Monthly Archive: juli 2019

I det sidste indlæg skrev jeg en del om moral, og forsøgte at argumentere for, at når skatter giver staten umoralske indtægter, så kan den ikke bagefter bruge disse indtægter på “de svage” for at kalde sig for en moralsk institution.

Men bare fordi man accepterer, at det er korrekt, behøver man ikke derefter at sige, at staten ikke kan bruges til noget. Et er dens manglende moralske status, men derfor kan staten stadig være et værktøj for samfundet. Der skal mere til, før det kan ses, at statens opgaver for samfundet kan begrænses.

En græsslåmaskine har som teknisk redskab ikke nogen moralsk status. Det giver ikke rigtig mening at tale om moral, hvis man ikke taler om menneskers sociale interaktion. Plæneklipperen er et udmærket redskab (synes jeg) til at slå mit græs, og derfor har jeg sådan en, som jeg kan bruge, når jeg finder behov for det. Selvom græsslåmaskinen ikke kan tilskrives moralske værdier, kan man sagtens bruge den som et redskab til at producere en subjektiv værdi (dejligt kort græs som ungerne kan rende rundt på).

Som liberalist kan det være, at man finder det tilstrækkeligt blot at udstille staten som den moralsk fallerede institution, den er. Alene ved at mærke uretfærdigheden i sin krop over, at ejendomsretten systematisk bliver overtrådt af selvsamme institution, der skulle beskytte den, kan være ganske udmærket til at inspirere en til at deltage i den politiske debat på frihedens side. Appeller til retfærdighedssansen kan score point for nogle mennesker. Det er dog ikke alle, man kan ramme ved at tale om moral og den kolde stat.

Jeg husker selv tydeligt, at jeg selv blev mødt med disse moralske overvejelser om, at ingen kan bruge tvang, uden at gå moralsk bankerot, og at staten er den institution, der har monopol på at bruge legaliseret tvang. På det tidspunkt var det ikke det, som virkede stærkest på mig. Jeg var endnu ikke overbevist om at staten ikke kunne bruges til fx at nedbryde prisaftaler mellem store virksomheder, eller beskytte markedet mod monopoler. Dengang mente jeg, at selvom staten brugte tvang, så var der nogle steder, hvor tvang var nødvendigt for at sikre det rigtige resultat – fx at nedbryde karteller og monopoler.

Allerede dengang blev mine følelser opstemt over at blive flået i skat, særligt når sagerne om “Dovne Robert” og “Fattigkarina” løb over skærmen. Hvorfor skulle de have så mange penge? De fik jo rent faktisk flere penge af at være på overførselsindkomst, end de kunne få ved at gå på arbejde. Hvorfor skal man betale til et system, som håndterer opgaven så dårligt? Det er ikke godt for dem, for de høje ydelser fastholder dem på passiv forsørgelse. Min indstilling er, at det er vigtigt for mennesket at bruge sine evner, og forsørge sig selv ved at arbejde og tjene penge. Jeg mener, at det er en vigtig egenskab, at kunne forsørge sig selv og sine familie, ellers pålægger man andre mennesker en byrde, som man ikke kan være bekendt, hvis man kan forsørge sig selv. Statens overførselsindkomster pålægger endda byrden på skatteyderen med lovens tvang. Staten fungerer desværre også som mellemmand, og reducerer fornemmelsen som offentligt forsørget af at være en byrde for samfundet. Loven gør det til en rettighed for den enkelte at tage mod pengene. I stedet for at være en, der er glad for, at andre vil hjælpe, bliver den forsørgede gjort bekendt med det lovgivne faktum, at han har ret til andres penge. Noget så socialt gavnligt som taknemmelighed for socialhjælp bliver gjort overflødigt.

Jeg er ikke naiv nok til at tro, at min værdier er universelle. Jeg tror ikke, at det er nøglen for alle til det gode liv, hvis de tager netop mine værdier til sig. Hvorfor skulle jeg som enkeltperson være så heldig stillet, at netop mine værdier er det optimale for alle mennesker? Det tror jeg ikke er korrekt. Omvendt er det for mig også åbenlyst forkert, at andres værdier skal presses ned over hovedet på mig, og at jeg skal tvinges til at betale for at andre mennesker kan føre et liv, som stritter mod mine værdier. Kort sagt, det er ganske enkelt uretfærdigt, at mine værdier, der fører til et produktivt liv, skal finansiere uproduktive personer, så de kan leve deres liv på bekostning af min (og andres) produktive livsførelse. Det gav mig en følelse af, at jeg bliver udnyttet, fordi staten tager en del af frugterne af arbejdet, jeg udfører.

Min moralske indignation over systemets bagside var ikke nok til at angribe selve systemets rod. I min daværende forståelse af samfundet var der mange ting, som staten var nødvendig for, og jeg fandt mig i beskatning af mangel på at se andre tekniske muligheder for at løse de sociale problemer. Selv havde jeg så mange fantastiske planer for reformer af fx statens socialhjælp, at de ville have taget pusten fra selv Gorbatjov, men alle reformerne var med baggrund i det bestående system.

Økonomisk teori oplyser vejen til frihed

Det kommer næppe som et chok for læseren, at det som effektivt overbeviste mig om statens inkompetence, var teknik.

Ingeniøren i mig falder for tekniske argumenter funderet i videnskab og logik, og det samme gjaldt for de sociale videnskaber. Jeg havde dengang som økonomi- og historieløs tekniker et meget skeptisk forhold til de sociale videnskaber. På min vej gennem HTX fandt jeg ikke megen overbevisende argumentation for det ene, eller det andet. Samfundsfag forfaldt til keynesianske floskler om, at forbrug var alt, og danskundervisningen gav mig indtrykket af, at så snart man forlod matematik, kemi og fysik, var alt overladt til diskussion og følelser. Der var intet facit. Alle havde en mening om alt, og der var grader af korrekte svar. Det var forfærdeligt frustrerende at deltage i. Hvis jeg søgte noget, der gav entydigt rigtige svar, så fandt jeg, at det kun lod sig gøre i de naturvidenskabelige fag.

De sociale videnskaber var for mig et lukket land, fyldt med ævl og kævl om svævende følelser og meninger.

Følelsen af at blive udnyttet af staten førte mig til at lytte, når nogen skrev, hvordan markedsøkonomien er bedre end statsindblanding. I en periode fulgte jeg med på punditokraterne.dk, og fik større forståelse af markedets fordele. Jeg stødte på Milton Friedman og hans radikale argumenter for det frie marked og det frie valg. Da finanskrisen ramte, blev jeg endnu mere interesseret i emnet, fordi det må kunne forklares, hvordan sådan en krise kan opstå. Der må være en kausal sammenhæng, og den søgen førte mig til østrigerne. Først Peter Schiff, men siden Thomas Woods og Mises Instituttet. Herfra var løbet kørt, jeg havde fundet det, jeg ledte efter. Jeg havde fundet en social videnskab, der brugte en metode, som gjorde det muligt at afgøre, om et udsagn var korrekt, eller forkert.

Metoden der ligger til grund for østrigernes økonomiske teorier er praxeologi. Den beskriver realistisk og præcist hvordan menneskets afvejning af værdi bliver til dets handling, og hvordan markedet igennem dets frivillige natur, kommer alle deltagerne til gode. Det var øjenåbneren for mig. Det var meget interessant at begive sig ud på dette spor, fordi det er funderet i logiske deduktioner ud fra basale axiomer, der ikke kan benægtes uden selvmodsigelse. Her var endelig et system der fremsætter sociale teorier, der kan anses for at være lige så valide som Ohm’s lov.

Praxeologi beskriver, at når man vælger, sker det på baggrund af værdiovervejelser. Hvis begge parter i en transaktion vælger den frivilligt, ved vi derfor, at det de bytter væk har en lavere værdi, end det de opnår i handlen. Begge er bedre stillet af at kunne udveksle frivilligt med hinanden. Frivillige transaktioner er dermed socialt optimale (mindst to personer er involveret og fænomenet hører derfor under kategorien “sociale”).

Hvis den ene part vælger frivilligt, mens den anden part bliver tvunget til valget, så kan man ikke sige, at transaktionen er socialt optimal. Denne simple og uigendrivelige indsigt er fundamentet til at bygge forståelsen af, hvorfor markedet er så gavnligt, og hvorfor statens indgreb er kontraproduktivt. Det er ganske enkelt fordi alle parter bliver stillet bedre, når transaktioner gennemføres frivilligt, mens en part udnytter den anden, hvis transaktionen gennemføres ufrivilligt.

Når skattevæsenet opkræver skatter og forærer pengene til den offentlige indkomstmodtager, så kan vi kun sige, at skattevæsenet er bedre stillet, og at indkomstmodtageren er bedre stillet. Vi kan ikke sige, at den der betalte skatterne, er bedre stillet. Tværtimod kan vi sige, at skatteyderen blev værre stillet, fordi han blev tvunget til at opgive sine midler, og dermed blev forhindret i, at opnå det han ville have brugt midlerne på, hvis han blev givet det frie valg.

I mine selvstudier af østrigernes værker var det ganske slående, at analysen blev udlagt på en todelt måde, og det kan opleves i både Murray Rothbards og Ludwig von Mises’ store værker. Først analyseres det frie marked, hvor alle transaktioner foregår frivilligt, og værket beskriver, hvordan samarbejdet mellem individerne i samfundet hjælpes på vej af det sociale netværks signaler til hver deltagers præferencer. De kalder det “the unhampered market economy”. Det er meget lærerigt at sætte sig ind i, hvordan østrigerne analyserer og beskriver det absolut frie marked. For en velfærdsdansker, som jeg selv, var det en øjenåbner. Bombarderet med massiv propaganda siden barnsben havde jeg ikke forestillet mig, at markedet kunne være både effektivt og gavnligt for alle. Det var virkelig stærke sager at læse østrigernes teorier og forklaring på markedets sociale dimensioner. Den oplevelse burde alle interesseret i politik og økonomi give sig selv.

I næste del af værket analysers det strangulerede marked, eller som østrigerne kalder det: “the hampered market economy”. Her vises det med al tydelighed, at statsindgreb i markedets gensidigt fordelagtige transaktioner skader alle på lang sigt, selv dem der åbenlyst agiterer for indgrebet. I denne sektion opnås forståelsen af, at velfærdsstaten er internt selvmodsigende. Velfærdsstatens fortalere ønsker velfærd, men alle statens midler er destruktive og gør velfærd sværere at opnå. Skatter på arbejde afskrækker fra at producere og arbejde. Arbejde og produktion er netop forudsætningen for, at nogen kan forsørges i det hele taget. Jo større skatten er, jo mindre produceres, og jo sværere er det at levere de fysiske varer til at forsørge de, der afhænger af forsørgelse. Velfærdsstaten må derfor ses som en dårlig institution, der på sigt ikke kan nå de mål, som politikerne sætter op. Det eneste velfærdsstaten kan er at fordele den markedsproducerede indkomst efter politiske strømninger, mens det reducerer fremtidens indkomst. Velfærdsstaten bør betragtes som en forbrugsstat, der reducerer den tilgængelige kapital ved at forbruge den her og nu. Vækstkrisen, som særligt CEPOS taler om, er et resultat af, at velfærdsstatens kapitalforbrug er blevet så stort, at den strangulerede danske markedsøkonomi ikke længere leverer den mængde kapital, som er nødvendig for at opnå samme vækstrate som før.

I forlængelse af mit tidligere indlæg, så kan jeg, efter at have gjort mig bekendt med solid økonomisk teori, sige, at staten er umoralsk, og at statens indblanding i markedet gør situationen værre. Hvis staten både er umoralsk og selvmodsigende, så begynder det at se meget sort ud for statselskernes forsvar af voldsmonopolets mange opgaver.

Hvad er statens rolle så?

Afhængig af hvilke teorier man anerkender som valide, vil man ende op med at give støtte til, at staten skal løse et sæt opgaver, for at sikre at samfundet ikke mister velstand, retfærdighed, lighed, sikkerhed eller hvad end man forestiller sig, at markedet ikke kan levere på en ordentlig måde. Rejsen fra at være velfærdsdansker til at blive anarkist startede for mig ved den stærke følelse af at blive udnyttet, men det gav mig ikke et sammenhængende system, som jeg kunne holde fast i. Det var indsigten i den økonomiske videnskab, der viste mulighederne for, at markedet kan overtage mange af statens opgaver i samfundet, der gjorde udslaget for mig. Det tog lang tid, og der var mange “tilbagefald” undervejs, men til slut måtte jeg overgive mig, og jeg accepterede teorierne om det frie marked som fremsat af østrigerne.

Hvis man forstår markedsøkonomien som østrigerne fremstiller den, så kan man drage to afgørende konklusioner: 1) Arbejdsdelingen er civilisationens grundlag. 2) Markedsøkonomi er den eneste proces, der kan dirigere arbejdsdelingen til at nære menneskets velstand og velfærd. Velfærdsstaten er en perlerække af forhindringer, der reducerer mulighederne for menneskets trivsel, mens socialisme er, lidt bombastisk sagt, civilisationens totale ødelæggelse.

Der er flere hurdles undervejs i studiet af det frie marked. Der er et væld af modargumenter (markedsfejl kaldes de), som man må analysere hver for sig. Jo flere af disse markedsfejl man kan tilbagevise, jo tættere på den liberale anarkisme vil man bevæge sig. Rejsen væk fra velfærdsdanskerens synspunkt kan underbygges med østrigernes økonomiske teorier, og de umoralske skatter og statslige diktater kan fungere som katalysator for nysgerrighed.

Her på bloggen vil jeg derfor forsøge at hjælpe læseren til at få en dybere forståelse af markedsøkonomien, fordi jeg mener, at det er nødvendigt at forstå, hvordan samfundet kan virke på frivillig basis, for at komme med solide modargumenter mod velfærdsstaten og den demokratiske socialisme. Du behøver som læser ikke at følge mig i alle afkroge, men du vil formentlig kunne se, at når jeg argumenterer for at privatisere socialhjælpen, så er det kun realiserbart, fordi vi ved at mennesket er empatisk og kan samarbejde. På samme vis bruger jeg de mekanismer for at argumentere for, at loven kan privatiseres, fordi mennesket har en retfærdighedssans og at det kan samarbejde. Du bestemmer, hvor langt du kan og vil følge mig, men jeg håber, at du læser med, bl.a. fordi du ved, at analysen er troværdig og anvendes på samme måde i alle facetter af samfundet.

Det er nødvendigt at udbrede viden om det frie marked, for at få opbakning til at lade markedet håndtere flere samfundsopgaver. Det er særligt nødvendigt i Danmark, som er et af de hårdest beskattede lande i verden, og hvor den offentlige sektors andel af den totale økonomi er allerstørst. Det er i Danmark, at vi mest af alt har brug for at udbrede viden og forståelse af det frie marked, for at bekæmpe de problemer, som statens programmer har lagt i ovnen til os og vores efterkommere igennem mere end en generation.

Et citat af Ludwig von Mises passer glimrende som afslutning her:

Ludwig von Mises, Human Action s. 881:

The body of economic knowledge is an essential element in the structure of human civilization; it is the foundation upon which modern industrialism and all the moral, intellectual, technological, and therapeutical achievements of the last centuries have been built. It rests with men whether they will make the proper use of the rich treasure with which this knowledge provides them or whether they will leave it unused. But if they fail to take the best advantage of it and disregard its teachings and warnings, they will not annul economics; they will stamp out society and the human race.