Dommen over Peter Madsen
I går blev Peter Madsen dømt af retten. Jeg tror ikke, at det er nødvendigt at forklare, hvad Peter Madsen er anklaget for, og hvad politiets efterforskere har fundet af beviser i sagen. Sagen har fået så megen medieomtale, at jeg vil springe et kort resumé over.
Det som er interessant, som jeg vil belyse i dette indlæg, er dommen, der er tilkendt Peter Madsen. De fleste vil nok fokusere på fængselsstraffen, som Peter Madsen er blevet tilkendt, men i dette blogindlæg vil jeg fokusere på andre aspekter af dommen, som jeg håber læseren vil finde interessante.
Det kan være, at der er nogen der tænker, at det er besynderligt at interessere sig for retsvæsenet, når man driver en liberal blog. Hvorfor tale om kriminelle, dom og straf? Er meningen med liberalismen ikke, at vi alle skal være frie, til at gøre hvad vi vil?
Det er ind i mellem det indtryk man får, når man taler med folk om liberalisme og frihed. Frihed til at gøre hvad man har lyst til, frihed til at vælge, frihed fra begræsninger osv. Denne type af opfattelse af frihed er ren gift. Det er meget let at se, at sådan en konstruktion af frihed, som en ret til at gøre, hvad man har lyst til, til at blive frigjort fra begrænsninger, er en falsk frihed, der i det tilfælde det praktiseres, kun kan udleves af en del af befolkningen, på bekostning af andre.
Den frihedsopfattelse jeg beskriver, og fastholder, er den hvor individet er fri fra andres voldelig indblanding, jævnfør de negative rettigheder, men også begrænset til kun at bruge sin retmæssige ejendom, på sådan en vis at man ikke overtræder andres ligeværdige ejendomsret. Ejendomsretten er absolut vigtig for forståelsen af frihed i den liberale tradition. Årsagen er, at det er den eneste rettighed, der kan gøres universel, altså at alle kan opnå den.
Ludwig von Mises, Liberalism, s. 2 Liberty Fund:
The program of liberalism, therefore, if condensed into a single word, would have to read: property, that is, private ownership of the means of production. All the other demands of liberalism result from this fundamental demand.
Eksempelvis kan den førstnævnte form for frihed blive meget indskrænkende for andres frihed (altså ikke universel, og bestemt i konflikt med ejendomsretten). Et eksempel er velfærdsstaten der giver borgeren friheden til at sige sit job op, og benytte sig af de offentlige ydelser, til at opretholde livet. Denne form for frihed har en omkostning for andre, skatteyderen, der må se sig plyndret af skattevæsenet, for at finansiere den “frie” udfoldelse af et andet menneske. Da liberalismen anser mennesker for ligeværdige i rettigheder, må det deraf følge, at det er forkert at tage fra en for at give til en anden. Retten til ejendom er ukrænkelig i den liberale frihedsfilosofi (i alt fald den version af de mange liberalismer der findes, som udfolder sig i Murray Rothbards politiske filosofi).
Hvad har ejendomsretten med retsvæsenet at gøre?
Ejendomsretten er først og fremmest grundfast i dit individuelle ejerskab af din egen krop. Uden først at erkende, at ethvert menneske har ejerskab (altså, med andre ord, eksklusiv kontrol over) sin egen krop, kan der ikke etableres nogen logisk sammenhængende politisk filosofi omkring menneskets samfund. Det er også fra et rent teknisk perspektiv ganske svært at udøve kontrol over et andet menneske. Hertil bruges ikke elektroniske redskaber, men i stedet den velkendte politiske tvangsmekanisme, hvor man med trusler om vold, indirekte udøver kontrol med et andet menneske igennem menneskets individuelle valg.
Hvis der fandtes en teknisk indretning, der kunne bevæge andre menneskekroppe på kommando, og styre dem til at gøre, hvad kontrolløren fandt passende, var det ikke nødvendigt at anvende trusler om vold, for at få individet til at følge kontrollørens ordrer. I stedet kunne kontrolløren “fredeligt” blot anvende sit kontrolaggregat til at dirigere det andet menneske omkring. Idet det endnu ikke teknisk er muligt at styre et andet menneske med tekniske indretninger, tyer de politiske herskere i samfundet i stedet til at anvende trusler om vold, for at mennesket selv vælger at følge ordrer frem for at modsætte sig herskeren.
I og med at det er rimelig ukontroversielt at påstå, at det er fornuftigt, at lade mennesket styre sin egen krop, følger det også heraf, at ejendomsretten til din krop naturligt er din egen. Du bestemmer selv, hvad du vil bruge din krop til, du har eksklusiv kontrol med din krop, og du må fylde din krop med slik og kage dagen lang, hvis det er det, du lyster.
Når det kommer til forbrydelser mod ejendomsretten, er det nødvendigt med et retssystem, der sørger for, at disse tendenser for at dominere, ødelægge, udnytte og udplyndre hinanden reduceres, og såfrem det er muligt, at erstatning for tab bliver godtgjort af den, som forvolder skaden. Hermed kommer vi til den del af sagen, der har interesse for den liberalt interesserede person. Når ejendomsretten krænkes, skal der ske erstatning for tabet. Den kriminelle skal betale erstatningen som bod for sin krænkelse af et ligeværdigt menneskes rettighed.
Det er rimelig ukontroversielt at sige, at Kim Walls ejendomsret til sin egen krop, er blevet krænket af Peter Madsen. Da det ikke længere er muligt at yde erstatning til Kim Wall personligt, da hun under tragiske og forfærdelige omstændigheder er gået bort, træder hendes nærmeste i samfundet i hendes sted, og bør modtage en erstatning for det tab, som Peter Madsen har påført. Eller – sådan ville jeg ønske at det foregik.
Dommen over Peter Madsen
I denne video (med tilhørende domsresumé) kan man høre/læse et uddrag af dommen. Kort opsummeret bliver Peter Madsen dømt til livstid i fængslet, hvor det efter denne artikel angives, at det almindeligvis betyder, at Peter Madsen vil sidde mellem 16 og 17 år i fængsel.
I spørgsmålet angående pengeoverførsler i forbindelse med retssagen, er følgende blevet fastlagt:
- Sagens omkostninger skal betales af Peter Madsen, herunder 247.075kr plus moms til forsvarsadvokaten.
Advokaten har udført et stykke arbejde, og tager sig betalt for det arbejde, der er udført. Der er ikke så meget at sige til det, udover at man kan påpege at advokatbranchen fører en restriktiv politik, når det kommer til nyuddannelse af nye advokater. Igennem et sæt høje karakterkrav mindskes antallet af nye advokater, der kan konkurrere med de eksisterende. Denne restriktive politik tilgodeser advokaterne, og øger deres løn over det niveau, hvor et frit marked ville fastlægge det. Ydermere modtager advokaterne subsidier i form af kravet om, at alle har ret til en rettergang, samt at staten fører sager på gud og hver mands vejne, selv i tilfælde, hvor parterne ikke ønsker en retssag. Advokaterne er derfor en priviligeret klasse i samfundet, som nyder godt af deres politiske forbindelser.
- 120.000kr til tidligere samlever.
Tidligere samlever tilkendes 120.000kr i erstatning, med begrundelsen at det har været hårdt at følge med i medierne, og at forbrydelsens karakter er meget voldsom.
- 33.775kr til søfartsstyrelsen, formentlig for usikker sejlads.
Det beskrives ikke i detaljer i resuméet hvorfor søfartsstyrelsen skal have 33.775kr. Jeg antager, at det drejer sig om det forhold, at Peter Madsen har sejlet uden lanterner og for tæt på et andet fartøj.
- 0kr til forældrene.
Argumentet for ikke at betale erstatning til forældrene er, ifølge uddraget af dommen, at Kim Wall var flyttet hjemmefra, selvom hun havde folkeregisteradresse hos forældrene. Der er lagt vægt på hendes alder, og der er set bort fra forældrenes argument om, at de havde et særdeles godt forhold til hende. De vise dommere fandt dog ikke, at forældrenes tilknytning til deres datter var af nogen særlig betydning. Deres tab er sandsynligvis meget stort, men pyt med det, siger dommerne. Sæt dette i kontrast med søfartsstyrelsen, der modtager 33.775kr som betaling for en triviel overtrædelse. Forældrene, der har fulgt Kim Wall gennem hele hendes liv, som har investeret enorme mængder af tid og penge i hendes opvækst, som har et personligt bånd, og som repræsenterer Kim Walls efterladte, de tilkendes ikke en bøjet fem-øre af det statslige organ der er navngivet på klassisk Orwell’sk som “retsvæsenet”. Selv samleveren modtager en ganske lille erstatning på 120.000kr.
Systemet er fuldstændigt absurd.
Her er det være ganske passende at indsætte et citat fra Gustave de Molinari:
Gustave de Molinari, The production of Security, s 58.
If, on the contrary, the consumer is not free to buy security wherever he pleases, you forthwith see open up a large profession dedicated to arbitrariness and bad management. Justice becomes slow and costly, the police vexatious, individual liberty is no longer respected, the price of security is abusively inflated and inequitably apportioned, according to the power and influence of this or that class of consumers.
Professionerne, der særligt nyder gavn af systemet er advokaterne, psykiaterne, politiet, fængselsbetjentene og dommerne. Alle disse involverede parter nyder godt af, at retssager trækker ud og at staten kan tvinge alle til at benytte det samme system, og betale for det, uanset effektivitet og dommens rimelighed og straffens udmåling. Er man i tvivl om udsagnet, kan man jo blot sammenligne advokatens salær med forældrenes erstatning eller samleverens erstatning. Eller sammenligne søfartsstyrelsens “erstatning” med forældrenes erstatning.
Liberal lov
I et liberalt privatretligt system ville der formentlig være sket noget helt andet. Essensen i erstatningsprincippet er at forbryderen, så vidt muligt, skal erstatte det som er ødelagt. Det er et almindeligt princip, som kan udledes af ejendomsretten. Hvis man ikke fastholder ejendomsretten bortfalder også erstatningsprincippet. Og omvendt: Hvad er ejendomsretten værd, hvis en overtrædelse ikke medfører en erstatning af det tabte?
Der er mange forskellige mulige valg af erstatning for drab, jeg vil blot nævne et par stykker, men andre er også mulige at diskutere.
Pengeerstatning:
Det er naturligvis umuligt at opgøre et menneskeliv i penge, for de som er involveret, men indirekte ved vi lidt om hvilken størrelsesorden et menneskeliv repræsenterer i pengeværdi, ved at se på hvilken størrelse af livsforsikring man ønsker at tegne, og i et frit samfund vil der også være data at trække på, fx hvor store summer man ønsker at dække sig ind med sundhedsforsikringer. Forbryderen betaler eksempelvis den sum som en almindelig livs-/sundhedsforsikring lyder på. Alternativt kunne man se på, hvor stor en indkomst personen havde udsigt til at skabe i sit liv, og bruge det som basis for erstatningens størrelse. Der er fejl i alle disse forslag, og det må være op til almindelig udvikling af retspraksis i det private lovsamfund at nå frem til et rimeligt kompromis. Derudover er der et spørgsmål om den tort, som de pårørende har lidt, som også bør afgøres.
Betalingen kunne falde som en beskatning af Peter Madsen, gennem en periode af hans liv (jeg foreslår at erstatningsskatten skal løbe resten af hans liv, eller indtil beløbet med renter er betalt af) sådan at en vis procentdel af hans indkomst skal tilfalde de pårørende.
Livserstatning:
Hvis det var muligt at genoplive Kim Wall, ville det da ikke være den eneste ægte erstatning? Hvilken pris ville da være rimelig at tage, for at sætte en maskine til at genoplive Kim Wall? Jeg mener godt man kan argumentere, at hvis maskinen kun fungerede ved at suge livskraften ud af Peter Madsen, for at genoplive Kim Wall, så ville det være retfærdigt at trykke på knappen. Hvis det derimod kostede 10kr at genoplive Kim Wall, da ville erstatningen ikke være fuldført ved en betaling af 10kr til maskinen fra Peter Madsen, da Kim Wall personligt har været igennem en stor tort, samt oplevelsen som de pårørende har lidt også er et stort tab. Da er vi tilbage til pengeerstatningen, og selvom det er muligt at betale endnu et teknisk apparat for at slette oplevelserne fra hukommelsen, har de pårørende lidt en tort ved at have mistet tid i deres liv, de kunne have brugt på andre ting. Da der ikke findes sådan en maskine skal der både betales for oplevelserne (torten) samt tiden der er gået fra deres almindelige liv i forbindelse med forbrydelsen og den efterfølgende retssag.
Uanset hvilken form for erstatning man vælger at benytte, bør det være tydeligt, at en fængsling af Peter Madsen ikke er en rimelig mulighed, ligesom dødsstraf heller ikke udgør nogen erstatning. Det kan argumenteres, at mens han sidder indespærret, skader han da ikke flere. Dette er ikke helt sandt, men det er et argument jeg selv har brugt før i tiden, hvor jeg brugte det som en trøst over tingenes tilstand. Jeg er dog kommet lidt i tvivl om, hvorvidt argumentet er i overensstemmelse med ejendomsretten for skatteyderne (der tvinges til at betale for Peter Madsens ophold), og for Peter Madsen selv. Ejendomsretten giver dig mulighed for at ekskludere andre fra at bruge din ejendom, men ikke at forhindre andre i at tillade Peter Madsen ophold. Hvis Peter Madsen skal have en chance for at betale en stor erstatning, må det være nødvendigt, at han foretager sig noget produktivt, frem for at sidde i fængsel. Principielt kunne han bo i et privat center for kriminelle, der skal betale erstatning til deres ofre, hvor han får mulighed for at producere goder, og med indkomsten fra salget herfra går en del til erstatning til de pårørende af hans gerning.
Uanset disse uafklarede elementer i et liberalt anarki, er der dog visse tydelige fejl i det nuværende system, set med liberale øjne.
Man fristes til at sige følgende om de nuværende incitamenter i retsvæsenet:
Hvis forældrene ville have nogen trøst af, at have mistet deres datter, skulle de have valgt at forsvare drabsmanden, og have modtaget 257.075kr plus moms for deres ydelser, frem for absolut ingenting.
Jeg kan blot håbe på, at landsretten kommer frem til en anden afgørelse i spørgsmålet om erstatning til de ægte ofre i sagen. Ikke søfartsstyrelsen eller forsvarsadvokaten, men i stedet familien og de pårørende.