I liberale kredse på internettet og i bøger findes et væld af informationer om penge- og mønthistorie. Desværre er denne historie næsten udelukkende historie om det amerikanske samfund. Det gør det mindre relevant for liberal argumentation om danske forhold, hvis man kun kan henvise til amerikansk historie.
Bygger man sit argument på amerikansk historie, falder man let i fælden, hvor danskerne kan afvise pointen, fordi de færreste danskere bryder sig ret meget om, hvad der foregår i USA. De finder heller ikke, at der er væsentlige lighedspunkter mellem de to samfund, og derfor kan man ikke overføre erfaring fra USA til Danmark.
Deres synspunkt finder jeg rimeligt. Der er mange forskelle på de to samfund, og hvad der sker i USA behøver vi ikke nødvendigvis bruge tid på her i Danmark. Ganske vist er den danske stat blot en vasalstat under amerikansk ledelse igennem NATO, FN og det internationale pengesystem, men i almindelig daglig ræsonnement finder vi sjældent brugbar information fra USA, som vi kan overføre til danske forhold.
Derfor skal liberale bruge argumenter, der bygger på danske erfaringer og dansk historie. Naturligvis er den liberale filosofi uændret mellem de to lande, men når det kommer til at forklare, hvordan problemer med staten spiller sig ud i historien, kan vi ikke bruge amerikansk historie som henvisning. Vi er simpelthen nødt til at skærpe vores kendskab til dansk historie for at lægge mere vægt i vores argumentation og dermed forøge chancen for at overtale andre til at se fordelene i liberalismen.
Den mangel forsøger jeg med mit bogprojekt at rette op på. Vi har som danskere brug for en solid liberal fortælling, der ikke tager udgangspunkt i amerikansk historie, men i dansk. Det følgende er et uddrag af min boganmeldelse af Martin Myginds bog “Den lille guide til Penge, krak og bobler“. Det er placeret her, fordi jeg mener, at det lille afsnit om mønt- og pengehistorie er værd at læse særskilt, selvom man ikke er interesseret i Martin Myginds bog.
God fornøjelse.
En kort mønthistorie
Siden vikingetiden og op til 1. januar 1875 var den danske møntfod baseret på sølv, omend skiftende konger forsøgte at snyde borgerne ved at fifle med møntfoden til sin egen vinding. I vikingetiden brugte handlende blot sølvets vægt som betalingsmiddel, og mange udenlandske mønter med højt sølvindhold cirkulerede i Danmark. Omkring år 700 begyndte en udmøntning i Danmark i byen Ribe, og omtrent 100 år senere også i Hedeby. Mønterne fulgte dog markedet og cirkulerede både i Danmark og i udlandet – bl.a. blev de brugt som smykker, fordi de havde et højt indhold af sølv.
Den gode møntfod holdt dog ikke for evigt. Kongerne fra omkring og endda lidt før Harald Blåtands tid begyndte at slå mønt, som de brugte med henblik på at kontrollere de danske handelsbyer. De brugte udmøntningen som base for deres magtudøvelse, fx brugte Harald Blåtand mønten som reklame for den kristne tro, som han ville udbrede til hele riget. Det startede meget uskyldigt, men med tiden førte det Svend Estridsen (1047-76) til at indføre et regulært møntmonopol, der forhindrede fremmede mønter at blive indført. Den efterfølgende konge fiflede ikke med møntfoden, men da Knud den Hellige (1080-86) forsøgte på at erobre England, brugte han møntmonopolets magt for første gang til at berige sig selv og finansiere sin krig ved at udstede underlødige mønter. Det kostede ham dog livet, da rasende stormænd og deres bønder jagtede kongen igennem Jylland og myrdede ham, da de endelig fangede ham i Albani kirke i Odense i 1086.
Lidt bedre gik det den senere Kong Niels (1104-34), der slap afsted med en betragtelig forringelse af møntfoden i en årrække, før han selv blev myrdet i Slesvig. I hans regeringstid faldt møntens lødighed til et lavpunkt af 23%, og han indførte det europæiske møntombytningssystem “renovatio monetae”, hvor kongens underlødige mønter mistede deres pålydende værdi ved kongens befaling.
Møntombytningerne var struktureret sådan, at kongens møntserier let kunne genkendes fra hinanden, og ved dekret erklærede kongen, at en serie var ugyldig efter en vis dato. For at fastholde sine penges værdi skulle man aflevere sine gamle penge, så de kunne blive omsmeltet til den nye serie, der ville gå til sin pålydende værdi. Ombytningen tog kongen sig naturligvis godt betalt for, men hvis man ikke ombyttede sine mønter, måtte man påregne et tab, da mønternes værdi faldt fra den pålydende værdi til dens sølvværdi. Systemet “fungerede” kun, fordi mønternes lødighed var dårlig, og fordi kongen effektivt kunne holde gode udenlandske mønter væk. Man var således tvunget til at sende mønterne til kongen, når han indkaldte dem til ombytning for et tvungent gebyr.
Niels brugte sandsynligvis møntens indtægter til at bygge den voksende kongemagts alliance med kirken. Han var en progressiv konge efter europæisk mønster, han holdt sig gode venner med paven i sin regeringstid, og han ønskede som hans forgængere at indhente det kirkelige efterslæb efter de hedenske vikingekonger. Det lykkedes ham at lukke en stor del af forskellen, og integration mellem konge- og kirkemagt i Danmark fik et mere europæisk præg. I hans regeringstid fik Danmark sit første ærkebispesæde og indførte tiende. Opbygningen af forholdet mellem konge og kirke skete ofte ved at give gods, skatteindtægter og -privilegier til kirken som gave, et tab for kongen der bl.a. kunne kompenseres for med indtægter fra møntproduktion.
Valdemar den Store (1154-82) brugte møntmonopolet som et led i at finansiere opbygningen af sit Østersøimperie, og falder mere i tråd med den følgende “gængse” måde, hvor kongen brugte inflation til at berige sig selv og betale krigens omkostninger. Hans inflationspolitik bragte lødigheden ned på 31%, men det lykkedes for ham og hans to sønner, Knud 6. og Valdemar Sejr, at fastholde imperiet overfor de svækkede nordeuropæiske modparter. Det begyndte dog at gå tilbage i slutningen af Valdemar Sejrs regeringstid, da modparterne genvandt deres styrke. Efter Valdemar Sejrs død i 1241 begyndte en årrække med stridigheder om kongemagten, der yderligere reducerede det danske riges størrelse.
Efter knap 50 års magtkampe og borgerkrige kunne en kongeslægt igen sætte sig på tronen. Med riget underkuet og konkurrerende kongsemner holdt i skak, kastede de blikket udenrigs og begyndte at fantasere om at genopbygge Østersøimperiet. Hvor svært kunne det være? I slutningen af 1200-tallet og starten af 1300-tallet begyndte konger som Erik Menved (1286-1319) og Christoffer 2. (1319-1326) en håbløs politik om at genopbygge Østersøimperiet med skatter, inflation og krig. De var dog begge urealistiske i deres anskuelse af modstanderens styrke, om potentialet for alliancer i Nordtyskland og om rigets økonomiske formåen.
Kongerne endte med at hæve skatterne til uhørte højder, reducere mønternes lødighed til et nyt lavpunkt på 1-5%, udnytte møntomvekslingen til smertegrænsen og tilmed pantsatte de riget til holstenske grever i deres forkvaklede og insisterende forsøg på at finansiere krigen. På ca. 260 år havde kongemagtens møntmonopol i sin essens ført økonomien fra en fin sølvfod over på en ussel kobberfod. Visse historikere forsøger dog at undskylde kongernes uduelighed og svindel med pengevaren efter genoprettelse af kongemagten ved at kalde de underlødige mønter for “borgerkrigsmønter” og inkludere tiden helt op til møntvæsenets sammenbrud i 1330’erne.
Da Christoffer 2. mistede magten over riget, blev det umuligt for ham at forsvare det for befolkningen så byrdefulde møntmonopol, at det kollapsede fuldstændigt . Fremmede mønter blev igen gængse, og selv Valdemar Atterdag (1340-1375), der fik opgaven at genopbygge riget, fik ikke genoprettet møntmonopolet i sin regeringstid, omend der var møntproduktion i Skåne og i Jylland i visse perioder. Det var først med Ribemønten i 1380, at der igen blev slået mønt i Danmark. Møntens navn indikerer, at den havde et højt sølvindhold – den hed “Hvid”. Igen bemærkes det, at når kongens monopol brydes, stiger lødigheden på mønterne: Det er et eksempel på, at markedet kan levere og producere penge uden statslig indblanding, og pga. konkurrencen er resultatet naturligvis af bedre kvalitet.
Nogle århundreder efter, omtrent ved 1500-tallets afslutning, blev daleren den gængse hovedmønt til udenrigshandel og kom i omløb i Danmark bl.a. pga. øresundstoldens indtægter. Herefter undlod kongen at forringe dalerens sølvværdi pga. de internationale handelskonsekvenser, men udmøntede i stedet de i kongeriget gældende skillemønter med underlødigt sølvindhold (dvs. mønter med mindre sølvindhold end det fastsatte forhold mellem skillemønt og hovedmønt).
De kongelige skillemønter blev forringet nær ved hver gang, kongen synes, han havde en anledning til det. Det skete omtrent 10 gange under Christian IVs ødelæggende styre. Møntfodens ødelæggelse hang ofte sammen med store kongelige udgifter, oftest krig. Men efter de store udgifter var afholdt og krigen, eller byggeriet, var slut, forbedrede kongen møntfoden igen. Det førte til en almindelig opfattelse, at dårlige penge var knyttet til en midlertidig tilstand, som i fremtiden ville normalisere sig.
Papirpenge, Kurantbanken og hyperinflation
Men i 1700-tallet ændrede det forhold sig med indførsel af papirpenge. Efter endnu et midlertidigt forløb, omend denne gang med papirpenge, under den store nordiske krig, gik kongeriget tilbage til den vante sølvfod ved bogstaveligt talt at brænde alle papirpengene efter at have indløst dem mod sølv. Det var tider.
Men selvom det første forsøg med papirpenge gik som befolkningen forventede, forsøgte den næste konge sig igen. Den første danske bank (Kurantbanken), der udstedte papirpenge indløseligt i sølv, blev grundlagt som en privat bank med kongeligt monopol i 1736. På vanlig måde ender statens intervention i markedet med at producere et resultat i modstrid med intentionen: Kurantbanken blev grundlagt for at hjælpe handlen og godsejernes gryende industri med billig kredit, men fristelsen for at bruge banken som pengemaskine fik overhånd og udløste en krise under hyperinflationen, da selv storkøbmænd som Ryberg gik fallit og skabte store tab hos nogle godsejere, der under landboreformerne havde valgt at yde kredit til fæstegårdmændenes nye selvejergårde, som disse kunne betale ud for en slik.
I 1747 (sølle 11 år efter banken var grundlagt) løb banken ind i problemer pga. udstedelse af mange dækningsløse papirpenge, der drænede dens sølvfond og umuliggjorde indløseligheden. Banken lykkedes at skaffe en aftale med kongen, som midlertidigt ophævede indløseligheden ved dekret (forordning). Ved en fælles anstrengelse med kongen genoprettede banken sølvfonden og genindførte indløseligheden et års tid senere. Den idylliske situation for sedlernes indløselighed holdt dog ikke i længden, da der ingen regler var for seddeludstedelsens forhold til sølvfonden.
Da seddelmængden nogle år senere eksploderede pga. udlån til staten under den preussiske syvårskrig (1756-1763), fortsatte drænet på bankens sølvfond, og bankens bestyrelse krævede yderligere indgreb. I 1757 blev indløseligheden igen “midlertidigt” ophævet, omend bankens kunder nådigst fik lov til en begrænset omveksling af sedler til at betale deres “daglige udgifter” i mønt. Samtidigt blev papirsedlen et tvunget betalingsmiddel, men problemerne med bankens skrøbelige sølvfond fortsatte.
På højden af statens træk på bankens kredit, og på baggrund af bankbestyrelsens rådvildhed, begyndte rygter om bankens solvens at sprede sig. De gik på, at staten havde tømt banken for penge. Da kunderne hørte om det, stimlede de sammen for at hæve deres penge i et desperat forsøg på at redde deres indskud. Panikken udviklede sig voldeligt, og betjente blev tilkaldt for at beskytte bankens personale og dæmpe volden, men da dagen var omme, var 3 mennesker omkommet i tumulten.
I bankrun’et i 1762 blev bankens kunder formentlig for første gang overbevist om, at de ikke ville få deres sølv tilbage, og at den midlertidige ophævelse ville vare meget længe. De fik helt ret. Banken foretog derefter yderligere indgreb for at beskytte de sørgelige rester af sølvfonden. Banken begyndte herefter at udstede sedler a 1 rigsdaler, og rationerede yderligere omveksling af papirpenge til sølvmønter. Fremover skulle banken omveksle enhver seddel til mindre sedler og kun udbetale 1 rigsdaler mønt per person.
Efter knap 40 års omskifteligt forhold til banken, hvor banken nogle gange blev reddet af kongen, mens kongen andre gange måtte reddes af banken, blev banken overtaget af staten i 1773. Med banken på statens hænder var det blot et spørgsmål om tid, før det ville gå helt galt. Under Napoleonskrigene blev Danmark angrebet af England, og staten brugte banken til at forsyne sig med kredit.
Det stærke træk på banken skabte en rask hyperinflation i 1813, hvorefter regimet erklærede sig ude af stand til at betale gælden og besluttede at droppe idéen om at fifle med møntfoden for at vende tilbage til en ærlig sølvfod, omend med kritisable midler (alle ejendomme blev tvangsbelånt til 6½% rente af 6% af ejendommens værdi, og enevælden genindførte således en “moderne” udgave af fæstegårdsystemet efter få årtiers selvejerskab).
Nationalbanken: Fra sølvfod over guldfod til papirfod
Med tvangsmidlerne lykkedes det meget langsomt og famlende at bringe kronen tilbage i pari i 1838, men først i 1845 genindførte man indløseligheden. Den midlertidige ophævelse kom til at vare i hele 88 år (fra 1757 til 1845). I 1873 begyndte diskussionen om at tvinge danskerne over på guldfoden. Det var dog først i 1875, at sølvfoden blev tvangsafløst af guldfoden ved politisk dekret. Det skabte igen problemer for låntagere, der blev tvangsoverført til guldfoden, der efterfølgende kom ind i en mindre inflationær periode i 1880erne. Lidt firkantet sagt, blev gælden optaget under sølvfoden, der var mere prisinflationær end guldfoden, se tabel 4: Debitorerne blev forurettet, eftersom de ikke måtte betale tilbage i sølv, som deres lånekontrakt reelt var oprettet i.
Men i forbindelse med første verdenskrig blev den (næsten) ærlige møntfod igen droppet, og nye forsøg på at statsstyre penge blev søsat med pauvre resultater såsom store prisstigninger, rationering, ødelæggelse af landbrugsprodukter og megen anden indgriben i markedet under Ove Rohdes radikale, men selvsikre ledelse. Efter nogle politiske slagsmål om genopretning af guldfoden, også kaldt “den ærlige krone”, i slutningen af 1920’erne, afkoblede regeringen i 1931 kronen fra guldet og sænkede renten for at følge England ned i dyndet i dønningerne på Wall-Street børskrakket i 1929 og den følgende krise.
Papirpenge i hænderne på Keynesianere
Det blev dog først efter 2. verdenskrig, at man rigtig forlod gamle dages konservative inflationspolitik og gik til stålet med en overbevisning, som kun en universitetsuddannet politiker kan mestre. Det blev særligt takket være J.O. Krag og Viggo Kampmanns indflydelse i dansk politik i årene efter 2. verdenskrig, at regimet begyndte at ekspandere pengemængden hurtigt. Igennem det europæiske valutasamarbejde var Danmark med i Bretton Woods systemet, som var det system, Nixon nedlagde i 1971.
Under indflydelse fra svenske socialistiske “økonomer” (fx Gunnar Myrdal) blev penge blot set som et redskab, staten kunne bruge til at udglatte konjunkturcyklussen og skabe fuld beskæftigelse. Penge var ikke beskyttet af den private ejendomsret, som keynesianerne ellers nominelt stod for at bevare på så mange andre punkter. Synet på penge som blot et redskab i hånden på bureaukratiske pengeplanlæggere vandt stort indpas. Men der var problemer i paradis. Efter 2. verdenskrig havde planlæggerne i Bretton Woods valgt en for høj sterlingkurs, som effektivt blokerede international handel fra sterlingblokken, hvoraf Danmark var en del. De påtvungne dårlige handelsforhold gav hurtigt valutaproblemer, når pengeprinteren blev sat på arbejde. Igen og igen måtte seddelpressen standses, fordi dollarreserven fordampede i en tid, hvor briterne nægtede at omveksle sterling til dollar på valutamarkedet (ligesom den tidligere Kurantbank var briterne løbet tør for deres reserve – dollars).
Problemet med den for høje sterlingkurs løstes kort før 1960’ernes højkonjunktur ved en britisk devaluering i 1958. Det åbnede markedet for international handel, og briterne begyndte igen at konvertere sterling til dollar til den ringere kurs, og sterlingblokkens inflationspolitik begyndte at køre på skinner, sådan da. Begrundet i markedets frigivelse, men under fagforeningernes kvælertag, faldt arbejdsløsheden, produktionen steg og markedet skabte velstand, mens pengepolitikkens lave renter og billige kredit holdt betalingsbalancen negativ og prisinflationen støt stigende år efter år. Et kreditfinansieret forlænget opsving satte ind og blev forstærket i takt med at seddelpressen spyede nye papirpenge ud hurtigere og hurtigere.
Det endte med et brag af en oliekrise i 1970erne, hvor troen på det keynesianske system fik et hak i tuden. Ifølge de troende keynesianere skete det umulige: inflationen steg samtidigt med arbejdsløsheden steg. Det skulle ellers være sådan, at man valgte mellem lidt højere inflation eller lidt højere arbejdsløshed. Nu fik man begge dele på en gang. Kejseren blev afsløret uden tøj på.
I 1980erne skiftede man socialdemokratiets keynesianisme ud med Schlüter regeringens fastkurspolitik. Skiftet havde længe været ønsket af centralbankdirektør Hoffmeyer, der følte et personligt tab, hver gang han og finansministeren måtte gå tiggergang blandt de europæiske finansministre og centralbankdirektører for at få lov at devaluere. Nu skulle det være slut med Keynes’ aggressive pengepolitik, og en mere moderat monetarisme blev indført – der desværre brugte samme virkemidler som Keynes, omend med mere forsigtighed.
På trods af oliekrise, kartoffelkur, stigende inflation, tilbagevendende økonomiske nedture og fastkurspolitik, har der siden 2. verdenskrig blandt statsuddannede økonomer været konsensus om, at (mindst) moderat prisinflation er godt, at staten kan og skal udglatte konjunkturcyklussen, og at markedet skal være (nogenlunde) frit til at fastsætte priser på de økonomiske goder, på nær renten, som skal planlægges centralt af bureaukrater i et statsligt bureau som Nationalbanken. Spørgsmålet blandt de økonomiske teoretikere er bare, hvor lempelig pengepolitikken skal være for at opnå deres fastsatte mål. Diskussionen går ikke på om det er en god idé i det hele taget at planlægge pengeproduktionen fra statens side uden hensyn til den private ejendomsret.
Det er som med socialisterne. Det er lige meget, hvor mange fiaskoer man kan diske op med fra historien, så vil de klamre sig til deres version af “planlagt” pengeproduktion. “Det var ikke ægte planlægning!” kan man høre for sit indre øre, når økonomerne slås om, hvad man skal gøre rigtigt næste gang, og hvad der gik galt forrige gang. Troen på planlægning og kontrol med penge er det fikspunkt, de ikke slipper.