg af socialdemokratiske tanker, hvor betalingen per liter vand er progressiv. Dette er ikke medvirkende til at rationere vandet på en økonomisk facon, men er i stedet et vandforbrugssubsidie der fører til øget spild og reduceret indtægt til at investere i vedligehold af gamle samt at opbygge nye anlæg.

Den bureaukratiske rationering af vandforsyningen er ikke medvirkende til at skabe den ønskede situation som er det politiske slogan for vandforsyningen til Cape Town:

“We believe in providing water and sanitation services to all residents in a sustainable, safe, reliable, environmentally friendly and affordable way.“

Private investorer holder sig væk

Hvis vi ser på markedets muligheder for at investere og producere mere regnvand til at hjælpe forbrugerne med at få det vand de ønsker, så er det klart at en privat virksomhed ikke ser nogen idé i at tilbyde sig på vandmarkedet, da de progressive tariffer ødelægger den private virksomheds chancer for at drive en profitabel og effektiv forretning. Ingen privatejet virksomhed kan i længden producere til en omkostning meget tæt ved nul, og der er derfor ikke attraktivt at gå ind og investere i at producere mere drikkevand, fordi den offentlige politik er at subsidiere vandforbruget ved at forære meget af vandet væk. Ingen privat virksomhed kan konkurrere med staten og dens beskatningsmagt.

Til alles “store overraskelse” opnår myndighederne altså det modsatte af deres intention med deres vandpolitik. Ønsket var at alle havde rigeligt med vand, men situationen er blevet så kritisk på grund af mangel af investering i vandproduktionsfaciliteter og reparation af vandrørene at vandforsyningen er for lille til at dække behovet, og den meget restriktive rationeringsplan bliver dermed indført for at forsøge at lappe på det typiske resultat af brug af det socialistiske system: Knaphed på selv de mest basale forbrugsgoder.

Markedet allokerer resurserne og lader forbrugerne rationere på deres egen måde

I stedet for at fastholde den kunstige situation, hvor det offentlige subsidie til vandforbrug forhindrer effektiv privat iværksætteri i at producere mere vand, så bør myndighederne så hurtigt som muligt kaste deres dårlige politik ud, og tage markedskræfterne til sig. For at sikre en bæredygtig forsyning af vand til forbrugerne, skal myndighederne privatisere deres reservoirs (evt. ved at danne et eller flere aktieselskaber og give borgerne i byen en lige del aktier) og lade markedet fungere. En af de gode egenskaber ved at bruge markedskræfterne til at allokere den knappe vandresurse er at det er op til enhver person at vælge selv hvor meget vand der skal bruges på dit og dat. Frem for at forære vandet væk, og bagefter opsætte kunstige begrænsninger baseret på bureaukraternes egne forudindfattede meninger om andres tilfredshed ved deres vandforbrug, så kan markedspriserne sørge for at prisen på vandet bliver præcis så høj at forbrugerne rationerer vandet ved at bruge det til at dække deres mest værdifulde behov, og at der altid er vand til forbrugere der er villige til at betale markedsprisen.

Markedet balancerer forbrug og efterspørgsel over tid via flere kanaler.

1. Profitten til den private virksomhed gør det muligt at investere yderligere i produktionsfaciliteter
2. Den højere pris på vandet får forbrugeren til at vælge sin egen personlige rationeringsstrategi, og sørger for at allokere vandet til de behov der føltes som de mest værdifulde
3. Konkurrencen mellem private investorer er sikret via den naturlige regn, her er ingen monopolmulighed, alle kan opsamle vand og sælge det

Markedet vil i nuet hæve prisen på vandet, så forbrugerne selv vælger at rationere vandet, og den højere pris på vand vil skabe større indtægt for det private vandselskab der giver mulighed for større investeringer i produktionsfaciliteterne, således forbrugernes behov fremover bliver stillet bedre end før. De nye indtægter giver også vandselskabet mulighed til at vurdere om det bedre kan betale sig at lappe det utætte rørsystem eller om det er mest profitabelt at opsamle mere vand.

En af de bedste ting ved de frie markedskræfter er også at forbruget af vand bliver balanceret med alle andre forbrugsgoder – og samtidigt at skatteyderen bliver taget af krogen, således de ikke skal indlægges til at betale udgifterne til den ineffektive offentligt drevne vandforsyning. Det giver skatteyderne et velfærdsboost fordi de nu har større frihed til at allokere deres egne penge, de får i første omgang lov at beholde flere penge til eget forbrug, og dernæst bliver deres forbrug i større grad rettet til de goder i markedet som de ønsker at betale for.

Denne potente løsning virker i alle andre sektorer af økonomien, hvor et stort forbrug bliver ønsket velkommen af producenterne, der i forsøget på at tilfredsstille forbrugernes behov og via konkurrencen på markedet medfører en øget produktion. I stedet bliver de stakkels borgere i Cape Town først flået i skat for at subsidiere et ødselt forbrug af en knap resurse, og når bystyrets politik medfører akutte forsyningsproblemer, så kommanderes hver enkelt borger til at følge et centralt dikteret forbrugsmønster, der på ingen måde hænger sammen med forbrugernes personlige ønsker for forbrug af vandmængde eller for at allokere vandforbruget til netop de behov som forbrugeren føler er det vigtigste for dem.

Hvis jeg ikke tager meget fejl i min prognose for fremtiden, så vil ingen af de nævnte løsninger vil blive indført, og Cape Towns situation kan vi følge med i som årene går, og læse om større og større knaphed pga. mangel på rettidig investering i produktionsanlægget samtidig med at de socialdemokratiske subsidier medfører et overforbrug. Resultatet bliver uundgåeligt at det politiske rationeringsvanvid stiger til nye højder.

Naturligvis vil klimaforandringerne få skylden for hele det socialistiske vanvid, det siger sig selv. Deres økonomiske system er jo genialt, og hvilken journalist kunne finde på at kritisere socialismen og samtidigt nedspille klimaforandringernes rolle?