Smugleri og sort arbejde snyder staten15 minutters læsning

I en kronik på Jyllands-Posten skriver Nils Valdersdorf Jensen, museumsinspektør på Svendborg Museum, sit syn på smugleri, stat og samfund.

Kronikken hedder “Smugleri som dansk folkesport” og fortæller om smuglernes historie med oprindelse i det Sydfynske øhav.

For Nils er der to slags smugleri, det ene er den private familiefar der snupper lidt ekstra med over grænsen hjem til familien, og det andet er storskala forretningsbetonet smugleri. Det første anses som en lille hyggelig familiesmugler mens den sidste anses for at være kriminel. Nils er selv inde på at overgangen mellem hvad der opfattes som almindelig og velanset smugling på den ene side og kriminelt forretningsbetonet storsmugleri på den anden side, drejer sig om etik.

Inden vi begraver os i kronikken er det måske en god idé at forklare hvad den almindelige danske definition er på smugling. Fordi jeg altid er sådan en politisk korrekt person tager jeg udgangspunkt i Politikens Nudansk Ordbog, som beskriver ordet “smugle” således:

“1. smugle ngt ulovligt og i smug føre forbudt el. toldpligtig vare over en landegrænse”

Det fører naturligvis til næste spørgsmål, for hvad er loven og hvad er en landegrænse? Begge dele er statslige fænomener der er fastlagt af den herskende politiske organisation, i Danmark er det Folketinget. Det vil sige at smugling er at købe en vare hos en anden person i markedet, hvor sælgeren og køberen begge har frivillige interesser i at hjælpe hinanden ved at bytte en sum penge for en given vare. Købet i udlandet kan naturligvis være enten lovligt eller ulovligt i landet hvor det købes, men jeg tror (en søgning på smuglerstatistik/smuglergods osv. gav mig ikke noget brugbart, desværre) for langt størstedelen af smuglergodset drejer det sig om ganske almindelige forbrugergoder (øl, spiritus, chokolade, slik, cigaretter, sodavand og vin) som handles på markedet mellem to parter der begge drager fordel af udvekslingen.

Smuglerakten er således at føre sin retmæssige ejendom, købt i udlandet, hen over den danske grænse, hvor Folketinget ved håndsoprækning har vedtaget at det må du ikke.

Der er to slags goder der kan smugles over. Den ene kan købes lovligt i Danmark, og smuglervaren er bare billigere men stadig lovlig at købe og forbruge. Den anden er ulovlig og kan ikke anskaffes i Danmark fordi det er forbudt. Forbrugerens nydelse af begge typer af goder lider dermed skade af Folketingets lovgivning.

Det liberale syn på smugling

I det liberale syn på markedstransaktionerne så er det Folketingets lovgivning der er forkert. Varerne er tilvejebragt via markedstransaktioner mellem to parter der begge drager fordel af at sælge til hinanden, og er begge parter den retmæssige ejer af goderne, så er der fra liberal side ikke mere at sige til transaktionen mellem parterne end at de begge får noget ud af at hjælpe hinanden. Varerne skifter blot ejermand, både køber og sælger gøres bedre tilfreds med livet ved at bytte.

Smugling har derfor en særlig status i det liberale tankegods. Smugling er ikke forkert iflg. den liberale når det sker over landegrænser hvor man blot fører sin retmæssige ejendom med sig eller beder anden person om at gøre det for dig. Dette skal naturligvis ikke ses som en opfordring til at begå handlinger der udsætter dig for problemer med toldvæsen eller politi, det er blot værd at nævne at smugling over landegrænser i den liberale filosofi ikke er forkert.

Der er dog en type smugling hvor den liberale også rynker på næsen: Smugling af varer ind på privat ejendom hvor de er uønskede. Det kan eksempelvis være en biograf hvor det er imod reglerne at medbringe slik og sodavand, som ikke er købt hos biografejeren, i salen. Den person der køber billet og på trods af tydelige regler medbringer sodavand og slik i salen har forbrudt sig mod den aftale personen har indgået med biografejeren.

Hvad er så forskellen mellem den privatejede biograf der selv kan fastsætte regler, og den danske stat, der de facto står som ejer af alle områderne? Er det ikke det samme om en privat fastsætter reglerne for et privatejet område, og folkevalgte politikere fastsætter regler for et offentligt område?

En omvej via den liberale utopi

I forbindelse med etablering af regler for brug af privat ejendom, herunder forbud eller tilladelse af medbragt slik og sodavand i biografer, er det nødvendigt at fastslå hvem den retmæssige ejer af ejendommen er. I tilfældet af den private biograf må man finde et skøde eller andet bevis på at ejendommen er købt på ærlig vis med en modpart der var den retmæssige ejer, og så fremdeles. Går man kæden af tidligere ejere tilbage vil man på et tidspunkt, udokumenteret eller dokumenteret, støde på at ejendommen (grunden) var almindelig fri natur, som intet menneske ejede. I den naturlige tilstand uden menneskeligt ejerskab tilknyttet overgår den liberale ejendomsret til at hvile på det Lockianske begreb at “blande sit arbejde med jorden” for at vinde ejendomsret af grunden. For at kunne omdanne naturlig uejet jord til sin ejendom skal man have været den første til at benytte den, ved at arbejde på jorden, ved at tage den i brug og tydeligt vise at denne er taget i brug fx ved indhegning og opdyrkning. Den første som gør således med uejet jord er i den liberale filosofi, hvis man er tilhænger af John Lockes teori, den retmæssige ejer. Herfra kan man råde over ejendommen som man ønsker, og kan sælge eller give den bort.

Der er rester af den Lockianske filosofi i den danske lovgivning, som stammer tilbage fra sidst i 1600-tallet hvor begrebet hævd er indført. Hævd kræver dog en vis tidsperiode for at vinde ejendomsretten til jorden, i den danske lov er det 20 år. En sådan lov ville i udgangspunktet (før bronzealderen) have være skadelig for samfundets blomstring og udvikling da man ville være usikker på sin ejendomsret i 20 år, og derfor er det formentlig først senere der er opstået krav om 20 års brugsret. Det er formentlig en naturlig tilstand at den som bosætter sig i et uejet område får lov at beholde området som sit. Naboområdet vil i det tilfælde være åbent for alle og den rigelige tilgængelighed af brugbar naturgrund har formentlig medvirket til at konflikter over ejendomsretten har været sparsomme.

Med ejendomsretten i baghovedet kombineret med Lockes filosofiske oprindelige vinding af ejendomsret kan vi nu vende tilbage til spørgsmålet: Er det ikke legitimt at staten fastsætter regler for brug af dets territorium?

Det umiddelbare svar er at det er meget svært i den liberale filosofi, at se hvordan staten skulle være den retmæssige ejer af Danmarks arealer. Staten er i første omgang ikke nogen privat person der har blandet sit arbejde med arealerne, staten har ikke retmæssigt købt ejendommen af tidligere ejere, men har i stedet eksproprieret retten til arealer ved at skrive på et stykke papir, underskrevet af folketinget, at arealerne nu ejes af staten. Den liberale kritik af statens regeludstedelse hviler derfor på at statens ejendomsret over området ikke kan etableres og området må anses for at være uejet – men blokeret fra privat ejendomsret. Offentlig ejendom er således ikke det samme som privat ejendom og regler for brug af de offentlige arealer gør det umuligt for den liberale fundamentalist at anerkende statens regler for brug af området som legitime i en lovmæssig sammenhæng.

Det betyder ikke i den liberale filosofi at alt er tilladt på arealerne der er offentlige. Ejendomsretten tager udgangspunkt i at man ejer sin egen krop og sind, og dermed er denne altid beskyttet mod aggressiv vold uanset hvor den befinder sig. I den liberale filosofi betyder det også at statens ejendom burde privatiseres således ejendomsretten kunne fastlægges og regler for brug kunne fastsættes. Det vil i den liberale utopi betyde at smugling ikke bliver et spørgsmål om hvorvidt staten skal have penge af dig hvis du vil hjemføre varer du er kommet til på ærlig vis i udlandet, men i stedet et spørgsmål om de private jordejere tillader brug af vejen til at fragte godset. I den forstand vil der opstå konkurrence på drift af vejene, og det vil være meget omkostningsfuldt for ejerne at opstille skrappe regler for hvilke varer der må være i bilen der kører gennem deres område.

Her ser den liberale igen på markedet som driver for samfundets udvikling: Når statens toldvæsen drives for skatteydernes midler kan de tillade sig en langt større grad af ineffektivitet og tilsidesættelse af menneskelige behov end det private kan. Den private indkomst hviler på frivillig brug af vejen og urimelige høje omkostninger vil medføre tab af indtægt og store profitmuligheder for konkurrenterne som kan tilbyde vejservice på mere spiselige vilkår. Toldvæsenet har monopol og garanteret skatteyderbetalt indkomst. Mellem de to ikke-perfekte systemer kan man vælge. Hvilket system tror du vil være mest interesseret i at gøre forbrugerne glade?

Tilbage til virkeligheden

For en stund har vi befundet os i den teoretiske liberale utopi, og nu vender vi tilbage til realiteterne. Øvelsen i at forestille sig den liberale utopi er en vigtig øvelse, ligesom det for fysikeren er vigtigt at betragte urealistiske fænomener såsom den vægtløse stang, eller den modstandsløse elektriske leder. Uanset de utopiske fænomener i den “rene” model så giver det vigtige indsigter. Det samme gælder sociale sammenhænge, hvor det er vigtigt at adskille tingene ved at kende sit fundament og herfra analysere på den nuværende situation for at fokusere på de elementære begreber og fastslå hvad der er ægte liberalisme og hvad der er statslig socialdemokratisme. Grænsen er ind i mellem hårfin, men uden en streng rettesnor føres man let til absurde situationer, som når Ole Birk Olesen kalder det liberalt at give statslige lån til almennyttige boliger. Dette røgslør kan kun afsløres ved at grave dybt i den liberale filosofi – for på overfladen er det afgjort ikke liberalt, selvom ministeren forsøger at redegøre for at det skam er liberalt fordi det sænker statens udgifter.

Der kan ikke være tvivl om at staten i Danmark opfører sig som den ejer hele arealet, og flertallet af befolkningen følger det samme tankesæt. I praksis er staten den som bestemmer. Den besidder et monopol på lovgivning og kan gøre med denne uindskrænkede magt hvad den lyster. Staten hersker over borgerne, herom kan ikke være tvivl. Loven udvikler sig ikke som en markedsproces ved domstolene, loven dikteres af politikerne og håndhæves af skatteyderbetalte bureaukrater som toldvæsen og politi.

Da situationen er således at de offentlige arealer i praksis ejes af staten og ikke af private, samt at loven defineres af politikere og bliver håndhævet af politi og toldvæsen, og man ønsker at minimere sine uoverensstemmelser mellem myndighederne og sig selv, må den liberale påpege at lovene bør udformes således der er fri adgang til fredelig handel mellem borgerne. Staten skal ikke opstille barrierer mellem borgerne, hvad enten den ene part er dansk, tysk, fransk eller noget fjerde. Det burde være frit for borgeren at medbringe de varer man retmæssigt er kommet i besiddelse af, og benytte de offentlige veje og arealer til fredelig handelsrute som man ønsker det. Smugling over landegrænserne bør lovliggøres, hvis det ikke er muligt at privatisere arealerne og lade private jordejere finde ud af hvad de optimale regler skal være via markedsprocessen. Kan vi ikke slippe af med staten, så kan vi i det mindste kræve at den lader borgeren være så fri som muligt ved at henvise til ejendomsretten.

Ønsker man at læse mere om den liberale tankegang om ejendomsretten, frihedsbegreberne og den naturlige overgang fra uejet til ejet jord, kan det anbefales at læse Murray Rothbards “The Ethics of Liberty” eller “For a New Liberty” af samme forfatter. Rothbard kan virke lidt ekstrem, men det giver brugbare værktøjer til at analysere problemerne som samfundet befinder sig i.

Efter denne korte introduktion til liberal filosofi, kan vi tage hul på kronikken. Nu vil læseren være godt rustet til at gennemskue problemerne som den liberale finder i Nils’ indlæg.

Nils ophøjer staten

I kronikken tager Nils udgangspunkt i at statens regelsæt er legitimt og bør opretholdes overalt. I kronikken beskriver Nils problemet med smugleriet således:

Smugleri er en forbrydelse, hvis offer ikke har et menneskeligt ansigt. Ofret er statskassen. Det gør smugleri til en politisk handling.

Smugleri er en temperaturmåling på forholdet til staten. Jo mere loyalt et område er over for staten, jo mindre smugleri er der.

Sydfyn og øerne har altid været langt væk fra magtens centrum. Når øboerne så toldskibene i horisonten, stak de af eller smed smuglergodset over bord. Der var mange steder at gemme sig og der var utallige landingssteder. De lokale dækkede over hinanden. Loyaliteten til det lille samfund vandt over loyaliteten til det store.

Når jeg læser disse linjer så tænker jeg, modsat Nils, at smugleri er den undertrykte borgers mulighed for at krybe væk fra åget som staten pålægger ham, for at søge sin større glæde og tilfredsstillelse med livet ved at handle med udenlandske borgere. Det er ikke smugleren der ved sin fredelige handel med udlandet begår en politisk handling, det er folketinget der gør fredelige borgeres frivillige handler strafbare. Som Nils også er inde på så er der en sammenhæng mellem statens tilstedeværelse og borgerens lyst til at følge lovens ord. I stedet for at se på det som et loyalitetsproblem overfor staten, ser jeg nærmere på det som den frihed det giver at være langt fra statens bureaukrater kontra at føle deres evige tilstedeværelse.

Er det godt at være loyal overfor staten? Staten har i Danmark en særlig status hos den almindelige borger, borgeren ser staten som et ordentligt system der sørger for at holde styr på det rodede samfund, ved at pålægge love og betale for veje osv. Den liberale ser i stedet staten som en tyran når den blander sig i fredelige borgeres frivillige virke. Den liberale ser på mennesket som et frit individ der har ret til at være i fred for indblanding fra andre mennesker. Staten er en organisation der hyrer sine medarbejdere til at blande sig i hvad andre mennesker gør og under truslen af tvang påvirker de borgerne i samfundene i Danmark til at gøre noget andet end de ellers ville have gjort. Fx at handle mindre med udlandet eller at købe færre dagligvarer.

Nils’ sidste sætning nævner loyalitet overfor det lille nære samfund kontra loyalitet overfor det store samfund. Hertil er der bl.a. at sige at staten ikke er samfundet. Samfundet er almindelige ligeværdige borgere som alle underlægges den samme lov der kan hjælpe hinanden via markedet eller igennem almindelige civilsamfundsnyttige handlinger. Fx at hjælpe nabo’en med at klippe hæk eller give en hånd med til sommerfesten. Så snart staten blandes ind i samfundet begynder der hurtigt at opstå problemer, for mellem borgere ses det ikke som værende lige for loven at true sig til penge eller konfiskere varer og afkræve løsesum. Men således må statens skattevæsen true sig til dele af din indkomst mens toldvæsenet kan konfiskere dine varer og opkræve en løsesum for dem hvis du vil have dem udleveret.

Dette er tydeligvis i konflikt med lighed for loven-princippet. Hvorfor må toldvæsenets medarbejdere konfiskere andres ejendom og kræve løsesum? Hvorfor må skattevæsenet true sig til dine penge? Hvis et princip skal være et ægte af slagsen, og ikke udvandes og ødelægges, så er lighed for loven også gældende for statsligt ansatte som for almindelige borgere. Det er ulovligt at stjæle. Punktum.

I alle grene af den liberale filosofi har staten en særlig rolle. Afhængigt af hvor meget man vil udvande rettigheden til privat ejendom og princippet om lighed for loven, så kan man få forskellige udlægninger af det liberale tankegods. I visse grene er staten nødvendig for at sikre den sociale velfærd ved at sikre en indkomst til alle, i andre for at sikre fred og ro ved at stille forsvar, politi og retsvæsen til rådighed, og i endnu andre er staten blot en tyran der undertrykker borgerne og skaber et økonomisk kaos og tab af velfærd for borgerne.

Nils fortsætter i sin kronik med at sammenligne smugling med sort arbejde. Det er i min forståelse en ganske udmærket sammenligning også fra en liberal synsvinkel.

Smugleri har en moderne parallel i sort arbejde. Sort arbejde er i dag den nemmeste måde til personlig berigelse uden om myndighederne – det er den rolle, smugleri havde tidligere.

Sat på spidsen har smugleri og sort arbejde været med til at skabe bånd mellem mennesker samtidig med, at velfærdssamfundet undergraves.

Det kollapser til sidst hvor Nils igen sætter lighedstegn mellem samfund og stat. I min optik så er sort arbejde og smugling med til at øge samfundets velfærd, fordi den almindelige borger får mulighed for at købe billigere varer af andre end ellers. Det er ikke så vigtigt om det er et stykke sort arbejde der udføres eller om det er en plade chokolade der importeres. Så længe ejendomsretten bliver respekteret så har begge parter draget fordel af at hjælpe hinanden uden at skade andre. Ingen andre har krav på dele af en handel der respekterer deres ejendomsret.  Hvis mennesket skal være frit til at forfølge sine fredelige interesser og samarbejde med andre, så gælder det absolut også at ingen 3. part må blande sig og kræve betaling uden at kunne godtgøre at der er sket skade på dennes ejendom.

En statslig bureaukrat har derfor ingen råderet over at lægge hånd på dele af udkommet af andres handel.

Liberale forslag til forbedringer

Som jeg altid plejer så vil jeg også denne gang komme med nogle forslag til hvad man kan gøre for at trække det danske samfund i en mere liberal retning.

Det er først og fremmest punktafgifterne og toldvæsenet der kommer i søgelyset i denne omgang. Punktafgifterne opkræves af myndighederne hos de handlende, men da staten kun kan opkræve disse afgifter hos danske handlende, så kan de tyske købmænd (fordi der i dette tilfælde er tale om lavere afgifter – eksemplet dør øjeblikkeligt hvis man ser til Sverige og Norge som har langt højere priser på mange varer) skabe profit ved at sælge billigere end de danske. Købmændene i Danmark er derfor nødt til at forsvare sig mod “unfair konkurrence” fra de tyske ved at kræve at toldvæsenet opkræver moms og punktafgifter af importerede varer. I Nils’ kronik giver han også sin stemme til at sørge for at statens regler gælder ligeligt for alle, således skal alle de tyndtbefolkede områder, særligt langs grænserne, patruljeres yderligere og enhver privat der krydser grænsen skal have sine varer nøje gennemrodet af myndighederne for at sikre at ingen i Danmark kan smugle varer over grænsen.

I stedet for at bevæge samfundet mod mere totalitær socialisme, så foreslår jeg at man hjælper de danske købmænd ved at ophæve punktafgifterne og momsen, og samtidigt sparer skatteyderne for at finansiere et velfærdsnedbrydende toldsystem ved at nedlægge dette fuldstændigt. De danske købmænd vil, særligt i grænseegnene, kunne begynde at sælge varer til tyskerne. Situationen vil kunne vendes på hovedet: Ved at fjerne afgifter og moms på varerne kan det forekomme at tyskerne vil begynde at handle hos de danske købmænd, og grænsehandlen vil gå fra Danmark til Tyskland frem for i dag hvor det er omvendt.

Alle danske forbrugere vil få et stort velfærdsboost ved at kunne købe varerne billigere hos deres lokale købmand, og behøver ikke længere i så høj grad at drage til Tyskland for at købe billige varer. Velfærden for den enkelte borger vil være langt højere, fordi de billigere varer efterlader flere penge i hænderne på produktive borgere til at købe flere af andre typer varer som de nu får råd til at købe. Velfærden til den almindelige forbruger vil også stige på anden vis, da man kan se at varesortimentet også vil øges når priserne på almindelige forbrugervarer falder – dette er logisk: Når forbrugeren har flere penge til overs efter at have købt de basale fornødenheder bliver der også råd til lidt ekstra forbrug der før var at betragte som en luksus.

Købmændene vil se en større efterspørgsel på deres varer, mere profit vil flyde fra drift af dagligvaresektoren som vil blive brugt til at udbygge butikkerne (hvis planloven nu ikke stod i vejen, så kunne de endda bygge endnu større) for at imødekomme forbrugernes ønsker. Flere jobs vil blive udbudt i dagligvaresektoren.

Kort sagt: Forbrugerne og købmændene vil kunne drage fordel af den friere handel mellem sig. Når den lokale købmand kan sælge billigere end den ditto tyske, hvorfor så bevæge sig over grænsen for at købe dyrt?