Skader besparelser i DR danskheden?10 minutters læsning

For nylig er der kommet en politisk aftale om, at DRs budget skal reduceres med 20pct over de kommende 5 år (i forhold til de planlagte budgetter), og at betalingen til DR fremover vil foregå via indkomstskatten, ved at reducere personfradraget. På almindelig socialdemokratisk vis er byrderne distribueret efter politisk korrekthed – iflg. aftalen skal “de svage” betale mindre, eksempelvis pensionister og handicappede.

I samme forbindelse har Signe Munk på sin blog på Jyllands-Posten skrevet et indlæg om, hvordan en reduktion af DRs budget skader danskheden.

Signe Munk bringer adskillige emner på banen, men hendes bekymring drejer sig mest om kulturbevarelse. Signe skriver, at hun er bekymret for besparelsen i DR, for med danskernes forskellighed, hvordan skal vi kunne fastholde en fælles kultur, uden et stærkt DR?

Signe Munk bekymrer sig om hvad der kan holde danskerne sammen, når landet bliver mere og mere forskelligartet. Nye mennesker kommer til fra andre lande, indkomsterne er forskellige danskerne imellem, og etnicitet og religiøsiteten er ligeledes også under forandring. I mine ører lyder hun lidt konservativ, men hendes løsning på problemerne er den typiske bureaukratiske en af slagsen: For at understøtte danskhed, så skal DR have en pose af skatteydernes penge. I Signe Munks verden virker det til, at der er en vis mængde danskhed, som kan bevares, ved at fortsætte at subsidiere DR. Reducerer politikerne budgettet i DR, så spares der på det som støtter danskheden.

Signe Munk begår den klassiske fejl, som langt de fleste politisk korrekte er tilbøjelig til at begå. De kæder DR sammen med kultur og danskhed, og i deres verdensbillede er det nødvendigt med eksperter (læs: politisk forbundne bureaukrater, med de politisk korrekte meninger, der støtter det danske socialdemokratiske regime) der kan skabe mediestof, der sørger for, at understøtte deres opfattelse af, hvad der er rigtig dansk kultur. Den fundamentale fejl er, at subjektive emner såsom “danskhed” og “kultur”, ikke opstår fra toppen, ikke skal fastholdes i en særlig tilstand (Hvor er vi dog heldige! Lige præcis nu er danskheden fuldstændig optimal, og enhver ændring skal bekæmpes!) men har været en bevægelse der er startet i det almindelige borgerlige samfund, hvor normer og sædvaner langsomt bliver til generelle ditto. Kulturen er altid i bevægelse, da den følger med menneskets behov og verdensopfattelse i en verden, der er i konstant forandring. Se blot på sproget igennem tiden.

I det hele taget er det også ganske overfladisk, hvis argumentet er, at der findes een ægte dansk kultur, og den må ikke forandres, nogensinde. Jeg er sikker på, at Signe Munk ville give mig ret i, at der er stor forskel på en sønderjyde og en københavner, når det kommer til normer, sædvaner og andet der ligger i kulturen. Særligt hvis man følger deres dagligdag vil det være tydeligt.

Man kan jo stille et simpelt spørgsmål: Er det medvirkende til bevarelsen af “danskheden”, at tvinge sønderjyden til at finansiere et politisk korrekt DR, der er lokaliseret i København?

Der kan ikke spares i DR

Et af punkterne som Signe Munk særligt irriteres over er, at der tydeligvis ikke findes noget sted at spare på DR, uden at det går ud over danskheden. I spareplanen skal der spares 700 mio. kr. på DR.

For at belyse emnet lidt nærmere, kan følgende liste af TV-kanaler være behjælpelig (tallene i parentes er de i 2015 estimerede driftsudgifter i mio. kr., se s. 17):

1. DR1  (1.584)
2. DR2 (461)
3. DR3 (265)
4. DR Ultra (187)
5. DR K (110)
6. DR Ramasjang (70)

Udover disse kanaler, findes der også et sæt radiokanaler som DR driver:

1. DR P1 (199)
2. DR P2 (60)
3. DR P3 (96)
4. DR P4 København (P4 samlet: 361)
5. DR P4 Bornholm
6. DR P4 Esbjerg
7. DR P4 Fyn
8. DR P4 Midt og Vest
9. DR P4 Nordjylland
10. DR P4 Sjælland
11. DR P4 Syd
12. DR P4 Trekanten
13. DR P4 Østjylland
14. DR P5
15. DR P6 Beat
16. DR P7 Mix
17. DR P8 Jazz
18. DR LB

Og naturligvis websiden dr.dk (191)

Signe Munk trækker også nogle argumenter frem, der ikke er relevante for diskussionen. Hun diskuterer kvaliteten af de producerede udsendelser, hun taler om deres internationale anerkendelse, intelligens, meningsfulde udsendelser og den historiske læring. Disse argumenter er irrelevante af den simple årsag, at kvalitet er subjektivt. Det bør være frit for den enkelte at vælge, hvilken kvalitet man ønsker at betale for.

Jeg er eksempelvis meget uenig i hendes kvalitetsvurdering af det arbejde DR laver, særligt det historiske makværk, DR havde tilstrækkelig arrogance til at kalde “Vores Danmarkshistorie”. Her var ingen kritik af kongehuset, ingen tid blev brugt på at nævne at kongen undertrykte befolkningen, beskattede den for at finansiere sine tåbelige krige. Al udvikling i retning af centralisering af magt (“hvordan et folk blev til et folk”, er i mine øjne et komplet vanvittigt slogan, særligt fordi magtskabelsen slet ikke diskuteres) blev præsenteret som positiv. Ingen tid blev afsat til at diskutere skatteoprørene, ingen tid blev afsat til at diskutere strømninger i samfundet, udover kongehusets. Når den tyranniske danske konge klokkede i sine egne affærer, og mistede magten over bønderne, lød det som om hele befolkningen stod værre, da de kom under en svensk tyran, i forhold til da de var under en dansk tyran. Den slags propaganda vil jeg gerne være fritaget fra at finansiere, og jeg under alle andre den samme valgmulighed.

Samtidigt ønsker jeg også, at Signe Munk har mulighed for frit at betale for den slags historiefortælling, der gør hende tilfreds.

Nu skal jeg i øvrigt også passe på ikke at lave et fint selvmål, ved at påstå, at der kan spares i DR, fordi de bruger penge på mange områder, samtidigt med, at jeg påstår, at kultur er et lokalt fænomen, der ikke kan centraliseres. Det er et dårligt argument for besparelser i DR. Sådanne argumenter vil bare føre til yderligere budgeteksplosion og dermed større licensbetaling, som er det modsatte af det ønskede mål.

Argumentet jeg vil føre, som forhåbentlig ikke kommer bag på læserne, er, at DR ikke skal finansieres over skatten, eller ved at få privilegier af nogen art. DR, hvis man ønsker at navngive en radio og TV-station således, skal have lov at hvile i det frie marked i konkurrence med alle andre udbydere, der tilbyder deres services, uden at true med skattevæsen, fængsel eller politi.

Kort sagt, kritikken af DR er ikke, at det er en centraliseret organisation, men at den finansieres sådan som den gør. Uanset hvilket ædelt formål man end måtte udse til DR, så kan det under ingen omstændigheder accepteres, at DR finansieres ved at true fredelige mennesker. Det er absolut forkasteligt.

Borgerne skal være frie til at købe de TV-pakker som de ønsker, ingen må true dem til at finansiere TV eller noget andet. Hvis de tvinges til dette, subsidierer de i virkeligheden blot andres subjektive opfattelse af, hvad der er ægte danskhed. I DR er det i dag muligt at leve af andres produktion, uden selv at yde noget målbart produktivt til gengæld. Det skaber også en selvretfærdighed, at man er fritaget for at henvende sig til kunderne, men at man kan nøjes med at gentage politisk korrekt stof, som gør chefen (politikerne) glad. Kunden behøver man ikke at gøre glad, kunden skal betale uanset. Man behøver derfor ikke at interessere sig for, hvad kunderne ønsker, men kan nøjes med at interessere sig for, hvad politikerne ønsker. I den alliance mellem politiker og offentligt ansat, kan man hæve sig over masserne, og bruge deres penge på sin egen karriere og lyster.

Kultur, liberalisme og samfund

Et af de bærende elementer i den liberale filosofi er, at samfundet selv kan finde ud af at arrangere sine affærer. Påstanden er, at borgerne i samfundet er de vigtigste. De har rettigheder der skal respekteres, og deres personlige værdier og ønsker, såfremt de er fredelige, er det som samfundet kan bygge på. Kultur anses ikke som ligegyldigt. Det er vigtigt at understrege, for der findes visse, efter min mening meget forvirrede, liberale, der skøjter let hen over kultur, og siger, at det vigtigste er den økonomiske frihed, således man kan købe hvad som helst, uden at andre blander sig i det.

Det er efter min mening ikke en frugtbar udlægning af liberal filosofi – jeg mener, at det er afgørende vigtigt, netop for udviklingen af en sund og bæredygtig kultur, at de liberale principper følges, med særlig vægt på at liberalismen ikke anbefaler dig at være ligeglad med det samfund, du omgives af. I stedet bør du indleve dig i det, og lytte til de som har noget klogt at fortælle, og forsøge at argumentere for dine egne synspunkter. Selvom vi alle blev frie mennesker i samfundet, vil det til alle tider være nødvendigt med det personlige engagement i samfundets udvikling, særligt hvis man har noget fornuftigt at bringe til debatten.

Kultur opstår ved samkvem mellem mennesker, det opstår ved at mennesker mødes og diskuterer deres synspunkter og overvejelser om livet, moral og etik. Den liberale filosofi skal derfor ikke ses alene som en streng økonomisk frihed, men skal i stedet ses som en gennemsyrende livsopfattelse, der også involverer kultur på lige fod med alle andre kategorier i samfundets dynamik.

Kultur, der får lov at udvikle sig, hvor mennesker mødes frit og argumenterer frit for deres standpunkter, er den liberale kultur. Det er essensen i budskabet, når jeg påpeger, at et skatteyderfinansieret DR aldrig burde være opstået. DR er opstået på et fundament af tvang – ikke på et fundament af ligeværdige parter med fælles interesser med friheden til at sige nej og skabe deres eget. Den kultur som DR bærer på, er en pervers kultur, der ved hver lejlighed bruger sin hypnotiserende magt til at gentage de socialdemokratiske floskler, så lytterne lulles til at tro, at licens er noget, vi giver til hinanden, eller at offentlige hospitaler, der er finansieret ved at true borgerne med fængsel, kan kaldes velfærd.

Netop fordi kultur er så vigtigt for et succesfuldt samfund skal DRs skattefinansiering ophøre. Fuldstændigt. Der skal afsættes 0kr på finansloven til DR. Et liberalt samfund har stadig vigtige landvindinger at gøre, så længe det største nyhedsorgan er finansieret med tvang. Det burde slet ikke være nødvendigt at skrive, men jeg frygter at pointen ikke vinder frem, hvis den ikke gøres eksplicit.

Liberal kulturudvikling i medieverdenen

I et liberalt samfund, vil der være forskellige udbydere, der forsøger at opnå kundernes frivillige betaling for sine ydelser. Såfremt det er frivilligt at fravælge at betale, så er det muligt at sige, at producenterne producerer værdi, i det omfang de har overskud. Hvis det der produceres ikke er af acceptabel kvalitet, hvis indholdet er skudt ved siden af, eller hvis prisen ikke er tilstrækkelig acceptabel, så vil kunderne fravælge produktet. Det er i sig selv ikke noget præcist feedback, det fortæller ikke på en positiv facon hvad producenten skal producere for at gøre kunderne tilfreds. Det er blot det minimale økonomiske feedback. Hvis producenterne vil vide mere om kunderne, må de forsøge at lokke kundernes lyster ud af dem.

Den frivillige betaling er blot et minimumskrav, det gør det muligt for kunderne at beskytte deres midler mod misbrug. Der findes i menneskesamfund intet perfekt system, men der findes forskellige grader af egnethed: I et liberalt samfund vil medierne forsøge at behage kunderne ved at producere det, som kunderne ønsker. Feedbacket giver dog den profitsøgende producent mulighed for at justere budget og kvalitet hele tiden, således pris og kvalitet bedst muligt falder i kundernes smag. Den frivillige betaling viser, hvor mange penge der er profitabel at investere, den viser om det producerede er i overensstemmelse med den kombinerede individuelle prioritering i samfundet. Hvis indtægterne ved salg af udsendelsen ikke dækker udgifterne til produktionen, så har samfundet signalleret, at resurserne der blev brugt på udsendelsen kunne være brugt et bedre sted. Det sørger for at holde producenten i stram snor, og for at undgå tab må producenten derfor altid interessere sig for sine kunders ønsker.

Da kulturen, jævnfør ovenstående sektion, er en udefinerbar størrelse og under konstant forandring, så er det vigtigt at kunderne har mulighed for at sige nej tak til at betale. Når DR producerer noget, så har de ikke andet feedback, udover hvor mange der har set deres udsendelse. Dette feedback fortæller ikke DR om udsendelsen var udgiften værd – eller om pengene er spildt på udsendelsen. Det fortæller dem blot, at en TV-seer, der ikke afkræves betaling for denne specifikke udsendelse, valgte at bruge sin tid på at se udsendelsen, frem for at foretage sig noget andet.

Seeren vælger dermed ikke hvor mange midler det var profitabelt at spendere på produktionen af udsendelsen, men vælger blot at se udsendelsen og bruge tiden på det. Udsendelsen er blevet betalt med skatteydernes penge, og seeren har nu kun en omkostning: tid. DR kan, ud fra deres feedback, slet ikke vurdere om de skulle bruge flere penge på udsendelsen, eller færre penge på udsendelsen. Der er ikke et økonomisk feedback, ingen profit- og tabsregnskab at opveje udgifter med indtægter. Uden dette vitale økonomiske feedback kan intet budget vurderes at være værdiskabende eller -forringende.

Fordi seeren kun tager stilling til tidsforbruget ved at se udsendelsen, og ikke den reelle omkostning i penge, vil det altid være muligt for DR at bryste sig af, hvor populære deres udsendelser er. DR henviser gerne til statistikken over hvor mange der har set udsendelsen, og bruger det som prydfjer, når de skal legitimere deres fortsatte virke. Det er økonomisk nonsens at argumentere således.

Det overser fuldstændigt det elementære problem med offentlig drift. Seeren, der ikke har mulighed for at undgå at betale for udsendelsen, vælger at se den, når hans relevante omkostning blot er, hvad han ellers kunne have foretaget sig i tiden som udsendelsen opsuger. Det betyder ikke at DRs budget er legitimt. Hvis DR ønsker at legitimere deres budget, kunne de vise hvor mange udsendelser, der har været overskudsgivende, der rent faktisk er betalt frivilligt for. Det er derfor ikke et kvalitetsstempel at henvise til statistik over seertal, det er demagogiske tricks for at legitimere DRs fortsatte udplyndring af skatteyderne.