Forfatteren til bogen, Martin Mygind, var så venlig at sende mig et anmeldereksemplar. Bogen udgives af Muusman forlag og har ISBN nummer 978-87-94155-28-1. Den kan købes her for 199,95kr.
Det frie marked og penge har generelt et dårligt ry. Forsvarer man dem mod socialisternes kritik hver for sig, kan man hurtigt få skudt i skoene, at man er grådig, eller følelseskold. Men selvom der er mange ikke-socialister, som forstår gængse økonomiske argumenter, kan man næsten altid sætte dem af, hvis man drager den nødvendige konklusion af økonomiske argumenter til at støtte et frit (dvs. ikke reguleret af staten) marked som det bedste og mest rationelle system til at allokere samfundets resurser – inklusiv produktion og regulering af penge.
Et frit marked for sko og mobiltelefoner kan man ofte slippe afsted med at argumentere for, men hvis man bruger samme argumentation overfor produktion af penge, møder man ofte megen modstand. Idéen om central planlægning af penge er så populær, at der kun findes ganske få personer, støtter en adskillelse af stat og penge. Den almindelige accept af kommunismen som et fejlslagent projekt har kun vist, at staten ikke duer til at styre hele økonomien. Det rokkede ikke ved den klippefaste tro på, at staten skulle regulere noget af markedet. Vi kan ved selvsyn konstatere den sørgelige tilstand, da politiske debatter næsten udelukkende drejer sig om, hvilke dele af markedet det er fordelagtigt, at staten regulerer – og oftest er resultatet af debatten, at staten skal regulere mere af markedet fremover.
Men netop penge burde være den mest åbenlyse markedsvare af dem alle. Hvis kontrollen med penge er centraliseret under statens magtmidler, så kan staten igennem kontrollen med penge påvirke samtlige handler i markedsøkonomien. Der er ikke den vare, eller serviceydelse, der kan undgå statens påvirkning igennem dens kontrol med penge. Det er den ypperste form for implicit kontrol med hele markedet, men samtidigt fejler de fleste ikke-kommunistiske økonomer deres økonomiske lærdom om markedet, når de ikke drager den nødvendige konklusion, at det vigtigste for markedets frihed er, at penge i sig selv frigøres fra statens kontrol.
Heldigvis er Martin Mygind præcis sådan en økonom, der tør at fremsætte argumentet for at frigøre penge fra statens kontrol. Han går således mod den bestående opfattelse af penge som kilden til egoisme og markedet som kilden til social ulykke. Den almindelige forklaring på vores rimelige økonomi til trods for eksistensen af både penge og marked er, at det er igennem statens indblanding, vi undgår de største katastrofer, da den understøtter stabilitet, retfærdighed og mange andre plusord. Mygind tager ingen af disse postulater for gode varer og fastholder med mange eksempler og logisk ræsonnement, at statens regulering af markedet er skadeligt. Han argumenterer for, at det frie marked er naturligt og rationelt, at penge er opstået på markedet, samt det netop er statens regulering, der forstærker de store økonomiske ulykker, som ind i mellem indtræder.
Markedsøkonomisk introduktion
Bogen er opdelt i 14 kapitler, som giver en hurtig og nødvendigvis kortfattet indføring i økonomisk teori, der opbygges som en historisk fortælling. Grundlaget for Myginds positive syn på markedskræfterne er, at de er naturlige. De følger menneskets natur, de økonomiske love er et resultat af menneskets uforanderlige væsen: Vi stræber efter at forbedre vores situation ved at bruge den mindste indsats for at nå vores mål. Mygind trækker en lovmæssighed frem, som kaldes “Law of Least Effort”. Den bruger han til at forklare, at ligesom vand løber den nemmeste vej nedad, griber mennesket til de billigste handlinger, der forbedrer dets vilkår. Altså er menneskets handlinger i sin basale form, ligesom vandets vej ned, formet til at passe ind i den naturlige verden. Det betyder, at hvis mennesket skal have succes, skal det overholde disse naturlove, da forståelse af dem er fundamentet for al succesfuld handling.
Netop denne naturlige “dovenskab” af både vand og menneske kan bruges til produktive formål også. For at undgå, at mennesket bare går og dovner den af, men i stedet for retter sine handlinger mod socialt gavnlige aktiviteter, skal menneskets samarbejde guides i et system af sunde incitamenter og strukturer. Det er her markedets mekanismer kommer det dovne menneske til undsætning. I en markedsøkonomi, hvor økonomiske goder udveksles på frivillig basis mellem to dovne menneskeparter, gælder det forhold, at begge søger at være så dovne som muligt, men samtidigt at opnå den størst mulige forbedring af sin egen situation. Igennem det sociale handelsnetværk skabes et ligeværdigt og modsatrettet krav.
I sin søgen efter at forbedre sin egen situation mest effektivt, søger den enkelte handel med andre i erkendelse af, at udvekslinger i markedet er fordelagtige. Men udveksling sker kun, hvis begge parter forventer at få en gevinst af det. Det kan siges på jævnt dansk: Du skal være tilstrækkelig produktiv for mig, til at jeg vil være tilstrækkelig produktiv for dig. Da begge forsøger at være så effektive som muligt, fordi de ikke gider at gøre mere end højst nødvendigt, stimulerer den enkeltes dovenskab effektiv udnyttelse af resurser, fordi dovenskaben mødes med et rimeligt krav om værdi fra modparten.
Systemet er en genial løsning på et fundamentalt vilkår i den menneskelige natur og dens udfordring med naturens kræfter. Det er i en nøddeskal Martin Myginds budskab. Det frie marked er netop løsningen til at få menneskets natur sat i produktiv anvendelse på en retfærdig manér, hvor vi hver især kan vælge vore mål og søge vores samarbejdspartnere i arbejdsdelingen. Men i vores nuværende samfund er der opstået en række problemer, fordi markedets mekanismer ikke har fået lov af staten til at virke ordentligt.
For at vise, at vi på visse områder er kommet galt afsted, begynder Martin Mygind et længere argument, der starter helt fra begyndelsen. Mygind starter fra en naturalieøkonomi og bygger på basale indsigter om den gensidige fordel ved samhandel. Netop handlen mellem mennesker lægger Mygind vægt på. I begyndelsen må de handlende udveksle naturalier mod hinanden, og samhandel i bytteøkonomien er begrænset af kravet om det dobbelte behovstilfælde (æggesælgeren, der vil have smør, skal finde en smørsælger, der vil have æg).
For at gøre handel nemmere fandt markedets deltagere på at indskyde en meget let omsættelig vare som mellemled i handlen mellem to goder. Æggesælgeren sælger sine æg for denne mellemvare, og bruger siden mellemvaren til at købe sit smør. Fordelen ved at bruge en mellemvare er, at såfremt mellemvaren er nemmer at omsætte, og da de fleste efterspørger den, lettes handlen ved at bruge mellemvaren.
Penge
Det er sådan, penge udvikler sig på markedet. Det er blot en markedsløsning på et udbredt handelsproblem. Penge løser problemet med det dobbelte behovstilfælde og udvider mulighederne for arbejdsdelingen.
Penge skal således ses som en smart løsning. I sig selv har penge ingen værdi, men fordi de giver mulighed for at lette den fordelagtige handel, der sætter os i stand til at forbedre vores situation, er penge værdifulde for os. Vi kan ikke bo i vores penge, varme os ved vores penge (måske med undtagelse af papirpenge), eller spise vores penge (trods alt har papirpenge højst en meget lav næringsværdi). Men pengene er meget værdifulde, for de giver os adgang til at indgå i markedet og efterspørge de varer og tjenesteydelser, som vi kan bruge til at forbedre vores situation.
Men det er ikke alle varer, der er lige gode som penge. Igennem tiden har markedet brugt mange forskellige varer som pengevare, men over tid konvergerede markedet mod at bruge ædle metaller, som sølv og guld, på møntform som penge. De havde den fordel, at de var genkendelige, nemme at tælle sammen og derfor at regne med, og da det ikke var nemt at forøge deres mængde, var værdien af ædelmetaller derfor rimeligt stabil. Ydermere havde ædelmetal fordelen overfor fx korn, at de ikke forgik, og derfor gjorde det muligt at spare op. Men når man begynder at lægge penge til side til opsparing, er det måske fornuftigt at opbevare dem et sikkert sted.
Banker
Her tager Mygind os igennem historien om, hvordan bankerne opstod, hvordan de startede som opbevaringssteder for penge, men sidenhen lagde nye services på til gavn for kunderne – indtil den dag, hvor bankerne fandt ud af, at folk begyndte at bruge bankens udstedte papirsedler som penge og lod mønterne blive liggende i banken. Det gav banken mulighed for at udnytte tilliden som kunderne havde til, at banken troligt opbevarede deres mønter, og der kun var et certifikat pr. opbevaret mønt (eller pengeenhed – fx i tilfældet af barrer af sølv eller guld).
Men hvis banken udsteder flere certifikater, end der er mønter, skaber banken pengeinflation ved at snyde kunderne. Når der er flere certifikater end mønter, kan kunderne ikke være sikre på, at de kan få alle deres penge igen. Det er det system, vi i eufemistisk kalder “brøkreservesystemet”, som Mygind også fint gennemgår.
Mygind skelner i øvrigt ganske udmærket mellem to slags inflation: Prisinflation og pengeinflation. I den gængse terminologi er inflation defineret som prisinflation – men for at forstå og analysere problemet med inflation er vi nødt til at knytte en term til udvidelser af pengemængden: Pengeinflation. Som de fleste gode økonomer forstår, så er prisinflation et komplekst fænomen, for priserne kan stige enten pga. reduceret udbud af varen eller pga. forøget efterspørgsel på varen. Pengeinflation er derimod nemmere at identificere, fordi man kan nøjes med at se på den totale pengemængde. Mygind definerer inflation således:
Inflation er, når mængden af guld eller penge i samfundet stiger og derfor bliver mindre værd relativt til alle øvrige varer. Dermed forværres guldets vekselforhold, og de prisstigninger, vi oplever under inflation, skyldes altså ikke, at de varer, vi handler, er steget i pris, men i stedet, at guld eller penge er faldet i pris (s. 56).
Alternativt kunne Mygind med fordel have brugt Guido Hülsmanns definition, at inflation er den forøgelse af pengemængden, der overstiger pengemængden, som et frit marked ville have produceret . Det er lidt ærgerligt, at Mygind ikke bruger Hülsmanns definition, for hvis vi overlader til markedet at producere penge, så vil det føre til en stigende pengemængde i overensstemmelse med markedet: Pengevarens produktionsomkostning opvejes mod dens handelsværdi – præcis som for produktion af alle andre varer.
Det er som sådan ikke et problem, at Mygind definerer inflation sådan som han gør. Definitioner skal blot være meningsfulde til at forstå virkeligheden og argumentationen i teksten. Men definitionen vil måske føre os til at blive kritiske omkring produktionen af penge på et frit marked, da pengemængden også stiger her – og netop det frie marked er jo den naturlige proces, der sørger for at bruge menneskets dovenskab mod sig selv på en produktiv måde. Hvis vi i stedet tager Hülsmanns definition til os, vil det lettere føre os til at erkende, at visse prisstigninger er et led i det naturlige markeds tøjler på mennesket, da de resultat af pengeproduktion på et frit marked.
Det kræver naturligvis først og fremmest, at der rent faktisk eksisterer et frit marked for pengeproduktion – Hülsmanns definition blåstempler ikke en pengeudvidelse under centralbankernes pengemonopol, der teoretisk ville være magen til den, som et frit marked ville producere. Vi ved for det første ikke, hvad det frie marked ville vælge af pengevare og dernæst heller ikke, hvilken årlig mængde penge, markedets samlede produktion ville være. Det er derfor en nødvendig konklusion at forkaste enhver form for model, der påstås at kunne vejlede centralbankernes pengepolitik til at skabe en pengemængde, der er i overensstemmelse med det frie markeds. Der er ingen erstatning for den ægte vare.
Lige så lidt som Oscar Langes teorier fik succes med at omgå det essentielle økonomiske problem med socialismen, som Ludwig von Mises’ påpegede og kaldte “økonomiske beregninger” (se fx ), ved indføre markedssocialisme og lade de centrale planlæggere “lege marked”, lige så lidt succes får centralbankerne ved at “lege marked” i deres forsøg på at planlægge udvidelsen af pengemængder, der er i overensstemmelse med det frie markeds pengeproduktion.
Fra bankindskud, opsparing og udlån forklarer Mygind om renten og dens koordinerende funktion i markedsøkonomien. Mygind opbygger læserens forståelse trin for trin, sådan penges nøglerolle i en mere avanceret økonomi beskrives. Det fører læseren til at se, hvor investeringer, forbrug og produktion koordineres igennem aktørernes præferencer og fremtidsforventninger under anvendelse af markedets priser. Han viser det fx med et eksempel med produktion af rug vs hvede, som er et dejligt eksempel, der er velegnet til det danske landbrugslands kultur.
Det koordinerende marked
Fortællingen tager udgangspunkt i simple eksempler og viser læseren, hvordan tilsyneladende svære koordineringsproblemer håndteres glidende og uden overordnet kontrol i markedsøkonomien. Prisernes højde og bevægelser i kombination med markedsdeltagernes evne til at planlægge og estimere fremtidens efterspørgsel skaber et dynamisk og innovativt miljø, hvor markedets samlede viden og deltagernes produktive indsats bliver koordineret til at skabe den mest effektive produktionsstruktur med de tilgængelige resurser.
Netop en type af viden, som økonomen F.A. Hayek lagde vægt på, er et af markedets stærke fordele. Det er den slags viden, som hver person udleder af sin intuition, eller af sin dagligdags observation, markedet er i stand til at inddrage i en slags “social vidensmekanisme”. Som enkeltperson kan vi ikke vide alt, men igennem markedets priser er vi i stand til at træffe økonomiske beslutninger for os selv, der hviler i et enormt netværk af viden, der er samlet ind af andre personer om de forhold, som deres del af økonomien virker under. Når vi som enkeltperson reagerer på markedets priser ved at købe, eller undlade at købe, fører vores handling til at påvirke markedets priser, og vi tilføjer på den måde vores personlige viden til den eksisterende netværksviden, som markedets priser indeholder.
Markedspriserne kan således anskues som et sindrigt netværk af viden, som Mygind anser for at være det bedste bud, som man som enkeltperson skal være varsom med at ville korrigere med fx lovgivning (priskontrol, subsidier, beskyttelse mod konkurrence eller fallit etc.). Nok kan man observere prisændringer og markedsudfald, som fra ens eget ståsted virker besynderlige, men set i lyset af antallet af deltagere på markedet og den måde markedet integrerer ny viden på, er det bedst at overlade allokeringen af resurser til markedet.
Selvom markedet fra tid til anden gennemlever krisetider, forklarer Mygind, at disse kriser er nyttige til at rense økonomien for skrøbelige virksomheder og strammer op på selv de solide, selvom krisen kræver store og smertefulde omvæltninger. Ifølge Mygind er problemet, at forsøger man at undgå en krise med statslig regulering (såsom ekspansiv finans- eller pengepolitik), skubber man blot den nødvendige justering af markedet ud i fremtiden, og udsætter økonomien for endnu større udsving, når den uundgåelige krise sætter ind på et senere tidspunkt.
Dansk mønt- og pengehistorie
En del af bogens argument mod statens intervention i økonomien er en historisk fortælling, der underbygger Myginds pointer (fx s 97-107). Men til min beklagelse har Mygind ikke anvendt den danske historie til sin ellers interessante fortælling om økonomisk historie. Mygind kommenterer næsten udelukkende på amerikanske forhold, som ganske vist er de bedst kendte i liberale kredse. Det er dog en skam, for den danske historie er også meget interessant.
For at følge i samme tråd som Mygind, vil jeg ganske kort opsummere en dansk pengehistorie i grove træk. Mygind skriver et sted (s. 121), at guld var en tusind år gammel pengevare, som i det 20. århundredes politiske manipulationer blev hastigt forringet, indtil Nixon afskaffede guld som penge i 1971. Det er korrekt, at Nixon afkoblede den sidste rest af båndet mellem penge og guld i 1971, men det metal, der længst har været brugt som pengevare, er dog sølv. Det antyder Mygind selv andre steder, fx s 101, så det må være en lille skrivefejl med guldet.
En kort mønthistorie
Siden vikingetiden og op til 1. januar 1875 var den danske møntfod baseret på sølv, omend skiftende konger forsøgte at snyde borgerne ved at fifle med møntfoden til sin egen vinding. I vikingetiden brugte handlende blot sølvets vægt som betalingsmiddel, og mange udenlandske mønter med højt sølvindhold cirkulerede i Danmark. Omkring år 700 begyndte en udmøntning i Danmark i byen Ribe, og omtrent 100 år senere også i Hedeby. Mønterne fulgte dog markedet og cirkulerede både i Danmark og i udlandet – bl.a. blev de brugt som smykker, fordi de havde et højt indhold af sølv.
Den gode møntfod holdt dog ikke for evigt. Kongerne fra omkring og endda lidt før Harald Blåtands tid begyndte at slå mønt, som de brugte med henblik på at kontrollere de danske handelsbyer. De brugte udmøntningen som base for deres magtudøvelse, fx brugte Harald Blåtand mønten som reklame for den kristne tro, som han ville udbrede til hele riget. Det startede meget uskyldigt, men med tiden førte det Svend Estridsen (1047-76) til at indføre et regulært møntmonopol, der forhindrede fremmede mønter at blive indført. Den efterfølgende konge fiflede ikke med møntfoden, men da Knud den Hellige (1080-86) forsøgte på at erobre England, brugte han møntmonopolets magt for første gang til at berige sig selv og finansiere sin krig ved at udstede underlødige mønter. Det kostede ham dog livet, da rasende stormænd og deres bønder jagtede kongen igennem Jylland og myrdede ham, da de endelig fangede ham i Albani kirke i Odense i 1086.
Lidt bedre gik det den senere Kong Niels (1104-34), der slap afsted med en betragtelig forringelse af møntfoden i en årrække, før han selv blev myrdet i Slesvig. I hans regeringstid faldt møntens lødighed til et lavpunkt af 23%, og han indførte det europæiske møntombytningssystem “renovatio monetae”, hvor kongens underlødige mønter mistede deres pålydende værdi ved kongens befaling.
Møntombytningerne var struktureret sådan, at kongens møntserier let kunne genkendes fra hinanden, og ved dekret erklærede kongen, at en serie var ugyldig efter en vis dato. For at fastholde sine penges værdi skulle man aflevere sine gamle penge, så de kunne blive omsmeltet til den nye serie, der ville gå til sin pålydende værdi. Ombytningen tog kongen sig naturligvis godt betalt for, men hvis man ikke ombyttede sine mønter, måtte man påregne et tab, da mønternes værdi faldt fra den pålydende værdi til dens sølvværdi. Systemet “fungerede” kun, fordi mønternes lødighed var dårlig, og fordi kongen effektivt kunne holde gode udenlandske mønter væk. Man var således tvunget til at sende mønterne til kongen, når han indkaldte dem til ombytning for et tvungent gebyr.
Niels brugte sandsynligvis møntens indtægter til at bygge den voksende kongemagts alliance med kirken. Han var en progressiv konge efter europæisk mønster, han holdt sig gode venner med paven i sin regeringstid, og han ønskede som hans forgængere at indhente det kirkelige efterslæb efter de hedenske vikingekonger. Det lykkedes ham at lukke en stor del af forskellen, og integration mellem konge- og kirkemagt i Danmark fik et mere europæisk præg. I hans regeringstid fik Danmark sit første ærkebispesæde og indførte tiende. Opbygningen af forholdet mellem konge og kirke skete ofte ved at give gods, skatteindtægter og -privilegier til kirken som gave, et tab for kongen der bl.a. kunne kompenseres for med indtægter fra møntproduktion.
Valdemar den Store (1154-82) brugte møntmonopolet som et led i at finansiere opbygningen af sit Østersøimperie, og falder mere i tråd med den følgende “gængse” måde, hvor kongen brugte inflation til at berige sig selv og betale krigens omkostninger. Hans inflationspolitik bragte lødigheden ned på 31%, men det lykkedes for ham og hans to sønner, Knud 6. og Valdemar Sejr, at fastholde imperiet overfor de svækkede nordeuropæiske modparter. Det begyndte dog at gå tilbage i slutningen af Valdemar Sejrs regeringstid, da modparterne genvandt deres styrke. Efter Valdemar Sejrs død i 1241 begyndte en årrække med stridigheder om kongemagten, der yderligere reducerede det danske riges størrelse.
Efter knap 50 års magtkampe og borgerkrige kunne en kongeslægt igen sætte sig på tronen. Med riget underkuet og konkurrerende kongsemner holdt i skak, kastede de blikket udenrigs og begyndte at fantasere om at genopbygge Østersøimperiet. Hvor svært kunne det være? I slutningen af 1200-tallet og starten af 1300-tallet begyndte konger som Erik Menved (1286-1319) og Christoffer 2. (1319-1326) en håbløs politik om at genopbygge Østersøimperiet med skatter, inflation og krig. De var dog begge urealistiske i deres anskuelse af modstanderens styrke, om potentialet for alliancer i Nordtyskland og om rigets økonomiske formåen.
Kongerne endte med at hæve skatterne til uhørte højder, reducere mønternes lødighed til et nyt lavpunkt på 1-5%, udnytte møntomvekslingen til smertegrænsen og tilmed pantsatte de riget til holstenske grever i deres forkvaklede og insisterende forsøg på at finansiere krigen. På ca. 260 år havde kongemagtens møntmonopol i sin essens ført økonomien fra en fin sølvfod over på en ussel kobberfod. Visse historikere forsøger dog at undskylde kongernes uduelighed og svindel med pengevaren efter genoprettelse af kongemagten ved at kalde de underlødige mønter for “borgerkrigsmønter” og inkludere tiden helt op til møntvæsenets sammenbrud i 1330’erne.
Da Christoffer 2. mistede magten over riget, blev det umuligt for ham at forsvare det for befolkningen så byrdefulde møntmonopol, at det kollapsede fuldstændigt . Fremmede mønter blev igen gængse, og selv Valdemar Atterdag (1340-1375), der fik opgaven at genopbygge riget, fik ikke genoprettet møntmonopolet i sin regeringstid, omend der var møntproduktion i Skåne og i Jylland i visse perioder. Det var først med Ribemønten i 1380, at der igen blev slået mønt i Danmark. Møntens navn indikerer, at den havde et højt sølvindhold – den hed “Hvid”. Igen bemærkes det, at når kongens monopol brydes, stiger lødigheden på mønterne: Det er et eksempel på, at markedet kan levere og producere penge uden statslig indblanding, og pga. konkurrencen er resultatet naturligvis af bedre kvalitet.
Nogle århundreder efter, omtrent ved 1500-tallets afslutning, blev daleren den gængse hovedmønt til udenrigshandel og kom i omløb i Danmark bl.a. pga. øresundstoldens indtægter. Herefter undlod kongen at forringe dalerens sølvværdi pga. de internationale handelskonsekvenser, men udmøntede i stedet de i kongeriget gældende skillemønter med underlødigt sølvindhold (dvs. mønter med mindre sølvindhold end det fastsatte forhold mellem skillemønt og hovedmønt).
De kongelige skillemønter blev forringet nær ved hver gang, kongen synes, han havde en anledning til det. Det skete omtrent 10 gange under Christian IVs ødelæggende styre. Møntfodens ødelæggelse hang ofte sammen med store kongelige udgifter, oftest krig. Men efter de store udgifter var afholdt og krigen, eller byggeriet, var slut, forbedrede kongen møntfoden igen. Det førte til en almindelig opfattelse, at dårlige penge var knyttet til en midlertidig tilstand, som i fremtiden ville normalisere sig.
Papirpenge, Kurantbanken og hyperinflation
Men i 1700-tallet ændrede det forhold sig med indførsel af papirpenge. Efter endnu et midlertidigt forløb, omend denne gang med papirpenge, under den store nordiske krig, gik kongeriget tilbage til den vante sølvfod ved bogstaveligt talt at brænde alle papirpengene efter at have indløst dem mod sølv. Det var tider.
Men selvom det første forsøg med papirpenge gik som befolkningen forventede, forsøgte den næste konge sig igen. Den første danske bank (Kurantbanken), der udstedte papirpenge indløseligt i sølv, blev grundlagt som en privat bank med kongeligt monopol i 1736. På samme måde som Myginds historie beskriver, hvordan “gode intentioner”, som fx at gøre huse tilgængelige for alle (fx Fannie Mae i 1930erne s. 115 og efter IT boblen s 140), ender med at producere et resultat i modstrid med intentionen, blev Kurantbanken grundlagt for at hjælpe handlen og godsejernes gryende industri med billig kredit, som udløste en krise under hyperinflationen, da selv storkøbmænd som Ryberg gik fallit og skabte store tab hos nogle godsejere, der under landboreformerne havde valgt at yde kredit til fæstegårdmændenes nye selvejergårde, som disse kunne betale ud for en slik.
I 1747 (sølle 11 år efter banken var grundlagt) løb banken ind i problemer pga. udstedelse af mange dækningsløse papirpenge, der drænede dens sølvfond og umuliggjorde indløseligheden. Banken lykkedes at skaffe en aftale med kongen, som midlertidigt ophævede indløseligheden ved dekret (forordning). Ved en fælles anstrengelse med kongen genoprettede banken sølvfonden og genindførte indløseligheden et års tid senere. Den idylliske situation for sedlernes indløselighed holdt dog ikke i længden, da der ingen regler var for seddeludstedelsens forhold til sølvfonden.
Da seddelmængden nogle år senere eksploderede pga. udlån til staten under den preussiske syvårskrig (1756-1763), fortsatte drænet på bankens sølvfond, og bankens bestyrelse krævede yderligere indgreb. I 1757 blev indløseligheden igen “midlertidigt” ophævet, omend bankens kunder nådigst fik lov til en begrænset omveksling af sedler til at betale deres “daglige udgifter” i mønt. Samtidigt blev papirsedlen et tvunget betalingsmiddel, men problemerne med bankens skrøbelige sølvfond fortsatte. (Dette eksempel modsvarer Myginds på s 106-107 fra den britisk-amerikanske krig i 1812, hvor kongressen ophævede indløseligheden)
På højden af statens træk på bankens kredit, og på baggrund af bankbestyrelsens rådvildhed, begyndte rygter om bankens solvens at sprede sig. De gik på, at staten havde tømt banken for penge. Da kunderne hørte om det, stimlede de sammen for at hæve deres penge i et desperat forsøg på at redde deres indskud. Panikken udviklede sig voldeligt, og betjente blev tilkaldt for at beskytte bankens personale og dæmpe volden, men da dagen var omme, var 3 mennesker omkommet i tumulten.
I bankrun’et i 1762 blev bankens kunder formentlig for første gang overbevist om, at de ikke ville få deres sølv tilbage, og at den midlertidige ophævelse ville vare meget længe. De fik helt ret. Banken foretog derefter yderligere indgreb for at beskytte de sørgelige rester af sølvfonden. Banken begyndte herefter at udstede sedler a 1 rigsdaler, og rationerede yderligere omveksling af papirpenge til sølvmønter. Fremover skulle banken omveksle enhver seddel til mindre sedler og kun udbetale 1 rigsdaler mønt per person.
Efter knap 40 års omskifteligt forhold til banken, hvor banken nogle gange blev reddet af kongen, mens kongen andre gange måtte reddes af banken, blev banken overtaget af staten i 1773. Med banken på statens hænder var det blot et spørgsmål om tid, før det ville gå helt galt. Under Napoleonskrigene blev Danmark angrebet af England, og staten brugte banken til at forsyne sig med kredit.
Det stærke træk på banken skabte en rask hyperinflation i 1813, hvorefter regimet erklærede sig ude af stand til at betale gælden og besluttede at droppe idéen om at fifle med møntfoden for at vende tilbage til en ærlig sølvfod, omend med kritisable midler (alle ejendomme blev tvangsbelånt til 6½% rente af 6% af ejendommens værdi, og enevælden genindførte således en “moderne” udgave af fæstegårdsystemet efter få årtiers selvejerskab).
Nationalbanken: Fra sølvfod over guldfod til papirfod
Med tvangsmidlerne lykkedes det meget langsomt og famlende at bringe kronen tilbage i pari i 1838, men først i 1845 genindførte man indløseligheden. Den midlertidige ophævelse kom til at vare i hele 88 år (fra 1757 til 1845). I 1873 begyndte diskussionen om at tvinge danskerne over på guldfoden. Det var dog først i 1875, at sølvfoden blev tvangsafløst af guldfoden ved politisk dekret. Det skabte igen problemer for låntagere, der blev tvangsoverført til guldfoden, der efterfølgende kom ind i en mindre inflationær periode i 1880erne. Lidt firkantet sagt, blev gælden optaget under sølvfoden, der var mere prisinflationær end guldfoden, se tabel 4: Debitorerne blev forurettet, eftersom de ikke måtte betale tilbage i sølv, som deres lånekontrakt reelt var oprettet i.
Men i forbindelse med første verdenskrig blev den (næsten) ærlige møntfod igen droppet, og nye forsøg på at statsstyre penge blev søsat med pauvre resultater såsom store prisstigninger, rationering, ødelæggelse af landbrugsprodukter og megen anden indgriben i markedet under Ove Rohdes radikale, men selvsikre ledelse. Efter nogle politiske slagsmål om genopretning af guldfoden, også kaldt “den ærlige krone”, i slutningen af 1920’erne, afkoblede regeringen i 1931 kronen fra guldet og sænkede renten for at følge England ned i dyndet i dønningerne på Wall-Street børskrakket i 1929 og den følgende krise.
Netop børskrakket i 1929 bruger Mygind til at fortælle (s. 110), at det var amerikanernes første forlængede konjunktursving, men det er vist nærmere panikken i 1819 (efter førnævnte britisk-amerikanske krig fra 1812), der er den første. Beskeden er dog tydelig nok: Skaber man kreditpenge igennem banksystemet, som ikke er dækket af pengevaren, får man et forlænget kreditdrevet økonomisk opsving, som siden vil resultere i en økonomisk krise. Her bruger Mygind østrigernes konjunkturcyklusteori i sin historiefortælling og siden til at underbygge sit forsvar mod statens indgreb i pengemarkedet (pengemarkedet skal her forstås anderledes end i sin “moderne” udgave som udstedelse af lån, men i stedet som produktion, distribution og værdifastsættelse af pengevaren og eventuelle pengecertifikater fuldt dækket af pengevaren).
Papirpenge i hænderne på Keynesianere
Det blev dog først efter 2. verdenskrig, at man rigtig forlod gamle dages konservative inflationspolitik og gik til stålet med en overbevisning, som kun en universitetsuddannet politiker kan mestre. Det blev særligt takket være J.O. Krag og Viggo Kampmanns indflydelse i dansk politik i årene efter 2. verdenskrig, at regimet begyndte at ekspandere pengemængden hurtigt. Igennem det europæiske valutasamarbejde var Danmark med i Bretton Woods systemet, som var det system, Nixon nedlagde i 1971.
Under indflydelse fra svenske socialistiske “økonomer” (fx Gunnar Myrdal) blev penge blot set som et redskab, staten kunne bruge til at udglatte konjunkturcyklussen og skabe fuld beskæftigelse. Penge var ikke beskyttet af den private ejendomsret, som keynesianerne ellers nominelt stod for at bevare på så mange andre punkter. Synet på penge som blot et redskab i hånden på bureaukratiske pengeplanlæggere vandt stort indpas. Men der var problemer i paradis. Efter 2. verdenskrig havde planlæggerne i Bretton Woods valgt en for høj sterlingkurs, som effektivt blokerede international handel fra sterlingblokken, hvoraf Danmark var en del. De påtvungne dårlige handelsforhold gav hurtigt valutaproblemer, når pengeprinteren blev sat på arbejde. Igen og igen måtte seddelpressen standses, fordi dollarreserven fordampede i en tid, hvor briterne nægtede at omveksle sterling til dollar på valutamarkedet (ligesom den tidligere Kurantbank var briterne løbet tør for deres reserve – dollars).
Problemet med den for høje sterlingkurs løstes kort før 1960’ernes højkonjunktur ved en britisk devaluering i 1958. Det åbnede markedet for international handel, og briterne begyndte igen at konvertere sterling til dollar til den ringere kurs, og sterlingblokkens inflationspolitik begyndte at køre på skinner, sådan da. Begrundet i markedets frigivelse, men under fagforeningernes kvælertag, faldt arbejdsløsheden, produktionen steg og markedet skabte velstand, mens pengepolitikkens lave renter og billige kredit holdt betalingsbalancen negativ og prisinflationen støt stigende år efter år. Et kreditfinansieret forlænget opsving satte ind og blev forstærket i takt med at seddelpressen spyede nye papirpenge ud hurtigere og hurtigere.
Det endte med et brag af en oliekrise i 1970erne, hvor troen på det keynesianske system fik et hak i tuden. Ifølge de troende keynesianere skete det umulige: inflationen steg samtidigt med arbejdsløsheden steg. Det skulle ellers være sådan, at man valgte mellem lidt højere inflation eller lidt højere arbejdsløshed. Nu fik man begge dele på en gang. Kejseren blev afsløret uden tøj på.
I 1980erne skiftede man socialdemokratiets keynesianisme ud med Schlüter regeringens fastkurspolitik. Skiftet havde længe været ønsket af centralbankdirektør Hoffmeyer, der følte et personligt tab, hver gang han og finansministeren måtte gå tiggergang blandt de europæiske finansministre og centralbankdirektører for at få lov at devaluere. Nu skulle det være slut med Keynes’ aggressive pengepolitik, og en mere moderat monetarisme blev indført – der desværre brugte samme virkemidler som Keynes, omend med mere forsigtighed.
På trods af oliekrise, kartoffelkur, stigende inflation, tilbagevendende økonomiske nedture og fastkurspolitik, har der siden 2. verdenskrig blandt statsuddannede økonomer været konsensus om, at (mindst) moderat prisinflation er godt, at staten kan og skal udglatte konjunkturcyklussen, og at markedet skal være (nogenlunde) frit til at fastsætte priser på de økonomiske goder, på nær renten, som skal planlægges centralt af bureaukrater i et statsligt bureau som Nationalbanken. Spørgsmålet blandt de økonomiske teoretikere er bare, hvor lempelig pengepolitikken skal være for at opnå deres fastsatte mål. Diskussionen går ikke på om det er en god idé i det hele taget at planlægge pengeproduktionen fra statens side uden hensyn til den private ejendomsret.
Det er som med socialisterne. Det er lige meget, hvor mange fiaskoer man kan diske op med fra historien, så vil de klamre sig til deres version af “planlagt” pengeproduktion. “Det var ikke ægte planlægning!” kan man høre for sit indre øre, når økonomerne slås om, hvad man skal gøre rigtigt næste gang, og hvad der gik galt forrige gang. Troen på planlægning og kontrol med penge er det fikspunkt, de ikke slipper.
Men lad os nu vende tilbage til Myginds gode bog, der forsøger at gøre op med den beklagelige tro på, at statens indblanding i pengemarkedet er godt.
Mygind identificerer problemerne
Bogen handler i høj grad om, at de problemer som debatteres i dag, er problemer som er skabt igennem en lang række af fejlslutninger omkring økonomi, som politikerne har haft demokratisk succes med at lefle for. Mens de påstår, de forhindrer markedet i at skade den almindelige mand – socialdemokratiets slogan er, at markedet er en god tjener, men en dårlig herre – er deres virkemidler den selvsamme gift, de angiveligt forsøger at fjerne.
Det er netop disse fundamentale problemer i økonomien, som Mygind retter sin kritik mod og forklarer, hvorfor vi er kommet ud i vores situation. I det følgende vil jeg kort opsummere nogle af de vigtige pointer, men jeg kan desværre ikke gennemgå det hele – hvis du vil have det hele med, anbefaler jeg dig at købe bogen.
Konjunkturcyklusproblemet
Hvis du er gammel nok til at huske finanskrisen fra 2008, så husker du nok også, hvor voldsomt det var at opleve økonomien gennemgå store prisfald, massefyringer og bratte fald på aktiemarkedet. Men selvom det føltes og oplevedes, som om det hele opstod i 2008, er det ikke begivenhederne i det år, der var skyld i alle problemerne. Krisen blev ganske vist udløst i 2008, men de fundamentale problemet blev sat i bevægelse tidligere af lempelig kreditpolitik. Det gør forståelse af konjunkturcyklusproblemet vanskeligt, fordi indgrebene, der fører til krisen, foregår flere år tidligere end krisen selv. Men problemet med konjunkturcyklussen er ikke nyt – tvært imod.
Ganske vist kan vi spore økonomiske kriser i flere århundreder tilbage i tiden, men den mest relevante del af fortællingen tager sit udgangspunkt i efterkrigstiden og frem til i dag. Det er her, den dominerende økonomiske tankegang blev ført over på den keynesiansk-inspirerede planlægning af økonomiens produktion. Keynes’ tanker blev vidt udbredt, og selv Milton Friedman, der er en god økonom på frihandel og det frie markeds fortræffelighed, udtalte, at når det kommer til økonomiske analyseværktøjer, er vi alle keynesianere i dag.
I sin essens drejer metoden sig om at indsamle data fra økonomien i et nationalbudget, og bruge disse abstrakte data til at udforme statens penge- og finanspolitik. Ideologisk set hviler denne centrale planlægning i troen på, at markedet ikke gør det rigtige, eller ikke gør det godt nok. Derfor skal staten træde til og styre økonomien på et overordnet plan. Mens mikroindgreb som priskontrol og subsidier til enkelte virksomheder er unødvendige, skruer staten “makroøkonomisk” på penge- og finanspolitik med sigte på at stimulere økonomien til at nå målet om fuld beskæftigelse, eller den optimale økonomiske vækst.
Den overordnede styring af penge- og finanspolitik føres frem med slogans såsom at “holde hånden under økonomien”, “understøtte forbruget”, eller “optimere væksten”. Disse udsagn postulerer, at man kan støtte økonomien med statens hjælp. Overlades økonomien til markedskræfterne får vi problemer, og med den rette statsstyring af penge- og finanspolitikken, kan vi sikre os bedre resultater.
Men den slags postulater finder Martin Mygind ingen sandhed i. Forsøget på at styre markedsøkonomien er forfejlet, fordi den underliggende diagnose er forkert. Lavkonjunkturer er et nødvendigt onde, som skal bruges til at rense markedsøkonomien for svage virksomheder. Hvis keynesianerne får held af at dæmpe en lavkonjunktur holder de blot urentable virksomheder i live med kunstigt åndedræt – når de i stedet skal have lov at møde markedskravet om disciplin og værdiskabelse. Lad dem gå fallit og i deres sted vil sundere og mere produktive virksomheder overtage resurserne til gavn for samfundet som helhed.
Midlet er også forkert. Penge er en naturlig fremvækst af en markedsøkonomi, og når staten blander sig ved at pålægge markedet statens pengevare, fører det til uønskede konsekvenser som fx bobler og forlængede konjunkturopsving, der forstærker konjunkturnedgange. Vi bør derfor gøre noget ved pengesystemet, for at slippe ud af de problemer, politikerne har skabt for os. Penge skal overlades til markedet igen. Det er dog ikke klogt, hvis vi lader os lokke ind i den romantiske forestilling om at vende tilbage til de gode gamle dage med metalpenge. Det mener Mygind er farligt, da vi i dag har langt flere muligheder end dengang. Derfor foretrækker Mygind at slippe pengemarkedet løs og forholder sig i stedet til, at hvad markedets selektionsmekanisme vælger som pengevare er det bedste valg (s 96).
Statsøkonomernes ønske om styre en “ustabil markedsøkonomi” ved at kontrollere pengevaren vil naturligvis blive forpurret, hvis det frie marked producerer penge uden regulerende indgreb fra staten. Det kritikpunkt tager Mygind med åben pande, og erklærer, at markedet skal have lov at producere udsving, som på kort sigt er belastende, men som bygger et fundament til en sund økonomi på langt sigt. Recessioner er smertefulde økonomiske begivenheder, men hvis man forsøger at fjerne dem med statens indgriben i pengemarkedet, skubber vi bare problemet foran os og gør det større med de unaturlige renter og den lempelige kredit (s. 84-85) .
Og da lempelig kredit bl.a. har den effekt, at den stimulerer forbruget på baggrund af kunstige signaler, forvrides markedsøkonomien fra en sund balance mellem forbrug og opsparing. Forvridningen fører over tid til, at forbruget får for megen vægt i økonomien og da det ikke kan opretholdes uden fortsættelse af de kunstigt lave renter, bruges det som argument i sig selv for at fortsætte forvridningen. Netop efterkrigstidens store boom i 1960erne med efterfølgende krise i midt-slutningen af 1970erne er et godt eksempel på, hvad Mygind kalder en efterspørgselsøkonomi.
Denne form for økonomisk politik skaber en såkaldt efterspørgselsøkonomi, hvor ideen er, at man stimulerer forbrug og så efterfølgende satser på, at produktion og innovation følger med. Men nu, efter næsten 30 år med Keynes, blev det for første gang tydeligt, at dette ikke virkede. Årsagen er, som vi ved, at man ikke tillader økonomien at bremse op og rense ud i overfloden, hvorfor økonomien opbygger for meget dødvægt med efterfølgende mangel på innovation og produktivitetsfremgang. Vækst er et produkt af innovation og produktivitetsfremgang ikke omvendt.
.
I stedet for et for stort fokus på at skabe efterspørgsel ved at udvide pengemængden, mener Mygind at fremgangen bedst sikres ved at overlade udviklingen til markedsøkonomien – for hvis vi ønsker vækst, skal det forankres i innovative løsninger på markedet, der løser effektivitetsproblemer og stimulerer den optimale afvejning mellem opsparing og forbrug.
Keynes’ system, og til mindre grad også monetaristerne, forsøger med indgreb i markedet at optimere økonomien på makroplan. Men indgreb i pengemarkedet med statens tvang løser ikke de økonomiske problemer, der er forbundet med innovation og balance mellem forbrug og opsparing. I stedet skubber manipulationen af renten mod et uholdbart forhold mellem forbrug og opsparing og gør innovation en bjørnetjeneste ved at lokke med billig kredit.
Bogens virkelige styrke ligger i at forklare, hvorfor markedsøkonomien er bedst overladt til sig selv, hvorfor den er “naturlig” i den forstand, at den ikke er som socialisternes konspirationsteori, der postulerer, at kapitalisterne styrer politikerne, som på befaling indfører antidemokratiske love, der gavner kapitalisterne på borgernes bekostning. I stedet bygger en fri markedsøkonomi på en organisk samfundsopbyggende proces, der er lige så gavnlig for alle, som den er rationel. Markedets prismekanisme er det bedste signal, vi har, der hjælper det enorme netværk af mennesker til at prioritere resurserne på en sådan måde, at de flyder til at tilfredsstille det mest værdifulde mål.
Det frie marked skal man ikke pille ved, og bogen tager også fat på monetaristerne og keynesianernes teorier og finder, at interventioner i pengemarkedet er skadeligt, fordi det skaber forstyrrelser og fører økonomien ud i kriser, som kunne være undgået, hvis markedet fik lov at være i fred for manipulation.
Mygind fortæller dog ikke bare om 70ernes krise som et tegn på overforbrug, men tager også fat på den asiatiske krise og dot-com boblen i 90erne og slutter af med at beskrive problemerne, der førte op til boligboblen i 00erne, som alle var skabt af statens indgreb i pengemarkedet. Mygind fortæller ganske overbevisende om de mekanismer, der satte økonomien op til at fejle.
Det glohede aktiemarked
Mygind tager historien helt op til vore dage og fortæller om, hvordan centralbankerne og regeringerne verden over forsøgte at drukne deres destruktive lockdown politik i knitrende nye papirpenge. Stimuluschecks, hjælpepakker, kompensation og meget andet løb i en lind strøm fra regering og centralbanker, og skabte en meget hurtig stigning i værdipapirerne på aktiemarkedet.
Coronapolitikkens konsekvenser på pengemarkedet er vi først nu begyndt at se med stigende inflation, men langt tidligere kunne det ses på den monetære base og på de store aktieindeks som fx S&P500 (men i endnu højere grad OMXC25 indekset). Økonomien er siden finanskrisen blevet tilvænnet de ekstremt lave renter, og centralbankernes næsten uimodsagte magtanvendelse har skabt en atmosfære, hvor centralbankerne tiltros at kunne kompensere for en situation, hvor store dele af realøkonomien blev forbudt at løbe rundt. Det tegner ikke godt for fremtidens krisehåndtering, hvis det politiske pres på centralbankerne fortsætter og illusionen om velstand fra seddelpressen ikke erkendes som en sådan.
De stigende kurser på værdipapirer og lave renter har manipuleret markedet i en sådan grad, at Mygind på det kraftigste advarer mod, at det vil underminere økonomien, da mange kan vælge at leve af aktiehandel frem for at producere værdifulde goder til samfundet.
Ideen med markedet er, at det gennem økonomiske gulerødder skal manipulere os til at bruge vores tid på det, der skaber den største værdi for samfundet. Det er markedskræfterne, der tømmer vores natur og manipulerer os til at arbejde for fællesskabet i vores egen selviske søgen efter profit. Men når der for masserne er flere penge at tjene ved at købe tilfældige aktiver og holde på dem end at arbejde, bliver vi i stedet manipuleret væk fra de aktiviteter, der skaber reel værdi og over i aktiviteter, der bare skaber papirværdi. (s. 182)
Det er svært ikke at være enig med Mygind i den konklusion. Dog bør et lille pip ytres: Aktiemarkedet skal ligesom resten af økonomien prissættes optimalt for at fungere og tjene os. Det kræver menneskets handling at finde den rette pris, og vi er derfor nødt til at erkende, at aktiehandlere gør os en tjeneste ved at finde den bedste pris på værdipapirer gennem deres køb- og salgsordrer. Vi kan ikke undvære dem helt, men vi må medgive Mygind, at der nok er for mange beskæftiget med den aktivitet, fordi værdipapirhandel har været kunstigt attraktivt pga. prisernes himmelfart.
Mange vil vågne brat op, når aktiemarkedet vender for alvor, og sender kurserne på værdipapirerne sydover. Det bliver ikke sjovt, hvis ikke man har sikret sine investeringer mod store tab. Det vil formentlig særligt ramme pensionsformuerne, som efter finanskrisen både har indhentet det tabte fra 2007-08 men sandsynligvis har mere end fordoblet sin værdi. Nu er der endnu længere at falde, fordi pengepolitikken har været endnu mere risikabel og hæmningsløs efter corona end efter dot-com boblen.
Ulighed
Men ikke nok med, at Mygind viser hvordan statens indgreb fører til økonomiske nedture, så går han også ind på et af venstrefløjens yndlingsemner: Ulighed. Mygind argumenterer for, at den ekspansive pengepolitik skaber en meget ulige fordeling af velstanden, da politikken gavner de, som holder en stor del af deres velstand i værdipapirer. Mygind viser, at i dag ligger 45% af formuen hos den rigeste 1% i USA i deres aktiebeholdning, mens den i 1989 lå på 18%. Deres ejendomsværdier er stort set uændret, mens værdien af deres private virksomheder sågar faldt fra 1989 til i dag fra 26% til 18% (s. 164).
Det er særligt pengepolitikken, der har medvirket til ændringen i formuefordelingen. Den lempelige pengepolitik har opblæst aktivpriserne, som i særlig høj grad kommer den rigeste del af befolkningen til gavn. Det er ikke et problem i sig selv, hvis de rigeste blev rigere, men problemet med pengepolitikken er, at de rigeste er blevet rigere ved aktiemarkedets stigning frem for igennem driften af deres private virksomheder.
Den ekspansive pengepolitik medfører, at de første personer, der får pengene i hånden kan bruge dem til de gamle priser, og nyder således den største købekraft af de nye penge relativt til de, som får fat i pengene sidenhen. For hver handel i markedet mister de nye penge købekraft, fordi de successivt byder priserne op – og de som ikke, eller først meget sent, får fingre i de nye penge er blevet snydt for købekraft af inflationen, fordi de har betalt højere priser med deres “gamle” penge, før deres indkomst stiger (s. 166). Denne fordelingsmæssige effekt har et navn: Cantillon-effekten.
Det kan midlertid være svært at observere Cantillon-effekten i sin dagligdag, fordi økonomiske betragtninger altid tager udgangspunkt i det teoretiske “alt andet lige”. Men alt andet er ikke lige. Det kan fx være, at prisen på kartofler ville være faldet, hvis inflationen ikke havde udlignet stigningen i produktivitet i kartoffelproduktion. Derfor kan Cantillon-effekten være meget svær at få øje på, fordi markedet trods alle statens indgreb stadig akkumulerer kapital og kan allokere størstedelen af kapitalen produktivt (s. 168-169).
Men ikke nok med, at den ekspansive pengepolitik forvrider aktiviteterne væk fra almindelig produktion af varer over til finansiel spekulation i værdipapirer, forvrider formuefordelingen og frarøver forbrugeren frugten af markedets produktivitetsstigning. Når politikerne får øje på uligheden, begynder de at iværksætte endnu flere indgreb i markedet i stedet for at rette problemet ved sin rod: Den ekspansive pengepolitik, der særligt siden corona nedlukningerne har skabt store stigninger i pengemængderne (s. 188).
Politikerne kritiserer resultaterne af deres egen politik: Stigende boligpriser i København, stigende formuer blandt de store virksomhedsejere, og her i starten af 2022 kan vi også føje til, problemer med inflation, der særligt er hård for de økonomisk svageste grupper (fx kontanthjælpsmodtagere og flygtninge på integrationsydelse, som “tilfældigvis” ikke har udsigt til at få flere penge af skatteyderne, da regeringen vælger at fokusere på svingvælgerne blandt folkepensionisterne).
Der er altså enten en bevidst eller ubevidst uvilje mod at age fat ved roden og indse, at det er de lave renter og inflation i mængden af penge, der er ved at splitte samfundet i to dele. Et problem, der, som vi ved, kun har én mulig løsning, nemlig at man igen hæver renten og stopper seddelpressen. (s. 188)
For danske forhold betyder kuren at opgive fastkurspolitikken, så Nationalbankens renter kan planlægges af Nationalbankens bureaukrater selv, så de kan følge Myginds råd om højere rente. Vi kan som puritanere indvende, at den ægte løsning er markedspenge, dvs. nedlæggelse af Nationalbanken for at overgå til markedets pengevare. Men på den korte bane kan man komme langt af vejen ved at opgive fastkurspolitikken og hæve renten.
Mygind forklarer dog ikke, hvordan vi skal afvikle fiat pengesystemet og starte overgangen fra fiat penge til markedspenge. Markedet kan naturligvis håndtere udfordringen med en brat overgang fra fiat til markedspenge, men da befolkningen er tilvænnet fiat pengene, vil det nok være bedst, om en rolig overgang kan iværksættes frem for en chokkur. Det ville måske være bedst, om de velkendte pengesedler og mønter fortsat kunne bruges, så den almindelige dansker ikke oplever overgangen for markant i sin hverdag.
Men i sidste ende skal det være frit for enhver at udstede pengecertifikater, der er fuldt dækket af pengevaren. På markedet vil konkurrencen føre til, at den mest egnede bank får mest succes, mens midre egnede banker løber ind i problemer. Hvis Nationalbanken fjernes, kan det forsigtigt forventes, at den mest tillidsvækkende danske bank bliver den første til at udstede sine egne pengecertifikater.
Vækst
Som det fremgår flere steder i bogen, er det nuværende pengesystem medvirkende til at underminere produktiv adfærd, den skaber kunstige formuer og forstærker de økonomiske kriser. Politikerne fejlbehandler problemet ved at fokusere på symptomerne og i stedet for at sikre en velfungerende markedsøkonomi, forstyrrer de markedets naturlige udvikling, som er den væsentligste årsag til den høje velstand vi trods problemerne nyder.
I vores iver efter at skabe vækst har vi glemt, at vækst er en naturlig konstant. Mennesket er fra naturens side et kreativt og innovativt væsen, og ud af dette skabes produktivitetsforbedringer og værdi. Biproduktet af dette er vækst. Sådan er den helt enkle fortælling om alle menneskelige fremskridt (s. 192-93).
Beskrivelsen af vækst som en konstant forekommer uheldigt formuleret. For hvis den var konstant, ville kriserne ikke opstå, da disse defineres som negativ vækst i mindst 2 på hinanden følgende kvartalsregnskaber. Mens vækstraten næppe kan kaldes konstant, kan vi måske forstå udsagnet på en anden måde: Nemlig at menneskets egenskaber i en markedsøkonomi altid (konstant) er gearet mod at skabe vækst: Menneskets søger altid at forbedre sin tilstand. Væksten på samfundsniveau kan dog fra tid til anden blive påvirket negativt i tilstrækkelig høj grad til at den samlede vækst ændrer sig og bliver negativ ind i mellem.
Det er netop budskabet, som jeg forstår Myginds intention med bogen. Vækst kommer naturligt, hvis vi lader markedet være i fred fra politisk indblanding. Selvom der kan opstå kriser fra tid til anden skal disse ses som en nødvendig renseproces, der justerer på dårligt drevne virksomheder og strammer op på de gode.
Mygind vover sig dog også ind på en forudsigelse omkring vækst: Det bestående system med fiat penge under konstant udvidelse, interventionisme på finansmarkederne af centralbankerne, og politiske indgreb, der forsøger at regulere markedet på alle leder og kanter, er hæmmende for væksten. Mygind forudsiger, at vi ser ind i et stagflationsscenarie.
Resultatet af dette er, at væksten i produktiviteten har været faldende siden 1970’erne, hvilket også forbløffer økonomerne, som refererer til det som et ‘productivity paradox’, fordi dette fald, netop er kommet i en periode, hvor vi har oplevet store teknologiske fremskridt.
Med en stadigt ekspanderende mængde af penge og faldende vækst står vi dermed i den situation, at stagflation – som er den situation, hvor inflationen er høj, samtidig med at økonomien er i recession – venter rundt om hjørnet. Som gentaget flere gange igennem bogen er der kun én løsning på dette problem. Vi skal stoppe med at printe penge og lade markederne styre renterne (s. 194).
Det er efter min overbevisning farligt at komme med forudsigelser, selvom jeg finder meget af Myginds forudsigelse plausibel. Mygind baserer formentlig sin vækstforudsigelse på den trend, der startede efter finanskrisen, som er lavere end de historiske 2% p.a., som også Martin Ågerup pointere i sin bog. Ågerup viser væksttrenden tilbage fra 1890’erne til i dag, og viser, at der var et knæk på væksten siden finanskrisen, hvor raten er betydeligt lavere end den gennemsnitlige vækstrate fra 1890’erne til 2008. Ydermere siger Ågerup også, at prognoserne fra Finansministeriet og OECD spår svagere vækstrater end det langvarige gennemsnit på ca 2,1% p.a. i årene frem mod 2030 .
Men selvom Ågerups pointe ligner Myginds, så lægger Mygind endnu et dystert lag på sin forudsigelse: Væksten bliver ikke alene lav, den bliver så lav, at den nærmest er fraværende eller negativ – og dertil kommer inflationsforventningen, der er høj. Det er en dyster forudsigelse, som det kan være svært at komme overens med. Vi har trods alt haft vækst siden finanskrisen uden høj inflation i priserne.
Det interessante er, at i midten af 2021 til nu har vi netop fået inflation i priserne. Halvdelen af Myginds forudsigelse er således allerede blevet virkelighed – spørgsmålet er om den næste bliver det? Får vi en recession? Jævnfør den økonomiske teori som fremsat af østrigerne, så kan der ikke være tvivl om, at vi får en recession, og skal vi vove at gætte på dens størrelse, så bliver den værre end finanskrisen.
Konklusion og få kritikpunkter
Bogen er en ganske glimrende bog til at give en introduktion til et solidt alternativ til den dominerende keynesianske tankegang. Jeg er meget glad for, at Martin Mygind har fået den udgivet, for hvis der er noget, vi har brug for, så er det en rationel økonomisk politik og en kritik af det keynesiansk-inspirerede pengesystem vi lider under i dag. Når det er sagt, så er der nogle små detaljer, jeg ikke kunne undgå at bide mærke i undervejs. Det er små ting, men for en god ordens skyld vil jeg nævne dem her.
Den første er i gennemgangen af udveksling, prisdannelse og pengeøkonomi (s. 46-49). Her finder jeg, at Mygind ikke tilstrækkeligt tydeligt understreger, at enhver handel kræver, at begge parter får noget ud af den. Mere specifikt, at køber og sælger værdsætter de to varer forskelligt. Et eksempel: Når du køber et brød for 20 kr, så viser du med din handling, at brødet for dig er mere værd end 20 kr, mens sælgeren viser med sin handling, at han mener modsat, at brødet er mindre værd end 20 kr.
Den analyse fører til konklusionen, at begge parter drager fordel af at handle med hinanden, men prisen de når frem til, er ikke et mål for værdien af varen, men et udtryk for forskellige opfattelser af værdien af varen. På et større marked dannes priserne ud fra handler med mange mennesker, og priserne tenderer mod sin ligevægt, der balancerer udbud med efterspørgsel. Men selvom priserne dannes på et marked med en større grad af social interaktion end den enkelte handel mellem to mennesker, ændrer det ikke på det fundamentale, at begge parter i handlen vurderer varens værdi forskelligt. Det er den indsigt vi bruger til at konkludere, at i en fri markedsøkonomi handles resurserne derhen, hvor de tilknyttes den højeste værdi.
Der er en ting mere. I Myginds gennemgang af økonomisk teori behandler han ganske fornuftigt teorien om tidspræference (s. 71, renteteori) og forklarer, hvordan banksystemet (s. 73, brøkreservesystemet) fungerer. Det fører frem mod det næste kapitel, hvor han forklarer, at økonomiske opsving fører til stigende omløbshastighed på penge (s. 83-84), men synes at glemme, hvordan prisernes justering til markedets efterspørgsel kan korrigere det tilsyneladende stive koncept, at stigende omløbshastighed nødvendigvis følger økonomiske opsving. Alternativt kan omløbshastigheden forblive den samme, mens pengenes værdi stiger (priserne falder) i det givne eksempel med en fast pengemængde.
I eksemplet efter dette viser Mygind, hvordan brøkreservesystemet fodrer opsvinget ved at udvide pengemængden og skaber dermed et forlænget konjunkturopsving, som i Myginds model ville komme til sin naturlige afslutning under en fast pengemængde, når omløbshastigheden af penge nåede et absurd niveau.
Det er muligt, jeg blot har misforstået intentionen med beskrivelsen af opsvinget med fast pengemængde, men den gængse østrigske forklaring på konjunkturcyklussen er lidt anderledes end som præsenteret af Mygind. I stedet for mindre konjunkturcyklusser vil en markedsøkonomi med en fast pengemængde (eller en økonomi uden inflation ifølge Hülsmanns definition ovenfor) vokse i markedets tempo, men kan stadig drage fordel af markedsdisciplinen, da fallitter blandt virksomheder følger, når forbrugerne ikke finder dem produktive.
I Myginds model virker det til, at konjunkturcyklussen er nødvendig for at rydde op i ineffektive virksomheder. Det er dog ikke nødvendigt iflg. den østrigske skoles teorier, da markedet kan reducere størrelsen på specifikke virksomheder ved at fratage dem kapital igennem tab på investeringer, uden økonomien nødvendigvis går igennem et konjunkturforløb, som karakteriseres af, at mange virksomheder samtidigt oplever tab. Som Rothbard skriver, kan en helt fri markedsøkonomi godt “tøffe derudaf” uden at ende i enten opsving eller recession.
Men uanset disse to måske mindre detaljer, forklarer Mygind udmærket om de gode teorier for pris, penge, rente og konjunkturer. Hvis man søger en forklaring på nogle af økonomiens problemer, er Myginds bog et godt udgangspunkt, hvor man senere kan vove sig ud i de lidt mere avancerede værker, hvis man har lyst til det.
Bogen kan anbefales som en udmærket “primer” på økonomisk teori, især fordi den på dansk forklarer den vigtige østrigske konjunkturcyklusteori, som vi formentlig snarligt vil have behov for at kommunikere, når vi skal forklare, hvorfor økonomien er i recession, og (måske endda) hvorfor inflationen fortsætter, selvom der er arbejdsløshed.