Folkeskolen er ineffektiv, ensrettende og umenneskelig10 minutters læsning

I denne omgang af min gennemgang af Martin Ågerups bog, Velfærd i det 21. århundrede, vil jeg tage et enkelt emne op, og diskutere det. Jeg har udvalgt Martin Ågerups pointer om folkeskolen, og hans forslag til at reducere resurseforbruget af folkeskolerne ved at minimere spild, eksempelvis på administration og overdimensionering (disse to elementer er taget ud af en generel figur for den offentlige sektor fra s. 105 i bogen, Martin Ågerup nævner ikke specifikt disse to elementer i forbindelse med diskussionen om folkeskolen).

På side 110-111 skriver Martin Ågerup:

“Det mere fundamentale spørgsmål er, om højere kommunale udgifter overhovedet er et udtryk for et højere serviceniveau, eller om det dækker over lavere produktivitet eller en kombination af de to ting. Det ved vi ikke, men ser man på skoleområdet, kunne noget tyde på, at højere udgifter ikke giver bedre kvalitet. Der findes ikke måder, hvorpå man kan sammenligne det generelle kommunale serviceniveau direkte på tværs af alle kommunale serviceområder – forstået som kvaliteten eller værdien af de leverede ydelser. Det skyldes de nævnte vanskeligheder med at  vurdere værdien af en ydelse, som brugeren ikke selv betaler for. Hvilket igen fører til den problematiske antagelse, at værdien af velfærdsydelser er lig med omkostningerne ved at producere dem.”

Produktivitet, som Martin Ågerup bruger lidt tid på at diskutere, kan kun vurderes af den som køber produktet. Her er ingen uenighed mellem os.

Martin Ågerup går herefter videre til at estimere hvor stort et besparelsespotentiale der ligger i driften af folkeskolen, hvis man beholder de nuværende skoleregler, og lader de mindst effektive skoler kopiere de mest effektive skolers metoder.

Martin Ågerup diskuterer eksempelvis, hvordan folkeskolen kan spare penge, og undervejs opstiller han sit eget mål for folkeskolen: Indlæring. Martin Ågerup måler dog ikke bare indlæring som en absolut størrelse, men i stedet en mere sofistikeret relativ vurdering baseret på de sociale faktorer.

På side 111 skriver Martin Ågerup:

“Hvis man bruger de faktiske karakterer ved afgangsprøven som kvalitetsmål, går man imidlertid galt i byen, fordi man derved i høj grad fanger noget helt andet end kvaliteten af undervisningen, nemlig om eleverne på skolen er bogligt begavede. CEPOS har derfor udviklet måling af det, vi kalder “undervisningseffekt”, nemlig hvor godt den enkelte elev klarer sig set i forhold til, hvad man skulle forvente ud fra elevens sociale baggrund.”

Martin Ågerup har desværre sat analysen op på en særlig måde, for at kunne sammenligne folkeskolernes effektivitet. Han har selv defineret hvad målet skal være og han bruger myndighedernes pensum som målestok for at se om målet er nået. Hvor blev subjektiviteten af?

Det viser sig, som i alle andre sammenhænge, at et mål for det ene individ ikke er et mål for et andet individ. En spørgeskemaundersøgelse blandt forældre til børn, der starter i skole for første gang, viser at forældrene vægter social trivsel højere end indlæring. Det vil sige at, hvis vi kan stole på spørgeskemaet og resultatet for det, at forældrene har et højere mål end blot indlæring, når de sender deres barn i skole. Det vil, alt andet lige, også være ganske besynderligt, hvis et menneske kun havde et eneste mål med en given aktivitet. Særligt når det kommer til ens egne børn, så er det let at forstå, at forældre danner flere mål for barnet end blot indlæring. Martin Ågerup befinder sig derfor i et problem som han ganske vel er klar over: Han gør sig selv til dommer for hvad der er effektivitet i en skole. Martin Ågerup kan dog forsøge at argumentere for at indlæring bl.a. er et resultat af trivsel. Vi ved fra sociologi at menneskets indlæring er langt bedre i en atmosfære, hvor mennesket trives, end hvis det ikke trives. Derfor kan Martin Ågerup fastholde sit fokus på indlæring som det vigtigste mål, med henvisning til ovenstående og samtidigt have trivsel med i sit resultat.

Der er dog andre problemer, som Martin Ågerup ikke kan snige sig udenom. Det statsligt fastsatte pensum som universel målestok er ganske ubrugeligt i en velfærdssammenhæng.

Hvad skal indlæres?

Problemet med at fastlægge indlæring set i forhold til et myndighedsfastsat pensum er, at forældrene kan have andre læreretninger i tankerne, end de som folkeskolen underviser. Det kan være at forældrene er rabiate socialister eller fritmarkedsanarkister, og finder at folkeskolen ikke lever op til deres forventning i forhold til at undervise tilstrækkeligt om hhv. socialismen og kapitalismen. Havde de haft valgmuligheden, ville de have fravalgt folkeskolen og det statsligt fastsatte pensum, og valgt en anden skole i stedet. I den forstand er selve målepunkterne, som Martin Ågerup benytter sig af, arbitrære og blot fastsat af myndighederne, som ikke på nogen måde kan være velfærdsmaksimerende. Det vigtige formål med indlæring er at tillade mennesket at lære det, som det finder værdifuldt, som kan bruges i forhold til menneskets egne evner og lyster, og kun i så lang tid mennesket drager fordel af indlæring. Det er i den sammenhæng ligegyldigt at matematik er brugbart til at løse diverse tekniske problemer. Det betyder ikke at man kan vedtage ved lov hvilket pensum hver elev skal igennem og hvor mange timer der skal bruges på det pensum, og samtidigt påstå at det er velfærd (her ser vi for en stund bort fra finansieringen). Det er ikke velfærdsmaksimerende, fordi velfærd opfattes subjektivt, og det afviger fra person til person hvad værdien af matematikundervisning er. Hvorfor har man den afgrundsdybe foragt for andre mål, værdidomme og trivsel, at man fastsætter nationale mål for skolegangens indhold og længde? Det er at benægte menneskets forskellighed, slet og ret.

Indlæring bør også ses som et middel til at nå sine mål: Hvorfor skal alle, selv de som befinder sig meget dårligt med boglige fag, underkastes det samme pensum, som middelklassen har defineret som værende “et fælles minimumsvidensniveau”, for at deltage i det store statslige plyndringstogt mod markedet? Kan nogle mennesker ikke få mere værdi for uddannelsespengene, ved at have langt flere undervisningstimer i praktiske fag, såvel som andre kan få mere værdi ved at bruge mere tid på de boglige? Hvorfor er udbuddet af undervisningsstrukturer så enfoldig og ensrettet? I sig selv er dette en af de store knuder i uddannelsessystemet, særligt i folkeskolen: Der er ikke alternativer til den boglige middelklasseundervisning. Det er en skandale, at det er lykkes for statstilhængerne at presse deres egne subjektive værdidomme og målsætninger ned over alle andre ved at fastlåse alle skolerne i en lovgivet skruetvinge.

Indlæring er ikke blot formel skolegang

Da velfærd opfattes subjektivt fra menneske til menneske, kan man ikke fastslå om skolerne der formår at opnå mest indlæring for skattekronerne, er effektive. Folkeskolen har udviklet sig til et pseudo-fængsel for børn og unge, hvor de hver dag skal igennem timevis af foredrag afholdt af lærere, der ved lov er afkrævet at undervise præcist i dit og dat. Med præcis så og så mange timer i det og det fag. Det er en umenneskelig tilgang til indlæring, hvor myndighederne anser det eneste rigtige at gøre er at give børnene indlæring ved foredrag foran skoleklasser med særlig stort fokus på boglige fag. Selv hvis vi anerkender at indlæringen i sig selv var det højst rangerede mål for folkeskoleforældre, så er det ikke givet at det er skolegang der er den foretrukne form for indlæring. Indlæring er meget andet end bare formel skolegang, indlæring foregår hver eneste dag vi lever, hvor vi i vores sociale omgang med hinanden bliver klogere, når vi udveksler tanker, idéer og historier med hinanden. Lad forældrene vælge om barnet skal gå i skole, lad barnet vise sin nysgerrighed for andre områder end bare skolegang, og lad samfundets initiativtagere skabe alternativer til den konforme og ensrettende skolegang.

Et af folkeskolens største brølere er inklusion, hvor man med vold og tvang vil sætte ethvert barn med en puls på en stol i et folkeskolelokale, og proppe middelklassens undervisningsideal ned i halsen på dem alle. Det er i alt fald ifølge en nyere undersøgelse fra Kolding Kommune bl.a. inklusion der har fået forældrene til at vælge privatskole frem for folkeskolen. Inklusion er netop en del af fornægtelsen af at mennesker er forskellige og trives med forskellig indlæringsform. I stedet for denne ensretning for alle, så burde man være ydmyg overfor andres evner og lyster. Det er synd både for læreren og klassen, at alle skal ind i samme lokale og gennem samme forløb. Et menneske er ikke en kødklump der kan formes af planlæggeren, der med lovgivningen masserer kødmassen, til denne synes det ser pænt ud. Et menneske er et individ med egne værdier, egne ideer og egne evner. Det eneste der kommer ud af at bruge denne metode på mennesker er foragt og passivitet hos eleverne der ikke trives med “tilbuddet”. Hvorfor behøver det absolut at være således? Det var dog langt mere befriende, at der var flere tilbud der var drevet af markedets evne til at tilbyde produkter af forskellig kvalitet, til mere end bare én smag.

Østrigsk filosofi

Martin Ågerups formål er ganske tydeligt: Han ønsker at folkeskolen bliver mere indlæringseffektiv, at den bruger færre resurser på at opnå sine resultater. Synspunktet hviler i den utilitaristiske tankegang, hvor produktionseffektivitet er vigtigt (vigtigst?). Han påpeger hvor det er muligt at effektivisere produktionen af velfærdsydelserne som modargument mod de offentlige fagforeningernes evige propaganda for større offentlig sektor, samt deres afvisning af muligheden for at effektivisere sektoren. Jeg opfatter Martin Ågerups forsøg som sympatisk, fordi det belyser den offentlige sektors produktionsineffektivitet og den manglende selvjustering af systemet. Det er tydeligt at der er meget at komme efter for at få systemet til at fungere på en måde, hvor resurserne strækker længst muligt. Som Martin Ågerup også påpeger, så findes der gode offentlige skoler med høj produktionseffektivitet, og det er disse andre skoler kunne tage ved lære af. Martin Ågerups pointe er dog at de dårlige ikke lærer af de gode og at de dårlige mangler incitamentet til at gøre det.

I min optik er det nødvendigt at forklare, hvorfor jeg, på trods af sympatierne med Martin Ågerup, forsøger at kritisere indholdet i bogen. Det drejer sig om at se anderledes på tingene, det er ikke tilstrækkeligt at justere på kvantiteten af indlæringseffekten, det er også nødvendigt at eksplodere myten om at folkeskolens eksistens medfører øget velfærd, ved at kritisere den fra en kvalitativ synsvinkel.

Jeg mener at et indlæringseffektivitetsmål er i konflikt med forståelsen af produktivitet i økonomisk forstand. Indlæringseffektivitet hviler fuldstændigt på politisk fastsatte mål, ikke individets egne mål. Når Martin Ågerup måler indlæringseffekten med sit matematisk-statistiske værktøj, så ved han ikke hvordan menneskene værdsætter opnåelsen af indlæringsmålene, og det er heller ikke muligt at måle sig frem til det kontrafaktuelle univers hvor andre indlæringsmål var opnået, og hvilken velfærdsværdi disse ville have. Det kan være at de, som den først linkede artikel påpeger, rangerer indlæring lavere end social trivsel. For at forstå dybden af det kaotiske danske velfærdssystem nytter det derfor ikke at se på givne mål og givne midler og sammenligne skolernes produktionsfunktioner. Disse elementer er en slags kvantitativ kritik af den offentlige sektor, men dette er ikke det essentielle. Det essentielle er ikke begrænset til den kvantitative kritik af produktionseffektivitet, det essentielle omfatter ligeledes en kvalitetskritik. Det centrale spørgsmål er: Lykkedes det for skolen at gøre kunderne tilfredse, at give forældrene det som de søgte deres børn skulle have, til en pris som forældrene ville betale?

Martin Ågerup var så venlig at skrive til mit tidligere indlæg om hans bog, og jeg er blevet sat i forventning at jeg finder hans analyse af den offentlige sektor med tilhørende reformforslag senere i bogen, særligt i kapitel 9. Jeg kan afsløre at jeg er 150+ sider fra dette kapitel, og at dømme efter antallet af blogindlæg jeg har skrevet om bogen per bogside, skal der skrives omtrent yderligere 4 blogindlæg før jeg når til dette eventyrlige kapitel. Jeg er skeptisk overfor udsigten til at få mine vilde subjektivistiske fritmarkedsidéer indfriet i bogen, indtil videre er der rigeligt af forskelle på den måde østrigerne ville kritisere den offentlige sektor og måden Martin Ågerup gør det på.

Det er såmænd udmærket at kritisere den offentlige sektor fra flere vinkler, men personligt finder jeg det dog mere interessant at tage fat i de fundamentale kvalitetsproblemer og udpinde disse, frem for at underkaste sig systemet og kun forholde sig til et arbitrært effektivitetskriterie. Efter min opfattelse så fastlåser man sig på denne vis i systemet sådan som det er, det accepterer nødvendigheden af uddannelsesministeriet og deres målsætninger og den politiske styring af folkeskolen. Det er der desværre ikke meget frihed over. Det liberale endemål er at nedlægge undervisningsministeriet og sætte skolernes valg af indlæring helt fri af lovens tvang, og naturligvis uden skatteydermidler til at finansiere dem. Først i denne situation er det muligt at møde forældrenes værdier og mål for deres børn ved at lade skolerne udvikle sig i samfundet, uden central styring.

Efter min ydmyge mening så er vores nuværende system en katastrofe der udviser foragt for den vestlige civilisations historie, der gang på gang har vist, at fred og frihed har ført gode resultater med sig, og at ensretning og statslig propaganda har ført til de største menneskelige katastrofer man kan forestille sig.

Folkeskolen er naturligvis ikke Hitler Jugend, i den danske udgave er skolen et frugtbart territorium for at oplære næste generation som velfærdsstatens lydige og flittige myrer, der finder sig i at blive udplyndret gennem livet af et vanvittigt skattesystem og reguleret af nidkære bureaukrater og politikere.