Sæt “velfærdens fronttropper” fri på markedet
På Jyllands-Posten har Signe Munk skrevet et indlæg med titlen “Giv bonus til velfærdens fronttropper”. Indlægget handler om hvor hykleriske politikerne er, når de siger, at de unge i højere grad skal fravælge universiteterne, og tage et “arbejde på gulvet”. Hvorfor skulle man fravælge universitetet for at tage et job, hvor man bliver nedslidt, underbetalt og ikke får samme frihed som akademikerne?
Signe Munk har selv været i overvejelserne om, hvilken uddannelse hun skal tage (ligesom alle andre), men da hun selv har valgt universitetet fra, for at blive sygeplejeske, har hun selv haft oplevelsen af, at vælge mellem et job “på gulvet” frem for et job som akademiker og topchef. Hun mener at det er mærkeligt, at politikerne ikke vil betale mere for, at man tager et job, hvor man tager sig af mennesker.
Der er lidt af hvert at tage fat på i sådan et indlæg, når man, som jeg, er meget glad for menneskelig frihed, trivsel og samarbejde.
Først og fremmest er der nogle basale implicitte antagelser, som bør belyses lidt. Blot fordi man vælger at læse på universitetet, og blive akademiker, er man ikke automatisk garanteret at blive topchef for noget som helst. Det er naturligvis også lidt svært at definere hvad en topchef er, for hvis det blot er den minimale definition, at man er chefen på toppen, så kan enhver selvstændig erhvervsdrivende kalde sig topchef.
Et af de punkter som ingeniørernes fagforening ofte slår på, er at mange små og mellemstore virksomheder kunne få gavn af at ansætte en akademiker (ifølge Rambølls analyse fra 2012). Ifølge ingeniørernes fagforening viser undersøgelser, at akademikere forbedrer bundlinjen i virksomheden. Ingeniørernes fagforening er derfor glade for at anbefale alle virksomheder at ansætte en akademiker, for virksomhedens eget bedste. Hvis det nu var sandt, at akademikere forbedrer bundlinjen, og de små og mellemstore virksomheder bare ikke forstår situationen, så ville det være nærliggende, at anbefale akademikerne selv at starte en virksomhed, således de kan udkonkurrere de etablerede virksomheder med deres højere effektivitet.
Det forholder sig midlertid således, at akademikere ikke i særligt høj grad ønsker at være selvstændige. Størstedelen foretrækker en fast indtægt og en lav erhvervsrisiko. Man skal, efter min ydmyge mening, ikke læse på universitetet for at blive topchef. Man skal i stedet læse på universitetet, hvis man finder, at det er det bedste valg for en selv. Ligesom alle andre valg kræver det, at man kender sine egne værdier, hvad man tillægger en høj værdi, og at man kender de tekniske sammenhænge i markedet. Er der behov for arbejdskraften fra den faggruppe, som jeg overvejer at blive medlem i?
De tekniske sammenhænge i markedet, som jeg kalder dem her, er blot et forventet arbejdsforhold og fremtidsudsigten for faggruppen. Hvad kommer man til at tjene, hvilke arbejdsforhold går man ind til, og er der en fremtid for faggruppen som helhed? Alle valg er spekulative af natur, der er ingen der kan sige til dig med sikkerhed, at netop din faggruppe vil opleve høj efterspørgsel i fremtiden.
Det næste problem i indlægget, som jeg ser det, er at det de facto accepteres, at det er politikerne der bestemmer hvad arbejdsforholdene skal være, for de som arbejder med mennesker. Det var da oplagt at tage spørgsmålet op, er det overhovedet nogen særlig god idé, at lade politikere bestemme den slags? Hvorfor kan man ikke bare lade den, som passer blive betalt det, som den der passes vil betale? Hvorfor skal politikerne blande sig i det med lovgivning?
Det er et af punkterne, som Signe Munk understreger. Arbejdsforhold.
Arbejdsforhold, velfærd og finansiering
Enhver, der har blot den mest basale forståelse af økonomi, ved, at pengene skal komme et sted fra. Det er også vigtigt hvem der betaler for faggruppens arbejdsforhold. I den danske velfærdsstat kan man være så uheldig, at staten blander sig i markedet, der vedrører den faggruppe, man er en del af. Staten kan vælge at subsidiere dine konkurrenter, beskatte faggruppen ekstra, forbyde faggruppen fuldstændigt, eller subsidiere faggruppen.
Vælger man en faggruppe, som er totalt aflønnet af staten, skal man finde sig i at ens arbejdsforhold ikke hviler i markedets belønningsmekanismer. I stedet hviler arbejdsforholdene i den politiske sfære, hvor det økonomiske kaos råder. Økonomisk kaos er eksempelvis hvis en faggruppe bliver underbetalt (og dermed ikke får den indtægt, som markedet ville have betalt) eller overbetalt (modtager mere end markedet ville betale), eller reguleret/forbudt (får ikke lov at tjene markedet effektivt). Økonomisk kaos opstår også hvis betalingen af godet ikke er frivillig. Uden frivillig betaling kan man ikke sige, om godet var værdifuldt i det omfang, som betaleren mente var nødvendigt, for at være betalingens størrelse værd. Da statens drift af virksomhed ikke hviler i markedets profit/tab kalkule og heller ej hviler i frivillig betaling, bliver al offentlig drift et økonomisk kaos: Forbrugeren kan ikke give udtryk for sine værdiovervejelser, produktionen bliver enten for dyr eller billig, eller kvaliteten for høj eller for lav. I markedet er der et solidt feedback fra forbrugeren, der viser hvad han vil betale for, når han vælger at betale af egen fri vilje. I forbrugerens frivillige feedback ligger informationen om, hvorvidt kvaliteten er god nok til prisen, og om kvaliteten i det hele taget er god nok til praktisk anvendelse.
Dette økonomiske kaos har også stor betydning for medarbejdernes forhold.
Som skatteyder er jeg træt af at høre på offentligt ansatte plædere for flere rettigheder, mere løn og bedre vilkår på arbejdspladsen. Hvis det offentlige ikke blev finansieret af skatteyderne, som trues med fængsel; hvis ikke de betaler, hvad skattesystemet er skruet sammen til at opkræve, så var jeg ikke spor generet af krav om bedre løn, vilkår og rettigheder. Hvis deres arbejdskraft blev dyrere, end det de producerede var værd, ville de blive luset ud af markedet. Deres “krav” om højere løn ville blive opvejet mod deres eget ønske om indtægt. I markedet er forbrugeren på lige fod med medarbejderen. Vi er frie til at undlade at indgå handler, hvis vi vil, fordi markedet blot er en betegnelse for netværket af frivillige økonomiske transaktioner mellem ligeværdige parter. Prisen og kvaliteten skal hænge sammen på markedet, og den eneste der kan vurdere, om det er tilfældet, er dig selv, når du vælger at betale for at få et gode til gengæld. Du får de muligheder, som virksomhederne vælger at tilbyde, men du kan altid sige nej til at betale, hvis de ikke tilbyder en tilpas god handel. Konkurrencen mellem udbyderne sørger også for, at medarbejderne får de forhold, som deres produktivitet kan betale. Kræver de arbejdsforhold som deres produktivitet ikke er i stand til at honorere, bliver de arbejdsløse. Højlydte floskler kan man trygt overhøre, fordi man i sidste ende ikke behøver at betale.
Markedet betaler ultimativt for alt
Produktionen på markedet skaber i det lange løb altid værdi, fordi der er feedback fra forbrugerne af de producerede goder. Duer produktet ikke, går virksomhedens indtægt ned, og uden konstante justeringer til markedsvilkårene risikerer virksomheden konkurs. Værdien af det offentliges produktion kan ikke måles, og det følger deraf, at det kun er markedet, der kan finansiere det offentlige. Skulle det offentlige finansiere sig selv ved forbrugernes frivillige betaling, ville der ikke være noget behov for finansiering via skatter.
Alt der produceres, hvad enten det er offentligt eller privat, betales derfor ultimativt af markedets værdiproduktion. Som almindelig markedsdeltager kan man let irriteres over de særlige privilegier, som de offentligt ansatte nyder. De nyder nemlig et gode, som er fuldstændigt overset i debatten – fritagelse fra både konkurrence samt fra forbrugernes ønske om produktiv beskæftigelse. Det som det offentlige producerer, betaler forbrugerne ikke frivilligt for. Skatteyderne trues med fængsel, hvis ikke de betaler, og politikerne dirigerer hvor midlerne skal spenderes. Det gælder derfor som faggruppe i det offentlige om at være på god fod med politikerne, og konstant gentage flosklerne for befolkningen, så skatteyderne glemmer, at de bliver flået i skat, for at modtage tvivlsomme ydelser. Det kan godt være, at betalingen er ufrivillig, men til gengæld ved du ikke, om du modtager noget, du bryder dig om.
Dermed er vi nået til det sidste punkt: Velfærd.
Velfærd er et rigtigt plus-ord. Hvem kan have noget mod velfærd?
Hvis man bare bruger ordet korrekt, så vil den danske befolkning, der har gennemgået de statslige mediernes og folkeskolens indoktrinering, straks blive bløde i knæene og give efter. Velfærd er jo uddannelse, sundhed og pension. Alt andet er ikke velfærd, det er bare privat grådighed, som er OK så længe staten kan udnytte det via beskatning.
I min optik er velfærd et meget bredere begreb. Velfærd er hvad der gør den enkelte person tilfreds. Velfærd er derfor fuldstændigt subjektivt. Nogle mennesker får et kick ud af en god rockkoncert, andre foretrækker Mozart. Begge dele er velfærd, for den som frit vurderer og vælger. Så længe ejendomsretten ikke overskrides, er velfærd et rimeligt anvendeligt begreb for alt det, som gør dig bedre tilpas. Årsagen til at jeg propper ejendomsretten ind her, er at det for Ku Klux Klanens medlemmer var velfærd at se mennesker brænde på bålet eller hænges eller på anden måde torteres og mishandles. Den slags handlinger, der fører til privat velfærd på bekostning af andres rettigheder, er fuldstændigt uacceptabelt. Eksemplet er sat på spidsen, blot for at understrege, at der er forskel på hvad der udgør velfærd, og at velfærd ikke er alment godt. Velfærd er og bliver subjektivt, og betegnelser som “velfærdens fronttropper” om en særlig faggruppe er meningsløs. Rettigheder der beskytter individet er afgørende for samfundets eksistens. De beskytter mennesket mod et andet menneskes søgen efter pervers velfærd.
Hvis vi hurtigt falder ned på jorden igen, og betragter hvad beskatning er for en størrelse, og husker på, at de offentligt ansattes løn udkommer af beskatningen af markedets deltagere, så kan vi langt tydeligere se hvad der foregår. En gruppe af befolkningen (de offentligt ansatte) lobbyer politikerne, og forsøger at skjule deres egoistiske mål, ved at bruge udtrykket “Velfærdens fronttropper” om dem selv, for at kunne udnytte skatteyderne til deres egen fordel. I princippet er der tale om, at de offentligt ansatte hopper med på sprogmisbruget, det demagogiske håndværk, og lover guld og grønne skove, hvis skatteyderne bare betaler dem bedre. De peger ud i luften og bruger plus-ordet “VELFÆRD” som afledningsmanøvre, mens de stikker hånden i baglommen på skatteyderne, for at opnå bedre forhold for dem selv.
Det ville være bedre for hele samfundet, og også for de offentligt ansatte selv (de af dem der er produktive), at få fjernet politikernes magt over deres faggruppe, ved at opgive deres privilegier, for i stedet at få den løn, som de fortjener, ved at blive en almindelig markedsdeltager, der frivilligt aflønnes af forbrugeren efter produktivitet. Aflønnes man efter sin produktivitet, kan man også slippe for at lobby politikere, der har tusind andre punkter på agendaen, og nøjes med at koncentrere sig om at tjene kunderne.
Kort sagt: Giv velfærdens frontropper hvad de fortjener, sæt dem fri på markedet.