DRs propagandakampagne mod Rasmus Paludan
Advokaten og kommende politiker Rasmus Paludan har succes. Han har stiftet et nyt parti, og han har bl.a. ført kampagne via Youtube. Kanalen har fået 17.528.412 visninger pr. 27/4 2019 kl 9.46. I dag melder DR, at Stram Kurs har fået tilstrækkeligt med vælgererklæringer til at anmode om opstilling til folketingsvalget.
DR har lavet en udsendelse om Rasmus Paludan med titlen “Rasmus Paludan – højrenationalist i børnehøjde“. Jeg tog mig tiden til at se udsendelsen, og jeg tænkte, at jeg ville skrive lidt om det her på bloggen.
Først bør det nævnes, at titlen på DRs udsendelse er så latterlig, at det ikke er til at bære. DR, en institution der udelukkende lever af hælervarer, plyndret fra skatteyderne, forsøger at gøre, hvad de kan, for at please de etablerede politiske interesser, der fodrer DR. Det er meget tydeligt, at DR forsøger at smæde Rasmus Paludan med deres udsendelse. Årsagen, tror jeg, er den ganske simple, at de etablerede klasser ser en akut politisk trussel i Rasmus Paludan. Deres egen fiasko på indvandringsområdet er en åben invitation til at få opbakning fra mange vælgere. Vælgere, der tidligere kunne have stemt på dem.
I en ikke-sindssyg verden kunne det være, at et medie, der påstod at være “public service” organ, skulle være en smule objektiv og ligevægtig, og koncentrere sig om substans. Det er DR absolut ikke. Deres udsendelse bærer i den grad præg af at være rettet skarpt imod Rasmus Paludan som person med ganske få afstikkere til hans politik og partiet “Stram Kurs”. Med andre ord – en ad hominem udsendelse, næsten blottet for substans om det nye partis politik. Men hvis DR virkelig ønskede at være “public service” organ, så kunne det være, at det var politikken man skulle koncentrere sig om, frem for personen. Men således danser DR ikke (man kan spørge sig selv om, hvor mange af den slags udsendelser skatteyderne skal finansiere, før det får konsekvenser for DR, eksempelvis at DR stryges fra finansloven).
Det er ikke til at vide, hvad effekten bliver af DRs propagandakampagne mod Rasmus Paludan. Umiddelbart er Rasmus Paludans støtter ikke personer, der er bange for at have en mening, der er modsat af, hvad de etablerede klasser ønsker. DRs propagandakampagne kan derfor meget vel ende med at give mere støtte til Rasmus Paludans parti “Stram kurs“, ganske enkelt fordi DR fortsætter i sin sædvanlige rolle, der er meget let at være utilfreds med. Hvis man først har set, at DR bare er et statsmedie, der går de etablerede klassers ærinde, så kan man rent faktisk lade sig underholde af deres perfiditeter. Konsekvensen bliver derfor let, at enhver som DR forsøger at smæde med personangreb, måske slet ikke er så skidt en person alligevel. I det mindste kan man let forfalde til at lade tvivlen komme dem til gode. Det har jeg tilladt mig selv at gøre i dette tilfælde.
Udsendelsens virkemidler
I udsendelsen lægger DR vægt på, at rigtig mange unge ser Rasmus Paludans video’er. De viser ikke, hvorfra de har denne statistik. I udsendelsen finder de en ung pige og hendes far, og taler om, hvilke video’er de unge ser på youtube, og om forældrene er bevidste om hvilket indhold, der er i video’erne. Faren er rystet over, at datteren ser Rasmus Paludans video’er. Det er sikkert ikke rart at finde ud af, at ens børn ser video’er, som man ikke selv bryder sig om. Det er vel meget almindeligt at unge mennesker søger grænser og filtrerer ikke ret hårdt i det materiale, de ser. Det er bl.a. derfor at værnepligten ligger tidligt i livet, og også derfor at folkeskolen er tidligt i livet. Her kan man forme mennesket ved at påvirke mennesket til at tage visse synspunkter til sig.
Som forælder bør man gå i nysgerrig dialog med sine børn, og forsøge at se neutralt på deres interesser, og guide dem ved at belyse problematiske elementer i det stof, de ser. Rasmus Paludans video’er kan man bruge som diskussionsmateriale med sine børn, hvis de er interesseret i dem. Det er en dårlig idé at forbyde de unge at se det, og det er også en dårlig idé at blive forfærdet over Rasmus Paludan. Forsøg så vidt muligt at fastholde roen, og fortæl om dit syn på hvordan man bør debattere. Når spørgsmålet om IQ fordeling i de forskellige områder i verden kommer op, er det vigtigt at fastholde at IQ blot er et spørgeskema, der forsøger at vise hvor tæt din problemløsningsmetode matcher med IQ systemets metode. Får man en høj score i IQ systemet viser det bare, at den måde du tænker på problemer på overlapper IQ systemet.
Det er vel ikke så overraskende, at der skulle være geografiske forskelle på problemløsning? Er man et dårligere menneske, hvis man får en dårlig score i en IQ test? Har man dårligere chancer i livet, hvis man scorer dårligt i en IQ test? Pas på ikke at gøre IQ test vigtigere, end de er.
Det største problem som Rasmus Paludan præsenterer for den almindelige forælder er, at den almindelige forælder ikke har noget gennemtænkt svar på de udfordringer Rasmus Paludan bringer frem. Det er pinligt at være forælder, når man ikke kan modargumentere. Jeg tror, det kan være derfor, at faren i udsendelsen forfalder til følelsesladede udbrud over, hvor farligt det er for hans datter at se video’er med Rasmus Paludan. Det udstiller at faren ikke har noget intelligent at sige om udfordringen, og derfor ikke er i stand til at vejlede sin datter.
Udsendelsen bringes også hjem til en dansk familie, hvor både mor, far og søn er enige i at udlændinge er et problem i Danmark. At dømme efter udtalelserne fra forældrene, er der ikke ret meget filter på. Her får man deres ærlige mening serveret. I udsendelsen er der ikke fundet deltagere, der kunne diskutere Rasmus Paludans politik. Det bliver ved dagligdagens oplevelser og de personlige meninger om udlændinge.
I udsendelsen bliver Rasmus Paludans jakke spyttet på under et møde med RT Deutsch. DR filmer lystigt spytklatten, og senere Rasmus Paludans vask af jakken. Hans samtale med RT Deutsch bliver der ikke lagt megen vægt på, kun hans udtalelse om at islam er en erobrende og voldelig ideologi. DR bringer dog Rasmus Paludans svar på et spørgsmål fra journalisten fra RT Deutsch, der ca. lyder: “Hvis jeg konverterer til islam, er jeg så stadig en god tysker, i dine øjne?” – hertil svarer Rasmus Paludan, at hvis man indordner sig under reglerne i samfundet, betaler sin skat og er fredelig, så er det ikke et problem.
Politikkerne
Da DR slet ikke formåede at fremstille politikken i partiet i deres knap 1 time lange udsendelse, vil jeg ganske overfladisk og kort ridse op, hvad Stram Kurs vil.
Indholdet i Stram Kurs’ politik kan summeres op ganske kort: Partiet ønsker Danmark for etniske danskere, partiet vil bløde op på våbenlovene (men kræver årlig skydeprøve) og vil have mere politi, samt en særlig politistyrke kaldet udlændingepolitiet. På velfærdsområdet vil partiet stort set det samme som alle andre, og fægter lidt i luften med gloser som “hvis man kan arbejde så vil man arbejde” eller “det skal være den behandlende læge der afgør behandlingen” osv.
Ifølge partiet bør den arbejdsløse motiveres til at arbejde. Partiet beskriver ikke hvilke virkemidler, de vil anvende til denne motivation. En god motivation er eksempelvis, at man må klare sig med egen opsparing eller frivillig hjælp, mens man er arbejdsløs, men det er bare mit syn på det.
Førtidspensionen med uendelig aktivering er partiet tilsyneladende også mod. Her skal en læge vurdere, om det er sandsynligt, at en førtidspensionist kan tage et arbejde. Det er spild af penge at aktiver en person, som lægen ikke mener kan tage et arbejde. Lægen alene skal afgøre om man kan tilkendes førtidspension eller ej. Hvem kan forestille sig, at det kunne skabe korruption? I jagten på et liv på førtidspension kan nogle mennesker måske bøje foromtalte stolte principper om selvoprettelse ved arbejde ved at betale lægen lidt for sin tjeneste eller give den ekstra gas med klynkeapparatet. Der er trods alt tale om mange gratis penge, jo længere livsforløb der er tilbage, jo flere penge er på spil.
Som læge er man menneske, og det er nemmere at finde sympati for sin patient, end for de raske skatteydere, som man end ikke ser man lægger byrder på. Mit synspunkt er, at beslutningen om tilkendelse af livslang forsørgelse bør tages af en person, der betaler af egen lomme, eller i det mindste er en direkte repræsentant for en organisation, der råder over penge, der er afleveret frivilligt til dem. En sådan person er en læge i vores velfærdsstat ikke. Lægen er ikke udpeget af skatteyderne til jobbet, og pengene, der uddeles, er ikke frivilligt indskudt til formålet.
Der er lidt tvivl om dagpengesystemet og kontanthjælpssystemet, hvis man blot læser hvad der står på hjemmesiden. Umiddelbart ser det ud til, at dagpengemodtagere i dag modtager flere statslige støttekroner end en kontanthjælpsmodtager, og det vil partiet ændre. Partiet ønsker at både KH modtageren og DP modtageren får samme beløb per borger fra statskassen. Det er da fint – det ønsker jeg også. Jeg ønsker at hver borger på KH eller på DP får præcis nul kroner af staten (frivillig hjælp og selvhjælp er den vej jeg foretrækker). Stram Kurs definerer ikke nærmere hvilket beløb, de mener, skatteyderne skal betale per person på KH eller DP.
Rasmus Paludan
Da jeg sad og så DRs udsendelse fik jeg nogle indskydelser om Rasmus Paludan som person. DRs fokus på personen gav trods alt lidt spredt baggrundsviden om hvem Rasmus Paludan er. Klippene var naturligvis tilrettelagt på en sådan måde, at indtrykket af Rasmus Paludan blev så usympatisk som muligt. Men DR har ikke haft behov for at klippe ret meget, for at få Rasmus Paludan til at fremstå lidt usympatisk til tider.
Jeg er ikke psykolog, og jeg har kun set en enkelt times DR udsendelse med Rasmus Paludan. Min vurdering skal derfor ikke ses som andet end en overfladisk funderet vurdering. På trods af det, så synes jeg at se, at der er visse elementer, der stod meget stærkt frem, som jeg godt tør nævne.
Rasmus Paludan talte meget formelt hele tiden. Selv i situationer hvor en af hans nære partifæller er i problemer, taler han formelt og direkte. Han pakkede ikke noget ind. Han viste ikke tegn på at opfange tegnene på frustration hos sine partifæller, og på et tidspunkt i udsendelsen svarer Rasmus Paludan på et spørgsmål, der lød i retning af “Er der noget som helst, der kan få dig til at reagerer følelsesmæssigt?”.
Hvis man derudover også tager i betragtning at Rasmus Paludan er uhyggeligt afslappet under sine demonstrationer, og udviser en svær grad af dumdristighed i sine provokationer, så tror jeg godt, at jeg tør sige, at Rasmus Paludan formentlig har en grad af aspergers. Altså, en overudviklet logisk sans, en overudviklet koncentrationsevne og en mindre udviklet sans for menneskelige følelser. Jeg vil næsten sige, at det virker til, at han har meget svært ved empati.
Hvis det er korrekt, at Rasmus Paludan opfatter verden meget logisk, og ikke opfatter menneskelige følelser ret præcist, så er han særligt godt rustet til at tage de kampe, der udspringer af hans provokationer. Når han går ud og provokerer mennesker, og de reagerer ved at stå og skrige af ham, så tror jeg at han opfatter det som en sejr. I kontrast til deres følelsesladede udbrud, står Rasmus Paludan fattet og rolig, og taler videre som intet var hændt.
Det er ikke sikkert at Rasmus Paludan selv er klar over den mekanisme. Hvis han er tilstrækkeligt kraftig i sin aspergers, så forstår han slet ikke, at andre mennesker kan blive sure over det han siger. For ham siger han blot sandheden. Det kan man jo ikke blive sur på, det er bare sådan verden nu engang er. Det er neutralt, hvorfor hidse sig sådan op over, at naturen og verden er sådan?
Hvis man som person ikke forstår, hvordan menneskelige følelser kan blive opstemt, og man derudover ikke tillægger disse følelser nogen særlig værdi, så er det let at se, hvorfor Rasmus Paludan tør at gennemføre sine demonstrationer. Jeg selv ville aldrig turde gøre det, han gør. Jeg ville ikke finde, at det var det værd. Hvorfor ophidse disse mennesker med egne handlinger? Jeg synes heller ikke, at man kan stille sig op og råbe af mennesker, man slet ikke kender. Det er dårlig stil at generalisere, men det er realiteten, at det er en virksom politisk mission i et land, hvor befolkningen er vant til, at (næsten) alle løsninger skal være “one size fits all”, og at staten skal løse (næsten) alle problemer.
Mine synspunkter er også, at der ikke er nogen, der skal have penge af staten. I stedet kan man bruge markedet, familien og frivillige i samfundet til at løse problemerne. Det er ikke staten, der skal smide alle indvandrere ud. Hver person bør selv vælge, hvor de vil bo, arbejde og dyrke sine fritidsinteresser i et frivilligt samarbejde med andre. Det er et overgreb på menneskets rettigheder at fjerne dem med vold fra det sted, hvor de befinder sig, såfremt de har lov af ejeren af stedet at være der, eller selv ejer stedet. Rasmus Paludans politik sigter på at bruge staten til at fjerne mennesker med vold, og det er naturligvis ikke legitimt. Ligeledes er det ikke legitimt at staten opkræver skatter hos befolkningen, hvad enten det er for at give overførselsindkomst til etniske danskere, indvandrere eller flygtninge eller til at bygge sociale byggerier til ghetto for etniske danskere eller indvandrere eller flygtninge.
Det er ikke staten, der skal fastlægge og håndhæve en national indvandringspolitik. Det er de private lodsejere og organisationer af lodsejere, der må fastlægge og håndhæve deres egen politik om adgang til deres områder. Vil man selv finansiere ophold og integration af indvandrere og flygtninge, så kan man med egne midler, eller i organisation med andre frivillige, invitere de personer man ønsker at hjælpe ved at bruge sin egen tid og sine egne resurser.
Det politiske vakuum, pladsen der er ledig
Rasmus Paludan er en mand med en sag. Han er en meget koncentreret og logisk tænkende mand, og han er stålsat i sine principper. For ham er sandheden ilde hørt, men den skal frem, koste hvad det koste vil.
Dansk Folkeparti er en fiasko. De har haft 24 år (siden bruddet i 1995 med Fremskridtspartiet) i dansk politik, og indvandringsproblemet er der stadig. De har haft indflydelse på dansk politik, men det problem de er mest kendt for at ville løse, er stadig ikke løst (og med deres midler bliver det aldrig løst).
Utilfredsheden med Dansk Folkepartis resultater på udlændingeområdet kan være nået et punkt, hvor vælgerne er trætte af de mange floskler om stramninger, for at observere at den førte politik er langt fra den, som partiet taler om. Det er frugtbar jord, som Rasmus Paludan kan benytte.
Hvis man er en vælger, som mener, at problemet med velfærden i Danmark er, at det er for let for udlændinge at komme herop, og få del i velfærdsstatens systemer, uden at have bidraget til dem, så er Rasmus Paludan et udmærket bud. Rasmus Paludans politiske budskab er præcist, at der vil være flere penge til de resterende modtagere, når en gruppe bliver afskåret fra at modtage. Meget logisk. Hvis man har den form for nationalfølelse, hvor man mener, at etniske danskere har ret til statens forsørgelse, så er Rasmus Paludan også på pletten, så at sige.
Rasmus Paludan vil formentlig få mandater i folketinget efter valget i år. Frustrationen hos nogle vælgere over indvandringspolitik fører dem let til at støtte en politiker som Rasmus Paludan, der tydeligt viser, hvad han står for. At han samtidigt tør tage disse konfrontationer med indvandrere er for mange blot en bonus. Det er vel meningen, at man skal vælge en leder? En leder er vel en, der har mod, og som tør at gå forrest? Her høster Rasmus Paludan masser af point.
Det har de ikke fattet hos DR. Jeg tror, at deres forsøg på at fremstille ham som en usympatisk provokatør vil slå fejl. De vil i stedet vise en mand, der står ved sine principper og som tør gå forrest i en kulturkamp, som for mange vælgere er vigtig. En mand med en personlighed som Rasmus Paludan har unikke fordele i den kamp, som står foran ham. Hans mod og direkte tale kommer fra hans personlighed (som diskuteret tidligere) og hans fornærmelser er et demokratisk mesterværk, der på moderne vis formår at kapre opmærksomhed, og vælgertilslutning.
Hans politik kan man være uenig med ham i, men det er ikke svært at se, at manden formår at tale direkte til sin vælgerniche.