Monthly Archive: august 2017

I mit sidste blogindlæg forsøgte jeg at argumentere for, at man ikke kan føre beviset for, at velfærdsstaten er i stand til at sikre en velfærdsforøgelse for samfundet igennem dens interventioner i markedsøkonomien. Særligt de statslige indkomstoverførsler kan ikke vises at være velfærdsskabende, var postulatet.

Det fører naturligvis til en række spørgsmål. Viser argumentationen således, at enhver overførsel af indkomst fra en til en anden, ligeledes også er umulig at vise velfærdsgevinsten af? Vil det fx så også kunne vises at det er en dårlig idé at hjælpe de svage? En sådan konklusion ville være i konflikt med et af de mest almindelige menneskelige træk: empati som ført til udtryk i næstekærligheden.

I gennemlæsningen af det tidligere blogindlæg vil der formentlig være nogle der tænker, at det er meget godt at tale om skattelettelser, men inderst inde kan man føle at det samtidigt ikke må gå så langt at de svageste i samfundet får lov at rådne op i gaderne. Enten af behovet for at sikre et fredeligt samfund, da det tit argumenteres at en reduktion af overførselsindkomsterne vil medføre mere kriminalitet, fordi de som er på overførselsindkomst ikke har andre muligheder. Eller fordi man af sin egen medmenneskelige intuition kan mærke at der skal også være penge til dem som ikke kan klare sig selv.

I dette blogindlæg vil jeg prøve at forklare hvad den liberale, og østrigske økonoms, foretrukne metode er. Det vil nok ikke komme bag på læseren hvad konklusionen ender ud i, men for at dække området, vil jeg alligevel fremføre argumenterne for hvordan det hele kan hænge sammen.

Først et smut tilbage i praxeologien

Som jeg beskrev i det tidligere blogindlæg bygger den misesianske gren af de østrigske økonomers system på praxeologien, læren om menneskets handling.

Der var i det tidligere blogindlæg et fokus på nytteværdibetragtninger, og at den subjektive nytteværdi ikke kan måles, og heller ikke sammenlignes på tværs af personer. Det førte til konklusionen at velfærdsstatens indkomstoverførsler ikke kan vises at være velfærdsskabende. Men hvorfor egentlig? Der manglede en byggesten i argumentet, for hvorfor er det præcis at velfærdsstatens indkomstoverførsler var problematiske? Er der noget specielt ved velfærdsstatens metoder?

Med fokus rettet på praxeologien kan vi blot sige, at vi lader mennesket vise hvordan det har rangeret nytteværdien for hvert gode i en ordinal rækkefølge. Praxeologien kan kun fastslå om et menneske knytter en nytteværdi til et gode der er højere eller lavere end et andet, når mennesket selv handler på disse ordinale rangordner ved at bytte det ene gode væk for at opnå det andet. Nøglen er handlingen i sig selv, med den ekstra forudsætning at handlingen foretages frivilligt. Først under frivillige omstændigheder kommer menneskets egne værdiestimater til syne, når det viser at det foretrækker en ting frem for en anden.

Den frivillige handling er dermed den afgørende nøgle til at forstå hvad der er galt med det statslige velfærdssystem: Det er et lovtvunget system der ikke lader mennesket selv vise sine egne subjektive præferencer, mennesket får ikke friheden til at vælge hvad det foretrækker frem for noget andet. Mennesket er ikke frit i det statslige velfærdssystem, mennesket er underlagt skattevæsenet, politiet og fængselsvæsenet. Det eneste vi kan sige ud fra at mennesket finder sig i skattebetalingen er at mennesket foretrækker at lade sig udplyndre af skattevæsenet frem for at tage konflikten med politiet og fængselsvæsenet.

Den kritiske erkendelse er at indse, at mennesket ikke viser, at det foretrækker at subsidiere et andet menneskes velstand, når det ikke lader sig pågribe af politiet og fængsle for at nægte at følge statens lovgivning om indkomstoverførslen. Det viser blot at mennesket affinder sig med sin situation, det foretrækker en reduceret indtægt frem for et liv i statens fængsel.

Hvordan skaber man da ægte velfærd?

Vi har fastslået at det nødvendige udgangspunkt er at lade mennesket være fri fra tvang, således det selv får mulighed for at vise den følte nytteværdi, via den indre rangorden af goder. I situationen hvor mennesket får lov at dirigere, hvilke goder der er mere værd end andre, skal det bruge den eksterne verden for at få mulighed for at få andre goder under sin kontrol. Fra det ene menneskes synspunkt kan det være fordelagtigt at stjæle fra et andet, fordi dette medfører en gevinst af nytteværdi.

Det er derfor nødvendigt med et system der sikrer at den fredelige frivillighed deles af alle, det er nødvendigt at sørge for at alle har de samme rettigheder, at de er lige for loven. Den rettighed som den liberale anser for den vigtigste er ejendomsretten. Retten til ejendom, retten til at kontrollere eksterne genstande samt egen krop, er forudsætningen for et socialt system, hvor menneskene kan samarbejde og hjælpe hinanden. Ejendomsretten som en universel menneskelig rettighed beskytter hver person mod ufrivillige transaktioner. Da mennesket er et rationelt væsen, vil det være i stand til at anerkende at det er fordelagtigt at, frem for ensidet at bestjæle hinanden, det er langt mere fredeligt, produktivt og langtidsholdbart at bytte varer med hinanden på en sådan måde at ingen udsættes for udplyndring, men i stedet at begge parter drager fordel.

I vores privatliv anerkender vi disse betragtninger, som bl.a. eksemplificeres af de 10 bud, vi ved at respekt samt ærlighed for hinanden fører til den gunstige situation, hvor samfundet er fredeligt. Vi kan stole på hinanden, vi hjælper hinanden til i samarbejde at opnå en værdiforøgelse når vi udveksler varer med hinanden. Særligt i Danmark, og andre lignende lande, har vi en meget stor tillid til hinanden og er samtidigt ærlige grænsende til det pinlige. Det er derfor meget frugtbar jord hvor frivilligheden kan blomstre, og hvor kendskab til de økonomiske love kan bane vejen for et meget produktivt samfund.

Det kan derfor vises, at velfærd skabes via frivillige udvekslinger i markedsøkonomien, hvor ejendomsretten respekteres.

Liberale velfærdsordninger kontra socialdemokratisk tankegods

I dag er det meget svært at forestille sig hvordan det skulle lykkes at skabe et samfund der tager hånd om de svageste ved at forlade sig på frivillige indkomstoverførsler – de fleste nulevende mennesker har ikke kendskab til tiden før velfærdsstaten, og den tykke socialdemokratiske propaganda efterlader heller ej nogen tvivl om at, i det socialdemokratiske tankegods, frivillighed er synonym for egoisme.

Ønsker du at beholde de penge du har tjent i markedsøkonomien og selv vælge hvad de skal bruges på, så er du egoist. Socialdemokraten ser udelukkende på dit forbrug og ikke på din produktion. Det er særligt vildledende at opstille tingene på sådan en forsimplet, og forkert, facon. Når du har tjent andre i markedet, byttet din arbejdsindsats for en sum penge, så har din arbejdsgiver vurderet at dine tjenester er værdifulde. Det er mere fordelagtigt for arbejdsgiveren at ansætte dig til din løn, end at det er at lade være. Han vurderer dermed at du producerer en værdi for samfundet ved dit arbejde. For at kunne kaste om sig med meningsløse valgslogans, er det meget symptomatisk for socialdemokratismen at se bort fra det ægte sociale arbejde: produktionen til samfundet.

Første velfærdseffekt: Produktion af værdifulde goder

Det forekommer ikke socialdemokraten logisk, at når du arbejder for at øge mængden af goder i samfundet, bidrager du positivt den samlede velfærd. Forbrugerne, rige som fattige, er bedre stillet ved at have flere goder at vælge mellem, og den større produktion af goder er med til at reducere priserne og gør det dermed billigere for forbrugerne.

Der er dermed en stor velfærdseffekt i at producere værdifulde goder til forbrugerne, og den betaling du modtager for dine ydelser i den forbindelse er din ejendom, som i den liberale filosofi er beskyttet mod plyndring af enhver anden, via menneskets rettighed til ejendom.

Beskatning af arbejde medfører en reduktion af den tilgængelige arbejdsstyrke og dermed også en reduktion af de producerede goder til samfundet. Det medfører prisstigninger på goderne, prisstigninger der særligt rammer de svageste i samfundet. For at vende mekanismen er det nødvendigt at lette, eller fjerne, skatten på indkomst.

Anden velfærdseffekt: Investering til ny produktion

Ligeledes er den personlige indkomst en af kilderne til muligheden for at opspare og investere kapital til ny produktion, hvor udvidelsen af produktionsapparatet kræver arbejdskraft, kapital og landområder. Det skaber muligheder for øget menneskelig tilfredsstillelse ved nye eller flere varer, flere arbejdspladser tilbydes og det bliver muligt at øge produktiviteten og at kunne tilfredsstille flere behov.

På det frie marked kan det vises både teoretisk og empirisk at produktiviteten stiger med investeringerne, samt at investeringerne øges år for år. En investering i produktionsapparatet er også godt for samfundets svage, fordi investeringerne øger lønningerne. Mekanismen er at den almindelige arbejder tilføres nyt værktøj og nye arbejdsrutiner og bliver mere produktiv. Relativt til kapitalen bliver arbejderens tid mere knap, og prisen på denne tenderer derfor at stige. Den øgede investering er derfor ikke bare positiv for kapitalisten der investerer, det har positive bivirkninger for medarbejderne der, via konkurrencen i markedet, modtager en større betaling for deres ydelser når deres produktivitet stiger som resultat af kapitalistens investering.

Igen kan det vises, at det frie marked skaber positive resultater, både for kapitalisten, der handler på sine egne mål, men også for arbejdstageren der hjælpes undervejs. Markedet bør derfor beskrives som et samarbejdsnetværk, hvor den enes gevinst bliver den andens gevinst ligeledes – stik modsat det socialdemokratiske synspunkt. Både kapitalisten, forbrugeren og arbejderen vinder på de øgede investeringer. Ingen taber.

Kapitalskatter reducerer incitamentet til at spare op og investere. Dermed bliver arbejdskraften ikke så produktiv som den kunne være blevet, hvis skatten ikke var blevet opkrævet. Det er derfor nødvendigt, for at øge samfundets velstand, mulighederne for ansættelse i nye og måske mere spændende jobs, samt et udvidet produktivt samarbejde, at lette, eller fjerne kapitalskatter.

Tredje velfærdseffekt: Privat velgørenhed til effektiv hjælp

De to ovenstående argumenter for at sænke skatterne på arbejde og kapital er ganske almindelige, og de fleste kan følge ræsonnementet at en lettere skattebyrde medfører øget incitament til arbejde og opsparingen til investering. I Danmark lever vi (endnu) ikke under totalitære forhold, i dag er indkomst og investering stadig et delvist privat foretagende. Vi har med andre ord personlig erfaring med hvad der betyder noget for os selv, og kan godt se, at det vil være gavnligt med lavere skatter da det vil øge vores egen mulighed for at arbejde og opspare til investering i højere grad end før.

Den tredje velfærdseffekt er derimod lidt sværere at servere. Postulatet er at ved en afskaffelse af kontanthjælp, førtidspension, folkepension, efterløn, dagpenge og sygedagpenge vil der opstå andre ordninger spontant i samfundet, der støtter de svage, syge og uheldige.

For at hjælpe forståelsen lidt på vej er man nødt til at begive sig ud i et historisk studie, vi er nødt til at bevæge os tilbage i historien og betragte samfundsudviklingen før velfærdsstaten overtog de private initiativer og nationaliserede, kontrollerede og tvangssubsidierede dem alle.

Jeg har for et års tid siden optaget en video, hvor jeg forsøger at forklare hvordan en privatisering af de offentlige indkomstoverførsler, eksemplificeret ved kontanthjælpen, kan føre samfundet i en liberal og bæredygtig retning, hvor markedsøkonomien, hvor privat initiativ, iværksætteri og markedsdisciplinen er mekanismerne der arbejder for at øge produktionen og via de frivillige transaktioner skabe velfærd for alle.

Hvis der er interesse i et mere detaljeret studie af forholdene i Danmark før velfærdsstaten, kan jeg anbefale at købe/låne og læse Henrik Gade Jensens bog, “Menneskekærlighedens værk, det danske civilsamfund før velfærdsstaten”. Ved lanceringen af bogen i 2012 holdt CEPOS et møde herom, video her. Bogen er en meget sigende beskrivelse af hvordan de private initiativer blev nationaliseret skridt for skridt. Velfærdsstaten har med andre ord ikke opfundet noget som helst selv – velfærdsstaten har taget eksisterende private tilbud og enten udkonkurreret dem ved subsidier eller ved direkte subsidier og medfølgende offentlig kontrol overtaget driften. Dette gælder både skole, hospitaler, læge, ældrepleje og social sikring.

Et af de mere slående eksempler på dette er præcis det offentlige fattigvæsens overtagelse af de private velgørenhedsorganisationer. Om det skete ved et uheld eller hvorledes det gik til skal være usagt, faktum er at de danske private velgørenhedsorganisationers finansiering delvist bestod af store kapitalinvesteringer i rentebærende obligationer, hvorfra en stor del af deres årlige indtægter til socialt arbejde oprandt.

Henrik Gade Jensen, Menneskekærlighedens værk, side 69:

“Borgernes opsparing i fonde og kapitaler indgår som en parameter i politikernes konjunktur- og valutapolitik. Under ikke-inflationære forhold kunne civilsamfundets institutioner fungere mere autonomt og leve af en fast og arvet kapital, men da pengenes værdi drastisk forringes af storpolitiske begivenheder og efterfølgende af national lovgivning, svækkes civilsamfundets autonomi betydeligt. Der er sammenhæng mellem pengepolitik og velgørenhed. Jo mere usikkerhed om pengenes værdi og stabilitet, des større tilskyndelse til at undgå opsparing og forbruge i stedet. For filantropiske institutioner giver det vanskelige vilkår.”

Investeringerne i disse obligationer gjorde velgørenhedsorganisationerne følsomme overfor statslig inflation af pengemængden – og som resultat af statens kreditpolitik i 1850erne faldt pengeværdien af disse investeringer. Samtidigt blev det for den almindelige borger sværere at hjælpe de nødlidende medmennesker, fordi almindelige forbrugervarer, som resultat af den øgede pengemængde, steg i pris. I 1850 var pengemængden (indskud plus seddelomløb) 25 mio rigsdaler. I 1860 var det steget til 50mio rigsdaler (Erling Olsens bog, side 282-283). Som kommentar til disse katastrofale pengeinterventioner i markedet kommenterer Erling Olsen i sin bog “Danmarks Økonomiske Historie siden 1750” udgivet 1967, på side 295:

“Under en krise i 1853 bemyndigedes kommunerne til at midlertidigt at yde bistand til nødlidende, der søgte at undgå fattigvæsenet. Tre år senere bestemtes det ved lov, at de midler som fattigvæsenet modtog gennem kirkebøsser og lignende, skulle indgå i en særlig kasse, hvis midler skulle anvendes til hjælp for personer, der ikke var under den lovbestemte, kommunale fattigforsorg. De fattiges kasser tænktes således fyldt ved frivillige bidrag fra private, men da det skortede noget på offerviljen, begyndte kommunerne at yde bidrag til kasserne.”

Forholdene var således at priserne på almindelige forbrugsvarer steg pga. inflationen i pengemængden (der skyldes Nationalbankens kreditekspansion i perioden, på dette tidspunkt var private banker ikke tilladt at skabe kredit – det skete først i 1857 med Privatbanken i København (s. 254 i Erling Olsens bog)), hvordan havde man da forestillet sig at der var råd til eksorbitante donationer til andre fattige, når man selv føler at fattigdommen banker på døren? Hvorfor nævnes det ikke med et ord hvad årsagen til den “skortende offervilje” kunne tænkes at være? Er årsagen ikke at almindelige forbrugsvarer stiger i pris, og overskuddet i husholdningen skrumper? Har dette da noget med offerviljen at gøre? Er det ikke i stedet et forudsigeligt resultat af en fattiggørelse af den almindelige borger via en inflationspolitik? Statsløsningen på dette problem er naturligvis bare at tage pengene i stedet for at lade folk selv vælge, hvor mange penge der skal gå til forsørgelse, hvor meget kan de selv undvære er tilsyneladende underordnet, når man skal være god ved nogle der er relativt fattigere.

Igen og igen ser man at statslig indblanding i markedsøkonomien skabe grobund for forhold man selv finder dårlige, og løsningen på det første indgreb er naturligvis ikke at anerkende at markedet fungerer godt, men i stedet gribes der til flere indgreb for at rette op på de utilsigtede konsekvenser af det første. Således arbejder staten kontinuerligt på at oprette sine egne fejl, mens den undertiden giver den private skylden fordi denne er egoistisk.

For at forhindre denne proces i at føre til den totale socialisme er det nødvendigt at tale imod det socialdemokratiske tankegods og forhindre at samfundet kollapser under statens tyngde. Skattelettelser er en del af løsningen på problemet, og i den sammenhæng er det derfor nødvendigt at gentage, hvad der er skrevet et utal af gange – skattelettelser er i sig selv velfærdsforøgende, fordi det skaber større albuerum for de frivillige udvekslinger i markedsøkonomien.

Det frie samfund indeholder drivkraften til sikring af de svageste

De historiske beretninger forklarer, hvis analyseret mere end blot overfladisk og hånligt overfor den private ejendomsret, at samfundet besidder mulighederne for at støtte og hjælpe de svage i samfundet via frivillige udvekslinger igennem en privat velgørenhedsorganisation, gennem familien og gennem venner. Der er med andre ord mange muligheder for at det velfærdsmaksimerende private initiativ, udover at sørge for at tilrettelægge produktionen til at koncentrere sig om de vigtigste goder først og imødekomme forbrugernes ønsker, også kan drive socialhjælp på en effektiv facon. Socialhjælp har ikke alle dage været et offentligt anliggende, og med de disciplinerende mekanismer der ligger i markedsøkonomien, kan privat velgørenhed hjælpe mere effektivt og virksomt end de offentlige ordninger. En afskaffelse af socialhjælpen er derfor ikke ensbetydende med at samfundet fravælger at hjælpe de der ikke kan klare sig selv – det er i stedet en erkendelse af at det private initiativ fungerer bedre, og at socialhjælp, ligesom så meget andet, også bør hvile i markedet og underlægges markedets disciplinerende mekanismer.

Velfærdsstatens historie er med andre ord en historie om at overtage eksisterende private foretagender, og påbegynde en politisk drift af noget der tidligere var en markedsbaseret drift. Organisationerne gik fra at være effektive og disciplinerede til at blive offentligt, ineffektivt og slapt. Det er ikke noget under at det er så omkostningsfuldt at hjælpe de svage i dagens Danmark, når man tænker på alle de tusindvis af markedsinterventioner staten har gennemført, for at forsøge at lempe byrden som en tidligere intervention har medført.