Gyldendals Den Store Danske – statens fundament til Sandhedsministeriet7 minutters læsning

I december måned 2018 fik jeg den tossede idé at forsøge at købe Gyldendals Store Encyklopædi i papirudgave. Jeg brugte den blå avis, og fandt at der var flere sælgere at vælge mellem. Op til flere sælgere havde haft encyklopædi’en til salg længe, og de fleste bemærkninger til salget var, at encyklopædi’en var i god stand, flere solgte efter eget udsagn deres kopi som “ubrugt”. Mange har sikkert købt encyklopædi’en i forventning om, at det ville gøre deres tilværelse mere tilfredsstillende, men har sidenhen konstateret, at de ikke har haft megen brug af det godt 13.000 sider store værk.

Mens jeg gik i mine købstanker, og tvivl, kom jeg i tanke om Jalvings fjollede forslag om at lade staten subsidere DenStoreDanske.dk. En aften, da jeg som sædvanlig sad og nørdede i tanker om at købe encyklopædien som en joke, stødte jeg på noget meget uventet. Et link beskrev, at den DenStoreDanske var blevet reddet.

Gyldendal allierer sig med staten

Den 10. december 2018 berettede bogmarkedet.dk at Gyldendals Den Store Danske var reddet. På finansloven(se s. 65) skulle den være de næste 4 år, og i alt ville skatteyderne blive plyndret for 23 mio kroner, for et værk de har vist, de ikke ønsker at finansiere fuldt ud i dets nuværende form. Det er her værd at bemærke, at da værket blev drevet af Gyldendal tabte de årligt 2-3 mio kroner på værket, men da staten overtager det, forøges tabet til 5,75 mio kroner årligt, da reklameindtægten bortfalder. Nu hvor pengene plyndres fra skatteyderne er samfundstabet endda endnu større, for udover at forøge omkostningen til driften øges skattebyrden, der afskrækker fra produktion, investering og opsparing og opfordrer til lediggang og søgen efter egne subsidier ved plyndring af andre skatteydere og forbrugere. Annoncørerne på DenStoreDanske mister også en mulighed for at annoncere, da staten overtager driften og ekskluderer reklamer fra siden.

Gyldendal kastede håndklædet i ringen. I stedet for at indse deres fadæse og erkende at deres storslåede propagandaprojekt var en eklatant fiasko, overhalet af gratis opslagsværker som fx wikipedia, skrevet af frivillige, så ville Gyldendal hellere flænse skatteyderne og redde deres egen såkaldte ære.

Da jeg læste nyheden den 11. december, tog jeg en beslutning. Jeg måtte eje papirudgaven, således jeg kan følge ændringerne i leksikonet. Jeg satte mig for at få fat i det så billigt som muligt, for at understrege endnu en pointe.

Fremtiden er uvis

Da Gyldendal i 2001 udgav sit sidste bind i encyklopædi’en, annoncerede de, at der var et supplementsbind på vej. Prisen for supplementsbindet for abonnenter var henholdsvis 800kr for den billige blå eller 1000kr for den fine grønne udgave. Ventede man på udgivelsen og købte bindet i handlen, ville prisen være henholdsvis 1000kr og 1200kr for de to udgaver. Hvis dette er prisen på hvert bind, så har den blå type kostet 16.800kr mens den grønne kostede 21.000kr i indkøb. Men det var i 2001. Regner vi med forbrugerprisindekset som guide for inflation, så ville den blå have kostet 22.011,53 kr og den grønne 27.514,41 kr i 2018 kroner.

Staklen jeg købte min udgave af, havde fået et bind eller to hver juleaften, mens udgivelserne pågik. Der var indlagt rettelsesark og en kopi af abonnent tilbuddet for supplementsbindet. Jeg betalte manden 150kr i alt for alle 21 blå bind, eller 0,6% af nyprisen i 2018 priser. Her kan man tale om en ganske stort værditab, ved en rate hvor end ikke højt beskattede luksusbiler kan være med længere.

Dette værditab er naturligvis tilknyttet papirudgaven af værket. Gyldendal har i dette tilfælde været heldig at have solgt papirudgaven, mens den var penge værd. Det reelle tab, som er uundgåeligt, når markedets deltagere ændrer præferencer, bliver båret af køberne af det oprindelige papirværk. Hvis Gyldendal i dag forsøgte at sælge værket, vil jeg umiddelbart være i tvivl om de kunne profitere af salget.

Hvad får staten ud af Gyldendal?

Det er let at se, hvad Gyldendal får ud at at staten betaler for at de kan fortsætte deres magnum opus. Gyldendal har en vis interesse i at beholde værket på egne hænder, og med staten som bulldog, der kan sikre finansiering ved brug af lovens magt og politiets knipler, behøver Gyldendal derfor ikke at besvære sig med at forsøge at indgå aftaler med annoncører eller kunder, der ønsker hårdt arbejde og disciplin til gengæld. Statens aftale sikrer indtægten og eliminerer i 4 år den usikkerhed, der er i at drive forretning på markedsvilkår.

Spørgsmålet er, hvad staten får ud af at indgå sådan en aftale med Gyldendal. Den umiddelbare fordel er måske, at staten kan fortsætte med at postulere, at den støtter kulturen, og at den sørger for lige adgang til folkelig kultur. Det står der i alt fald i aftalen om finansloven 2019. Der står dog også mere end det. I aftalen står der ordret:

Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om, at adgang til autoritativ viden er en af demokratiets hjørnesten.

Det er sikkert ikke gået læserne næsen forbi, at der i den sidste tid har været meget fokus på viden og demokratiet fra magthavernes side. Særligt efter valget af Donald Trump i USA er mange i den almindelige magtelite faldet på halen over, hvor dårlige de har været til at estimere valgets udfald. Da magteliten selv er ufejlbarlig, skal der findes en lusket årsag til deres eklatante fiasko. Mange almindelige nyhedslæsere er sikkert blevet eksponeret for forfærdelsen over Donald Trump, og bestyrtelsen over dumheden af den amerikanske vælger, der kunne finde på at vælge Donald Trump over Hillary Clinton. Set fra min side var det mere overraskende, at Hillary Clinton fik så mange stemmer. Når valget står mellem de to, så er det min vurdering bedre, at Donald Trump vandt.

Årsagen til valgnederlaget, som magteliten og medierne har forsøgt at proppe ned i halsen på befolkningerne i den vestlige verden, er naturligvis fake news kombineret med Vladimir Putins manipulation af det amerikanske valg. Basis for denne historie er formentlig rapporten fra den amerikanske stats efterretningstjeneste, hvor det er svært at finde ordet “proof” (0 forekomster), evidence (0 forekomster), fact (0 forekomster), men det er let at finde ordet “assess” (95 forekomster). Carlos Lara og Robert Murphy gennemgår artiklen i deres podcast her.

På trods af komplet mangel på beviser derom, cirkulerer historien om den russiske manipulation af det amerikanske valg stadig i mange kredse. Dette TV interview med Søren Pape er netop et godt eksempel på uvidenhed og løben med fake news.

Som en god konservativ formand fremlagde Søren Pape derfor lovforslag til en skærpelse af straffen for samarbejde med udenlandske efterretningstjenester. Det skal efter forslaget være muligt at idømme en straf på 12 års fængsel, hvis dommerne føler, at du har samarbejdet med udenlandske efterretningstjenester, for at påvirke den danske meningsdannelse. Problemet med lovforslaget er, at det er meget uklart hvordan retsstillingen er, hvis man som privat person fremfører synspunkter på sociale medier. Her kunne man let komme under mistanke for at overtræde loven, hvis man fremsætter synspunkter, der kunne påvirke meningsdannelsen, men selvfølgelig ikke, hvis du er journalist! Medierne, der aldrig samarbejder med udenlandske efterretningstjenester, eller tager fejl, skal naturligvis have lov til at fortsætte deres solide objektive arbejde uforstyrret. Hvis man har rigtig god tid, og ikke kan få sin lokale sadist til at tilfredsstille sine masochistiske tendenser, kan man læse førstebehandlingen af lovforslaget i folketinget. I betænkningen til lovforslaget vil et flertal (S, V, LA, RV og KF) indstille lovforslaget til vedtagelse uændret.

Sandhedsministeriet fastholder den politiske korrekte historie

DenStoreDanske.dk kan blive en planke i politikernes søgen efter til at beskytte danske vælgere fra at falde for en historie, der ikke er politisk korrekt. Så er det meget bedre at stole på politikere som Søren Pape, der støtter opdateringen af den autoritative viden, så den officielle historie på DenStoreDanske bliver politisk korrekt. DenStoreDanske bliver dermed, med mine øjne, fundamentet til et nyt potentielt ministerie, Sandhedsministeriet, skabt for at borgerne kan søge sandheden, fri for fake news og russisk indblanding.

Set i det lidt større billede, er det dermed ganske let at se, hvorfor aftalen er kommet i hus. Søren Pape vil gerne bolstre kulturen, beskytte demokratiet mod spøgelser, onde russere, og samtidigt subsidiere en masse intellektuelles sysler med at opdatere DenStoreDanske, således man som vælger altid kan få den politisk korrekte version af historien, der præcis udelader de detaljer, der kunne skabe tvivl om magthavernes fortræffelighed.

Kort sagt – Gyldendal beholder æren, politikerne kan skræmme befolkningen, staten kan forsikre at den er objektiv og beskyttende og de intellektuelle får en fed hyre for at skrive historien politisk korrekt. DenStoreDanske skal naturligvis bruges i forbindelse med uddannelsen af befolkningen, så de får en stærk socialdemokratisk ballast, til at modstå farlige tanker om det frie marked, personlig frihed, økonomisk frihed og statens farlighed.

Så længe Gyldendals opdateringer læner sig tilstrækkeligt op ad den politisk korrekte linje, så kan Gyldendal se sine projekter finansieret på lang sigt af skatteyderne. Det havde ikke været muligt at gå til staten for at opnå finansiering, hvis ikke værket var politisk korrekt i forvejen. Ganske få opslag i DenStoreDanske viser også, at hvis man interesserer sig for økonomi, kan man forsikre sig om, at få den politisk korrekte version hos Gyldendal.

En lakmusprøve af et leksikons værdi udføres lettest ved at slå ordet “kapitalisme” eller “markedsøkonomi” op. Hvis der er antydning af arbejdsværdilæren, kapitalisternes udnyttelse af merværdi eller et fravær af diskussion om tidspræference og dennes pengemanifestation, renten, kan man være ganske sikker på, at leksikonet er politisk korrekt og faktuelt forkert.

Hvis der er fokus på at markedet kan ende i uligevægt, eller at positive/negative eksternaliteter skal korrigeres af staten, så kan man også være forvisset om at leksikonet er politisk korrekt.

Prøv selv at klikke her og her for at se Gyldendals bud på de to ord.

Markedsøkonomien må for guds skyld ikke være det mest retfærdige, produktive og frihedsgivende system, for stod det i artiklerne, så har Gyldendal selv indrømmet, at de har klokket i det, og at de uretfærdigt opnår statsstøtte for at fortsætte deres uproduktive værk i samarbejde med politikerne. Så længe uddannelse postuleres at andrage positive eksternaliteter, og at staten er en egnet mekanisme til at internalisere disse, så kan det godtgøres at Gyldendal går til staten for at kapitalisere den positive eksternalitet.

Men hvis markedet er retfærdigt, ikke fører til uligevægt og at markedet selv kan internalisere eksternaliteterne uden statens hjælp, så har både Gyldendal og staten et forklaringsproblem. Derfor står den slags naturligvis ikke i leksikonet.