Ah, Socialdemokratiet – det stolte danske såkaldte arbejderparti. Skabt i oprør og demonstration mod det bestående system, og reformeret utallige gange siden sin skabelse.
Lynhistorie om partiet
Socialdemokratiet blev etableret som den danske afdeling af Internationale af den intellektuelle Louis Pio i 1871. Socialdemokratiet kom til Folketinget for første gang i 1884 med to mandater, som et lille ekstremistisk protestparti, der forsøgte at omstyrte de etablerede politiske klasser. Partiet blev kløvet på langs af revisionismedebatten (1880-1901) blandt sit Marxistiske ophav. Revisionismen, som fremstillet af Eduard Bernsteins bog fra 1899, var et brud med det voldelige revolutionære islæt, der havde præget den oprindelige Marxistiske arbejderkamp. Socialdemokraterne valgte, frem for at bruge den voldelige revolution, at erobre markedsøkonomien med demokratiet som middel. Udbredelsen af demokratiet, mente de, ville sikre overgangen fra den uforståelige kapitalisme til den foretrukne socialisme.
I 1930’erne ændrede partiet sig essentielt fra at være et dedikeret arbejderparti til at være et folkeparti. Smagen af magten, der tildeles driftige politikere af demokratiet, gjorde, at Socialdemokratiet igen gjorde op med sin fortid, for at øge sin politiske indflydelse under udvidelsen af demokratiet (valglovene blev ændret, og flere fik stemmeret). Fra 1930 til 1982 havde partiet afgørende betydning for politikken ført af staten. Det tog med andre ord mange år, før de sociale reformer, de stigende skatter og den byrdefulde regulering overhalede markedsøkonomiens eminente produktivitet, og førte til et årti med stagnation, arbejdsløshed og inflation.
Efter kollapset af velfærdsstatens guldalder, med Anker Jørgensen i spidsen for Socialdemokratiet, blev partiet chokeret over sit nederlag. Grundlaget for partiet var deres ideologisk motiverede sociale reformer, der skulle munde ud i det retfærdige samfund bygget på socialistiske principper. Den blinde tilsidesættelse af økonomi som videnskab havde været mulig i mange år, fordi udgangspunktet havde været en meget liberal markedsøkonomi med lave skatter, regulering og lille effekt af de kulturelle konsekvenser af deres sociale reformer. Der skulle med andre ord tid, mange reformer og meget høje skatter til at knuse markedsøkonomien som samfundets fremdrift.
Efter 11 år i opposition til Schlüter-regeringen måtte Socialdemokratiet finde nye veje at please sig til magten. Blikket faldt på britiske Labour, der med Tony Blair i spidsen åd en række socialistiske kameler, og indtog en ren interventionistisk politik, eller en “mellemvej” mellem kapitalismen og socialismen. Poul Nyrup sætter sig på statsministerposten i 1993 og markerer Socialdemokratiets politiske kovending fra et socialistisk parti, der ikke havde den fjerneste forstand på statsbudget og økonomi (hvorfor ellers galopperende inflation og statsunderskud op til 1982?), til at omfavne en ny økonomisk model, der ovenpå Sovjetunionens fald måtte erkende, at markedsøkonomien måske alligevel er et godt grundlag for et civiliseret samfund. Heraf den bitre erkendelse at den private ejendomsret er socialt gunstig.
Socialdemokratiet i dag bør ses som et magtsøgende parti, der svæver blidt for demokratiets vinde. Tankegodset er dybt forankret i resterne af socialismen (sejrene på arbejdsmarkedet, nationaliseringen af sundhedsvæsenet, ældreplejen og skolen kan nu ikke afviges), som effektueret i den blandede økonomi, eller på “østrigsk” – interventionismen. Filosofien er nu den, at markedsøkonomien er ganske god, men der er en række af sociale problemer, som man er utilfreds med, og løsningen på disse problemer er statslig indblanding i markedsøkonomien med skatter, subsidier og regulering. Skattepolitik skal føres for at maksimere statens budget, der kan betale for de generøse sociale reformer, men kan også bruges til at dulme smerterne fra de sidste rester af den ideologiske kamp mod markedsøkonomien som individuel belønningsmekanisme.
Socialdemokratiet er hadet af ægte Marxister for at være kapitalismens logrende lakajer, men på trods heraf har Socialdemokratiet i Danmark med korte undtagelser været bannerfører for den politiske debat, siden de kom i Folketinget. Deres middel, demokratiet, til at sikre socialismens udbredelse i Danmark har været massivt succesfuldt. Den demokratiske socialisme har ikke længere til formål at fratage privatpersoner ejendomsretten, som oprindeligt var tiltænkt. I stedet ønsker den demokratiske socialisme at maksimere statsbudgettet, men ikke på bekostning af bæredygtigheden af markedsøkonomien (på meget kort sigt!). Ydermere ønsker de den politiske kontrol med produktionsmidlerne igennem regulering, og at tillade borgerne at eje (nogle af) disse. Ved sidste folketingsvalg (2015) sikrede Socialdemokratiet sig 26,3% af stemmerne, som gav dem 47 mandater i Folketinget.
Politisk program
Det socialdemokratiske politiske program er ret omfangsrigt, så for at reducere indlægget her, vil jeg nøjes med en kort gennemgang af deres fire kerneområder:
- Velfærd
- Sundhedspolitik
- Klima- og miljøpolitik
- Udlændingepolitik
Velfærd
Socialdemokratiet anser velfærd således:
Velfærd er, at vi tager os af hinanden, hvis vi får brug for hjælp. Velfærd er rammerne om vores hverdag og liv i Danmark.
Nærmere betegnet anser S det for at være ordninger, der finansierer skolegang, ældrepleje, hjælp under arbejdsløshed og sygdom.
S anser også fagforeningerne for at give velfærd i forbindelse med overenskomsterne, der har givet barselsordninger, ferie og løn ved sygdom.
S skriver ikke direkte, at alle ordningerne skal betales ved at true borgerne i Danmark med fængsel, hvis de ikke betaler et beløb, som de rettroende S politikere fastlægger egenhændigt. Der er, så vidt jeg kan se, ingen indikation på, at det er skatter, der skal til, for at finansiere alle de velfærdsordninger som S har i tankerne. En søgning på ordet skat under sektionen velfærd giver kun resultater i deres sektion angående deres aversion mod de borgerlige partiers politik.
Efter min mening har S ikke den fjerneste forstand på, hvad velfærd er. Velfærd er et subjektivt fænomen, og hvilke konkrete elementer, der udgør individets velfærd, kan ingen andre end individet selv vide. Det kræver ingen uddannelse i raketvidenskab for at finde ud af, at en uddannelse er (for nogen) en produktiv investering, man kan blive syg, arbejdsløs og gammel. Derfor er det let for den enkelte selv at dække ind for de risici, han opfatter. Man kunne løse alle problemerne ved at lade markedsøkonomien levere lån til betaling for uddannelse, samt forsikringsordninger mod sygdom og arbejdsløshed.
Lån til uddannelse lyder formentlig meget fjernt for den almindelige dansker, fordi det betyder jo, at man skal betale pengene tilbage. Hvem kender ikke historier om, hvor længe det tager at betale studiegæld tilbage? Det er måske værd at indskyde, at vi i det nuværende system også betaler for uddannelsen. I dag betaler alle, der modtager en indkomst, en høj skat. Denne betaling for uddannelsen er dog ikke alene lang, som tilfældet af en tilbagebetaling af en uddannelse er det. Betalingen i Danmark for uddannelse er ikke bare lang, den er livslang. Du slipper aldrig for at betale de høje skatter. Er det en fordel, at du ikke har den fjerneste anelse om, hvor stor en byrde du skal bære, for at betale din uddannelse tilbage? Er det ikke trods alt en fordel at vide hvor stor en sum, du skal betale tilbage efter endt uddannelse, end ikke at vide hvad du skal betale?
En forsikringsordning mod at blive gammel kunne man sikkert også forestille sig, men det virker umiddelbart ikke særligt gunstigt. En forsikring skal dække dig ind mod en risiko, hvor man som enkeltperson indgår i en gruppe, der tilsammen har en statistisk risiko forbundet med en begivenhed.
At blive gammel er ikke en risiko, der er værd at forsikre sig mod. De fleste bliver gamle, eller i alt fald opnår en alder, hvor deres egen arbejdskraft ikke længere kan forsørge dem. Det er derfor latterligt at forsikre sig mod noget, der er højst sandsynligt. Løsningen på alderdomsproblemet er derfor ganske simpelt: Spar penge op. Det er markedsløsningen, der har stået menneskeheden igennem årtusinder. Læg til side til en regnvejrsdag. Det kræver intet stort intellekt at gennemskue denne ordning, lad være med at bruge alle dine penge, læg nogle til side til din alderdom.
Det er meget omfangsrigt at kritisere det bestående såkaldte velfærdssystem, for at angive hvilke reformer, der er nødvendige, for at sikre markedsløsningerne kan vinde frem. Det vil være tilstrækkeligt blot at nævne disse: Massiv reduktion af skatter, afskaffelse af privilegierne til fagforeningerne, afskaffelse af Nationalbanken (genindfør markedspenge, fx sølv og guld) og ophør med statslig regulering af virksomheder.
Sundhedspolitik
Socialdemokratiet mener at sundhedsvæsenet i Danmark giver fri og lige adgang til sundhed. Det giver tryghed at vide at vi hjælper hinanden, når uheldet er ude. Uanset hvad man tjener, hvor man bor, eller hvem man er.
Det var i hvert fald meningen med systemet, bagefter kommer en lang klagesang om hvor mange problemer, der stadig er i systemet, selvom det er blevet bedre de sidste 15 år (hvis man måler på prognosen for kræftsygdomme). S fortæller, at de gerne ser mere lokale beslutninger i forbindelse med sundhedspolitik. De mener også, at centraliseringen er et problem, fordi ældre skal transporteres langt til supersygehusene. Supersygehusene er ikke helt elendige, for det giver mulighed for specialisering. Men problemet er at nærheden og omsorgen går tabt, ifølge S.
Der kommer også nogle tårepersere om Stauning og Steinckes reformer, der basalt set gjorde det, som Obamacare gjorde for få år siden i USA – tvang alle til at betale forsikringspræmie, og tvang alle sygekasser til at acceptere hver forhutlet og dødssyg person som fuldgyldigt medlem. Personer der tidligere havde adgang til filantropi og private hospitaler, blev pludseligt løftet op til at kunne kræve en hvilken som helst behandling, betalt af en forsikringsordning de selv havde fravalgt tidligere for at spare penge.
Hele afsnittet boltrer sig i følelser om nærhed, ømhed, lokale forhold, patientfokus og tid til dit og dat. Det hylder de stolte reformer i 1930’erne og de sociale programmer, der tilrettelægger hvem må få hvilken ydelse. Der er ikke på noget tidspunkt nævnt, at sundhed er et gode på linje med alle mulige andre goder, og prioriteringen af sundhedsudgifter er et individuelt anliggende. Der er heller ikke tale om, at alle de mange ventelister, der rammer mange andre sygdomme end lige præcis den politisk favoriserede kræftsygdom, stadig udgør væsentlige problemer for patienter. Der er en årsag til at S vælger at fremhæve kræftbehandlingen, fordi denne sygdom er politisk opportun at tilføre resurser. Der er mange læserbreve fra sundhedspersonalet, der klager over, at kræftområdet får tilført flere resurser, mens andre områder udsultes. Det må nødvendigvis være sådan i et socialiseret sundhedsvæsen, at nogle får resurser mens andre udsultes. Det er dynamikken i skattefinansiering af sundhed. En patient der bliver syg fører ikke til øget produktivitet, og større udbud, men til interne kampe om en fastsat mængde resurser. Sygdommene konkurrerer heller ikke på patientens egne præmisser, men på politikernes fokus på at behandle “flertalssygdomme” og tage resurserne fra “minoritetssygdomme”.
Mennesker der er blevet udplyndret af høje skatter hele livet, bliver nu sat på venteliste af de “kærlige og omsorgsfulde” socialingeniører, særligt udvalgt af fremsynede og kloge S politikere. Det er vel nok positivt? Dine egne resurser må ikke bruges af dig selv til at efterspørge den behandling, du har brug for, nej, demokratiet skal vælge, om du skal leve eller dø.
Man kan jo også spørge sig selv, hvorfor der er ventelister på speciallæger? Hudlæger, øjenlæger, ørelæger og mange andre har lange ventelister. Psykologer ligeså. Hvad er fælles for alle disse læger? De er aflønnet og dirigeret af det offentlige sundhedsvæsen, der i sin forhippede søgen efter lighed sørger for, at de bedste ikke arbejder flere timer, end de dårligste. De bedste læger bliver naturligvis fundet af patienterne, der flokkes om at få behandling hos den dygtige specialist. Lægen ansøger dermed det offentlige system om tilladelse til at behandle flere patienter end den almindelige normering, men får (naturligvis) afslag herpå, fordi der er ledige tider hos konkurrenten, som kunderne ikke i så høj grad er interesseret i. Pengene rækker jo heller ikke til alting, og derfor er der lagt budget til speciallægerne fra politisk side. Det skal kunderne jo ikke selv bestemme ved deres personlige køb af ydelser. Pengene har de jo heller ikke, dem har kloge og fremsynede S politikere konfiskeret med skattevæsenet. Fordi de er så glade for omsorg og nærhed.
Den lighedsfikserede socialdemokrat er formentlig ikke engang klar over, hvilke konsekvenser det har, når man fra centralt hold fastlægger disse tåbelige kvoter, som alle speciallægerne skal overholde. Hvis en læge er særligt attraktiv for patienterne, så bliver han ikke aflønnet af det offentlige, hvis han vælger at imødekomme efterspørgslen. Man kan så spørge sig selv, hvor længe den speciallæge ønsker at overarbejde gratis.
Et andet problem er naturligvis prisdannelsen af lægens ydelser. Det er naturligt at efterspørgslen bliver maksimal når prisen fastlægges til nul. Det betyder også, at den individuelle prioritering bliver fuldstændigt ødelagt, og alle småskavanker søges udbedret, selvom personen ikke ville have betalt markedsprisen, hvis en sådan eksisterede. Det offentlige system sikrer ødsel brug af resurserne. Fra bureaukratisk side forsøger man med adgangsbetingelser at dæmme op for efterspørgslen for at undgå “for lange” (i politisk regi) ventelister.
Som så meget andet i socialismen kan det offentlige system ikke respondere effektivt på udfordringerne, fordi finansieringen til udbygning af større og større faciliteter og ydelser kræver højere og højere skatter. I et privat finansieret system ville det være let at skaffe finansiering til udbygning af væsentlige faciliteter, fordi profitten ved salg af disse ville være høj nok til at retfærdiggøre investeringer.
Klima- og miljøpolitik
Danmark skal være en grøn stormagt, skriver Socialdemokratiet i deres sektion om klima- og miljøpolitik.
S beskriver pligten for Danmark som bannerfører, fordi vi kan gå forrest (politisk) og vise omverdenen at det kan lade sig gøre (politisk) at producere grøn energi til hele landet. Det kan lade sig gøre at mindske forurening, at tage ansvar for klimaet og at producere fødevarer nok til en voksende befolkning. Danmark har en førerposition i dag, og det skyldes mindst af alt held (modsat den private iværksætter, som skal beskattes maksimalt, fordi han bare er heldig, naturligvis), men i stedet kloge politiske beslutninger fra Christiansborg.
Fremover vil S arbejde for en helt “grøn” energiforsyning (naturligvis ikke inkluderende en økonomisk bæredygtig og “CO2-neutral” atomkraft), udfasning af dieselbiler og flere elbusser. PSO afgiften blev for nylig reformeret, med S som deltager i det politiske arbejde, for at sikre finansiering til den grønne udvikling.
Det er ikke let for mig at kommentere på denne fremstilling, fordi det er så enormt et område. Det bliver derfor kun til nogle få kommentarer. Ikke alle aspekter af miljø- og klimapolitikken kan tilskrives Socialdemokratiet alene. Mange af lovene er vedtaget sammen med andre partier, men mange af de store beslutninger er taget af dem, og er drevet frem af dem.
De største forureningsskandaler i Danmark blev udført af private virksomheder. Enhver, der kender til historien om forureningen (se fx denne DR dokumentar, jeg fandt interessant) i Danmark ved, at selvom det var private virksomheder, der producerede affaldet, så var det staten, der godkendte udledningen til statens ejendom – havene, åerne, klitterne og grundvandet. De østrigske økonomers model for bekæmpelse af forurening på en effektiv måde er fremstillet af Murray Rothbard i hans paper “Law, Property Rights and Air Pollution“. Hovedtesen er ganske simpel: Forurening er overtrædelse af ejendomsretten, og skal medføre ophør af forureningen og/eller godtgørelse af skaderne. For at undgå forurening af “miljøet” privatiseres alle områder, åer og nærliggende have, så ejendomsretten kan bruges til at sikre beskyttelse af produktive områder.
Ville Kærgård klitplantage skandalen være blevet til noget, hvis denne model havde været brugt? Her gav staten den private virksomhed karte blanche til at deponere meget store mængder cyanid, kviksølv og klorerede opløsningsmidler. Disse sivede ud i Vesterhavet i over 40 år, indtil det blev politisk opportunt at dyrke sagen, og spendere millioner af skatteydernes penge på en overfladisk oprensning af området.
Som en lille bonus kan det nævnes, at det var Socialdemokratiet der dannede regering i hele perioden 1953-1968, der godkendte deponeringen af det giftige affald i klitterne. Det glemte de vist at skrive på deres hjemmeside.
Energipolitikken, startet under Viggo Kampmann videreført af Jens Otto Kragh og Anker Jørgensen og perfektioneret af Svend Auken i 90’erne, er en total katastrofe, der venter på at blive erkendt. En præsentation af udviklingen kan ses her.
Det er en meget lang historie, så jeg vil skippe olieeventyret under Viggo Kampmann, og starte med naturgaseventyret.
Den oprindelige idé med et nationalt naturgasnet var en idé født af Socialdemokraterne. Det var jo “vores” naturgas (selvom Socialdemokraterne havde givet Mærsk/DUC eneret på udvinding og produktion af naturgas i al hemmelighed), og derfor skulle naturgassen “komme alle til gode”. I juni 1979 vedtog folketinget Anlægslov for Naturgasforsyning under den Socialdemokratiske mindretalsregering, i chok over oliekrisen. Staten finansierede Dansk Olie og Naturgas med flere skatteyderkroner, der i trin byggede et nationalt netværk af rørledninger, der bragte naturgas ud til centrale og decentrale kraftværker samt private forbrugere i starten af 1980’erne. Man kunne i stedet have ladet markedet være i fred, og ladet markedsdeltagerne finde en produktiv anvendelse af naturgassen, i stedet for at planlægge det centralt og uden at lægge byrder på skatteyderne.
Men sådan skulle det ikke gå. Naturgassen skulle ud til alle husstande, og producere varme i små private naturgasfyr. I 1990’erne under Svend Auken blev der rundt omkring i landet opført nogle “barmarksværker”, decentrale kraftvarmeværker, der var pålagt bruge naturgas (for at hjælpe med at aftage gassen som den politiske aftale i 1979 havde pålagt DONG) til produktion af el til elnettet samt fjernvarme til de lokale husstande. Desværre regnede ingeniørerne forkert på tabene i rørsystemet, og politikerne gættede forkert på naturgasprisen, så disse værker kørte med meget høje varmepriser. Her indførte man naturligvis tilslutningspligten, så det blev de lokale husstande, der ikke kunne skifte til en anden varmekilde, der måtte til lommerne, for at medvirke til at tilbagebetale naturgasnettet og aftage naturgassen. Et var, at man blev tvungen til at fastholde sin tilslutning til varmeværket, men “kontingentet” til varmeværket blev delt op, så halvdelen af varmeregningen bestod i en fast afgift defineret i antal kroner per m². Brugte man andre varmekilder, kunne man dermed kun flygte fra halvdelen af regningen. Jo flere der flygtede, jo højere blev det faste kontingent per m². Smart politisk, frygteligt for de enkelte husstande, der blev stavnsbundet til deres usælgelige huse.
Det grønne energieventyr er ikke alene Socialdemokraternes fortjeneste. De fleste partier i Folketinget har været ivrige støtter til projektet. For helhedens skyld bringer jeg dog lidt mere af energihistorien, for at vise at små uskyldige subsidier kan gå hen og blive store med tiden.
Det grønne eventyr starter under Poul Schlüter med subsidier til vindmøller i det små i 1984 (atomkraft var helt yt fra 1985). Under Poul Nyrup udbygges projektet. PSO afgiften, opkrævet via elregningen, blev indført i 1998, der skulle støtte udbygningen af vindkraft og andre energiformer, der ikke kunne klare sig på markedsvilkår. I de følgende år udbygges vindkraften i Danmark markant. Resultatet af subsidierne blev at markedsprisen på el faldt, og at det gjorde det mindre profitabelt at producere elektricitet på de decentrale og centrale værker. Effekten ramte de naturgasfyrede decentrale kraftværker hårdt, da de havde en højere produktionsomkostning, og mange værker stoppede helt med at producere el. Den tabte indtægt fra elproduktionen blev hentet hos de tilsluttede fjernvarmekunder, der igen måtte til lommerne.
Løsningen var ligetil: Subsidier til elproduktionen i de decentrale kraftvarmeværker (under Anders Fogh i 2005), så de også kunne producere elektricitet med tilskud, ligesom vindmøllerne (her ses en oversigt hvor ca 25% af PSO udgiften betales til decentral kraftvarme). Da Helle Thorning kom til magten i 2011 begyndte udgiften til PSO støtten at stige (se her s. 15), og fordobledes fra 2011 til 2015. Man fik en situation på elmarkedet, hvor kunderne indikerede at de ikke ville købe hele produktionen, mens subsidier gav falske signaler til de subsidierede producenter om at fortsætte produktionen uændret. Udlandsforbindelserne blev herefter brugt mere (og blev udbygget, betalt af samme skatteydere), og førte til at elektricitet, subsidieret af danske elforbrugere, blev sendt til udlandet.
For at overvinde den politisk skabte situation på elmarkedet, blev PSO afgiften lagt om fra elprisen og over på bundskatten (det er reformen, Socialdemokraterne nævner i deres program), for at afkoble subsidierne fra elprisen, for at forsøge at sænke elprisen for forbrugerne og dermed øge det nationale forbrug af den “grønne strøm”, der før “løb over” efter at have udkonkurreret andre danske kraftværker, men også for at forsøge at skjule hvor dyr den grønne omstilling i realiteten er.
Energipolitikken i Danmark har ført til enorme fejlinvesteringer. Investeringer i “barmarksværker”, i vindmøller og i naturgasnettet har alle ført til store tab for de danske forbrugere, og de tilførte subsidier, der har forsøgt at opbygge den politisk ønskede situation med grøn energi, har været så omkostningstung, at mange virksomheder er flygtet til udlandet for at undgå de massive prisstigninger på energi. I samme tempo som udbygningen af den “grønne energiproduktion” pågik, har en sand virksomhedsvandring medført at mange danske virksomheder har slået sig ned i “klimavenlige” lande som Kina, Polen og andre kraftigt kulfyrede områder.
Effekten på klimaet er derfor ganske enkelt den, at virksomhederne er flyttet hen, hvor de forurener mere, end da de lå i Danmark. Det er næsten ikke til at få vejret over tåbelighederne på energiområdet, men ikke desto mindre tror Socialdemokratiet, at Danmark er førende på grøn energi. De fremstiller stolt, at de modtager spørgsmålet “Hvordan gør i?” fra andre lande. I mit verdenssyn er spørgsmålet nærmere “Hvordan slipper i af sted med denne gigantiske fadæse, år efter år, og bliver genvalgt på det?”
Danmark er rigtigt nok førende i verden i at styre energimarkeded politisk – men som jeg har forsøgt at vise, er vi i praksis førende i energiidioti.
Udlændingepolitik
Ifølge S gælder følgende om udlændingepolitikken:
Danmark har brug for en samlet udlændingepolitik, der både er retfærdig og realistisk, og som kan samle Danmark.
S fremstiller meget realistisk, at der er to ønsker til indvandringspolitikken, som skal balanceres. På den ene side skal der tages hensyn til, hvor mange der kan integreres i Danmark, mens det på den anden side er en pligt at hjælpe mennesker på flugt. Ifølge S er man ikke et dårligt menneske, fordi man ønsker at beholde sit land, sådan som det er, og man er på den anden side heller ikke naiv, hvis man ønsker at hjælpe andre. Et kompromis synes nærliggende.
Den nuværende situation er vanskelig, siger S. Mange er på flugt. Men der er også mange, der ikke er på flugt fra fra krig eller ufred. De søger forståeligt nok en bedre tilværelse på vores side af kloden, og S nævner klimaforandringer og befolkningsfordoblingen i Afrika som det næste.
Derfor er der brug for, at vi løfter blikket, og sætter det lange lys på, og finder en politik, der samler Danmark. S mener tilsyneladende, at det er muligt at finde en sådan politik. De mener ydermere, at det vigtige er, at beslutningerne tages særligt langsigtet og med et stort flertal bag. Umiddelbart lyder det som det værste forslag. Et forslag hvor der er bred enighed betyder netop, at man sigter på at lade den mindste minoritet blive belastet. Idéen om at samle Danmark lyder som en eufemisme for at beordre befolkningen i geled, så de følger politikken. En politik som denne gang ikke bliver en dundrende fiasko ligesom resten af fortidens idiotiske politiske beslutninger. Et eksempel er energipolitikken som omtalt før – vedtaget med brede flertal, og de største udgifter blev endda vedtaget i et enstemmigt folketing. Det forhindrede blot ikke beslutningen i at være gennemført idiotisk og destruktiv. Det er næsten en lovmæssighed, at de forslag der nyder størst støtte i Folketinget, er de, der har den største destruktive kraft. Ganske enkelt fordi de ikke bliver omstyrtet, og fordi politik generelt er et tabsgivende spil for markedsøkonomien og individets mulighed for at klare sine problemer.
S foreslår at sætte et loft på, hvor mange der må komme ind. S vil hjælpe flere, fordi de ikke kan acceptere, at mennesker drukner i Middelhavet (modig udmelding fra S, det næste bliver vel, at de er imod at kaste bomber på civilbefolkninger). Til slut vil S også sikre, at der ikke kommer mere end 30pct ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i en klasse. Flere skal også bidrage til det danske samfund. 37 timers pligt til at arbejde skal indføres for indvandrere på kontanthjælp eller integrationsydelse.
Til slut kipper S med hatten til de, der har opdaget, at S igen er ved at reformere sine synspunkter. Det forklares med, at verden er i forandring, og fordi Danmark har brug for en sammenhængende og langsigtet indvandringspolitik.
Jeg synes faktisk, at det er ret flot at S, efter kun 36 år fra fadæsen blev grundlagt i 1983, har indset, at det er urealistisk at lade alle komme herop og modtage velfærdsydelser. Tænk på, at det tog dem 52 år fra 1930 til 1982 at indse, at den version af den demokratiske socialisme som de havde taget til sig, var dysfunktionel og destruktiv. Det er faktisk en stor forbedring fra et af de største partier i Folketinget.
Det mest groteske ved forslaget er, at S rent faktisk holder fast i deres holdning om, at en indvandringspolitik skal fastlægges af staten. De ser selv, at der er to forskellige synspunkter, der skal tages hensyn til, mens de ikke ser, at begge synspunkter kan respekteres ved meget simple frivillige foranstaltninger. Foranstaltninger som ikke kræver store bureaukratier og politiske aftaler.
Punkt 1: Enhver der ønsker at huse indvandrere og hjælpe flygtninge, må gøre således for egne penge og resurser.
Punkt 2: Enhver der ikke ønsker at huse indvandrere eller flygtninge, har ret til at nægte dem adgang på de arealer man ejer, samt at nægte at samarbejde med dem.
Jævnfør punkt 1 skal hele velfærdsstaten lægges øde. Ingen indvandrer må modtage penge, der er taget fra skatteyderne, men modsat er det også illegitimt at tage penge fra en dansker, der hellere vil bruge pengene på at hjælpe en indvandrer. Derfor skal skattevæsenet afskaffes, for at sætte mennesket fri til at associere med de personer man ønsker, og støtte en løsning af de sociale problemer i den udstrækning og på den måde man ønsker. Tjener du din legitime indkomst via markedet (eller modtager den som en frivillig gave), så er det op til dig selv at anvende pengene, som du ønsker (så længe du ikke overskrider en andens ligeledes legitime ejendomsret). Det er ikke legitimt, at en anden person kan bestemme over, hvad du frivilligt har tjent i markedet. Hvis man har andre ønsker, kan man starte med at bruge sine egne penge, og opfordre andre til at følge med.
Det foreslåede system er individualiseret og privatiseret. Det er ganske enkelt ikke en politikeres opgave at definere for andre, hvem man vil samarbejde med, hvem man vil dele velgørenhed med, eller hvor det skal foregå. Politikerne er blot parasitter og diktatorer i den sammenhæng. Hvis en person ønsker at sammenlægge sine resurser med andre for at skabe en organisation, der tager sig af flygtninge, så er det deres ret at gøre således. I indvandringssammenhæng betyder det også, at de der ønsker at hjælpe udlændinge, påtager sig risikoen i den forbindelse. Hvis samarbejdet går i vasken, så er det også organisationens ansvar at finde et nyt sted, hvor udlændingen kan opholde sig. Det siger sig selv – man kan ikke bare lade personen gå ud af organisationens bygning og lade andre bære ansvaret, hvis ikke de selv vil. De må sørge for den person, de har taget ansvar for.
Omvendt kan det ikke forhindres, at arbejdsgivere tager udlændinge i deres medarbejderstab, og betaler dem løn som alle mulige andre. Hvis nogen vil udleje bolig til personen, kan denne gøre således, eller købe et hus hvis nogen ønsker at sælge til vedkommende. Arbejdsgiveren kan også vælge at afholde disse udgifter. Det er ikke essentielt forskelligt, om det er en privatperson, en organisation eller en virksomhed, der påtager sig ansvaret for integrationen af personen i samfundet. Vi har masser af eksempler på gode mennesker, der kommer hertil, som falder ind og klarer sig udmærket her. Problemet opstår altid i forbindelse med ansvarsløsheden, der følger med politiske beslutninger. De problemer der opstår med udlændinge, bærer tydeligt præg af, at de personer der oprindeligt ønskede at hjælpe udlændinge, ikke selv har noget ansvar for at sørge for, at udlændingene klarer den heroppe. Oftest tørres regningen af på skatteyderne samt visse områder i landet, der udvælges politisk til at bære byrden af den nye kultur, der kommer hertil.
Sjældent ser man overlap mellem området udvalgt til kulturberigelse og den politiske elites bosteder. Det er meget let at være politiker og love andre menneskers penge og hjem væk til at huse udlændinge. Mennesker som ikke engang har direkte mulighed for at stoppe overgrebet på deres hjem og ejendom, hvis der opstår problemer.
Stem på Socialdemokratiet
Hvis du er typen der:
- Lader dig smigre af følelsesladede argumenter om kollektive ordninger, beskrevet med eufemismer
- Vægter lighed over økonomisk frihed
- Kan lide fagforeningerne
- Kan lide demokrati
- Kan lide at staten blander sig i økonomien
- Synes at ejendomsretten er OK, men ikke ukrænkelig
Så er Socialdemokratiet anno 2019 lige noget for dig!