Bør omskæring af børn forbydes?
Intet over eller ved siden af NAP
Det her indlæg kunne være en oplagt kandidat til mit korteste indlæg nogensinde. For voksne vil svaret på spørgsmålet om et kirurgisk indgreb er lovligt, naturligvis, være: Det skal være frivilligt. Indlæg slut. Baseret på hver persons egne ønsker til indgreb på sin egen krop, kan ethvert samtykkebaseret indgreb accepteres. Hver person ejer sin egen krop, og må gøre med den, hvad personen selv ønsker, eller hvad end han kan overtale en anden til at gøre ved den.
NAP eller ikke-aggressionsprincippet er en af grundstenene for liberalismen, som jeg abonnerer på. Kort sagt siger NAP, at det er en krænkelse af individets rettigheder at indlede aggressive handlinger mod det. Det omfatter trusler om fysisk vold eller udøvelse af fysisk vold mod personen eller dennes ejendom (herunder svindel, underslæb eller på anden vis at bryde en kontrakt). For voksne mennesker er NAP et rigtig godt og liberalt (men jeg gentager mig selv) princip, hvis overholdelse medfører, at markedsøkonomien udvikler sig til sin optimale stadie og størrelse samt, at samfundets udvikling følger en proces, hvor alle menneskelige interaktioner fremmer velfærden for alle de involverede ved at bygge på frivillighed (eller det populære ord “samtykke”).
Konsekvenserne der følger af handlingen, både positive og negative, kan hver voksen person selv overskue, og selv hvis personen selv ikke kunne det, så er det ifølge NAP ikke tilladt andre “bedrevidende” personer at forbyde, tillade, tvinge eller på anden måde at blande sig i beslutningen ved brug af aggression. Men dette indlæg drejer sig ikke om voksne mennesker, der besidder de kognitive evner til at træffe sådanne beslutninger. Det drejer sig i stedet om børn.
Det gør problemet langt mere svært (i hvert fald for mig). Resten af indlægget her skal læses som et forsigtigt indlæg, hvor jeg ikke er sikker på, at det forholder sig sådan, som jeg udlægger det. Børnerettigheder er for mig et minefelt, hvor jeg ikke har de rigtige svar. Men jeg prøver at gøre et forsøg på at stable noget fornuftigt på benene. Døm selv, hvorvidt det er lykkedes for mig.
Problemet har sin rod i naturlige årsager. Menneskebørn har en for dyreverdenen sjælden egenskab at være meget hjælpeløs i meget lang tid og drager derfor stor fordel af at blive hjulpet, indtil de selv kan udføre, overskue og gennemskue deres handlinger. Deres uudviklede kropslige og kognitive evner gør dem ikke i stand til at hverken udføre eller overskue konsekvenserne af deres handlinger fra fødslen. Jo ældre børnene bliver, jo mere udviklede bliver de. Først får de styr på deres kropslige evner, men det tager lang tid for dem at udvikle deres kognitive evner. Som tiden går, bliver deres evner bedre og de bliver i stand til at overskue konsekvenserne af flere og flere handlinger selv. Udviklingen foregår som en trinvis proces fra et udgangspunkt af afmagt og hjælpeløshed til et fuldt selvhjulpent individ. Men i udviklingsperioden er børn afhængige af, at værger (forældrene i de fleste tilfælde) på deres vegne vælger, hvad barnets bedste valg i givne situationer er og hvilke specifikke handlinger barnet selv kan tage ansvaret for.
Forældrenes valg på barnets vegne er derfor meget vigtigt for barnets trivsel. Valgene kan være indenfor NAP, men nogle af dem går ud over NAP. Indlægget her går særligt ind i de valg, der påfører barnets krop en begrænset fysisk skade og derfor overtræder NAP.
Forældre som værger for deres børn
Rothbards kapitel om børns rettigheder i “Ethics of Liberty” tager ikke direkte stilling til omskæringsspørgsmålet, men tidligt i kapitlet skriver Rothbard:
We must therefore state that, even from birth, the parental ownership is not absolute but of a “trustee” or guardianship kind. In short, every baby, as soon as it is born and is therefore no longer contained within his mother’s body, possesses the right of self-ownership by virtue of being a separate entity and a potential adult. lt must therefore be illegal and a violation of the child’s rights for a parent to aggress against his person by mutilating, torturing, murdering him, etc.
Forældrene er i Rothbards udlægning ikke ejere af børn, men i stedet værger for dem. Forældrene skal derfor sørge for, i så vid udstrækning det er muligt og så længe forældrene ønsker at være barnets værge, at give barnet en god opvækst. Det betyder at tage vare på barnets interesser i dets sted. Forældrene skal være utilitarister for deres børn og opveje fordele og ulemper for dem ved rutinemæssigt at overtræde en streng fortolkning af NAP for barnets bedste.
I “vores danske kultur” er det helt almindeligt og bredt accepteret, at forældrene skifter ble på barnet, selvom barnet kæmper imod. Det accepteres også, at forældrene børster tænder på barnet, selvom barnet skriger og forsøger at kæmpe sig ud af situationen. Barnets gråd og protest er udtryk for, at barnet føler ubehag og, at dets vilje ikke følges. Barnet samtykker ikke, men forældrene overmander barnet og tvinger det til at affinde sig med forældrenes valg. Det er dagligdag i Danmark.
Det er tydeligt, at disse handlinger fra forældrenes side er en krænkelse af NAP i streng forstand. Men i deres rolle som forælder for barnet skal de træffe valg på barnets vegne for at sikre barnets vel. Det må derfor nødvendigvis tillades dem en begrænset overskridning af NAP, for uden den kan børn ikke overleve. Jeg kan ikke se, at man kan overholde NAP i streng forstand overfor børn uden at udsætte børnene for mistrivsel og decideret vanrøgt.
Men spørgsmålet er meget svært for mig: Hvor går grænsen for, hvad forældre kan tillade sig at udsætte deres børn for i barnets egen interesse? Tandbørstning, bleskift og afholdelse fra at komme til skade er naturligvis småting og foregår på daglig basis i enhver børnefamilie med børn i alderen 0-4 år (ca.). Det er forventeligt, at sådanne dagligdags situationer bliver håndteret af forældrene, og vi ser i dansk kultur ikke problemer med det. Det er et led i en sund familie. Revselsesretten er for længst bortfaldet, men de resterende almindelige forældreopgaver er stadig ifølge NAP at udøve aggression mod barnet, der i sin helt spæde begyndelse slet ikke kan samtykke (kontrolleret bevægelse af øjne og lemmer indfinder sig først efter et par måneder, og sprog igen endnu senere, oftest efter et par år).
For at passe barnets trivsel og velfærd skal forældrene have lov at overtræde NAP, men hvor meget er for meget?
Den umulige fysiske grænse
Hvis vi fastsætter en grænse ved, at forældrene ikke må skære i barnet, så er vi af principielle årsager nødt til at spørge, om ikke også fjernelse af navlestrengen fra barnet også er at skære i barnet? Navlestrengen overskæres kort tid efter fødslen, og den lille rest af navlestreng der efterlades på barnet begynder at lugte fælt for til sidst at falde af få dage senere. Overskæring af navlestrengen er så bredt accepteret, at de fleste formentlig ikke engang tænker over, at det er at skære i barnet. Men er det aggression? Navlestrengen falder efter kort tid af af sig selv. Sandsynligvis overskæres navlestrengen pga. hensyn til helbredet, lugten og forældrenes velbehag med at passe det lille spæde barn. Men det ændrer ikke ved, at navlestrengen overskæres på barnet uden dets samtykke.
Hvis vi ser bort fra navlestrengen, og betragter overskæringen af den som helt uskyldig og, at den udgør en gråzone mellem barn og moder, hvor man ikke kan fastlægge, hvem der er den sande ejer af navlestrengen, så kan vi i stedet gå videre til voksnes brug af kanyler mod børn. I forbindelse med det danske børnevaccinationsprogram anbefaler Sundhedsstyrelsen, at et barn på 3 måneder, der endnu ikke har noget sprog, skal have stukket en kanyle i låret, der skærer sig igennem huden og ind i muskulaturen, for at injicere en væske, som bliver kaldt en vaccine (men indholdet af kanylen er sekundært, det primære for argumentet her er, at kanylen stikkes ind i barnet mod dets vilje). Enhver, der har været vidne til en børnevaccination, bør være fuldt ud klar over, at det er en regulær tvangsvaccination, hvor barnet skriger og sætter sig imod, mens forældre og sygeplejersken gennemfører indgrebet ved brug af deres overlegne fysiske styrke.
NAP kan ikke være overholdt i den situation, uanset vi betragter det som “almindeligt” eller “nødvendigt”. Hvis grænsen for forældrenes NAP overskridelse fastlægges som ikke at måtte skære i barnet, så bør vi også indse at vaccinationsprogrammet ryger ud af vinduet. Med forbud mod at skære i barnet skal vaccinationer afvente udviklingen af barnets kognitive evner til, at det kan give samtykke.
Man kan fastsætte andre grænser, hvor man forsøger at beskytte barnet mod mishandling og vold, men jeg har rigtig svært ved at finde en grænse, der udelukker omskæring, men ikke udelukker vaccination eller overskæring af navlestrengen set igennem NAP-linsen. Lighederne i indgrebenes karakter, den fysiske magtanvendelse og den kropslige ændring af barnet, er slående. Det er muligt, at jeg bare ikke har tænkt længe nok over emnet, eller ikke har hørt det rigtige argument endnu til at kunne adskille en omskæring fra at skære navlestrengen af, eller tvangsvaccinere barnet. Jeg har ikke en klippefast holdning på området her, men jeg påpeger bare, at det for mig virker arbitrært at fastlægge en grænse, som udelukker omskæring, men tillader vaccination og overskæring af navlestreng, og er udledt af NAP alene.
Rothbard bandlyser handlinger, som han beskriver som “mutilating, torturing and murdering”. Det er hans egen arbitrære grænse, men det er (naturligvis!) fint for mig, at grove forbrydelser mod barnet er udelukket. Spørgsmålet er i hvilken kategori placerer vi tvangsvaccination og i hvilken placerer vi omskæring?
Er omskæring at maltraktere barnet? Hvis det er, hvorfor er afskæring af navlestrengen da ikke det samme? Forhuden på drengens penis er ganske følsom, det er klart. Der er også følger på lang sigt af indgrebet, og det kan få betydning for den voksnes følelse under sex og mange andre negative konsekvenser. Men der er tale om et stykke hud i dette tilfælde, ligesom navlestrengens overflade. Indgrebene foretages i begge tilfælde, mens barnet er helt spæd og ikke kan samtykke.
Som dansk mand kan jeg ikke se, at en omskæring skulle give mine børn nogen som helst fordele og da det ikke er vanligt at gøre, studser jeg over indgrebet og har svært ved at forstå det. Men det samme ville sandsynligvis være tilfældet, hvis det var almindeligt at lade navlestrengen falde af af sig selv, og en anden kultur klippede den af ved fødslen. Det ville sandsynligvis producere samme reaktion i mig, at skære en navlestreng af, hvis det ikke var den gængse handlemåde. Når det kommer til omskæring, som er mig ukendt, så ser jeg blot ulemper og en uspiselig procedure at udsætte barnet for. Der er ingen positive gevinster, så vidt jeg er orienteret. Derfor vil jeg ikke ønske, at nogen børn bliver omskåret, for jeg ser det som unødvendigt. Men der kan være andre årsager til at vælge omskæring for barnet end et sundhedsmæssigt hensyn.
Kan kulturelle årsager tillade at bryde NAP?
Men hvordan forholder tingene sig i kulturer, som jeg ikke er bekendt med? Er der visse kulturelle eller religiøse fordele ved, at drenge bliver omskåret? I udgangspunktet må vi antage, at forældre generelt ikke er sadister, at de fleste er gode mennesker, der ønsker det bedste for deres børn. Deres rolle som værge for barnet tager de seriøst og ønsker kun at gøre det, som er godt for barnet. Børn kommer oftest til verden i ægteskabet (eller ægteskabslignende forhold, i vor “moderne” verden) mellem mand og kvinde og det må forventes, at manden i forholdet selv er klar over, hvad betydningen af hans egen omskæring har været. Hvis det var en torturerende oplevelse, der førte problemer med sig uden nogen gevinst, så må vi da også forvente, at samme mand ville tale imod omskæring af sine egne børn. Ligesom Rothbard ville afvise, at torturering af børn er acceptabelt, tror jeg, at vi kan forvente, at de fleste forældre ligeledes ville afvise indgreb i den kategori.
Umiddelbart må man derfor erkende, at det ikke alene er et tab, som forældrene påfører barnet. Når forældrene vejer effekterne af indgrebet op mod hinanden må de vurdere den samlede effekt som tilstrækkeligt positivt til, at omskårne mænd generation på generation udsætter deres drengebørn for omskæring. Det er blevet en tradition, som de sandsynligvis tænker lige så lidt over, som danskere tænker over at klippe navlestrengen af barnet.
Det kan være det bedste for barnet at følge gængse kulturelle normer. Der kan være positive kulturelle og sociale gevinster for barnet ved at være med i en særlig gruppe i samfundet, og det er sandsynligvis forældrene, der er de bedste til at vurdere det på barnets vegne. Også selvom det medfører mindre indgreb i barnets fysik, som i andre kulturer anses for at være unødvendige eller skadelige.
Hvis andre forældre skal gribe ind og standse forældrenes udøvelse af deres rolle som værge, så skal der være tilstrækkelig eller udsigt til tilstrækkelig skade på barnet, før de må tage affære. Men spørgsmålet er, om andre forældre må gribe ind og pålægge straf i tilfældet af omskæring.
Omskæring i De Forenede Danske Sovjetkommuner
Det er altid problematisk for en markedsanarkist at give klare svar på, hvad man bør gøre i den eksisterende statsverden. Vi er alle presset ind under samme lovsystem og alle produktive personer bliver afpresset af skattevæsenet til at aflevere meget store dele af deres indkomst til Statens fornøjelser. Hver kultur og religion har ikke deres eget lovkodeks, da Statens monopolistiske magtudøvelse, som baseret på den demokratiske lighedsideologi, kun meget sjældent tillader forskelsbehandling mellem kulturerne.
Vi bør huske på, at Staten udøver sin magt i det afgrænsede territorie, som den har tilranet sig igennem århundreders plyndring og krig. Områdets afgrænsning er derfor ikke udtryk for noget særligt ved befolkningen i området. Det der forbinder befolkningen er, at de er blevet erobret af den samme konge i forgangne tider og siden blevet udsat for den samme massive statslige propaganda, der har skabt den falske idé om, at en vendelbo har samhørighed med en, der bor på falster, eller en esbjergenser med en københavner. Selv den dansk-tyske grænse er ikke fremkommet udelukkende igennem liberale tilvalg og fravalg af tilhørsforhold for hvert individ eller familie, men i stedet igennem adskillige krige og til sidst afsluttet med et demokratisk valg. Statens territorie er derfor ikke et legitimt retsområde set med liberale briller, og al håndhævelse af Statens lovgivning indenfor området bør ligeledes ses som illegitim magtudøvelse.
Set i lyset af Statens eksistens, burde vi støtte lokale foreningers ret til at vedtage særlove, der gælder for dets område. Men så længe det ikke er tilladt af Staten, skal man fæstne sin lid til, at lovgivningen holdes meget åben og tillader forskellige måder at leve på. Det har sjældent været tilfældet på det økonomiske område, og vi lever i dag alle under et socialdemokratisk magtapparat, der ned i små detaljer af vores liv planlægger og dirigerer os omkring. Udviklingen mod mere ufrie tilstande er af det onde.
Indgreb i andre gruppers liv og økonomi får med Staten ofte karakter af imperialisme i kultur, ideologi eller religion. Den ene gruppe forsøger at erobre magt over den anden med Statens hjælp. Jeg ser derfor ikke nogen klokkeklar løsning, når Staten tvinger os alle til at leve under samme åg. Problemet er, at hvis en gruppe vinder Staten over og bruger den mod sine ideologiske, kulturelle eller religiøse modstandere, så skabes eller optrappes konflikter mellem grupperne.
Når det kommer til konflikten angående omskæring, så mener jeg, at det er bedre at undgå at benytte Staten til at bekrige andre kulturer, også selvom de opholder sig i Danmark. Jeg tror, at det er vigtigere at holde fast i tolerancen overfor andre religioners ritualer, end at indføre et forbud mod en praksis, som jeg har meget svært ved at sætte definitivt i en mishandlingskategori uden også at smide børnevaccinationsprogrammet deri. Der skal mere til, før jeg synes, at det er nødvendigt at bruge Staten til at retsforfølge forældres valg på børnenes vegne.
Jeg tror også, at det giver mere fred i samfundet at lade det være tilladt. I stedet for at forsøge at massere befolkningen ind i en endnu mere trist og grå masse, med alle de konflikter det skaber grupperne imellem, så foretrækker jeg, at vi som forældre har lov til at tage det bedste valg for vores børn. Den fredelige diskussion kan forsøge at tale forældrene fra at omskære børnene, omend udsigterne til at reformere religioner ofte er meget små, så foretrækker jeg at holde Statens magt ude af billedet.
Omvendt kan vi også se på, hvad der vil ske, hvis vi for et øjeblik forestillede os, at omskæring blev forbudt i Danmark. Hvad så med andre steder? Hvorfor bør det ikke være et universelt gældende princip, at omskæring er en krænkelse af barnets rettigheder overalt på kloden? Hvorfra kommer de andre landes retsvæsener, der tillader omskæring? Enhver Stat har sit eget retsvæsen, og der er mange forskelle på, hvad er lovligt og ulovligt landene imellem. Men ville vi være sure over, at tyskerne, svenskerne eller nordmændene ikke ligesom os forbød omskæring? Bør vores tilhørsforhold til NAP sige os, at vi bør drage i krig mod de lande for at sikre, at vores synspunkt bliver håndhævet i deres Stats territorie?
Spørgsmålet besvarer sig selv. Man kan i mine øjne ikke bruge Statens magt med henvisning til NAP. Det ser jeg som en selvmodsigelse.
Omskæring i Rothvarde/ancapistan
I Rothvarde (eller ancapistan, eller noget tredje) er situationen mere interessant. Her er loven langt mere brugbar og tilpasset menneskenes behov.
In fact, the government is no more qualified to develop and apply law than it is to provide any other service; and just as religion has been separated from the State, and the economy can be separated from the State, so can every other State function, including police, courts, and the law itself!
Ifølge Rothbard kan flere retssystemer leve side om side, og de behøver ikke at være afgrænset til særlige geografiske områder (så vidt jeg forstår). Et retsvæsen kan tilbyde sin service til hvert individ (børnene vil sandsynligvis følge forældrenes valg, indtil de er myndige selv), uanset om individet befinder sig i område A, B, C eller D. Med konkurrerende individbaserede retsvæsener kan det blive en realitet, at jøder har deres retsvæsen, muslimer har deres, kristne har deres og sekulære har deres. Og hvert retssystem kan udvikle sig til deres kunders tilfredsstillelse, og give dem den lov, som de mener, er den rette for dem.
I Rothvarde vil det også være muligt, at grundejerforeningers bestyrelse eller forsamling bestemmer sig for at følge et bestemt retsvæsen i det område, som ejerne tilsammen ejer. I den situation kan det formentlig kræves, at ved køb af ejendom i området skal nye ejere tilslutte sig de gældende vedtægter, og dermed følge retsvæsenets love i grundejerforeningen. Andre grundejerforeninger kan tillade alle, nogle udvælger et mindre sæt valgmuligheder og andre vil fastlægge, at kun et retsvæsen er tilladt i området. Det giver mere frihed end den statslige løsning.
Det kan derfor gøres muligt, at omskæring forbydes i den kristne og det sekulære retssystem, mens det muslimske og jødiske retssystem accepterer det under visse betingelser. En af betingelserne kunne være, at barnet skulle have lov at sagsøge forældrene, hvis indgrebet overskred den grænse, som retssystemet definerer, at forældrene skal holde sig indenfor. Den grænse kan også i højere grad tilpasses familiernes behov. Det vil give en bedre beskyttelse af børnene, at retssystemet ikke skal være en one-size-fits-all som den danske Stat, men i stedet kan blive mere nuanceret og tilpasset.
I det privatretslige samfund kan en gruppe heller ikke sætte sig på Statens magt og skubbe omkostningerne for egne ideologiske fornøjelser over på andre. I det samfund er det sandsynligt, at jeg ville tilmelde mig et retssystem, der ikke tillod omskæring af børnene. Det ville passe udmærket til mig og mine traditioner. Og den mulighed ønsker jeg også, at andre får lov til at få. I Rothvarde kan lighedsideologien skrottes og forskellige retssystemer kan bygges op for at servicere forskellige kulturer og religioner, selv indenfor samme område. Det tror jeg vil give bedre beskyttelse af børnenes vel end et statsligt system, der drives af politikere.
Det tror jeg, er det bedste svar, jeg kan give på spørgsmålet.