Hedepolitik og socialhjælp
I den sidste tid, efter jeg færdiggjorde læsning af bogen af Per Boje “Vejen til velstand” (anmeldelse af bogen kan læses her), fandt jeg interesse for dansk historie. Jeg kommer regelmæssigt i genbrugsforretningerne, og ind i mellem støder jeg på interessante bøger. Jeg købte fx “Den sidste danmarkshistorie” af Søren Mørch for 10kr for en uges tid siden. Det er vældig interessant læsning, men jeg forventer ikke at skrive en regulær anmeldelse af bogen. Jeg vil i stedet blot plukke nogle bidder af bogen, og diskutere dets indhold her på bloggen fra tid til anden.
Bloggen ændrer ikke karakter fra at fokusere på liberalisme til at fokusere på historiefortælling. Jeg skal blot bruge historien og Søren Mørchs analyser af den til at belyse nogle synspunkter, der er interessante fra en liberal vinkel.
Guldalderen
Historikere kalder perioden fra 1830 til 1855 for “Guldalderen”. Det er her H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, H.C. Ørsted, N.F.S. Grundtvig og B.S. Ingemann levede deres liv og bedrev deres velkendte arbejder.
Søren Mørch, der ikke er blottet for sarkasme beretter også om Guldalderen:
Søren Mørch, Den sidste danmarkshistorie, s. 85:
Blichers historier kom siden til at koste danske skatteydere millioner af kroner hver eneste år – så dyrt og besværligt er det at forhindre hans jyske alhede, der jo som bekendt er så typisk dansk, i at gro til med skov. Skovrejsning må ikke foregå på den måde. Den skal foregå med tilskud og med bestemte træarter. De må ikke bare komme af sig selv, for så kommer de til at bestå af udanske arter, og det er unaturligt. Det naturlige er nemlig det, der var her i Guldalderen, ikke bare noget der vokser frem af sig selv.
Den typiske historie i Danmark er at staten skal blande sig i alt. Der er ingenting, der foregår i Danmark, som ikke skal have tilskud af den ene eller anden art. Særligt skovrejsning er en politisk vindersag, selv i vore dage. Under enevælden nåede det danske skovareal sit minimum, men nu er det statens opgave at sikre at plante skovene igen og øge skovarealet. Men naturligvis skal den politik have tilskud. Ligesom alle mulige andre.
En lille anekdote om fjollerierne med naturstyrelsens anbefalinger kan være et godt eksempel på, hvor kontraproduktivt det er, at sætte bureaukrater til at fremme en bestemt politik. Jeg har giftet mig ind i en familie, der har et lille stykke skov, og en af de sjovere historier fandt sted fra stormen i december 1999. Som så mange andre skove blev den lille familieskov ramt hårdt af stormen. De fleste træer klarede det, men særligt et stykke granskov blev blæst omkuld. Efter oprydningen var overstået skulle skovbestyrelsen have plantet træer igen. Den naturlige udvikling af skoven ville tage for lang tid, og i stedet valgte bestyrelsen at lytte til naturstyrelsen, som havde meget arbejde i forbindelse med genplantning af skovene rundt om i landet efter stormens hærgen.
Naturstyrelsen gav skovbestyrelsen det råd, at de skulle plante såkaldte ammetræer, til at støtte op om væksten på de træer, som bestyrelsen ønskede at plante og lade blive til skov. Idéen om ammetræer er såre simpel: For at få så lige et træ som det er muligt, skal det helst vokse op i konkurrence med andre træer. Mens træer som fx egetræer vokser langsomt, har de udmærket hjælp af et andet træ, der kan tage lidt af nattefrosten og skåne det langsomme egetræ fra naturens negative påvirkning. Derfor plantede bestyrelsen birketræer og egetræer, således at egetræerne skulle vokse hurtigt op og når de var af en tilpas størrelse og robuste nok til at klare livet i den barske natur, skulle birketræerne fældes. Således var anbefalingen, og denne blev fulgt.
I dag kæmper vi med at få fjernet de birketræer, fordi de har taget overhånd i skoven. Birketræer er naturlige pioner-træer, og de har let ved at sprede sig hvor der ikke i forvejen er træer. Da de blev hjulpet på vej og plantet som ammetræer, bevirkede det ikke at hjælpe egetræernes vækst, men i stedet at hindre det. Birketræer har nemlig den egenskab at de lynhurtigt fæstner et stort rodnet i jorden, hvorfra de kan suge næring til sig. Næring der i den fattige sandjord ikke kommer egetræerne til gavn. Det velmenende råd fra bureaukratiet er endt som en møllesten om halsen på skovens udvikling, og de egetræer der nu er 20 år gamle, er lavere end de træer, som 10 år senere blev plantet uden ammetræer.
I stedet for at få det gavnlige træ, egetræet, til at vokse, har skoven i stedet fået en sværm af hyperaktive birketræer, der lynhurtigt sætter frø, og selvsår sig vidt omkring.
En analogi
Prøv for sjov at tage citatet ovenfor af Søren Mørch, og put det ind i en sammenhæng om socialhjælp. I Danmark er det nemlig “unaturligt” og “udansk” at så meget som overveje at lægge socialhjælp i private hænder. Ligesom naturens kræfter sørger for at beplante frodige områder, såvel sørger initiativtagere i et liberalt samfund for at danne foreninger til hjælp for de socialt udsatte, svage, syge etc. Jeg ser naturens proces som økologisk bæredygtig, hvor kræfterne er i balance med hinanden. På samme måde ser jeg markedsøkonomien i et liberalt samfund som en bæredygtig social proces.
Jeg kunne finde på at omskrive citatet sådan her:
Socialdemokratiets historier kom siden til at koste danske skatteydere millioner af kroner hver eneste år – så dyrt og besværligt er det at forhindre at socialhjælpen, der jo som bekendt er så typisk dansk, bliver markedsbaseret. Socialhjælp må ikke foregå på den måde. Den skal foregå med tilskud og med et bestemt menneskesyn. Den må ikke bare komme af sig selv, for så kommer de til at bestå af udanske frivillige organisationer, og det er unaturligt. Det naturlige er nemlig det, der blev besluttet af politikerne i Folketinget, ikke bare noget der tages initiativ til af borgerne.
Men fordi jeg er en af de ganske få, der ser sådan på markedet og det liberale samfund, postes der store summer i socialhjælp fra statens side. Summerne er i dag så store, at der kun findes bittesmå private organisationer, der tager sig af socialhjælp nu til dags. De private socialhjælpsorganisationer kan ikke vokse sig store, ligesom de unge små træer på alheden heller ikke kunne det. Træerne blev brændt af med offentlige midler, for at bevare status quo. På samme vis som alheden blev kultiveret, druknes socialhjælpsmarkedet i offentlige midler. Men analogien standser ikke her.
Som min fortælling om birketræerne fra den lille familieejede gran- og egeskov, således er der også i den danske socialhjælp i de offentlige bureaukraters hænder en politik om “birketræer”. For at hjælpe “egetræerne” er der vedtaget en politik om “ammetræer” (meget høje sociale ydelser). Det tiltrækker langt flere, end de, der reelt har behov for hjælp. De uønskede socialklienter (dem, der bliver meget længe i systemet, som gentagne gange “falder tilbage i systemet” og som ikke yder en motiveret indsats til at klare sig selv), birketræerne, udgør et problem for samfundets accept af socialklienter som forsørget gruppe, og det skaber et behov for et dyrt kontrolsystem, der suger resurserne ud af systemet.
Se eksemplet i tilfældet af arbejdsløshed og førtidspension. I dag er der opbygget enorme bureaukratier, der skal sikre, at midlerne bruges “rigtigt”, for at sikre, at der ikke bliver “ødslet” med resurserne, som skatteyderne har produceret. Det er den samme problemstilling. Det er birketræer, man kæmper mod. For at undgå at systemet bliver suget tør for resurser, for at sikre at det er “de rigtige”, man hjælper på “den rigtige måde”, så bruges enorme resurser på kontrol. Ligesom vi i skoven bruger resurser på at fælde birketræerne, for at undgå at birketræerne suger næringen ud af jorden og sætter egetræerne tilbage.
De der reelt har behov for hjælpen, de små egetræer, bliver sat tilbage og holdt stangen med nye regler og strammere forhold. I den politiske logik er det meningsløst at yde statens midler til grupper i samfundet, der ikke har politisk tæft. De, der reelt har et behov for de sociale ydelser, bliver rent faktisk ikke hjulpet af det statslige system. Se blot på de hjemløse. Prøv en dag at købe deres blad “Hus forbi”, og læs hvordan det politiske system sikrer, at byerne bliver “renset” for hjemløse (der ikke har politisk tæft) for at lefle for middelklassevælgerne (der har politisk tæft).
Problemet med offentlig socialhjælp er, at donorerne ikke betaler frivilligt til foretagendet, og at der ikke er konkurrence i udmøntningen af hjælpen. Der er et reelt behov for at hjælpe dem, der er i nød, men det er ikke et vandtæt argument i sig selv for, at hjælpen skal være monopolitisk, offentlig og tvangsfinansieret. Det der oprindeligt var målet: At hjælpe egetræerne (de midlertidigt arbejdsløse, der ønsker et job) er blevet til en meget dyr politik, hvor der tilbydes meget lukrative ydelser, der har kontraproduktive konsekvenser. I stedet for at socialhjælpen går til den midlertidigt arbejdsløse/syge med beskedne ydelser til at stå en kortere modgang igennem, hjælpes dertil også mange personer til at føre en tilstrækkelig behagelig tilværelse på langtidsophold i de offentlige kontrolinstanser.