Gyldendals leksikon-lussing
Jeg stiftede bekendtskab med Gyldendals ordbøger i 5. klasse, da jeg fik engelsk som fag. Min engelsklærer fortalte, at Gyldendal havde nogle rigtig fine ordbøger, som var værd at bruge til at lære engelsk og udvide sit ordforråd. I faget understregede læreren også, at det var en god teknik at lære at slå op i en ordbog. Jo mere vi øvede os, jo bedre blev vi til at bruge de velkendte ordbøger i Gyldendals røde serie. Vi havde timer, hvor meget af tiden gik med at slå forskellige ord op i ordbogen. På den måde blev vi gode til at huske om fx O kommer før eller efter M.
I resten af min tid i skolen og senere i uddannelsesforløbet brugte jeg dog ikke disse værktøjer til alverden. Først som voksen begyndte jeg at tage min lærers gamle formaninger op igen. Som bognørd har jeg også søgt at fylde noget af reolen op med ordbøger, og jeg har først og fremmest gået efter at fylde bøger af Gyldendal ind. Min egen research har vist at min engelsklærer havde ret – Gyldendals ordbøger er rent faktisk meget gode.
Starten på et prestigeprojekt
Den 2. maj 1991 gik Gyldendal til kulturministeriet, og fremlagde deres plan for et Nationalleksikon. Her blev de modtaget med åbne arme, og et samarbejde kom i stand. Staten skulle assistere Gyldendals projekt ved at yde “inflationsgaranti”. Da projektet var estimeret til at forløbe over 10år, ville inflationen udhule den frosne kapital, der skulle købe lokaler, trykkeudstyr, computere og betale lønninger til bidragyderne.
Det er staten, der er årsag til inflationen i første omgang. Statens pengepolitik og banklove gør det muligt at udstede dækningsløse papirpenge, og der er en vis rimelighed i at søge at undgå at blive ramt af denne fordækte beskatningsmekanisme. Gyldendal gjorde det fornuftige, og forsøgte at undgå at blive fattigere af inflationen under det store projekt. Det var naturligvis bedre for os alle, hvis vi kunne komme banksystemets dækningsløse papirpenge til livs.
Det første bind udkom i 1994, og de følgende år udkom bind for bind, indtil 2001, hvor det sidste bind, nummer 20, udkom. Ved projektets afslutningen stod det klart, at den viden der var lagt i leksikonet i den lange periode, havde flyttet sig. Derfor valgte Gyldendal at udstede et supplementsbind for at holde papirudgaven af encyklopædien up-to-date. I alt udkom 35.000 papirudgaver og 50.000 CD-ROM samt 35.000 DVD udgaver af leksikonet. Om leksikonet på dette tidspunkt havde været en god eller dårlig forretning for Gyldendal, ved jeg ikke.
Gyldendal var dog ikke alene om at udgive leksikon. Der findes en lang række af berømte leksikon på mange sprog, og med teknologien og internettets udvikling, kom en uventet konkurrent ind i billedet. I januar 2001, samme år som bind 20 af Den Store Danske Encyklopædi udkom, startede wikipedia som internetleksion, skrevet af frivillige bidragydere.
I 2009 webificerede Gyldendal deres store prestigeværk med opslagsportalen Den Store Danske. Sidenhen tilføjedes flere værker til websiden, for at gøre den mere attraktiv. Flere forretningsmodeller blev afprøvet, bl.a. at reklameindtægterne skulle dække omkostninger til drift, vedligehold og opdatering af encyklopædien som et sidste forsøg.
Iværksætterbrøleren
Ak og ve. Gyldendal tog fejl af deres kunder. Fra 2009 til 2017 blev Den Store Danske webportal opdateret, men de senere år gav projektet et underskud på 2-3 mio kroner årligt. Værket blev også transformeret fra at være skrevet udelukkende af udvalgte eksperter, til at blive skrevet af Hr og Fru Hansen, med en smule eftersyn fra tidligere omtalte eksperter. Reklameindtægterne var ikke tilstrækkelige, på trods af et dagligt besøgstal på 60.000-100.000. Gyldendal oplyser, at mindst 150.000 daglige besøgende var nødvendigt, for projektet på sigt kunne løbe rundt. Gyldendal beskriver også i artiklen, at de kunne få betaling for værket i papirudgave eller på CD-ROM/DVD, men da værket blev lagt online kneb det med betalingen for brugen af værket.
Gyldendals fadæse er dermed, at de har forventet et langt større antal besøgende end det, der blev virkeligt. I artiklen skriver Gyldendal også, at de generelt har været ude af stand til at drive onlinehandel profitabelt, eksempelvis deres egen netboghandel samt en kombination af spil og læring har ligeledes været fadæser.
Gyldendals succes på onlineområdet ser dermed ud til at være ganske klar: De duer ikke til at drive det profitabelt. Markedsløsningen på sådanne iværksætterfadæser er naturligvis enten at iværksætteren selv accepterer tabet, og forsøger at dække et tab på et område ind, med profit fra et andet, eller hvis det ikke kan dækkes, at sælge tabsgivende projekter fra, eller at gå fallit.
Encyklopædien hang dermed i en tynd tråd, fordi den blev vedligeholdt af en uduelig virksomhed.
Mikael Jalving og Den Store Danske Encyklopædi
For et års tid siden læste jeg et indlæg på JP af Mikael Jalving, hvor Jalving begræder sine medmenneskers dårskab og tingenes tilstand på et område, der ligger ham særligt nært. Uddannelse og dannelse. Efter en kort bredside mod alle der anser dannelse for elitær eller anser det som af mindre værdi end Jalving selv, begynder beskrivelsen af Gyldendals store værk. Jalving er ikke selv forblændet af værket, særligt artiklerne om Sovjetunionen og kommunismen har politisk slagside, skriver han. Til trods for disse fejl, anser Jalving værket som af stor betydning for dannelsen, danskheden og bestræbelsen på at tilegne sig viden i en kompliceret verden.
Umiddelbart er det for mig svært at se, at dannelse skulle findes i om man slår op i et leksikon, eller ej. Hvis jeg ønsker at opnå viden om et særligt område, så vil jeg første finde ud af, om emnet er interessant nok, ved at finde en light-udgave, fx en youtube video eller artikel online, hvor jeg kan få en appetitvækker. Et leksikon er ikke den eneste måde at få appetitvækkeren på – og selvom det skulle være således, behøver jeg absolut ikke et dansk leksikon. Ønsker jeg at gøre mig bedre bekendt med fagområdet, køber jeg en eller flere bøger, for at udvide min viden og gå i dybden med emnet.
Jalvings præmis for hele hans bredside om dannelse og uddannelse virker allerede nu forfejlet og ganske ude af trit med nutidens muligheder for at tilegne sig viden.
Det interessante kommer i midten af indlægget, hvor Jalving beskriver Gyldendals strabadser med sin Store Danske Encyklopædi, som nævnt ovenfor. Konklusionen var at markedet ikke har fundet forretningsmodellen værdifuld nok til at betale omkostningerne. Om dette forhold skriver Jalving, at dette er netop et bevis på, at man ikke kan overlade dannelse til markedet (det er med andre ord ikke Jalving, der tager fejl, nej, det er markedet, der tager fejl!). Jalving beskriver desværre ikke noget sted, hvorfor netop hans version af dannelse skal gøres universel, og hvordan det kan være i overensstemmelse med menneskets frie vilje og selvbestemmelse. Jalving falder dermed i diktatorrollen, og vil definere for alle andre, hvad dannelse er, og at det er så vigtigt. Nogen må gøre noget for kollektivet, fordi efterspørgslen ikke gør det for os, postulerer Jalving.
Jalving fremstiller sin uvidenhed om mennesket, markedet og værdibegrebet. I stedet for at skrive en brugbar tekst, der rent faktisk gør os klogere (som var selve meningen med dannelsen i hans egen optik), fylder Jalving den med floskler om dannelse og reducerer frie menneskers individuelle værdiopfattelse og afholdelse fra køb i et konkurrencepræget marked, til blot at være “efterspørgsel”.
Ingen steder beskriver Jalving, at problemet med efterspørgslen efter Gyldendals Store Encyklopædi er, at Gyldendal ikke har været i stand til at levere værdi til frie mennesker, der havde muligheden for at sige nej tak. Ingen steder skriver Jalving, at det er godt, at Gyldendal er presset til at standse opdateringen af encyklopædi’en, for nu kan det da endelig være, at en ordentlig iværksætter med forståelse for menneskets behov, kan lave en forretningsmodel, der er værdifuld for forbrugerne, således det store værk igen kan få den opmærksomhed, som Jalving selv mener, at den er berettiget til. Dette synspunkt ser ikke dagens lys. For Jalving er forbrugerne de rene tumper, der ikke forstår hvilket fremragende vidensværk Gyldendal har frembragt. Alle problemer i forbindelse med finansiering af det store værk er således de udannede forbrugere og det selviske markeds skyld.
I hans hetz mod markedets forbrugere, der står for indtægtssiden i regnskabet, glemmer Jalving også den anden side af regnskabet. Omkostningerne. Hvorfor ser Jalving sig ikke sur på de griske ansatte og underleverandører på værket, der tager sig fyrsteligt betalt, for at opdatere værket? Og hvorfor skal Gyldendal absolut opdatere værket hvert eneste år? Er det ikke rimeligt at have en lavere opdateringsrate, hvis det kunne reducere omkostningerne og sikre overskud?
Og hvorfor skal vi absolut have et dansk værk om ikke-danske emner såsom astronomi, fysik, kemi, elektronik, biologi, geografi, økonomi og filosofi? Her kan man lige så vel hente solid viden fra andre leksika, hvis man da absolut vil kaste sig over leksika for at tilegne sig viden.
Et citat fra Hans-Hermann Hoppe passer ganske udmærket ind i denne sammenhæng.
Hans-Hermann Hoppe, A Theory of Socialism and Capitalism, s. 91, Second Edition, Ludwig von Mises Institute:
An ideology such as conservatism also exerts its influence, very inconspicuously, by simply maintaining the status quo and letting things continue to be done according to age-old traditions. […]
[N]o owner owns all of his property and all of the income that can be derived from its utilization. Rather, part of this belongs to the society of present owners and income recipients, and society has the right to allocate present and future produced income and wealth to its individual members in such a way that the old, relative distribution of income and wealth is preserved. And it is also society’s right to determine how large or small the income and wealth-share that is so administered should be, and what exactly is needed to preserve a given income and wealth-distribution.
Da jeg i sin tid var færdig med at læse Jalvings komplet vidensblottede indlæg, grinte jeg af hans forslag. Det var tydeligt, at selv 100.000 daglige besøgende ikke var tilstrækkeligt til at dække udgifterne til det store værk i hænderne på Gyldendal. Måske er det bedste der kunne ske, at det blev sat på pause for en stund eller sat til salg til hvem der end ville købe rettighederne til værket, og måske kunne det få en genopblomstring hos en ny ejer der kunne revurdere kundebehovet og finde en profitabel måde at drive opdateringen af værket, så driften igen blev nyttig for samfundet. Jalvings plæderen for at lade staten overtage tabene på Gyldendals fadæse fandt jeg morsom. Hvis værket var noget værd, så skulle der nok en dag komme en interesseret forbi, der havde mulighed for at vurdere om værket kunne føres videre, eller om det har haft sin tid. Hvis ingen ville købe, og Gyldendal ikke selv ville fortsætte sin underskudsforretning, så var dette blot et tegn på, at værkets nuværende drift var for dyr. Det ville være et tab for samfundet som helhed at drive værket videre uforandret.
Jalvings forslag flugter perfekt med Hans-Hermann Hoppes fortælling om konservativ socialisme – Jalving vil fastholde den tidligere indkomstfordeling, således Gyldendal kan fortsætte med at hyre eksperter til at skrive artikler til at opdatere deres encyklopædi. Uanset om Gyldendal har lavet et produkt, der er for dyrt. Tabet kan dækkes ved at tage pengene fra selvsamme modvillige forbrugere med skattevæsenet. Tanken er ren gift for et produktivt samfund.
Jeg kastede derfor hans konservativ-socialistiske forslag fra mig i en rum tid, indtil det dukkede op igen i december 2018.
Fortsættes i næste indlæg.