Rådgivning bruges af det handlende menneske til at tilrettelægge sin handling, således man vælger et anvendeligt middel til at opnå den ønskede effekt. En landmand der ønsker vanding af sine marker kan konsultere en rådgiver. Hvis denne foreslår regndans, er han en dårlig rådgiver, mens den, der foreslår kunstig vanding, er bedre. Rådgivere skal forholde sig til de resurser, som deres klient har til deres rådighed. Det vil være meningsløst at anbefale en landmand, der søger vanding til sin mark, at bede ham flytte sin mark til et område med mere naturlig nedbør ved at bygge en kæmpe maskine, der kan løfte tilstrækkeligt med jord under marken i et spadestik og flytte det hen, hvor det regner mere. Rådet kan være effektivt i en teknisk forstand, men det er selvmorderisk dyrt for landmanden at nå sit mål med sådanne kostbare midler. Det forventede afkast (målet) skal altid holdes op mod de forbrugte resurser (midlet) – forskellen mellem dem kaldes profit eller tab. Rådgiverens råd skal dermed ikke skyde gråspurve med kanoner, som man siger.
Markedsorienteret rådgivning kontra Statsorienteret rådgivning
Set fra en liberal vinkel findes der overordnet set to typer af rådgivere: Den første type er den, som giver råd til frie mennesker, der er begrænset af deres egne resurser, der skal samarbejde med andre mennesker ved brug af midler, der ikke overskrider andre menneskers rettigheder. Denne type af rådgiver er begrænset til at analysere effekten af midler, der er økonomisk for klienten, men som også er legitime for det samfund, de omgives af og bevæger sig i. På det helt basale plan kan vi derfor konkludere, at en markedsorienteret rådgiver må bruge legitime midler på en økonomisk måde. Hans råd vurderes af klienten på disse to parametre, og for at blive i rådgivningsbranchen skal rådgiveren nøje følge sin klients vurdering af rådgivningens legitimitet og økonomiske konsekvenser.
Den anden type giver råd til Staten, som ikke behøver at respektere ejendomsretten og heller ikke i samme omfang er begrænset af enkelte personer eller en kreds af personers resurser. Staten kan knægte ejendomsretten, som den vil, og den kan opsuge flere resurser, hvis den ikke selv er i besiddelse af dem på nuværende tidspunkt. Da samfundets borgere er optrænet i at tro på fiktionen af, at det er legitimt, at Staten bruger trusler om eller direkte vold mod dem, så kan en statslig rådgiver også analysere midler, der af samfundet opfattes som legitimt for Staten at anvende, men som private ikke må anvende. Da Staten har et territorialt monopol på denne såkaldt legitime voldsudøvelse og samtidigt også opfattes som indehaver af den unikke ret til at beskatte befolkningen, da kan rådgiveren også analysere meget dyre midler. Omkostningerne ved brugen af disse midler kan Staten overføre til befolkningen.
For at blive i rådgivningsbranchen som statslig rådgiver skal disse to elementer derfor altid tages i betragtning. Det er ikke nødvendigt at give råd, der er økonomisk for den enkelte borger, og det er heller ikke nødvendigt at tage hensyn til den enkelte borgers rettigheder. Statslige rådgivere kan derfor forventes at foreslå meget dyre foranstaltninger, som heller ikke respekterer borgernes rettigheder.
Statslige rådgivere har incitamenter til at give Staten råd om, hvordan den anvender sine ekstraordinære midler, således politikernes valgte mål kan nås. Deres rådgivning kan derfor henvende sig til netop at forklare og rationalisere, både hvordan og hvorfor disse magtmidler kan sættes i anvendelse for at opnå et politisk fastsat mål. Da målet er fastlagt under politiske hensyn, kan det ikke i udgangspunktet ses som et gunstigt mål for befolkningen som helhed. Målet er gunstigt for politikerne. Men oftest accepteres de politisk fastsatte mål af befolkningen. Dette sker oftest som efterrationalisering blandt befolkningen, der har til formål at føje det politiske såkaldte lederskabs beslutninger. Med udgangspunkt i rådgivernes analyser har politikerne et godt kort på hånden. Rådgivernes analyse bruges til at rationalisere politiske mål og til at overbevise skeptikere i befolkningen. Politikerne kan således bruge deres rådgivere til at underbygge og forklare deres (oftest illegitime og uøkonomiske) magtanvendelse overfor befolkningen.
Det er muligt at rådgiverne har ret i deres viden om de kausale sammenhænge, men man begår en fejl, hvis man herfra konkluderer, at det legitimerer, at Staten tvinger andre mennesker til at følge deres råd. For en god ordens skyld bør det også påpeges, at rådgivernes indkomst ligeledes ikke bør betales af skatteydere. Hvis rådgivere skal sikres at give gode råd, så skal de være afhængige af markedets frivillige sociale bånd, ligesom alle andre. En rådgiver der får sin indtægt af Staten er ikke objektiv, fordi denne kan (og ofte vil) yde rådgivning, der er i konflikt med samfundets frivillige spilleregler.
Eksempel: Finansiel rådgivning
Vi kan tage et eksempel, for at få de lidt abstrakte betragtninger bragt ned på jorden.
Lad os bare holde os til at se på bare en enkelt person ad gangen, og se denne i to forskellige roller. Lad os sige, at vi forsøger at rådgive person A, som er markedsaktør, og person B, der er statslig aktør. Rådgivningens formål er at forøge personens indkomst, fordi personen har et mål om i fremtiden at købe en bil.
Rådgivningen til markedsaktøren, person A, kunne eksempelvis være at dygtiggøre sig på arbejdet for at søge en lønforhøjelse. Hvis denne mulighed ikke er økonomisk for person A, kan rådgiveren også foreslå at spare en sum penge op, som person A kan investere i værdipapirer. Et tredje forslag kunne være at søge et andet job, der betaler mere i løn, eller at tage endnu et job i weekenden eksempelvis. Hvis person A har en god kreditværdighed og ikke ønsker at vente på at spare op til bilen, kan rådgiveren vise, at ved at optage kredit på markedet kan man fremskyde sit forbrug og betale en markedsrente på lånet. Afhængig af person As præferencer vil disse mulige udfald være mere eller mindre gunstige, og han vælger en af dem (medmindre han opgiver sit mål i lyset af disse omkostninger).
Rådgivningen til statsaktøren er ganske anderledes. Hvis person B vil øge sin indkomst, kan rådgiveren sige, at det vil være fordelagtigt at tage penge fra en bank. I banker er der typisk mange penge, det er et centralt samlingssted for penge, som rigtig mange mennesker lægger et samlet sted. Hver persons bankkonto kan analyseres og man behøver derfor kun at tage en lille sum fra hver bankkonto for at opfylde behovet for pengesummen. Afhængig af hvor mange penge det drejer sig om, og hvor længe person B kan vente, kan flere banker være målet for person Bs aktiviteter.
I de to eksempler kan vi se, at typen af rådgivning er ganske forskellig mellem person A og person B. Rådgivningen er tilmed realistisk også for person B, da det typisk er igennem banksystemet, at Staten kan kontrollere pengeoverførsler, og styre dem i retning af statskassen. Bankerne fungerer som centraliserede enheder, der styrer pengesystemet, og et nært forhold mellem Stat og bank har af pengeglade politikere altid været et favoriseret mål.