Uffe Elbæk – Fælleseje af jorden11 minutters læsning

Alternativets formand, min kære navnebroder, Uffe Elbæk, tager i sit nye katalog fat på det politiske spørgsmål, om det skal være muligt for privatpersoner at eje jord.

Emnet er kontroversielt, og har været debatteret blandt politiske tænkere i århundreder.

I et interview med BT.dk, skelner Uffe Elbæk mellem ejerskab af bolig og den jord, som boligen står på. Ifølge Uffe Elbæk vil et forbud mod privat ejendom af jord skabe et mere lige samfund. Ifølge Uffe Elbæk er det et principielt spørgsmål om, hvorvidt man kan eje det, der er fælles for alle, nemlig jord, vand og luft.

Uffe Elbæk underbygger sin påstand med endnu en påstand, nemlig, at det der definerer din vej gennem livet, er, om man er født i en ejer eller lejerfamilie. Uffe Elbæk mener, formentlig, at for at nå målet om øget lighed, er det derfor nødvendigt at reducere værdien af ejerboligen, fx ved at nationalisere al jord. Det er ikke lykkes mig at finde ud af hvilken praktisk metode, staten skal tage i brug for at nationalisere al jord. Derfor bliver jeg nødt til at springe den del over.

Der er dog flere goodies at tage fat på i forslaget, men jeg vil forsøge at begrænse mig til det principielle spørgsmål, som Uffe Elbæk forsøger at løse, ved at gøre jorden til fælleseje.

Før vi tager fat på det grundlæggende angående privat ejerskab, vil jeg kort blot indskyde, at det er vildledende at betragte “jord” eller “vand” eller “luft” som et enkelt gigantisk gode, vi alle forbruger en homogen masse af. Der er aldrig tale om aggregerede størrelser for det handlende menneske. For mennesket er der altid tale om specifikke goder, man ønsker at anvende som middel, til at nå sit mål. Et eksempel er, at jeg trækker vejret, og benytter en specifik mængde luft nær mine luftveje, for at udnytte ilten til forbrændingen af mad, som min krop kræver, for at kunne yde energi og vedligeholde mine kropslige funktioner. Jeg udnytter ikke “luften”, jeg benytter mig af en specifik mængde luft per åndedrag i min egen nærhed.

Jeg er som individ derfor ikke interesseret i “luften” som helhed, men i den luft, som jeg benytter til mine formål.

Privat ejendomsret i luften er en nødvendighed, i det omfang vi kan trække vejret, uden at udfylde formularer hvorvidt det fælles gode må benyttes til at videreføre mit liv. Det samme gælder vand og jord. Vi kan som fysiske væsener ikke undgå at betræde et område hvor vores krop står. Derfor er det nødvendigt at have et minimum af privat ejendomsret til jorden, nemlig det område man står i. Naturligvis kan man postulere, at, selvom det er fællesejet, kan vi betræde jorden som individer, når vi følger reglerne for brug af jorden. Det skaber blot konflikter over hvem må stå hvor, og hvem skal bestemme, hvem må stå hvor. Det er langt mindre konfliktfyldt at tillade privat ejendomsret, og lade markedet allokere jordlodderne til de mest værdiproduktive formål.

Privat ejendom

På almindeligt dansk kan vi forstå hvad privat betyder: det tilhører en sfære, hvor der kun er adgang for dig selv, eller dine inviterede gæster. I politisk sammenhæng betyder privat, at det er udenfor statens rækkevidde. Vi forstår også, i alt fald mange gør, at ejendom er et økonomisk gode, der kan kontrollers, og sættes i forbindelse med menneskelig subjektiv værdi. Privat ejendom følger dermed ret enkelt, det er et økonomisk gode, hvor der kun gives adgang til de inviterede gæster. Dermed er der lagt op til storstilet diskrimination mod alt og alle, for enhver årsag man kunne finde på, efter hvilket humør man befinder sig i, og meget andet. Kort fortalt er privat ejendom fuldstændigt fantastisk, for alle. Retten til privat ejendom udgør din mulighed for at bygge et fristed, for dig selv og de, som du finder ønskværdig at dele den med, hvor i fælles (eller dig selv alene) kan vælge at dyrke jeres fællesskab og sociale samhørighed. Muligheden for at smide uromagere, charlataner og døgenigte ud fra sfæren, er med til at skabe en meget større velfærd for dig, og din private kreds.

Så længe det er muligt, at vi alle kan finde steder, hvor vi bliver tilladt at socialisere og samarbejde, så er privat ejendomsret med til at sikre en meget større velfærd for samfundet som helhed, og for individet i særdeleshed. Diskrimination mod uønskede individer er et udmærket middel til at sikre sig selv mod overgreb, eller ubehag. Charlatanerne, uromagerne og døgenigtene skal derfor stramme sig an, for at blive accepteret i andres private kredse, hvis de ønsker at deltage i dem. Da privat ejendomsret ikke dikterer nogen regler for brugen af ejendommen (det bestemmer ejeren – det er denne, der udgør regeldanneren og håndhæveren, for det afgrænsede gode) kan alle regeltyper principielt forestilles. Det betyder, at det også giver charlatanerne, uromagerne og døgenigtene mulighed for at skabe deres eget private sted, hvor de kan dyrke deres interesser, der ville forargre andre.

Eksklusionen af andre fra den private ejendom betyder dog ikke blot lykke og velfærd i spandevis. Det betyder også omkostninger. Dette er et meget vigtigt punkt at fastholde i analysen. Omkostninger til drift og opretholdelse af nydelsen ved den private ejendom tilfalder ejeren. Jo flere, der ekskluderes fra at dele ejendommen, jo mere koncentreres omkostningerne. Det er derfor nødvendigt, som ejer, at tage stilling til, hvordan man ønsker at finansiere ens ejendom. Ønsker man den fuldkommen for sig selv, betaler man også omkostningerne selv. Ønsker man at dele den med andre, kan man tage en pris for at dele, og fastlægger man en rimelig pris, vil andre også deltage i delingen af ejendommen, således de frivilligt indgår i samarbejdet om at bære omkostningerne til de udgifter, som ejeren ønsker at afholde på at vedligeholde ejendommen. Udgiften til vedligehold af ejendommen skal være på et niveau, der yder en værdi, som de frivilligt betalende ejendomsdelere (forbrugerne, i daglig tale) finder rimelig. På den måde har både ejere og forbrugere af ejendommen noget at skulle have sagt i sagen. Ejeren står med det endegyldige ansvar for drift, mens forbrugeren blot behøver at tage stilling til prisen, og via sit valg, eller fravalg, signallerer til ejeren hvorvidt driften er rimelig eller ej. Et eksempel på denne deling kunne være en forlystelsespark, en købmand, en fabrik eller et transportmiddel.

Det grundlæggende princip er derfor, at den private ejendomsret giver dig mulighed for, at invitere dem du kan lide indenfor, og til at fastlægge reglerne for jeres sociale samkomst. Kort sagt, privat ejendomsret giver dig mulighed for at bestemme over et begrænset/knapt gode.

Den private ejendomsret er derfor let at forstå: Den giver en specifik person, eller gruppe af personer, kontrol med regeludformning og regelhåndhævning på et afgrænset område eller af et knapt gode. Klokker disse personer i sammensætningen af udgifter og værdi, fravælger andre at bære omkostningerne til vedligeholdet, og omkostningerne bæres i større og større grad af ejeren selv. Som ejer, der ønsker at dele med andre, bliver man derfor nødt til at tilbyde noget rimeligt til kunderne, da man ellers risikerer at stå med regningen for herligheden alene. Det er en disciplinerende mekanisme, som man i daglig tale henviser til under navnet “markedskræfterne” eller “egeninteressen”.

Hvis det økonomiske gode ejes af en gruppe af mennesker, fx aktionærer, kunne man måske tale om, at denne type af ejerskab er et “fælles” ejerskab. Ligeledes kunne man også argumentere for, at der er et vist fællesskab mellem ejer og forbruger af ejendom, der tilbydes til tjeneste for forbrugerne. Det er næppe denne type fællesskab som Uffe Elbæk tænker på.

Hvad betyder fælleseje egentlig?

Fælleseje, formoder jeg, er meget anderledes.

Hvor fælles er dette “fællesskab”? Fælles betyder sandsynligvis, at alle bestemmer reglerne. Det er omgående klart, at dette er upraktisk. Hvem tæller med, som en del af dette fællesskab? Børn? Demente? Bedøvede patienter på sygehusene? Hvordan deltager de i regelfastsættelsen, når de i deres nuværende tilstand ikke kan træffe rationelle beslutninger?

Måske er det en god idé at falde tilbage på definitionen af fællesskab til at blive de, som har valgret. Men er det tilstrækkeligt? Kan man forestille sig, at afholde folkeafstemning om hvert eneste lille regelændring, på hvert eneste afgrænsede område? Man kan jo, med rette, spørge, hvad fordelen er ved at københavneren har ret til at bestemme over vestjydens mark, eller hvad fordelen er ved at vestjyden får ret til at bestemme over københavnerens park. Og hvorfor være nationalist, når det kommer til ægte fælleseje? Lad os spørge alle mennesker i hele verden om deres mening om hvad reglerne bør være.

Jeg tror at Uffe Elbæk mener, at fælleseje er, når det er staten, der fastlægger reglere og håndhæver disse. Fælleseje dækker formentlig ikke over en gruppe af mennesker, der indgår i frivilligt samarbejde, men i stedet er der tale om det tvungne fællesskab, som staten presser ned over den danske befolkning via sit territoriale magtmonopol og sit mægtige finansieringsvåben, beskatning.

Det bærer derfor i retning af, at reglerne fastlægges af politikerne og håndhæves af statens magtapparat, i stedet for at reglerne fastlægges af private ejere. En tendens til centralisering og ensartede regler opstår. Afhængig af den politiske enhed, hvor regelfastlæggelsen underlægges, opstår der mere eller mindre centralisering. Lægges reglerne ud til kommunerne, centraliseres mindre, end hvis regelfastlæggelsen lægges hos politikerne på Christiansborg. I det nuværende politiske miljø ender det i en one-size-fits-all løsning, i det danske land.

Velfærdsforringelse og omkostningseksplosion

Hvis man ikke fornægter historien og økonomisk videnskab, kommer vi nødvendigvis til den konklusion, at brugen af det økonomiske gode, der lægges under statens kontrol og betales af skatteyderen, vil bevæge sig fra, i tilfældet af privat ejendom, at optimere velfærd og minimere omkostninger, til den offentlige ejendom, at minimere velfærd og maksimere omkostningerne.

Vi kan herfra tage fat i nogle konkrete eksempler på, hvad Uffe Elbæks forslag vil betyde for den almindelige dansker.

Der er forskellige modeller, man kan forestille sig. Den ene model læner sig op ad måden, de offentlige sygehuse drives på.

Hvis jord ikke må ejes af privatpersoner, så betyder det, at skatteyderen skal betale for vedligehold af haven. Det er ikke svært at forestille sig, at gartnere og handymen vil se forslaget som meget attraktivt for deres forretning. Nu hvor det ikke længere er boligejeren, der fastlægger hvor ofte græsset skal slås og hækken klippes, kan gartnerne og handymændene slå sig sammen i en politisk organisation, der agiterer for at øge standarderne for græsslåning og hækklipning. De kan formentlig også få en politisk håndsrækning af gødningsfabrikanter og pesticidfabrikanter. Haverne skal have et rigtig boost, og gøres flotte, for det gør almenvellet godt, når haverne er i orden og strutter af grønne planter og vækst. Alle borgere kan nyde velfærden af en flot have. Siger gartnerne og handymændene, mens de med glæde trækker i arbejdstøjet, og sætter rovet fra skatteyderen i banken.

Kort sagt, så vil der være et stort pres fra lobbyorganisationer, for at øge udgifterne til haverne. Den lille merbetaling fra den udpinte skatteyder vil formentlig ikke skabe en vred hob af ophidsede demonstranter, bevæbnet med høtyve og fakler, foran Christiansborg.

Den anden metode man kunne forestille sig, er den som bruges i dag for danske fortorve. Selvom disse ejes af kommunen eller staten, pålægges det boligejeren på matriklen at vedligeholde fortorvet, så det om vinteren er fri for sne og blade, og om sommeren ikke er tildækket af ukrudt. Kort sagt – bestemmelser om vedligeholdet foretages politisk, og den enkelte husejer pålægges at leve op til bestemmelserne og bære omkostningerne hertil.

Fortorvene er i dag frit tilgængelige for alle, der er ingen der ekskluderes fra at benytte dem. Man kunne benytte Uffe Elbæks argument om fælleseje til at sige, at enhver må holde fest i enhver andens have. Efterladenskaberne kan boligejeren herefter få fornøjelsen af at fjerne. Ligesom brugere af fortorvene ind i mellem benytter lejligheden til at henkaste affald i haven, således kan brugen af haven som affaldsplads øges med det fælles ejerskab. Boligejeren pålægges blot at opretholde en vis standard i haven, således det er muligt for den næste festarrangør, at benytte haven til det formål, som de finder belejligt.

I begge tilfælde bliver udfaldet det samme: Omkostningen til vedligehold af ejendommen eksternaliseres fra beslutningstageren, og perverse situationer opstår, hvor det er fordelagtigt at opstille kontraproduktive regler for driften, mens al ødselheden kommer de nærmeste politiske allierede til gode. Det er måske ikke for meget at sige, at den situation, som Uffe Elbæk ønsker bliver til virkelighed, forekommer mig at være ganske forfærdelig.

Hvor er revolutionen?

Uffe Elbæk mener, at spørgsmålet om den private ejendomsret til jord, er principiel, og at han modigt tager det med til debat.

Jeg mener, at Uffe Elbæk ikke forstår, hvad den private ejendomsret er. Ejendomsret betyder eksklusiv kontrol med økonomiske goder for private personer. Hvis jord var underlagt privat ejendomsret, hvorfor må jeg så ikke opstille et 11m² skur på min grund, uden kommunens tilladelse? Hvorfor må jeg ikke bebygge 40% af grunden, hvis det er det, som er den bedste brug af mine knappe resurser? Hvorfor skal jeg årligt betale skat af ejerskabet, hvis det retteligt er mit? Hvorfor må jeg ikke tænde bål på min grund, hvor jeg har lyst?

Hvis idéen går ud på at ejeren af jorden fremover skal leje den af staten, må jeg blot henvise til, at jordejere allerede i dag betaler skat, grundskyld, af den jord, de har købt og betalt. Staten opkræver dermed allerede en vis leje af al jord, og i princippet er jorden derfor ikke ejet af den private person, men i stedet ejer staten jorden og tillader private at forvalte jorden, såfremt denne betaler det vederlag, som staten har fastlagt.

Spørgsmålene burde allerede nu gøre det tydeligt for enhver: Den private ejendomsret til jord er en hul ret til at forvalte et stykke jord på statens præmisser. Det revolutionære og modige forslag af Uffe Elbæk, er derfor blot en fortsættelse af det socialdemokratiske nedbrydningsprojekt, der gør os alle fattigere, og magthaverne mere magtfulde.

Det eneste der kunne være en smule nyt i Uffe Elbæks forslag er, hvis det ikke længere er muligt for grundejeren at bestemme, hvem der er velkomne, og hvem der ikke er, på sin grund. Ejendomsretten til jord under den danske velfærdsstat er i realiteten kun fiat ejendom, man ejer ikke jorden egenrådigt, langt de fleste regler er bestemt af staten og kommunen, der sågar tager sig vældigt fint betalt i form af grundskyld, for at regulere dit brug af jorden, som du har købt. Hvis jorden ejes af fællesskabet, og alle må bruge jorden til hvad de lyster, vil det føre til store konflikter mellem husejeren og festarrangører der ønsker at benytte haver til deres fester.

Hvis målet er at skabe mere lighed, så vil jeg foreslå at fjerne de uendelige regler, der blokerer den uhæmmede ejendomsret, og frigive flere offentligt ejede grunde til privat ejendom. Det vil lette byrden på skatteyderen og påbegynde et ægte økonomiske brug af de store arealer, og tillade flere afvigende anvendelser af den knappe resurse. Offentligt ejet jord er et restriktionspolitik der tjener som subsidie til eksisterende jordejere. Sælg den offentlige jord, og lad priserne falde, således flere får råd til at købe det jord, der kan give dem merværdi i livet, og lad dem bruge jorden til det, der tjener deres private velfærd.