Monthly Archive: juni 2018

I Jyllands-Posten har Morten Uhrskov skrevet et indlæg, hvor han i overskriften skriver: “Libertarianere, progressive og venstreradikale ønsker helt åbne grænser”

Jeg tænkte, at det kunne være brugbart at diskutere emnet, ud fra den filosofi om liberalisme, som jeg her på sitet forsøger at præsentere.

Standardliberalisme

Først og fremmest må det erkendes, at det er meget let at tillægge liberale den holdning, som Morten Uhrskov kritiserer. Det er ikke sjældent, at det synspunkt fremlægges hos debattører som forbinder sig selv med en liberal tankegang. Hvis man tager udgangspunkt i, at man er for det frie marked, og at man har opfattet, at markedet fungerer bedst, hvis der er fri bevægelse for arbejdstagere, varer og tjenesteydelser, så kan man let komme til den konklusion, at der ikke må opstilles barrierer for, at arbejdskraften kan bevæge sig til de geografiske områder af markedsøkonomien, hvor deres produktivitet er størst.

Synspunktet, som jeg forstår det, er, at markedet fungerer bedst (eller rettere – producerer mest output), hvis man tillader kapital, varer og arbejdskraften den frie bevægelse. Derfor vil mange økonomisk orienterede personer støtte den frie grænse for at sikre, at markedsøkonomien fungerer mest effektivt. Man kan i den forbindelse godt forstå den, som, af principielle årsager, ikke vil gå på kompromis med nationalt orienterede personer, og opstille restriktioner for adgang til det geografiske område, som vi i daglig tale kalder Danmark.

Andre liberale har et andet synspunkt, nemlig at det skal være muligt for undertrykte mennesker at søge ly for et diskriminerende flertal (eller en diktator) i deres hjemland, ved at rejse til Danmark og skabe sig et nyt liv i friere udfoldelse. Her er det ikke så vigtigt, hvad deres opfattelse af markedets mekanismer er, men de tager det synspunkt, at der skal være åbenhed overfor underkuede mennesker, sådan at de får mulighed for at leve deres liv på deres egen måde, i stedet for at blive undertrykt.

Der ser dermed ud til at være opstået en kløft mellem de, der har erkendt problemerne med integration, og de som fastholder at markedsøkonomien skal have lov at opsuge arbejdskraft fra andre geografiske lokationer, for at sikre den største velfærd for markedsdeltagerne, eller at Danmark skal være et trygt sted at flytte til, hvis man bliver undertrykt hjemme.

Problemets kerne

Som jeg forstår det, så er problemet ikke at der kommer flittige arbejdere fra lignende kulturer hertil, for at deltage i arbejdsmarkedet. Den gængse kritik af politikken om åbne grænser er, at der er en høj andel af de personer der er muslimer, og afrikanere, der kommer her til som lever på offentlig forsørgelse, og som i deres samfundsvirke forsøger at skabe nogle af deres hjemlige institutioner i Danmark (moskéer, minaretter, basarer osv.).

Den liberale, der går ind for åbne grænser, tager til genmæle overfor kritikken angående ovenstående problem ved at påpege, at det er klart, at vi får disse problemer, så længe vi har så gavmilde velfærdsydelser, som enhver kan modtage, såfremt de har addresse i Danmark. Ved at fjerne velfærdsydelserne vil man reducere problemet med integration, ghettodannelse og mange af de andre kulturelle problemer.

Der er også en gruppe af mennesker, der tager ophold i Danmark, som bliver involveret i kriminalitet. Denne gruppe tror jeg ikke der er nogen der forsvarer. Her bør den liberale med sit “åbne grænser” mindset også kunne se, at kriminelle ikke er ønskværdige.

Et slogan, som den liberale ofte gentager, er, “åbne grænser, lukkede kasser”. Incitamenterne for at leve på statslig forsørgelse er i Danmark særligt store, og det skaber et utal af problemer, som kunne løses, hvis vi blot fjerner de offentlige ydelser.

Er det umuligt at være for det frie marked, for det frie valg, for personlig frihed og samtidigt erkende problemerne med integrationen?

Essensen af problemet

Som jeg ser problemet, så er det muligt at tage det standpunkt, at man kan være liberalist (med ovenstående synspunkter), uden at være nationalliberal, og fastholde at der er store problemer med integration.

Hvis vi først tager et skridt tilbage, så er det for mig muligt at se, at der er visse elementer i diskussionen, som går igen i begge lejre. Her er det vigtigt at indskyde, at der i hver “lejr” er et undersæt af lejre, som har visse punkter de er uenige om. Men generelt tør jeg vove den påstand, at både de liberale og de nationalt orienterede, er enige om, at det i udgangspunktet ikke er meningen, at vi skal til en situation, hvor ingen mennesker må krydse grænsen. Det er tydeligt, at den største frustration fra de nationalt orienteredes side er, at integrationen ofte slår fejl, når de mennesker, der kommer hertil, er fra meget fremmedartede kulturer. Polakker, Englændere, Svenskere, Nordmænd, Tyskere, Belgiere, Hollændere og mange andre er der ikke ret mange problemer med. Disse personer kan begge lejre formentlig tillade at få adgang til Danmark. Nøglen til enigheden herom er både kulturelt men også markedsbaseret. Personerne fra disse lande er både relativt vestligt orienterede og samtidigt produktive mennesker, der har noget at bidrage med. De kan forsørge sig selv og de kan indgå i vores eksisterende kulturelle institutioner.

Det er derfor ikke indvandring som generelt fænomen, der er kilden til konflikten mellem de to grupper. Det er specifikke kulturer og lande, der skaber størstedelen af problemerne, men fra hver kultur og fra hvert land er der undtagelser til reglen. Det hele baserer sig i sidste ende i et statistisk spørgsmål om hvorvidt personer fra land X i gennemsnit er ønskværdige eller ej. Nogle få meget problematiske personer kan derfor skabe ravage, og mudrer billedet markant.

Der er derfor et vist element af individualisme blandet ind i indvandring. Man kan ikke på forhånd sige, at blot fordi personen kommer fra land X, som har en statistisk dårlig status i integration, at denne person, Y, også vil være dårlig til at integrere sig. Y tilhører en gruppe, baseret på geografisk lokation X og kultur, men er i sig selv stadig et individ, der har sine egne personlige træk.

I et forsøg på at erobre den personlige del af indvandringsproblemet har mange nationale forsøgt at opstille restriktioner for indvandring, ved at agitere for en politik, der skulle sikre at integrationsproblemet minimeres. Integrationstests, statsborgerskabs tests og alverdens andre tests skulle bruge som middel til at holde de mest problematiske personer udelukket fra at skabe ravage i det skatteyderfinansierede velfærdsorgie.

Problemet med denne tilgang er, at hvis hver person, der vælger at indvandre til Danmark, er unik, således er hver person, der allerede bor i Danmark, det også. Skatteyderen, der skal finansiere det statslige indvandringsprojekt, har derfor sin egen mening om, hvem der skal have lov at komme, og hvem der ikke skal have lov. Problemet bliver nationalt, og forsøges håndteret af den demokratiske nationalstat. Løsningen, som man optimistisk kalder den, bliver den demokratiske statsløsning. Et program, som alle skal klemmes igennem, finansieret med skatteydernes penge, skal afgøre hvem der får adgang og hvem der ikke gør. Det forsøges med et one-size-fits-all, ligesom det gør alle andre steder i den nationale stats programmer, og resultaterne har været lige så ringe for samfundet, som alle de andre nationale statsprogrammer har været det. Det har været en eklatant fiasko, ud over alle grænser.

Liberalisme baseret på streng ejendomsret

Løsningen, som jeg ser den, er at nedbryde liberalismen til sin kerne, og analysere sig fra denne kerne og op til en løsning på problemet med integration. Kernen i liberalismen er ejendomsretten. Retten til din krop og dine retmæssigt erhvervede eksterne goder er fundamentet for et retfærdigt samfund, hvor problemerne kan håndteres på en rimelig måde, med et minimum af konflikter mellem mennesker. Hvis dette erkendes som fundamentet i liberalismen, så er det også muligt at erkende, at det almindelige liberale synspunkt om åbne nationale grænser er en farce. Ejendomsretten medfører at de rettigheder, som mennesket besidder, er negative rettigheder. Retten til at være i fred, retten til at sige hvad man vil på sin egen ejendom, retten til at skrive hvad man vil, på sit eget papir og retten til at forsamle på sin egen ejendom, er alle rettigheder der er funderet som en negativ ret, frihed fra ikke-selvvalgt undertrykkelse af andre.

Åbne grænser, derimod, er en positiv rettighed. Det er retten til at indtrænge på andres område, uden deres accept. Når man formulerer det således, er der ingen tvivl om, at det ikke kan være liberalt at støtte en politik om åbne grænser. Sagt på en anden måde, så er åbne grænser et statsligt projekt, der sponsoreres af skatteyderne. Dette er naturligvis i konflikt med den uindskrænkede ejendomsret. Derfor kan det ikke være 100pct korrekt som liberal, at støtte et statslige projekt om fri indtrængen af gud og hver mand. Man kan heller ikke helhjertet støtte et statsligt selektionsprogram, der udvælger visse personer, som gives adgang, da det statslige program i sig selv er et angreb på ejendomsretten, både for den som ønsker at hjælpe en fremmed, eller give denne et job, og for den som helst ser en adskillelse af indfødte danskere og udenlandske personer.

Som kompromissøgende liberal kan man dog være nødsaget, pga. situationens omstændigheder, til at støtte et statsligt selektionsprogram, som kun accepterer personer der kvalificerer sig ved visse egenskaber. Enten at de har et job, eller at de har formue til at forsørge sig selv – eller mange andre tænkelige krav og konstruktioner. Liberalt i sin essen er det ikke, men det er dog nødvendigt, da vi for tiden lever under velfærdsstatens åg, at tage højde for de store problemer det skaber, at vi har så gavmilde offentlige ydelser.

For at forstå hvordan ejendomsretten kan være behjælpelig til en ren liberal løsning, er det måske behjælpeligt at stille sig selv spørgsmålet: Hvem ejer Danmark?

Spørgsmålet er vigtigt, fordi det i den liberale ånd er ejeren af det økonomiske gode, der bestemme reglerne for brugen heraf. Ergo må det være ejeren af landområdet, der bestemmer hvem der tillades adgang hertil. Ligeledes er det frit for ejeren at tillade uhæmmet adgang. Beslutningen er op til ejeren.

I dag er det staten der påstår, at den ejer hele Danmark. Staten konfiskerer indbyggernes ejendom, tvinger dem til at følge dens regler, og sætter dem i fængsel, hvis ikke de makker ret. Liberalister, som jeg selv, anser ikke staten for legitim ejer af hele Danmark. Som det fremgik tidligere, er det kun retmæssigt erhvervet ejendom, som man kan eje. I bund og grund kan staten dermed ikke bestemme hvad der foregår på andres ejendom, og statens ejendom er let at kritisere, for alt den ejer er noget den har stjålet fra dens retmæssige ejermand i en tidligere periode. Staten er derfor blot illegitim ejer af Danmarks arealer, og bør derfor ikke tillades at beslutte hvad indbyggerne ønsker at indlade sig på. Statens greb om arealerne bør derfor opløses, og så vidt muligt skal arealerne ejes privat i stedet.

Med inddelingen af Danmarks arealer i private områder bliver løsningen på indvandringens problem synlig. I stedet for en national politik, nedbrydes enheden Danmark til en samling af mange små eller større private jordbesiddere. De må tillade adgang for hvem de vil samarbejde med, ved at bruge deres egne resurser og deres egen tid, til at samarbejde med hvem de har lyst til. Indvandringspolitikken bliver dermed sat af ejeren af det areal som er i betragtning.

På den måde kan man også slippe for at betale for andres dårskab. Der vil helt afgjort være mennesker, som ønsker at hjælpe, der får sig et meget grimt møde med realiteterne, når først de har prøvet at hjælpe vildt fremmede på en rundhåndet manér. Det kender vi allerede eksempler på i dag. Tillader man de forkerte personer adgang, risikerer man kun sin egen velfærd og rigdom, frem for at eksternalisere omkostningen for ens egen politik til andre. Løsningen som jeg fremsætter er derfor, at tillade alle at bruge deres egne resurser og deres egen tid på at støtte de mennesker de har lyst til, men også at de selv bærer byrden som de påtager sig. Det kan også organiseres igennem større frivillige organisationer, som kan hjælpe mennesker i nød, udenlandske såvel som indenlandske.

Den som ikke ønsker at indlade sig på integrationsprojekter, kan frit nægte at lade andre end etniske danskere adgang. Det er naturligvis også muligt at indgå i større organisationer, og tilvælge et fælles regelsæt, som fx grundejerforeninger i større skala, for at sikre at integrationsproblemet ikke kommer til ens eget nabolag.

I dette scenarie tillades det at finde en løsning på problemet på en personlig facon, samtidigt med at man gøres ansvarlig for sine egne overbevisninger. Dette ville også kunne gøres uden at nedlægge nationalstaten, såfremt beskatningen faldt til en bagatel og offentlige arealer blev privatiseret i meget stort omfang, således man kunne bruge sine penge som man selv lyster.

Den eneste måde at tillade frihed på, er ved at tildele ansvar samtidigt. Tillader man frihed til at bruge andres penge, så smadres ansvarligheden, og resultaterne bliver præcis så ringe, som de er blevet det i dag.