Tryghed før frihed? Tanker om en P1 debat.17 minutters læsning

Indlægget findes indlæst på youtube her:

P1 debat havde for nylig en diskussion i lyset af den politiske corona krise, hvor P1 tog emnet op: Tryghed før frihed? Debatten blev skudt afsted med det gamle citat af Benjamin Franklin:

Those who would give up essential Liberty, to purchase a little temporary Safety, deserve neither Liberty nor Safety.

-Benjamin Franklin

På dansk har vi ikke et godt ord for liberty. Det oversættes af ordbøger til frihed, ligesom det engelske “freedom” også gør. Det danske sprog er lidt upræcist i denne kontekst.

Derfor har jeg kigget i engelske ordbøger, der beskriver, hvad ordet “liberty” betyder. Websters udlægger nogle muligheder for betydningen af ordet, eksempelvis den liberale: “the quality of or state of being free … b: exemption from subjection to the will of another claiming ownership or services.” samt også den socialistiske “freedom from necessity“.. Det er med andre ord væsentligt for debatten, hvilke af de to definitioner af ordet frihed, vi diskuterer.

Hvad er frihed?

Før vi går ind i debattens indhold, er det værd at fremhæve, at frihed betyder vidt forskellige ting. Det afhænger af, hvilken person, man spørger.

Pelle Dragsted var en af deltagerne i debatten, og hans version af frihed er lidt anderledes end den, som jeg holder fast i. Jeg bruger Pelle Dragsted som talsmand for synspunktet, fordi han er den, som jeg mener er synspunktets bedste repræsentant.

Der er visse punkter, hvor de to versioner stemmer overens. Eksempelvis ved at den enkeltes frihed kan risikere at påvirke en andens ditto. Denne konflikt mellem to personer er nødvendig at løse for at sikre et fredfyldt samfund. For at løse en konflikt mellem to individer bruger liberalister den negative tilgang til frihedsrettigheder. Dvs. frihed er, at andre ikke bruger fysisk vold mod dig eller din legitime ejendom. Mere populært sagt: Det er friheden til at være i fred fra andres vilje og udkomme af deres handlinger. De negative frihedsrettigheder medfører således, at alle personer bliver begrænset i deres udfoldelse og i brugen af deres ejendom, for at kunne respektere alle andres ditto. Eksempelvis er det ikke tilladt at tage dit affald og kaste over naboens hæk. Din frihed til at kaste dit affald, hvor end du vil, begrænses af, at din nabo har ret til at være i fred for dit affald.

Det samme princip gælder for andre handlinger rettet mod person eller ejendom. Den private ejer bestemmer over sin ejendom, og sætter reglerne for andres brug heraf. For eksempelvis at få en indkomst skal hver ligeværdig rettighedshaver indgå et frivilligt samarbejde, hvor de udveksler fx serviceydelser eller varer med hinanden. Det sikrer ikke noget bestemt udfald, men giver hver person friheden til at købe og sælge det, som han ønsker, til den pris han ønsker. Friheden til at handle på sine egne præferencer fører nogle gange til kritik fra irrelevante observatører (en person, der ikke har ejerskab af nogle af elementerne i samarbejdet), der ønskede et andet udfald. Men for den liberale er det underordnet, at irrelevante observatører kommenterer på de handlinger, som fredelige menneskers gensidige samtykke medfører. Det liberale synspunkt er blot, at overholdelse af de negative frihedsrettigheder sikrer, at processen, som de involverede parter indgår i, er retfærdig. I det liberale tankegods kan man kort sige, at hvis udgangspunktet er retfærdigt, samt at processen er retfærdig, så er resultatet det også. Uanset hvad andre mennesker mener om det.

Sådan er det ikke i Pelle Dragsteds filosofi. Her skal Staten tage affære og sikre frihedsrettigheder, som ikke kun er af negativ karakter. Det er Staten, der kontrolleres af demokratiet, der kan og bør gribe ind, for at sikre hver borger sin frihed. Den irrelevante observatør får igennem demokratiet og Folketinget en politisk indflydelse. Her kan han gribe ind i fredelige menneskers gensidigt fordelagtige handlinger uden deres samtykke. Denne proces legitimeres af Pelle Dragsteds opfattelse af retfærdighed, som ikke anskuer og vægter processen på samme måde som liberalister, men i stedet fokuserer på, hvad den irrelevante observatør mener om udfaldet af frie menneskers handlinger. Observatøren skal agere dommer og griber ind, når det passer observatøren. Formålet er at sikre, at den socialistiske definition af frihed bliver opfyldt.

Pelle Dragsted mener sandsynligvis, at frihed inkluderer en positiv ret til et vist forbrug, der giver hver borger en retfærdig plads i samfundet. Det tiltænkte forbrug kan defineres som et minimumsforbrug, som hver person som minimum bør have. Men et minimumsforbrug hviler ikke i, hvor stort et forbrug hver person skal have for at opretholde sit biologiske liv. Da samfundet kun eksisterer igennem menneskers sociale samkvem, så kræver Pelle Dragsteds version, at dette minimum ikke blot er eksistensminimum, men nærmere noget som vi kan kalde et samfundsminimum. Afhængig af samfundets gennemsnitlige velstand kan dette samfundsminimum udregnes på basis af det, som ville give hver borger en retfærdig plads i samfundet. I Pelle Dragsteds version af frihed inkluderes derfor et tillæg til de negative rettigheder som indebærer, at hver person skal have en vis indkomst for at kunne indgå på en anstændig og retfærdig måde i samfundet.

Et samfundsminimum kunne sikres for hver person på forskellige måder. Det kunne sikres igennem frivillige bånd, hvor hver person i samfundet på egen hånd afvejer, hvor stort et samfundsminimum der er ønskeligt og forsikrer sig selv eller indgår i velgørenhed. Det giver hver borger friheden til at bestemme, hvad samfundsminimum bør være, og selv vælge hvor meget hans eget bidrag til andres samfundsminimum er acceptabelt for ham. Hver person har i den liberale opfattelse retten til at afgøre det spørgsmål ved at afgive noget af sin ejendom til andre. De velgørende organisationer og individer har igennem årtusinder været den anvendte form for social bistand. Men siden fattigvæsenets entré under enevælden, men særligt efter idéen om Velfærdsstaten blev fremsat og Velfærdsstaten opbygget, så er den sociale bistand blevet nationaliseret. I stedet for at hver person afgør hvor mange og hvilke af sine resurser, man ønsker at give til velgørenhed (og til hvilken type velgørenhed), så er det nu planlagt centralt af bureaukrater og politikere. Her kommer Pelle Dragsteds version af frihed ind i billedet. Da det i socialisternes opfattelse skal være en rettighed at have et samfundsminimum som indkomst, så kan man ikke overlade det til det frie marked eller privat velgørenhed – uanset deres resultater. Det skal reguleres ved lov, og derfor skal Staten gøre det.

Det samme princip gælder for alle andre sociale interaktioner, som socialisten som irrelevant observatør kan finde på at regulere. Synes socialisten at smittetrykket skal reduceres, begrænser han det sociale samkvem og synes han, at smittetrykket er for lavt, udvider han det sociale samkvem. I socialistens version af samfundet skal private aktører ikke have lov at fastlægge reglerne på egen hånd. Det skal ikke være tilladt at indgå gensidigt fordelagtige interaktioner frit, fordi deres interaktion falder socialisten for brystet, da socialisten kan forestille sig, at ud af deres frie interaktion falder en konsekvens, som socialisten ikke bryder sig om. Fx at en person smittes og bærer smitten med sig på sin vej. Derfor har vi epidemilovene, der regulerer og begrænser det sociale samkvem, uanset om de personer der indgår i det, alle er indforstået med, at de selv bærer risikoen for at blive smittet. Samfundet skal planlægges således den socialistiske udgave af frihed for alle kan sikres. Det pudsige i situationen i dag er, at hvor socialisten mener, at indkomsten skal sikres som en slags middelværdi af samfundsindkomsten, så skal risikoen i forbindelse med coronasmitte ikke justeres til at passe med hvad en middelperson i samfundet kan tåle at blive udsat for. Her skal risikoen bankes i bund, så alle kan være med.

Da de fleste mennesker accepterer fiktionen om, at Staten har legitim ret til bestemme over den private ejendomsret, så kan Pelle Dragsteds version af frihed vinde frem og dominerer i dag diskussionen fuldstændigt. Den socialistiske udgave af frihed skal sikres af demokratiets (i vore dage Folketingets) såkaldte kontrol med Staten/regeringen.

Der er således trukket en skarp linje op i diskussionen: På den ene side nægter liberalister, at Staten med sine handlinger hverken kan, eller bør, forsøge på at skabe den liberale udgave af frihed, mens Pelle Dragsted på den anden side hævder, at med demokratisk kontrol med Staten, så kan og bør den skabe hans udgave af frihed. Det er sandsynligvis også rigtigt forstået, at man i denne definition af frihed kræver, at Staten at griber ind for at sikre et mere trygt udfald. Hvorfor skal retfærdighed kun dreje sig om en indkomst? Hvad med alle de farlige handlinger? Dem skal Staten naturligvis også regulere.

P1 debatten blev ført udelukkende på Pelle Dragsteds præmis. Det var ikke spor interessant at følge med i, hvordan de forskellige personer i debatten fremlagde deres egen lille plan for at tilrettelægge Statens indgreb i borgernes liv. Debatten var på denne vis helt ensidet og manglede næsten fuldstændigt den liberale opfattelse af ordet frihed.

Kan Staten producere tryghed mod Corona?

Hvis der kan blive tale om, at opveje frihed mod tryghed, så er det naturligvis vigtigt også at se på, om Staten overhovedet kan producere tryghed som modydelse for frihed. I Benjamin Franklin citatet bruger han ordet “purchase”. Altså en byttehandel. I dansk corona sammenhæng er det voldsomt misvisende. Der er ikke tale om, at du på et personligt plan vælger at overdrage Staten din egen personlige frihed for at få tryghed. Regeringen har i samarbejde med Folketinget stjålet dine rettigheder fra dig, og det vil regeringen og deres håndlangere gerne forsøge at efterrationalisere ved at sige, at du til gengæld fik tryghed mod corona. Men har Statens handlinger produceret en mere tryg virkelighed?

I sin mest teoretiske form er det muligt, at et monopol på voldsudøvelse og med retten til at beskatte kan reducere smittetrykket. Det kræver for det første, at Statens bureaukrater handler som uegennyttige engle. De skal lægge deres egen egeninteresse til side, og i stedet sigter på at gøre alt for det fælles bedste. For det andet kræver det også, at de samme bureaukrater har viden om de kausale forhold i virkeligheden, så de kan tilrettelægge den førte politik, så de opnår det resultat, de søger.

Staten kan diktere, hvilke risici hver person må indlede sig på, og kan på den vis forhindre (mere eller mindre effektivt) at visse risici tages. Det er kun i denne snævre forstand, at Staten kan reducere smittetrykket. Det er en rent teknisk overvejelse, der ligger til grund herfor, og har intet med økonomi at gøre. Økonomi drejer sig om at prioritere de knappe resurser korrekt, og det er ikke muligt selv for engle-bureaukrater, at tilrettelægge planlægning af borgernes tilladte risikoprofil bedre end borgerne selv. Økonomi drejer sig i sidste ende om at vælge således en omkostning står mål med profitten ved valget. Da både omkostninger og profit har sin basis i subjektiv værdi bliver både omkostninger og profit til et subjektivt fænomen, der ikke kan udledes på andre måder end ved at observere menneskets handlinger.

Den første forudsætning, selvom den lyder urealistisk, kunne være til stede. I alt fald kan det ikke afvises, at der har været forsøg på at handle til samfundets bedste (jeg betvivler, at det har været den dominerende faktor, men da jeg ikke har adgang til alle bureaukrater og politikeres tanker, kan jeg ikke vide det). Men den anden forudsætning er bestemt ikke til stede. Med en ny og utestet metode lukkede Staten meget store dele af økonomien ned, indførte forbud mod forsamlinger og opkrævede bøder uden at have sundhedsfaglig belæg for, at det nyttede noget som helst. Dem der iværksatte denne strategi, gjorde det under påskud af, at de fulgte “et ekstremt forsigtighedsprincip”. Dette er naturligvis forkert. Politikerne søsatte et kæmpe eksperiment, som der ingen dokumentation eksisterede for. Det var et kæmpe stort gamble. Intet andet. Hvordan kan et kæmpe stort gamble være udtryk for forsigtighed? Det kan det næppe, men det er det, som der i medierne og den såkaldte debat gentages i uendeligheden. Forsigtighedsprincippet er blot regeringen og deres håndlangeres forsøg på at legitimere det groteske og idiotiske samfundseksperiment. Da det store eksperiment benyttede meget kradse midler, skal der også bruges meget krads propaganda for at få eksperimentet til at glide ned i halsen på skatteyderne og iværksætterne. Til at nå dette mål benyttes demagogien til at fremtrylle et hurra-ord som “forsigtighedsprincippet”. Et ord der lyder godt, men som er et princip, der slet intet har med vilde uprøvede eksperimenter på gigantisk skala at gøre.

Der er flere problemer med idéen om, at Staten kan producere tryghed. Et er at man med rå teknisk indsigt kan komme frem til en strategi for at planlægge smittetrykket fra centralt politisk hold, men noget andet er at finde ud af hvilken slags tryghed, der er mest efterspurgt. For nogle mennesker er trygheden mod corona af høj prioritet, mens andre mennesker værdsætter trygheden i deres jobs eller tryghed ved deres indkomst højere. Hvis ikke Staten tager hensyn til den individuelle prioritering, så producerer Staten ikke mere tryghed, men i stedet mindre. For personen, der beskyttes mod en lille risiko ved at blive udsat for noget, der er langt mere risikabelt, har Statens handlinger ikke reddet, men snarere skadet, ham.

Men disse overvejelser er ikke engang nødvendige at bringe på banen i den nuværende situation. Det bliver mere og mere tydeligt, at Staten ikke har produceret tryghed mod corona. På bloggen punditokraterne.dk er man via økonometriske analyser nået til den konklusion, at Statens nedlukning ikke har haft nogen positiv effekt på dødeligheden. Tværtimod viser det sig, at dødeligheden i Danmark faldt langsommere end i Sydsverige. Skulle man være lidt kontroversiel, kan man sige, at Staten har taget vores friheder, vores penge og forhindret os i at overleve længere.

Var der en krise undervejs i marts?

I debatten var en af de hellige præmisser, at man ikke måtte være bagklog. Det betød i praksis, at al kritik af regeringens eksperimentelle nedlukning var udelukket fra diskussionen. Bagklogskab er tilsyneladende det eneste, man kan kalde det at kritisere fortidens fejl. Jeg er helt uenig. Der var personer, der fra starten kritiserede Statens politik, og med præcis det argument, at rettigheder går forud for Statens handlinger. Det synspunkt passer ganske godt ind i debatten, som tog udgangspunkt i, at man kan bytte frihed for tryghed. Det benægtede jeg (naturligvis) i mit første corona-indlæg fra 15. marts, da jeg skrev:

I den nuværende situation er de fleste mennesker formentlig faldet pladask for politikernes røgslør og demagogiske udfald for at tilrane sig magt over borgerne. Ikke desto mindre er det nu afgørende nødvendigt at stå fast på sine liberale principper og nægte Staten så meget som en millimeter. Rettigheder skal være ukrænkelige, uanset om der er krise eller ej. Som liberal skal man netop nu fastholde de liberale principper, stædigt og gentagende gange skal vi fremsætte vores samfundssyn: Den nuværende krise (reel eller opdigtet) kan håndteres af samfundets private personer.

I udgangspunktet var jeg modstander af idéen om, at Staten skulle tage borgernes friheder fra dem. Men jeg skrev også, at det var tvivlsomt, om der overhovedet var nogen epidemi undervejs, altså at Staten overhovedet kunne give nogen form for tryghed:

Under pressemødet var tallet for Coronatilfælde i Danmark lidt under 600. Det er lidt over 0,1 promille af befolkningen. Dvs. ca. 1 ud af 10.000 danskere har Corona, da politikerne og regeringen valgte at gribe magten og standse det almindelige samfundssamkvem og udsætte private virksomheder for påtvungne fallitter. Hvis det blot er tilstrækkeligt, at 600 personer i Danmark har en given sygdom, før man kan erklære en epidemitilstand, så er det slut med hverdage fra nu af. Der vil aldrig opstå en situation, hvor under 600 danskere er syge af den samme sygdom. Vi kan måske håbe på, at det politiske såkaldte lederskab besinder sig, således en hverdag igen bliver mulig.

Senere dokumenterede jeg også, at årsagen til den store stigning i antallet af smittede danskere var, at teststrategien blev lagt om, således den viste det værst tænkelige billede af udviklingen. Den fokuserede meget kraftigt på skituristerne, der kom smittede hjem fra skisportsstederne. Senere har jeg også argumenteret for, at netop skiftet i testfokus fik alvorlige konsekvenser for at beskytte de skrøbelige i samfundet. De blev overset til fordel for at føre politik. Den manglende beskyttelse af de skrøbelige var årsagen til, at vi overhovedet fik 153 patienter indlagt på intensiv, og at der blev noget pres på sundhedsvæsenet, der var værd at nævne.

Der kan ikke være tale om bagklogskab, når kritikken faldt få dage efter udmeldingen (det tog mig tid at skrive mit indlæg, men jeg kan forsikre læseren for, at jeg tilkendegav min mening ganske tydeligt overfor min stakkels familie, der måtte lægge øre til min harcelering), og det kan heller ikke være bagklogskab, når en af årsagerne til kritikken er, at mennesker i sundhedsstyrelsen har handlet på en bestemt måde, for at udvælge personer med særlig stor risiko for en positiv test. Deres handling var planlagt og systematisk og har intet med bagklogskab at gøre. De vidste udmærket godt, hvad de gjorde.

Folketinget må give borgerens friheder bort?

I debatten blev det også fremsat af Jonas Christoffersen fra tænketanken justitia, at i vores nuværende politiske system havde Folketinget retten til at give borgernes rettigheder væk til regeringen (ca. 24 minutter inde og nogle minutter frem). Det er sandt, at det er Folketinget der igennem de nye dele i epidemiloven har givet magten til regeringen. Men hvorfra fik Folketinget magten til at bestemme på alle borgernes vegne? Og hvordan kontrollerer man Folketinget? Med grundloven? Det er bare et stykke papir, der fortolkes af eksperter, der er hyret af regeringen eller Folketinget.

I min optik er det bedste forsvar, at den enkelte borger har retten til at opsige kontrakten med et eventuelt Folketing, hvis borgeren finder, at det tjener ham bedre. Borgeren burde have lov til at ignorere Folketinget, hvis det passer ham bedre. Det er vel også en slags folkestyre, at de enkelte borgere har magten til at tage deres rettigheder tilbage (over sin egen ejendom og krop, jævnfør den liberale filosofi)? Hvis ikke den enkelte borger har ret til at opsige sin aftale med Folketinget, så er der ikke langt fra det som populært kaldes “Folkestyret” og til despotisme. Hvis Folketinget kan gribe så kraftigt ind i borgerens liv, og give en enkelt mand så store beføjelser til at herske over 5,6 mio mennesker, uden at borgeren har ret til at sige nej til indgrebet, så er der ikke meget folkestyre tilbage. At Folketinget har ret til at gøre en mand enevældig, således han med en enkelt bekendtgørelse kan aktivere de skrappeste paragraffer i den meget kradse epidemilov, det er meget skræmmende for mig at tænke på.

Der må fra Jonas Christoffersens side være tale om et rent juridisk svar, da sådan en udlægning skurrer i mine ører. Man kan ikke være seriøst interesseret i retssikkerhed, hvis en lille bitte minoritet på 90 personer kan give 5,6 millioner menneskers rettigheder væk, og lade en endnu mindre minoritet (en eneste mand) afgøre, hvilket magtindgreb han vil foretage næste gang? Uden at borgerne har mulighed for individuelt at sige nej til det? Det er ret vanvittigt at tænke på. Behøver jeg mon overhovedet at forklare, hvorfor det er giftigt for et samfund?

Jonas’ argument, men det kom også fra andre i debatten, var, at hvis der var noget galt med, at regeringen havde inddraget nogle af borgernes rettigheder, så ville Folketinget bare gå ind og tage dem tilbage igen:

26.17-26.45:Citat Jonas Christoffersen

Der synes jeg, at Folketinget må gøre op med sig selv nu her hen over sommeren. Vil de blive ved med at pive over, at de ikke har nogen indflydelse, eller vil de tage noget af magten tilbage fra regeringen? For det kan den jo bare gøre. Folketinget kan jo sige: “Nu stopper det med al den magtudøvelse fra regeringens side! Vi vil have indflydelse, vi skal gøre tingene på en anden måde.” Og så kan Folketinget jo lavet det om, hvis folketinget vil.

Mage til tegneserieagtig fremstilling af den politiske proces skal man lede længe efter. Dertil er det faktum, at den politiske klasse altid har svævet over vandene, således den ikke selv blev offer for de formindskede rettigheder, som den udsatte resten af befolkningen for. Der er derfor ikke tale om, at Folketinget “tager rettighederne tilbage” til sig selv – de har dem allerede! De er da ikke udsat for de problemer, som almindelige borgere er udsat for.

Folketingets medlemmer er stort set immune for retslig forfølgelse og svæver over den almene borger (en undtagelse var Mogens Glistrup, som blev anset for en farlig mand, der måtte stoppes). Folketinget kan teknisk set forhindre regeringen i at få magten over borgerne, men hvordan er regeringen i første omgang blevet regering? Igennem et flertal i Folketinget. Hvordan skulle det flertal i Folketinget, der har indsat og støtter regeringen, pludseligt tiltros at ville gå imod regeringens ønske om magt? Skulle SF vælte en Socialdemokratisk regering? Skulle Enhedslisten? Skulle de Radikale? Nej, det tror jeg ikke på. Skulle man da tro på, at Folketingets flertal eksisterer for at beskytte borgeren? Er realiteten ikke nærmere den, at Folketingets flertals fremmeste opgave er at beskytte REGERINGEN? Hvorfor skulle det flertal ellers indsætte regeringen og fastholde den? Folketingets flertal og regeringen er ofte fuldstændigt på linje med hinanden i store sager, og et Folketingsflertal der går imod regeringen betyder i store sager, at regeringen falder. Det ønsker Folketingets flertal ikke, og derfor kan man som borger ikke forvente, at Folketinget skulle have interesse i at blokere regeringen eller omvælte regeringens beslutning om at tage rettigheder fra borgeren.

Oppositionen har ingen magt, for det der tæller er flertallet i Folketinget, og flertallet i Folketinget har indsat og støtter aktivt regeringen. Flertallet ønsker ikke, at regeringen falder, og de må være meget varsomme med, hvilket pres de lægger på regeringen (et af støttepartierne kunne eksempelvis blive købt af med en ministerrokade, hvor formanden for et af støttepartierne SELV blev enevældig sundhedsminister!). Så selvom det teknisk set er sandt, at Folketingets FLERTAL kan vælte regeringen, og give borgerne de rettigheder tilbage, som de stjal, så er det uhyrligt sjældent, at et flertal i Folketinget vælter en regering. At gå og håbe på, at det lige sker hen over sommerferien er efter min opfattelse ganske naivt. Jeg tror ikke på, at der sker noget som helst hen over sommerferien andet end det sædvanlige braldresnak for at tækkes vælgerne. Det kan være, at vi ser nogle enkelte prøveballoner gå i vejret, særligt fra oppositionen, der “gratis” kan kritisere og spille heroisk fortaler for borgerens rettigheder. Det mest sandsynlige er, at den nuværende langsommelige genåbning fortsætter i samme snegletempo. Oppositionen, hvis den blev regering, ville ikke slække på magten. Da ville de jo selv sidde på magten. Og hvorfor gik de i udgangspunktet med til, at en minister skulle blive så enerådig? De kan selv få magten senere, hvis de vinder et valg.

Systemet er ganske enkelt opbygget på en måde, der støtter og udvider den siddende regerings magt. Kun i ganske sjældne tilfælde er regeringer blevet væltet, og kun hvis nogle af de involverede partier i flertallet stod til at vinde betragteligt på denne handling. Et sådant eksempel var i 1929, da Madsen-Mygdal blev væltet på finansloven, da konservative ikke stemte for den. Jeg kender ikke til senere eksempler, men jeg kender til masser af ævl og tomme trusler om at vælte regeringen. Det er en stolt tradition blandt støttepartier at true med at vælte regeringen, men det er en endnu mere stolt tradition at undlade at gøre alvor af truslen.

Referencer: