Det er historien om “Foreningen af 1837 til forsømte børns frelse – en pionerindsats ydet af københavnske dommere”. Indlægget her er baseret på bogen af samme navn, skrevet af Harald Jørgensen i 1997.
Historien 1837-1887
Året er 1837, i den tidlige fase af “Guldalderen” i Danmark. Den store landbrugskrise i 1820’erne er forbi, og i denne sene periode under enevælden begyndte den danske økonomiske vækst så småt at sætte i gang. Takket være den store pengeinflation op til statsbankerotten i 1813 var livet i byen hårdt. Familier måtte sende både mand og kone i arbejde, og det gav børnene større råderum til at fylde deres egen dag ud. Hvis ikke forældrene sikrede, at børnene foretog sig noget fornuftigt, endte det ind i mellem i kriminalitet. Særligt hvis forældrene var drikfældige, eller på anden vis forsømte børnene, gik det galt.
Børnene, der blev stillet for de københavnske dommere, fik ofte straffe, første gang fik de “ris” under opsyn af Kongens Foged, men i gentagelsestilfælde kunne de idømmes tugthusstraf fra 2 måneder til 2 år. I mange tilfælde var små tyverier starten på en forbrydertilværelse. I 1836 havde byretten afsagt dom over 81 børn.
Foreningens tilblivelse
Adolph L. Drewsen (1803-85) var assesor i den københavnske politiret, og blev i 1832 udnævnt til overauditør. Han havde gode forbindelser til det gode borgerskab, og han så på børnenes ulykkelige situation med bedrøvelse. Hans svigerfar, Jonas Collin (1776-1861), havde kendskab fra Schweiz’ håndtering af problemet med kriminelle børn. En kendt filantrop (Philipp Emanuel Fellenberg (1771-1844)) havde oprettet en opdragelsesanstalt for vanskelige drenge, hvor man forsøgte at bryde børnenes bane i livet, væk fra kriminalitet og ind på en levevej som almindelige medborger. Kombinationen af skole- og landbrugsarbejde blev anset for en god en af slagsen, der skulle ændre barnets bane fra en domineret af kriminalitet, til en almindelig borgerlig.
Drewsen og sin svigerfar grundlagde d. 6 juni i 1837 foreningen, der skulle udnytte læren fra Schweiz for at hjælpe københavnerbørn. Foreningen blev skudt i gang i samarbejde med professor H.C. Ørsted, professor Just M. Thiele og silke- og klædehandler I.C. Lund. Disse tre personer sørgede for at omtale foreningen og dens velgørende mission, for at skaffe medlemmer, der betalte et årligt bidrag til foreningen. Foreningen startede op med en bestyrelse på syv, der bestod af de to grundlæggere, samt de tre førnævnte personer, men dertil også politiretsassesor J.D. v. Osten (1793-1869), der fra 1845 blev vicepolitidirektør samt bagermester Hans Carl Sager som var fattigvæsenets repræsentant. Selv H.C. Andersen deltog i arbejdet om at udbrede kendskabet til Foreningens mission.
Foreningen sørgede altid for at have bestyrelsen fyldt med medlemmer fra det københavnske embedsværk, politidirektører, fattigvæsenets repræsentanter, amtsforvaltere eller lignende “tunge drenge”. Selv borgmestre og højesteretsdommere blev gjort til bestyrelsesmedlemmer med tiden.
Rundt om i landet blev lignende foreninger oprettet, der begyndte at tage sig af de vanskelige børn for at ændre deres livsbane. Nogle startede på et privat fundament, andre startede med statsstøtte.
Fundamentet i foreningen af 1837 var, at sende de vanskelige børn væk fra sit miljø i København til Nørrejylland i et almindeligt landbohjem, hvor de uden indflydelse fra deres byliv, blev sat til at arbejde og blev guidet af “en fast hånd”. Der var også den fordel for plejefamilien, at det var langt sværere for barnet at stikke af, fordi der er meget langt mellem gårdene.
Foreningens tidlige økonomi 1837-1887
I de første mange år af foreningens virke blev den drevet af private midler (med undtagelse af årlige såkaldte bidrag fra politiets bødekasse). Man byggede et større medlemskab mest af københavnske borgere (men også Christian 8., hans frue og sønnen Frederik VII var medlemmer) og sikrede sig legater og andre private midler, som blev investeret i kongelige obligationer, der gav et rimeligt fast afkast, som foreningen kunne drive sin virksomhed for.
Fra bogen s. 21-22:
I de første mange år spillede det såkaldte medlemsbidrag en væsentlig rolle for Foreningens økonomi og var afgørende for, hvor omfattende virksomheden kunne blive. […]
Det havde også betydning, at man, efterhånden som Foreningen blev kendt, kunne regne med bidrag fra eksisterende legater eller endog testamentariske gaver. Af de således indkomne beløb opkøbe man kgl. obligationer og kunne herefter regne med en vis årlig renteindtægt.
Medlemstallet toppede i 1861 med 525 faste bidragydere, som indbetalte 1907 rbd. Medlemstallet faldt herfra, primært pga. dødsfald og pga. manglende indskrivning af nye medlemmer. I 1887, ved Foreningens 50 års jubilæum, var medlemstallet faldet til 252, og deres bidrag udgjorde 1.672kr. I perioden var det lykkedes at skaffe tilskud fra anden side, da Politirettens bødekasse årligt gav tilskud, i nogle år 4.500kr.
Jeg synes det er tydeligt, at den tætte forbindelse til det offentlige system har gjort Foreningen dvask, og i stedet for at holde medlemstallet oppe, fokuseredes energien på at sikre store tilskud fra den nære kreds i det Københavnske retsvæsen. Hvorfor spilde sin tid på at dyrke det tidskrævende frivillige system, når man har en politisk fordel og hurtigt kan stikke snablen i den lokale offentlige kasse?
Det som startede ud i privat regi mistede hurtigt sin oprindelige iværksætterånd, og mere og mere tid gik med at skaffe midler og støtte fra det offentlige. Ved udgangen af 1887 var der dog ikke tale om, at Foreningen modtog direkte statstilskud eller børn fra det offentlige, endnu. I Foreningens regnskab af 1887 er det tydeligt at se, at forrentning og udtrækning af den opsparede kapital bidrager væsentligt til økonomien (~25%). Formentlig er bødekassens bidrag at finde under punktet “Overordentlige bidrag”, der er næsten lige så stort.
Fra bogen s. 29:
Endnu nogle år kunne Foreningen fortsætte sin stilfærdige, men overmåde nyttige gerning til hjælp for hovedstadens mest udsatte børn og unge. Den opgave, man havde stillet sig i 1837, var stort set blevet fortsat ganske uændret gennem de forløbne 50 år. En kreds af aktive dommere havde påtaget sig at løse den stillede opgave og havde også tilvejebragt det fornødne økonomiske grundlag for virksomheden.
Udvælgelse af børn
Foreningen byggede på sit tætte forhold til administrationen i København. Fra bogen s 25-26:
Om mange af børnene gælder, at forældrene selv henvendte sig til Foreningen med anmodning om, at man ville tage sig af deres børn. Foreningen var åbenbart med årene blevet kendt i brede kredse blandt den københavnske befolkning, og man havde hørt om de opnåede gode resultater. […]
Selv om mange forældre direkte henvendte til til Foreningen, og at også naboer, som fik kendskab til ulykkelige forhold i et hjem, kontaktede Foreningen, var det fortsat således, at anledningen til indskriden skyldtes et initiativ fra dommerne i Kriminalretten. […]
I løbet af de første 50 år modtog Foreningen ialt 1375 børn. I gennemsnit drejede det sig om 27 børn om året.
Ydermere, fra bogen s. 89:
I den ældre periode havde det været karakteristisk, at antagelse af et barn skete enten efter, at Foreningen selv var blevet gjort opmærksom på, at der burde skrides ind, eller ved at barnets forældre henvendte sig til Foreningens styrelse og bad om dens hjælp. Denne gruppe benævnedes Foreningens egne børn. Ved modtagelsen af barnet afgav dets forældre eller værge en skriftlig erklæring, hvori man forpligtede sig til at overlade Bestyrelsen forældremyndigheden over barnet indtil dets fyldte 18. år.
Det er en vigtig pointe for historien her, at man lægger mærke til, at ingen af børnene var taget fra deres hjem af Foreningen. Det var igennem frivillig aftale med forældrene, at Foreningen antog børn og sendte dem i pleje.
Tilsyn med børnene
Foreningen der var finansieret privat, holdt selv tilsyn med børnene. Eftersom de efter aftale med forældrene blev fjernet fra hjemmet og sendt i pasning i Jylland, var muligheden for udnyttelse af billig arbejdskraft ikke udelukket. Fra bogen s 26-27:
Man var klar over, at økonomiske grunde kunne være afgørende for, at et landbohjem stillede sig til rådighed, og at et barn kunne betragtes og misbruges som arbejdskraft. Man lagde derfor afgørende vægt på at få etableret et effektivt tilsyn med hjemmet og dets behandling af barnet, således at misbrug kunne undgås. Ved valg af plejehjem foretrak man sådanne, hvor begge »forældre« var levende. Til pigebørnene kunne man derimod godt vælge en enlig kvinde på landet eller en enke. I visse tilfælde fortrak man barnløse hjem. I sådanne tilfælde opnåede man ofte fremragende resultater, idet forholdet udviklede sig til, at barnet følte sig som barn i familien, og plejeforældrene fik samme følelser overfor barnet. Det skal dog ikke lades uomtalt, at der også er eksempler på, at et førstevalg af plejehjem ikke var lykkeligt, og at barnet måtte flyttes til en anden familie. Det skete også at børn stak af fra et tildelt plejehjem.I det store og hele fungerede plejehjemsforsørgelsen efter hensigten, og der kom gode og sunde børn ud af Foreningens virke.
Med andre ord – det frie initiativ på markedet kan regulere sig selv og skabe gode rammer, og udvikle egne regler for pasning af selv de mest udsatte – forsømte børn. I denne periode var alle Foreningens børn placeret i private hjem.
Foreningens politiske arbejde begynder 1887 – 1933
Skiftet i Foreningen i 1890’erne fra privat finansieret til at få faste offentlige tilskud var højst interessant for mig. Hvorfor ville man pludseligt have offentlige midler? Hvorfor ikke før? Hvilke forudgående begivenheder kan have skabt en bevidsthed hos vælgerne, der fik dem til at støtte offentlige tilskud til filantropi? Det satte jeg mig for at undersøge, og det kom vist til at gribe lidt om sig – jeg endte i alt fald i bøgerne rundt omkring for at grave en plausibel forklaring frem. Den kommer her.
Foreningens politiske arbejde tog udgangspunkt i den samtid, den var en del af. I København var problemerne med arbejdsløshed, fattigdom og forsømte børn blevet værre. Under demokratiet førte det politiske krav med sig. I det følgende afsnit vil jeg opridse nogle af årsagerne til situationen, der gjorde, at det blev politisk muligt at få statsstøtte til filantropiske foreninger. Jeg mener, at der er tre hovedårsager:
- Liberalisering gav nye muligheder for landarbejderen, og gjorde ham til konkurrent med tidligere privilegerede erhverv
- Kreditekspansion udvidede forskellen på rig og fattig – og førte til en krise
- En politisk fastlåst situation blev brudt
Koordineret kreditekspansion førte til opsving og krise
I 1873-77 brød en krise ud i Danmark, som var særligt hård ved det danske landbrug, men også byerne og handelsvirksomhederne blev ramt. Fra 1820’erne og frem til 1877 stiger kornpriserne 309% i en støt vækstperiode med ubetydelige tilbageslag, og gav gode vilkår i landbruget for kornproduktion. Priserne på de animalske produkter steg 326% i samme periode. Men fra 1877 begyndte priserne på landbrugsprodukter at falde (kornet fortsatte sit fald fra indeks 100 i 1875 til indeks 60 i 1900 – for animalske produkter var faldet kun fra indeks 100 til 80, og bunden blev nået allerede i 1890).
Det danske landbrug fik to kriser på halsen i 1877, en pga. stigende omkostninger til renter på gæld (en finanskrise ca. 1873) og en anden langtrukken krise pga. de faldende priser på korn. Omlægningen fra korn til animalsk produktion var en mulighed, der blev benyttet til at sikre en profitabel virksomhed. Men hvorfor en nedgang i både handel og landbrug på samme tid? Det kan ikke være pga. kornprisen, for den faldt blidt i en længere periode. En reel krise og større stigning i arbejdsløshed vælter ikke erhvervene på 1-2 år, blot af at kornprisen falder 22pct over 8 år. Noget andet må være årsagen til krisen.
Optakt til krisen
For at forstå hvorfra krisen kom skal vi tilbage i tiden, og finder roden til krisen i et skift i efterspørgslen på lån, samt i de strukturelle ændringer af pengevæsenet, der udbyggede pengeinstitutternes muligheder og tilstedeværelse.
I Danmark startede sparekasserne omkring 1810erne, mens bankerne først kom undervejs i 1850erne. Det var almindelig praksis i sparekasserne at udlåne udelukkende mod pant i fast ejendom, men lån kunne også optages fra realkreditforeninger med pant i fast ejendom fra 1850. Denne regel førte til nære bånd mellem landbrug og sparekasse eller realkredit. Fra 1857 forøgedes pengemængden som målt på indskud i sparekasser fra 47,3 mio kr i 1857 til 196,4 mio kr i 1875. Nationalbankens metalfond fastholdtes på ca. 35 mio kr fra 1857-1875, dog med en dykkende tendens, der kulminerede i 1869 til 18 mio kr, for at øges op til 35mio kr på ny. Bank, nationalbank og sparekassers indskud steg i perioden fra 95,3 mio kr i 1857 til 325,9 mio kr i 1875. [Kilde: Knud Erik Svendsen et al, Dansk Pengehistorie, Bind 1, s. 288]
I perioden skiftede mange gårde ejerskab fra at være fæstegårde til selvejergårde, og antallet af fæstegårde reduceres fra 1/3 af det totale antal, til 1/10. Den lange periode med høje kornpriser i kombination med sparekassernes kreditekspansion forøgede bondens mulighed for at købe sin egen gård. Liberaliseringen af ejerskabet og muligheden for billig kredit medførte en øget produktivitet, som blev sluppet fri af tidligere tiders lænker. Produktionen af korn steg med omtrent 100-150% fra 1750erne frem til 1875.
I byerne var sparekassernes effekt begrænset. I København udgjorde de største långivere i stedet bankerne, særligt Privatbanken, med C.F. Tietgen som direktør, der fra 1857 påbegyndte kreditekspansion via et indført checksystem og ved at fifle med pengevaren i brøkreservesystemet. Dertil diskonterede den veksler på baggrund af varelagre. Vekslerne gav ikke mulighed for industriel investering, men førte i stedet til forbedrede handelsvilkår da vekslerne ofte var kortfristede kreditinstrumenter.
Udover Privatbankens kreditekspansion, bidrog også Nationalbanken selv. Efter hyperinflationen, der endte med begivenheden, der eufemistisk bare kaldes “statsbankerotten i 1813”, blev Nationalbanken grundlagt i 1818 og måtte bruge sine første mange år på at gennemføre kreditsammentrækning for at genoprette pengenes sølvværdi. Det skete i 1838, og efter 1845 blev der lagt faste bånd på Nationalbankens seddeludstedelse, for at undgå lignende inflationære situationer. Det holdt naturligvis kun ganske kort tid før Nationalbanken igen slækkede på disse snærende bånd, og ekspanderede seddelomløbet. Loftet for dækningsløse sedler blev hævet fra 32 mio kr til 48 mio kr fra 1845 til 1854.
Ser man på seddelomløbet, så er der ikke tale om en betydningsfuld inflationær tilstand. Det blev holdt nogenlunde konstant i perioden, og svingede mellem 38-60mio kr. Desværre var der ikke krav om fuld sølvindløselighed for bankindskud, der voksede meget betragteligt (341% på 18år er ganske meget). Denne situation ligner det fra England, hvor den berygtede “Peels Act” fastlagde strenge krav til udstedelsen af sedler, men overså fuldstændigt bankernes indskud. Det ser ud til at samme situation gør sig gældende for Danmark. Lovene regulerede seddeludstedelsen, men nævner ikke restriktioner på bankindskud. Begge dele indgår i pengemængden, og for at forebygge konjunkturcyklussen skal pengemængden være indløselig i pengevaren 1:1.
Kreditekspansionen startede som følge af liberaliseringer af markedet under et statsligt dirigeret pengesystem, der led under alvorlige økonomiske fejl: Lovene satte ikke strikse begrænsninger for den totale pengemængde (inkl. bankindskud og checks), men fokuserede begrænsningen på seddeludstedelsen. Betingelserne for kreditekspansion er, at der er nogen, der har mod på at låne penge i første omgang. Uden liberalisering, altså med en fast reguleret økonomi, har kreditekspansion trange kår. Kun ved bevidst reduktion af renten, kan pengeinstitutterne låne flere penge ud. Men så længe økonomien er i stramme tøjler, er der kun få mennesker, der ser en mulighed for at placere kapital produktivt, og det lille lånevolumen kan derfor ikke i sig selv give anledning til en stor konjunkturcyklus, medmindre staten aktivt går ind og køber fabrikker og investerer for de lånte midler. Hvis man ser på renterne i perioden, er det også tydeligt, at disse ikke ændrede sig bemærkelsesværdigt. Det er denne sammenhæng, tror jeg, der har givet kreditekspansionen så uskyldigt et ansigt. Bankerne reducerede jo ikke renterne. Hvordan kan de da undertrykke markedsrenten?
Forklaringen er, naturligvis, at med liberaliseringen og den delvise frigivelse af markedskræfternes produktivitet er efterspørgslen på lån øget. Renterne burde være forøget betragteligt for at bevare ligevægten mellem opsparing og investering. Man kan ikke låne ud, før man har sparet op i et markedsbaseret pengesystem. Markedets mekanisme ville derfor først have forøget renten, for at stimulere og tiltrække opsparing, mens de høje renter lagde låg på investeringerne. Senere, når opsparingen begynder at stige, kan den mætte flere investeringer. Forklaringen på kreditekspansionen er, at markedsrenten steg pga. de nye muligheder i form af erhverv og i form af nye maskiner til landbrug og industri, men disse kilder til ny efterspørgsel på kredit har bankerne ikke taget højde for – de har blot fastholdt deres udlånsrente og har i stedet imødekommet lånebehovene ved at ekspandere kreditten, der bl.a. kan ses i stigningen i indskuddenes samlede størrelse.
I tiden var der dog problemer med ovenstående forslag, for der var maksimalrentebestemmelser, der sagde, at lån med pant i fast ejendom ikke måtte overstige 4pct. Nogle lån måtte godt have pålydende renter over 4pct pga. kreditforeningsloven af 1850, da et sådant kreditforeningslån udgøres af både rente samt kurs. Ved kurssving kunne en obligation have en større rente end 4pct, og kreditforeningsloven bevilligede en undtagelse fra maksimalrentebestemmelsen for kreditforeninger. Sparekasserne, der ligesom kreditforeningerne udlånte mod pant i fast ejendom, kunne derfor ikke have leveret de ønskede markedssignaler, selv hvis man havde opsat lov om sølvdækning af bankudlån (som bliver til indskud i andre banker). Først må maksimalrentebestemmelsen fuldstændigt fjernes, så markedets signaler kan fungere.
Uden den koordinerende mekanisme fra pengemarkedet render markedsøkonomien i et langsigtet problem: Der startes flere investeringsprojekter, end der reelt er resurser til. Senere bliver følgen heraf store prisændringer på kapitalgoder (fx stigning i råvarepriser og maskiner), der medfører omkostningskriser i de produktionsled, der ikke er i overensstemmelse med markedets ønsker. De afsløres som fejlinvesteringer. Problemet med konjunkturcyklussen er, at disse fejlinvesteringer erkendes samtidigt, og sætter mange produktionsfaktorer til salg samtidigt, der skaber store samtidige prisfald. Det skaber krisestemning og en panik for at re-allokere resurserne til led, hvor de er produktive. En af resurserne, der skal re-allokeres er arbejdskraft. Kapitalgoder har ikke stemmeret, og kan ikke gøre noget for at blive sat i arbejde, men pga. demokratiet har arbejdskraften stemmeret, og de personer der er berørt, kan forsøge at lobby for at få statsstøtte til at klare arbejdsløsheden.
Der er med andre ord ikke noget at sige udover, at betingelserne for den klassiske konjunkturcyklus, bedst beskrevet af Ludwig von Mises og F. A. Hayek, var til stede i perioden fra 1850 til 1874.
[Kilde: Erling Olsen, Danmarks økonomiske historie s. 48-56 + s. 250-260, 1967]
Jævnfør den østrigske konjunkturcyklusteori medfører kreditekspansion en forøgelse af fejlinvesteringer pga. de forfalskede markedssignaler, og uden at have undersøgt denne periode nøje, så flugter østrigernes konjunkturcyklusteori i store træk udmærket med begivenhedernes rækkefølge. De forfalskede markedssignaler har medført fejlinvesteringer i bl.a. landbruget og hos handelsvirksomhederne i byen, hvor investeringsaktiviteten var koncentreret.
Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 11, s 246:
Takket være de gode kornpriser oplevede dansk handel en blomstringsperiode gennem tresserne og nogle år ind i det følgende årti. Højkonjunkturen bølgede hen over hele Europa og gavnede også handelen i Danmark på alle niveauer. Stimulansen her og i udlandet var i høj grad, at landdistrikterne uden for byerne åbnede sig – landbefolkningen blev for alvor potentielle kunder til byernes produkter. Den økonomiske spiral begyndte ude i bøndernes stalde og lader, og gik videre gennem høkerne på landet, og snoede sig via mange engrosled op til de større handelshuse for at ende oppe i de store kapitalansamlinger i København omkring bl.a C.F. Tietgens skrivebord.
Min fremhævning.
Vi kan fornemme, at det kreditboom der opstod, som resultat af den forøgede pengemængde uden dækning i pengevaren, befandt sig i landbrugene, byggeriet og i handelsvirksomhederne i byerne. Prisstigningerne på korn og den lempelige kreditgivning uden dækning i sølv gav landbruget større købekraft og liberaliseringen øgede deres produktion, og denne forskel fra før var så bemærkelsesværdig, at historikerne ligefrem omtaler det som en økonomisk spiral. Sammen med ekspansionen af sparekassernes indskud indikerer denne passage, at der var et kreditboom undervejs i landbruget og i handelsvirksomhederne, og som det er med alle kreditbooms må de også kollapse pga. deres uholdbare natur.
I perioden 1850 til 1900 voksede byerne frem. I århundreder havde laugene i byerne og toldmuren ved byporten fungeret som en dæmning for markedets produktivitet. Med næringsloven af 1857 og toldloven af 1862 nedbrød den liberale strømning delvist de barrierer, der havde opdæmmet produktiviteten. Byernes befolkningsantal eksploderede i den følgende periode, og med sparekasserne og de nydannede bankers hjælp, startede en større kreditekspansion i handelsvirksomhederne i byen.
København voksede fra en størrelse på omtrent 140.000 til 200.000 indbyggere fra 1850 til 1870’erne. Der var flere grunde til, at landarbejderen valgte et byerhverv frem for landbruget, men jeg tror, at disse tre er afgørende: Nedlæggelsen af portkonsumptionen (told ved bymuren, 1852), reduktionen af told (udlandstolden blev fjernet, 1862) og liberaliseringen af erhvervene (1857) i byerne har gjort det meget attraktivt at flytte fra land til by. Der var dog nogle problemer, som virker meget bekendte fra i dag. København var i 1850 begrænset i størrelse til at skulle ligge indenfor voldene. Af forsvarsmæssige hensyn nægtede staten og bystyret at tillade bebyggelse udenfor voldene, fordi de krævede, at man kunne se over voldene og ud på fjenden. Strømmen af tilflyttere måtte derfor klemmes tættere sammen. I 1857 nedlægges byporten og bebyggelsen frigives over en årrække, som afhjalp problemet. Udgangspunktet var desværre ikke ret godt, for da det lykkes at ændre loven og tillade byggeri udenfor voldene, var situationen allerede meget anstrengt i byen. Der var derfor en stor opgave at udbygge byen, blot for at øge de eksisterende beboeres boligsituation. I perioden 1860 til 1874 tiltrækkes mange nye tilflyttere og lagde yderligere pres på boligbyggeriet. Særligt de politisk og finansielt velforbundne personer i byen lykkes at opkøbe byggegrunde til en lav pris, og tjente gode penge på boligspekulationen, mens prisstigningerne under kreditekspansionen stod på.
[Kilde: Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 16, s 62 samt bind 11, s. 104-110 + s.172-184]
Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 11, s 104:
Byerne havde altså et socialt problem ligesom landdistrikterne, et problem som borgerskabet prøvede at ignorere længst muligt. Væksten og initiativet i byerne lå hos de store købmandshuse, der dominerede forretningslivet langt ud i de omgivende landdistrikter. Disse blomstrende købmandsgårde, der duftede af blandingen af bøndernes produkter og Orientens krydderier, trivedes i årene efter 1850 som aldrig før. Tiden prægedes af en pengerigelighed, en frodighed i handel, der havde sit udspring så langt væk som i Californien, hvor der i 1848 blev fundet guld i store mængder. Mangedoblingen af verdens guldbeholdning virkede som en opkvikkende snaps på omsætningen af varer verden over, og satte også gang i produktionen af varer, hvad enten det var på industrielt eller håndværksmæssigt niveau.
Min fremhævning.
I citatet formuleres årsagen til eksplosionen i handel som værende Californiens guldfund. Men det er upræcist at sige sådan, for i en pengeøkonomi der er baseret på, at pengemængden er strengt varebaseret, så forekommer kreditekspansion ikke, og ingen konjunkturcyklus opstår ved et stort fund af pengevaren. Men i en økonomi, hvor der ikke er et strengt forhold mellem pengevaren og pengemængden, som tilfældet var i Danmark, så vil en forøgelse af pengevaren føre til en absolut stigning i kredit, der ikke er dækket af pengevaren.
Hvis de danske banker havde været afkrævet at indeholde fulde reserver for deres sedler, checkkonto og indskud, så ville et guld- eller sølvfund ikke have igangsat en kreditekspansion, et kreditboom og en efterfølgende krise. Derfor er det ikke nok at sige, at guldfund var årsag til pengerigeligheden – og i Nationalbankens metalfond ser vi ikke en stigning i perioden. Hvis sølvmønter skulle have fundet vej til Danmark, ved en opgivelse af sølv fra udlandet, så ville det igen ikke have ført til yderligere kreditekspansion. Fund af pengevaren fører prisinflation med sig, men et kreditboom startes kun hvis udækkede penge lånes ud på kreditmarkedet og undertrykker renten.
Pengerigeligheden skyldes at pengeinstitutterne tillades at låne penge ud, som de ikke har modtaget fra deres kunder netop til udlånsformål. Privatbanken forrentede (udlånte) både indlån på tid samt indlån på anfordring, samt at sparekasserne lånte ud ved pantsættelse af fast ejendom. Således steg pengemængden i Danmark ganske betragteligt, og førte til fejlinvesteringer og den følgende krise.
Landbrugets synspunkt
Fra 1850erne liberaliseres adgangen til byerne både ved reduktion af omkostningerne men også med liberalisering af erhvervsmulighederne. Set fra landbrugets synspunkt, så er en stor del af den arbejdskraft, som de tidligere havde rigelig adgang til, flyttet til byen for at få bedre kår. Trækket fra byerne, der delvis skulle imødekomme kreditboomets glubende appetit på arbejdskraft og delvist skulle udjævne den markedsuligevægt, der i mange år havde været påtvunget fra laugslovene, toldlovene og konsumptionsafgiften, stod på i godt 20 år.
For at sætte tingene lidt i perspektiv, så steg landbrugets andel af arbejderne 50% fra 597.000 til 899.000 fra 1840 til 1880. Men håndværk og industri steg 179% fra 251.000 til 451.000 og handel og omsætning 291% fra 46.000 til 134.000 – det er ikke svært at se, at landbruget har måttet sige farvel til en del potentielle medarbejdere i perioden.
[Kilde: Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 16, s. 55]
I modsætning til sidste landbrugskrise fra 1820erne, gav denne landbrugskrise tilsyneladende grobund for øgede krav om socialpolitik til at redde ofrene for krisen. Tankerne om offentlig hjælp til at løse landbrugets problemer var ganske besnærende.
Jørn Henrik Petersen et al, Dansk Velfærdshistorie bind 1, s. 95-96:
Stort folkehold, høje sognekommunale skatter, højt og stigende lønniveau, større afvandring fra landbrugets arbejdsmarked, større renteudgifter og faldende salgspriser drejede opmærksomheden mod gårdmændenes egne vilkår.
Endnu anpriste landbotidsskrifterne i deres ledende artikler den internationale arbejdsdeling, men blandt praktiske landmænd bredte den tanke sig, at sociale reformer til fordel for landbrugets arbejdere kunne træde i stedet for de lønstigninger, der var nødvendige, hvis arbejdsstyrken skulle kunne fastholdes og måske øges. Spørgsmålet var, om ikke “det gamle Samfund” og livet på landet kunne gøres mere tillokkende for derved at reducere udvandringen.
Både på delegeretmødet i Foreningen af jyske Landboforeninger i november 1883 og på De samvirkende sjællandske Landboforeningers delegeretmøde i januar 1884 blev der rejst ønsker om et statsligt initiativ i spørgsmålene om alderdoms-, invaliditets-, syge- og ulykkesforsikring. På det jyske møde blev der forelagt et konkret forslag til alderdomsforsørgelse, der byggede på hjælp til selvhjælpsprincippet i et forsikringssystem, som forudsatte tvangstilslutning.
Det brød på afgørende punkter med den hidtidige opfattelse, fordi det forudsatte tvangstilslutning for alle, der oppebar løn, og fordi det byggede på offentlige tilskud fra hhv. stat og kommune.
I 1733 fik herremændene indført stavnsbåndet for at holde bønderne fra at vandre til byerne, men i 1880’erne var et stavnsbånd tilsyneladende ikke politisk opportunt. I stedet for søgte man at bestikke landarbejderen til at blive på gården ved at fylde ham med penge fra statskassen. Krisen for landbruget der ramte i 1877 gav anledning til en faldende konkurrencedygtighed med byerne, som bønderne forsøgte at standse politisk. De faldende kornpriser har naturligvis gjort en indhug i den løn, de kunne betale landarbejderne, der nu fik relativt bedre vilkår i byerne. Det var også i denne tid (1860-1880), at det danske landbrug omlagde fra kornproduktion til animalsk produktion – altså et forsøg på at øge produktiviteten under presset fra markedsvilkårene.
Liberaliseringen eroderede landbrugets adgang til billig arbejdskraft og gjorde gårdmændenes situation værre end før, da deres virksomhed var kunstigt støttet af de restriktive love i fortiden. Med øget konkurrence sættes, for at bruge et såkaldt godt socialdemokratisk slogan, “vindere og tabere” i skarpere relief. Disse ændringer ville man modvirke med statens magt, da liberalisering ikke så ud til at give gårdmændene de privilegier, de ønskede at beholde.
Arbejdernes synspunkt
Da krisen opstår i 1870’erne er situationen den, at rigtig mange nye tilflyttere er kommet til byen, og deres arbejdsgiver skærer i lønnen for at holde omkostningerne nede. Et er at arbejderens løn falder, men takket være den forudgående kreditekspansion, så stiger priserne på forbrugsgoder samtidigt. Det er ikke svært at forestille sig, at det medfører meget hårde tider i en storby, der har været centrum for sådan en kraftig udvikling igennem forfalskede markedssignaler. Når krisen kommer i en tætbefolket by, så bliver situationen meget alvorlig.
Det ser ud til, at de liberaliseringer, der blev indført omkring 1860’erne skabte grobund for en skepsis overfor liberalismen. De mange mennesker, der flyttede til byen og øgede bybefolkningen, mens bebyggelsen var meget knap, samtidigt med at store handelshuse fik store gevinster, gav problemer. Det må have været meget påfaldende for socialdemokraterne, der startede i 1871, at deres argument mod liberalismen og den frie markedsøkonomi viste sig at holde stik – liberaliseringen førte til lavere løn og større ulighed. Først liberaliseres bymuren og erhvervene, så pengevæsenet, og rigdommene løber til de store købmænd og bankiers, mens den efterfølgende krise satte den almindelige mand i en hård situation. Det er naturligvis vand på deres mølle, at kunne forklare situationen som den opstod, og det var muligt at henvise til faktuelle forhold, som de havde forudset og kritiseret. Disse argumenter virker meget overbevisende på deres fæller i samtiden.
Laugslovenes liberalisering førte til, at de gamle erhverv, der var beskyttet mod konkurrence pludseligt blev afsløret som “kejseren uden klæder”. De var alligevel ikke så produktive og fantastiske, som de havde gået og troet. Den store strøm af arbejdere, der kom til byen, var i stand til at underbyde og tage arbejde, der tidligere ville være gået til laugsmedlemmerne. Da begge parter under krisen bliver arbejdsløse i højere grad, begynder agitationen for at genopbygge de gamle restriktioner for konkurrence. Liberalismen ses som problemet, og løsningen må derfor være arbejderbevægelsens privilegier.
Socialdemokraterne har derfor fået mulighed for at samarbejde med både Venstre og Højre (de konservative), der ligeledes var mod de liberale strømninger. Alle parter har ønsket sig tilbage til en tidligere tid, hvor konkurrencen ikke var så hård. Deres analyse af problemet, at det er liberaliseringen, der har ført ulykker med sig, er jeg uenig i. Problemet var de tidligere restriktioner, der har ført til meget store skævvridninger af økonomien, der blev frigjort samtidigt med, at troen på at en “pengerigelighed” var ønskværdig. De store folkebevægelser fra land til by har midlertidigt gjort et stort indhug i de tidligere privilegeredes indkomster, men den giftige kreditekspansion i byen har koncentreret fordelene hos de rige banker og deres nære partnere, handelsmændene.
Det er en gentagelse af situationen fra 1813, hvor liberaliseringen af bøndergods og en meget kraftig kreditekspansion fra Kurantbanken, gav anledning til en spekulationsmani og en prisstigning på korn, der var meget voldsom. Den efterfølgende krise har været let at lægge ved fødderne for liberaliseringen, mens det efter min overbevisning er kreditekspansionen, der er problemet. Desværre lærte man ikke lektien i 1813, og fortsatte med en lidt reduceret, men trods alt anseelig, kreditekspansion siden 1840’erne. Der blev igen lagt bånd på udstedelsen af sedler, men i reformeringen af banklovene overså man bankindskud og checks.
Således var det mest belejligt at kritisere liberalismen som årsagen til samfundets problemer. Denne liberalisering ønskede socialdemokraterne, bønderne og konservative kræfter at korrigere ved statens hjælp, frem for at se til statens pengefifleri som årsagen til de store indkomstforskelle og krisen.
Tilbage til historien om Foreningen
Foreningen af 1837 var netop i spil, da den tog sig af Københavnske børn og sendte dem i pleje i jyske landbrug. Det kan derfor ganske let tænkes, at ved kontakt med disse miljøer har Foreningen fået idéen til at deltage i den politiske kamp for at stikke snablen i statskassen.
Problemet var, at kampen om forfatningen mellem Højre og Venstre stod på igennem hele perioden i 1880’erne, og der skete ingenting før et årti senere.
Søren Mørch, Den nye danmarkshistorie, s. 205:
I bestræbelsen på at få Estrup forhandlet væk tog den moderate del af Venstre fat på at få gennemført en lovgivning, som både Højre og Venstre kunne enes om. Det var først og fremmest en sociallovgivning, der appellerede til begge parter, fordi den sociale nød var så åbenlys. Den kunne anvendes i socialdemokraternes agitation, uden at nogen anstændige mennesker kunne bestride, at de havde ret. For at tage vinden ud af socialisternes agitation og deres bevægelse, gennemførte Højre og den moderate del af Venstre i 1891 en lov om alderdomsunderstøttelse og en revision af fattigloven og i 1892 en lov om statsstøtte til sygekasserne.
Der var dermed i 1891 begyndt så småt at komme lidt skred i de offentlige finanser. Ovenpå en længere periode med konflikten mellem Højre og Venstre i hhv. landsting og folketing, med J.B.S Estrup som konseilspræsident i årene 1875-1894, lettede låget på de offentlige kasser. Under regeringskonflikten kunne nye skatter ikke vedtages, så statens årlige budget, finansloven, “rullede” blot fra år til år. Nye udgifter kunne ikke tages op, fordi nye skatter ikke kunne vedtages til at finansiere dem.
Bønderne, der ønskede disse socialistiske love, lobbyede hårdt for at få dem vedtaget. I knapt et årti havde de talt for dem, men enhver politisk vedtagelse var strandet pga. kampen om forfatningen og særligt Venstres visnepolitik. Pludseligt, med valget i 1890, hvor den første socialdemokratiske landstingsmand bliver valgt ind, bilægges konflikten i en fælles indsats mod socialismen. Både Højre og Venstre var bange for socialismen. Estrup vedtager de sociale love, som de blev konstrueret af Venstre. Estrup var inspireret af Bismarcks håndtering af socialismen i Tyskland, med den såkaldte “stokke-gulerodsmetode”. For at undgå socialismen, blev både Bismarck og Estrup selv socialister, eller måske rettere centrale planlæggere af befolkningens liv. Stokke-gulerodsmetoden var simpel: giv statsstøtte til de gamle og syge, og pisk arbejderne til at betale. Bestik vælgerne med deres egne penge, og fasthold selv magten.
Vedtagelsen af loven om ældreforsorg (1891) var blot den første i en længere række af politiske manøvrer, for at dæmpe væksten af socialdemokrater i de to kamre. Før 1891 var statens indtægter baseret på jordskatter, som det primært var bønderne og godsejerne, der betalte. Finansieringen af de nye sociallove skulle dog ikke bare lægges på de, der ønskede dem, næ nej, det skulle andre betale. Således indføres nye ølafgifter, der planlagdes at indbringe ca. 20% af statsbudgettet efter en hurtig indfasning over 2 år. En ølafgift ville særligt hvile på byboerne, der fik deres øl fra kontrollerbare beværtninger, mens man på landet kunne undgå kontrol med ølproduktion og distribution. Demokrati i en nøddeskal. Magt til mig, penge til mine venner, og en regning til dig.
[Kilde: Svend Thorsen, De danske ministerier 1848-1901, s. 401+433-435]
Om det er denne pludselige statslige generøsitet, der har fået foreningen til at lugte blod, kan jeg desværre ikke dokumentere. Det må forfalde til gemen spekulation, at sige sådan. Ikke desto mindre finder jeg det rimeligt at antage, at det politiske skred har gjort Foreningen opsat på at få del i goderne. Timingen er i alt fald ganske påfaldende.
I 1891 anmoder bestyrelsen den nyudnævnte kriminalretsassesor L. C. Brun (1854-1929) om at blive bestyrelsesmedlem. Som lægesøn fra Holbæk, cand. jur af 1877 og med et dusin år i Justitsministeriet, anså Foreningen ham som en god mand at have på hånden. Efter blot to år i bestyrelsen udpeges han formelt til formand. Med valget af Brun til bestyrelsesformand skred Foreningen fra at være i en passiv politisk tilstand, til at gå aggressivt til værks. For at få politisk støtte til deres forehavende, gik formand Brun straks i gang med netværksarbejdet.
Fra bogen s. 32:
Tilsyneladende var det Brun, der indledte den praksis, at formanden besøgte en række af de etablerede plejehjem og orienterede sig om de lokale forhold. Herom er i alt fald intet berettet fra den foregående periode. Det var også ham og ham alene, der begyndte at kontakte de lokale foreninger og institutioner, som beskæftigede sig med tilsvarende børneforsorgsopgaver som Foreningen af 1837.
Det er dog først lidt senere, at selv Harald Jørgensen ikke kan undlade at bemærke, at det er påfaldende, så aktiv Brun er i sine kampagner. I forhold til sine forgængere, der ikke deltog i organisationsarbejde, så virker Brun som et meget stort skift i Foreningens politiske virke.
Fra bogen s. 34:
Når han [Brun] var så ivrig for at træde i nærmere kontakt med den nyetablerede Fællesorganisation, kan det ikke udelukkes, at han har anset dette for at være nødvendigt, hvis man ville have andel i de offentlige midler, som på det tidspunkt opførtes til plejehjemmenes organisation på Kultusministeriets budget.
Ak ja, jagten på ussel mammon kan jo gøre selv den mest velgørende bestyrelsesformand blød i knæene. Brun modtog ikke selv betaling for sin position som formand for Foreningen, men vi skal senere se, at han brugte dette politiske arbejde til at fremme sin egen sag, for at komme til vejrs i den offentlige administration.
Det ser ud til at der, udover at have været lidt at gå efter på Kultusministeriets budget, var nogle strømninger i politikken, som Foreningen kunne gribe fat i. I 1895 blev en kommission nedsat til undersøgelse af børnenes vilkår og statens rolle herfor. Kommissionen kom frem til, at staten sandelig skulle blande sig langt mere end før.
Jørn Henrik Petersen et al, Dansk Velfærdshistorie bind 2, s. 682:
Det opdragelsessystem, som kommissionen foreslog, var for tiden radikalt og vidtrækkende. Holdningen var, at “Staten kan gribe ind overalt, hvor sædelig Fordærvelse eller Fare for saadan objektivt konstateres”, og det blev understreget, at man hellere skulle gribe ind for tidligt end for sent. Det blev eksplicit slået fast, at indskrænkningen af “Forældremagten” [forældremyndigheden i vore dage] ikke skulle stå i vejen for indgreb af hensyn til “Statens Sikkerhed og Barnets Vel”.
Der skete dog ingenting med disse konklusioner førend 1905, 4år efter “systemskiftet” (tidspunktet hvor Højres regeringsperiode slutter, og den første Venstreregering tager over). På side 40 i bogen omtales Værgerådsloven af 14. april 1905. Det er et stort stykke arbejde som bl.a. Brun og hans allierede i plejehjemsforeningerne har bedrevet, lovene om straf er nu ændret således den kriminelle lavalder blev hævet fra 10 til 14 år, og at børn under 14 år ikke måtte idømmes varetægtsfængsling. I stedet er det muligt at dømme dem til værgerådsforsorg. Næ, hvor heldigt, det er jo lige den aldersgruppe, som Foreningen beskæftiger sig med! Hvor var det dog godt. Det er selvfølgelig mere humant end fængelsstraf, men det er måske endnu mere humant at lade børnene slippe for at blive tvangsfjernet fra hjemmet. Da loven træder i kraft, er det tydeligt, at der står “Foreningen af 1837 til forsømte børns frelse” overalt mellem linjerne.
Fra bogen, s. 41:
Loven af 1905 betød ingen indskrænkning af Foreningens virke, tværtimod. Det viste sig nemlig, at mange familier foretrak fortsat at henvende sig til denne med anmodning om at overtage deres barn, inden det blev nødvendigt at underkaste sig værgerådets afgørelse. Det viste sig også, at de københavnske værgeråd var interesseret i at benytte de muligheder, som iagttagelseshjemmet Roskile Hvile kunne tilbyde. For Foreningen åbnede der sig hermed en kærkommen indtægt og mulighed for en udvidet virksomhed.
Det er værd at bemærke, at i 1901 køber Foreningen Roskilde Hvile, som er et iagttagelseshjem for drenge, og i 1903 Nitihus, som er et iagttagelseshjem for piger. Naturligvis på Bruns initiativ. Sidenhen belønner Brun Foreningen, ved at tørre udgifterne af på skatteyderne med sin “humane straffelov” der “tilfældigvis” dømmer børnene til at “afsone” i sin egen forenings nyindkøbte og nyistandsatte institutioner. Så er risikoen for tab minimeret med statsgaranti.
Men den sjove historie med L. C. Brun er endnu ikke overstået – vi mangler prikken over i’et.
Overinspektør for overværgerådet
Loven af 1905 fastlagde, at der skulle oprettes en række værgeråd i samtlige kommuner. Værgerådene skulle afgøre, som et barn måtte fjernes fra hjemmet, og hvilke betingelser herfor. For at give forældrene mulighed for at indanke resolutionerne fra værgerådene, oprettes et Overværgeråd, der kunne fastlægge hvem (hvilken forening) forældremyndigheden til barnet skulle tilhøre. Overværgerådet skulle også stå for tilsyn og godkendelse af de institutioner, der søgte om at modtage værgerådsbørn.
Kan du gætte, hvem der får denne fine stilling?
Fra bogen s. 42:
Da justitsminister Alberti skulle foretage indstilling til besættelse af den nye stilling som Overinspektør for opdragelsesanstalterne og formand for Overværgerådet, valgte han overretsassesor Chr. Brun, og denne beklædte embedet indtil sin afgang 1. okt 1925. I disse mange år stod han som den indflydelsesrige leder af denne nye gren af den offentlige børneforsorg.Han havde også en afgørende indflydelse på den ændring af værgerådslovgivningen som fandt sted 12. juni 1922
SURPRISE! Det havde nogle effekter på Foreningens virke, som ganske hurtigt materialiserede sig.
Fra bogen s. 42-44:
Da Brun lod sig udpege til Formand for Overværgerådet betød det ikke, at han opgav sin bestyrelsespost i Foreningen af 1837. Han fortsatte sit medlemskab og tog i afgørende situationer ordet i Bestyrelsen. I henhold til loven af 1905 blev det ham, der skulle udvirke godkendelse af Foreningens virke og føre det nærmere tilsyn, hvad han i sin egenskab af bestyrelsesmedlem ikke kan have haft vanskeligt ved.
Det kan ikke undre, at Brun anbefalede, at Foreningen åbnede sine to iagttagelseshjem også for værgerådsbørn. Fra ca. 1906/07 ankom adskillige værgerådsbørn både til Roskilde Hvile og Nitihus. Bestyrelsen så sig derfor nødsaget til at foretage udvidelser af begge hjem, og man kunne, efter at disse var gennemført, huse i alt 60 drenge og 15 piger på de to hjem. For Foreningen betød det, at der fra nu af gled en fast strøm af plejepenge ind i Foreningens kasse.
Formidabel kapring af den regulerende offentlige administration! Prima! Det er lige i øjet for den velgørende kammerateri-kapitalistiske forening. Her er udvidelser og sikre penge fra skatteyderen, pomp og pragt og indflydelse på bekostning af de stakkels skatteydere. Hvis ikke Brun var fuldstændigt inhabil i sine beslutninger, så er der ingen, der er! Hvor er det i øvrigt også fantastisk smukt, at det er justitsminister Alberti, der ikke selv var helt fin i kanten, hvad angår habilitet, udpegede Brun som overadministrator af værgerådsbørn og tillod Brun at fortsætte i bestyrelsen af den “private” forening.
Da lovgivningen senere splitter Overværgerådsformand og Overinspektør for opdragelsesanstalerne i to stillinger, overtages Overinspektoratet af Bruns tidligere discipel Oluf J. Skjerbæk fra Overværgerådet. Skjerbæk er fra 1923 til 1955 overinspektør og fører tilsyn med bl.a. Foreningens institutioner, og er generelt positivt indstillet overfor Foreningen. Oplært af og formentlig til stadighed under skarp påvirkning af L. C. Brun fra Foreningens bestyrelse er opdelingen af de to roller i den offentlige administration blot en overfladisk opdeling. I sin essens udfører Skjerbæk den samme “positive funktion” af kammerateri-kapitalisme som Brun selv ville have ført.
Fra 1905 kan vi betragte Foreningen som have overgået fra at drive sin virksomhed privat, til at modtage offentlige tilskud. Disse tilskud fortsætter i mange år, med få afbrydelser, som den gode L. C. Brun, naturligvis, modvirker fra sin position i det høje.
I 1925 aftræder L.C. Brun posten som Overværgerådsformand, fire år før sin død. Inden da er den første Socialdemokratiske regering en mindretalsregering i 1924, men afsættes i 1926. Den anden Stauningregering fra 1929 er modsat den første ikke en mindretalsregering, og dens arbejde fører til de fire love som kaldes Socialreformen af 1933.
Hvis man nærstuderer beskrivelsen af denne socialreform på børneområdet, så er den centrale planlægning fuldstændigt eksploderet. Alle mulige særrettigheder gives til børn, der anbringes uden for hjemmet, hvis de er syge, eller kræver særforsorg (fx ved handikap). Lovene er næsten et totalt opgør med tanken om et selvregulerende filantropisk marked på mange områder, men der er dog nogle få oaser i den Steinckeske ørken.
Fra bogen, s 61-62:
Socialreformen havde hermed godkendt Foreningen af 1837 som en fortsat medarbejder indenfor den offentlige børneforsorg. Man har sikkert også indenfor Foreningen med tilfredshed konstateret, at der indenfor den offentlige børneforsorg stadig var forståelse for, at anbringelse i familiepleje var en god og fornuftig opdragelsesform for børn, som havde måttet fjernes fra et ulykkeligt miljø. Socialreformen havde endvidere den afgørende betydning for Foreningens samtidige arbejde, at man kunne regne med fortsat at modtage et betydeligt statsbidrag til sin virksomhed. At man også indenfor Overinspektoratet for opdragelsesanstalterne stadig var interesseret i at samarbejde med Foreningen af 1837 viste den henvendelse, som Oluf J. Skjerbæk foretog i 1935.
På landejendommen Reballegård på nordsiden af Horsens fjord havde ejeren Carl Jensen siden 1927 drevet et privat optagelseshjem for store drenge i alderen 14-20år. Han var imidlertid nu tvunget til at opgive Reballegård, og da Skjerbæk havde den opfattelse, at det offentlige ikke kunne undvære dette hjem, hvor man gennem årene havde fået mange klienter anbragt, bad han i 1935 Foreningen om at overtage hjemmet.
Ak ja, nu hvor den kære L.C. Brun er ude at billedet så må Foreningen jo lægge sin tillid til, at hans discipel Skjerbæk ikke skuffer, og sørger for at skaffe Foreningen nogle billige udvidelsesmuligheder. Handlen af Reballegård gik kun igennem da Skjerbæk blandede sig i forhandlingerne mellem Foreningen og Carl Jensen. Til stadighed har Foreningen godt tag i den offentlige maskine, og drager fordel af det.
I 1937 holdt Foreningen 100-års jubilæum, og havde naturligvis Socialministeren med til begivenheden, som udtalte, at “staten på ingen måde kunne undvære Foreningens indsats i børnesagens tjeneste.” Forbindelserne var stadig gode.
Foreningens økonomi 1915-1930
I perioden fra 1905 til 1933 opblomstrede Foreningens aktiviteter. Det er klart, når den får både børn og penge foræret af hhv. kommuner og staten. I 1916, i forbindelse med en ny bestyrelsesformand tiltrådte, udgav Foreningen et udvidet regnskab for sit virke i 1915, for at propagandere for sin fortræffelighed (delvist for stjålne børn og penge, hvor er det ædelt). Disse informationer fremgår af bogen s. 48:
Det bør noteres at under stats- kommune- og andre indtægter indgik bidrag fra enkelte personer, der bidrog med mere end det årlige medlemsbidrag. Det er de “livsvarige” medlemmers bidrag, der er tale om. Det er derfor ikke muligt med de oplyste tal at afgøre hvor stor en andel af Foreningens indtægter kom fra det offentlige kontra det private. Dette regnskab er på en måde symptomatisk på den sammenblanding af offentlig og privat som Foreningen stod for.
Det er dog også interessant at kigge på Foreningens udgifter, som vidner om et skift i børneforsorgen.
* Note: Den sidste post om værgerådsbetaling direkte til Roskilde Hvile er ikke en udgift, som Foreningen afholder, og den indgår derfor ikke i summen nederst.
Det mest iøjefaldende er nedgangen af udgifter til private plejehjem, det er i denne periode at skiftet fra privat pleje til institutionspleje sker. I denne periode er der også sket et stort skift i børnene – i 1916 var 298/377 i kategorien “egne børn”, der var afleveret frivilligt til Foreningen, mens det i 1930 kun var 111/217 børn, der var afleveret frivilligt af forældrene. Resten var fjernet af kommunen, og sendt til Foreningen. Nedgangen i antallet af børn kom af, at Foreningen begyndte at få svært ved at få forældrene til at sende børn til den frivilligt. I perioden steg andelen af tvangsfjernede børn markant, og det var kun tilladt for værgerådene omkring i kommunerne at tvangsfjerne børn fra familien (naturligvis bør ingen have den ret).
En kort status på 1936 viste, at tendensen med færre og færre “egne børn” fortsatte. Således havde Foreningen i 1930 haft 217 børn i alt, og i 1936 var antallet 288. Af de 288 var kun 94 “egne børn”, resten var tvangsfjernede børneværnsbørn. Kun 21 var anbragt i privat pleje.
Foreningen mister grebet i den offentlige administration 1933-1974
Fra 1887 til 1933 begyndte statstilskuddene at øge Foreningens aktivitetsniveau, og særligt efter 1933 kom der fart på tilskuddene. Der var dog også en skyggeside for Foreningen selv. Med stigende statstilskud kom også stigende kontrol.
Jørn Henrik Petersen et al, Dansk Velfærdshistorie bind III, s 575:
Fra 1930erne begyndte det gamle system gradvist at ændre sig. Staten kom til at spille en større og større rolle i kraft af øgede offentlige tilskud og øget offentlig regulering. Det betød, at det gamle system bygget på filantropisk arbejde kom under pres, og mens de mange private institutioner og foreninger så venligt på de øgede statstilskud, var reaktionerne mindre positive i henseende til den øgede statslige regulering og kontrol. Statens øgede indblanding skyldes dog ikke kun, at penge og indflydelse hang tæt sammen. Det var også en konsekvens af et holdningsskift, hvor tiltroen til det gamle system baseret på private institutioner, kaldstanken m.v. blev udfordret af nye tanker om moderne opdragelsesmetoder, af nye videnskaber som psykologien og af professionaliseringen.
Idéen med at øge kontrollen med børneforsorgens foreninger hviler i den fejltagelse, at det offentlige tror, at fordi de har stjålet pengene hos skatteyderne med loven, så er pengene rent faktisk de offentligt ansattes. De er ikke klar over, at de er blot indehavere af hælervarer, som de ikke retmæssigt må bruge, men som de bør aflevere til deres ofre igen. Pga. fantasien om at staten gerne må stjæle og kalde det beskatning, fordi de har skrevet et system på (rigtig mange sider) papir, så er det en lov, og fordi dem der har skrevet det, har afholdt en afstemning, så er det også legitimt. Næste logiske skridt i denne kæde af fejlslutninger er naturligvis, at hvis pengene tilhører det offentlige, jamen så er det naturligvis også det offentlige der retmæssigt må bestemme, hvordan pengene bruges! Hvis man ikke køber denne forklaring, så kan vi jo bare sige, at de offentlige bureaukrater i virkeligheden er folkets tjenere, som bare gør det, som den legitime demokratiske afstemning har vedtaget – og så er det faktisk skatteyderne selv, der bestemmer hvad deres penge bruges på.
Jeg mener naturligvis at ovenstående argumentation er så hullet at den tangerer at være useriøs. Hver borger har rettigheder, som staten ikke må hverken definere bort eller begå overgreb på. Den private ejendomsret er naturligvis hjørnestenen i min kritik, for uanset hvor mange der stimler sammen og stemmer, så må de ikke tage din ejendom fra dig ved at henvise til deres fine proces – også selvom du har fået lov at deltage med en stemme i beslutningen. Pengene er dine, ingen må tage dem fra dig, det er op til dig selv at indgå frivillige aftaler når du bruger dem. I det lys er det let at se, at ovenstående argumentation er hullet som en si.
Den liberale kritik er naturligvis blevet fremsat i tiden, mens forandringen stod på, men er faldet på døve øren. Det offentlige har derfor blot fortsat sin mekaniske udvikling med loven og politiets knipler på sin side. I citatet beskriver forfatteren, at der også var indflydelse fra faglig argumentation på processen. Det er helt naturligt at markedet bruger faggrupper til at bringe produktivitetsforbedringer i alle hjørner, men mit simple synspunkt er, at så længe disse indflydelser er frivillige, så er det fint med mig. Det kan jeg dog have min tvivl om at de har været i denne situation, hvor staten begynder at tage kontrol med situationen. Faggrupperne har bare øjnet en chance og et påskud for at øge kontrollen, en kontrol der er unødvendig i det frie marked. Iværksættere og forbrugere ved godt selv, hvad de kan bruge faggrupperne til, og i den udstrækning at de har noget produktivt at foretage sig, så vil de også blive anvendt. Det er ikke nødvendigt at bruge staten til at sikre at faggruppens produktive bidrag bliver sat i spil – staten derimod er nødvendig for at sikre, at faggruppens uproduktive bidrag bliver brugt.
Faggrupperne sejrer
Som omtalt i afsnittet før, så blev der opstillet nye særrettigheder for børn, og disse særrettigheder er en åben invitation til lobby fra faggrupper, der skal tage sig af at opfylde de af staten fastlagte rettigheder. Kort efter socialreformen af 1933 begynder faggrupperne, der tager sig af børneforsorgen allerede i 1934, at formulere stærkere krav om forbedrede forhold, på bekostning af skatteyderne, naturligvis.
Jørn Henrik Petersen et al, Dansk Velfærdshistorie bind III, s. 555:
I årene efter 1933 kan man spore, at den faglige bevidsthed hos de faggrupper, der arbejdede i børneforsorgen, blev stadig stærkere. De begyndte at formulere krav, hvor ønsket om en forstærket familiepolitisk indsats ofte gik hånd i hånd med krav om bedre løn- og arbejdsforhold for de ansatte.
Dette korte og præcise citat rammer fuldstændigt plet. I Foreningens historie er der tydelige skift i det offentliges krav til foreninger, der arbejder med børneforsorg. Kravene for uddannelseskompetencer hæves og antallet af medarbejdere øges også. For at illustrere pointen med væksten i personaleudgifter, kan man blot betragte nogle udvalgte år for en enkelt institution på følgende oversigt:
Data fra bogen s. 107-108. Det nævnes ikke direkte, hvor mange ansatte der var i årene 1942 og 1956, men det angives at der skete en kraftig stigning fra 1967. Jeg går derfor ud fra, at antallet af ansatte var det samme tilbage til 1942, men det er nok at sætte det optimistisk højt. Det forekommer mest realistisk, at antallet af ansatte er steget i perioden 1942-1960, men jeg kan ikke vise det.
I perioden fra 1942 til 1960 voksede nettofaktorindkomsten med 47% [Kilde: Erling Olsen, Danmarks økonomiske historien siden 1750, s. 21] , og det tal passer med væksten i “Barn per ansat”. Normeringen som målt på antal børn per ansat er blevet udbygget i perioden svarende omtrent til væksten i samfundets indkomst. Det betyder dog, at udgifterne per ansat ikke kan stige i perioden, medmindre andre udgifter falder. Ellers er sektoren vokset hurtigere end den omkringliggende økonomi – og det er der såmænd intet galt i. Nye industrier og sektorer vokser frem på markedet hurtigere end den omkringliggende økonomi hele tiden. Det er helt normalt, for på markedet justeres sektorernes størrelse kontinuerligt til at passe til efterspørgslen via iværksætternes profitsøgende arbejde, der løbende tilrettelægge produktion og fordeler indkomst. Men til forskel fra den almindelige markedsøkonomi, så var Foreningens institutioner støttet med skattemidler, som ikke har den koordinerende effekt, som markedsøkonomien har. Der er derfor en række spørgsmål, som ikke kan besvares set fra samfundets samlede synspunkt (som udtrykt ved forbrugernes efterspørgsel). Disse er fx:
- Hvilket antal ansatte er det optimale?
- Hvad er den optimale løn for de ansatte?
- Hvilke kompetencer er de optimale kompetencer?
- Hvor mange børn er det optimale at have på institutionen?
Dette får markedet ikke lov til at fastlægge, for det er staten, der egenhændigt fastsætter disse krav. Af den simple årsag at forbrugerne i rollen som skatteyder ikke kan tilkendegive deres præferencer igennem staten, så kan vi være næsten helt sikre på, at det er forkerte, eller rettere suboptimale, krav, der er blevet sat til institutionen. Uden markedets feedback kan vi ikke vide os sikre på, at det er den økonomisk optimale situation, der driver udviklingen. I stedet er det politisk lobbyarbejde for fagforeninger, der driver kravene. Da pengene kommer fra det offentlige, kan disse krav nå absurde højder. Om de har nået disse såkaldte absurde højder, er det i sagens natur også umuligt at sige, fordi jeg ved jo ikke, hvad markedet ville have valgt, hvis ikke staten havde blandet sig. Jeg kan blot påpege, at det er tankevækkende, at det var nødvendigt med statens indblanding at gennemføre denne udvikling. Hvis Foreningen var overladt til selv at tilrettelægge deres institutioner, ville de så have påtaget disse udgifter? Hvis ikke staten havde blandet sig i børneforsorgen, ville konkurrencen mellem institutionerne ikke have sikret, at kravene hvilede i fornuft og rimelighed, som institutionslederen i samarbejde med bestyrelsen havde vurderet dem? Og for at få succes, måtte den individuelle forening klare sig rimeligt i konkurrencen mod andre foreninger, for at kunne tiltrække donorer med børn og donorer med penge.
Overladt til sig selv, hvis markedet for børneforsorg havde været frit, så ville hver børneforsorgsforening være nødt til at blive tilstrækkeligt god, for at forældrene frivilligt afleverede deres forsømte barn til dem. Hvis ikke Foreningen havde et godt ry, og gjorde et godt stykke arbejde, ville forældrene i større grad sige nej tak. Hvis Foreningen fx havde frosset måden at drive børneforsorg på, således vilkårene var fanget i fortidens elendighed (som kun bliver tydelig pga. økonomisk vækst) så ville den forening, der var bagud, blive fravalgt af flere forældre, og deres rolle i børneforsorgen ville blive formindsket. I jagten på markedsandele og prestigen, der følger med, ville hver forening søge at justere vilkår og behandlingsform til markedsvilkårene, for at kunne tiltrække børn til pasning. Vi behøver derfor ikke statens regulering til at sikre, at betingelserne bliver bedre. Det sørger markedets udvikling og forældrenes omsorg for børnenes vilkår for.
Men nu hvor situationen er den, at kommunen stjæler barnet fra forældrene, og stjæler penge til at passe barnet fra skatteyderne, så har kommunen fået ejerfornemmelse over både skattepengene og børnene. De har ment, at det tilmed også var deres ret, at fastlægge kravene til institutionerne fordi “det er os der betaler”. Meget går galt, når statens skattevæsen blander sig, bl.a. får samfundets “tjenere” (de offentligt ansatte) pludseligt ejerfornemmelser af hælervarerne, de er i besiddelse af, og de bliver til samfundets diktatorer.
En karakteristisk udvikling i perioden er også, at nye medarbejdere, der tidligere ikke var ansat, fik ansættelse pga. krav fra staten.
Fra bogen s. 89:
Tidligere havde man ikke ønsket, at barnet uden kontrol fra forstanderens side havde kontakt med sit hjem, eller at barnets pårørende aflagde barnet et besøg. Derfor anbragtes børnene fortrinsvis i Jylland. Nu havde tonen fået en anden lyd. Nu ønskede man, at forbindelsen mellem hjem og barn opretholdtes. Det var bl.a. grunden til, at man gerne så, at en uddannet socialrådgiver blev tilknyttet de større institutioner.
Flere faguddannede skulle tilknyttes Foreningens institutioner, for at opretholde et krav fra staten. Det er et ikke oplyst hvor store udgifterne til hver medarbejder er i perioden. Hvad angår personaletype, så var der i den tidligere periode fx ingen økonoma eller socialrådgiver ansat.
Bureaukraternes evindelige fantasikritik
Da Oluf J. Skjerbæk afgår som Overinspektør fra værgerådene i 1955, overtager en ny person rollen. Det er juristen Holger Horsten (1907-1987), der først bliver Overinspektør for opdragelsesanstalterne, men med tiden også direktør for Børne- og Ungdomsforsorgen. I begyndelsen fortsætter han blot Skjerbæks arbejdsform, og havde en nær kontakt med Foreningens bestyrelse. Det fortsatte dog ikke helt harmonisk, Horsten viste sig at være mere kritisk overfor Foreningen end Skjerbæk. I løbet af årene tiltog den kritik, som Foreningen måtte lægge øren til fra direktør Horsten. Der var flere tilfælde, hvor kritikken var grundløs og besynderlig.
Fra bogen s 110-111:
Til 25-års jubilæet, som fejredes 18. marts 1958 kom der mange gæster, og både disse og Bestyrelsen var yderst tilfredse med de resultater, man havde opnået ved behandlingen af de svagt begavede drenge.
Med årene så det ud til, at de modtagne drenge var sværere mentalt belastet, end tilfældet havde været i begyndelsen. Efter et besøg, som direktør Horsten aflagde på institutionen, erklærede han overfor Bestyrelsen, at han faldt Værebro “det bygnings- og indretningsmæssigt ringeste af samtlige eksisterende sinkehjem”. Bestyrelsen kunne dog ikke genkende denne dom og henviste til de gode udtalelser om hjemmet og dets resultater, som var fremkommet. Horsten lod sig imidlertid ikke overbevise. Under en forhandling, der fandt sted 30. nov 1959 mellem ham og Bestyrelsen, tog han til orde for, at Foreningen tog initiativ til oprettelsen af et nyt sinkehjem i en købstad på Sjælland, som muliggjorde, at de indlagte drenge kunne søge den lokale skole.
Det fortaber sig i det uvisse for mig, hvorfor der er nogen sammenhæng mellem hvor svært mentalt belastede drengene er, og hjemmets indretning, og hvilken positiv forskel det vil gøre for disse sværere mentalt handikappede drenge, at de kan “søge den lokale skole”. Hvorfor sende dem i skole, hvis problemet er, at de er svært mentalt handikappede? Jeg tror, at årsagen er den simple, at Horsten vil forsøge at dræne Foreningens kasse for penge, ved at stille meget høje krav til bygningerne.
Direktør Horsten var dog ikke færdig med at komme med forslag til at afholde vanvittige udgifter.
Fra bogen s. 114:
På et vist tidspunkt foreslog direktør Horsten, at man omdannede børnehjemmet [Hjortebjerg Skole] til et feriehjem, men det modsatte Bestyrelsen sig. Derimod så man gerne, at normeringen kunne ændres, således at man også fik mulighed for at modtage drenge på institutionen.
Her dribler de to parter frem og tilbage om hvilken udgift skatteyderne skal finansiere – ombygning til et feriehjem eller bedre normering. Det er vel nok sødt, at de to parter kan enes om at udnytte tredjepart med skattevæsenet.
Direktør Horsten var dog ikke færdig med at klage over Foreningens arbejde, og fik endeligt taget modet til sig. I stedet for blot at foreslå vanvittige udgifter fra hans egen frie fantasi, begyndte han at kræve nedlægning af en institution under Foreningens ansvar.
Fra bogen, s. 118-120:
Direktør Horsten var imidlertid heller ikke helt tilfreds med det arbejde, som udførtes på Fårupgård, og henstillede i en skrivelse 17. april 1962 at nedlægge institutionen. Både bygningsmæssigt og med hensyn til de forhåndenværende beskæftigelses- og oplæringsmuligheder fandt han institutionen lidet egnet for unge mænd. Formanden imødegik imidlertid den fremførte kritik og understregede, at Foreningen havde ofret betydelige beløb på institutionens indretning. Det måtte der tages hensyn til, inden man afsagde en “dødsdom” over den. Under de videre drøftelser gjorde Horsten opmærksom på, at der var et stigende behov for at indrette skolehjem for de 13-15 årige. Man burde derfor ombygge de eksisterende landbrugsbygninger til moderne skolelokaler.
Den private børneforsorg taber kontinuerligt terræn
I perioden fra 1933 til 1974 er der en opadgående tendens til både statstilskud og -kontrol. De private foreninger bliver langsomt sat ud på sidesporet af faggruppernes politiske agitation i kombination med bureaukraternes misforståede ejerskab af skatteydernes penge. I midten af 1950erne kommer der ekstra fart på statstilskuddene, og konklusionen herfra er ikke til at tage fejl af:
Jørn Henrik Petersen et al, Dansk Velfærdshistorie bind III, s. 644:
Toget var dog kørt. Mere statsstøtte og den vedblivende offentlige kritik af børneforsorgens institutioner betød mere offentlige regulering. Mange af institutionerne forblev godt nok formelt ikke-statslige institutioner, men reguleringstendensen fortsatte. Det afspejlede – eller førte til – ændrede forestillinger om forholdet mellem staten og det private initiativ. Det var en ændring, der mest skete på statens præmisser.
Foreningen går til staten for at få flere penge
I bogen beskrives det også, at Foreningen selv gik til staten, for at få nogle af de nye udgifter dækket ind. De mange påbud fra statens side om nyansættelser og udgiftsforhøjelser i 1950’erne og 1960’erne førte til, at indtægterne ikke længere dækkede udgifterne. I stedet for at agitere politisk for at slække på kravene til børneforsorgen, gik Foreningen i stedet ind for at øge indtægterne fra statens tilskud. Staten accepterede Foreningens anmodning, og en omlægning af statstilskuddet blev en realitet.
Fra bogen, s. 87:
Den fortsatte stigning i institutionens driftsudgifter, som fandt sted i de følgende år, medførte, at man i 1966 optog forhandlinger med Socialdirektoratet om at opgive den hidtil anvendte procentberegning af det årlige statstilskud til de enkelte institutioner og i stedet for overgå til den såkaldte “underskudsdækning”. Efter en række forhandlinger godkendte Socialdirektoratet i 1969, at man for Roskilde Hvile, Værebro og Fårupgård overgik til den ønskede underskudsdækning.
Skiftet fra frivillighed til tvang på børneudvælgelse
Med lovene i 1905 og 1933 blev de offentlige værgeråd/børneværn i større grad i stand til at tage børnene med magt fra forældrene. Det var ikke en funktion, de havde haft tidligere (udover ved straf for kriminalitet), og forældrene havde indtil da afleveret børnene frivilligt til Foreningen. Som data fra 1915 vs 1929 viste, var der en nedadgående tendens for forældre til at overgive deres børn frivilligt til Foreningen, en tendens der var startet et sted mellem 1887 og 1915. Samtidigt steg antallet af tvangsfjernede børn i perioden. Denne trend fortsatte indtil den blev fuldbragt 1953, hvor forældrene fremover ikke afleverede et eneste barn til Foreningen frivilligt. Fra 1953 var alle børn i Foreningens varetægt taget med magt af kommunen.
Fra bogen, s. 89:
De to sidste egne børn, som man antog, var en ni-årig dreng, der 2. maj 1953 blev optaget på Roskilde Hvile til iagttagelse, og året efter anbragtes på Vallø Strand, og en 12-årig pige, som omgående blev anbragt på Hjortebjerg Skole. Herefter var det udelukkende børn, der var fjernet fra deres hjem som følge af en resolution fra det kommunale børneværn, som man modtog enten til iagttagelse på Roskilde Hvile eller til anbringelse på en af sine institutioner.
Men hvorfor gik man til sådanne drastiske midler, når det hidtil havde været tilstrækkeligt med frivillighed fra forældrenes side? I det følgende afsnit vil jeg prøve at belyse hvilke ændringer i statsmagtens udøvelse kan have ødelagt det frivillige grundlag for pasning af børn udenfor hjemmet.
Skatter og børnetilskud 1903-1933
Forklaringen, som jeg mener er mest åbenlys, er ændringen i skattelovene og tilskudslovene.
Jørn Henrik Petersen et al, Dansk Velfærdshistorie bind II, s 692:
Helt uden for den børne- og familiepolitiske debat var der endvidere i forbindelse med skattereformen af 1903 [indførsel af indkomstskatten] blevet anlagt en familiepolitisk betragtning med indførelsen af et ekstra bundfradrag i indkomsten for husstande med børn under 15år. Fradraget blev fastholdt indtil 1960. I forbindelse med statsskattereformen i 1922 blev der endvidere skelnet mellem forsørgere og ikke-forsørgere, således at sidstnævnte blev lempeligere beskattet.
Effekten af indkomstskatten og børnefradraget i 1903 på antallet af tvangsfjernede børn blev i perioden igen intensiveret. Nye reformer blev gennemført, og værdien af børnefradraget til forældrene blev igen forhøjet, dels fordi indkomstskatten blev hævet, men også fordi børnefradraget blev omstruktureret. Der kom yderligere tilskud til enker med børn, enkemænd med børn, og meget andet i perioden. I 1918 faldt antallet af nyanbringelser af børn udenfor hjemmet. Fra en størrelse på omtrent 700-800 fra 1907 til 1918, faldt det til 100 i 1923.
[Kilde: Jørn Henrik Petersen et al, Dansk Velfærdshistorie bind II, s. 697-703]
Indkomstskatterne i årene fra dens indførsel i 1903 og frem til 1933 steg markant (surprise). Havde man en indkomst på 20.000kr var satsen 3% i 1903, 8% i 1920 og 10% i 1933.
[Kilde for indkomstskat: Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 16, s. 125]
Dertil kom en ekstra indsats for at subsidiere familien med midlertidige forhøjede tilskud i de sidste krigsår (1914-1918), med henvisning til krigens dyrtid. Disse ekstra subsidier i en periode med høje priser på forbrugsgoder har også virket som en større tilskyndelse til at beholde børnene i husholdningen, for at kunne betale for udgifterne til den samlede familie. Beholdt man barnet hjemme kunne mere af familiens forbrugsudgift betales med børnetilskuddet. En dygtig husholderske har nok kunnet få børnetilskuddet til at slå til flere udgifter end blot til det ene barn, der var årsagen til det offentlige tilskud. Denne form for udgiftsudglatning familiemedlemmerne imellem er en af årsagerne til, at børnene i stadig ringere udstrækning blev afgivet til foreninger, der tilbød pasning udenfor hjemmet.
Skatter og børnetilskud 1933-1953
I 1950 blev et regulært kontant børnetilskud vedtaget. Det skulle gives til børnefamilier med en indkomst under 20.000kr, og havde tre skalatrin. Det blev indført, da en række rabatter på fødevarer, som var målrettet børnefamilierne, bortfaldt. I 1952 sænkedes indkomstgrænsen til 16.000 kr og loven ændredes så tilskuddet fulgte den, der havde forældremyndigheden (som man overdrog til Foreningen ved frivilligt at aflevere sit barn). Næ, et tilskud til de mindrebemidlede, som bortfalder, hvis de afleverer deres børn til børneforeninger, gad vide om det på nogen måde kan påvirke deres beslutning?
[Kilde: Jørn Henrik Petersen et al, Dansk Velfærdshistorie bind III, s. 608-9]
Indkomstskatten for gruppen der tjente 20.000kr blev hævet igen, fra 20% i 1940 til 27% i 1950. Værdien af børnefradraget blev dermed øget i perioden, og inflationen gjorde at flere blev presset op i de højere indkomstskattetrin. De, der tidligere kunne nøjes med 3% indkomstskat i 1903, skulle betale 27% i 1950.
[Kilde: Jørn Henrik Petersen et al, Dansk Velfærdshistorie bind III, s. 608-9]
Foreningen lader sig nationalisere, 1974
Efter at have kæmpet for sin egen eksistens i årtier, og efter at have tabt på samtlige områder, der bestemmer, hvordan børnene skal passes i pleje, blev Bistandsloven af 1974 dråben, der fik bægeret til at flyde over. Foreningens budget blev nu underlagt amtsrådet, og den måtte ikke optage lån (hvad den ellers havde gjort før i tiden via sin gode forbindelse til sparekassen Bikubens bestyrelse) uden amtsrådets godkendelse. Erkendelsen i Foreningen af, at den i virkeligheden ingen selvstændig beslutningskraft havde længere, og at alle beslutninger om optagelse af børn, børnepasning og finansiering var lagt over i statens hænder, kastede den håndklædet i ringen, og solgte alle institutionerne til amtsrådene rundt omkring. I stedet for at drive institutionerne selv, overgik Foreningens arbejde med at drive en privat fond, der skulle hjælpe hvor det offentlige ikke gjorde en indsats.
Fonden af 1982 skulle fremover yde tilskud og støtte aktiviteter til børns vilkår. I 1985 havde Fonden af 1982 en formue på 15 mio kr.
Afslutning
Sådan er historien om den private organisation Foreningen af 1837 til forsømte børns frelse. I sin egen ivrighed efter at hjælpe, gik den til staten for at påvirke lovgivningen og få del i støttekronerne, men udviklingen gik imod alle Foreningens egne principper, og det politiske arbejde blev sidenhen overtaget af faggrupperne i den offentlige administration, der i højere og højere grad kritiserede dens arbejde. Staten brugte sit krudt på at føre krig mod Foreningens principper og metoder, og da det er Staten der er den ultimative beslutningstager i alle tilfælde af konflikter, selv konflikter vedrørende dens egne aktiviteter, ja, så er det naturligvis Staten, der har vundet kampen.
Statens midler har ødelagt det frivillige grundlag, som Foreningen startede på. Frivillige donationer af penge og børn skulle se til, at Foreningen gjorde et habilt stykke arbejde. I årene efter Staten begyndte at blande sig med tilskud og regulering, skiftede hele området fra det frie initiativ med frivillige donorer af børn og penge, til et system baseret på tvangsopkrævning af både børn og penge. Statens indblanding gjorde også, at den frie udvikling af børneforsorgen blev ødelagt. Systemet gik fra at fungere på økonomisk forsvarlige vilkår til at fungere på monopolistiske fantasier drømt op af faggrupper og socialagitatorer, der ikke havde den fjerneste sans for at skabe rammer, der sørgede for at følge markedsvilkårene. De ønskede bare at få del i hælervarerne, som lidt politisk snilde kunne sikre, at skattevæsenet stillede til rådighed.
Som Statens glubende appetit på magt og penge skred frem, hævede den skatterne og gjorde flere og flere grupper hjælpeløse. Dens første interventioner førte til den næste i en ond cirkel, hvor tvang avler tvang. Det burde ellers have været let at få forældrene til at opgive deres børn til børneforsorgen, hvis kårene her var langt bedre end i familiens hjem. Men sådan udviklede Statens markedsintervention sig ikke. I stedet for at forældrene i større grad ønskede at donere sine børn til forsorgen, blev det sværere og sværere at få dem til at donere sine børn. Der var også agitatorer, der kæmpede for, at lempe det forøgede skatteåg på familier med små indkomster, sidenhen alle familier.
I stedet for at børneforsorgen kunne hvile i et frivilligt samarbejde parterne imellem, sikrede Statens magtanvendelse, at der i intet led længere findes en oase af frivillighed. Staten efterlader ingen plads til markedet, end ikke for noget så dyrebart som børneforsorgen, når den begynder at indskrænke friheden et sted, fortsætter den sit virke på dens selvskabte problemer det næste sted. Til sidst befinder sektoren sig under et system, der mest af alt ligner et kommunistisk diktatur, planlagt i mindste detalje af embedsmændenes fantasier.