Skal det kunne betale sig at arbejde?12 minutters læsning

I den forløbne uge har indenrigsministeriet informeret om en midlertidig lov, der midlertidigt øger ydelsen for mennesker, der har ramt kontanthjælpsloftet, eller er på integrationsydelse.

På siden beskrives den midlertidige ydelse således:

Det månedlige børnetilskud udgør 700 kr. pr. barn pr. måned for forældre på de laveste ydelser, 600 kr. pr. barn af enlige pr. måned og 550 kr. pr. barn pr. måned for de øvrige i målgruppen. Derudover får enlige forsørgere et supplerende tilskud på 650 kr. månedligt uafhængigt af antallet af børn. Tilskuddet gives til børn i alderen 0-14 år. Det vil fx betyde, at en enlig mor på kontanthjælp med to børn i alderen 0-14 år vil kunne få op til 1.850 kroner ekstra skattefrit om måneden.

Argumenterne for at indføre ydelsen er, som sædvanlig, kampen for børnefamiliernes kår, kampen mod den stigende ulighed, kampen mod fattigdom og særligt kampen mod at børn vokser op i fattigdom. En højere ydelse fra staten er løsningen på disse problemer. Op til 1850kr ekstra om måneden er tilsyneladende et godt tiltag ifølge partierne (Ø, SF, S, RV) bag aftalen. Det smager lidt af tiden under Thorning-regeringen, der afskaffede kontanthjælpsloftet som et af deres første politiske tiltag.

I den borgerlige fløj (særligt på Mikael Jalvings blog på JP) har der lydt kritik af denne nye ydelse, fordi det mindsker incitamentet til at tage et arbejde. Højere ydelser på offentlig forsørgelse udgør en konkurrent til lønnet arbejde, som de borgerlige anser for at være vigtigt. Ind i mellem bliver dette synspunkt fremsat med udsagnet “Det skal kunne betale sig at arbejde” (og den vending bruger den gode Jalving også).

Det udsagn delte jeg stor sympati for i meget af mit liv. Som omtalt tidligere har jeg, så længe jeg kan huske, haft en stærk følelse af, at det er meget vigtigt at kunne klare sig selv. For mig betød det at arbejde. Derfor delte jeg stor sympati med synspunktet som fremsat af den borgerlige fløj.

I de senere år er jeg blevet mere skeptisk over den måde, som det fremstilles, hvornår det kan betale sig at arbejde. Mine studier af de østrigske økonomiske teorier med deres store fokus på den subjektive værditeori har gjort, at jeg har tænkt lidt nærmere over det. I almindelig forstand bliver det typisk fremstillet sådan, at hvis der er et par tusind kroners forskel på offentlige ydelser og et konkret lønnet arbejde for personen, så mener man, at det “kan betale sig at arbejde”. Men det mener jeg er forkert. Idéen om at man kan sige, at ved en specifik indkomstoverførsel, så kan det betale sig at arbejde, er fiktion.

Jagten på den optimale overførselsindkomst

Hvad er det, der gør, at vi gider at bruge vores knappe tid på at arbejde? For at bytte fritid med arbejde kræver det, at mennesket vurderer, at det bibringer en værdiforøgelse af sit liv. Menneskets handling er rettet mod at forbedre sin tilværelse eller for at undgå skade på samme. For vurderingen af det specifikke job er der flere faktorer, der gør sig gældende. Hvor hårdt er jobbet? Hvordan føles tabet af energi og tid? Et job betaler en indkomst, og hvordan føles det tillæg til indkomsten? Der er derfor tale om adskillige elementer, der tilsammen skal give mennesket en opfattet fordel, en følt forbedring af sit liv.

Det er individuelt, hvilken indtægt der er høj nok til at man søger et job. Dernæst føles belastningen ved det samme job forskelligt fra person til person. Der er heller ikke et standard job, alle kan søge. Det vil også være forskelligt fra person til person, hvor værdifuld fritiden føles. En indkomstoverførsel der har den samme tilskyndelse for hver person til at søge job findes ikke, medmindre man kan individualisere den. Det forsøges også lidt med grupperinger af de forsørgede: Der er de enlige forældre, der er samlevende forældre, der er enlige, der er samlevende uden børn osv. I velfærdsstaten er der forskellige beløb til hver gruppe, men bare fordi man er medlem af en gruppe, har man ikke per automatik samme subjektive værdiopfattelse af de elementer, der udgør jobovervejelserne. Problemet er dermed ikke løst med de eksisterende grupperinger.

Det er ikke uløst blot fordi, det er kompliceret at sammenfatte alle de mange personernes værdiopfattelser, og skrive så detaljerede love, men i stedet fordi det er umuligt at uddrage en persons værdivurdering, uden at lade dem handle frivilligt på alternativer. Økonomen skal kunne læse tanker og følelser fra alle samtidigt, for at kunne få en idé om den nuværende værdiopfattelse hos individerne. Opgaven er derfor fra et analytisk synspunkt umulig. Men i stedet for at give op falder økonomen tilbage på det velkendte fænomen fra naturvidenskaben: Det kontrollerede eksperiment. Udkommet af eksperimentet er den optimale overførselsindkomst, eller “et godt tal”, der bruges til at styre, hvor mange der søger job i stedet for at blive på overførselsindkomst.

De der er kommet frem til “det gode tal”, har formentlig været meget dygtige til at skrive artikler og benytte den nyeste statistiske metode for at komme frem til et nogenlunde præcist tal, som har vist sig at have en effekt på jobparate ledige. Jeg har ikke undersøgt, hvordan disse metoder anvendes, eller hvem der har anvendt dem, eller på hvilken data de er anvendt – men på trods af det, så går jeg ud fra, at de har bedrevet et hæderligt stykke arbejde i processen for at afdække den optimale overførselsindkomst.

Problemet er ikke tallet. Problemet er idéen om, at der findes et tal, der kan bruges. Hele udredningen hviler på det forfejlede grundlag, at man kan måle værdi med penge. Ofte er det forårsaget af en teoretisk retræte. Økonomen ved udmærket godt, at værdi er subjektivt. Alligevel kan han ikke lade være med at bruge penge som et objektivt mål, fordi der ikke er andet målbar data til rådighed. Fadæsen består ind i mellem i, at man griber til det mindst ringe i et forsøg på at gøre noget. Hvad kan staten bruge økonomer til, hvis de ikke engang kan fortælle os, hvor høje de sociale ydelser skal være, uden at det i nævneværdig grad påvirker budgettet, personens arbejdsindsats, skatteopkrævningen osv?

I stedet for at give op og sige, at der ikke er noget fundament i økonomisk teori, der kan bruges til at finde den optimale indkomstoverførsel, så tyer økonomerne til forsøget, for at indgå i arbejdet med staten som arbejdsgiver. Jeg forestiller mig, at nogle af dem tænker ca. således: “Selvom jeg godt ved, at det er meget tvivlsomt, at man kan måle værdi med penge, og derfra springe til at afdække en hel befolkningsgruppes incitament til at arbejde, så kan jeg godt lege social ingeniør og lave statistiske analyser, som giver et tal vha. matematik og statistik.”

Det svarer nogenlunde til en gammel joke jeg kender (formentlig fortalt af en ingeniør):

En matematiker og en ingeniør får stillet den samme opgave. Opgavestilleren stiller en flaske vand til hver deltager på gulvet, og foran fødderne på hver af deltagerne trækker han en streg. Opgaven går ud på følgende: Det gælder om at komme hen til vandflasken, men for hvert skridt deltageren tager, må han kun bevæge sig halvdelen af den resterende afstand hen til flasken. Dvs. hvis der er 2m hen, må første skridt være 1m, næste skridt er der 1m tilbage og skridtet her må højst være 0,5m, osv.

Matematikeren udbryder straks: “Opgaven er UMULIG! Jeg kan aldrig nå hen til flasken!”.
Ingeniøren lægger hovedet lidt på skrå, tager et par skridt efter reglerne, og bøjer sig frem for at samle flasken op.

Pointen er, at det gælder om at bruge lidt praktisk snilde, for at få virkeligheden og matematikken til at løse problemerne. Det er netop ingeniørens job i teknikkens verden.

Økonomens velvillige bøjning af den rigide økonomiske teori gør, at han finder frem til et relativt sobert tal, som måske har været rimeligt sobert for den periode, som han har sit statistiske materiale fra. Det kan sågar være, at tallet er rimelig sobert for den periode, som der betragtes fremover. Da tallet ikke er universelt gældende, fx pga. subjektive opfattelser af værdien af egen fritid, så vil der være en gruppe mennesker, som kræver større pengesum for at tage et arbejde, og en anden gruppe, der gerne vil tage et arbejde for den pengesum. Nogle vil ikke søge arbejde, og andre vil. Og i en anden tidsperiode er tallet igen et andet. Hele tiden må nye forsøg skydes af, for at finde frem til dette magiske tal i en uendelighed (fordi markedet og dets deltagere ændrer sig). For at give et tidssvarende datagrundlag for økonomens matematisk-statistiske metode, må staten hæve og sænke ydelserne med jævne mellemrum.

Hvor mange penge skal samfundet bruge på sociale ydelser?

Problemet er, at det ikke løser samfundsopgaven, at finde et tal der indikerer, hvor store indkomstoverførslerne skal være til den enkelte, for at sørge for, at et vist antal mennesker (og hvem har ret til at sige, hvilket antal er det korrekte?) vælger arbejde frem for offentlige ydelser. For det er slet ikke det tal, der er afgørende. Det økonomiske spørgsmål, som kun markedsøkonomien kan besvare, er, hvor mange mennesker er det optimale at forsørge med sociale ydelser? Hvor mange penge af samfundets økonomi er det optimalt at bruge på sociale ydelser? Hvem skal have de sociale ydelser og i hvilken udstrækning? Hvor mange velgørende organisationer skal der være? Hvilke metoder skal bruges til at vurdere, hvem der skal have sociale ydelser?

Beslutningen om hvor stor en gruppe, der skal have økonomisk incitament til at tage et arbejde, bør ikke ligge på en embedsmand eller politiker, der beslutter hvor skatteyderens penge skal forbruges. Den liberale tanke er, at beslutningen om hvor mange penge og til hvem de skal gives, ikke skal hvile på enkelte personer, der bruger ufrivillig finansiering til betaling, men i stedet på det frivillige samarbejde i markedsøkonomien. Når vi indgår i det frivillige sociale netværk, så opstår der spontane løsninger på samfundets udfordringer. Disse spontane velfærdsløsninger, som ingen har det fulde ansvar for, er et resultat af hver enkelts beslutning i forbindelse med donation til velgørende organisationer eller mere nær hjælp til familie eller venner samt iværksætteres idéer og planer som ført ud i livet. Summen af donationerne giver svaret: Så mange af samfundets resurser skal ydes i socialhjælp. Hver person har derfor et lille ansvar, som er både personligt men også overskueligt. I den liberale tanke behøves ingen central planlægger, intet overvældende stort geni der skal træffe beslutningen og opbygge sindrige juridiske konstruktioner. Vi behøver bare frihed til at organisere os, og til at bruge vore resurser som vi ønsker.

Det er ikke i overensstemmelse med den liberale ånd at give en lille skare af mennesker ret til at opkræve skatter (brud på ejendomsretten) og centralplanlægge (manglende brug af tilgængelig markedsinformation) ydelsernes udformning, størrelse og hvem der skal modtage dem, som erstatning for at lade frie mennesker indgå aftaler om samarbejde. Det ødelægger samfundets liberale fundament, når diskussionen udelukkende går på, hvor store ydelserne skal være, og hvem de skal gives til. Diskussionen bør i stedet føres over på, at det gælder om at bekæmpe det statslige maskineri, der umenneskeliggør sine klienter, udnytter sine donorer og skaber splid mellem alle, fordi den kun tillader en eneste løsning i hele Danmark.

De svage i samfundet er individer, og bør behandles som sådan. Ikke som en grå masse af mennesker, der skal stoppes ind i det samme juridiske maskineri. Groft sagt, så må de få så mange penge, de kan indgå aftale om af frivilligt finansierede velgørende organisationer, venner og familie – men ingen skal have ret til en krone af skatteydernes penge. Ellers bliver skatterne hurtigt høje, bureaukraterne fanger både klienter og skatteydere i et ræs for at maksimere deres budget, og den situation blokerer en liberal løsning.

Løsningen er frihed for alle

I stedet for at se på de sociale ydelser som et statsligt anliggende, som uundgåeligt skaber splid, diskussion, uoverensstemmelse og fører til politiske bevægelser, der bruger skatter som middel til deres velmenende mål, skal diskussionen drejes over på frihed. Frihed til at vælge hvilke kriterier, der skal bruges til at støtte dem, man vil støtte. Frihed til at donere sine penge til en velgørende organisation, der hjælper dem, som man finder empati for. Frihed til at donere penge til dem, der benytter en virksom metode til at opnå de mål, som du ønsker at opnå. Frihed til at starte sin egen organisation der kan tiltrække donationer og støtte.

Det er ikke statens løsning, der skaber fred, og frembringer succesfulde sociale programmer. Det skaber afhængighed, splittelse og social utilfredshed. Det er let at forstå, at vi ser forskelligt på forskellige grupper i samfundet, og det er også let at forstå, at rettigheder til sociale ydelser skaber en afhængighedskultur, hvor det er økonomisk fordelagtigt at lobby for større ydelser, der hæver skatterne.

Hvis der er uenighed om, hvor meget er nok, og hvem der har brug for penge, så er den økonomiske frihed en ægte løsning. Den giver begge parter mulighed for at opnå deres mål uafhængig af hinanden. Begge kan gå hver til sit, og donere penge og arbejde for hver deres sag, uden at indlemme den anden part i projektet med lovens tvang. Socialisten kan opbygge en forening, der er meget rundhåndet i sin hjælp og blød i sine krav til modtageren af hjælpen, og den mere konservative type kan oprette en forening, der fokuserer på mindre ydelser og strengere krav om selvhjælp. Begge typer kan få den forening, de gerne vil have. Kompromisset bliver da, at det tvangsfinansierede nationale hjælpeprogram må opgives, og lokale foreninger kan oprettes og hjælpe lokale borgere i stedet. Med tiden kan det være, at en kæde af velgørende foreninger oprettes, som vi kender fra Røde Kors, Blå Kors, Kirkens Korshær etc.

Det skaber fred og giver mennesket sin retmæssige frihed til at stræbe efter sine egne mål i frie samarbejder med andre. Det er også langt mere produktivt, fordi det frigør menneskets produktive energier til at foretage sig noget, der er værdifuldt, frem for at foretage politisk lobbyarbejde og andet “tomt” arbejde for at få magt over andres penge.

Et beskedent forslag til velfærdsdanskeren

Alt det jeg beskriver her, virker bare som fugle på taget. Uhåndgribelig teori. Den almindelige velfærdsdansker begriber ikke sådan noget, for det kræver koncentration og at man tør sætte sig ind i komplicerede logiske argumenter om økonomi og politisk teori. Virkelige eksempler er langt mere effektive for at overbevise den almindelige velfærdsdansker om systemets fortræffelighed.

En måde at vise, at frivillige organisationer kan skabes og levere forskellige løsninger i praksis, er at give alle skatteydere fradrag for donation til velgørende organisationer. For hver krone, der doneres til velgørenhed, skal der gives fradrag i skatterne. Det skal også tillades at oprette nye velgørende organisationer uden krav til foreningen.

For at få velfærdsdanskeren med på den idé må vi måske medgive, at en enkelt regel måske er nødvendig, fx at foreningen ikke må købe varer og give tilbage til yderne. Det skaber et forventeligt bureaukratisk arbejde, desværre. Men formentlig kræves sådanne foranstaltninger for, at man ikke opretter en forening, der betaler for ens egen husholdning (og det er jo snyd, synes velfærdsdanskeren). Men det er jo rent faktisk, hvad jeg helst ville tillade – uendeligt fradrag i skatten så man beholder alle sine egne penge, og staten må lukke sine offentlige programmer ned pga. manglende finansiering, lækkert! Men det er nok tvivlsomt, at man kan vinde demokratisk støtte til sådan et projekt, selvom det kunne være fedt.

Det er ikke en perfekt løsning, for det skaber andre “problemer” for staten, fx at den drænes for resurser til at føre den politik, som den ønsker (forestil dig, at dette blev en succes, og mange donerede penge til velgørende organisationer med den følge, at skatteindtægterne faldt dramatisk – tror du da, at staten vil slippe sit tag i det sociale arbejde og fyre de offentligt ansatte, der beskæftiger sig med socialhjælp?) Forsøget ville med tydelighed udstille, hvor indspiste de offentlig ansatte er, og hvor ineffektive de er. De offentligt ansatte vil hyle og skrige, og deres fagforeninger vil buse ud med deres anti-markeds retorik om, at de der hjælpes, bliver udnyttet, at de ansatte er uegnede til at hjælpe, og at der er skadeligt for deres medlemmer med denne sociale dumping – som de plejer.

Derfor vil der formentlig ske mindst en af tre ting:

1) Kravene til de velgørende organisationer vil øges, til de kvæles
2) Skatterne vil stige, for at holde de gamle offentlige programmer kørende
3) Fradraget vil blive påført et loft, der med tiden sænkes for at kvæle de velgørende organisationer

Ikke desto mindre er et fradrag en af de veje, man kan gå for at vise befolkningen, at privat velgørenhed leverer gode resultater. Problemet bliver, naturligvis, at de færreste vil kunne modstå propagandaen fra de højtuddannede offentlige bureaukrater og den intellektuelle elite, der ikke er interesseret i at lade mennesket være frit og lade frie mennesker skabe private velgørende organisationer. Forsøget kunne risikere at udstille at deres foretrukne socialistiske systemer er ineffektive, umenneskelige og unødvendige.