Demokratiseringen
Demokrati er i dag et hurra-ord, der bruges positivt af alle partier fra Enhedslisten til Liberal Alliance. Ingen fra de politiske partier tør at modsætte sig demokratiet. Den mest kradse kritik kommer som sure opstød over, at vælgerne fx stemmer nej til større integration i EU. Men udover små utilfredse grynt er der ingen diskussion af demokratiet – hverken dets historie, effekt eller ønskværdighed. Mit indlæg her er et forsøg på at opstille en liberal kritik af demokratiet, som tager udgangspunkt i dets historie. Den viser os nemlig, at demokratiet er blevet reformeret adskillige gange undervejs. Oftest fortælles der solstrålehistorier om, hvor dejlige reformerne var, fordi de næsten altid førte til, at flere mennesker blev tildelt valgret. Men i sig selv er det ikke nødvendigvis et gode, som vi skal se.
Demokrati betyder næsten alting. Der er i alt fald ikke tvivl om, at der er utroligt mange måder at forstå begrebet “demokrati” på – det bliver man forvisset om, hvis man gennemlæser Jeppe Nevers Ph.D afhandling på bogform “Fra skældsord til slagord”. Lad mig derfor blot definere hvad jeg mener i indlægget her: Demokratiet er den politiske beslutningsmekanisme, hvor alle over 18 år får valgret og Folketingets flertal egenhændigt og ved egne udpegede eksperters fortolkning af grundloven kan regulere, beskatte og lovgive.
Demokrati og velfærdsstat er begge hurra-ord, og i vores nuværende pauvre situation med en kæmpe stat og en stor forsørgerbyrde, bør det vække den liberale, eller konservative, skeptiker i os alle. I stedet for at diskutere semantik vil jeg angribe demokratiet direkte. Problemet med at acceptere demokratiet er, at man mister et solidt fundament for også at kritisere velfærdsstaten. Hvis demokratiet beholdes fuldstændigt sådan som det er i dag, er det langt sværere at forestille sig, at det liberale samfund er muligt at nærme sig. Derfor vil min kritik her rette sig direkte mod, hvad jeg mener er fundamentet for velfærdsstaten: Demokratiet.
De færreste er nok i tvivl om, at staten er vokset meget fra 1849 til i dag. Statens vækst kan kun ske på bekostning af den liberale samfundsorden, en vækst der muliggøres af beskatning og lovgivning i strid med den private ejendomsret. Ganske kort sagt: Jo større staten er, jo mindre liberalt er samfundet. Efter 1. Verdenskrig blev demokrati til et politisk hurra-ord, og efter 2. Verdenskrig blev velfærdsstat det også. Deres kombination gjorde staten i stand til at opkræve enorme skatter, der finansierede dens vækst. Det er denne kombination som er fokuspunktet for dette afsnit.
Men da velfærdsstaten netop slår en kile igennem det liberale samfund, mister statens mange systemer det regulerende feedback fra de involverede parter i transaktionerne, der bygger på frivillighed og privat ejendomsret. Skatteyderne kan ikke sige nej tak, og modtagerne skal blot leve op til bureaukratiske krav, som er formuleret af personer, der ikke selv betaler alle udgifterne til deres program. De gør sig “medmenneskelige” med andre menneskers penge. Afkoblingen af frivilligheden får katastrofale konsekvenser og i kombination med den ansvarsfrie godhedsmaskine, kan destruktive systemer opretholdes og deres resultater bortforklares. Men fakta kan de ikke udviske.
Enhver der er interesseret, bør læse Ole Birk Olesens bog “Taberfabrikken”, der tydeligt dokumenterer, at under opbygningen af velfærdsstaten fulgte en degenerering af kulturen særligt på familieområdet, men også i kriminalitet, lysten til at spare op, lysten til at hjælpe andre frivilligt og til at klare sig med familie og venners hjælp igennem svære situationer. Velfærdsstaten underminerer incitamenter til at klare sig selv og erstatter et naturligt lederskab og hierarki i samfundet med en politisk institution som demokratiet, der mildest talt kanoniserer middelmådighed. Frem for at stimulere fremvækst af ansvarlige lederskikkelser stimuleres ansvarsfrie lederskikkelser, der med skattevæsenet skubber omkostningen ved deres politik over på andre. Og da befolkningen flest betragter skatterne som nødvendige, kan de ansvarsfrie sågar slippe afsted med at kalde sig medmenneskelige.
David Karsbøl sætter fingeren på det betændte problem i konklusionen af hans diskussion om velfærdsstatens påvirkning på kultur og civilisation på følgende måde:
Der kan ikke være nogen tvivl om, at en række betydningsfulde indikatorer for civilisation og levestandard har udvist en negativ tendens igennem velfærdsstatens historie. Tallene for kriminaliteten, den økonomiske vækst, arbejdsløsheden, fertiliteten, den familiemæssige disintegration og tidspræferenceraten (renten) taler deres tydelige sprog. Man kunne fremhæve, at disse indikatorer er påvirket af udefrakommende faktorer, og at udviklingen er sket på trods af velfærdsstatens institutioner og ikke på grund af disse. Men givet at der næppe er nogen enkeltstående faktor, som har været lige så betydningsfuld og omfangsrig i den betragtede periode som fremkomsten af velfærdsstaten, er forklaringen dennes eksplosive vækst.
–
Den demokratiske stat stimulerer med sin lighedspolitik en usund kultur, der klientgør mennesket overfor statens bureaukrati og lovens kolde hånd. I det omfang man finder, at samfundets kerne er familie og nære relationer, traditioner og en følelse af sammenhold, som en konservativ bør, må man også erkende, at det er staten, der er den primære ødelægger af den decentraliserede familiebaserede orden, som tiden indtil første verdenskrig viser både var mere levedygtig, produktiv og fredelig end den i højere grad centraliserede og bureaukratiske orden, som den demokratiske stat stimulerede. En konservativ bør derfor være realistisk og erkende, sammen med den liberale, at staten er en fjende af alt, hvad han har kært. Den er en venstreorienteret organisation, der har eroderet værdien af de institutioner, som var ham mest dyrebar.
Demokrati har i historisk perspektiv ikke altid været et hurra-ord, og meget af den gamle kritik af demokrati var, som jeg vil forsøge at vise her, meget berettiget og i tankevækkende grad i stand til at forudsige udviklingen. For at forstå hvad en yderligere demokratisering af det danske samfund indebærer, er vi nødt til at bruge lidt tid på en kort historie, der strækker sig lidt tilbage i tiden. Når selv socialister som Pelle Dragsted skriver, at han blot vil fortsætte den nordiske demokratitradition i sin bog, er det vel på sin plads at se tilbage på, hvilke resultater, den har opnået. Måske kan vi på den måde estimere, hvilke konsekvenser vi kan forvente ved en yderligere demokratisering.
Lad os kort stoppe her og overveje et simpelt spørgsmål: Kan du forestille dig en velfærdsstat under en enevældig konge? Inden du svarer, lad os blot kort slå fast, at en velfærdsstat bygger på nogle ganske få principper, hvor hjørnestenen er økonomisk lighed, der tvinges igennem af statsmagtens monopol på lovgivning. Ville en enevældig konge være i stand til at få befolkningens opbakning til enorme skatter, som han gav til de fattige? Kunne en arvekonge fastholde sin magt igennem en lighedspolitik, mens hans egen politiske magt hviler på princippet om hans egen menneskelige overlegenhed, han vandt ved sin fødsel?
Tænker vi blot ganske kort over spørgsmålet kommer vi frem til, at det er ganske usandsynligt, at en velfærdsstat kunne udvikle sig under enevælden, der alt for ofte var optaget af at kultivere hoffets ministres økonomiske interesser og i højere grad overlod samfundet til sig selv. Ganske vist startede fattigvæsenet under enevælden, men det blev i starten af 1800-tallet så upopulært blandt skatteyderne, der gennemtrumfede en så streng regulering af adgangen hertil, at fattigvæsenet tidligt gjorde sig fortjent til titlen “det hårde fattigvæsen”.
Lighedspolitik er en af de kæreste emner for velfærdsstatens tilhængere. Men fortællingen om statens nødvendighed for at sikre lighed er oversolgt. Ser man på udviklingen i Gunner Viby Mogensens kapitel om lighed, finder vi, at en af de største reduktioner i ulighed fandt sted mellem 1870 til 1903 . Forklaringen er, at liberaliseringen i slutningen af enevælden i starten af 1800-tallet og frem gav den almindelige mand mulighed for at sætte sine produktive evner i arbejde i markedsøkonomien. Han blev ikke længere i så høj grad holdt nede af laugenes fagforeningslignende udelukkelser, byportenes told blev ophævet og den liberale ideologi vandt en lille smule frem. Frihed og ejendomsret var i store træk det eneste, som den almindelige mand havde til rådighed. Der var ingen politik, der aktivt søgte at reducere uligheden borgerne imellem, og de få offentlige ordninger stillede skrappe krav til den enkelte.
Den førte politik overlod i vidt omfang omfordeling til markedet, der, stik imod den konventionelle historiefortælling, reducerede uligheden. Men markedet gjorde meget mere end det. Det hævede levestandarden, middellevealderen og medvirkede til at kapitalisere virksomhederne, der kunne lokke arbejdere til med bedre løn ved hjælp af nye effektive værktøjer og maskiner, hvilket forøgede produktionen og velstanden.
På det frie marked udvikler der sig en vis ulighed, men ser man i forhold til den ulighed, som velfærdsstatens fanatiske lighedstilhængere postulerer at staten korrigerer for, er der ingen sammenhæng. Ligheden på et frit marked vil være langt større, end de postulerer – og historien viser os det. Men den fortælling må du ikke vide noget om. Lighed er noget, staten egenhændigt skal tage sig af. Fortællingen, vi mødes med, er, at hvis ikke staten var der til at sikre lighed, ville uligheden eksplodere og samfundet kollapse, eller mere moderat, blive langt værre. Det er blot et af socialisternes postulater, og hver gang der gives skattelettelser, kan vi være sikre på, at det er uligheden, de slår på tromme om. For det er ligheden, der er velfærdsstatens kronjuvel – og en af grundene til, at du som skatteyder skal “bidrage”.
Historisk kan vi se, at velfærdsstaten først blev til under demokratiet, særligt i tiden efter Kanslergadeforliget i 1933. Men det er ikke bare et historisk tilfælde. Velfærdsstaten bygger i høj grad på demokratiets lighedsideologi. Her tænkes demokrati som det er i dag: valgret gives ukvalificeret til alle myndige personer i befolkningen, som ved et valg sammensætter et hold af repræsentanter, hvis flertal kan bruge statsmagten, som de ønsker.
Hvis målet er økonomisk lighed udmøntet af staten, hvordan skulle man kunne nå dertil uden politisk lighed (politisk lighed er almindelig valgret til alle myndige personer)? Derfor er historien om demokratiet også en historie om socialismen og velfærdsstaten. I det næste vil jeg forsøge at underbygge påstanden nærmere, men lad os afslutte dette afsnit med et citat fra Aksel Larsen fra mellemkrigstiden, hvor han var formand for Danmarks Kommunistiske Parti, og beskriver kommunisternes forhold til demokrati:
Kommunisterne er ikke “udemokratiske” – tværtimod. Vi er (…) de mest konsekvente Demokrater overhovedet, fordi vi ikke nøjes med at stille Spørgsmaal op om et formelt politisk Demokrati, men forlanger det sande demokratiske Grundlag, nemlig Ophævelsen af Privatejendomsretten til Produktionsmidlerne og Umuliggørelsen af Menneskers Udbytning af Mennesker. Vi tilstræber det fuldkommen frie demokratiske Samfund – det kommunistiske Klasseløse Samfund.
Min fremhævning.
Det liberalt-konservative demokrati 1866-1915
I 1849 indførtes demokratiet, der gav en meget indskrænket valgret, kun til mænd over 30 år, der ikke var forbrydere, tjenestefolk, skyldte penge til fattigvæsenet eller var åndssvage. Kun 15% af befolkningen fik stemmeret. To kamre blev indført. Folketinget med almindelig valgret og Landstinget med almindelig valgret. Men til Landstinget var man kun valgbar, hvis man levede op til at have betalt en vis skat eller havde en vis indkomst. Lidt firkantet og groft sagt fik Landstinget fremover rollen som skatteydernes repræsentant. I perioden 1849-1866 kom fire grundlove i spil (1849, 1855, 1863 og 1866), men da de kun havde kort varighed, vil vi springe dem over for denne gang.
I 1866 blev en ny grundlov indført, som ændrede valgretten til Landstinget, således det blev opdelt i tre dele. Den første del var 12 kongevalgte for livstid (reelt valgt af regeringen), mens de resterende 54 vælges af valgmænd udpeget hhv. af vælgere med almindelige valgret, samt af vælgere med privilegeret valgret. I København skulle der for hver 120 vælgere stilles en valgmand, der blev valgt efter samme system som Folketingets almindelige valgret. Men dertil kom et lige så stort antal valgmænd, der blev valgt med privilegeret valgret. For at få status som privilegeret vælger skulle skattevæsenet anslå din indtægt til mindst 2000Rd. Det var for København.
På landet og i købstæderne var systemet næsten det samme, men med et twist. På landet vælges for hver sogneforstanderskabskreds 1 valgmand med den almindelig valgret på landet, men i købstæderne kun for hver 2. sogneforstanderskabskreds. I købstæderne vælges den ene halvdel af disse valgmænd igennem den almindelige valgret, mens den anden halvdel vælges af en privilegeret valgret, som opnås hvis skattevæsenet anslår din indkomst til 1000Rd, eller ved betaling af 75Rd i direkte skat til stat og kommune. Twistet er, at de største skatteydere i hver sogneforstanderskabsdistrikt bliver direkte indsat som valgmand.
Den privilegerede valgret gav således forret til de største skatteydere og benyttede forskellige systemer i hovedstad, købstæder og landdistrikter. Landstinget fra 1866 kunne således skabe et flertal af repræsentanter for skatteyderne, hvis de kongevalgte medlemmer var med på den idé. Og netop de kongevalgte medlemmer blev den privilegerede valgrets akilleshæl. Fra 1866 til 1915 steg den socialistiske agitation fra Venstre og Socialdemokratiet mod den privilegerede valgret, men i mange år formåede kongen og landstingsregeringen at holde stand mod socialisterne fra de andre partier.
Den lange kamp for den almindelige valgret var til sidst succesfuld. Skatteyderne blev taberne, da den livslange kritiker af den almindelige valgret, den kongevalgte godsejer, 1866-grundlovens fader og tidligere konseilspræsident J.B.S. Estrup, døde i 1913 og den radikale Deuntzer blev udpeget af demokratifanatikerne i den radikale regering til at træde i hans sted. Med Deuntzer var flertallet vendt og den privilegerede valgret hang i en tynd tråd.
Efter valget i juli 1914 mistede Højre sit flertal i Landstinget, og det satte skred i bevægelsen mod en reform af grundloven. Reformen af grundloven er afgørende for vores historie- og demokratiforståelse i Danmark. Det vigtige i den grundlov er hverken kvinders eller tyendes valgret, men det er altid disse udvidelser af valgretten, der trækkes frem som dens vigtigste ændring. Men for en liberalist forholder det sig anderledes. Det væsentligste der skete i 1915 grundloven var, at Landstinget mistede sin status som repræsentant for skatteyderne. Den privilegerede valgret faldt bort. Det er essentielt her den altomfattende “fra vugge til grav” type af velfærdsstat blev mulig. På intet tidspunkt i demokratiets historie fik staten mulighed for at finansiere så store udgifter som efter 1915. I samtiden vidste man også, at det ville blive resultatet.
I 1914 udsendte partiet Højre et valgmanifest i Roskilde dagblad, der fremsatte en nærmest profetisk (og fuldkomment logisk) advarsel:
Kampen drejer sig nu om, hvorvidt vi skal have Grundlovspartiernes Forfatning, som vil føre til, at Samfundet udleveres til Socialdemokratiet, eller om vi skal have en Forfatning med et effektivt Tokammersystem og med Værn imod Skatteplyndring og for Ejendomsretten, saaledes at den selvstændige Middelstand paa Land og i By ikke i Fremtiden stadig skal se sin Eksistens truet.
Min fremhævning.
Men vi kan let indvende, at Højre bare var et godsejerparti, som ville beholde deres erobrede privilegier ved at blokere reformer. Den kritik er også berettiget i en vis udstrækning. Lad mig i stedet tilføje endnu et argument mod 1915 grundloven, som fremsat af Andreas Peschcke-Køedt, en tilhænger af ”manchesterskolen”, hvis liberale standpunkter han fik fra sine rejser til Manchester i England, hvor man dengang stadigt fastholdt Richard Cobdens liberalistiske syn på markedets frie konkurrence som det bedste system for samfundet. Det berettede han om i adskillige artikler i Nationaløkonomisk tidsskrift omkring århundredeskiftet – hvor han særligt understreger manchesterskolens ideologi som den overlegne. Peschcke-Køedt var med andre ord af ægte liberal støbning.
For at kæmpe for sine liberale overbevisninger meldte han sig ind i Højre, og herfra argumenterede han specifikt for den private ejendomsret og begrænsede skatter, og markerer på en måde, at liberale og konservative kan have stærke politiske fællesinteresser. Synspunktet i Højre havde i mange år været, at den almindelige valgret var urimelig, medmindre mindretallet af skatteydere havde bevillingsretten. Partiet kaldte ofte den almindelige valgret for “Talmajestæten”, som man ikke ville anerkende som legitim hersker. I samklang med Højres politiske linje skriver Peschcke-Køedt følgende i sin kritik af Venstres 1915 grundlov:
Indførelsen af den frie og lige almindelige Valgret til begge Thing — kun med en 5 Aars Forøgelse af den nu gældende Vælgeralder for Landsthinget — vil med uundgaaelig Konsekvens øge Statens Udgifter efter en hidtil ukendt Maalestok.
–
Min fremhævning.
Peschcke-Køedt så ikke udvidelsen af den almindelige valgret som hovedproblemet i den nye grundlov. Det var fortabelsen af den privilegerede valgret, der var problemets essens. Det udgjorde en trussel mod samfundets rolige udvikling, at flertallet har retten til at udskrive skatter. Værnet mod skatterne virkede ikke til at blokere arbejdernes kamp for forbedrede vilkår – han mente i stedet, at arbejderne har rigelige muligheder i den frie økonomi til at skaffe sig forbedringer af deres levevilkår. Forsøgte man i kampen mod overklasseprivilegier at fjerne værnet mod skatteplyndring, tildelte man bare underklasseprivilegier i deres sted. Hvis politisk indflydelse ikke vægtede efter betalingen af skatter, blev man effektivt udelukket fra politisk indflydelse, hvis man var velhavende. Peschcke-Køedt fortsætter:
De af Flertallet foreslaaede Skatteforhøjelser bliver gennemførte med eller mod Mindretallets Samtykke. Og paa samme Maade vedtages de af Flertallet foreslaaede Udgiftsforøgelser med eller uden Mindretallets Godkendelse. Men naar Retten til at sige Nej i Praxis reduceres til Nul, saa mister Mindretallets Nejret enhver politisk Betydning.
…
I Venstres Forfatningsforslag har man under Bestræbelserne for at ophæve gamle Standsprivilegier etableret en Retstilstand, der for de protesterende Mindretals Vedkommende resulterer i: »Pligten at betale de af Flertallet fastsatte Skatter uden Rettigheden til at øve nogen Indflydelse paa Pengenes Anvendelse«.
–
Særligt at Venstre støttede fortabelsen af værnet mod skatteplyndring undrede mange i Højre, fordi de tydeligt og korrekt forudså, at det ville underminere Venstres egen magtposition i samfundet. Var Venstre ude på kamikaze? Svaret er nærmere, at de var demokrater og havde knapt en svag og dårlig forståelse af, at demokrati og liberalisme er hinandens modsætning. De opfattede deres kamp for folketingsparlamentarismen (kampen mod landstingsregeringerne) og den almindelige valgret som sikring af almenvellet og tog ikke Højres advarsler alvorligt.
For en socialdemokrat gælder det at få staten til at styre, omfordele og tildele økonomiske fordele og skubbe den liberale økonomi mod socialismen. Deres position på demokrati kan man sagtens forstå. Men finansieringen af det socialdemokratiske program krævede højere skatter og gerne en blødgørelse af den private ejendomsret, mens man var i gang. Det resultat var åbenlyst lettest at nå ved at give flertallet ret til at udskrive skatter. Det blev klart forklaret af Peschcke-Køedt:
Flertallets Ret til at udskrive nye Skatter er under den af Venstre foreslaaede Forfatning ubegrænset. Man er gaaet ud fra den Forudsætning, at Landets Lovgivere under den nye som under den gamle Ordning paa forstandig Maade vil varetage Skatteydernes Interesser, og mange af Rigsdagens Medlemmer vil uden Tvivl samvittighedsfuldt følge denne Forskrift. Men den nye Rigsdag faar en anden Sammensætning end den gamle. Og Venstres Grundlov yder ikke mindste Garanti for, at Flertallet under indtrædende Sammenstød med Mindretallet vil respektere økonomisk motiverede Fornuftgrunde mod en fortsat Forøgelse af Statens og Kommunernes Udgifter.
…
Under et frisindet Styre vil de besiddende Klasser overalt blive nødt til at yde rigelige Bidrag til Fremme af almennyttige Formaal. Og naar disse Bidrag holdes indenfor rimelige Grænser, har de større Skatteydere ingen Grund til at beklage sig. Men under det af Venstre planlagte nye Styre kan den i Grundloven sikrede Ukrænkelighed af Ejendomsretten blive en Illusion. Beskatningen af Indtægt og Formue kan under et hensynsløst Flertalsregimente udarte til en Nedbrydelse af Ejendomsrettens Grundpiller.
–
Det er værd at minde om, at i 1915 var der skrappe restriktioner for den almindelige valgret. Vælgerne mistede valgretten, hvis de tog imod offentlige ydelser. Derfor blev det, med undtagelse af de offentligt ansatte, de succesfulde og produktive mennesker, der kunne stemme. Det principielle indhold i den privilegerede valgret var således ikke helt uforståeligt i datidens politiske debat – der var stadig et krav til vælgerne om at de skulle kunne klare sig selv. Dengang mente man ikke, at demokrati indebar, at enhver over 18 år måtte stemme uanset social status. Fanatismen for demokratiet kom først til knap 20 år senere med kanslergadeforliget, hvor mange offentligt understøttede beholdt deres valgret.
Peschcke-Køedt bemærker ganske klogt, at de rige bør deltage i samfundet ved at bruge nogle af deres kræfter og penge på almennyttige formål. Det hjælper de svage og giver den rige højere status i samfundet, når han på egen regning grundlægger almennyttige foreninger og virksomheder. Det er lidt en floskel, men er ikke helt forkert, når man siger, at de stærkeste skuldre bærer det tungeste læs. Det vigtigste for den liberale er, at den stærke selv vælger at bære læsset. Ser man nærmere på historien om velgørende og almennyttige foreninger finder vi, at de stærke ofte valgte at bære det tunge læs. Det var almindeligt, at det var de største skatteydere, der b.la. grundlagde hospitaler og gav startkapital til velgørende foreninger.
Udover Peschcke-Køedt som er en dansk repræsentant for synspunktet om, at skatteyderne bør have et bolværk mod udplyndring af flertallet, kan vi også fremhæve Ludwig von Mises’ synspunkter omkring repræsentation af skatteyderne i parlamentet:
If the members of parliament no longer consider themselves mandatories of the taxpayers but deputies of those receiving salaries, wages, subsidies, doles, and other benefits from the treasury, democracy is done for.
–
Mises ser altså selve demokratiet som ødelagt, hvis parlamentet ikke repræsenterer skatteyderne. Vi har altså flere eksempler på gode liberale, der er tilhængere af en slags demokrati, der påpegede det nødvendige i at beskytte skatteyderne mod flertallets tyranni. Men disse røster blev overhørt, og det blev bestemt, at den almindelige valgret skulle indføres overalt ved grundloven i 1915.
Vi kan som liberale dog stadig være i tvivl om, hvilke valgretsregler ville hjælpe os mod en mere liberal statsordning, hvis ikke vi kan slippe helt af med staten. En ting vi måske kunne klynge os til, er håbet om en fremtidig genetablering af et kammer med vetoret, der kun repræsenterer skatteyderne og som skal godkende (mindst) finansloven. Men ser vi bort fra fremtiden, er historien ganske tydelig. Jo lavere valgretsalder og jo færre krav til vælgerne, jo større stat, større budget, højere skatter, flere skatter, mere centralisering af magt og mere kritik af den private ejendomsret finder vi.
Naturligvis er det ikke den puritanske liberale løsning på problemet med demokrati. Hvorfor skulle jeg som skatteyder være underlagt de største skatteyderes kollektive beslutninger? Eller hvorfor skulle jeg som besidder af privat ejendom være underlagt deres indgriben i min private ejendom? Deres beslutninger er præcis lige så illegitime for mig, som hvis en hvilken som helst anden forsamling havde truffet den. Argumentet her er et godt gammelt dansk et af slagsen – i 1638 blev adelen pålagt af rigsråd og konge at betale skat til at medfinansiere en stående, hvervet hær. Argumentet for skattepålægget var, at da hæren fremover skulle bestå af hvervede tropper, var det således adelen, der skulle betale en del af udgifterne, da adelen hidtil havde opnået sin skattefrihed netop pga. rollen som kongerigets forsvar. Det klagede Oluf Daa over til rigsrådet, da han sagde, at flertalsbeslutninger ikke var bindende for en fri mand, men i stedet burde baseres på hans samtykke .
Samme argument burde enhver i dag kunne bruge, hvis det virkelig er sandt, at man med demokratiet har fået sin frihed. Men argumentet kan bruges begge veje – både hvis man selv ønsker at betale højere skatter, eller lavere skatter. Hvis man er en fri mand, kan man naturligvis ikke tvinges til at følge beslutninger, uanset hvilket flertal, eller forsamling, der står bag den. Den puritanske liberale løsning på problemet med statens krænkelser af den private ejendomsret er efter min mening, at staten fremover kun må gribe ind i den private ejendomsret, hvis det sker med ejerens frie samtykke – ganske som Oluf Daa skrev i 1638 i sin klage til rigsrådet. Enhver må sige nej til parlamentets beslutninger, uanset det bestemmes af et flertal af skatteydere, store skatteydere, små skatteydere eller det totale flertal af vælgerne.
Demokratisk skatteplyndring 1915 til i dag
Jeg argumenterer for, at 1915 grundloven markerer et essentielt skel mellem et folkestyre med et skatteyderværn (1866-1915) og et folkestyre med ubegrænset ret til at udskrive skatter (1915 til i dag). I det følgende vil jeg forsøge at vise, at der skete noget skelsættende omkring 1915. Efter 1915 følger en ny æra i statens udvikling, hvor marginalskatter og skattetryk begynder at stige, som de ikke gjorde mellem 1875 og 1915.
Naturligvis er jeg som liberalist imod alle statens krænkelser af den private ejendomsret, men blot for at illustrere effekten af demokratiet på den private ejendomsret, kan vi se på skatterne. Skatter har en særlig rolle, fordi de finansierer staten. Et regulerende indgreb i den private ejendomsret, som fx et krav om at bruge sikkerhedssele i bilen, kan ikke finansiere den demokratiske stats socialpolitik, der hovedsagligt går ud på at konfiskere indkomst og formue hos “de rige” og forære det til “de fattige”.
Ser man på udviklingen i marginalskatterne, eksploderede de efter vedtagelsen af 1915 grundloven.
Ved skattereformen i 1903 jublede Venstre af glæde og nåede deres politiske mål, de havde sat sig i 1872, og fik indført indkomst- og formueskatten. Hurra for dem. Det bør indskydes, at i grafen ovenfor gælder den gamle fradragsret, hvor man kunne fradrage sidste års indkomstskat i dette års skat. Effektivt betød det, at set over 2 år halverede fradragsretten procentsatsen. I dag kan vi måske relatere det til topskattens procentsats på 56,4%, der i den tid fradragsretten var gældende svarer til 112,8%.
De første marginale skatteprocenter var 2,5 for indkomst og 2,5 promille for formue, men det var kun starten. Landstinget før 1915 kunne forhindre marginalskatten i at stige, da byrden særligt ramte de privilegerede vælgere. Stigningen fra 5% i 1914 til 25% i 1919 markerer tydeligt demokratiets syn på mindretallets økonomiske rettigheder.
Marginalskatten er en udmærket måde at måle effektiviteten af skatteyderværnet. Umiddelbart taler ovenstående graf næsten for sig selv, men det er også værd at sige, at der er flere skatteforhøjelser, særskatter, formueskatter og andre reformer, der gik specifikt efter de største skatteydere efter 1915.
I figuren ovenfor kan vi se, at skattetrykket var stabilt mellem 1875 og 1915, med et svagt fald efter indførsel af indkomst- og formueskatten i 1903. I forbindelse med ophævelsen af værnet mod skatteplyndring i 1915 springer skattetrykket knap 5pct point i 1918 og ligger stabilt her indtil kanslergadeforliget og socialreformen i 1933. Her ophæves adskillige indskrænkelser i valgretten for modtagere af fattighjælp, og markerer starten på den accelererende skatteplyndring, hvor socialklienternes stemme kunne købes af politikerne. Før kunne de ikke stemme, hvis de tog imod fattighjælp og velfærdsstaten kunne således ikke for alvor påbegynde den onde skattespiral. Det ændrede kanslergadeforliget og markerer afslutningen på de “flade perioder” i skattetrykkets udvikling (1875-1915 og 1915-1933). Fra kanslergadeforliget og frem ser vi accelererende skattetryk indtil 1970erne, hvor accelerationen erstattes af en blødere stigning.
Men hvis vi ser på skattetrykket, kan vi også se, at Landstingets største skatteydere ikke blot reddede sig selv fra plyndring, men rent faktisk beskyttede skatteyderne bredt. Ser vi på det totale skattetryk, blokerede de største skatteydere staten fra at iværksætte en bred skatteplyndring. Det var med andre ord ikke bare dem selv, de største skatteydere beskyttede. De beskyttede rimelig effektivt alle skatteyderne, hvis vi ser på skattetryk som procent af BNP.
Vi kan få en idé om hvor lille en minoritet de privilegerede vælgere var, hvis vi ser på Landstingsvalget i 1902. Her var der 195.000 vælgere med almindelig valgret og knap 8.000 vælgere med privilegeret valgret. Beslutningen om at ophæve deres ret til at organisere og beskytte sig mod flertallets ønsker om at udskrive skatter, fik de konsekvenser, som Højre advarede om. Hvis demokratiet afgør, hvordan skattesystemet tilrettelægges, så vælger systemet typisk højere trækprocenter for mindretallet.
Som afrunding foreslår jeg et citat af Hans-Hermann Hoppe omkring essensen af demokrati og dets iboende modsætning til den private ejendomsret:
The foundation and cornerstone of liberty is the institution of private property; and private—exclusive—property is logically incompatible with democracy—majority rule. Democracy has nothing to do with freedom. Democracy is a soft variant of communism, and rarely in the history of ideas has it been taken for anything else. Incidentally, before the outbreak of the democratic age, i.e., until the beginning of the 20th century, government (state) tax-expenditures (combining all levels of government) in Western European countries constituted somewhere between 7 and 15% of national product, and in the still young United States even less. Less than a hundred years of full-blown majority rule have increased this percentage to about 50% in Europe and 40% in the United States.
Min fremhævning.
–
Ser vi på skattetrykket i perioden efter kanslergadeforliget er det interessant at bemærke, at det er meget dyrt at nationalisere socialhjælpen. Det har givet grobund for en myte, som jeg i dette afsnit vil kigge lidt nærmere på og diskutere. Afsnittet tjener som appetizer til orientering og er ikke en tilbundsgående undersøgelse.
Det er meget interessant at tænke på, at i vore dage findes næsten en universel antagelse om socialhjælp og -nød: Før velfærdsstaten var det frygteligt og tragisk at være fattig. Man måtte klare sig selv og var meget udsat! Vi må derfor affinde os med de høje skatter, for de betaler til at afhjælpe den omfangsrige sociale nød, som fandtes før i tiden.
Men besværer man sig til at læse historien, viser den os noget ganske andet. I alt fald hvis man studerer den nøgternt. Ser man efter, finder man, at der var et tætvævet net af privat velgørenhed, der tog sig af de fattige, syge og arbejdsløse. Men for at glorificere velfærdsstatens bureaukratiske ineffektivitet og kontrol, og gøre den til samfundets helt, må det faktum begraves. Det er gjort dels igennem enten at ignorere dem eller miskreditere de private velgørende organisationers effektivitet og ved at arbejde ud fra den antagelse, at de private var nærige og snobbede i udmøntningen af hjælpen. Miskrediteringen er i dag stadig i fuld vigør, hvor slagordet i den “moderne” socialistiske tankegang er, at man ikke må “tjene penge på velfærd.”
Drivkraften bag denne udvikling findes ikke i en uretfærdig social nød, for den blev håndteret af privat velgørenhed i et omfang, der var i overensstemmelse med markedets vilkår og næstekærligheden i samfundet. Drivkraften findes i enkelte foreningers ønske om at opnå monopol på deres område i kombination med søgen efter statstilskud. Statstilskuddet frigjorde dem fra at konkurrere om de velgørende midler med andre foreninger og enkelte foreningers ønske om at opnå monopol spillede godt sammen med socialdemokratiets opfattelse af bureaukratisk rettighedstænkning. Den korrekte historie om den dynamiske konkurrenceprægede private velgørenhed, der leverede en omfangsrig hjælp, er blevet begravet under bl.a. Socialdemokratiets indflydelse på historieskrivningen og de sociale videnskaberne.
Hvis man tænker nærmere over det, så burde det næsten være indlysende: det var dengang ikke af social nød, at man ønskede at nationalisere socialhjælpen. Argumentet er ganske simpelt: Hvis demokratiet bare giver samfundet, hvad det vil have, så er det ikke en forbedring over et marked for socialhjælp, der også giver samfundet, hvad det vil have. Det er kun, fordi en række prominente agitatorer ville af med markedet, at de gik politisk til værks. Hvis der var noget i vejen med den bestående socialhjælp, kunne man gå sammen og starte en forening, der kunne udkonkurrere de andre. Eller man kunne vælge at donere penge til den bedste forening. Det eneste man ikke kunne opnå på markedet, var et monopol på socialhjælp. Men da det var det, som var socialisternes mål, endte det med at blive den retning, man gik i – men det lykkedes kun i ly af 1930ernes krisepolitik.
Fortællingen om den store sociale nød er en efterrationalisering, da man fandt ud af, hvor dyrt det nationaliserede system blev. Det måtte simpelthen være så dårlige vilkår, de fattige havde før, når vi ser på de enorme udgifter, staten endte med at påtage sig! Og hvis staten ikke havde overtaget rollen, så var den sociale nød fortsat til stor skade for de svage. Men det følger ikke af statens nuværende store udgifter, at den sociale nød dengang var stor, og blot ikke blev afhjulpet.
Fortællingen om “den store sociale nød” er blevet et fast holdepunkt i de romantiske velfærdsstatselskeres mytologi. Den faste tro på den sociale nød har også været en medvirkende faktor til at miskreditere den private velgørenhed. Hvis der var social nød, måtte den private hjælp jo være utilstrækkelig. Men det er ikke andet end en myte – det var med helt andre begrundelser, man dengang søgte at nationalisere socialhjælpen.
Selv den ellers fornuftige David Karsbøl, som jeg citerede ovenfor, begår desværre en fejl, da han skriver “Kravet om højere offentlige udgifter hidrørte i velfærdsstatens spæde start primært fra den fattigste halvdel af befolkningen, men i dag er det anderledes.“ Det forholder sig ikke sådan. Det var altid de intellektuelle, der agiterede for den store stat som leverandør af lighed og bureaukratisk tildelte “rettigheder”. De fattige havde enten ikke evnerne, tiden eller overskuddet til at gå og agitere for sådanne ideer, og de ville desuden let blive skudt ned med argumenter om, at de fattige bare var ude på at mele deres egen kage. Og desuden blev de fattige allerede hjulpet godt af de private velgørende organisationer, som vi skal se.
I stedet er det gældende også for velfærdsstatens oprindelse, når Karsbøl videre kommenterer: “Velfærdsstatens institutioner er blevet kapret af en venstreorienteret intelligensia, som gennem årene har haft held til at opbygge et omfattende og uproduktivt – og i alt for mange tilfælde direkte kontraproduktivt – bureaukrati.” Intelligensiaen kunne i deres agitation for opbygning af en velfærdsstat slippe afsted med at argumentere for lighed, bureaukratisk fattighjælp, velfærdsordninger og des lige med god samvittighed, for de ville ikke selv direkte få del i pengene.
Vi kan se det i vores egen tid. Tag et eksempel som postyret omkring isen “Kæmpe Eskimo”. I 2020 blev der fra hysteriske gutmenschen argumenteret for, at det var hvid overlegenhed, racisme og udtryk for et nærmest nedsættende syn på inuitterne, at kalde en solbæris for Kæmpe Eskimo. De hysteriske akademikere og hyperfølsomme meningsdannere lykkedes at presse isvirksomhederne til at ændre navnet på Kæmpe Eskimo, så den nu hedder “Kæmpe Solbær”. Nu afventer vi bare, at veganerne tager sig sammen og kræver respekt om solbærenes rettigheder.
Meningsdannerne udnævnte sig selv til repræsentanter for de påståede undertrykte eskimoer, som ikke selv var i stand til at klage over den undertrykkende is. At eskimoerne ikke selv klagede over navnet tog de hysteriske naturligvis som et bevis på, hvor effektiv og grel undertrykkelsen måtte være! Måske er forklaringen nærmere, at eskimoer ikke findes, og inuitter er fløjtende ligeglade med, hvad danskerne kalder en is med solbær. På samme måde gjorde de intellektuelle sig selv til repræsentanter for de fattige, og ville ikke finde sig i, at innovative iværksættere og ildsjæle på markedet var de drivende kræfter bag forbedring af de svages vilkår – ligesom det ikke må være op til en iværksætter at navngive en is.
Den slags skulle overlades til kloge akademikere og offentlige eksperter, der fik statens midler til rådighed for virkelig at skabe reformer. I deres afgrundsdybe uvidenhed om markedsøkonomi blev de stærke fortalere for de socialistiske idéer, og ønskede at staten skubbede iværksætterne væk og adopterede deres idéer om socialhjælp, omfordeling, demokrati osv. Udover at fremstille håbløse stråmænd for markedsøkonomiens dynamik, som fx biskop H.L. Martensen utrætteligt havde gjort, fik de efter mange års kamp til sidst succes med at misbruge den kristne værdi om at være “næstekærlig”, alt imens de belejligt tilsidesatte de ti buds anvisninger for kristne, der bl.a. forbyder tyveri og at stræbe efter en anden mands ejendom.
Med ordet i deres magt omdøbte de intellektuelle den virkelige effekt på økonomien, og den liberale samfundsorden, der beskyttede den private ejendomsret, og kom op med eufemismer som “omfordeling” og “socialpolitik” til at beskrive deres ønskede system, som ikke er andet end storskala tyveri og videresalg af hælervarer – åbenlyse overtrædelser af de ti bud.
Disse tidlige “velfærdssocialister” havde intet begreb om det, de kritiserede, eller om dynamikken i det de agiterede for. De kunne ikke se styrken i de private velgørende foreninger, der var underlagt markedets konkurrence, og farligheden ved statens voldsmonopol. De var ikke stort andet end økonomiske idioter. Deres drivkraft var deres indignation over samfundets problemer, som de søgte at løse med staten. De så kun positive effekter i statens evne til at yde retfærdighed for de svage, men var komplet blinde for statens skadelige virkninger. De gødede jorden for velfærdsdemokratiet og skabte en fortælling, som var afkoblet fra virkeligheden. Det var dog først senere, at tankerne slog igennem.
Faderen til sociallovene fra kanslergadeforliget, K.K. Steincke, der er krediteret som en af de vigtigste personer i udviklingen af de grundlæggende principper i den velkendte velfærdsstats socialhjælp, fremsatte et to-delt angreb på de private velgørenhedsforeninger for at bringe dem i miskredit. For det første var de alt for gavmilde og for det andet var borgernes sociale rettigheder ikke nedfældet ved lov og var dermed genstand for den forfærdelige forskellighed. Den private udmøntning af socialhjælp var ikke ensartet overalt, da den hvilede i den enkelte private forenings vedtægter, der i en vis udstrækning blev fastlagt af foreningen selv. Mellem foreningerne opstod der konkurrence om at få fingre i de velgørende midler fra borgerne og for at tilrettelægge den bedste hjælp til de trængende. Vedtægterne blev således fastlagt med de to mål for øje, der førte til forskellighed, innovative løsninger og alt det, vi normalt forventer på et marked for ethvert andet gode.
Den slags konkurrence var ilde set af socialisterne, som altid har været meget betagede af det store monopol – fællesskabet i ental. Hvorfor skulle de private foreninger forsøge at finde den mest effektive socialhjælp? Sådan noget kan man jo bare sætte sig i sin behagelige velfærdssocialistiske lænestol og drømme sig til. Ifølge Steinckes overbevisning kunne man sagtens effektivisere fattighjælpen ved at centralisere kontrollen, så den fattige ikke bare “shoppede rundt” mellem private velgørenhedsorganisationer og forøgede udgifterne til fattighjælp. Steincke mente tilmed også, at man kunne gøre hjælpen medmenneskelig med statens kolde lovgivning. Nationaliseringen af socialhjælpen var Steinckes forslag til både en spareøvelse og til at medmenneskeliggøre socialhjælpen. Steincke gjorde karriere i Frederiksbergs fattigvæsen fra 1907 og endte op som fattiginspektør fra 1911-21 for senere at blive den socialminister, der gennemførte socialreformen af 1933, der for alvor blev startskuddet til det enorme skattetryk og den bureaukratiske velfærdsstat.
Moderne socialister som Pelle Dragsted følger også i sporene af Steinckes holdning til privat velgørenhed, som deles af langt de fleste i vore dage. Han skriver bl.a.:
I dag har vi en tendens til at tage vores velfærd for givet. Men vi skal ikke mange generationer tilbage, før sundhedspleje var noget, man måtte betale for eller tage imod som ydmygende almisser fra private stiftelsers fattighjælp til værdigt trængende.
Min fremhævning.
Man kan naturligvis undre sig lidt over, hvordan Steincke i samtiden beskrev, at de mest trængende “demoraliseres og forvandles til Plattenslagere og Krumrygge, hvis Formaal mere og mere bliver at rende rundt fra den ene Forening til den anden for at „slaa” dem for Penge eller andet, snartunder det ene, snart under det andet Paaskud.“ Vi skal altså forstå, at almisserne var så ydmygende, at de trængende shoppede rundt mellem de velgørende foreningerne for at bede om hjælp. På samme måde må Steincke se det som ydmygende for forbrugerne, når de køber deres flæskesteg på tilbud i Netto og deres ost i Superbrugsen. Det er vel nok frygteligt at have valgmuligheder.
De store private velgørenhedsorganisationer blev selv interesseret i at stikke snablen i statskassen. Da statsbudgettet voksede hurtigt efter 1915, tænkte de, at det nu var lettere at skaffe tilskud til deres forening og måske endda selv indgå i udviklingen af reglerne for tilskud, så de kunne ensrette socialhjælpen. Det så man ganske tydeligt i tilfældet af socialhjælp til forsømte børn, da Foreningen af 1837 til forsømte børns frelses bestyrelsesformand Chr. Brun med stor vægt påvirkede reglerne for tilskud i værgerådsloven af 1905 og blev i samme år udpeget af justitsminister Alberti til at besidde stillingen “Overinspektør for Overværgerådet”. Hvor heldigt.
Foreningen fortsatte med Chr. Brun som bestyrelsesformand, der var velforbundet til det offentlige og politiske system. Det var også på Chr. Bruns kommando, at foreningen for første gang i 1916 udfærdigede en “udvidet beretning, rigt illustreret og med en fyldig beskrivelse af Foreningens virksomhed og forskellige institutioner. Formålet var at skabe forøget interesse om Foreningens virksomhed og herigennem propagandere for øget økonomisk bidrag til dens virksomhed.“. Snabelen skulle stikkes i skatteydernes lommer, der nu var åbnet op.
På den ene side kunne de velgørende organisationer lettere komme på finansloven og på den anden side så socialisterne det som et givtigt samarbejde, fordi ophøjelse af de store foreningers vedtægter til lovkrav var en vej til at fastlægge reglerne og ensrette socialhjælpen. Samarbejdet mellem de store og velforbundne private foreninger og velfærdssocialisterne blev starten på at realisere socialisternes tanker om det sociale velfærdsmonopol. De private foreninger måtte erkende, at deres egne planer for at overtage hele nichemarkedet fejlede pga. markedets frie og åbne konkurrence. Statens monopol på lovgivning kunne kanonisere deres vedtægter og hjælpe deres formål ved tilskud, så de kunne øge deres fokus på at drive socialhjælp og i mindre grad bekymre sig om donationer.
Konklusion
Udviklingen mod vores velkendte og groteske skattebyrde blev således grundlagt som en spareøvelse, der skulle medmenneskeliggøre hjælpen på den ene side, og på den anden side monopolisere socialhjælpen ved at ophøje nogle få private foreningers regler til lov. Men foreningernes magt til at udforme reglerne blev ikke fastholdt. Da først det offentlige bureaukrati overtog kontrollen med regeludviklingen, blev de private foreninger en for en overtaget af staten, eller lod sig overtage, da de ikke længere havde kontrol med velfærdsmonopolet.
Enhver der har kendskab til systemet i dag vil vide, at det intet har med et billigt medmenneskeligt system at gøre. Systemet er grotesk ineffektivt og umenneskeligt. Det er baseret på kolde bureaukratiske regelprincipper og spenderer penge på en politik, der netop skaber fattiggørelse frem for at afhjælpe den. Som Dragsted selv skriver “Statslige bureaukratier har det med at forstærke sig selv. En stor og stærk stat vil skabe et stærkt og indflydelsesrigt bureakratisk samfundslag med egne interesser i at fastholde statens omfang.” (s171-172)
Der er ikke noget at sige til, at velfærdsstaten i dag er blevet så dyr. Konkurrencen mellem foreningerne er ødelagt og der er ingen markedsdisciplin til stede for at holde udgifterne i balance med gevinsten for samfundet. Bureaukraterne styrer i dag hele området og sørger altid for at holde en masse møder, de kan bruge deres egen tid på, mens de trængendes behov sættes i anden række. Når det går galt i den offentlige sektor, som vi ser fra tid til anden i medierne fra skattevæsenet, plejehjem, børneforsorg og ældrepleje, ved vi også ganske udmærket, at løsningen altid er flere regler, flere offentligt ansatte og flere penge, der blot virker til at forstærke udviklingen mod ringere service og flere byrder.
Helst så jeg demokratiet afskaffet og staten ligeså. Det byder min liberale filosofi mig at konkludere. Det må være det endemål, som Rothbardianere som jeg bør sigte efter. Men det er helt upraktisk og ganske utænkeligt at nå hertil med den nuværende herskende ideologi.
Retningen fremad mod et liberalt samfund er efter min mening meget lang. Men vi bør begynde med en kritik af den manglende indflydelse og beskyttelse af skatteyderne. I dag er de prisgivet flertallets beslutninger, men det var de ikke altid. Når vi som liberale kræver skatterne afskaffet, skal vi have gode argumenter mod venstrefløjen og de nuværende politiske partier.
Vi har en stor opgave foran os: Alle aktører er enten historieløse og tænker indenfor velfærdsstatens myter, eller også er de socialister eller på anden vis kritikere af et frit marked. Et af de første skridt vi kan tage er at overvinde enhver vaklen i troen på vores liberale filosofi – og et mål hertil er at studere historien, der bærer vidnesbyrd om tidligere tiders løsninger på samfundets udfordringer, som i dag er fuldkomment kapret og lagt ind under statens opgaver.
Vi må sprænge velfærdsstatens myter og historiefortælling først og fremmest og erkende, at det frie marked har vist sin styrke til at skabe alt det, som vi har fået at vide, den ikke kan: sammenhængskraft, lighed og socialhjælp. I stedet for at gå med på myterne, bør vi forkaste dem! Som liberalister bør vi være stolte af fortiden, der indeholder rigelige historier om et samfund med en lille stat, en udbygget privat velgørenhed og et lighedsskabende marked. Indlægget her er en forsmag på den bog, jeg er i færd med at skrive, hvor jeg vil underbygge pointerne yderligere. Bliver du ikke overbevist af mit indlæg her, håber jeg, at bogen vil føre dig det sidste stykke af vejen.