Kritik af Martin Ågerups “Velfærd i det 21. århundrede” – første del10 minutters læsning

I Martin Ågerups nye bog “Velfærd i det 21. århundrede” gennemgår forfatteren i første del af bogen hvordan velstand skabes, og diskuterer Danmarks vækstkrise i en historisk kontekst. Under min læsning af afsnittet blev jeg dog overrasket over fremstillingen af vækst og forudsætningerne for vækst som forklaret af forfatteren. Min intention med dette indlæg er at vise en anden måde at se på vækstforudsætningerne og en anden måde at beskrive økonomiens dynamik. Jeg vil forsøge at belyse det som jeg forstår som den fundamentale betingelse for vækst i markedsøkonomien. Først vil jeg dog citere Martin Ågerup for at fremstille hans forståelse af driveren for vækst:

Martin Ågerup skriver, s. 28:

“Der er en grænse for, hvor velstående et samfund kan blive på et givent tidspunkt i historien. Denne grænse afgøres af mange ting, hvoraf teknologi, viden og graden af frihandel imellem landene er blandt de vigtigste. Det er min påstand, at hvor langt et land eller en nation ligger under denne velstandsgrænse i de fleste situationer næsten udelukkende afgøres af nationen selv…”

I citatet beskriver Martin Ågerup at det mest af alt er en teknologisk grænse der afgør hvor stor væksten i samfundet er. Ordet teknologi nævnes som det første i rækken af elementer.

Siden efter beskriver forfatteren også hvorledes denne teknologiske grænse flytter sig, og tillader større vækst end tidligere. Først på side 54 nævnes kapitalinvestering som en mulig vækstdriver, men kort efter henvises til en nobelprisvinder i økonomi der siger at det er teknologisk fremskridt i bredeste forstand (inkl. innovativ ledelse, drift og forretningsmodeller) der driver økonomisk vækst. Det særlige fokus på teknologisk udvikling som driver for samfundets vækst, vil jeg gerne diskutere i dette blogindlæg.

Jeg er blot ingeniør, og inden jeg kritiserer en uddannet økonom som Martin Ågerup, vil det være på sin plads at citere en anden økonom, for at starte diskussionen om vækst på et solidt grundlag. Det er ikke mig der har bygget teorierne, selvom jeg er overbevist om at de er korrekte, jeg forsøger blot at forklare dem (det håber jeg læserne er bekendt med):

Ludwig von Mises, Human Action p. 295:

“The vehicle of economic progress is the accumulation of additional capital goods by means of saving and improvement in technological methods of production the execution of which is almost always conditioned by the availability of such new capital. The agents of progress are the promoting entrepreneurs intent upon profiting by means of adjusting the conduct of affairs to the best possible satisfaction of the consumers.”

Der er med Ludwig von Mises ord kun een måde at opnå vækst på, det er en konstant udbygning af mængden af investeret kapital. Det er kun muligt igennem en øget investering i kapitalgoder at markedet bliver i stand til at producere en øget mængde af forbrugsgoder. Det er klart at teknologisk effektiv investering er at foretrække frem for ineffektiv gammeldags investering, men den vigtige pointe er at det afgørende element er kapital. Teknologien kan være nok så avanceret, men uden kapital er den i sig selv ubrugelig.

Hvorfor er Zimbabwe så tilbagestående når de har adgang til den samme teknologi som alle de vestlige industrialiserede lande? Svaret er ganske enkelt: Zimbabwe mangler den fornødne kapital til at effektuere og opbygge de produktionsgoder der med den tilgængelige teknologi kan konstrueres.

Murray Rothbard, Man, Economy, and State, s 542:

“The relative unimportance of technology in production as compared to the supply of saved capital becomes evident, as Mises points out, simply by looking at the “backward” or “underdeveloped” countries. What is lacking in these countries in not knowledge of Western technological methods; that is learned easily enough. The service of imparting knowledge, in person or in the book form, can be paid for readily. What is lacking is the supply of saved capital needed to put the advanced methods into effect. The African peasant will gain little from looking at pictures of American tractors; what he lacks is the saved capital needed to purchase them. That is the important limit on his investment and on his production.”

Som Rothbard skriver, så er teknologi bare en opskrift (method) på hvordan man kan gøre noget, det er ikke i sig selv en tilstrækkelig forudsætning for rent faktisk at føre opskriften ud i livet. Selv den bedste kogebog hjælper ikke bagekonen der ikke har råd til en ovn. Uden ovnen kan den bedste opskrift ikke bruges til noget som helst. Det glemmer Ågerup desværre i sin diskussion af vækstpotentiale der i for høj grad er hægtet op på teknologi, det han kalder den teknologiske grænse for vækst. I Ågerups forståelse findes kapital bare, og det findes i de mængder som teknologien tiltrækker.

Polen bruges som eksempel i bogen. Efter Sovjetunionens fald i 1989 nævner Ågerup reduktion af korruption og åbning af landet for udenlandske investeringer der kunne flyde til Polen, som driveren for at skabe vækst. Ifølge Ågerup får Polen en vækstforøgelse pga. et teknologisk catch-up med den vestlige verden. I den forstand er større vækstrater mulig fordi den gamle teknologi der var anvendt i det polske produktionsapparat kunne erstattes med et nyt vestligt og avanceret produktionsapparat der hurtigt var i stand til at øge væksten i Polen. Ågerups forklaring hopper desværre for let henover det afgørende punkt: investeringen, den udenlandske kapital. Da Polen åbnes for udenlandsk investering var mængden af investeret kapital per arbejder i forhold til de vestlige økonomier meget lille, og profitpotentialet for investering var større end i de andre økonomier. Kapital der blev investeret i Polen gav et væsentligt bedre afkast fordi forholdet mellem kapital og arbejdskraft gjorde at der var større profit at hente ved at investere i Polen frem for andre steder (lønningerne var lave, og ved at øge produktiviteten af den polske arbejder med nye maskiner og nyt værktøj kunne kapitalisterne betale polakkerne en lavere løn selvom de med investeringen nærmede sig samme produktivitet som en vestlig relativt højt betalt arbejder – dette forhold vil naturligvis på sigt blive udjævnet ved at de polske lønninger bliver budt op af konkurrerende udenlandske kapitalister der kæmper for at ansætte den polske arbejder, da denne er særlig gunstig i forhold til hans vestlige kollega pga. en lavere lønomkostning).

I stedet for at se at det er markedskræfternes kapitaludjævning der førte til Polens store velstandsfremgang så tror Ågerup at det var pga. vestlig avanceret teknologi at Polen oplevede højere vækstrater end de vestlige lande. Dette er forkert, jævnfør Mises og Rothbard. Det er sandt at produktionsmidlerne der blev investeret i Polen af vestlige profitsøgende kapitalister brugte nyere teknologi, men den vigtige økonomiske faktor for opbygningen af Polen var at tilføre flere kapitalgoder til landet.

Det er langt bedre for forståelsen af vækst at se på kapitalinvesteringen frem for på teknologien. Produktionsmidlerne i Polen var så at sige “frosset i tid” pga. manglende investering i nyere værktøj, maskiner og bygninger til at producere forbrugergoderne under det socialistiske styre der umuliggjorde udenlandsk investering og reducerede indenlandsk opsparing betragteligt. Den drivende faktor for velstandsudviklingen var kapitalinvesteringerne, men overfladisk set kunne man observere at de forældede fabrikker blev erstattet af ny teknologi med vestlig kapital. I stedet for at fæstne blikket på kombinationen af kapitalinvestering og teknologi så har Ågerup udset teknologi som den faktor der afgør hvor meget vækst det er muligt at opnå.

Det er vigtigt at understrege at tilførsel af mere kapital er altafgørende for vækstmulighederne. Teknologi er opskriften på hvordan kapitalen kan udformes og implementeres i produktionen, men uden kapital er teknologi ubrugeligt. Det er også vigtigt at understrege at teknologi i sig selv ikke er nogen eksogen faktor i markedsøkonomien. Teknologiudviklingen hviler også på kapitalopbygningen. Uden investeringer i forskning og udvikling så flytter teknologien sig ingen steder. Denne forståelse for kapitalopbygningens altafgørende betydning kan ikke understreges ofte nok. Selv i en tilstand hvor verden har opnået en fuldstændig og total stagnation af teknologiudvikling, så vil en yderligere øgning af den investerede kapital føre til vækst. Det er med andre ord ikke nok at ny teknologi ser dagens lys, det skal også være en teknologi der er praktisk anvendelig, altså i markedsøkonomiske øjne skal den være profitabel at anvende. Når ny teknologi ser dagens lys, så er det langt fra alle potentielle områder der øjeblikkeligt tager teknologien i anvendelse. Der er en meget lang proces fra den første opdagelse af en ny teknologi og til det tidspunkt i historien hvor denne teknologis virkning på produktionsapparatet har udlevet sit totale bidrag. Først investeres den nye teknologi i de produktionsprocesser der yder den højeste profit, dernæst tages den næste proces til overvejelse – og så fremdeles. Ved hvert skridt af ny anvendelse af teknologien skal det gamle produktionsmateriel erstattes af nyt, og det afgørende element for at kunne erstatte sit produktionsapparat er kapital til investeringen. Men kan det betale sig at investere? Er prisen på kapital for høj (for lidt kapital til rådighed) så kan det ikke betale sig at implementere den nye teknologi, selvom den er mere produktiv end den bestående.

Hvis Polen havde haft tilstrækkeligt med kapital til rådighed, så ville de også have investeret løbende i deres egen produktion og havde ikke været teknologisk bagud. Årsagen til Polens tilsyneladende forældede produktionsudstyr skal findes i socialismens destruktion af kapitalopbygning og af fejlinvesteringstendensen under bureaukratisk styring. Når der ikke kan sættes ny kapital i værk, så må de eksisterende kapitalgoder fortsat udnyttes og blot vedligeholdes for at opretholde produktionsvolumen.

I markedsøkonomien tages ny teknologi kun i anvendelse såfremt det er profitabelt at gøre sådan. Kun hvis omkostningerne til udskiftning af det gamle produktionsapparat er mindre end de forventede afkast til det nye, vil produktionsapparatet blive udskiftet. Det kan i vores bageeksempel være at en partikelaccelerator (kendt teknologi) kan lave noget helt fantastisk lækkert (værdifuldt) glasur, men der er næppe nogen bager der har midlerne til at investere i en partikelaccelerator for at lave glasur. Årsagen til at dette valg er åbenlyst tåbeligt er fordi vi ved at der er mange andre ting der er langt vigtigere at investere i for forbrugerne end at lave lækker glasur ved hjælp af en relativt dyr partikelaccelerator.

Ludwig von Mises, Human Action, s 492-493:

“The treatment of the capital problem customary with those economists who are opposed to the so-called “Austrian” view assumes that the technique employed in production is unalterably determined by the given state of technological knowledge. The “Austrian” economists, on the other hand, show that it is the supply of capital goods available at each moment that determines which of the many known technological methods of production will be employed.”

Markedskræfterne sørger via profitmotivet og kapitaludjævningen for at der ikke bygges vanvittige projekter såsom en glasurproducerende partikelaccelerator mens andre og mere værdifulde forbrugergoder endnu ikke er produceret. Dette var ikke tilfældet i USSR, hvor store atomprogrammer og rumprogrammer blev udført med en kæmpe omkostning for forbrugerne. Man havde ganske enkelt investeret i tåbelige projekter, set med forbrugernes øjne, hvor alternativomkostningen var meget højere end værditilvæksten af investeringen i atomprogrammet eller rumprogrammet. Teknologien til at bygge atomreaktorer og rumstationer var til rådighed og blev udnyttet i den grad det lod sig gøre, men det var et bevidst fravalg at bruge vestlig produktionsteknologi på bilfabrikkerne, formentlig af mangel på kapital.

I stedet for at udbygge bilfabrikkerne til at tilfredsstille forbrugernes ønsker om bedre og flere biler, så blev den knappe kapital brugt på mindre værdifulde projekter som politikerne og bureaukraterne ønskede gennemført. Bilfabrikkerne byggede stadig meget få Trabanter, Ladaer og gamle Skoda 105ere med forældet teknologi, ganske enkelt fordi kapitalinvesteringen i bilfabrikkerne blev udsultet til fordel for politiske projekter såsom atomprogrammet og rumprogrammet. Her virkede markedskræfterne ikke. I USSR besad bureaukraten og politikerne suveræn magt til at bestemme hvor der skulle investeres resurser.  Kapitalen flød ikke til de produktionsprocesser der udfyldte det mest værdifulde behov som følt af forbrugerne, det afgørende vigtige prissignal fra forbrugerne samt den frie iværksætters innovative kræfter var ødelagt i USSR, erstattet af statsligt diktat der blev udført af inkompetente bureaukrater.

Ydermere var kapitalopbygningen i USSR også ganske lav. Det kræver ikke megen forklaring. Som borger i USSR får du intet ud af at spare op, og det som bliver sparet op via centralplanlægningen af produktionsstrukturen går til tåbelige projekter der tilsidesætter forbrugernes ønsker og fremmer politikernes. De private incitamenter til at yde en indsats og søge den største profit, fx via investering, er udslettede i USSR.

Et samfund der ikke kan spare op kan ganske enkelt ikke investere i tilstrækkeligt nye teknologiske produktionsformer fordi kapitalgoderne ikke skabes grundet manglende forudgående opsparing og lyst til investering. Dernæst skal den investerede kapital være drevet af markedskræfterne for at sikre at investeringen bliver til forbrugernes gunst. Kun markedsbaseret investering kan føre til øget velstand. Politisk investering fører til fejlinvestering og stagnation eller tilbagegang, som tilfældet var i Polen. Det er dette fænomen der skal bringes frem i lyset. Det er vigtigt for forståelsen af vækst at se teknologi som en gemen “bageform” mens kapitalen er den dej man hælder i formen. Uden dej, ingen kage. Det er ganske enkelt forkert at kalde teknologien for vækstgrænsen. Den ægte barriere for vækst er samfundets mulighed og lyst til opsparing og kapitalopbygning til produktion til forbrugerne, ikke blot teknologi og frihandel.

Forståelsen af opsparing og investeringslyst er nøglen til at forstå det grundlæggende problem som Danmark er ramt af: Det er ikke tilstrækkeligt at have teknologisk kendskab og spare op, danskerne skal også have lyst til at investere i en markedsdreven produktion til forbrugerne i Danmark, uden disse elementer er det ikke muligt at øge danskernes velstand. Dermed er det tydeligt at jo færre investeringer der drives politisk jo bedre, samtidigt at jo større mulighed der er for den enkelte at spare op, jo bedre. Disse elementer er vigtige at forstå for at begribe årsagerne til vækstkrisen i Danmark. Der er ganske enkelt for megen politisk kontrol og for lidt lyst til at spare op og investere.

Løsningen er ganske simpel: Politikerne skal i højere grad holde op med at investere og skattevæsenet skal ligeledes i højere grad holde sig væk.