Jeg har netop færdiglæst Per Bojes bog “Vejen til velstand” med undertitlen “Marked, stat og utopi”. ISBN: 978-87-7674-713-8 købt hos Universitypress.dk.
Jeg blev bekendt med denne bog, da Martin Ågerup i sin bog, Velfærd i det 21. århundrede refererede til den. Jeg fulgte sporet, der blev lagt af Martin Ågerup, og tænkte, at det ville være interessant for læserne af min blog, at se, hvad der gemmer sig i denne bog. Om ikke for andet, så for underholdningens skyld, som vi skal se. Jeg vil fokusere mest på de punkter, hvor jeg er uenig med Per Boje. Det er værd at huske på, for bogen rummer mange gode elementer også. Men når jeg går i detaljen med min kritik, kan det godt se ud som om, at bogen ikke er god. Men det er den på en lang række andre punkter. Tag kritikken som et udtryk for, at jeg er meget forhippet på at give den østrigske vinkel på markedsøkonomien 🙂
Fra bogens bagside:
Enevælden skabte stadig bedre rammevilkår for Danmarks deltagelse i en voksende international arbejdsdeling og for, at virksomhederne inden for landbrug, industri og handel blev stadig mere produktive gennem inspiration fra udlandet. Den nationale vej til velstand var ikke så national, som megen historieskrivning har en tendens til at gøre den til. En snæver, internationalt orienteret elite stod for en meget stor del af 1700-tallets erhvervsmæssige investeringer. En form for hofkapitalisme knyttet til landets godsejerelite og københavnske storhandlende var udbredt frem til 1807, men den mistede legitimitet med Danmarks inddragelse i Napoleonskrigene, og det var kun en del af eliten, der formåede at fastholde en fremtrædende erhvervsmæssig rolle efter 1814, da landet blev ramt af en af historiens hårdeste økonomiske kriser.
Kort sagt er Per Bojes tese, at enevælden formåede at skabe bedre rammevilkår for udviklingen af kapitalismen i Danmark, og at det derfor var enevælden, der banede vejen til velstand igennem sine investeringer og dens liberale reformer af samfundet. Disse rammevilkår involverer investeringer i fx infrastruktur samt reformer af godsejerens stilling overfor bønderne og reform af ejerskab af gårde. Min vurdering er en anden end Per Bojes: Nogle af reformerne har været meget gavnlige, men investeringerne har kun skadet Danmarks markedsøkonomiske udvikling. Det kommer vi til senere.
Bogen kan anbefales, den er både interessant og godt skrevet. Det er tydeligt at Per Boje er godt inde i historien, og at han formår at knytte mange interessante historier sammen til en samlet fortælling, der sætter læseren ind i enevældens forandring af samfundet i tiden fra 1730 til 1850. Særligt historier om hofkapitalisterne som fx Schimmelmann og Bernstoff er interessante. Per Boje formår at tilbagevise tidligere historier, der fremstiller enevælden som en hæmsko for udviklingen, og ser demokratiet som samfundets frelser. Så vidt er jeg også enig med Per Boje. Det er ikke en brugbar fortælling om historien, hvis man når til konklusionen, at demokratiet frelste markedsøkonomien i Danmark fra enevældens kløer. Her er jeg tilhænger af Hans-Hermann Hoppes tese om, at set fra synspunktet om markedsøkonomi og personlig frihed, så vil det være bedre at have en “privat” stat frem for en socialistisk stat. Hvis man skal være slave, vil man så gerne være en socialiseret slave eller en privat slave? Professor Hoppe argumenterer, at kongen kan sammenlignes med en privatperson, der ejer kapitalværdien af landet, mens demokratisk valgte politikere blot er midlertidige forvaltere og ikke ejer kapitalværdien. Modsat kongen må de ikke sælge dele af landet, og beholde indtægterne fra salget. Forskellen på de to ejerformer er enorm. I den nærværende historie er enevælden med liberale briller dog en tilbagegang i forhold til den tidligere konge, fordi enevælden eliminerede politisk konkurrence i landet, der bestod under tidligere kongedømmer.
Forestil dig forskellen mellem at få et hus som dit eje, du må sælge det på markedet, du kan leje det ud, eller bo i det selv, kontra hvis du fik at vide, at du må bruge et hus til hvad du vil i en periode, men du må ikke sælge det. Hvilken indflydelse vil det have på kapitalværdien af huset? Det er let at se, at det private ejerskab er bedre til at bevare kapitalværdien af huset, da hele værdien tilfalder ejeren. Forvalteren af huset derimod har incitament til at plyndre kapitalværdien af huset, leje det ud så meget som muligt, uden at have så meget fokus på bevaring af kapitalværdien. Forvalteren (den moderne politiker) har kun en begrænset periode til at udplyndre husets lejeværdi, ved at malke huset så meget som muligt i den periode, hvor han er forvalter. Investeringer i huset bliver dermed udelukkende med lynprofit for øje. Det er kun kortsigtede investeringer, der hurtigt giver profit, der bliver interessant. Ejeren af huset derimod kan bedre tillade sig at foretage investeringer med længere horisont, fordi kapitalværdien er hans, og ved et salg kan gode langsigtede investeringer betale sig, da huset kan sælges til en højere pris.
Per Boje skal roses for at fokusere på iværksætterens bidrag til markedsøkonomien. Det er her, Per Boje er inspireret af Joseph Schumpeter (en økonom fra østrig, som dog ikke er “østrigsk økonom”) og han fokuserer derudover også på “kreativ destruktion” som et vækstskabende fænomen. Adam Smith omtales også med jævne mellemrum i bogen, men til alt held introducerer Per Boje også iværksætteren, som er lidt fraværende i Adam Smiths værker. Ved at inddrage iværksætteren er det muligt at forstå, hvordan markedsøkonomien vokser og tilrettelægger produktionen, for at skabe mest mulig velstand. En markedsøkonomi uden iværksættere, er en mekanisk størrelse, uden liv og sjæl. Iværksætteren virkeliggør markedsøkonomien og gør den levende og tilmed menneskelig.
Der er dog også visse elementer i bogen, som man skal vare sig for at forfalde til at tro på. Per Boje er ikke skolet i økonomi i den østrigske skole, men er i stedet inspireret af nobelpristageren Douglass C. North. Det er en skam, for det leder Per Boje til at fremsætte nogle teser i bogen, som ikke er holdbare. Det drejer sig om den alenlange liste af “markedsfejl” (s.26), der uden forklaring tilsyneladende slet ikke findes i offentlige institutioner, og en tro på at enevældens langsigtede investeringer i infrastruktur var gunstig for markedsøkonomiens udvikling (s.30).
Fra side 37 til 42 beskrives statens rolle som afgørende for økonomisk vækst. Per Boje fastholder ikke et hverken socialdemokratisk eller liberalt syn på statens rolle, men konstaterer blot, at staten har haft afgørende indflydelse på den økonomiske vækst, og at der under enevælden blev ført en aktiv erhvervspolitik (s.38), særligt med henblik på investering i infrastruktur for transport og kommunikation (s.39). Den del tager vi fat på i boganmeldelsen, og læseren vil nok ikke overraskende blive bekendt med, hvor hullet argumentet er for, at enevælden kunne bidrage til økonomisk vækst igennem en aktiv investeringspolitik.
Der er fem elementer i bogen, som jeg vil beskrive og diskutere, disse er:
- Kurantbanken
- Infrastruktur
- Skoler
- Industrialisering
- Liberaliseringer
Kurantbanken
Per Boje fremhæver Kurantbanken, som et eksempel på enevældens fokus på at hjælpe markedsøkonomien på vej, s. 95:
Enevælden bidrog også til markedsøkonomiens fortsatte fremvækst ved at indføre sedler som betalingsmiddel og ved at tillade fremvæksten af nye private og halvoffentlige kreditinstitutioner, samtidigt med at den fortsat beskyttede personlig kreditgivning inden for imperiets grænser. Det blev lettere at afregne for store varepartier, og den innovative og investeringsvillige virksomhedsejer fik bedre lånemuligheder. Bestræbelser på at få et mere effektivt pengevæsen indgik som et centralt element i den omfattende reformlovgivning, der skulle bringe landet ud af den alvorlige økonomiske krise i 1730rne. Det viste sig ved etableringen af Kurantbanken i 1736, og selv om indførelsen af et nyt stabilt betalingsmiddelssystem med brug af sedler var vanskeligt og ikke forløb uden tilbageslag, tabte enevælden ikke dette mål af sigte; det lykkedes den sene enevælde at nå målet.
Kurantbanken blev etableret som et privat aktieselskab, nærmere betegnet en kongelig oktroj, og i starten var der ingen begrænsning på seddeludstedelsen, men dog skulle sedlerne være fuldt indløselige i sølv (s.96). Østrigerne ville ikke have indvendinger mod sådan en type bank. En privat bank som har fuld dækning for sedlerne kan ikke foretage kreditekspansion (som er udstedelse af dækningsløse lån) – men det kan nok kritiseres, at kongen er involveret i etableringen. Desværre, som så ofte sker, begyndte fupmagerne i banken at udstede dækningsløse sedler. Allerede i 1757 blev sølvindløseligheden ophævet. Per Boje nævner, at staten var medvirkende til beslutningen, fordi den havde meget svingende indtægter (s.97). Det er ikke et godt argument. Staten må begrænse sit forbrug i stedet for at begynde at svindle med pengevaren.
I 1773 overtager staten banken fuldstændigt, ved at “indløse de private aktionærer”. De næste 60 år lykkes det ikke at sikre sølvindløseligheden eller en stabil seddelkurs. (s.97).
Det er morsomt at læse, for det er lige nøjagtig den farlige situation, der opstår, når staten har lov at låne penge af banken. Det er altid staten, og dens uendelige appetit på magt og midler, der smadrer pengevæsenet i et land. Således skete det også i Danmark, at staten overtog driften fuldstændigt og manipulerede seddelmængden ved at optage lån i banken, uden dækning herfor i sølv. Når sølvindløseligheden ophæves er det fordi, banken er begyndt på kreditekspansion. Den har ganske enkelt udstedt flere sedler som lån, end der er dækning for i den oprindelige pengevare, i dette tilfælde sølv.
Det kan være ganske interessant at se, hvor stor kreditekspansion Kurantbanken stod for, ved at læse i en anden bog.
Erling Olsen, Danmarks økonomiske historie fra 1750, s. 247:
Seddelomløbet, som i 1798 havde været 13 mill. rigsdaler kurant steg til 24 mill. i 1801, og 31 mill. i 1808. I 1810 var det nået 73 mill. og i 1813 hele 145 mill. rigsdaler. Landet førtes ind i en sand inflationær udvikling og en statsfinansiel krise, der endte med statsbankerotten og pengereformen i januar 1813.
Kurantbanken 10-doblede seddelmængden på 15 år. Det er meget voldsomt, og det fører til massive fejlinvesteringer i kapitalgoder i økonomien, jævnfør Mises konjunkturcyklusteori (Austrian Business Cycle Theory, ABCT).
I det sidste afsnit i min anmeldelse kan du læse om, hvordan liberaliseringen af bøndergods samtidigt med meget kraftig kreditekspansion gav grobund for en spekulationsiver, der førte til store prisstigninger på gårde, og efterfølgende til store prisfald og fallitter, lige efter “bogen”.
Per Boje kommenterer meget sporadisk på disse begivenheder. Han anerkender at pengeforholdene var usikre en overgang, men ser ingen tilknytning til Kurantbankens inflationære politik, da han blot konstaterer, at krigen nødvendiggjorde inflationen (s. 216). Jeg er, naturligvis, uenig i at det er sådan. Det er en beslutning at nationalisere seddelpressen, og det er en beslutning at lade seddelpressen køre i ivrigt tempo der fører til kreditekspansion (en ivrig seddelpresse kan modvirkes med en lige så ivrig forøgelse af sølv som dækning i bankboksen). Det kan lige så vel være et godt argument for at indgå en fredsaftale, at man er løbet tør for penge, som det er et argument for at fortsætte krigen ved at ty til seddelpressen.
Det virker til, at Per Boje ser med positive øjne på at staten fastlagde regler for kreditformidling, og oprettede kreditinstitutioner som fx Kurantbanken, s. 102:
Det traditionelle private kreditmarked fungerede effektivt, men det var sårbart, og det var begrænset med hensyn til åbenhed. Personlige relationer var i vid udstrækning afgørende for, om man opnåede kredit. Social accept kunne gøre det vanskeligt at opnå lån for nyetablerede uden slægts- eller familieforbindelser til allerede etablerede erhvervsdrivende. Det var derfor et vigtigt bidrage til den økonomiske vækst, at de organisatoriske rammer for kreditformidlingen udbyggedes med etablering af en række nye kreditinstitutioner, der skulle følge bureaukratiske og dermed mindre socialt begrundede kreditvurderinger.
Det passer meget godt med fortællingen ovenfor. Det private kreditmarked var tilbageholdende, fordi man selv stod med aben, hvis lånet gik i skoven. Med et socialiseret statsudlånssystem, hvor pengene er lavet af papir, så kan man godt tillade sig at være “social” og “vækstskabende” ved at sprøjte papirpenge ud i en lind strøm, til hvilken som helst stratenrøver, der anmelder ønske om kredit. Hvis kongen og hans rådgivere ønsker at støtte markedsøkonomisk vækst, kan det få dem til at udstede ordrer om at sænke renten og låne flere penge ud, end der er dækning for. Når ordren er givet, og lånene skal udmøntes, skal man naturligvis huske på, at de lån, der bliver givet under den nye politik, nødvendiggør at lånene gives til personer eller projekter, der før blev anset for at være af mere tvivlsom karakter. Med andre ord, så medfører kreditekspansion at man bevidst udlåner til stadigt mere risikable projekter og stadigt mere drikfældige låntagere.
Markedsbaseret kreditgivning drejer sig midlertid om at kende låntageren og hans projekt, og finde ud af om det er et profitabelt projekt og om låntageren er ærlig, ædruelig og arbejdsom. Her har det private lånesystem sine fordele, fordi det kan diskriminere effektivt. Diskrimination er nødvendigt, fordi der ikke er uendelige resurser til rådighed til udlån. Det er nødvendigt at økonomisere med de lånbare midler for ikke at spilde dem og risikere tab af kapital på udlån til drikfældige charlataner. Social accept er derfor ganske fortrinligt at inddrage i kreditvurderinger, ved at ekskludere visse personer fra at opnå kredit. Da markedsbaserede udlån ikke involverer systematisk svindel med pengevaren, er de lånbare midler begrænset til mængden af opsparede midler. Her har kreditekspansion i Kurantbanken den “fordel”, at mængden af lånbare midler afhænger af hvor hurtigt seddelpressen kan køre.
Privat kreditgivning sikrer også, at den sparsomme kapital udlånes til projekter, der er rimelig sikre. Det har den sociale funktion at hjælpe til korrekt spekulation og bevarelse af opsparet kapital. Hvis man ødsler kapitalen væk på dårlige projekter, så mindskes samfundets produktivitet og fremtidsudsigten til vækst dæmpes. Fuld sølvindløselighed medvirker også til at koordinere produktion over tid, så der ikke igangsættes projekter, der får problemer med at sælge varerne i fremtiden, fordi forbrugerne ikke har en opsparing, de kan købe dem med.
Kreditter der gives uden forudgående opsparing, er inflationære, fordi resurserne, der kan købes for kreditten, ikke findes. Hvis man sparer penge op, og låner dem ud, så kan låneren købe de resurser, som spareren har undladt at forbruge. Resurserne er derfor “ledige” til at blive anvendt af låneren, og kreditten tager derfor form af at være inflationsneutral. Spareren efterlader resurser ubrugt i økonomien, som låneren kan drage nytte af til hans formål.
Det hjælper imidlertid ikke markedsøkonomien til at vokse, at der kører en papirprinter på overtid. Markedsøkonomien vokser når kapitalgoder investeres i produktive arbejdsprocesser, og papirpenge kan ikke bruges i stedet for kapitalgoder. For at øge væksten skal opsparingen øges først, ellers kan man ikke bygge kapitalgoder. Hvis materialerne bruges på forbrug, kan de ikke samtidigt bruges på at bygge kapitalgoder. Vækst forudsætter, at der bygges kapitalgoder, der indsættes i produktive led i produktionsprocessen. Papirpenge fordrer ikke konstruktion af flere kapitalgoder eller mere ædruelig vurdering af, hvor kapitalgoderne skal indsættes for at være produktive. Kreditekspansion forfalsker markedssignalerne, fører til indsættelse af kapitalgoder i forkerte led, og fører til kriser og forbrug af kapital på den lange bane.
Et lille citat af den gode Ludwig von Mises kan bruges her:
Ludwig von Mises, Human Action, s. 559:
[I]t is certain that no manipulation of the banks can provide the economic system with capital goods. What is needed for a sound expansion of production is additional capital goods, not money or fiduciary media. The boom is built on the sands of banknotes and deposits. It must collapse.
Infrastruktur
Per Bojes syn på nødvendigheden af central planlægning og tvangsfinansiering af infrastruktur står tydeligt frem i bogen. Han beskriver dog ikke processen i nær så malerisk et sprog, som jeg gør det.
Fra bogen, s 94:
Enevælden udviste dog betydelig økonomisk ansvarlighed i henhold til tidens økonomiske tankegang, idet gennemførelsen af anlægsprojekterne i vid udstrækning tilpassedes konjunkturerne og de statsfinansielle forhold. Og den udviste et ganske pragmatisk forhold til samarbejde med lokale myndigheder og private investorer. Den finansierede projekter, som det vanskeligt at forestille sig, at private investorer ville have påtaget sig.
Den økonomiske fejltagelse består ganske enkelt i, at tro, at fordi det private ikke vil foretage investeringen, er det tegn til, at kloge fremsynede planlæggere skal gøre det på deres vegne. For at se korrekt på situationen skal man se markedsøkonomien som den proces, der sikrer, at resurserne bruges optimalt. Hvis der er investeringer, der er gunstige at foretage, vil markedsdeltagerne over tid identificere disse investeringer, og foretage dem i en udstrækning som forventes at indbringe en fortjeneste. Altså at resurserne bruges på en omkostningseffektiv måde, der er rentabel. Hvis der er et investeringsbehov, der ikke bliver udfyldt, skal man se til lovgivningens barrierer for investeringen (fx hvis kongen nægter at sælge dele af krongods til vejbyggeri, lovgivning mod at anvende resurser til veje eller lovgivning mod samarbejde om vejbyggeri).
Et forbud mod at investere i infrastruktur kan forhindre private investorer i at imødekomme et stort behov for øget infrastruktur, men her er det vigtigt, at løsningen på problemet ikke bliver at lade staten stå for projektet. Løsningen på resurseallokeringsproblemet er at lade markedet få friere tøjler og tillade private investorer at foretage infrastrukturinvesteringer. Ikke at opkræve skatter og finansiere infrastrukturen med disse hælervarer. Enhver ufrivillig proces som skattefinansiering medfører tab for samfundet, fordi resurserne dirigeres til behov, som er mindre værdifulde at få opfyldt, end andre behov. For at se at dette er sandt, skal man have en forståelse af begrebet “alternativomkostning” eller “offeromkostning”. Disse omkostninger er subjektivt opfattet af hvert individ i samfundet.
Alle omkostninger er alternativomkostninger. Dvs. en omkostning måles som forskellen mellem to alternativer. Omkostningen ved et valg er forskellen mellem det bedste valg og det næstbedste valg. Det drejer sig altså om at vælge mellem muligheder, der foreligger. Omkostningen ved at finansiere veje kan være, at der ikke bliver råd til at få brød på bordet, eller at der ikke er råd til at reparere vigtige markredskaber. Eller tusind andre ting. I den forbindelse er det gavnligt at læse lidt af Frédéric Bastiats værker, der netop drejer sig om disse usynlige omkostninger. Når et valg foretages, kan man let få øje på resultatet af valget, fx at en ny vej bliver bygget, mens man naturligvis ikke kan se omkostningen (den alternative og nedprioriterede mulighed), fordi den ikke blev ført ud i livet. Det beskriver Bastiat i sin essay “That which is seen and that which is not seen“.
For at bevæge prioriteringen af behov fra det individuelle plan til det sociale plan, bruges markedspriserne som rettesnor eller koordineringsmekanisme. Markedspriserne indeholder de sociale prioriteringer, der er rodfæstet i den enkelte markedsdeltagers præferencer. Det er markedspriserne, der gør iværksætteren i stand til at inddrage den sociale dimension i sin beslutning. Via markedspriserne, eller -signalerne, kan en person med en opsparet kapital vurdere, hvor en investering er rentabel. Ved at beregne omkostningerne i penge og holde dem op mod de forventede indtægter fra salg, kan den potentielle investor rangordne forskellige investeringer, og vælge den, der giver det største afkast. Frie iværksættere guides derfor af sociale hensyn, når de griber til handling, og fx investerer i nye projekter.
Det er i sagens natur en spekulativ opgave at investere. Det er kun fremtiden, der kan vise, om investeringen gik godt, eller om den slog fejl. I udgangspunktet hviler beslutningen på investorens vurdering af fremtidens priser. Efterfølgende kan regnskabet for investeringen gøres op, og hvis regnskabet viser et overskud var investeringen god (socialt såvel som privat), mens et tab viser en fejlslagen investering. Ikke desto mindre er fremtiden altid usikker, og kongen har ikke bedre mulighed for “spåkoneri” end en iværksætter. Der er også forskel på måden, hvorpå de to kommer i besiddelse af kapital til investeringen. Kongen sender blot sin skatteopkræver ud, og prikker til bonden med bajonetten, og så er kapitalen til kongens udvalgte investering sikret. Og den bliver sikret igen og igen, så længe kongen sender skatteopkræveren. Det afhænger ikke af investeringens værdi for samfundet, men nærmere af kongens sociale accept blandt befolkningen samt deres passive overgivelse til udplyndringen af skatteopkræveren.
I markedet er det midlertid kun succesfulde investorer, der vinder og genvinder kapital. Markedsøkonomien “luger” ud i dårlige investorer, og belønner dygtige investorer, der formår at dirigere kapitalen til produktion af de højst værdsatte goder. Forbrugernes køb af produkter giver investoren sin kapital tilbage. Det er derfor forbrugernes efterspørgsel på produktet, der er målet for investorens planer. På denne måde er markedsøkonomien i stand til at udpege, hvem der formår at vurdere fremtidens priser bedst (som målt på fortidens succes), samt at rangordne den sociale nytte af goderne således, at de vigtigste goder (mest profitable) produceres først. Altså, at afkastet maksimeres og at omkostningerne minimeres. Sådan skabes vækst i samfundet, igennem effektiv investering og gen-investering i produktionen af de mest nyttige goder.
Al kapitalinvestering er derfor social i den forstand, at man ikke som forbruger behøver at eje en kaffeplantage, et brænderi, et containerskib osv. for at kunne nyde en kop kaffe. Kapitalisterne i det frie marked sørger for, at investere i de nødvendige kapitalgoder, på en effektiv facon, der kommer samfundet til gode. Det nytter eksempelvis ikke at have et “for stort” skib, eller et “for lille” risteri. Hver af disse kapitalgoder justeres til efterspørgslen, og regnskaberne viser, om der er behov for yderligere justering. Der er ingen forskel på veje og kaffe i den forstand. Hvert kapitalgode skal placeres i værdikæden, koordineres og dimensioneres på en måde, så de er værdiskabende, for at investoren kan få et afkast. Markedspriserne og iværksætternes vurderinger af fremtiden former produktionen, med sigte på at skabe et afkast, i konkurrence med andre iværksættere, om at være produktiv (skabe størst mulig værdi med mindst mulig omkostning).
Kapital skabes ikke ud af ingenting på det frie marked. Det kræver et bevidst valg af markedsdeltagerne, at stille kapital til rådighed. Ud af en persons indkomst udvælges en portion til kapital, til forbrug og til kontantbeholdning. Investeringer kan kun foretages under anvendelse af den del af indkomst, som markedsøkonomiens deltagere har udvalgt til investering. Deltagerne kan selv vælge hvor stor andel af deres indkomst, de vil forbruge, opspare og investere. Fejlinvesteringer med baggrund i disse frivillige opsparede midler kan derfor ikke ødelægge forbrugsmuligheden i nutiden, og i det mindste er investeringens størrelse afpasset til personens egen afvejning. Men når det kommer til at finansiere statens projekter med skatter, så kan det let give et indhug i forbrugsmulighederne i nuet. Det er med andre ord muligt at gøre et indhug i de mest værdifulde transaktioner (forbrug), frem for i transaktioner, der er mindre værdifulde (investering). For at se at forbrug er tilknyttet en højere værdi end investering, kan du blot tænke på, om du køber aktier, før du har mad på bordet.
Hvis kongen blot havde pålagt alle sparere at yde et tilskud til bygning af veje, så ville det have gjort indhug i opsparingen. Kapitalen ville være blevet dirigeret til kongens vejprojekt, frem for til markedsinvestering i mere profitable (vigtigere) investeringsobjekter. Det havde været en skam og en synd i sig selv. Men det er ikke, hvad kongen gjorde. Kongen pålagde skatter, der både gjorde indhug i forbruget og i kapitalopbygningen, altså en større skandale end blot at dirigere investeringsmidlerne, som markedsdeltagerne frivilligt havde sat af til investering.
Af disse årsager er det ganske enkelt en fejl at blive forblændet af fine infrastrukturinvesteringer, som staten foretager. Det er let at se vejene, men det er sværere at se, hvad der kunne være blevet skabt i stedet for vejene. Udover det direkte pengeforbrug, skal det også nævnes, at skatter i sig selv er kontraproduktive værktøjer til at skaffe finansiering, fordi de afskrækker at beskæftige sig med det som beskattes. I tilfældet af enevældens vejinvestering rummer bogen også nogle små guldklumper:
Fra bogen, s 87:
I Storbritannien var man i de første årtier af 1700-tallet begyndt at anlægge private landeveje, som finansieredes ved opkrævning af vejpenge, typisk ved broer og overgangssteder. Det forudsatte et transportbehov, som ikke var til stede i Danmark. Inspirationen til en forbedring af de danske vejforhold kom i stedet fra Frankrig, hvor udenrigsminister Johan Hartvig Ernst Bernstoff havde opholdt sig som gesandt. Her havde han set, hvorledes den franske enevælde havde anlagt veje af høj standard, der bandt landet sammen. Og i 1761 udstedtes en forordning, der tilkendegav, at der skulle anlægges hovedveje i alle landets dele, ikke kun til fremme af rejsendes komfort, men også til støtte for landbrug og handel, altså til fremme af arbejdsdeling og økonomisk vækst.
Hvis ønsket er at skabe vækst, så lyt til markedet i stedet for. Behovet for investeringen var ikke til stede. Men nej. Den enevældige konge ville have sit prestigeprojekt, på bekostning af befolkningens frie ønsker. Hvis Englands veje var markedsorienterede, og derfor ikke kunne bruges som forbillede, så var det mere oplagt at kopiere vejsocialisterne i Frankrig.
I det følgende afsnit i bogen beskrives, hvordan vejene blev finansieret med skatter, og hvordan fæstebønderne blev pålagt vejhoveri til vedligehold. Hvor markedsorienteret kan slavearbejde og skatteudplyndring mon siges at være?
Guldkornet falder på side 88:
Fra 1773 indførtes der brugerbetaling i form af bompenge. Det skete gradvist, men kun på de sjællandske og fynske landeveje. Trafikken nåede aldrig et omfang, så vejene i væsentlig grad blev brugerfinansierede, i modsætning til f.eks. de fleste havneinvesteringer, der forrentes af de løbende havneafgifter. Opkrævningen af vejafgifterne blev bortforpagtet, men blev opgivet i begyndelsen af 1850’erne, dog med undtagelse af Københavns Amt. Her var trafikken mest intens, og bompengene var en væsentlig indtægtskilde til dækning af de store vedligeholdelsesudgifter. Vi skal helt frem til 1915, før bomleddet blev nedlagt her.
Så selvom man havde gratis arbejdskraft til vedligeholdelse, blev vedligeholdelsesudgifterne store. De fleste steder var trafikken så sparsom, at det ikke engang kunne blive rentabelt at hyre en til at passe bomleddet. Hvor komplet latterligt! Investeringerne var gigantiske fejlskud, og kun ganske få steder var det økonomisk rentabelt for kongen at opkræve bompenge. Projektet må ses som det kongelige prestigeprojekt, det var. En udvidelse af infrastrukturen på bekostning af alternativer, der kunne have ydet overskud, er vidnesbyrd på, hvor idiotisk det er, at lade staten stå for investeringer. Per Boje nævner, at der var stigende kritik af statens store udgifter til vejene fra “liberale demokratiske kræfter”, og først efter enevældens planlagte hovedlandeveje var gennemført, blev der i 1867 sat en langvarig stopper for nye statslige vejanlæg (s. 88).
Per Boje løfter end ikke et øjenbryn for idéen om, at vejene var fejlinvesteringer og bør ses som intet andet end en hæmsko for kapitalopbygning og markedsudvikling. Det tætteste han kommer på det er at skrive, at “…man søgte at systematisere de hidtidige til dels dyrekøbte erfaringer” s. 89 – men det blev dog kun brugt til at ændre på normerne for vejene. Ikke at standse de dyre projekter.
Når det private investerer ønsker de typisk ikke at løbe en unødig risiko. Vejprojekter i privat regi starter derfor oftest ud i det små, for at begrænse risiko og eksponering. Kongens investering var national. Han ønskede et nationalt landevejsnet, og var fast besluttet på at gennemføre projektet. Investeringen var risikabel, fordi den var så omfangsrig. Da det hurtigt blev tydeligt, at investering i veje var tabsgivende, ville en klog investor dæmpe investeringslysten i næste led af projektet for at reducere sit tab. Men da det var en statslig investering, kunne projektet fortsætte. Investeringer bygget af kapital konfiskeret med statens magt, kan fortsætte længere tid, fordi det er muligt at få adgang til store mængder kapital igen og igen. Det er besynderligt, at det ikke nærmest latterliggøres i bogen, at kongen fortsatte med at hælde kapital i et meget omfangsrigt og tabsgivende projekt. I stedet ser Per Boje enevælden som den kløgtige centralplanlægger, der udviklede markedsøkonomien i Danmark, fordi enevælden byggede infrastruktur der sænkede transportomkostningerne og “åbnede mindre byer for markedsøkonomi”. Men det skete ved at fejlinvestere tvangsopkrævede midler, og det burde være diskuteret nærmere, om det var en særlig god idé.
Årsagen til at det er muligt at erkende investeringerne som kæmpe fejlinvesteringer, er ganske enkelt, at kongen forsøgte at indkræve afgifter for vejene ved brug af dem. Det er formentlig fordi hans pengehunger var stor nok til at gøre forsøget. Det giver en fin indsigt i hvor forfejlet projektet har været. Det er at sammenligne med PostNord/DSB i vore dage, som man forsøger at køre på markedsvilkår (med monopolprivilegier og andet statslig støtte). I tilfældet af PostNord/DSB kan alle se, at det er en håbløs dødssejler, fordi underskuddet er stort, selv med statsstøtte i form af eneret og eksklusion af private konkurrenter (ligesom vejhoveriet var støtte til enevældens vejprojekt).
Med de store underskud kan det være svært at se, hvorfor vejene fortsat blev vedligeholdt af enevælden. Hvorfor ikke bare lade stå til de steder, hvor bompengene ikke gav en stor nok indtægt fra salg af vejydelser? Det kan måske forklares ved at påpege, at set fra kongens synspunkt kan den investering have haft en subjektiv værdi, som er så stor, at selv hvis store summer skal bruges til vedligehold, er det ikke nok til at afskrække kongen fra at forbruge resurserne. Det kan sammenlignes med hvorfor jeg brugte så mange timer på at læse østrigernes værker. Det var også en stor omkostning, og jeg kunne have gjort andre ting med den tid. Jeg forventede ikke at tjene penge på mit studie, og jeg brugte en del penge på bøgerne. Men den subjektive værdi, altså glæden ved at lære om teorierne, var stor nok for mig til at fortsætte med at investere tid og penge i projektet. På samme måde ser kongen en subjektiv værdi i sine veje – “se, nu er jeg lige så genial som den franske konge!”.
Forskellen på mine bogudgifter og kongens vejudgifter er, naturligvis, at jeg ikke har stjålet pengene fra andre, for at pleje mine egne subjektive værdier. Jeg har arbejdet for mine penge, mens kongen pålagde befolkningen skatter. Subjektive mål som psykisk indkomst må gerne, og gør det ofte, gå forud for pengeindkomst, eller “objektive” mål. I daglig tale siger vi, at penge ikke er alt. Men det er kun acceptabelt, at man dyrker sin subjektive glæde for midler, som man er kommet til på legitim vis.
Lidt senere i vejhistorien kommer hofkapitalismen ind i billedet:
Fra bogen, s 90-93:
Bedre havne og veje nedbragte transportomkostningerne og fremmede markedsøkonomiens gennemslag. Det gjaldt transport af varer og personer, men også spredning og udveksling af informationer. Jo billigere, hurtigere og mere regelmæssigt dette kunne ske, jo mere effektivt ville markedet fungere, ikke bare lokalt, men også nationalt og internationalt. […]
Postvæsenets betydning hæmmedes imidlertid af høje takster, og der foregik en del privat postvirksomhed i en omgåelse af postvæsenets eneret. Ikke kun erhvervslivet var kritisk over for en dyr brevporto. Der var en ret udbredt utilfredshed med, at staten havde store overskud på driften af postvæsenet. Mange opfattede det som en form for ekstrabeskatning. […]
Der arbejdedes seriøst på at gennemføre en dansk reform efter tilsvarende principper, men enevælden veg i sidste ende tilbage herfor. […] Embedsmændene var imidlertid ganske forsigtige i sagen, ikke mindst fordi postens overskud gik til dækning af statens pensionsforpligtigelser.
Hvad man taber på karrusellerne …
Kongen, og hans nærmere allierede på de store godser og som hoffets ministre, har kunnet drage fordel af bedre veje til at få efterretninger fra markedsbevægelser på børserne i Europa. Vejene kunne derfor bruges af spekulanterne på børserne, som var et fåtal i befolkningen. Vejene var dog alt for dyre til brug for bare det formål, så da kongen med sin magt til beskatning kunne opkræve penge hos den brede befolkning, der ikke benyttede vejene ret meget, skabte han bedre kommunikationsmuligheder til eliten på bekostning af den brede befolkning.
Fra Per Bojes synsvinkel var disse investeringer fremmende for markedsøkonomien (s. 39), fordi de nedbragte transportomkostninger. Per Boje begår her den klassiske fejl. Han ser det, som er synligt, uden at tage i mente det som kunne være blevet skabt i stedet. Det kan ikke vises, at det var gavnligt for den økonomiske vækst at bygge vejene, for hvad er alternativet? Hvis de mange resurser var brugt på noget andet, hvad ville væksten da have været? Det er i disse situationer, hvor investeringerne er gennemført, og man vil vurdere deres effekt på væksten, at det er afgørende med solid økonomisk teori. Fordi vi har den østrigske økonomiske teori in mente, ved vi, at det er kontraproduktivt at beskatte befolkningen for at finansiere investeringer, og det er tydeligt at se, at investeringerne er forfejlede, da de ikke giver overskud. Det er også svært at vurdere om de “succesfulde” vejinvesteringer nær København, hvor bompengene gav lidt indtægt, ikke også kom på bekostning af mere værdifulde investeringer andetsteds. Når der er tvang involveret kan man sige meget lidt om samfundsafkastet, udover at finansieringen har frarøvet skatteyderen sine muligheder for investering, forbrug eller tillæg til kontantbeholdningen.
Hvad nytter det at lave “langsigtede” investeringer, hvis man bygger enorme grusveje, der først bliver rentable 50 eller 100 år senere? Det er ikke fremsynet at bygge veje, der ikke er stor nok brug for (som målt på indtægterne ved salg af vejservices). Det er spild af resurser. Hvad skal vi med de grusveje til den tid? De kunne ende ud med at blive forældede, når vejene endelig bliver rentable. I mellemtiden har kapitalen været bundet i den tabsgivende investering, samt at mere kapital er blevet brugt op til vedligehold, på bekostning af andre muligheder for investering. Per Boje falder for det forfejlede argument, at transportomkostninger skal nedbringes, også selvom det ikke er det mest værdifulde behov.
Markedsøkonomien, der er frivillig, er en proces, der på økonomisk vis afsøger mulighederne for investering, og pga. den decentraliserede proces kendes de lokale forhold langt bedre. Sammenligninger af analysen mellem de to processer, den politiske på den ene side, og den frivillige på den anden side, viser tydeligt, at markedsøkonomien er overlegen til at identificere de mest værdifulde investeringer. Vi skal også huske på, at investeringer der ikke giver overskud, er tab, som ikke kan generere kapital igen. Dvs. en fejlinvesteringen er også en forpasset mulighed for at opbygge kapital, der kunne bruges til nye investeringer, der tilfredsstiller de næste behov i markedets prioriteringsrækkefølge. Vækst kommer af opsparing af kapital og efterfølgende investering i produktive kapitalgoder. Det er en spekulativ proces, som kræver et feedback, der angiver om investeringen er succesfuld eller forfejlet. Uden et feedback til at måle succes, kan man ikke sige, om investeringen var gunstig eller skadelig for væksten.
Vejene førte til lavere transportomkostninger, men prisen for disse lavere transportomkostninger var meget høj og stjal samfundets mulighed for selv at vælge, hvilke investeringer der var mest værdifulde.
Hvis kongen havde været demokratisk valgt politiker, ville han måske have ladet alle bruge vejene uden at opkræve vejafgift, for at score stemmer. Det ville ikke have ændret noget på karakteren af investeringen, det ville stadig have været en skade for samfundet. Ligesom de offentlige sygehuse, veje, børnehaver, plejehjem og politistationer er det i dag. Når staten forærer det producerede væk, så æder befolkningen propagandaen råt, og tror, at de får noget for deres skattepenge, som de enten slet ikke kunne få på anden vis, eller at andre metoder til at skaffe det ville være dyrere. Men det gør de ikke, de bliver narret og udplyndret takket være deres manglende viden om økonomi samt det forhold, at statens udgifter altid er nogle “nære venners” indkomst, som de vil lobby politikerne intensivt for at få (selv de intellektuelle forsvarer de offentlige sygehuse, fordi deres psykiske indkomst stiger af at se deres socialistiske ideologi ført ud i livet).
Hvis man forsøgte at sælge sygehusenes ydelser på markedsvilkår, så ville det også være tydeligt, at driften gav store underskud. Ligesom DSB og PostNord. Den almindelige dansker kan bare ikke se, at sygehusene drives elendigt, fordi de ikke har noget at sammenligne med. Da ydelserne foræres væk kommer ingen konkurrenter til, og afslører at kejseren ikke har noget tøj på. Tingene var mere simple under enevælden. Dengang var det tydeligt at kongen forvaltede resurserne elendigt. Selv hans forsøg på at tjene penge på driften af vejene gik i vasken. I dag tør ingen politiker at gøre det samme med sygehusene, og borgerne frarøves muligheden for at gennemskue bedraget.
Skoler
Per Boje ser også enevældens fokus på uddannelse som gunstig for markedsøkonomisk udvikling. Igen ses enevælden som den kløgtige centrale planlægger, der bedre end alle andre ved, hvordan samfundet skal udvikle sig. Enevælden udnævner analfabetismen som en fjende, der skal udryddes. Jeg øjner endnu et prestigeprojekt, fyldt med fejlinvesteringer.
Fra bogen, s 112:
En af barriererne for udvikling af øget velstand i det danske samfundet under den tidlige enevælde var manglende innovation og langsom spredning af ny viden i den store del af befolkningen. Der var intet formelt uddannelsessystem, og flertallet af landets største virksomhedsejere, godsejerne, lagde vægt på tilstedeværelsen af rigelig og billig arbejdskraft. Mange tidligere merkantilister, også omkring hoffet, delte dette syn på arbejdskraften, men enevælden fik stigende forståelse for, at uddannelse af folket var et vigtigt middel til skabelsen af større velstand i samspil med tilgangen af eksperter og ny viden fra udlandet.
Oh, den kloge enevælde. Vi skal da give alle en uddannelse. Alle. Det er lige meget, hvis indsatsen egentlig er mest produktiv, hvis der er nogle få, der får en uddannelse (som også var tilfældet, af fx godsejernes familier, der selv betalte for den). Løsningen: Skattefinansieret uddannelse til alle!
Situationen beskrives dog alligevel på en måde, hvor det er svært at se, at det er meningsfyldt at “udrydde analfabetismen” for enhver pris, s 115:
En stor del af arbejdsopgaverne i samfundet bestod af manuelt hårdt arbejde; det gjaldt ikke alene i den primære sektor med landbrug og råstofudvinding, men det gjaldt også i den sekundære og ikke mindst i den tertiære sektor, hvor de mange transportopgaver nok enkelte steder blev hjulpet af kraner, taljer og rullende tønder, men typisk krævede tunge løft og manuel flytning. Fysisk nedslidning var for mange allerede sket i fyrrerne, og for store grupper af manuel ufaglært arbejdskraft var en bedre ernærings- og sundhedstilstand lige så vigtigt som uddannelse.
Næ hvor dejligt, jeg kan alfabetet, mens jeg løfter 30-40kg tunge kornsække 10-12 timer om dagen. Sikke en stor hjælp det er for mig i mit arbejde, nu er jeg meget mere produktiv. Ufatteligt at det ikke også er tydeligt, at det er en fejlinvestering, at uddanne alle i skoler. Hvem skulle betale for skolerne? De produktive, som ikke fik nogen hjælp i deres arbejde. I stedet gjorde beskatningen at kapitalen, der kunne bruges til værktøjer, blev mere sparsom, til fordel for at betale for at enhver kunne alfabetet. I stedet for at pengene kunne bruges på hjælpemidler til at reducere de tunge løft, blev pengene beskattet væk og brugt på alfabetet. Det er totalt latterligt.
Per Boje er dog også realistisk på et punkt, for selvom han “betoner” vigtigheden af at “viden kan sprede sig” (viden om hvad? til hvem? hvorhenne?) til at skabe velstand, skriver han dog også, s. 115:
Samtidig skal man dog være varsom med at overføre resultaterne af nyere undersøgelser, der viser, at investeringer i uddannelsessystemet i det moderne samfund typisk giver et meget højt afkast, til tiden under enevælden.
Det er forkert at tro, at hele befolkningen skal uddannes, for at viden kan “sprede sig” og øge velstanden. Det er enkelte individer, der har fordel af at kunne bruge viden til at drive produktion af værdifulde goder. For at sikre at uddannelse er meningsfyldt skal den privatiseres totalt, for at undgå systematiske fejlinvesteringer. Det er den enkelte, der tager beslutning om at uddanne sig, med et specifikt formål i sigte. Det er den enkelte, der vurderer, at han kan gøre produktiv brug af viden. Det er en kæmpe fejl at se kollektivt på hele befolkningen, og bekæmpe analfabetisme med gigantiske investeringer smurt i et tyndt lag ud over alle. Markedsløsningen er effektiv fordi den er personlig og hviler i den enkeltes kompetencer og muligheder. Det er et spild at sende en lastarbejder i skole i flere år, når de kompetencer han skal bruge er vægtløftning og ergonomi under arbejdet. Alfabetet er for ham ligegyldig lærdom.
Industrialisering
Hvis enevælden var inkompetent som investor, altså set fra samfundets synspunkt, så er der intet eksempel så godt, som forsøgene på at fremme industrialisering indenfor manufaktur. Her vælger jeg naturligvis det mest grelle eksempel, men ikke desto mindre er det foregået.
Fra bogen, s 211:
I 1754 kom J.H.E Bernstoff i forbindelse med Anton Hübner, leder af et uld- og bomulsvæveri i Wiesbaden. Det aftaltes at Hübner mod at få dækket alle udgifter af staten skulle flytte sit væveri til Odense, hvor der var rigeligt med vand og plads til farvning og blegning. […]
I 1756 begyndte overflytningen fra Wiesbaden til Odense af råvarer og maskiner samt af godt 400 mennesker – arbejdere og familiemedlemmer. Turen begyndte med flodpramme ad Rhinen for at fortsætte fra Holland til Odense med skib, som den danske konsul i Amsterdam havde chartret. Rejsen forløb ikke uden dramatik med desertering, udbrud af sygdom og dårlige vindforhold. Da skibet nåede frem til Odense Fjord, var det en lettere reduceret arbejdsstyrke, der blev sat i land med småbåde. […]
Initiativet blev en fiasko. […] Efter få måneder døde Hübner imidlertid, og hans enke formåede ikke at videreføre virksomheden. En mindre restgruppe af tyskere, der strejfede rundt som tiggere, blev efter ordre fra staten “indfanget” i 1759 og overført til København for at arbejde i fabrikkerne der. En mere positiv effekt af hele initiativet var, at nogle af de faglærte etablerede sig som selvstændige håndværkere og dermed tilførte Odenses erhvervsliv nye faglige kompetencer.
Når latterkramperne har lagt sig, kan vi se nærmere på nogle af de andre forsøg kongen gjorde med at starte produktion af manufaktur. Et gennemgående tema i ønsket om hjemmeproduktion var at kopiere England og Frankrigs industri, fordi embedsmændene og ministrene foregøglede sig selv, at det var industri, der havde gjort England og Frankrig rigt. De forsøgte derfor at beskytte produktion til hjemmemarkedet med told, og forsøgte at opildne til industri med subsidier, billig kredit og eneret på produktion. Deres mange forsøg var i det store hele forgæves.
Fra bogen, s. 215:
Staten havde begrænset succes med at støtte fremvæksten af storvirksomheder inden for tekstilindustrien. Eksporten forblev begrænset, og hjemmemarkedet gav kun basis for virksomheder af en trods alt begrænset størrelse. Det samme gjaldt de fleste andre brancher. Statsmagten formåede ikke gennem finansiel støtte og beskyttelse at fremhjælpe storindustri på frie markedsvilkår, men statsmagten havde alligevel betydning for fremvæksten af nogle af periodens få industrielle storvirksomheder. Det drejede sig om nogle få statsejede virksomheder og om enkelte private virksomheder – typisk ejet af landets elite – med staten som storkunde. Kritik af statsvirksomheder blev ganske vist stadig stærkere og fik et mere ideologisk præg fra begyndelsen af 1800-tallet, men ingen betydende statsvirksomheder blev afviklet under den sene enevælde.
I bogen fremstiller Per Boje, at industrialiseringen af Danmark ikke skete fra oven. Det var kun statsvirksomheder, der solgte til staten, der kunne drives fra oven (med hvilke omkostninger for samfundet?). Den levedygtige industri blev startet af mere almindelige mennesker, der havde forstand på, hvad deres fæller havde behov for og havde råd til. Kongen og hans fine hof formåede ikke at forholde sig til kundernes ønsker, og deres forsøg på at starte virksomheder op slog fejl, selvom de havde rigelige mængder af kapital i form af hælervarer til rådighed.
Fra bogen, s. 222:
Det var handlende og håndværkere, der typisk stod bag de mere levedygtige virksomheder, hvoraf flere var ganske kapitalintensive. Industrialisering fra oven ved godsejere eller kongelige rådgivere uden særlig merkantil eller teknisk indsigt krævede statslig efterspørgsel for at lykkes. Rigelig adgang til kapital var ikke nok til langvarig succes. Trods den begrænsede forbrugsefterspørgsel lykkedes det derimod handlende eller håndværkere, ikke sjældent i kompagniskab, at etablere industrivirksomheder, også inden for brancher, der stillede store krav til finansiering af faste anlæg og udstyr. Succesen byggede dog typisk på, at udenlandsk konkurrence begrænsedes af høje transportomkostninger og/eller protektionistisk lovgivning.
Høje transportomkostninger er en udmærket basis for at producere indenlands. De høje transportomkostninger er et markedsbaseret prissignal, der indikerer, at i området er det fordelagtigt at udnytte resurserne ved at producere her frem for at importere. Protektionisme er ikke markedsbaseret og kan derfor ikke siges at være produktivt. De to fænomener må ikke sammenblandes og betragtes som identisk – markedsbaserede omkostninger er et gode for samfundet at bygge virksomheder på, mens protektionisme er skadeligt for samfundet. Det er ærgerligt at Per Boje her ikke skelner mellem de to, for det kunne godt tolkes som et argument mod høje transportomkostninger, som staten burde nedbringe. Men det er et falsum at tro, at det er gavnligt for samfundet at transportomkostninger nedbringes med fx skattefinansierede veje. Kongen bør fjerne protektionismen, men samtidigt lade markedskræfterne drive infrastrukturinvesteringerne. Det er kun visse steder, det er gavnligt at nedbringe transportomkostningerne, og det er bedst overladt til markedets deltagere at vurdere og investere. Hver vej og hver bro skal nøjes overvejes. De estimerede gevinster kan holdes op mod omkostningerne på et helt konkret projekt. Markedsdeltagerne er altid tættere på situationen end bureaukrater og de har bedre kendskab til dynamikken i de lokale forhold. De skaffer endda også kapitalen på frivillig basis.
Liberaliseringer
Per Boje ser med positive briller på enevældens liberaliseringer, fordi det skabte økonomisk vækst, at markedsøkonomien fik friere tøjler i Danmark. Per Boje har ikke en naiv forestilling om, hvad en stat er. Han beskriver skiftet fra den almindelige konge til den enevældige konge således:
Fra bogen, s. 61:
Enevældens indførelse i Danmark i 1660 var et vigtigt led i landets udvikling til en moderne magtstat med fastlagte grænser, en statslig økonomi baseret på skatteindtægter og med staten som indehaver af et voldsmonopol. Det var en udvikling, der kan følges i Nordvesteuropa fra 1500-tallet, og som først for alvor konsolideredes fra midten af 1600-tallet i samspil med en aktiv erhvervspolitik, der siden Adam Smith er kendt som merkantilisme.
I afsnittene der følger, kritiserer Per Boje det merkantilistiske tankegods. Merkantilismen ser ikke arbejdsdelingen og frihandel som et positivsum spil, men i stedet som et nulsumsspil. Merkantilismen forsøger at opdyrke en høj grad af selvforsyning, og handel skal kun gennemføres med øje for at importere “billige” varer og forædle dem for salg til hjemmemarkedet eller i visse tilfælde til eksport. Per Boje er godt klar over, at markedsøkonomien er vækstmotoren, at arbejdsdelingen er gunstigt for udviklingen, og at handel er et positivsumsspil. Liberaliseringer ses derfor som gunstigt for økonomisk vækst.
Fra bogen, s. 62:
Enevælden betød en opbrydning af det traditionelle standssamfund med forskellige rettigheder for de enkelte stænder – adel, gejstlige og borgere. Alle, selv bønderne inklusive, var som udgangspunkt lige over for kongen. Omformningen af standssamfundet markeredes allerede i 1671, da der indførtes en form for meritokrati, hvor den enkeltes placering i samfundshierarkiets top bestemtes af kongens vilje. I det nye rangssamfund ophævedes adelens vigtigste medfødte privilegier. Adelen mistede retten til skattefrihed og eneretten til statens embeder; ikke-adelige fik nu adgang til embeder. En bureaukratisk centraladministration, der i princippet skulle behandle alle borgere ens, blev opbygget.
Er det positivt eller negativt? Det afhænger naturligvis af, hvilken afvejning man foretager. Synes man, at det er bedre, at kongen får mere magt, og adelen får mindre? Umiddelbart er billedet ret mudret, for den tydelige liberale holdning er, at centraliseret magt er skadeligt, og den centralisering der ligger i enevælden, er af skadelig natur. Selvom det kan ses som positivt, at adelen mistede nogle af sine privilegier, så var disse privilegier trods alt decentrale – de dækkede et begrænset område. Man kunne flytte til en anden adelig, hvis man ikke brød sig om den lokale tyran. Med en enevældig konge kan man ikke flytte væk, kongens voldsmonopol på hele Danmarks areal medvirker, at regionale forskelle udviskes, og konkurrence mellem forskellige politiske enheder bliver mindsket. Det fører til mindre valgmulighed for almindelige mennesker, og kan ses som skadelig for friheden. Sådan ser Per Boje dog ikke på sagen. Han fremstiller det i et positivt lys, at enevælden “harmoniserede” administrationen (s. 65) af Danmarks arealer. Væk med vilkårlighed, som han kalder det, og ind med fastlagt forudsigelighed. Men til hvilken pris? Der er ingen afvejning i Per Bojes fortælling mellem fordelene ved harmonisering og ulemperne med centralisering af magten. Her ser han kun fordelene. Det er en skam.
Enevælden fastlagde regler for erhvervslivet og “beskyttede” den private ejendomsret, s. 64:
Med Danske Lov garanterede staten for de erhvervslivet vigtige regler om bindende kontrakter og sikkerhed for ejendomsretten. Enevælden beskyttede den private ejendomsret. Det gjaldt adkomsten til fast ejendom, som der var klare regler for skriftlig notering af, og som der var retslige procedurer for afgørelsen af i tilfælde af konflikter. Der var ligeledes regler for ejerforholdet i forbindelse med varehandler og for kreditorers muligheder for at få inddrevet deres tilgodehavender.
I den passage får man let den idé, at der ingen beskyttelse af ejendomsretten ville være, uden en konge eller en statsmagt. Enevælden fastlagde centrale regler for ejendomsretten, og deltog i beskyttelsen af ejendomsretten mellem private. Men det er også vigtigt at påpege, at enevælden selv finansierer sin egen overlevelse ved netop at krænke ejendomsretten med skatter. Statslig beskyttelse af ejendomsretten giver staten eneret på at yde beskyttelse, og den kan samtidigt beskatte for at opkræve den sum, som staten mener er rimelig, for at finansiere denne beskyttelse. Staten bestemmer med andre ord både prisen og vilkårene for “beskyttelsen”. Det er meget muligt, at man ser det som forudsigeligt, at man bliver plyndret i uendeligheden af staten, men det er et spring herfra og til at sige, at det er staten, og kun staten, der kan beskytte ejendomsretten.
Det er på sin plads for mig at beskrive et alternativ. Den mest simple form for beskyttelse af ejendomsretten er dine egne næver, og nærliggende våben. Disse blev også jævnligt brugt mod skatteopkrævere i gamle dage, der ind i mellem afgik ved døden, når de “passede deres arbejde”. Dengang var skatteopkræveren typisk en enkelt person, eller ind i mellem samlet i en lille bande. Men disse enkeltpersoner eller bander kunne overmandes af en mindre forsamling af private, når de forsøgte at udføre deres røveri af de forbipasserende. Beskyttelse kan man enten udføre på egen hånd, eller man kan gå sammen med andre, eller man kan købe den af specialister. Hvis der i området er en vis social tillid, så er det også muligt, at nogle kan specialisere sig i beskyttelsesfunktionen, og modtage betaling for at yde beskyttelse af din private ejendom mod tilfældige lokale forbrydere. Arbejdsdelingen fungerer naturligvis også her, og det er muligt at tilkøbe sig beskyttelsesservices, typisk fra velrenommerede beskyttelsesvirksomheder, hvis det altså er en fordel at betale sig fra beskyttelsen. Det kommer helt an på de lokale forhold og din egen evne til at udøve beskyttelse kontra den estimerede trussel mod din ejendom. Private beskyttelsesvirksomheder kan ikke nægte dig at benytte andre, eller at nægte dig selv at forsvare dig mod kriminelle. Den konkurrence sørger for, at prisen og vilkårene for beskyttelsen vil være rimelig.
Det er en myte, at det er staten, der er den eneste, der kan beskytte ejendomsretten effektivt. Jeg tror, at årsagen til at man let forfalder til myten, er den simple, at staten er den mest magtfulde mafiabande, der hersker i området, og har gjort det i generationer. Det er umuligt at forestille sig, at man ved egen drift, eller i gruppe med andre private, kan overtage opgaven af beskyttelse af ejendomsretten, fordi staten er så magtfuld, at chancerne for et succesfuldt personligt forsvar mod den vurderes til at være meget beskedne. På samme vis føler man en vis beskyttelse ved at indordne sig under statens reglement i håb om at modtage hjælp til beskyttelse mod privat kriminalitet, mens man finder sig i systematisk at blive udplyndret og kommanderet rundt.
Enevældens indgreb i lovgivning gik dog ikke frihedens vej hver gang.
Fra bogen, s. 73-74:
En af de kendteste beskyttelsesforanstaltninger, enevælden greb til efter ønske fra de danske godsejere, var indførelsen af stavnsbåndet i 1733. Med henvisning til risikoen for ikke at kunne stille det nødvendige antal soldater til militsen opnåede godsejerne med stavnsbåndets indførelse i hvert fald at få dæmmet op over for afvandringen til købstæderne. Militære hensyn spillede ind, men det gjorde de økonomiske i høj grad også.
Stavnsbåndet blev indført, fordi bønderne fik bedre livsmuligheder i byerne, og søgte derfor væk fra godserne og fæstegårdene. Godsejerne, der ikke kunne følge med aflønningen af deres arbejdere, gik naturligvis til deres ven, kongen, for at få hjælp til at fastholde bønderne på gården. Godsejernes ineffektive produktionsform kunne ikke aflønne bønderne så godt, som mere produktive arbejdsmuligheder i byerne kunne. I stedet for at lade markedskræfterne distribuere arbejdskraften til det mest produktive, greb godsejeren og kongen til at bruge magt mod bønderne. Godsejernes vinderargument var, at de ikke kunne stille soldater til kongen, hvis bønderne fik lov at rejse til byen for at søge arbejde. I sin interesse for at have mulighed for at føre krig greb kongen til overgreb på bøndernes frie ret til selv at bestemme, hvor de vil arbejde. Ethvert argument om, at det var mere økonomisk at have bønderne til at arbejde på gårdene, i stedet for at prøve lykken i byerne, er misforstået økonomi. Hver person bør have rettigheden til selv at vælge.
Ind i mellem kom der dog nogle positive lovændringer på bordet.
Fra bogen, s. 146:
I 1792 kom en afgørende liberalisering af markedet for landbrugsejendomme. Det blev tilladt at sælge bøndergods, også til andre end fæstere, mod at de tilbageværende bønder blev hoverifri, og det blev tilladt at udstykke godser til gårde. Gårdene måtte dog ikke blive for små. Det middelstore familiebrug, der var rygraden i statens skatteindtægter, skulle bevares. Det markeredes ligeledes med, at der i 1810 og 1820 blev indført regler for gårdes minimumsstørrelser, så gårdmænd ikke frit kunne frasælge jord til husmandsbrug som hjælp til finansiering af overgangen til sejveje.
Liberaliseringen foregik med kongeligt blik på at bevare skatteindtægterne, og om muligt øge dem med den forventede mere effektive brug af arbejdskraften under selveje. Helt rene liberaliseringer var der ikke tale om, for med minimumsstørrelser på gårdene og med beskatning af samme, kan værdien ikke internaliseres i gårdene. Når kapitalværdien af gårdene ikke får lov at øges til den højde de vil få under det frie marked, vil det føre til “underinvestering” i produktionsudstyr og uddannelse. Disse manglende investeringer hæmmer væksten og menneskets frie udfoldelse, og i det lys bør regulerende love og beskatning ses som kontraproduktive. Men trods alt gik lovgivningen i en mere liberal retning, og det er værd at påskønne, trods alt.
Fra bogen, s. 146-147:
I takt med fortsat konjunkturopgang og stigende priser, specielt mod reformperiodens slutning, kunne stadigt flere bønder se, at de første selvejere havde gjort en god handel. Selvejerne fik hele værditilvæksten, mens fæsterne skulle strides med godsejeren om fordelingen af konjunkturgevinsterne. Der udviklede sig en sand dans om guldkalven, hvor stadig flere bønder ønskede at blive selvejere og var villige til at betale stadig mere for gårdene. Mens landbrugspriserne omtrent fordobledes, skete der en tre- til firedobling af ejendomspriserne. I årene omkring 1800 var der tale om en hel spekulationsmani, Der er flere eksempler på, at godser blev købt for straks efter at blive udstykket og solgt til selvejergårde.
Her er det værd at bemærke, at perioden hvor spekulationsmanien fandt sted, flugter godt med perioden, hvor Kurantbanken printede penge og diskonterede veksler. Den lettere adgang til kredit, som ikke var et udtryk for større opsparing i samfundet, men i stedet en udvidelse af papirpengene, førte til prisstigninger på kapitalgoder, og gav brændstof til en spekulationsmani i jagten på profit på disse. Det er vigtigt at adskille tingene, så det ikke udelukkende ses som et “bevis” på at liberalisering fører til kriser, for der foregik mange samtidige bevægelser i den tid. Napoleonskrigene og den hæmmede internationale konkurrence på korn gav danske eksportører af korn højere profit, ligesom det enorme forbrug af resurser i krigsførelse har drænet produktive resurser fra markarbejdet til soldaterlivet i andre lande. De gunstige handelsforhold for danske eksportører kom på bekostning af andre landes krigsomkostninger. Da krigen sluttede, begyndte normaliseringen af markedsforholdene, og en reduktion af kornpriserne ville være forventelig, selv uden Kurantbankens inflationspolitik.
Da der er så mange faktorer, der samtidigt indvirker på markedspriserne og -produktionen, er økonomisk teori nødvendig, for at analysere økonomien under syntetiske forhold, ved at holde “alt andet lige”.
Igen er det vigtigt at kende den østrigske økonomiske teori, for at kunne sammenkæde en fortælling om, hvordan statens indgreb i pengevæsenet fører til store katastrofer for hele samfundet. Her er det eksemplificeret med store prisstigninger på gårde under inflationspolitikken, for derefter at føre til faldende kornpriser, når inflation vendes til en følgende deflation. Først tilskyndes gældsætning i kapitalgoder, og til produktion af andre kapitalgoder (korn) som lægges på lagre, mens værdien af dem stiger. Senere, når priserne falder, er gælden ubetalelig med indtægter fra salg af det billigere korn.
Fra bogen, s. 153:
Der er også god grund til at understrege, at mange landbrugsvirksomheder kom i store økonomiske vanskeligheder under de ustabile pengeforhold under Napoleonskrigene og umiddelbart efter, ligesom de blev hårdt ramt af et voldsomt prisfald i 1820rne. Godsejere, der tidligt havde frasolgt bøndergods og havde ladet en betydelig del af købesummen blive stående med pant i gårdene, havde store tab. I de første efterkrigsår afbødes det noget af gode høstår og høje kornpriser, men i 1820rne indtraf den såkaldt store landbrugskrise, hvor bunden gik ud af kornpriserne, ikke kun nominelt som følge af deflationen, men også realt som følge af overproduktionen på det europæiske kornmarked.
Begge bevægelser var styret af statsmagterne, der troede på en forfejlet pengeteori, eller blot opportunistisk gjorde, hvad de kunne, for at forfølge deres krigsinteresser. I de europæiske stater førtes en simultan kreditekspansion, pga. staternes krigsiver. Staterne legede alle med deres pengevæsen, for at finansiere de store udgifter til krigene, og mens seddelpressen førte til inflation, førte det også til spekulation og forfalskning af markedssignaler, der kan bruges til værdiestimering af kapitalgoder. De forfalskede signaler fører til fejlvurdering og i de tidlige faser fører det også til gevinster, som falder på de første, der indgår handler. Andre kan se disse succesfulde spekulanter, og flere tiltrækkes til at deltage i spekulationen.
Det er også værd at bemærke, at staterne førte deflationspolitik efter krigens afslutning. Det er ikke gavnligt at føre deflationspolitik ovenpå en inflationspolitik, for at genskabe den tidligere tids værdi af pengevaren. Man kan ikke rette inflationsfejlene ved at føre deflationspolitik. I stedet begår man blot en ny fejl, og skaber deflationsfejl i markedet. Det er trods alt ikke de samme personer, der påvirkes med modsat rettet fortegn, når staten stopper en inflation, og påbegynder en deflation.
Opsummering
Per Bojes bog har jeg i det foregående næsten udelukkende kritiseret. Det er ikke helt retvisende for bogen, for der er mange gode passager og spændende historier om iværksættere, kapitalister og statsmænd, der alle forsøgte at få del i markedsøkonomiens indkomst. Per Boje skal have ros for at skrive en historie, der er fokuseret på virksomhederne og iværksætterne, samt for at betone vigtigheden af liberaliseringer. Det er en udmærket bog, men set fra mit ekstreme liberale synspunkt, funderet i en økonomiforståelse af den østrigske skole, begår Per Boje nogle klassiske fejl i hans håndtering af vurderingen af investeringerne i infrastruktur. Per Boje ser statens rolle som vigtig, fordi den har skabt forudsigelighed, harmonisering og enevælden har, på trods af sine spildte investeringer i industrialisering, ført en investeringspolitik til fordel for markedsøkonomien. Jeg har forsøgt at give et modsvar til denne fortolkning, og det kan være, at min boganmeldelse opfattes som meget kritisk over Per Bojes værk – men jeg har måttet begrænse mig til den negative kritik, for ikke at drukne mig selv og læseren i tekst.
Jeg vil anbefale læseren, hvis du da er nået hertil, at købe Per Bojes bog og selv læse den, for at få alle de guldkorn og spændende historier om personerne omkring hoffet i den sene enevælde. Jeg mener, at det er vigtigt at kende til historien, og Per Boje tager også et kritisk blik på andre mere “mainstream” historiefortællinger. Jeg er enig i hans vurdering af, at enevælden ikke er så ringe, som der i andre historier bliver argumenteret for, men jeg kan ikke følge Per Boje helt i mål, når det kommer til at se investeringerne i infrastruktur som en hjælp for markedsøkonomien. Jeg mener, at det er frie mennesker, der frivilligt samarbejder om investering, produktion og forbrug, der er fremmende for markedsøkonomien. Det er ikke en hjælp, at en person ophøjer sig selv til investeringsmaestro, og dirigerer kapitalen omkring. Kapitalen opbygges af frivillige kræfter og bør også investeres af frivillige kræfter. Det er vigtigt, at de vigtigste behov mødes først, og de næstvigtigste mødes senere. Hvis man tvinger en investering igennem, så mister man den unikke viden, som markedskræfterne opererer med nemlig de subjektive værdiopfattelser og de lokale investeringsobjekter.
Der er store sektioner af bogen, som jeg slet ikke har kommenteret (“hurra for det!” tænker den udpinte læser). Disse sektioner indeholder meget interessante historier om sukkerproduktionen, de vestindiske øer, det øst-asiatiske kompagni, generel handelsiværksætteri og internationale forhold. Det er højst interessant læsning, som jeg er sikker på, at jeg vil vende tilbage til, og bruge her på bloggen. Bogen får en plads på min reol til fremtidig brug, det er helt afgjort.
Jeg er også glad for at Per Boje vurderer at enevældens liberalisering af bøndergods og andre landbrugsejendomme var positiv for markedsøkonomien. Det er klart, at nedbrydning af barrierer for frihed er vejen til velstand.