SKAT når ikke sin målsætning for 3. år i træk11 minutters læsning

I en artikel i Jyllands-Posten kan man læse, at skattevæsenet for tredje år i træk ikke når sin målsætning angående skatteopkrævning.

Dette indlæg vil jeg dele op i to dele, den første, der tager udgangspunkt i et nøgtern synvinkel ved at bruge fakta, og det næste indlæg, hvor jeg vender tilbage til mine kæpheste, og påpeger at skat er tyveri og at offentlig produktion er økonomisk ineffektiv.

Skattevæsenets effektivitet måles på, hvor tæt skattevæsenets opkrævninger kommer på et beregnet teoretisk tal. Det beregnede tal er udtryk for, hvor stort et skatteprovenu, der kunne opkræves, hvis alle skattereglerne blev fulgt til punkt og prikke i Danmark. Målet for hvor stort et gab der tillades at opstå, mellem det teoretiske maksimum og det opnåede resultat er 2%, og har været det siden 2010. Skattevæsenet er igen i år ikke nået i mål, men har alligevel været tæt på, og rammer et resultat på 2,5%.

Dette måltal er udgangspunktet for en udtalelse fra Jesper Petersen fra Socialdemokratiet, der har indkaldt skatteminster Karsten Lauritzen til et samråd. Ifølge Jesper Petersen er det uacceptabelt, at det tillades at skattevæsenet ikke når sit mål 3 år i træk. De 2,5%, der ikke er opkrævet, svarer ca til 25-30mia. kroner, og skulle skattevæsenet opnå sit måltal på 2,0pct, ville det svare til at øge skatteprovenuet med 5mia kroner. I artiklen fokuserer Jesper Petersens udtalelse på de fulde 2,5%, altså en fuldstændigt perfekt skatteopkrævelse set i forhold til det teoretisk beregnede tal.

Jesper Petersen fortsætter, og postulerer, at det er uacceptabelt, at skattevæsenet ikke formår at opkræve de 25-30 mia. kroner. I hans optik er det penge, som kunne være brugt på velfærdssamfundet, til at hjælpe samfundet. Jesper Petersen fremsætter også argumentet, at det er urimeligt for de virksomheder og personer, der betaler den skat, som de skal betale. De private og de virksomheder, der ikke betaler den fulde skat, snyder dermed velfærdssamfundet for velfærd, da de private ejere dermed selv beholder flere penge, end de ifølge skatteloven er berettiget til at beholde.

Løsningen er heldigvis meget enkel, i følge Jesper Petersen. Skat, der for ganske få år tilbage blev lovet 1000 nye medarbejdere, på baggrund af den sidste skatteskandale, skal tilføres yderligere resurser, for at lukke skattehullet. Men fik SKAT tilført det antal medarbejdere, som politikerne talte om? En ting er hvad politikerne siger, ofte er det en anden sag, hvad virkeligheden viser at der efterfølgende skete.

Lidt empiri

Jeg har været igennem årsrapporterne fra 2008 til 2017 for at notere antallet af årsværk, hvilket mål SKAT havde for skattegabet, og hvilket resultat de opnåede det pågældende år. Det kan være at der er nogen der bliver lidt overraskede, men den kyniske statskritiker vil formentlig ikke blive det.

Det ser ud til, at SKAT fik tilført flere antal årsværk fra 2016 til 2017, i alt 347 ekstra, eller godt 5%. Det kunne se ud til at det er ca. en tredjedel af den tilførsel, som politikerne havde talt om i 2016. Der er dog en hage ved sammenligningen, for de tal jeg har kunnet finde er antal årsværk, og politikerne taler om antal medarbejdere. To personer på deltid kunne udgøre et årsværk, eller mindre, afhængig af ansættelseskontrakten. Derfor kan jeg ikke præcist argumentere for, at politikerne ikke holdt deres løfte, fordi jeg sammenligner pærer med bananer.

Noget andet vi kan se fra tabellen er også, at måltallet for skattegabet har været noget højere før, end det er i dag. Skattegabet har også ændret sig over årene. Det er dog også lidt interessant at læse, hvad SKAT selv skriver i deres årsrapporter om deres eget mål.

En passage fra årsrapporten i 2008:

Målsætningen om at fastholde skattegabet på det historisk lave niveau på 3,1 procent målt i 2006, er derfor et bevidst meget ambitiøst valgt mål. Værdien af dette mål er først og fremmest, at det giver SKAT et fast overordnet mål for tilrettelæggelsen af sin indsats og ikke mindst udstikker kursen for tilrettelæggelsen af indsatsen som effektbaseret. Hermed sikres, at SKAT holder fokus i sin indsats, selvom den generelle udvikling i samfundsøkonomien også har stor betydning for målopfyldelsen det enkelte år

Siden den udtalelser er der gået 10 år, men det er uvist om Jesper Petersen er bekendt med denne historiske udvikling. For 10 år siden betragtede SKAT selv en målsætning med et skattegab på 3,1% som en meget ambitiøs målsætning. I år har de opnået 2,5%, som i dette lys må anses at være ganske pænt.

Det er måske også på sin plads at indtage et andet synspunkt. Da det er SKAT selv der skriver, at deres målsætninger er ambitiøse, kan vi lige så vel forestille os, at dette er et forsøg på at pleje sit eget image overfor befolkningen. Enhver leder af en organisation ved, at det er vigtigt at underbygge organisationens renommé. Dette kan man eksempelvis gøre ved at skrive i årsrapporten, at målsætningerne er meget ambitiøse, og at det er derfor at man ikke nåede i mål. Ikke fordi at man har dovnet den af, og klokket i driften af organisationen, men fordi målsætningen i sig selv var uhyrlig ambitiøs.

For at betragte synspunktet om, hvorvidt det over årene har været meningsfyldt at afsætte flere årsværk i skattevæsenet, kan nærmere visualiseres ved at plotte antal årsværk mod skattegabet i procent. Får vi en ret linje, betyder det, at der er en korrelation mellem antal årsværk og skattegabet. Den følgende figur viser problemet med Jesper Petersens argument. Der er ingen ret linje at observere for de 10 punkter.

Kilde: Årsrapporter fra SKAT

Det er formentlig ikke baseret på tidligere tiders resultater, at Jesper Petersen har sine meninger om, hvor mange resurser skattevæsenet bør råde over. Formentlig har Jesper Petersen sit synspunkt fra en forestilling om, at der er en sammenhæng mellem antallet af årsværk og skattegabet, der entydigt viser, at flere medarbejdere giver et mindre skattegab. Empirisk kan vi dog ikke observere sådan en simpel sammenhæng.

Vi kan end ikke observere, at nyansættelser medfører et fald i skattegabet. Tvært imod. Fra et gab i 2008 på 3,6% til 2013 på 1,17% blev SKAT barberet ned fra 8708 årsværk til 6829 årsværk. Man kan lige så vel argumentere for, at det gælder om at fyre løs i SKAT, hvis vi vil reducere skattegabet.

Om ikke andet, kan man ved henvisning til ovenstående figur argumentere for, at det på overfladen ser ud til, at omtrent 7000-7500 årsværk er det optimale punkt, hvor skattegabet bliver reduceret mest muligt. Denne analyse er naturligvis ikke nogen håndgribelig metode til at reducere skattegabet, for det besvarer ikke de vigtige spørgsmål. Problemet er, at man skal vide præcis hvilke kompetencer der skal bruges, hvilke værktøjer disse personer skal bruge, og hvilke af skatteområderne, der har en positiv skattegabseffekt af, at ansætte flere. Derfor bliver det nødvendigt at gå i dybden med detaljerne, inden der ansættes nogen. Ellers, hvis man blot ansætter således man opnår de knap 500-1000 årsværk yderligere, risikerer man at få en helt anden effekt, end den man søger. Det er også vigtigt at huske på, at SKAT har sine egne incitamenter, som den flittigt vil følge, for at øge sin egen indflydelse, magt og rigdom. Det er eksempelvis pudsigt, at vi altid hører, at det er nødvendigt at ansætte flere i SKAT, når de fejler. Det kunne lige så vel være, at SKAT har behov for at ændre deres produkt, ved at simplificere skattereglerne, ved at justere organisationen til at udføre kun de vigtigste opgaver og ved at automatisere flere processer, så færre mennesketimer skal bruges på at lave arbejde som en computer kan lave.

Denne almindelige organisationsdynamik kommer sjældent til udtryk i medierne.

Skulle du være interesseret i et indlæg om, hvordan jeg benyttede skatteskandalen i 2016 til at kritisere SKAT, kan du læse den her.

Lidt liberalisme

Jesper Petersens argument hviler på nogle forudsætninger, der er uacceptable. Først, at staten og samfundet er det samme, og dernæst at det er til samfundets bedste, at skattevæsenet opkræver alle de penge, reglerne siger, der skal opkræves.

Første punkt er af afgørende vigtighed at modsætte sig. Samfundet er ikke staten, og staten er ikke samfundet. Omend de personer, der udgør staten, tilhører samfundet, er der en afgørende forskel på, hvordan personerne opfører sig i den rolle, som de udfører. I sin rolle som privat person er skattemedarbejderen underlagt reglerne, som alle andre privatpersoner. Men, i sin funktionelle rolle som skattemedarbejder, ændres billedet fuldstændigt. Som skattemedarbejder har du, jævnfør reglerne, lov til at tage andres værdier fra dem, uden at de bliver straffet herfor. I sin rolle som privat person, må skattemedarbejderen ikke tage andres værdier fra dem. Denne forskel mellem rollen som privat person i samfundet, og rollen som skattemedarbejder for staten, er præcis det, der er problemet med systemet. Det tillades, at visse personer må udføre handlinger i rollen som statsansat, som ville være forkastelig og forkert, hvis personen på eget privat initiativ udførte det samme.

Liberalistens syn på samfundet er, at dette er netværket af frivillige udvekslinger, hvor kriminalitet er sjældent, og hvor hver person har lige rettigheder. I modsætning hertil staten agerer som en mafia, der hersker over samfundet, og finansierer sine egne aktiviteter ved at sjæle fra samfundet på en systematisk facon. Mens privat kriminalitet udgør en bagatel i det almindelige samfund, udgør statslig kriminalitet mod samfundets frivillige udvekslinger en enorm trussel. Samfundet underlægges statens magt, og det er kun den offentlige mening, der har mulighed for at standse de mest åbenlyse magtmisbrug af de politiske magthavere og deres bureaukrater. Statens udnyttelse af samfundet er systematisk, regelmæssig og ordentlig. De fleste indbyggere ved, at når SKAT sender et lille brev, der påminder om at betale et beløb, så betaler man beløbet, uden at udfordre om det nu skulle lade sig gøre, at beholde sine egne penge.

Dette problem med en dobbeltmoral i loven mellem rollen som statsansat og som privat person i samfundet, er en liberal betragtning. I stedet for at tillade disse funktionelle privilegier, at kunne stjæle ustraffet, påpeger liberalisten, burde loven være ens for alle. Selv funktionelle privilegier fører til undertrykkelse, også selvom disse funktionelle privilegier kun udnyttes til at sikre statskassen indtægter. Skattevæsenet finansierer naturligvis de offentlige virksomheder, bureaukraterne og politikernes karrierer, samt subsidiere favoriserede virksomheder og sektorer af økonomien, og mange mennesker har dermed accepteret, at fordi nogle af pengene går til at finansiere noget de finder nødvendigt, eksempelvis et sundhedsvæsen, så er skattevæsenets rolle nødvendigt for samfundet. Men den liberale anarkist vil påpege, at det stadig er moralsk forkert at stjæle, og at det er kontraproduktivt at finansiere produktion af hvilken som helst vare eller serviceydelse, ved brug af trusler om vold og fængsel.

Liberalisten påpeger i stedet, at samfundet, hvis det ikke blev systematisk udplyndret af staten, ville have råd til at betale for egne affærer i langt større udstrækning, end tilfældet er i dag. I stedet for at lade det politiske system indføre store økonomiske tab, drive produktionen ineffektivt, og samtidigt prioritere forbruget forkert, ønsker liberalisten at samfundet i større grad finansieres med frivillige udvekslinger og private aftaler, og den liberale anarkist påpeger, at dette gælder alle statens funktioner, inkl. retsvæsen, militær og politi. Da liberalisten kan se, at samfundet selv kan finansiere det, som gør hver privat person mest tilfreds med sin tilstand, da følger det også, at skattevæsenet ikke er et nødvendigt onde, men ganske simpelt blot et onde.

Heraf følger det, at jo mindre skattevæsenet opkræver fra samfundet, jo større velfærd er samfundet i stand til at producere. Dette strider direkte mod det synspunkt, at skattevæsenet er nødvendigt for at producere velfærdsgoder, sådan som det almindeligvis berettes. Alle politiske partier er enige i, at staten er til stor nytte for samfundet, og politiske debatter bliver tandløse og går i stedet ud på at diskutere, hvilken måde staten skal tilrettelægge produktionen på, frem for at gøre op med statslig produktion i det hele taget.

Det næste punkt, angående ønskværdigheden at lukke skattegabet, er der delte meninger om. Et er at minimere skattebetalingen fra samfundet til staten, noget andet er at gøre det på en måde, hvor man på forhånd ved, at der er fri passage. Det er et almindeligt fornuftigt synspunkt at påpege, at det er værdifuldt at undgå usikkerheder. Eksempelvis er klare regler et vigtigt punkt at tage stilling til. Med skattegabet befinder vi os formentlig et sted, hvor det drejer sig om, at håndhæve reglerne lige godt alle steder. Altså, hvis man kommer til at selvangive noget forkert, så opdages det af skattemedarbejderen, og påpeges i en gennemgang af årsopgørelsen. Hvis reglerne var mere tydelige, kunne det være, at der ville ske færre fejl.

Ved første øjekast virker det dermed rimeligt at fastholde at skattegabet skal minimeres, så alle arbejder under samme regelsæt angående skattebetaling. Men der er også andre aspekter i det.

Et af de andre aspekter er, at det ind i mellem er så indviklet at angive tal på forskudsopgørelsen, at skattegabet også bliver er udtryk for, at reglerne er uklare, indviklede og svære at fortolke. Dermed er det ikke godt, når en person fortolker reglerne på en vis måde, som myndighederne senere omstøder, og opkræver store resurser hos den private. Her ville det være bedre, at skattevæsenet ikke blandede sig, og tog til takke med det som personen selv havde anført. Årsagen er, at fortolkningen har ført til en vis opførsel, som med en lavere skattebetaling er mere gunstig for samfundet, fordi tabet der er påført af skatten er blevet mindre. Ved at kontrollere og påføre personen der skal betale skat en større betaling, begrænses hans incitament til at udføre sit arbejde i samfundet. Denne begrænsning er et tab for samfundet. Den tvungne skattebetaling kan ikke vise at gavne samfundet, end ikke hvis pengene går til drift af vigtige funktioner i samfundet, såsom politi, sundhedsvæsen, osv. Årsagen er, naturligvis, at funktionerne varetages af det offentlige, og foræres væk efter bureaukraternes prioritering, i stedet for at blive prioriteret af kunderne via deres køb eller deres afholdelse fra køb.

Skattegabet kan derfor ses som en lille mulighed for at øge samfundets velstand, ved at nogle kommer igennem med en lavere skattebetaling, og dermed bidrager mere til samfundets frie udfoldelse, end de ville have gjort, hvis de vidste at de ville komme til at betale skatten. Usikkerheden om hvorvidt det er positivt at nogle kan slippe i SKAT mens andre følger reglerne gør det mere besværligt at sige, hvad er liberalt og hvad der ikke er liberalt. Det er lettere at tage stilling til hvordan systemet burde være.

Der er endnu et synspunkt, man kan belyse i ovenstående. Hvis en person “slipper” billigere i SKAT, end reglerne tilsiger, og skattegabet øges, hvordan forholder vi os så til, at denne person modtager de samme offentlige services, som hvis denne havde betalt den fulde skat?

Det er vigtigt først at understrege, at der i det offentlige system ikke findes nogen løsning i forvejen. Hvorfor skal alle have den samme service uanset indkomst, uanset skattebetaling? Hvorfor skal direktøren betale langt mere i SKAT, end kontanthjælpsmodtageren? Hvilke økonomiske aktiviteter skal bære skattebyrden? Hvordan skal skattebyrden bæres?

Det er klart, at for mig, er der kun een løsning: Det frie marked i alle afkroge og hjørner af samfundet. Privatiser hele den offentlige sektor.

Stod det til mig, nedlagde vi hele skattevæsenet, for at give samfundet maksimal nytte af de knappe resurser, ved at lade hver enkelt person planlægge sit eget forbrug, opsparing og investering ved at indgå private aftaler med andre på lige fod, og lod det frie marked drive produktionen af alle de goder som i dag drives af staten.