Jeg blev til sidst enig med mig selv om, at læse bogen færdig, før jeg igen ville skrive om min læseoplevelse. Dels fordi jeg var så heldig, at Martin Ågerup bemærkede, at jeg kritiserede hans analyse, inden jeg nåede til kapitel 9, der har undertitlen: “Samspil mellem stat, marked og civilsamfund”. Da jeg havde færdiglæst kapitlet, manglede jeg alligevel kun 141 sider i bogen, og besluttede mig for at læse hele bogen færdig, før jeg igen ville skrive mere om den.

Da jeg nu er ved vejs ende, kan jeg bedre opsummere bogens indhold og understrege de gode sider af bogen og underbygge min kritik af de sider, hvor jeg er uenig med forfatteren i hans analyse.

I denne anmeldelse vil jeg forsøge at ramme en balance, da jeg på den ene side synes rigtig godt om mange aspekter af bogen, mens jeg på andre områder finder, at bogens analysemetode kunne være skærpet. På den ene side vil jeg gerne have at læserne efter endt læsning, tænker at bogen er pengene værd, således læseren vil købe bogen. På den anden side vil jeg også gerne efterlade et indtryk af, at på trods af de mange gode sider af bogen, så er der nogle områder, hvor de østrigske økonomer ville analysere problemerne i den danske velfærdsstat helt anderledes.

På mit studie til ingeniør lærte jeg af en af underviserne, at den måde man bedst giver kritik på, er ved at starte med det positive, og først bagefter komme med den negative kritik. Måden at give kritik på kaldte han for “bedstemormetoden” og den vil jeg også bruge her.

Positive aspekter i bogen

Det er nødvendigt som det første, at sige, at bogen indeholder flere positive elementer, end dem jeg vælger at beskrive i det følgende. Det vil være en skam, hvis jeg påstod, at alle de positive punkter af bogens 496 sider, kunne beskrives i et kort blogindlæg. Det ville ikke gøre forfatteren sin fortjente ære. Derfor er afsnittet her blot et kondenseret afsnit, hvor jeg kun har taget højdepunkterne, sådan som jeg opfatter dem.

Den historiske fortælling om Danmark

I starten af bogen viser Martin Ågerup hvordan Danmarks velstandsudvikling målt i BNP pr. indbygger er forløbet fra 1890 til i dag. Fortællingen i bogen viser, at Danmarks langsigtede vækstrend blev brudt efter finanskrisen, og der er ikke langt til at afstanden mellem denne langsigtede trend og til det aktuelle niveau, begynder at ligne den samme afstand, som blev en realitet under besættelsen i 2. verdenskrig (i absolutte tal, i procentuelle tal skal vi til 2030 med nuværende trend). Det ser dog ud til at perioden fra 1945 til 1970 havde meget højere væksttrend, end den er i dag. Ågerup skriver, at det skyldes at Danmarks økonomi begyndte at indhente det forsømte og stagnerede, da oliekrisen i 1973 brød ud. Sidenhen, indtil finanskrisens udbrud, fulgte Danmarks økonomi den langsigtede trend.

Martin Ågerup mener at det er bekymrende, at så mange begynder at vænne sig til lave vækstrater på 1pct om året, og alt over 1pct kaldes hæderlige vækstrater. Jeg er enig med Martin Ågerup i hans betragtning om vækstrater og den slappe attitude til situationen. Jeg ville måske gå så vidt at sige, at da vækstkrisen startede i 1973, burde man have taget fat om nældens rod (den offentlige sektor, store subsidier til arbejdsløshed og idiotisk økonomisk politik med priskontrol og store inflationsrater) og sagt, at 3pct vækst om året er et hæderligt tal, ikke 2pct.

Martin Ågerup gennemgår tal omkring arbejdstimer og sammenligner os med andre lande, herunder Singapore, Hong Kong, Schweiz og nogle amerikanske stater. Martin Ågerup kritiserer også lystigt velfærdsstaten for dens forvridende skatter og negative incitamenter. Det er sød musik at læse sådanne udfald mod høje skatter og de socialt destruktive subsidier til arbejdsløshed.

Martin Ågerup understreger også, og det er værd at kreditere ham for at gøre det så eksplicit, at vækst ikke er et mål i sig selv, som fastlægges fra centralt hold. Vækst er et resultat af alle frie individers personlige valg om hvor mange timer de vil arbejde, hvad de vil arbejde med, og hvor meget de vil spare op, hvor meget de vil investere og hvor de vil investere. Resultatet er at markedsøkonomien vokser, når befolkningen vælger at spare op for at investere i større produktion, nye produktionsgoder og nye produkter. Vækst der undertrykkes af statens magtmidler, er derimod problematisk, og det er her Martin Ågerup lægger sit fokus. Det vises tydeligt med hans væksttrend. Fulgte vi trenden, som er knap lige så gammel som demokratiet i Danmark, så ville vi have haft højere vækstrater de seneste år. Derfor antydes det, implicit, at de nuværende vækstrater er et resultat af statslig undertrykkelse af markedsøkonomien i Danmark.

Martin Ågerup viser også indeks for economic freedom, og viser at i de kategorier, hvorpå man måler, klarer Danmark sig fremragende, pånær på et eneste punkt: Den offentlige sektor er stor, enormt stor. Dette er naturligvis ikke nok til at vise, at det er den offentlige sektor, der er problemet med væksten, men det er udmærket at fokusere på, at economic freedom indekset netop betragter en stor offentlig sektor som problematisk for frihed. For at forstå hvorfor den offentlige sektor er så problematisk, begynder Martin Ågerup på en nøje gennemgang af problemerne i den offentlige sektor.

Analysemetoden er velkendt fra den økonomiske skole der kaldes “Public choice”. Denne økonomiske skole slår sig op på at være bygget på et fundament der sammenligner institutionelle opsætninger. Altså, man vurderer markedet som det er, og holder det op mod den offentlige sektor, sådan som den er. Ifølge en af grundlæggerne bag skolen, James Buchanan, så er public choice “politics without the romance”. Altså et nøgternt blik på hvad der foregår, når man forsøger at bruge politik til at drive markedsvirksomhed.

Essentielt siger public choice, at markedet indeholder fejl (fx monopoler, offentlige goder, eksternaliteter), men politik indeholder også fejl, og fra sag til sag kan man vurdere, hvilken af de to institutioner der giver de bedste resultater. Det er naturligvis lidt forskelligt fra den måde østrigerne anser økonomi på, men ikke desto mindre er der masser af overlap mellem de to skoler og set fra min synsvinkel, er det disse overlap der pryder Martin Ågerups bog.

Udviklingen i regelbyrden

Bogen tager et meget interessant emne op, nemlig størrelsen af regelbyrden, som danskerne påtvinges af staten. Ifølge produktivitetskommissionen bliver der årligt udstedt 20 gange så mange regler i dag, som i 1960’erne. Denne stigning i regelbyrden mener Martin Ågerup har nogle effekter, som han beskriver som ulinære. Den første smule regulering fører til meget lidt gene, men som reguleringen tager til, nås til sidst et punkt, hvor blot en lille smule mere fører til dramatiske gener for dem det går ud over. Den store stigning i regelbyrden indbefatter dog også ændringer af eksisterende regler, og er altså ikke nødvendigvis et udtryk for nye regler der lægges oveni de gamle.

Det virker umiddelbart meget logisk, at det må være sådan regulering opbygges. Først regulerer man nogle småting, der er nemme at skrive regulering til, som griber lidt ind i produktionen for at afbøde de værste brølere (set med politikere og bureaukraternes øjne). Senere, som mulighederne for at bestemme over menneskets valgmuligheder udtømmes, skal reguleringen nødvendigvis målrettes de meger essentielle eller trivielle elementer i virksomhederne, og som reguleringen øges, ligeledes øges kravene.

Ikke desto mindre er det et problem for virksomhederne, at reglerne de skal følge, ændrer sig hele tiden. Det betyder, at medarbejderne skal reserveres til at følge regeludviklingen, og flere resurser skal bruges på at følge regeludvikling, som nødvendigvis tages fra at følge markedsudviklingen. I stedet for at bruge al tilgængelig arbejdskraft på at tilfredsstille forbrugerne, bruges et stigende antal arbejdstimer på at tilfredsstille bureaukratiets nær ved uendelige appetit på papir.

Det betyder samtidigt også, at virksomheder kan opnå store besparelser ved at lobby, for at sikre, at deres egen virksomhed bliver mindre ramt af de nye regler. En større rent-seeking proces startes, hvor det for virksomheden er meget gunstigt, at dirigere resurser til at følge politikere og lobby for at sikre regeludviklingen skader deres konkurrenter og ikke i så høj grad dem selv. Det er endda en forventlig udvikling, da selv virksomheder, der ikke i udgangspunktet ønsker at bruge krudt på politisk arbejde, kan se at der i billedlig forstand er fordel i at sidde med ved bordet, frem for at være på menu’en. De virksomheder som særligt har råd til denne udgift er de store virksomheder, hvor det ikke betyder så meget om en eller to medarbejdere bruger deres tid fuldkomment på at tale virksomhedens sag. Derudover har de store virksomheder også flest stemmer i sig, det er medarbejdernes stemmer som politikerne er interesserede i at please.

Små virksomheder, og forbrugerne, bliver derfor plyndret af særinteressernes politiske ageren. Da staten til al tid blander sig i markedsøkonomien, regulerer, beskatter og bestemmer, så er det ganske enkelt nødvendigt for virksomhedens succes, at forsøge at sikre sig så stærkt et bånd til voldsmonopolet, som det kan betale sig. For store virksomheder er der særligt store beløb på spil, og det kan derfor særligt betale sig for de store, at lobby politikerne, for at undgå den værste udplyndring og regulering.

Fagforeninger som særinteresse

En af de rigtig store særinteresser i Danmark er fagforeningerne. Martin Ågerup belyser også med hvilke metoder, fagforeningerne sikrer sig særlige privilegier på bekostning af skatteyderne, særligt i den offentlige sektor, hvor større lønkrav ikke medfører arbejdsløshed i samme omfang som i den private sektor. Det er rigtig dejlig læsning, at se Martin Ågerup kaste om sig med eksempler på, hvormed de offentlige fagforeninger sikrer sig sit eget rov, fx ved at presse politikerne, til at vedtage gunstige lønstigninger, som kan plukkes fra skatteyderne.

De private fagforeninger ser Martin Ågerup også som forvridende men trods alt med et vist feedback, da deres medlemmer risikerer at miste arbejdet, hvis lønkravene bliver højere, end deres produktivitet kan bære. Altså er fagforeningerne på det private område ikke begunstiget på samme måde, som de offentlige fagforeninger. De private fagforeninger må stadig ligge under for de økonomiske love, der siger, at den højeste løn en medarbejder kan modtage, er hans marginale produktivitet. Altså, virksomheden kan ikke i længden betale en medarbejder flere penge, end medarbejderens bidrager til indkomsten. Ellers ville det være et netto tab at medarbejderen var ansat (her er en vis detalje gemt, da det reelt er virksomhedens totale indkomst, psykisk såvel som monetært, der afgør sagen. Altså kan man som virksomhed beholde en monetært tabsgivende medarbejder, såfremt den psykiske gevinst af at have medarbejderen ansat overstiger det følte monetære tab for beslutningstageren). Såfremt medlemmerne i fagforeningen hæver overenskomsten, bliver de selv arbejdsløse, og dette feedback giver trods alt fagforeningerne en smule realitetssans i deres krav i overenskomsten.

Fra bogen s. 206:

I en sådan situation vil de overbetalte have svært ved at få arbejde på et privat arbejdsmarked, hvor virksomheder er i konkurrence og dermed ikke kan tillade sig at ansætte folk, der ikke leverer værdi svarende til deres løn. Det kan fagbevægelsen leve med, hvis der er tale om relativt få personer. Men et tab af en stor del af medlemsskaren er et problem, de ikke kan acceptere.

Martin Ågerup glemmer, så vidt jeg husker, at nævne, at disse private fagforeninger stadig overskrider ejendomsretten. Uanset hvem der bliver gjort arbejdsløs af deres politik og trusler om vold, så er det et moralsk problem, at disse personer gøres arbejdsløse, for at begunstige andre personer. Hvorfra har fagforeningerne deres overmenneskelige rettigheder, der tillader dem, at begå overgreb på andre personers krop og ejendom?

Personligt ansvar som styringsmekanisme

Martin Ågerup gentager ofte i bogen, at det vigtigste er at give ansvaret til borgeren i Danmark. For at udvikle velfærdsstaten fra at være topstyret og bureaukratisk, skal den formes efter markedsorienterede principper. Et af virkemidlerne hertil er, at indføre brugerbetaling på velfærdsydelserne på den ene side, og give skattelettelser på den anden. Da borgeren på denne vis selv kan bestemme over lidt flere af pengene, er det også borgerens egne prioriteringer, der i højere grad afgør om en velfærdsydelse bliver efterspurgt. På denne vis indføres en større del af borgerens ønsker i driften af velfærdsydelserne. Hvis ydelsen ikke er ret meget værd for borgeren, vil denne i det nuværende system stadig forbruge ydelsen, men i Martin Ågerups situation med egenbetaling, skal værdien af velfærdsydelsen overstige borgerens værditilskrivning af pengene, denne skal betale, før ydelsen vil blive efterspurgt. Det er et udmærket argument at føre, for det er netop borgerens egne prioriteringer, der burde danne efterspørgslen på velfærdsydelser. I dag tildeles velfærdsydelserne efter bureaukratiske principper, hvor borgeren selv ikke har nogen monetær omkostning ved at efterspørge ydelsen. Borgerens egen prioritering overdrages til myndigheden.

En af de største fordele ved at bruge brugerens egne monetære præferencer til at guide efterspørgslen, er, at brugerens egen viden indgår i efterspørgslen.

Fra bogen s. 353:

Ifølge Hayek sker den bedste udnyttelse af viden og information ved at lade mennesker træffe individuelle beslutninger i en markedsøkonomi, mens central planlægning af samfundets aktiviteter i en offentlig myndighed vanskeligt kan udnytte samfundets samlede viden.

Martin Ågerup fortsætter pointen, s 355:

Jo længere væk vi bevæger os fra vores egne, konkrete erfaringer, jo mindre kompentente er vi. Derfor bør vi tilstræbe en samfundsorden, hvor beslutningerne træffes så decentralt som muligt.

Martin Ågerup skriver også, at den danske velfærdssektor er centralt planlagt, hvor borgernes viden og præferencer ikke bruges. I stedet allokeres resurserne af politikere, fagpersoner, eksperter og embedsmænd.

Iværksætteren som markedets driver

Martin Ågerup beskriver på side 301 og frem, hvordan iværksættere bidrager til radikal innovation. Iværksættere er fx personer der forlader eksisterende store virksomheder efter at være blevet frustrerede over afslag på innovative idéer. Deres nye virksomheder der er i konkurrence med den bestående virksomhed kan gennemføre en ny forretningsmodel, der øger produktiviteten og udgør en skarp konkurrent. Ågerup nævner flere eksempler, fx IBM vs Microsoft og senere Microsoft vs Google. Ågerup giver også en meget stor rolle til iværksætteren, der via sin risikovillighed og “skøre” idé forsøger at stable et alternativt produkt på benene. Nogle gange er produktet en ny forretningsmodel, andre gange en ny produktionsteknik.

Fra bogen s. 304:

Sandheden er, at de virkelig innovative iværksættere – dem, der skaber noget helt nyt – er en særlig slags mennesker. Der er ikke mange af deem, men de er fuldstændigt afgørende for fremdriften og onnovationen i vores samfund.

For at imødekomme det sædvanlige kritikpunkt, der udspringer af den anti-kapitalistiske mentalitet i samfundet, nemlig at de kapitalistiske svin, den successfulde iværksætter, udnytter og udplyndrer samfundet med sine nye idéer, som de dumme forbrugere lokkes til at købe i deres afgrundsdybe uvidenhed, noterer Ågerup på side 305 følgende:

Økonomiprofessor William Nordhaus (f. 1941) fra Yale University har på baggrund af data fra USA i perioden siden 2. verdenskrig estimeret, at iværksættere kun formår at indfange beskedne 2 procent af den samledee velstandsgevinst ved innnovation – resten går til alle os andre i form af lavere priser, større udvalg, bedre kvalitet osv.

Det betyder at en stat, der ikke ødelægger iværksætterens samfundsfunktion ved beskatning og regulering, tillader samfundets borgere at opbygge kapital til iværksætterens projekt, og giver ham incitamenter og frihed til at allokere resurser, til at opbygge nye virksomheder, der er i utrolig høj grad kommer samfundet til gode. Staten står i vejen for samfundets velfærd.

For de som mener at Nobelprisen i økonomi har nogen betydning, kan det noteres, at William Nordhaus netop i år vandt Nobelprisen i økonomi.

Konkurrence i produktionsleddet

Ifølge Martin Ågerup er konkurrence årsagen til at beskedne 2 procent af gevinsten ved innovation tilgår iværksætteren. For at sikre samfundet mod at iværksættere “stikker af” med gevinsterne, er det derfor afgørende vigtigt at konkurrencen mellem virksomhederne bliver så effektiv som muligt.

På side 316 fortæller Martin Ågerup at velfærdssektoren (den offentlige sektor) er iværksætterfri zone. Ikke nok med at velfærdssektoren er undtaget fra konkurrence, så er den også opbygget til at modstå og nedbryde iværksættere. I de store private virksomheder såsom Barnes and Nobel (amerikansk boghandelskæde med fysiske butikker) er der ifølge Ågerup også modstand mod at innovere forretningsmodellen, hvilket Amazon fik fordel af. I tilfældet af Barnes and Nobel vs Amazon er det let at se, at da markedet er frit, kan nye konkurrenter entrere markedet og opbygge en virksomhed, der kan udkonkurrere de bestående spillere.

Amazon kunne tiltrække kunder fordi de var mere attraktive at handle os, Amazon gav mere værdi for pengene. I den offentlige sektor kan der ikke opstå en konkurrent der kan gøre indhug i indtægten til det bestående system, for selvom Barnes and Nobel var imod online boghandel, så havde de trods alt hverken politiet og fængselsvæsenet til at sørge for at de fortsat fik deres indtægt, og måtte derfor måbende se til, mens Amazon overtog deres kunder. Den offentlige velfærdssektor har med skattevæsenet i ryggen en unik mulighed for, at fortsætte uden konkurrenter, ganske enkelt fordi deres indtægt ikke berøres af hvis nogle utilfredse medarbejdere stikker af, og forsøger at skaffe kapital til at opbygge et alternativ. Kunderne, de flåede skatteydere, har heller ikke noget valg. De skal betale til det eksisterende system under trusler om fængsling.

Det er denne mekanisme, fraværet af konkurrencemulighed, Martin Ågerup vil linde lidt på, ved at indføre en moderat brugerbetaling og give skattelettelser. Det vil gøre det muligt at konkurrere lidt i velfærdssektoren, og det vil være muligt som kunde at flytte sine penge til det produkt, der bedst tjener kundens private interesse.

Metoden til at sikre konkurrence i den offentlige sektor er bl.a. brugerbetaling, men det er også at udsætte de offentlige virksomheder for de samme regler, som den private virksomhed underlægges. Konkurrencestyrelsen skal dermed analysere om visse offentlige virksomheder bedriver monopoldrift, og viser det sig at være tilfældet, skal den offentlige virksomhed splittes op i forskellige forretningsenheder, ligesom de private virksomheder bliver det.

Opsummering

I bogen gør Martin Ågerup en masse godt for, at underbygge og argumentere for hvorfor frihed, ansvar og ejendomsret er afgørende for velstand, iværksætteri, kvalitetsforbedring, innovation og flere forbrugsmuligheder. Martin Ågerup angriber den centralplanlagte offentlige sektor, og giver undervejs mange meget interessante eksempler på fraværet af innovation i den offentlige sektor, samt eksempler på det evindelige resursemisbrug.

Martin Ågerup sammenligner den danske offentlige sektor med Sovjetunionen, han nævner Murray Rothbard i sin litteraturliste, han skriver flere kapitler hvor han intensivt bruger Hayeks frihedstanker og han gentager ind i mellem, at det er meget svært at vurdere værdien af offentlige ydelser. Dette er fantastisk læsning. Det er en rigtig god bog, som jeg vil anbefale læseren at købe (eller låne på biblioteket, men helst købe).

Jeg har bevidst fravalgt at bringe Martin Ågerups løsningsforslag, det må læserne af hans bog have til gode selv at opleve. Jeg vil dog nævne, at en af hovedingredienserne i løsningsforslaget er at sænke skatterne med 167mia kroner. Det er et rigtig fint reformforslag, der langt overgår de sædvanlige småtterier, der diskuteres i forbindelse med den årlige finanslov.

Som afsluttende bemærkning skal det nævnes, at jeg ikke modtager nogen returkommission fra Martin Ågerup for dette indlæg. Som jeg sagde i starten af indlægget, så er dette den positive del af Martin Ågerups bog, hvorfor opsummeringen også bliver positiv.

Kritisk analyse

Som led i min strategi om at følge bedstemoderreglen for kritik, har jeg i første del fortalt den positive historie om alle de gode aspekter ved Martin Ågerups bog, og jeg vil her i anden omgang give en kritisk anmeldelse af Martin Ågerups bog. Alle punkter er ikke dækket, naturligvis, Martin Ågerups bog er et stort værk, som indeholder mange elementer. Der er mange ting, jeg er enige med ham i, og der er også mange ting, jeg er uenig med ham i. Det vil derfor være meget omfangsrigt at kritisere det hele. Jeg tager kun fat i de store linjer, og forsøger at belyse, hvor Martin Ågerups analyse kunne forbedres set fra en østrigsk synsvinkel.

Martin Ågerup benytter som sagt Public Choice tilgangen til økonomi, og der er en vis forskel mellem Public Choice og østrigerskolen.

Kritikken her vil tage udgangspunkt i Martin Ågerups egne forslag og forholde sig til præmissen, at det ønskelige er et kompromis. Det ville ellers være let som liberal anarkist at kritisere et forslag, der ikke nedlægger den offentlige sektor totalt. I stedet vil jeg forsøge at kritisere de elementer, som jeg mener, er i modstrid med den østrigske skoles økonomiske teorier.

Der er fem punkter jeg vil tage op:

Manglende fokus på investering
Økonomiske beregninger er nødvendige
Mises kontra Hayeks syn på velfærdsstaten
Teorien om opbygningen af velfærdsstaten
Konkurrencebegrebet

Denne del vil fokusere på punkterne 1, 2 og 3, mens sidste del vil fokusere på punkt 4 og 5.

Manglende fokus på investering

Martin Ågerup fokuserer i sin bog meget på innovation, men glemmer investeringsmekanismen. Tidligt i bogen, s. 91-92, skriver Martin Ågerup følgende:

Vi ved i dag, at hovedkilden til øget velstand ikke er denne mobilisering. Hovedkilden til velstand er ny viden omsat til “teknologisk fremskridt” i ordets bredeste forstand. Det kan både dække over udvikling af nye teknologier såsom stadigt hurtigere mikroprocessorer, nye materialer, smartere software osv., og nye måder at organisere sig eller drive virksomhed på. Jeg vil i denne bog betegne dette med udtrykket innovation.

Økonomen Robert Solow fik i 1987 Nobelprisen i økonomi for sit arbejde med at udvikle og forbedre vores forståelse af kilderne til økonomisk vækst. Solow fandt blandt andet, at innovation stod for langt hovedparten – over 80 procent – af den langsigtede velstandsfremgang. Man kan altså ikke i det lange løb opnå pæne vækstrater ved blot at anvende stadigt mere kapital og arbejdskraft. Langsigtet vækst er ikke noget, man mobiliserer sig til. Det er noget, man innoverer sig til.

Dette citat er udgangspunkt for min kritik af Martin Ågerups manglende fokus på investering. Det er i dette citat, jeg først stødte på essensen af min uenighed med bogens tekst og argument. Så snart det er slået fast, at innovation er vejen til velstand, så overser man let den elementære lære i, hvordan investeringer former produktionsapparatet, og Martin Ågerup fokuserer i resten af bogen på sekundære, eller symptomatiske, elementer i velfærdsstaten, som er kritisable. Uden først at slå fast, at enhver innovation, der ønskes gennemført, kræver en forudgående investering af kapital og arbejdskraft, til at føre de luftige planer ud i livet, kan kritikken ikke nå nældens rod. En nærmere analyse af hvorledes velfærdsstaten investerer kontra markedsøkonomien, ville være meget gavnlig, men da Martin Ågerup ikke går denne vej, vil jeg kritisere ham for netop ikke at tage dette essentielle punkt op. Kritikken af velfærdsstaten, som den fremføres i Martin Ågerups bog, er ikke brugbar, for den kan afvises ved at postulere, at nye ledelsesmetoder kan tages i brug, for at fremme innovation, og den offentlige sektor kan herefter fortsætte sin drift.

Altså, mit argument er her, hvis man ikke går helt til det rå fundament i sin analyse af den offentlige sektor, så ser man aldrig det reelle problem. I stedet ser man symptomer af det grundlæggende problem. Det er netop den fundamental analyse, der kan forklare problemerne, samt give en historie af velfærdsstaten og den nuværende elendige situation. Hvis man vil forstå essensen af velfærdsstatens problem, skal man se på, hvordan et produktionsapparat opbygges og vedligeholdes i markedet: Økonomisk investering af kapital og arbejdskraft er essentielt for forståelsen. Uden en dyberegående analyse af investeringsteknikken kan vi ikke forstå, hvordan den offentlige sektor er bygget op til forskel fra den private sektor. I stedet fanges vi i at analysere på overfladiske symptomer til vore dages ende.

Martin Ågerup standser i sin analyse af den offentlige sektor ved dens manglende innovation, fordi en professor, der har vundet Nobelprisen i økonomi, siger at 80pct af velstandsfremgangen kommer af innovation. I denne konklusion er enhver analyse af problemets kerne allerede antaget at være manglende innovation. I bogen ses helt bort fra byggestenene, som burde være nøgleelementet i analysen, og antager blot, at byggestenene er solide, fordi betydningen af kapitaltilførsel og arbejdskrafttilførsel er relativt lille for velstandsfremgangen ifølge professor Solow. Men professor Solow har formentlig ikke analyseret velstandsfremgangen i offentlige sektorer (fordi det er umuligt at måle velstandsfremgang i offentlige sektorer) – i stedet har han brugt hele økonomien som analyseområde. Hele økonomien består af både en offentlig og en privat sektor. Det er derfor ikke anvendeligt at tage en konklusion fra studier af hele økonomien, og bruge denne på den offentlige sektor, som drives efter principper, der er grundlæggende anderledes, end de som den private sektor fungerer ved. Martin Ågerup har derfor brugt et resultat for en hel økonomi, og vil pådutte dette resultat på den offentlige sektor specifikt. Denne fejlantagelse er kernen i meget af bogens svage side.

Som Markus Penn siger i Steven Seagal-filmen “Under Siege 2: Dark territory”: Assumption is the mother of all fuckups. (ca. 47 sekunder inde i klippet falder de meget relevante ord).

I kontrast til Martin Ågerups håndtering af investeringsproblemet, beskriver Mises, hvor vigtigt det er at forstå investering under sin kritik af “velfærdsskolen”:

Ludwig von Mises, Human Action s. 844:

It is true that some of the champions of the welfare school feel trouble by a dim notion of the problems involved. They realize that capital must be maintained intact if the future productivity of labor is not to be impaired. However, these authors too fail to comprehend that even the mere maintenance of capital depends on the skillful handling of the problems of investment, that it is always the fruit of successful speculation, and that endeavors to maintain capital intact presuppose economic calculation and thereby the operation of the market economy.

Ovenpå denne lille tirade er det muligvis nødvendigt at falde lidt ned på jorden igen. Det er som sagt kernen i min kritik af bogen, men det er ikke kernen i Martin Ågerups bog, der er bygget på en fejlantagelse. Jeg er blot nødt til at sætte investering i fokus, for at forklare, hvorfor jeg mener, at Martin Ågerups bog er kritisabel. Årsagen til, at jeg bruger så meget plads og tid på dette element, er, både at jeg vil vise, at Martin Ågerups fortælling om opbygningen af velfærdsstaten er forfejlet, men også at den offentlige sektor er økonomisk kaotisk fra ende til anden.

I Martin Ågerups vision af problemerne i den offentlige sektor drejer det sig delvist om faldende marginal nytte (s.101), delvist om manglende iværksætteri (s. 316), delvist om dårlig konkurrence (s. 198), delvist om dårlig revisionspraksis (s.364) og delvist om, at kunderne ikke frivilligt betaler for ydelserne (s. 363). Disse elementer er overfladisk set værd at kritisere den offentlige sektor for, og Martin Ågerup gør et godt stykke arbejde med at udstille disse symptomer. Men vi bør ikke glemme, at de blot er symptomer på det grundlæggende problem.

Økonomiske beregninger

For at kunne tilrettelægge en investering, skal man bagefter kunne opveje omkostninger og indtægter, på en sådan måde, at det kommer samfundet til gavn, det man foretager sig. For at kunne opstille denne kalkule, skal man altså have dannet et system, hvor man kan finde en fællesnævner, der tillader at man adderer og subtraherer korrekt. Ludwig von Mises har brugt meget tid på at underbygge sit synspunkt, der siger, at det er penge, der er den fælles enhed, der gør det muligt på samfundsniveau at beregne, om investeringer gør gavn, eller om de giver tab.

Ludwig von Mises, Human Action s. 230:

Monetary calculation is the guiding star of action under the social system of division of labor. It is the compass of the man embarking upon production. He calculates in order to distinguish the remunerative lines of production from the unprofitable ones, those of which the sovereign consumers are likely to approve from those of which they are likely to disapprove. Every single step of entrepreneurial activities is subject to scrutiny by monetary calculation. The premeditation of planned action becomes commercial precalculation of expected costs and expected proceeds. The retrospective establishment of the outcome of past action becomes accounting of profit and loss.

The system of economic calculation in monetary terms is conditioned by certain social institutions. It can operate only in an institutional setting of the division of labor and private ownership of the means of production in which goods and services of all orders are bought and sold against a generally used medium of exchange, i.e., money.

Økonomiske beregninger er, jævnfør von Mises, den unikke egenskab som markedet besidder, der gør iværksætteren i stand til at se på bagkant, om en investering er god (profitabel) eller dårlig (tabsgivende), set fra samfundets samlede synspunkt. Økonomiske beregninger indtager den centrale rolle i det misesianske tankegods, ganske enkelt fordi det er det feedback, som giver iværksætteren mulighed for at evaluere objektive omkostninger i penge med objektive indtægter i penge (ordet objektiv bruges her, for at understrege, at iværksætteren ikke kan se andet end kroner og ører på sin konto). Men markedspriser er mere end blot et spejl af objektive fænomener – markedspriser indeholder også de subjektive præferencer fra forbrugerne. Netop denne indsigt er kilden til forståelse af, at markedet er det eneste mulige system, hvormed man i fuldskala og i en avanceret økonomi, kan tage hensyn til forbrugernes subjektive præferencer for kvantitet og kvalitet, ganske enkelt fordi det bygger på forbrugernes præferencer via markedspriserne på de goder, de køber.

Genialiteten består ganske enkelt i, at i markedsprisen indeholdes forbrugerens subjektive præferencer. Hver vare der kan sælges til en given pris, viser altså at varen, for de som købte den, blev opfattet af dem som værende mere værdifuld end den sum penge, som de opgav for at købe varen. Varen i sig selv var i konkurrence med alle andre goder, der kunne købes for penge, og på det tidspunkt mente forbrugeren derfor, at varen var den vigtigste for personen. Forbrugeren indikerer med sit køb, at varen er værdifuld nok til prisen. Hvis der ikke er tilstrækkeligt med forbrugere, som finder varen værdifuld nok til prisen, så modtager iværksætteren ikke en sum penge, der gør ham i stand til at fortsætte produktionen af varen. Iværksætteren må indse, at han har begået en fejl, produktet indbringer ikke en sum penge tilstrækkelig til at dække hans udlæg. Produktionen omarrangeres eller standses, for at undgå den totale fallit. På denne vis kan iværksætteren også beregne om størrelsen på investeringen var i overensstemmelse med forbrugernes præferencer. Det giver iværksætteren en let måde at identificere, hvorvidt hans produktion er for stor, for lille, eller tilpas.

Med den mekanisme kan iværksætteren i markedsøkonomien dermed også identificere områder, hvor han vurderer at en yderligere investering er profitabel. Udover at indikere hvad er profitabelt og hvad er tabsgivende, ved iværksætteren også præcist hvor hans største fortjeneste kommer fra. Iværksætteren, der hellere vil investere i en udvidelse af produktionen, der er mere profitabel end andre, vil dermed følge forbrugerens ønsker, og udvide produktionen hvor han vurderer at den nye investering vil være mest profitabel. Tager han fejl i sin vurdering, har han det velkendte feedback, den økonomiske beregning i penge, til at guide ham til at se, om han tog fejl, eller havde ret. På den måde har iværksætteren et konkret værktøj, der fortæller ham præcist, hvorhenne forbrugerne indikerer, at de mest mangler yderligere investering, for at tilgodese deres behov. Denne mekanisme til at sikre, at opsparet kapital går til de mest profitable investeringsobjekter, er kritisk for opretholdelsen og væksten i en succesfuld markedsøkonomi. Kapitalinvestering er hjertet i produktionsudvidelser, det er absolut afgørende, at disse investeringer foretages de steder, hvor de gør mest gavn. En investering der ikke giver et afkast, er et tab – både for iværksætteren og for samfundet som helhed.

For at forstå forskellen mellem velfærdsstatens produktion og markedsbaseret produktion, vil jeg gerne rette læserens opmærksomhed mod en bog, som Ludwig von Mises skrev i 1944, under titlen “Bureaucracy”. Jeg vil anbefale at læse bogen, gratis her, for at få et alternativt syn på, hvad der er problemet med den danske velfærdssektor.

Ludwig von Mises opdeler metoder til at drive produktion i to: Profitdrevet ledelse og bureaukratisk ledelse. Først omtaler han profitdrevet ledelse.

Ludwig von Mises, Bureaucracy, s 27. Liberty Fund

There is no need for the general manager to bother about the minor details of each section’s management. The managers of the various sections can have a free hand in the administration of their sections “internal affairs”. The only directive that the general manager gives to the men whom he entrusts with the management of the various sections, departments, and branches is: Make as much profit as possible. And an examination of the accounts shows him how successful or unsuccessful they were in executing the directive.

Det er med andre ord, som også Martin Ågerup selv skriver, muligt at decentralisere sin virksomhed, såfremt den opererer under profitmotivet, og gøre hver delelement ansvarlig for driften og profitabiliteten af sig selv, uden at gribe til detailregulering.

Martin Ågerup, Velfærd i det 21. århundrede, s. 364:

Private virksomheder søger hele tiden ny viden om, hvordan de kan minimere deres omkostninger. Derfor sikrer de sig blandt andet, at deres regnskabs- og rapporteringssystemer frembringer information, der gør det muligt at sammenligne på tværs af organisatoriske enheder. Mange globale virksomheder har en ret decentral organisation, når det handler om håndtering af den daglige drift, fordi lokale forhold i forskellige lande nødvendiggør dette. Men på ét område stiller hovedkontoret oftest meget strikse krav om at overholde nøje og detaljerede krav, nemlig når det handler om økonomi-rapportering. Her sikrer man sig, at hver organisatorisk enhed frembringer nøgletal, der gør det muligt at sammenligne på tværs, så man let kan se, hvem der klarer sig godt, hvem dårligt og hvorfor.

Så vidt så godt. Begge er enige i, at profitdrevet ledelse giver muligheder for decentral beslutningstagen. Nu kommer så, hvad Mises mener, er karakteristisk for bureaukratisk ledelse:

Ludwig von Mises, Bureaucracy, s 37. Liberty Fund

Bureaucratic management is management bound to comply with detailed rules and regulations fixed by the authority of a superior body. The task of the bureaucrat is to perform what these rules and regulations order him to do. His discretion is to act according to this own best conviction is seriously restricted by them.

Men hvorfor behøver det at være sådan? Kan man ikke blot redefinere rollen som bureaukraten indtager? Hvorfor giver vi ikke bare friere hænder til de offentligt ansatte? Skal det absolut være sådan, at de skal følge så strikse regler og anvisninger? Hvad risikerer vi, hvis vi løsner deres bånd, og lader dem tage ansvaret for egen handling i egne hænder?

Ludwig von Mises, Bureaucracy, s 52. Liberty Fund

The only alternative to profit-seeking business is bureaucratic management. It would be utterly impracticable to delegate to any individual or group of individuals the power to draw freely on public funds. It is necessary to curb the power of the managers of nationalized or municipalized systems by bureaucratic makeshifts if they are not to be made irresponsible spenders of public money and if their management is not to disorganize the whole budget.

Den offentlige “iværksætter” bliver reduceret til en uansvarlig forbruger af offentlige midler, hvis det ikke dirigeres tydeligt, hvad og hvordan han må bruge pengene. Detailreguleringen er dermed ikke total og uforanderlig, men det er et grundvilkår for en offentligt ansat, at brugen af midler skal være i overensstemmelse med budgettet og reglementet – ikke forbrugerne. Bureaukraten må derfor ikke være iværksætter og prøve nye metoder af. Disse valg er dikteret oppefra af højerestående personer, der har ansvar for budgettet. Der kan være tale om nogen frihed, men det kommer ikke til samme niveau, som en privat virksomhed.

Men et er planlægningen af bureaukratens produktion, altså en fremadskuende menneskelig aktivitet. Noget andet er, hvordan projektet efterfølgende vurderes at have bragt samfundet i en positiv eller negativ retning, altså en tilbageskuende menneskelig aktivitet. For profitdrevet ledelse på markedet, kan man let finde ud af om projektet var positivt eller negativt. Har investeringen givet et positivt afkast, eller har det været tabsgivende? Igen – her er det nødvendigt at understrege, at markedspriserne, altså beregningsgrundlaget i sig selv, indeholder subjektive forbrugerpræferencer såsom kvalitetsvurderinger, produktionsmetode, kundeservice og meget andet. Der er altså ikke tale om, at profitmaksimerende virksomheder på en eller anden måde udnytter samfundet, eller på anden vis tilsidesætter forbrugernes subjektive velbefindende, som det så ofte argumenteres i medier og debatter. Profitdrevne virksomheder hjælper forbrugeren og samfundet til at allokere de knappe resurser på en sådan måde, at man ved tilbageskuen kan identificere de projekter, der var positive for samfundet, og hvilke der var negative for samfundet. Vha. korrekt bogføring og dygtigt revisorarbejde kan man identificere disse på meget detaljeret niveau selv i større virksomheder.

Men dette feedback er ikke til rådighed for bureaukraten, der tilrettelægger den offentlige produktion, fordi der ikke betales frivilligt for ydelserne (brud på ejendomsretten, og et brud med de økonomiske beregninger). Uden nogen rettesnor kan bureaukraten ikke på bagkant vide, om det var bedst for samfundet, at der blev produceret flere knæoperationer, eller om det var mere fordelagtigt at producere øjenoperationer i stedet. Bureaukraten kan heller ikke vide, om det er bedre med større kapitalinvestering kontra arbejdskraft. Bureaukraten ved heller ikke, om det er bedre med flere ansatte i serviceafdelingen, eller om det er i maskinrummet der skal mandes op. Eller ned.

Forbrugerne prioriterer ikke selv og viser dermed ikke deres subjektive præferencer. Bureaukraten er et almindeligt menneske, og besidder ikke overmenneskelige egenskaber. Han ved ikke, hvordan han kan planlægge udbuddet af offentlige services, medmindre han gør brug af nogle arbitrært fastsatte mål. Bureaukraten skal dermed tilsidesætte forbrugerens egne præferencer, og erstatte disse mange personers lyster og prioriteringer, med nogle han drømmer op i sin egen verden.

Bureaukratens chef, politikeren, er også ilde stedt (i forsøget på at tjene samfundets interesser, forstås, politikerens private interesser tjener han formentlig til sine evners yderste). Politikeren der stemmer om fastlæggelse af budgettet famler også i blinde. Han ved ikke, om allokeringen af mere investering eller mindre investering er påkrævet. Politikerens økonomiske feedback er så godt som ikke-eksisterende (hvor tit har du stemt på om sundhedsvæsenet skulle bruge 155mia eller 150mia dkk årligt? Og ville dette være i overensstemmelse med ejendomsretten?). I fællesskab famler bureaukraten og politikerne i et økonomisk blinde. De må dog beslutte et eller andet, nu hvor de har lovet, at sundhedsvæsenet skal finansieres over skatten. Deres beslutninger kan være baseret på spørgeskemaundersøgelser eller på personlige interviews med tusindvis og atter tusindvis af borgere. Det nytter ikke noget. Menneskets subjektive værdipræferencer kan kun observeres gennem det enkelte menneskes individuelle valg. Der er ingen genvej hertil. Alt andet end menneskets frie valg under opretholdelse af ejendomsretten er uvidenskabeligt gætteri i bedste fald og despotisk undertrykkelse i værste fald.

Essensen i forskellen mellem Sovjetunionen og den offentlige velfærdsproduktion er dermed denne: I Sovjetunionen kunne man ikke engang beregne omkostningerne i udgangspunktet for produktionen, fordi der uden priser på alle kapitalgoderne, ikke kunne fastlægges nogen økonomiske omkostninger. Når projekter blev startet, anede man ikke engang, hvad de reelt kostede. Disse omkostninger måtte man famle i blinde for at estimere. I den danske velfærdssektor kender man godt omkostningerne, når projekterne sættes i søen (altså på det basale niveau kan man se priserne i markedet, og lægge dem sammen til at udgøre en samlet omkostning. I det offentlige er det dog almindeligt med store budgetoverskridelser, og det er en forventelig feature af det planlagte tvangsfinansierede system, men det har dog ikke noget med denne pointe at gøre). Men på bagkant aner man intet om, hvorvidt det var en fordel for samfundet, eller et nederlag for samfundet, set med forbrugernes øjne.

Dette kritiske punkt er meget meget vigtigt at forstå. Uden et værktøj der på bagkant kan identificere om resurserne blev anvendt økonomisk, hvordan skal den offentlige bureaukrat vælge at investere? Hvilke sektorer er vigtigst at investere i? Hvilken produktionsproces er mest effektiv? Hvilke kompetencer skal bruges hvor? Hvor mange læger skal ansættes? Hvor mange sygeplejersker skal ansættes? Hvor mange senge per sygeplejeske eller læge? Hvor er det største samfundsmæssige afkast? Det ved ingen, når markedet er forment adgang til at producere ydelserne. Uden markedspriser på alle inputs til delprocesser i produktionen, samt markedspriser på outputs, kan man ikke afgøre, om hele processen er produktiv eller destruktiv. Der er ingen rettesnor, når forbrugerne ikke kan se prisen, og frivilligt betaler den. Derfor opstår der økonomisk kaos både i tilbuddet af services, men dette kaos fortsætter også når bureaukraten, jævnfør markedsøkonomiens evne til at skabe større produktion og velstand, modtager et større budget eller bevilling fra centraladministratorerne, der skal anvendes til at udvide serviceydelserne. Hvor skal bureaukraten udvide? Hvilke økonomiske goder skal indsættes i produktionen, og hvor? Skal man købe en MR scanner, en CT scanner, eller en røntgenmaskine? Skal man ansætte en sygeplejeske, en kontorassistent, en ambulanceredder, eller en læge?

Det offentlige råd (den ødsle brug af kapitalen), som pågår år efter år, bliver mere og mere udtalt i de subjektive opfattelser af forbrugerne af ydelserne. Det kan vi høre dagligt i nyhederne og blandt kollegerne. De færreste forstår dog hvorfor det står så elendigt til. Nogle tilskriver det korruption. Andre tilskriver det dovenskab blandt de offentligt ansatte. Nogle tilskriver det tab i administrationen. Nogle tilskriver det dårlig ledelse. Tilsyneladende tilskriver ingen, eller meget få, at det er systemet i sig selv, der er sygt og destruktivt. Selv den bedste ledelse, de mest energiske medarbejdere, den mest effektive administration og det mindst korrupte embedsapparat, kan ikke overkomme det uoverkommelige problem: Ingen af de offentligt ansatte kan vurdere, hvad der er mest værdifuldt, og ingen kan dermed tilrettelægge produktionen eller investere i ny produktion på en økonomisk facon. Hele det offentlige system er gennemsyret af dette økonomiske kaos, og der er ingen kraft på jorden, der kan redde systemet fra sin egen skæbne. Der skal hældes enorme resurser i meget lille merproduktion, og jo større den offentlige sektor bliver, jo mindre bliver den sektor, der kan stable kapital på benene, til at dække det sorte investeringshul. Det kan ikke fortsætte uden at blive ringere og ringere som årene går. Uden feedback kæmper selv guderne forgæves.

Martin Ågerups manglende fokus på hvordan investeringer fører til produktionsforandringer, og at markedet besidder en unik mulighed til at vise, præcis hvor investeringerne giver afkast, fører Martin Ågerup til en forfejlet historie om opbygningen af velfærdsstaten. Dette emne tager jeg op i del 3 af min boganmeldelse.

Mises kontra Hayek

Martin Ågerup bruger også meget plads og tid til at tale om Hayekiansk tænkning, altså at benytte markedet, til at udnytte information på en decentral facon, således man kan identificere de vigtige parametre, der gør at en producent producerer sin ydelse (undervisningsydelse, sundhedsydelse) på en god måde. Martin Ågerup ser tilsyneladende markedet som en informationsudnytter, en decentral organisme der kan finde de bedste producenter, således de dårligste kan lære af de bedste. Denne information vil Martin Ågerup lade de offentlige produktionsplanlæggere udnytte.

Min kritik af Martin Ågerups analyseværktøj er i forbindelse med von Mises’ socialismekritik. Denne er en gengivelse af de grundlæggende forskelle på Hayek og Mises verdensbillede. For Hayek var det under visse omstændigheder muligt at anse velfærdsstaten i samspil med politisk frihed. Mises derimod anså velfærdsstaten for at være en dødsdømt social institution, i modstrid med det liberale tankegods. I denne forstand er Hayek den bløde variant af østrigerskolen, og han lader en kattelem være åben for socialisterne, der vil bruge staten til at drive virksomhed.

Et citat fra Ludwig von Mises kan sætte situationen i relief:

Economic Freedom and Interventionism, Liberty Fund, s. 174-175:

Unfortunately, the third part of Professor Hayek’s book is rather disappointing. Here the author tries to distinguish between socialism and the Welfare State. Socialism, he alleges, is on the decline; the Welfare State is supplanting it. And he thinks the Welfare State is, under certain conditions, compatible with liberty. In fact, the Welfare State is merely a method for transforming the market economy step-by-step into socialism.

Kontra til dette synspunkt står von Mises fast. Der er ingen mellemvej mellem den frie kapitalismes fundamentale fordele med sit feedback og den blinde socialismes ragnarok. Mellemstationen, velfærdsstaten, er ifølge Mises en ustabil situation. Statsmagten vil blive skuffet over sine interventioner i økonomien, og i sit forsøg på at styre denne, vil staten regulere mere og mere, og til sidst ende i socialismen.

Martin Ågerup og Hayek ligner hinanden på dette punkt. Martin Ågerup kritiserer ikke velfærdsstaten for at være en kaotisk system, der ikke engang kan identificere tabsgivende produktionsprocesser. Martin Ågerup tror, at med reformer af velfærdsstaten, så kan skuden vendes, og vi kan få mere for pengene. I Martin Ågerups løsningsmodel ligger et håb begravet. Hvis vi korrigerer for politikfejlene med indsigt fra Public Choice, så får vi det bedste system. Ifølge Public Choice, som er den moderate af de to økonomiske skoler, så findes der både markedsfejl og politikfejl. Det betyder, at staten og markedet ikke ses som kaotisk kontra beregnende ala Mises, men i stedet opstilles målsætninger for at evaluere, om det er fordelagtigt for samfundet at vælge den politiske løsning, frem for markedet. Det fører Martin Ågerup til sine konklusioner, at det er værd at gå efter reformer af velfærdsstaten, fordi analyseværktøjet han bruger, fortæller ham at markedet også kan tage fejl. For at undgå den største af de to typer af fejl, vælger den kloge Public Choice økonom mellem systemerne, og kan på alle andre menneskers vegne postulere, at hans valg er til deres bedste. Man tegner blot et diagram med udbud og efterspørgsel på en tavle, sætter nogle streger ekstra som fx kunne være marginal indkomst for virksomheden og marginal omkostning for virksomheden, kontra forbrugernes marginaler, og når frem til, at produktionen som den private virksomhed leverer, er for lille eller stor.

Ligesom Hayek, der var den bløde østriger, griber Martin Ågerup chancen for at give socialisterne et nik for, at de kan fortsætte deres aktiviteter i staten. Så længe man kan argumentere for sin interventionistiske sag, fx ved at tegne nogle overbevisende diagrammer, så kan vi stole på, at Martin Ågerup ikke vil kritisere forslaget. Martin Ågerup, ligesom Hayek, forsøger at indtage en mellem position, således han kan få sit kompromis gennemført. Socialisterne i de politiske partier kan derfor bruge Martin Ågerup. De kan fortsætte plyndringen af skatteyderne og subsidiere sine venner, blot man gør det på en snedig måde, med overbevisende diagrammer, der alle, indenfor østrigsk økonomisk teori i alt fald, begår den ultimative synd: At sammenligne menneskers subjektive værdiopfattelser i et diagram som argument for at indføre ufrivillige foranstaltninger, der forgriber sig på ejendomsretten, menneskets naturlige frihed.

Mine forslag til ændring af Ågerups mission

I bogen udformer Martin Ågerup en strategi for at opnå sit mål. I min kritik er det tydeligt, at nogle af Martin Ågerups mål ser jeg som overflødige, og andre som uopnåelige. Mine to kritikpunkter af Martin Ågerup kan kortes ned til følgende ene punkt:

Privatisering af den offentlige sektor, frem for selvejerskab. I stedet for at indføre brugerbetaling i offentlige institutioner, sådan som Martin Ågerup foreslår, vil jeg foreslå at disse enten sælges til højstbydende kapitalist i små bidder, for at kunne give hurtige skattelettelser, eller også skal institutionerne privatiseres via aktieuddeling i forhold til historisk skattebetaling. Således kan danskerne på praktisk vis komme til at eje en del af institutionerne, i forhold til hvor mange penge de har betalt i skat gennem årene. Når aktierne er delt ud, kan de, naturligvis, købes og sælges frit.

I stedet for at fastholde, at den offentlige velfærdssektor skal producere noget som helst, skal den privatiseres, således velfærdssektoren kan gøre brug af økonomiske beregninger, for at give forbrugerne magten tilbage, og for at lade skatteyderne beholde det, som retmæssigt er deres. I kompromissets kunst kan det formentlig ikke lade sig gøre at gå hele vejen, så for at imødekomme Martin Ågerups præmis, kan man, i stedet for at indføre en procentuel brugerbetaling alle steder, privatisere den samme procentdel af den offentlige sektor, målt på udgiftsniveau. Dvs. i stedet for at indføre brugerbetaling all-round, kan man privatisere eksempelvis folkeskolen eller hospitalerne og lade det offentlige kaos fortsætte uhindret andre steder. For at give borgerne mulighed for at betale for de nu privatiserede goder, gives fradrag for hver krone, der bruges på de private udbydere. Dette er ikke optimalt, for det skævvrider markedet, og skaber overinvestering i disse sektorer, pga. skattefradraget, men det vil være en lektie i hvordan servicen kan forbedres, når en hel sektor bliver privatiseret. Det burde let kunne tjene som et eksempel på, hvordan den private sektor kan producere bedre goder til lavere priser, og hvor meget det betyder, når man selv kan råde over flere af sine egne penge.

Det største problem, som er fælles for både mit og Martin Ågerups forslag, er, at socialisterne i alle partierne vil finde måder, hvorpå de kan fastholde deres socialistiske politiske styring, for senere at erklære “liberalisering” for at være en fiasko. Ganske som de plejer.

Martin Ågerup og velfærdsstatens historiske udvikling [9 minutter]

Del 2 af min boganmeldelse, særligt afsnittet om fraværet af økonomiske beregninger i den offentlige sektor, bliver mit udgangspunkt for endnu en længere tirade over bogen.

I sidste indlæg kastede jeg en kommentar om, at socialisterne kunne bruge Martin Ågerup, fordi han er tilhænger af nyttesammenligninger på tværs af personer. Det er dog ikke udtømmende for de punkter, hvor Martin Ågerup går socialisternes ærinde. I sin historie om velfærdsstatens opbygning, bliver det dog mere tydeligt, at socialisterne og Martin Ågerup har mere til fælles, end man skulle tro. Følgende citat kan sætte mit synspunkt i relief.

Fra bogen s. 84:

Det var staten, der trådte til for at øge mængden af human kapital og adgangen til sundhedsydelser. Af to årsager kunne den opnå dette forholdsvis uproblematisk og forholdsvis hurtigt. For det første havde Danmark i udgangspunktet et relativt lavt skattetryk. Helt frem til slutningen af 1950’erne var det danske skattetryk under 25 procent, hvilket var lavere end skattetrykket i USA på samme tidspunkt.

Man bemærker tydeligt, at Martin Ågerup mener, at det private havde svigtet. Det står ikke direkte, men mellem linjerne fornemmer man, at produktionen af velfærdsydelser i privat regi er for lille. Martin Ågerup fortsætter s. 85-86:

Derfor var det relativt uproblematisk (især sammenlignet med i dag) at skaffe ressourcerne til udbygningen både politisk og økonomisk. […]

For det andet skulle staten primært foretage en “skalering”, øge omfanget af nogle allerede kendte ydelser. Flere skulle i gymnasiet, flere på universitetet, flere på erhvervsskole osv. Der var tale om kendte og velafprøvede produktionsformer, som ikke skulle udvikles ret meget. […]

Netop i sådan en situation kan et planøkonomisk system fungere – i hvert fald nogenlunde. Hvis det er let at fastslå, hvad der bør produceres, hvilke input (for eksempel medarbejdere med en bestemt uddannelse og kapital såsom bygninger og maskiner) der skal bruges til produktionen, og hvordan selve produktionen bør finde sted, kan central planlægning fungere. Primært fordi kun en begrænset grad af planlægning er nødvendig, hvorfor der kun stilles begrænsede krav til planlæggerne. Central planlægning kan sågar i helt bestemte situationer være en fordel, fordi den centrale planlægger resolut kan dirigere store mængder ressourcer i en bestemt retning. Det klassiske eksempel er krig. Under 2. verdenskrig indførte krigsdeltagerne på begge sider et kraftigt element af planøkonomi for at sikre en hurtig omstilling fra fredsøkonomi til krigsøkonomi. Der skulle produceres krigsfly, tanks, våben og ammunition, ikke køleskabe og vaskemaskiner.

Hvis man i foregående citat ikke har tabt både næse og mund, så vil jeg tro, at de sidder umanerligt godt fast. Martin Ågerup foregiver at være liberalist, og han er endda også økonom. Ovenstående citat viser, at den subjektive værdilære er smidt overbords, kritikken af socialismens umulighed, bedst fremsat af Ludwig von Mises i sin artikel i 1920, er blevet erstattet med en form for Stockholm syndrom. I dette citat kaster Martin Ågerup sig i armene på socialisterne, og fornægter økonomisk teori, helt og holdent. Der er ingen antydning af, at der findes en optimal balance mellem økonomiske goder, hvis det drejer sig om velfærdsydelser eller krig. Staten og de ansatte bureaukrater kan optimere samfundet, ved at udbygge en sektor i økonomien, ved at dirigere store mængder ressourcer i en bestemt retning. Det er ligefrem en fordel, skriver Ågerup. En fordel i forhold til hvad? En fordel for hvem?

Ludwig von Mises beskrev sine egne oplevelser, da han personligt deltog i 1. verdenskrig på Østrig-Ungarns side. I hans bog, “Nation, State and Economy”, beskriver han, at selv produktionen af krigsmateriel klares bedst af markedet.

Ludwig von Mises, Nation, State and Economy, s. 140-141:

It will be the task of economic history to describe in detail the stupidities of the economic policy of the Central Powers during the war. At one time, for example, the word was given to reduce the livestock by increased slaughtering because of a shortage of fodder; then prohibitions of slaughtering were issued and measures taken to promote the raising of livestock. Similar planlessness reigned in all sectors. Measures and countermeasures crossed each other until the whole structure of economic activity was in ruins. […]

The army administrations of Germany and Austro-Hungary knew very well why they did not give in to the pressure for state ownership of the war-supplying enterprises. They put aside their outspoken preference for state enterprises, which would have better suited their world view, oriented toward power policy and state omnipotence, because they knew quite well that the great industrial tasks to be accomplished in this area could be accomplished only by entrepreneurs operating on their own resposibility and with their own resources. Was socialism knew very well why it had not been entrusted with the armaments enterprises right in the first years of the war.

Eksemplet Martin Ågerup giver er 2. verdenskrig, en krig der blev startet af staterne selv. Det er meget klart, at statens tilgængelige magt kan starte krige og efterfølgende dirigere ressourcer til denne statspolitik. Det er et særligt eksempel Martin Ågerup tager frem. I min opfattelse er det et af de mest afskyelige eksempler, man kunne vælge. Martin Ågerup forholder sig også helt overfladisk til krigen, og taler om produktion af krigsmateriel, altså om kolde ting. Denne distance kan være nødvendig at opretholde, når man vil diskutere et forfærdeligt emne som en krig. Som citatet af Mises ovenfor antyder, så er der også problemer med central planlægning af krigsproduktion. Det er ganske enkelt mere effektivt, at lade iværksætterne selv tilrettelægge og udføre de planer, der er profitable i forbindelse med produktion og distribution af krigsmateriel. Overlades produktionen af krigsmateriel til staten selv, bliver kvaliteten derefter.

På hjemmefronten var det også problematisk, at staten dirigerede ressourcerne til krigsførelsen. Selv kolde ting har værdi for mennesket. Rationeringen og inflationen under krigen påvirkede kolde ting, men medførte også tab af menneskeliv. Som man kan se i mine artikler om vaccinationens historie, døde der under krigen flere børn af mæslinger, end der var normalen for perioden. Dette skete bl.a. fordi økonomien var dirigeret til krigsproduktion af staten. Hvordan kan man opveje disse økonomiske goders fordeling mellem forsyning af forbrugsgoder til krigsindsatsen kontra forsyning af forbrugsgoder til civilbefolkningen?

Martin Ågerup er ingen dum mand. Han skriver jo også, at man kun kan central planlægge, hvis man ved hvad der bør produceres. Med et lille finurligt trick kan han bagefter, alt efter publikum, sige at man ikke kan vide, hvad der bør produceres, og derfor er central planlægning umuligt, eller sige at man kan gætte hist og pist, og så kan man central planlægge økonomien. Fantastisk. På denne måde kan Martin Ågerup være Mr. Teflon, han kan afvise alt skidtet, jeg kan forsøge at klæbe fast på ham.

Martin Ågerup går på de følgende sider meget op i at beskrive Sovjetunionen som en økonomisk vækstsucces i udgangspunktet. Fra 1928 og frem havde de høje vækstrater. Det kom dog ikke borgerne til gode, fordi produktionsmidlerne blev dirigeret til atomprogrammer, våbenindustri og den slags statspjatteri. Blå jeans til forbrugerne til lave priser, det kunne Sovjetunionen ikke magte. Denne analyse fører Martin Ågerup til at skrive følgende:

Fra bogen, s 87:

Kun et marked med prismekanismer og konkurrerende producenter kan frembringe et væld af forbrugsgoder med de rette egenskaber til den rigtige pris på det rigtige tidspunkt og det rigtige sted. Det er en ekstremt kompliceret proces.

Martin Ågerup er dermed tydeligvis ude på at underbygge historien om, at velfærdsgoder er særlige goder, som staten kan tage sig af. Forbrugsgoder derimod kræver koordination og distributionen igennem markedsøkonomien, og det kan staten ikke finde ud af. Det er ikke lykkes mig at finde ud af, hvorfor velfærdsydelserne har disse tilsyneladende magiske egenskaber, at de er så simple at producere, at selv staten kan finde ud af det (det er heller ikke lykkes mig at finde ud af, hvorfor markedet ikke er bedre til at producere dem end staten). Jeg tror ganske enkelt, det drejer sig om at klemme en teori sammen, der kan forklare det, som vi oplever i Danmark på velfærdsområdet, hvor staten er nær ved eneproducent, uden at sige det rent ud, at årsagen til problemet er staten selv.

Han ser lige så tydeligt som jeg, at det offentlige altid skriger efter flere penge, og altid producerer ufatteligt lidt for de resurser, de får tildelt af staten. Hvad kunne forklare problemet? Martin Ågerup skriver i sin bog, at det er fordi, der er faldende marginalnytte af de offentlige velfærdsydelser, og fordi det offentlige ikke kan innovere, og ikke er underlagt konkurrence. På overfladen giver det mening, jo flere penge vi hælder i, jo mindre ekstra får vi per krone. Der er næsten ingen konkurrenter til det offentlige system, og vi kan ved egne observationer konstatere, at der er mange af værktøjerne, der er gamle, og bærer tegn af at være slidte.

Efter historien om Sovjetunionens problemer med de blå jeans, og deres flotte vækstrater i starten, begynder Martin Ågerup at berette sin teori om, hvordan velfærdsstaten startede, ligesom han ser det ske i Sovjetunionen, med flotte resultater, og som tiden går, bliver systemet mere og mere ineffektivt, for til sidst at kollapse.

Fra bogen, s 96:

Ved etableringen af velfærdsstaten omkring punktet A blev der brugt relativt få resurser på kerneydelser som uddannelse og sundhed, og udbygningen af velfærdsstaten har derfor indtil et vist punkt B ført til store forbedringer, som også har gavnet samfundsøkonomien.

Martin Ågerups analyse af opstarten og væksten i den offentlige sektor, siden dens spæde begyndelse, er som en analyse af en privat virksomhed, der producerer et helt nyt produkt, tidligere ukendt på markedet. I starten har virksomheden markedet helt for sig selv, og de skal derfor alene stå for at øge produktionen af varen, for at tilfredsstille kunderne. I tilfældet af private virksomheder på et frit marked er hans fortælling brugbar. Ved opstart af en ny iværksættervirksomhed er det givet, at nye kapitalinvesteringer, der foretages ud fra økonomiske beregninger i den frie markedsøkonomi, vil kunne give store velfærdsgevinster for samfundet, som produktionen øges fra sin spæde start. Det er helt efter bogen. Når en iværksætter identificerer et tidligere utilfredsstillet behov hos forbrugerne, er han i udgangspunktet i den naturlige situation, at forbrugernes velfærd øges markant med den første sending varer, og som produktionen af varen øges igennem mobiliseringen af kapital og arbejdskraft, falder samfundets totale velfærdsfremgang pga. faldende marginalnytte for den enkelte forbruger, samt tilstedeværelsen af mætningsfænomer på markedet, hvor flere og flere af de interesserede forbrugere får tilfredsstillet deres behov af produktet. Til sidst er alle forbrugere, der er interesserede i varen, i stand til at købe varen, og yderligere mobilisering af kapital er ikke tilstrækkeligt til at øge produktionen profitabelt. Effektiviseringer og teknologiske fremskridt bliver nødvendige for at øge produktionsvolumen uden at øge omkostningerne tilsvarende. Foruden effektivisering må den private virksomheds produktion holdes tilbage, fordi en øget produktion kun kan sælges til lavere priser, priser der til sidst ikke dækker producentens omkostninger. Omkostningerne per enhed af produktet må derfor reduceres, hvis salget skal øges profitabelt.

Martin Ågerup fortsætter, s 96:

Men væksten kom som følge af mobilisering [tilførsel af kapital og arbejdskraft], ikke som følge af innovation. TFP [totalfaktorproduktivitet] var uændret, produktionsfunktionen flyttede sig ikke opad. Det var til at leve med på strækningen fra A til B. Men gradvist er velfærdssektoren stødt ind i problemet med faldende marginalnytte af yderligere ressourceanvendelse. Flere milliarder til uddannelses- og sundhedssektoren giver derfor efterhånden et meget ringe afkast – i visse tilfælde måske slet intet afkast eller endog et negativt afkast.

Martin Ågerup begår en lille bitte fejl i sin historie her, for det er hverken muligt at sige med sikkerhed, at produktionsfunktionen flyttede sig op eller ned i det offentlige velfærdscirkus, for ingen kan vide, hvad det de producerer, er værd. Vi kan heller ikke vide, hvad deres samfundsomkostning er, for velfærdstabet igennem beskatning er ligeledes umulig at fastslå størrelsen af. Vi kan sige, at de har taget så og så mange milliarder af skatteydernes penge, og brugt dem på at lave dit og dat, men vi kan ikke sige, at omkostningerne til produktionen af offentlige velfærdsydelser har en bestemt størrelse, og vi begår en fejl hvis vi tror, at vi kan måle dem i penge. Omkostninger er subjektive, også skatteomkostninger.

Betragt følgende eksempel. I dag er topskatten på 15%, og pålægges alle der har en indkomst over ca. 500.000kr. Den indbringer rundt regnet 16 mia. kroner. Disse 16 mia. kroner kan bruges til at betale læger og producenter af medicinaludstyr for at producere øjenoperationer. Lad os sige, at vi nu vil opkræve pengene til driften af øjenoperationerne på en anden måde. Lad os hæve topskatten til 50%, så den samlede marginalskat bliver godt 90%. Hvis det skulle ske, at der stadig ville blive opkrævet 16 mia. kroner i skatteindtægter, kan vi da stadig sige, at samfundsomkostningen af øjenoperationerne, er den samme? Og vil det samme antal læger være nok til at producere det efterspurgte antal operationer, nu deres skatteprocent er steget (man må formode at læger også er mennesker, der også kan finde ud af at afveje deres nytte af indkomst mod deres nytte af fritid)? Og hvis nu vi hævede skatten til 100%, og der ikke kom en krone i kassen, ville samfundsomkostningen ved skatten da være nul?

Det er muligt ved lykketræf at det offentlige har flyttet produktionsfunktionen opad. Det kan man blot ikke vise, men teoretisk kan det ikke afvises, at der har været perioder med højere produktionsfunktion end i andre perioder. Det er blot en akademisk diskussion. Begrebet produktionsfunktion bør dog kun anvendes som en løs term om produktionen af et enkelt gode i den private sektor, hvor man kan se, hvor mange penge virksomheden bruger, på at producere sine ydelser, og hvor mange penge den modtager ved salg af disse. Begrebet kan ikke bruges til at beskrive produktionen fra en hel sektor, der producerer adskillige heterogene goder, og det er meningsløst at diskutere det i forbindelse med den offentlige sektor.

Martin Ågerup fortsætter, s. 96:

Spørgsmålet er selvfølgelig, om den danske velfærdsstat befinder sig tæt ved punktet A, B eller punktet C i figur 14. Hvis vi fortsat er tættere på punkt A end punkt B, kunne det eventuelt give god mening at tilføre flere ressourcer, hvis gevinsten derved opvejer omkostningerne ved at opkræve ressourcerne i skat, inklusive forvridningseffekter. Er vi derimod ved punkt B, er det usandsynligt, at brug af ekstra ressourcer til velfærdssektoren kan konkurrere med den nytte, disse ressourcer kunne skabe andetsteds, især når man medregner forvridningstabet fra skatteopkrævningen. Er vi i nærheden af punkt C, gælder sidstnævnte i endnu højere grad, med den ekstra – og ekstremt vigtige dimension – at et ønske om forbedring overhovedet ikke er opnåeligt længere ved at tilføre ressourcer. Der skal andre metoder til, nemlig innovation, som kan øge ressourceanvendelsens produktivitet.

Så hvor befinder vi os? Tæt ved punkt A, punkt B eller punkt C? Det er et helt afgørende spørgsmål.

Men Martin Ågerup er sprunget til en konklusion, der i mine øjne er uholdbar. Martin Ågerup antager mange ting, men særligt er der tre der er værd at understrege;

at staten producerer på samme vilkår som det private
at det private velfærdssystem var underdimensioneret i udgangspunktet
at hele den offentlige velfærdsproduktion kan anses som et enkelt gode

1 Staten producerer på samme vilkår som det private [7 minutter]

Det er værd at sige, at Martin Ågerups overfladiske behandling af velfærdsstatens produktion af velfærdsydelser ikke tjener til hans ære. I hans fortælling benyttede staten blot flere ressourcer på at producere flere ydelser. Det lyder meget harmløst, det er beskrivelsen af, at den offentlige velfærdssektor i Danmark kom til verden som en jomfrufødsel. Der er med andre ord ikke sket noget beskidt i processen, der har ført til leveringen af den fantastiske nye socialdemokratiske baby.

Fra bogen, s. 283-284:

Stort set alle velfærdsstatens centrale institutioner eksisterede før velfærdsstaten, skabt af civilsamfundet eller af markedet.

Velfærdsstaten har ikke opfundet velfærdsinstitutionerne, men overtaget dem og herefter skaleret aktiviteterne op takket være en mobilisering af ressourcer via skatteindtægter og ved at lægge beslag på væksten i arbejdsstyrken fra demografi og fra kvindernes øgede erhvervsfrekvens.

Innovation har med andre ord aldrig været en væsentlig del af ligningen. Velfærdsstaten har hverken opfundet folkeskoler, universiteter, erhvervsskoler, arbejdsløshedsforsikring, sygehuse, eller gerninger som læge, sygeplejerske eller jordemoder. Den har spillet en rolle i deres tilblivelse og udvikling, men den har ikke været alene om det. Civilsamfundet og markedet har i et samspil med staten bidraget til udviklingen.

Martin Ågerups ved dermed godt, at der eksisterede et privat system, der sørgede for at producere velfærdsydelser i Danmark, før staten gjorde det. Martin Ågerups kritik er dog ikke, at da staten begyndte at opbygge sine velfærdsinstitutioner, gjorde den det ved at udkonkurrere den private velfærdssektor. Staten er eneproducent af lovene. Med dette værktøj i hånden, styret af socialdemokraternes ideologi, blev bl.a. skattelovene lavet om, så der var rigelig med finansiering til at kvase den private sektor. Den udvikling har taget tid, lovmassagen kommer ikke natten over, og det vil historien også vise. I det følgende indlæg springer jeg dog lidt hen over tidsfaktoren i overtagelsen, og beskriver i stedet, hvordan midlerne til overtagelsen er blevet anvendt.

I ovenstående citat fra Martin Ågerup er det tydeligt, at han har et blødt punkt for staten. Han skriver, at den private velfærdsproduktion er blevet skabt som et samspil mellem stat og marked. Det private har ikke på egen hånd udviklet systemet, staten har været medspiller i udviklingen, mener Martin Ågerup. Hans kritik af den statslige velfærdsproduktion er, at de har skabt et system, der ikke er gearet til hans egen opfattelse af, hvad der udgør innovation og konkurrence. Han teoretiserer, at det i udgangspunktet var muligt at øge produktionen af velfærdsydelserne med positiv samfundsnytte, men overser at diskutere, om processen hvormed produktionen blev forøget, var retfærdig. I det følgende vil jeg forsøge at give en mere realistisk beskrivelse af, hvordan socialisterne overtog den private velfærdsproduktion og skabte deres nirvana, socialiseret sundhed.

Det fremgår meget tydeligt i Henrik Gade Jensens bog “Menneskekærlighedens værk” med undertitlen “Det danske civilsamfund før velfærdsstaten” (som Martin Ågerup også selv citerer fra), at alle de offentlige velfærdsydelser og -goder der i dag produceres, oprindeligt begyndte som private goder, der blev tilbudt på markedet af private iværksættere. Bogen fremstiller meget tydeligt, at den private drift af alt fra hospitaler til skoler og universiteter var meget effektiv. I visse kapitler af bogen sammenlignes priserne for kommunale hospitaler og private hospitaler, og viser, at de kommunale hospitaler blev favoriseret af politikerne, og at problemet med de private hospitaler var, at de tydeliggjorde hvor dyre, de offentlige hospitaler var (s. 91, pris for offentlige hospitaler 30-50kr per dag per seng, på et privat hospital kostede en seng på fællesstue 8,5kr og 26kr for den dyreste enestue). I det private var der dog ikke problemer med velfærden, for selv hvis man ikke kunne betale for sengepladsen, eksisterede en filantropisk fond, der betalte for sengepladsen. Meget af skræmmebilledet, som de socialdemokratiske ideologer vifter dig med om næsen, når du nævner for dem, at det private sagtens kan drive sygehusene, er dermed ikke meget andet end fiktion. Der findes endda historiske beviser for, at det næstekærlige menneske (naturligvis) sørgede for, at der var en sum penge, der kunne dække udgifterne til de, som var ude af stand til at betale selv.

Det er også værd at nævne, at der var hård politisk modstand mod private hospitaler. Det finder man ingen eksempler på i Martin Ågerups fremstilling. Her er staten blot en medspiller. Men det var ikke sådan det forholdt sig i samtlige tilfælde, tag eksempelvis i min fødeby, Esbjerg:

Henrik Gade Jensen, Menneskekærlighedens værk, s. 83-84:

At Esbjerg fik et St. Joseph-hospital, skyldtes byens praktiserende læge, dr. Th. Brinch, der i 1903 som læge og byrådsmedlem tog initiativ til at få 120 af Esbjergs bedrestillede borgere til hver at give en syvendedel af deres skattebeløb til at få oprettet et hospital. Det resulterede i over 10.000kr., hvilket var nok til at få St. Joseph-søstrene til byen og påbegynde en hospitalsvirksomhed. Det blev åbnet i 1904 med 64 sengepladser og var dobbelt så stort som det planlagte kommunale sygehus og også større end byens eneste epidemisygehus fra 1894, som kun rådede over 24 senge. Byens læger kunne indlægge patienter på hospitalet og selv behandle dem efter en overenskomst med byrådet.

Der opstod en del offentlig strid i Esbjerg som følge af dr. Brinchs initiativ. Den socialdemokratiske borgmester ville kun have et offentligt sygehus og agiterede mod St. Joseph-søstrene. Samtidigt indgik byens socialdemokrater en uhellig alliance med Indre Mission, der så en fare i katolikkernes indtog i byen. Der var også en god del misundelse fra flertallet i byrådet, fordi byen allerede havde købt en dyr grund til et kommunalt sygehus, som ikke viste sig brugbar. Så da Brinch i byrådet foreslog, at St. Joseph-søstrene fik en grund stillet gratis til rådighed mod at stille et antal sengeplads frit til rådighed for byen, blev det stemt ned.

[…]

Men det lykkedes Brinch på kun to år at få samlet penge ind, købt en grund, taget kontakt til St. Joseph-søstrene i København, som han ikke kendte på forhånd, og så få rejst en mægtig, privat hospitalsbygning. Stridighederne om hospitalet var dog ikke endt. De socialistiske blade i byen skrev hårrejsende historier om den dårlige behandling på hospitalet, hvor søstrene både sultede og pryglede patienterne.

Overtagelsen af de private hospitaler blev derfor ikke gennemført for at tilføje flere ressourcer, det blev i stedet gennemført som et led af en politisk ideologi, der havde til formål at indføre socialismen med demokratiske midler. Det drejede sig absolut ikke om at producere flere sundhedsydelser, for så ville man i stedet have ladet de private hospitaler være i fred – de var billigere og større. Nej, det var en torn i øjet på de socialdemokratiske borgmestre, at kronjuvelen af deres politiske agenda var ussel og dyr. Kunne man blot slippe af med de irriterende private hospitaler, der udstillede socialismens uundgåelige konsekvenser, så var det langt nemmere at fremvise de goder, som det trods alt lykkes de kommunale hospitaler at producere. Uden privat konkurrence kunne kommunehospitalerne bruges som politisk løftestang til at købe stemmer. I de fleste situationer blev de private hospitaler blot udkonkurreret af de offentlige, og som kommuner og amter trak deres støtte til de private hospitaler (sygekasserne startede privat, og betalte både for offentlige og private hospitaler, men med statens overtagelse af sygekasserne, ændredes tilskudsreglerne, og udsultede de private hospitaler), bukkede de under for manglende indtjening i markedet.

Vi kan tage et eksempel mere, hvor det er tydeligt, at staten ikke er nogen medspiller, men i stedet en arg konkurrent.

Henrik Gade Jensen, Menneskekærlighedens værk, s. 85-86:

Sankt Maria-hospitalets succes blev så stor en torn i øjet på domprovsten ved Roskilde Domkirke Peter Bondo, at han tog initiativ til at få opført et menighedssygehus for at imødegå katolikkernes sygepleje. Det blev bygget i samarbejde med kommunen og taget i brug i 1908-09 og kom senere til at indgå i amtssygehuset. I 1961 ophørte det offentlige tilskud til det private, katolske hospital, og det fortsatte som plejehjem, til det ophørte endeligt i 1991. De sidste fem søstre gik på pension og flyttede til København.

På deres højdepunkt omkring 1920 dækkede St. Joseph-hospitalerne ti procent af sengepladserne på sygehusene i Danmark. (Malchau 2003, 150) Derefter tog det offentlige sygehusbyggeri fart og reducerede de private katolske hospitalers markedsandel, selvom de nogenlunde opretholdt et niveau på ca. 1.000 sengepladser frem til år 1940, hvorefter det langsomt faldt. […]

St. Joseph-hospitalerne spillede også en væsentlig rolle som konkurrent til og dermed igangsætter af det offentlige sygehusvæsen, som i flere byer ikke ville være kommet så hurtigt i gang uden udfordringen fra de katolske søstre.

Min pointe er derfor, at det er givtigt at se forandringen mellem den private produktion og overgangen til den offentlige produktion. Vi kan prøve at se det fra synspunktet af flere forskellige aktører. Først kan vi betragte forbrugeren af de private sundhedstilbud, der pludseligt får en seddel ind ad døren, hvor der står, at vedkommende bliver sat i fængsel, hvis han ikke omgående betaler en del, hvis størrelse staten fastlægger han skal betale, af det offentlige hospitals driftsomkostninger (nationalisering af sygekasserne). Hvis man skal betale både for det offentlige “tilbud” samt det private, hvis han vælger det private, men han kun skal betale for det offentlige “tilbud”, hvis man vælger det offentlige – hvorfor så ikke fravælge det private, og spare de penge? De private fik ikke længere tilskud, og ville man indlægges her, skulle man betale særskilt.

Vi kan også se det fra ejeren af det private hospitals synspunkt. Pludseligt starter en konkurrent op i samme område. Konkurrenten er dog ikke som en konkurrent normalt er, en almindelig markedsdeltager, der skal lokke kunderne til, ved at tilbyde dem en bedre ydelse, end den private iværksætter gør. Den nye konkurrent har en særlig organisation, der sørger for finansiering ved at true alle i nærområdet. Både almindelige kunder bliver truet til at betale – en uskik der ikke burde forefindes i et regulært marked – men derudover afpresses også ikke-kunder, samt den private iværksætter selv. Hvordan kan man forvente konkurrence i en situation som denne? Det offentlige hospital afpresser altså både sine kunder, ikke-kunder, men sågar også konkurrenterne til det offentlige hospital. Effekten på den private iværksætter bliver, at han af det offentlige hospital bliver truet til at betale for sin egen forretnings undergang.

Skulle dette ligne en jomfrufødsel? Det er her vi opfanger essensen af socialismen i den danske velfærdsstat: Undertrykkelsen af alle andre produktionsformer og den rå trussel om indespærring, der sikrer betaling til velfærdsstatens udgifter. Det er en afskyelig metode at drive “forretning” på.

Hvordan skulle et privat hospital kunne klare sig, hvis konkurrenten benytter sig af disse afpresningsmidler til at opnå finansiering? Den private iværksætter bliver bogstaveligt talt dårligere i stand til at udbygge produktionen, fordi det offentlige hospital tager midlerne til eventuelle udvidelser fra ham. Det sker både direkte ved beskatning af hans indkomst men også indirekte ved at tvinge kunderne til at betale for de offentlige hospitaler.

Mange af iværksætterne har derfor måttet indse, at deres foretagende var politisk uønsket. For at redde hvad reddes kan, har mange formentlig solgt til det offentlige, mens de stadig havde en vis kapital til at drive forretningen. Ventede man for længe, som fx tilfældet af Sankt Maria hospitalet, bliver man nødt til at skifte fokus til et andet område, hvor staten ikke vil kvase dig. Det er dog meget tydeligt, når man læser historien, at de private blev kvast af staten, da den brugte sin magt til at ændre lovene og til at opkræve enorme summer i skatter.

Staten er ikke en medspiller i markedsøkonomien. Den er en parasitisk diktator.

2 Det private velfærdssystem var underdimensioneret i udgangspunktet [6 minutter]

Det skal på det strengeste afvises, at det private produktionsapparat var underdimensioneret. Dette er en helt afgørende fejl at få basket af bordet. Jævnfør mit tidligere indlæg om markedsberegninger kontra det offentlige produktionskaos, så er det fuldstændigt indlysende, at den private velfærdssektor havde præcis den størrelse, som markedssituationen tilsagde, at den skulle have. Hvis man ønskede en større produktion, kunne man bare betale af egen lomme, enten som investor eller som kunde. Statens hindringer lagt i vejen for den frie udfoldelse af sektoren har naturligvis begrænset dens mulighed for at opnå dens “naturlige” størrelse sammenlignet med et ægte frit marked. Løsningen er ikke at begå flere statsfejl, men at fjerne statsfejlene ved at fjerne statens indblanding i markedet. Størrelsen på og strukturen af alle private producenter i markedet afgøres af forbrugernes køb og afholdelse fra køb. Alle goder konkurrerer mod hinanden. Hvis man vil have flere hospitalssenge, kan man ikke samtidigt have lige så mange operaforestillinger. Enhver forøgelse af størrelsen på velfærdssektoren i det private vil medføre reduceret investeringsafkast og eventuelt tab, hvis den udvides udover den optimale markedsstørrelse. Den private sektor sørger altid for at være i balance med markedet. Træder en virksomhed ud over den størrelse, som markedssituationen dikterer er den optimale, opleves tilbagegang og virksomheden bliver nødt til at restrukturere for at undgå den totalt fallit.

Omvendt er profitsøgende kapitalister også interesseret i at lægge deres investering i produktion, hvor salget af produktet medfører en højere profit end salget af andre goder gør. Dette hviler i menneskets rationelle evne til at søge at anvende sine ressourcer bedst muligt. Investeringen til produktion af et specifikt gode foretages på bekostning af investering i en anden produktionsproces. På denne vis afvejes investeringsstørrelsen og -typen mellem samtlige af de goder, der produceres i markedet, og sørger derfor for at udbygge produktionen på den vis, der bedst tjener forbrugernes præferencer. Et gode kan derfor ikke opsuge større investering og føre til større produktion, medmindre det er profitabelt. Der sker naturligvis fejl i markedet hele tiden, men igennem profit- og tabsberegningerne kan iværksætterne igangsætte nye og omarrangere eksisterende investeringer for at søge at minimere disse fejl. Det er på denne måde, at markedet sørger for, at alle sektorer har præcis den størrelse og struktur, der medfører, at de tilgængelige knappe ressourcer bliver anvendt til de mest værdifulde mål.

Derfor kan der ikke være tale om, at den private velfærdssektor var for lille (at produktionen befandt sig på punkt A). Martin Ågerups argument er baseret på hvordan en privat virksomhed starter fra bunden, hvor produktet slet ikke findes i forvejen. Men dette er ikke tilfældet for velfærdssektorens goder. Disse fandtes i forvejen, og blev udbudt og solgt af private aktører, der skulle føje kundernes ønsker og finde deres behov. Det kan slet ikke accepteres som nogen plausibel historie, at det oprindeligt var muligt ved den offentlige overtagelse af iværksætternes livsværk at gøre samfundet bedre tilpas, ved at tilføre kapital og arbejdskraft. I det private system var den tildelte kapital balanceret mod forbrugernes andre ønsker. Der var præcis den mængde kapital til rådighed, som forbrugerne kunne allokere til velfærdssektoren, og arbejdsstyrken blev betalt af denne sum. Da det offentlige overtog produktionen, blev kapitalen blot beslaglagt med politiets hjælp og arbejdskraften blev købt med hælervarerne. Dette faktum er tilstrækkeligt til at vise, at det er forkert at betragte opbygningen af velfærdsstaten som velfærdsmaksimerende. Velfærdsstaten er blot en transformation, udført på baggrund af socialdemokraternes ideologi med socialismen som det højeste mål, fra et frivilligt finansieret økonomisk beregnende system til et tvangsfinansieret kaotisk system. Intet andet. Årsagen til at resurserne blev øget så kraftigt er ganske enkelt, at det er meget nemmere at få penge fra en mand, ved at stikke en pistol i næbbet på ham, og sige at han skal betale, end det er at spørge om ikke han vil give dig pengene. Hvis betaleren bliver spurgt pænt, vil han overveje sine alternative muligheder med pengene, og kun afstå et beløb, der er i overensstemmelse med hans egne prioriteringer. Med pistolen mod næbbet betaler han hvad du vil have, indtil han ikke har flere penge.

Staten har blot konfiskeret så mange penge hos borgerne, som det har været muligt at slippe afsted med. Da skattesatserne startede lavt, skulle de naturligvis øges for at konfiskere så mange penge som muligt, og det var nødvendigt at udbygge dit og dat, som påskud for at øge udplyndringen af skatteyderne. Hvis skatterne var blevet øget, og alle pengene var gået til statsministerens private ferier, ville man ikke have kunnet øge skatterne i nær samme grad, som hvis man påstår, at man bruger pengene på skatteyderens velfærd (lighed, sikkerhed, sundhed og alt det andet bavl). Dermed var det nødvendigt, for at indføre Karl Marx’ 10 trins model fra det kommunistiske manifest, at opfinde alle mulige velfærdspåskud for at få vælgernes gunst til projektet. Velfærdsstaten er opbygget af Karl Marx’ ideologi og arbejderbevægelsens snævre interesser, ikke af økonomiske hensyn. Det glemmer Martin Ågerup i sin fortælling om velfærdsstatens faser.

Som tiden går, bliver det mere og mere åbenlyst, at det offentlige producerer ineffektivt. Nedbruddet af de økonomiske beregninger medfører økonomiske fejl helt fra udgangspunktet, men de erkendes først som fejl, når de bliver tilstrækkeligt store til at vælgerne får øje på dem. Det tager tid at akkumulere fejlene. Derfor tror jeg, at Martin Ågerup er kommet til sin konklusion, ved at studere historien. Men under historiestudiet har han måttet tilsidesætte sin økonomiske grundlære. Hans observation af øget ineffektivitet over tid har han fejldiagnosticeret. Han ser det som en fejl, der afhænger af inputstørrelser. For at kunne forklare, at den offentlige sektor hele tiden skriger på flere midler, springer Martin Ågerup til den konklusion, at sektoren som helhed lider under faldende marginal nytte, der ikke håndteres via innovation og skift fra en mindre effektiv produktionsfunktion til en mere effektiv produktionsfunktion. Det er sandt, at der er brugt en stigende sum penge på offentlige services over tid, men det er også korrekt, at der under opbygningen af den offentlige sektor har hersket et planøkonomisk kaos (dette burde være en pleonasme, der findes intet socialt system, der er både centralt planlagt af staten og økonomisk ordnet).

Min fortælling i 2. del af boganmeldelsen forklarer det samme fænomen som Martin Ågerup forklarer. Min fortælling er forskellig, fordi den tager udgangspunkt i tidsfaktoren, samt at den skelner mellem det frivillige private beregnende velfærdssystem og det tvungne offentligt kaotiske velfærdssystem. I stedet for at se problemet som et udslag af marginal nytte er det langt mere givtigt at se det som et uundgåeligt udslag af den umulige socialisme. Som tiden går, bliver systemet mere og mere ude af trit med virkeligheden, fordi det mangler feedback. Alle forbrugerpræferencer, der har ændret sig, har ikke medført produktionsændringer, og alle nye investeringer er ikke underlagt den almindelige økonomiske kalkule, der bl.a. hviler i forbrugernes subjektive præferencer. Alle nye teknologier er på et tidspunkt teknisk modne, så de kan implementeres, men hvilke skal implementeres? Hvilke er profitable og hvilke er tabsgivende? Hvornår vælger man en given teknologi, og hvilken størrelsesorden skal investeringen, der manifesterer sig som en udnyttelse af teknologien, skal man vælge? Som tiden går, er der også tilført flere resurser, som har været muligt pga. de stigende skatteindtægter, bragt til torvs pga. markedsøkonomiens effektivitet. Investeringer i markedet kan tilrettelægges og justeres løbende, for at sikre at de tjener et socialt formål. Markedsøkonomien muliggør en stigende mængde af kapital, fordi kapitalen anvendes på en beregnende facon, der hele tiden justerer produktionen, for at søge at skabe overskud. Den stigende mængde af kapital gør det muligt at producere større og større indkomst til markedet, da opsparing og investering tilrettelægges fornuftigt. Investeringer der ikke yder et afkast, som erkendt via den økonomiske kalkule, restruktureres hvis muligt, og forsøges indsat på ny i forsøget på at opnå et afkast. Afkastet beskattes og skatteprovenuet dirigeres til den offentlige sektor, der ødsler kapitalen væk i sit irrationelle system. Denne mekanisme forklarer også vækstkrisen i Danmark. Jo mere kapital den offentlige sektor ødsler bort, jo mindre kapital er tilgængelig for den opbyggende private sektor. Dette passer også udmærket med historien om Anders Foghs opbygning af det offentlige i opgangstiden i 00’erne, og den meget spinkle reduktion i den offentlige sektor efter finanskrisen. Ville man have gjort noget virksomt for at skabe vækst igen efter krisen, skulle man have skåret hårdere i den offentlige sektor, så kapitalen igen kunne blive anvendt fornuftigt. I stedet fastholdt man alt for længe den opsvulmede offentlige sektors størrelse, og fortærede en større mængde kapital, der kunne være anvendt produktivt af den private sektor.

3 Hele den offentlige velfærdsproduktion kan anses som et enkelt gode [5 minutter]

Martin Ågerup kommer desværre også til at forbryde sig mod den marginale nyttelære.

I den teoretiske udredning af den marginale nytte fastlægges det, at loven om faldende marginalnytte kun gælder, såfremt der er tale om homogene goder. Altså, nærmere specifikt, jævnfør den subjektive værdilære, at goderne som de vurderes af den potentielle køber, anses for at være homogene. Visse forbrugere vil anskue 250g smørbar Lurpak for at være identisk med 250g smørbar Kærgården, mens andre forbrugere ikke vil anskue disse produkter som identiske.

Spørgsmålet i forbindelse med Martin Ågerups analyse er derfor, om en knæoperation er det samme som en øjenoperation, er det samme som en tid på en fødselsstue, er det samme som en blodprøve, er det samme som en konsultation hos en praktiserende læge i Viborg, er det samme som en plads i en børnehave i Odense, er det samme som en plads i en folkeskole i Randers, er det samme som en master uddannelse i Ægyptologi fra Københavns Universitet? Kan man svare nej, disse goder er ikke homogene, og vi betvivler, at nogen ville anse disse goder for at være homogene, så har Martin Ågerup et problem med sin teoretiske kritik af velfærdsstaten med argumentet om “faldende marginal nytte”, som han forsøger påduttet en hel sektor af økonomien.

Der er dog også et kritikpunkt, som jeg havde håbet at Martin Ågerup ville fremføre, da han i bogen skriver følgende på side 100:

Fra bogen, s. 100:

I velfærdssektoren antager man sædvanligvis, at værdien af output er lig med værdien af input – altså at værdien af de velfærdsydelser, den offentlige velfærdssektor producerer, svarer til værdien af de samlede resurser, der er blevet brugt på at frembringe dem. Kom en milliard kroner ekstra ind i eksempelvis folkeskolen, og der kommer automatisk værdi ud i den anden ende for nøjagtig en milliard kroner i form af bedre uddannede elever. Årsagen til denne antagelse er, at der ikke findes nogen reel prisfastsættelse af offentlige ydelser i modsætning til ydelserne på et privat marked, som afslører folks egne vurderinger, når de accepterer at give en bestemt pris for ydelsen. For skattefinansierede ydelser antager man som udgangspunkt, at ‘prisen’ – altså værdien for brugeren – er lig med udgifterne til at producere den.

Her forklarer Martin Ågerup, at det offentlige antages at producere værdi nøjagtig magen til værdien af den sum penge, som bruges på produktionen. Altså, at den værdi der skabes, er den samme, som den pengeværdi der bruges på produktionen af ydelsen. Dette er blot et postulat, der ikke kan underbygges, og fordi det blot er et postulat, kan vi bare benægte, at det er sandt. Men vi kan dog endda godkende postulatet, og føre et logisk argument for, at selvom det var sandt, at man fik præcis samme værdi ved at bruge pengene, som hvis man beholdt dem, hvorfor skulle det være en årsag til at bruge pengene i første omgang?

Ludwig von Mises, Human Action, s. 97:

Action is an attempt to substitute a more satisfactory state of affairs for a less satisfactory one. We call such a willfully induced alteration an exchange. A less desirable condition is bartered for a more desirable. What gratifies less is abandoned in order to attain something that pleases more. That which is abandoned is called the price paid for the attainment of the end sought. The value of the price paid is called costs. Costs are equal to the value attached to the satisfaction which one must forego in order to attain the end aimed at.

Helt basalt set, så er al menneskelig handling (action) funderet i et ønske om at afværge tab af tilfredsstillelse på den ene side, og et ønske om at øge sin tilfredsstillelse, på den anden. Med andre ord så handler vi kun, såfremt vi kan se, at handlingen medfører en situation, der er bedre end den, som vi forventer at stå i uden handling.

Tag dette synspunkt og hold det op mod fortællingen om, at hvis vi bruger pengene på den offentlige sektor, så står vi på nøjagtig samme position, som hvis vi ikke brugte pengene på den offentlige sektor. Værdien af den offentlige produktion er lig med værdien af de penge, vi bruger på produktionen.

Hvis dette er tilfældet, så er det mest rationelle at foretage sig, at advokere for en komplet lukning af den offentlige sektors produktion af velfærdsydelser, da den ikke bringer nogen som helst værditilførsel. Hvis det er sandt, at vi præcis ville stå i nøjagtig samme tilfredshedssituation, uden at bruge pengene på det offentlige, så er der ingen årsag til at tage risikoen, og bruge pengene. Med andre ord, fordi vi ikke kan vise, at mennesket opnår en større tilfredsstillelse, ved at bruge skatteydernes penge på den offentlige velfærdsproduktion, så har vi her et meget stærkt argument for at sige, at det offentliges produktion af velfærdsydelser er et spild at finansiere.

Det er derfor bedre at beholde pengene, og bruge dem på noget, der tilfører værdi. Derfor er det et spild at bruge dem på noget, der ikke giver mere værdi. Brugen af pengene på det offentlige frarøver os muligheden for at bruge pengene på noget, der forøger vores subjektive velbefindende. Dette tab af muligheder viser, at vi spilder pengene. Det må være problemets kerne: Da vi ikke med menneskets egen individuelle handling kan se, at mennesket finder det fordelagtigt at betale for en velfærdsydelse, da kan vi ikke påstå noget som helst om ydelsens værdi. Vi kan sige, at beskatningen medfører et tab af værdi, for den beskattede person, fordi transaktionen er tvungen. Vi kan sige, at forbruget af den offentlige ydelse ikke viser, at tabet af værdi i forbindelse med beskatningen, er blevet genvundet. Kort sagt, vi ved ikke noget om, hvad velfærdsydelsen er værd, men vi ved bestemt, at beskatningen er et tab af værdi for skatteyderen.

Det næste falsum er, at blot fordi argumentet er, at der er faldende marginalnytte på offentlig velfærdsproduktion, så kan man ikke dermed vise, at punktet hvor samfundet taber værdi ved øget produktion af velfærdsydelser, er nået. I ovenstående argumentation benyttede jeg den subjektive værdianskuelse af individet til at vise, at merværdi er altid målet for menneskets handling. Det følger af dette teorem, at penges værdi også ligger under for faldende marginalnytte. Hvis markedet finder metoder og processer hvormed det lykkes at producere flere private goder til samme pris, eller samme antal til lavere pris, så vil forbrugeren have flere penge i hånden, som vil blive allokeret til at forbedre sin situation. Punktet, jævnfør Martin Ågerups argument, hvor det offentlige producerer mindre værdi end det forbruger, vil derfor flytte sig hele tiden, fordi markedet for private goder kontinuerligt skubber til pengenes marginale nytte, da den mere effektive produktion enten efterlader mere tilbage af forbrugerens realindkomst (mere effektiv produktion af eksisterende produkter uden tilførsel af nye produkter eller ændrede forbrugerpræferencer) eller mindre (nye saftige Apple produkter har det med at slide privatkontoen op).

Mellem private goder kan forbrugeren vælge, hvilke han ønsker at købe. Dette allokerer resurserne i markedet. Denne private allokeringsmekanisme er fraværende i valget mellem at forbruge offentlige velfærdsydelser eller private goder. I valget mellem privat og offentlig findes kun skattevæsenet og velfærdsbureaukraterne. Skattevæsenet opkræver flere penge og velfærdsbureaukraten justerer den offentlige produktion, således budgettet bliver brugt.

Men hvad nu hvis det kunne vises, at den offentlige produktion medførte en større værdi, end den sum penge, som var forbrugt under produktionen? Kunne vi da sige, at så var det fordelagtigt, at bruge pengene på det offentlige? Vi antager her nogle urealistiske forudsætninger, men blot for argumentets skyld kunne vi postulere, at man kunne måle skatteyderens subjektive værditab, og holde det op mod forbrugeren af den offentlige velfærdsydelses værdigevinst, og vise, at der netto er vundet en vis værdi. Hvad betyder det?

Det er rent faktisk ikke tilstrækkeligt til at vise, at den offentlige produktion er optimal for samfundet. Det som er nødvendigt for at vise dette er at vise, at der ikke findes andre forbrugsmuligheder, der kunne have øget værdien mere for forbrugeren (1), og at der ikke var andre måder, hvor betalerens værditab havde været mindre (2). Hvis der fandtes mere værdifulde forbrugergoder, end dem det offentlige producerer, og at der findes en måde at minimere omkostningerne til deres produktion, så kan man ikke sige, at det offentlige producerer det optimale for samfundet.

I ovenstående er der to punkter, som er fremført:

Det vigtigste først, frem for noget mindre vigtigt (ergo – vælg det der giver mest værdi)
Den mindste omkostning vælges over en større (ergo – vælg den billigste måde at købe det på)

Det kan være, at det er en idé at gennemgå punkterne lidt mere detaljeret, for at give dem en vis vægt.

1 Det vigtigste først, frem for noget mindre vigtigt [1½ minut]

Vi kan tage udgangspunkt i en hverdagssituation, nede hos den lokale købmand. Hvis vi som forbruger valgte at bruge alle pengene på noget, der var værdifuldt for os, fx vaskepulver, så kan enhver se, at det er vigtigere først at købe mad og drikke, for at opretholde livet, end at købe vaskepulver. Årsagen til, at vi alligevel køber en mindre mængde vaskepulver, er, at vores behov for essentielle livsbevarende varer bliver dækket ind i et almindeligt indkøb først. Vi ordner goderne efter vigtighed, så vi køber det vigtigste først, og det mindre vigtige bagefter. Det er måske lidt søgt at bruge eksemplet med at bruge alle pengene på vaskepulver, og derefter risikere sultedøden, for i sammenligningen med den offentlige sektor, så tager skattevæsenet trods alt ikke hver en krone som retmæssigt er vores. Skatteyderen beholder en del af sin indkomst, trods alt. Vi har råd til at købe mad og drikkevarer, når skattevæsenet har plyndret os.

Men der er andre tilfælde, hvor det bliver tydeligt, at det tilsyneladende ekstreme tilfælde, hvor personen står uden penge til livets opretholdelse, kan benyttes på den offentlige sektor. Vi kan blot betragte en person med en dødelig sygdom, der står på venteliste til behandling på de offentlige overbookede hospitaler, som ikke har penge til at købe ydelsen et andet sted. Personen her er udsat for samme åbenlyse idioti, som den tænkte person i eksemplet, der brugte alle pengene på vaskepulver, og sultede ihjel. Forskellen mellem den syge person på venteliste, og den åbenlyse idiot hos købmanden, er, at den syge person er blevet frarøvet sine muligheder for at vælge, hvor pengene skulle anvendes, mens idioten hos købmanden selv valgte sin skæbne.

Det kan være vigtigt her at indskyde, at argumentet ikke er, at det ville være perfekt i en privatiseret verden, hvor skattevæsenet ikke eksisterede, og hver forbruger selv kunne vælge, det der tilfredsstiller ham i fredeligt samarbejde med producenterne. Argumentet er, at i denne verden ville prioriteringerne være korrekte (i den forstand, at den vigtigste tilfredsstillelse af personens behov blev tilgodeset først) på det individuelle niveau. I den alternative verden ville det kunne siges, at prioriteringerne i produktionen af velfærdsydelser flugter med forbrugernes præferencer. Ikke alle syge mennesker ville blive reddet fra døden, men problemet ville være langt mindre, end det er i dag.

2 Den mindste omkostning vælges over en større [1½ minut]

Udgangspunktet for dette postulat er, samme som før, en indkøbstur hos den lokale købmand. Efter at have valgt hvilke varer, han ønsker at købe, betaler personen for dem ved kassen, inden han går ud. Ved kassen skal det vælges hvorledes betalingen skal finde sted. Det er muligt at benytte kontanter, eller kreditkort. Nogle personer vælger kontanter, andre vælger kreditkortet. For den enkelte person er valget afhængig af hvilke omkostninger han vurderer mod hinanden. Som udenforstående observatør kunne vi finde på at erklære, at vi personligt finder kreditkort som det mindst omkostningsfulde, og vi forstår derfor ikke den anden persons valg, når denne vælger kontant betaling.

Medmindre vi selv har mange kontanter i pungen. Så kan det være, at vi foretrækker at bruge kontanterne, frem for kreditkortet. Der kan være alle mulige personlige årsager til at vælge, det man vælger. Derfor skal valget være op til den enkelte, der af egen vilje vælger det mindst omkostningstunge.

I relation til offentlig finansiering er der en lidt større omkostning, end blot at vælge om man vil betale med kontanter eller kreditkort. Valget mellem hvilken skat, man helst selv betaler, for at finansiere det offentliges velfærdsproduktion, er også et subjektivt valg. Nogle skatter føles langt mere omkostningstunge, end andre. Dertil kommer at tilstedeværelsen af skattevæsenet gør truslen om afhentning af gendarmerne, og efterfølgende ophold i kachotten, til en allestedsnærværende trussel. Udfylder du din årlige selvangivelse forkert, enten af almindelig fejl eller af ønsket om at beholde flere penge, risikerer du den omtalte “omkostning”, medmindre du betaler hvad de forlanger. Truslen om det eksisterende skattevæsen, der kunne finde på at beslaglægge din ejendom ved en fejl, udover selve beløbets størrelse, udgør en omkostning, der skal godtgøres når pengene bruges på den offentlige velfærdsproduktion.

For at vise, at den offentlige produktion af velfærdsydelser er et plus for samfundet, skal man derfor først vise, at skatteopkrævningen, som summen af den byrde der opfattes af hver enkelt person, er mindre omkostningsfuld end frivillig betaling, og dernæst vise, at kaotisk økonomisk famlen i mørke er bedre end feedback-baseret økonomisk planlægning. Kritikerne af det frie marked ønskes held og lykke med opgaven.

Konkurrence som markedsfænomen [1½ minut]

Et af Martin Ågerups kneb, der skulle tages i anvendelse for at forbedre produktionsfunktionen af de offentlige ydelser, er at sikre konkurrence i produktionen. Martin Ågerups eget forslag er at gøre offentlige selskaber for selvejende og underlægge al offentlig velfærdsproduktion Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens regler. Dette, i kombination med en moderat brugerbetaling, er Martin Ågerups kompromisforslag til at modificere produktionsfunktionen, så den offentlige sektor skaber mere værdi for pengene. Delvis ved decentralisering (selvejerskab) og ved konkurrence (brugerbetaling og underlæggelse af konkurrencestyrelsens regler).

Fra bogen, s. 416-417:

Danmark har en forholdsvis stærk konkurrencemyndighed i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Der er bred politisk enighed om, at det er i almenvellets interesse, at private firmaer udsættes for konkurrence – også langt ud på venstrefløjen. Vi har en streng lovgivning, der skal sikre, at konkurrencen opretholdes, en konkurrencemyndighed med vide beføjelser og hårde straffe til virksomheder, der bliver taget i at forsøge at mindske konkurrencen, for eksempel gennem prisaftaler. Det er en god ting. […]

Generelt bør sektorspecifikke undtagelser fra konkurrencelovgivningen fjernes. Opgaven med at overvåge, om konkurrencelovgivningen overholdes, bør i langt højere grad samlet hos den myndighed, der har klart mandat og forpligtelse samt de bedste kompetencer på området, nemlig Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. […]

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen [skal] have lige så vidtgående beføjelser til at gribe ind, som den har i den private sektor.

Overfladisk set virker det fornuftigt at underlægge den offentlige sektor konkurrence. I stedet for en stor offentlig produktionsenhed, splittes den op i mindre enheder, der kan konkurrere mod hinanden om en indtægt, fra brugerbetalingen. Det er sandsynligvis bedre, end hvad vi har i dag, da der kommer en smule feedback fra forbrugerne igennem brugerbetalingen. Det løser naturligvis ikke hele problemet, men det er jo også et kompromisforslag. Der er dog et par elementer i konkurrencelovgivningen, som østrigerne ville angribe.

Konkurrence er ikke en tilstand, men en proces
Monopoler er ikke bare store virksomheder
Skal konkurrencestyrelsen selv have monopol?

1 Konkurrence er ikke en tilstand, men en proces [2½ minut]

Typisk vil østrigerne sige, at konkurrence er en “dynamisk rivaliserende opdagelsesproces drevet af iværksættere”. Kort sagt betyder det, at konkurrence skal ses som en proces, hvor markedets rivaliserende iværksættere forsøger at opdage og afprøve, hvad der skal gøres for at imødekomme forbrugernes behov mest effektivt. Det inkluderer eksempelvis at sammenlægge virksomheder, for at forsøge at opnå stordriftsfordele. Det inkluderer at markedsføre produkterne på en måde, som fører til at forbrugerne køber dem. Det inkluderer at skabe forskellige produkter, der i forskellige kvaliteter dækker markedets efterspørgsel.

Ludwig von Mises, Human Action, s. 275

Catallactic competition, one of the characteristic features of the market economy, is a social phenomenon. It is not a right, guaranteed by the state and the laws, that would make it possible for every individual to choose ad libitum the place in the structure of the division of labor he likes best. To assign to everybody his proper place in society is the task of the consumers. Their buying and abstention from buying is instrumental in determining each individual’s social position. Their supremacy is not impaired by any privileges granted to the individuals qua producers. Entrance into a definite branch of industry is virtually free to newcomers only as far as the consumers approve of this branch’s expansion or as far as the newcomers succeed in supplanting those already occupied in it by filling better or more cheaply the demands of the consumers. Additional investment is reasonable only to the extent that it fills the most urgent among the not yet satisfied needs of the consumers. If the existing plants are sufficient, it would be wasteful to invest more capital in the same industry. The structure of market prices pushes the new investors into other branches.

Essensen i konkurrencebegrebet er dermed, at markedet er frit, og at staten og andre bøller ikke blander sig i menneskets affærer. Prisaftaler, der opretholdes frivilligt, er dermed ikke et problem for konkurrencen. Markedsmekanismerne kan sagtens holde disse fænomener i skak – profitmotivet er stærkt, og hvis en sektor indgår prisaftaler, tiltrækker det nye deltagere, der ønsker at producere varen for at få del i profitten. Den naturlige tendens for markedet (at investere hvor det er mest profitabelt) er tilstrækkelig sikring mod, at prisaftaler kan give særlige producenter et overnormalt afkast i det lange løb.

I østrigerskolens opfattelse af konkurrence er det derfor absurd at foreslå at håndhæve en fastholdelse af arbitrære forretningsparametre, under påskud af at disse skulle forøge “konkurrencen”. Konkurrencen eksisterer på markedet såfremt det er frit for enhver at entrere.

I det offentlige fastlægges størrelsen på hospitalet, skolen, børnehaven osv. efter arbitrære bureaukratiske valg. Hvis den lokale centralplanlægger i kommunen fik besked om, at det var imod reglerne at lave en enkelt børnehave i en lille by, fordi kravet om konkurrence er, at der skal være fx fire i en relevant afstand, så er konkurrencestyrelsens krav lige så arbitrært, som den kommunale bureaukrat. At finde ud af hvilken børnehave (fx antal ansatte, størrelse og placering) er et iværksætterprojekt, hvor man risikerer at tage fejl, da det kun er ved forbrugernes køb samt afholdelse fra køb, der viser, om børnehaven er i overensstemmelse med forbrugernes ønsker. Der er ingen, der på forhånd kan sige, at en by på 700 indbyggere føler optimal tilfredsstillelse hvis der er en børnehave, mens en by på 2000 indbyggere bliver bedst tilfredsstillet, hvis der er to. Disse gøres af markedsprocessen i et frit samfund, og disse optimale valg er altid i forandring. Dette er en del af risikoen, som iværksætteren påtager sig.

Processen der undersøger forbrugernes behov er dermed iværksætterens evne til at vurdere forbrugernes behov og hans villighed til at tage risiko. Denne behovsvurdering kræver indgående kendskab til forbrugernes ønsker og vaner, samt en særlig sans for at vurdere hvordan disse udvikler sig i fremtiden. Det er ikke let at forestille sig, at en kommunalt ansat bureaukrat, der ikke har sin egen kapital på spil, er i stand til at opdyrke disse evner. Udvælgelsen af den mest egnede iværksætter eller “produktionskoordinator” er bedst at overlade til markedet, frem for HR afdelingen i den lokale kommune.

2 Monopoler er ikke bare store virksomheder [3½ minut]

Forbrugerne anses som beslutningstagere, der vælger om de ønsker at købe produktet eller ej, og iværksætterne er personen der tager risiko ved at stille egen eller lånt kapital til rådighed til produktion af nye eller ændrede kendte produkter. Iværksætterne løber dermed risikoen for, at når deres storslåede planer er ført ud i livet, og forbrugerne lærer om det nye produkt, at produktet ikke kan sælges til profitable priser. Iværksætterens evner for vurdering af fremtidens behov og priserne der kan opnås på at imødekomme disse behov, er ingredienser i den konkurrencebetonede markedsproces. Det kan eksempelvis betyde, at produktionsteknologien og markedssituationen fører til, at det er mest profitabelt at sammenlægge alle virksomheder, der producerer et specifikt gode, i en stor virksomhed. Hvis denne eneproducent kan skabe den indtægt, der skal til at fortsætte produktionen, betyder det blot, at samarbejdet mellem producenten og forbrugerne viser, at det er profitabelt at drive en virksomhed i denne størrelsesorden. Det har i østrigsk forståelse af markedsprocessen intet at gøre med et monopol.

Østrigerne forstår monopoler i den klassiske forstand: Tildeling af statslige privilegier til enkelte virksomheder, hvis produktion og priser forsvares med politiet og fængselsvæsenet. I et frit marked er enkeltproducenter af goder ikke et tegn på monopoler for dette specifikke gode. Såfremt virksomheden drives på markedsvilkår, altså uden brug af vold mod handelspartnerne, anser østrigerne gigantvirksomheden for at være et udslag af den dynamiske proces, der fører til velfærdsmaksimering for alle parter. Der kan være tilfælde, hvor produkter er mest effektivt produceret ved at samle kapitalen til produktionen under en virksomhed. Hvis virksomheden tjener forbrugerne, og forbrugerne finder at produkterne er fordelagtige at købe i en mængde, der holder eneproducenten profitabel, så er der ifølge østrigsk økonomisk teori ikke noget galt med eneproducenter.

Markedet, såfremt det er frit, kan håndtere hvis en eneproducent vælger at skære i produktionen og hæve priserne. Dette er ikke noget særtilfælde af markedsprocessen, for som altid vil sektoren i økonomien tiltrække konkurrenter, hvis det er muligt at producere godet med større profit end andre goder. Hvis eneproducenten vil forsøge sig med at fastlægge en “monopolpris” for varen, risikerer denne, at nye konkurrenter sætter sig for at entrere deres marked for at deltage i tilfredsstillelsen af markedsdeltagernes præferencer. Det er altså ikke et problem, såfremt adgangen for nye producenter ikke er lukket med vold, at nogle virksomheder sammenlægges og bliver eneproducenter. Der er altid risikoen, at en konkurrent ser det fordelagtigt at starte en virksomhed op, der kan producere en sammenlignelig vare, for at tiltrække forbrugerne og få del i markedet. Den nye producent har muligheden for at starte sin virksomhed med den nyeste teknologi tilgængelig til produktion af varen, mens den gamle producent stadig vedligeholder sit aldrene kapitalapparat, der er mindre effektivt. Det gælder dermed om at holde priserne skarpe og produktionsprocessen effektiv, for at undgå at åbne sin flanke for konkurrenter, der har rig mulighed for at producere billigere.

Den alternative producent skal naturligvis selv vurdere, at det er fordelagtigt at allokere kapitalen til at starte ny virksomhed i konkurrence med en eksisterende eneproducent. Derfor skal den eksisterende eneproducent passe på med at gøre det lukrativt for andre at entrere sit marked. Det kalder østrigerne for “potentiel konkurrence”, og er et vigtigt element for at sørge for, at store virksomheder holder sig på tæerne.

I denne teori om markedsprocessen er der naturligvis ingen årsag til at plyndre folk i skat, for at betale for et bureaukrati, hvis eneste funktion er at ødelægge forbrugernes og producenternes tilfredsstillelse ved at splitte store højeffektive virksomheder op i mindre effektive mindre virksomheder. Når Martin Ågerup vil bruge konkurrencestyrelsen mod det offentlige, ser jeg ikke at det udelt er en fordel. I markedsøkonomien er konkurrencestyrelsen en belastning for økonomien, fordi dens arbejdsopgave er overflødig, og alt den foretager sig, er et angreb på skatteyderens ejendomsret, forbrugernes frie køb og producenternes frie produktion. Men dette gælder markedet, hvor der er mekanismer der hjælper producenterne med at opdage, hvilken virksomhedsstørrelse er optimal for markedet. I det offentlige er problemet, at disse mekanismer er totalt fraværende.

3 Skal konkurrencestyrelsen selv have monopol? [2 minutter]

Det logiske spørgsmål at stille Martin Ågerup, hvis han er så glad for konkurrence, er: Skal konkurrencestyrelsen selv være et monopol? Hvis det er mest effektivt at splitte en virksomhed op i mindre dele, så er det vel også bedst for konkurrencestyrelsen selv? Og kan disse mindre konkurrencestyrelser udvikle deres egne modeller, der afgør hvilke virksomheder skal splittes op og hvilke, der ikke skal? Hvilken af de små konkurrencestyrelser skal have lov at diktere disse valg i et specifikt geografisk område? Skal Jylland have en enkelt konkurrencestyrelse, eller skal den have fire? Og kan konkurrencestyrelserne gå sammen for at forbedre deres produktion af “konkurrence”?

Det er ikke ligegyldige teoretiske spørgsmål. Det har en betydning, for det viser lidt om Martin Ågerups opfattelse af konkurrence. Hvis det er korrekt, at konkurrence defineres som små enheder, der producerer et gode, så er dette vel også gældende for produktion af reglerne, der fastlægger, hvad der er konkurrence? Altså duer det ikke at sige, at konkurrencestyrelsen skal overvåge det offentlige system, og sikre konkurrence, mens konkurrencestyrelsen selv skal være et monopol. Det virker selvmodsigende. Enten er konkurrence godt, eller også er det skidt. Hvis Martin Ågerup kan definere for alle andre, hvad der er den “eneste rigtige opskrift på konkurrence”, samt at postulere, at han kan korrigere for samtlige såkaldte “politikfejl” i det offentlige, så kan han fastholde sit synspunkt. Hvis konkurrence er et specielt felt, der kræver monopolistisk tvang, så kan vi jo kun håbe på, at dette system er underlagt mekanismer der sørger for, at det bliver socialt optimalt. Desværre er der ikke meget at håbe på, for ligesom produktionen af hospitalsydelser og dåsemad kun kan udformes til forbrugernes optimale tilfredsstillelse på et frit marked, ligeså kan fastlæggelsen af, hvad der udgør optimal produktion af en specifik vare kun opdages igennem markedsprocessen.

I sidste ende kollapser idéen om, at der er en samfundsmæssig gevinst i at fastlægge centrale regler for konkurrence, og håndhæve dem med politi og fængselsvæsenet. Det er ikke muligt at sige, hvad der er bedst tilfredsstiller samfundet, uden at tilbyde både forbrugeren og producenten det frie valg i alle henseender. Det eneste der skal bruges til formålet, er det simple tilbud om frivillig markedsudveksling: Vil du udveksle dette gode med mig, eller vil du ikke?

Vi når derfor til den konklusion, at konkurrencestyrelsen ikke er et gode, der skal kopieres til i den offentlige sektor. Det er en institution, der gør skade på markedet, og det eneste fornuftige at gøre er at nedlægge den, rub og stub. Markedet i sig selv har indbyggede mekanismer, der nok skal sørge for at give iværksættere og forbrugere de muligheder, de ønsker at have, ved at anvende de tilgængelige knappe ressourcer bedst muligt.

Konklusion [4 minutter]

Jeg har forsøgt at vise, at alle tre af Martin Ågerups implicitte antagelser er forkerte i forbindelse med velfærdsstatens spæde start. Hvis jeg har gjort et godt stykke arbejde hermed, håber jeg at du kan se, hvorfor Martin Ågerups resterende analyse af velfærdsstaten er forfejlet. Velfærdsstaten var et kup imod den private produktion af det Martin Ågerup kalder “velfærdsydelser”. Hver eneste krone der er brugt på velfærdsstaten, har medført et tab for samfundet, fordi pengene er brugt på en “krigsindsats”, hvis udfald var, at den frivillige sektor blev kvast af den voldelige.

Det største kritikpunkt er Martin Ågerups fuldstændige mangel på behandling af investeringsspørgsmålet, og hans mangel på forklaring på metoderne staten brugte, da den skabte det statslige velfærdssystem. Disse to elementer synes jeg er vigtige, og derfor, da jeg tilsyneladende ikke magter at fatte mig i korthed, blev mine kritiske indlæg enormt lange.

Det efterfølgende forløb, hvor velfærdsproduktionen blev skaleret op, er ligeledes umulig at identificere som en bevægelse fra punkt A til punkt B eller C på kurven. Der er ikke nogen “kurve”, da transaktionerne ikke demonstrerer de økonomiserende individers præferencer for hver af de enkelte homogene goder, og derudover er den optimale størrelse på velfærdssektoren ikke en fast størrelse, man kan beregne. Hver ændring af forbrugernes præferencer skubber på den optimale velfærdssektors størrelse, hvert nyt produkt, hver ny teknologi, hvert eneste valg for den individuelle forbruger, ændrer på forbrugernes allokering af ressourcer. Forbrugerens valg mellem at købe en tid i konsultationen hos sin læge, kontra at betale for alle andre mulige goder, er altid genstand for ændring. Lidt firkantet sagt: Hvis forbrugeren har brugt pengene på en ny smartphone, må han nødvendigvis udskyde sit besøg hos lægen. På den vis konkurrerer alle goder mod hinanden.

Der er derfor ikke et spørgsmål om vi befinder os ved punkt A, B eller C, når vi skal vurdere, hvor stor den offentlige sektor bør være. Den offentlige sektor er destruktiv af natur, og skal derfor afskaffes. Jo mere den bliver reduceret, jo bedre. Hvis den bliver afskaffet helt, opnår samfundet den største gevinst, beholdes den som den er, opnås ingen gevinst. Vækstkrisen som Martin Ågerup også taler om, er også et udslag af størrelsen på den offentlige sektor. Det har jeg forsøgt at argumentere for via investeringsmekanismerne, der gør sig gældende i den offentlige kontra private sektor. Jeg har forsøgt at vise, at det kun er den private sektor, der kan opbygge kapital, fordi det er kun denne sektor, der kan beregne hvor kapitalen kan investeres med kapitalopbygning for øje. Den offentlige sektor kan ikke opbygge kapital, men kan kun forbruge den. Hvis den offentlige sektor reduceres, reducerer samfundet spildet af kapital, og genvinder muligheden for at investere kapitalen frem for at forbruge den.

Hvad angår konkurrence, har det frie marked ikke problemer med at klare de fænomener, som Martin Ågerup tror, at konkurrencestyrelsen kan håndtere. Sagt lidt direkte, så tror Martin Ågerup, at det offentlige kaos er bedre til at regulere den private sektor, end markedet er det. Konkurrencestyrelsen selv er et planøkonomisk værktøj, uanset Martin Ågerups lovprisning af denne institution. Denne fejltagelse vil han tilmed have indført i den offentlige sektor. Heldigvis, kan man sige, behøver skaden ikke nødvendigvis at være så stor, når man indfører planøkonomi oveni en planøkonomi. Skaden er meget større, når man indfører planøkonomi, hvor der tidligere var en markedsøkonomi.

Trods de teoretiske problemer er Martin Ågerups bog dog et rimeligt forsøg på forslag til at forbedre den offentlige sektor, men kritikken af det bestående system hviler på nogle forfejlede fundamentale antagelser. Martin Ågerups forslag om skattelettelser er den bedste ingrediens i hans velfærdsopskrift. Det vil blive spændende at se, om vi i fremtiden ser, at politikerne inddrager nogle af Martin Ågerups forslag til forbedringer.

På trods af min kritik af bogen, synes jeg det er vigtigt at tippe med hatten til Martin Ågerups forsøg på at komme med et moderat ændringsforslag til velfærdsstatens system. Hans idéer er ikke dårlige, og hans reformforslag er meget større, end det vi normalt ser diskuteret. På den front skal Martin Ågerup have tak for at vise modet til at foreslå reformer i en størrelsesorden, der vil få betydning for den almindelige danskers liv, frem for de almindelige små “reformer”, der ikke betyder ret meget.

Jeg håber, at nogle af læserne kan drage nytte af at læse om forskellene i analysemetoderne mellem østrigerskolen og public choice skolen. Jeg mener, at bogen er et udmærket køb, blot man holder sig for øje, at bogens vigtigste bidrag er indsigterne i de arbejdsgange i det offentlige (både for produktion samt for udformningen af lovene), der er kritisable. Her gør Martin Ågerup et godt stykke arbejde, og viser mange af de uhensigtsmæssige beslutninger, der sjældent kommer til debat. Jeg blev klogere af bogen, og det er altid en dejlig oplevelse.

Boganmeldelse: Velfærd i det 21. århundrede82 minutters læsning