Velfærdsstatens håndtering af COVID-19 epidemien12 minutters læsning

Indlægget findes indlæst her:

Velfærdsstaten har mange opgaver i Danmark. En af opgaverne er at beskytte de syge og svage osv. En af metoderne at beskytte og skabe “velfærd” er ved at give “lige adgang til sundhedsydelser” og “passe på de gamle”. Under den såkaldte COVID-19 epidemi er det derfor først og fremmest Velfærdsstaten og dens institutioner som sygehuse, plejehjem og hjemmepleje, der har til opgave at sikre de ældre og sørge for, at de bliver hjulpet godt igennem epidemien. En epidemi, som man på forhånd vidste ville være mest hård ved de ældre og de i forvejen syge mennesker.

Da Velfærdsstaten ligesom alle andre stater ikke har nogen penge selv, er det nødvendigt med en stor privat produktion til at vedligeholde den parasitiske organisation, der lever af at konfiskere den private sektors indkomst, der er afledt af deres retmæssige ejendom. Frugten af markedets deltageres arbejde og investering er det eneste, der kan betale og vedligeholde Velfærdsstatens institutioner, og i Velfærdsstatens egen interesse er det dermed af yderste vigtighed, at der skabes så stor en indkomst af de mange flittige arbejdermyrer og af de succesfulde spekulanter, som muligt. Indkomsten der delvist konfiskeres og fordeles til de politisk favoriserede grupper af Velfærdsstaten.

Et hurtigt tilbageblik på dødstallene

Før vi går videre er det måske værd at genopfriske lidt statistik fra virussens såkaldte hærgen i Danmark. Af mange anses virussen stadig som meget farlig. De henviser til, at mere end 500 danskere er omkommet som følge af virussen. Og ser vi på SSIs corona-side, kan vi se, at dødeligheden er 5%, hvis man dividerer antallet af “corona relaterede dødsfald” med antallet af positivt testede personer. Der har dog altid været en vis skepsis fra min side angående opgørelsen af dødstallene ved corona, som jeg også nævnte i mit første indlæg derom, så mente jeg dengang, og jeg mener det stadig i dag, at det er overdrevne tal, vi får præsenteret. Husk dette, når du læser indlægget her. Jeg forsøger at præsentere data, som underbygger synspunktet om, at COVID-19 ikke er farlig for størstedelen af befolkningen.

Jeg bør nok hurtigt indskyde her, at jeg ikke mener, at menneskers død er ligegyldig eller bare kan negligeres, hvis de døde tilhører en særlig gruppe. Et dødt menneske er et dødt menneske for meget. Naturligvis. Men det er værd at understrege, hvis der skulle være nogen, der havde glemt det, at mennesker er dødelige væsener. Der er som bekendt kun to ting, der er sikre her i livet. Den ene er, at man kommer til at betale skatter til den svulmende Velfærdsstat, mens man lever og den anden, at man en dag desværre vil dø. I 2018-2019 i Danmark er middellevealderen 81,3 år. Mænds er 79,3 og kvinders er 83,2. Det er værd at huske på. Ser vi nærmere på de corona-relaterede dødstal, viser der sig et ganske andet billede end det, som man umiddelbart får indtryk af ved at se de overordnede tal. I det første kohort-studie over danskere under den såkaldte COVID-19 epidemi, kommer forskerne frem til, at medianalderen af de døde (82 år) svarer til den gennemsnitligt forventede levetid (81 år), og at medianantallet af komorbiditeter var 3 (dvs. oftest havde de døde 3 andre kroniske lidelser, som fx forhøjet blodtryk, kronisk lungesygdom eller iskæmisk hjertesygdom). Disse komorbiditeter er de samme, som for andre kendte infektioner såsom influenza og lungebetændelse (se nyheden om kohortstudiet).

Et af problemerne med opgørelsen omkring de corona-relaterede dødsfald er, at den omsiggribende testaktivitet og den simple metode, hvormed man erklærer en person død relateret til corona, er, at der kommer mange mennesker i denne kurv, fordi sygdommen er smitsom. Nogle af dem, der kommer på corona-listen er dermed ikke død af corona, men er i stedet død med corona. For at undgå dette problem med at blande flere effekter sammen kan man vælge at se på overdødeligheden i stedet. For Danmark, Østrig, Estland, Finland, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Luxembourg, Malta, Norge er der ikke umiddelbart noget at se, mens andre lande som Belgien, Spanien, Frankrig, England, Sverige og Italien alle har bemærkelsesværdigt store afvigelser fra den almindelige dødelighed mellem uge 9 og 18.

Bemærk, at Sveriges overdødelighed på 14,54 let overgås af Englands 42,34. Sverige lukkede som bekendt ikke hårdt ned, mens England gjorde. Der er altså ikke entydigt bevis for, at det er nedlukningen af økonomien, der har ført til gode resultater i lande med lav overdødelighed. Spanien og Italien, som blev brugt som skræmmeeksemplet, lukkede begge ned for økonomien, endda i meget strengere grad end Danmark og Norge, hvor dødeligheden blev langt lavere. Man må derfor på nuværende tidspunkt stadig være åben for andre forklaringer for succes med lav overdødelighed, end den simple der blåstempler regeringers politik, der smadrede markedsøkonomien med magt. En politik, der ofrede andre menneskers velstand og velfærd for, at den ansvarsfrie politiske elite kunne jagte deres foretrukne politik og flere stemmer.

Sveriges økonomi forandrede sig også under covid-19 epidemien, ligesom den danske gjorde det under regeringens magtanvendelse. Forskellen mellem de to kan muligvis ikke ses på makro-niveau, fordi disse overordnede tal skjuler hele økonomiens sande væsen. Det er ikke væsentligt, hvor stort BNP faldet blev, men at det er frie markedsdeltagere, der har prioriteret hvilke risici, der var for store, og hvilke udgiftsområder hver person ønskede at spare på. På markedet går virksomheder jævnligt fallit, og det sker som et udslag af markedets deltageres prioritering af deres egne resurser. Når en virksomhed går fallit pga. regeringens magtanvendelse mod den, så har markedsdeltagerne ikke selv valgt at prioritere resurserne således. Virksomheden, der går fallit under regeringens magtnæve, kan derfor have været leverandør af meget værdifulde goder, som markedets deltagere blev frarøvet af regeringen mens iværksætteren mister sit livsværk pga. de ansvarsfrie politiske beslutninger. Det er i strid med liberale principper at lade politikere bestemme over økonomiske goder, som de ikke retmæssigt ejer.

Det er essentielt forskellen mellem den relativt lempelige svenske covid-19 strategi (som jeg mener er for restriktiv pga. den svenske velfærdsstats eksistens!) og den nævenyttige og magtliderlige danske regerings politiske strategi. Spørgsmålet er essentielt for en liberalist: Hvem skal prioritere resurserne? Er det politikerne, eller er det de retmæssige ejere af økonomiens goder?

I det næste forholder vi os dog bare til Danmarks tal. Ser man nærmere på overdødeligheden under coronaepidemien, var den ifølge SSI på ca. 24 personer:

I uge 14 var der 17 dødsfald over den beregnede grænse for forventet dødelighed, og 113 dødsfald relateret til COVID-19, mens der i uge 15 var 7 dødsfald over den beregnede grænse for forventet dødelighed, og 95 dødsfald relateret til COVID-19.

Kilde: SSI trend og fokus 30. april

Hvis vi ser på antallet af corona-relaterede dødsfald i de uger, ser grafen sådan ud, og fordelt på uger nedenunder:

Kilde: SSI COVID-19 overvågningsrapport 19. maj 2020

De 17 plus de 7 i de to uger giver tilsammen 24 personer, og det samme tal går igen i antallet af raske mennesker, der døde af corona. Med disse lave antal overdødelighedstal in mente, så er det måske på tide at se nærmere på, hvordan Velfærdsstaten beskyttede de skrøbelige individer. Umiddelbart har Velfærdsstaten gjort det godt, hvis vi måler på overdødeligheden i Danmark i de første af årets uger.

Hvem indlægges på intensiv?

Argumentet for at lukke økonomien ned var, at sundhedsvæsenet ikke måtte blive overbelastet. Særligt fokus blev lagt på intensivpatienter. De blev fremført som den drivende årsag til at “gøre noget” for at reducere risikoen for et overbelastet sundhedsvæsen. Det er derfor væsentligt at vide, hvor stor risikoen er for indlæggelse på intensiv for forskellige grupper. Ser man nærmere på kohortstudiet, så kommer man til følgende oversigt over fordelingen af indlagte patienter:

Kilde: Kohortstudiet fra SSI.

Af de personer, der blev indlagt på intensiv, var der kun 64 indlagt ud af 300 uden en komorbiditet (data fra kohortstudiets tabel 1). Dvs. 78,6% af de indlagte på intensiv havde allerede en komorbiditet, og var formentlig i behandling af det offentlige sundhedsvæsen. Det betyder, at man allerede vidste, hvem disse personer var, og kunne tilrettelægge en effektiv og målrettet beskyttelsesstrategi for dem, hvis man som Velfærdsstatsbureaukrat eller -politiker havde sat sig dette som mål. Skulle man forhindre overbelægning på sygehusene, så var det disse grupper, som allerede var i Velfærdsstatetens såkaldte pleje, der skulle beskyttes. Risikoen for at komme på intensivafdelingen i et langstrakt forløb stiger med alderen og med komorbiditeter. Det er dermed fra et rent teknisk perspektiv ikke interessant at lukke økonomien ned, fordi risikoen for at overbelaste sundhedsvæsenet fra den arbejdende del af befolkningen er meget lille.

En rationel strategi for at minimere presset på sundhedsvæsenet ville derfor være at fokusere på, at mennesker over 60 år og dem med komorbiditeter skulle beskyttes mod sygdommen. Det er netop Velfærdsstatens opgave, at passe på disse mennesker, så naturligvis kan vi da forvente, at disse individer som det første i enhver respons til sådan en ny virus ville blive beskyttet mod COVID-19 af den allernådigste Magnus Den Første. Ikke?

Sundhedsministerens langsomme beskyttelse af de skrøbelige

Desværre skete det ikke. Ikke særligt hurtigt i alt fald. Fra 18. marts (7 dage efter man lukkede økonomien ned!) testede man sundhedspersoner med svære symptomer (dem der ville være blevet hjemme fra arbejdet alligevel og dermed først, når de var færdige med at smitte de skrøbelige personer, der var i Velfærdsstatens varetægt) og i gradvise trin opskalerede man testaktiviteten af sundhedspersonalet (information fra kohortstudiet). Men det var først fra 1. april, at man systematisk testede sundhedspersonalet uanset symptomer(se fx COVID-19 overvågningsrapport af 19. maj 2020).

Testresurserne blev udbygget væsentligt i perioden. Antallet af test pr dag kan ses i den følgende figur:

Vi kan se, at der skete en stor stigning i antal test i slutningen af marts og dette niveau blev holdt indtil omtrent 20. april, hvor der igen blev tilføjet flere testresurser. Det væsentlige er ikke antallet af testede personer, men at det er de rigtige personer, der testes. Hvis ens rolle er at beskytte skrøbelige borgere mod en ny virus, hvorfor kan det da være, at man valgte at prioritere at teste hjemkomne turister indtil 11. marts, og bagefter alle med svære symptomer, der henvendte sig til sygehusene? I mellemtiden overså man at teste sundhedspersonalet.

Kilde: Epidemiologisk trend og fokus af 8. april 2020

Hvorfor har man ikke i stedet fra starten valgt at teste dem, der havde størst kontaktflade med de skrøbelige personer i samfundet? Der var mulighed for at teste langt flere sundhedspersoner i uge 10 og 11, men det var netop i disse uger, at man fokuserede på hjemkomne danskere fra skisportssteder, og disse resultater brugte man til at blæse en epidemistemning op, for at vedtage L133, som jeg har beskrevet her. Smittetrykket blev også oprindeligt beregnet på baggrund af de personer, der var smittet i udlandet, og som fik SSI til på bagkant at komme med en undskyldning for at have begået en “beklagelig fejl“.

Testkapaciteten blev dermed brugt forkert. Den blev brugt på at piske en skrækstemning op i regeringen og befolkningen, mens allokeringen af resurserne førte til, at de som virkelig havde behov for at blive testet, nemlig dem der kunne smitte de skrøbelige i samfundet, blev overset.

Den første respons var at ruinere iværksættere og arbejdere, og først bagefter finder man på at beskytte de skrøbelige borgere. Som eksempel på at det ændrede testfokus har haft betydning kan man læse ud af et notat af 14. april til en ekspertrapport, da de skriver følgende:

Antallet af nyindlæggelser er et centralt datapunkt, dette punkt ses dog med 10-14 dages forsinkelse i forhold til det reelle smittetidspunkt. Indtil den 1. april var der dagligt en vækst i antallet af nyindlagte, ca. 20% om dagen. Dette ændrede sig fra den 1. april, hvor der er observeret et fald i det daglige antal nye indlæggelser, ca. -12% om dagen. …

Analyse af ændringen i antal nyindlagte viser, at faldet næsten udelukkende sker i patientgruppen over 60 år og først og fremmest blandt personer i aldersgruppen fra 70-79 år.

Kilde: Notat med opdateret scenarie af 14. april 2020

Ser vi på antal indlæggelser på intensiv, så passer det rimeligt godt med, at da man begyndte at beskytte de skrøbelige borgere på plejehjem, i hjemmeplejen og de indlagte på sygehusene, ved at teste deres plejepersoner, så stopper stigningen i antal indlagte omtrent 10-14 dage senere. 14 dage før 1. april er onsdag i uge 12, ugen hvor fokus skifter til at teste sundhedspersoner.

Da vi ikke har at gøre med et kontrolleret eksperiment, altså at man holdt andre faktorer konstante og kun ændrede en faktor ad gangen, så er det ikke muligt at tildele hver faktor sin rette vægt. Det kan derfor være, at der er andre faktorer i spil, der har ført til reduktionen i indlagte på intensiv, end dem jeg beskriver her. Effekten af myriaden af ændringerne som borgerne selv foretog på den ene side, og dem som myndighederne tvang dem til at foretage på den anden, kan ikke adskilles og vægtes individuelt. Vi kan derfor ikke vide med sikkerhed, om det havde udartet sig så rosenrødt som jeg kan forestille mig, at det ville, hvis Velfærdsstatens eneste reaktion havde været at informere om personlig beskyttelse mod virussen og hygiejnerådene og målrettet havde beskyttet de skrøbelige borgere i deres varetægt. Men det er meget tydeligt i den data, som vi har tilgængelig nu, at en meget stor del af de indlagte netop kommer fra de skrøbelige grupper, og det derfor er dem, der primært skulle beskyttes mod at komme i kontakt med virussen, hvis målet var at begrænse sundhedsvæsenets belastning.

Denne metode til at minimere belægningen på sygehusene kunne være målrettet og effektiv – hvis altså man havde et sundhedsvæsen, der havde de rette incitamenter til at beskytte deres kunder. Hvorfor det præcis var, at Velfærdsstaten valgte at bruge testresurserne på at drive politik og tage magten fra borgerne, det kan jeg ikke afgøre. Men det er bemærkelsesværdigt, at det foregik sådan. Det bør man huske på til næste gang politikerne forsøger at piske en stemning op, og forsøger at tage mere magt over borgerne.

Hvorfor skade markedsøkonomien, der er statens levebrød?

Et spørgsmål der er tilbage, som er vigtigt at overveje, er: Hvorfor valgte politikerne at undergrave den markedsøkonomi, som er Velfærdsstatens eksistensgrundlag? Deres egen prestige og velstand hviler på, at de kan udtrækker så mange resurser af den private sektor som muligt. Hvorfor valgte de at slagte hønen, der lægger de gyldne æg? Her kan det være nyttigt at se på, hvordan en demokratisk politiker agerer i forhold til en monark. Som beskrevet af Hans-Hermann Hoppe i sin eminente bog, Democracy: The god that failed, forklarer Hoppe, at incitamenterne for en moderne politiker kontra en monark kan sammenlignes med ejerskab kontra leje af et hus:

The caretaker does not own the country, but as long as he is in office he is permitted to use it to his and his’ proteges’ advantage. He owns its current use -usufruct- but not its capital stock. This will not eliminate exploitation. To the contrary, it will make exploitation less calculating and more likely to be carried out with little or no regard to the capital stock. In other words, exploitation will be shortsighted.

Politikeren i vore dages demokrati får for en kort periode et hus (Danmarks økonomi) stillet til rådighed. Politikeren er som den midlertidige lejer af et hus: Han må ikke sælge huset og høste kapitalværdien deraf, men han må gerne bruge det, således hans indtægt i nuet maksimeres. Monarken er i stedet ejeren af huset, og vil have en tendens til en mere langsigtet strategi for huset. Kort sagt: Politikerens hensyn er ikke at vedligeholde kapitalværdien af huset, mens monarkens strategi også må tage hensyn til kapitalværdien.

De store lånepakker, som politikerne har sat i søen for at “redde” økonomien igennem den af regeringen påførte skade, er naturligvis ikke andet end at tisse i bukserne. Lånene skal betales tilbage, men det er et fremtidigt problem. Nuværende politikere kan leve højt på lånenes nutidsværdi og har dermed ikke vist interesse i at vedligeholde kapitalværdien af markedsøkonomien. De kan som ansvarsfrie politikere lettere gribe til at ofre den fremtidige indkomst ved at forbruge kapitalværdien i nuet. Statslige lån er blot kapitalforbrug. Politikerne har således reageret præcis sådan som en kortsigtet kapitalforbrugende demokratisk politiker kan forventes at reagere. De har knust tusindvis af iværksætteres drømme, de har fejlet i at beskytte de skrøbelige under deres varetægt og de har belånt børnenes fremtid for at dække over deres fadæse.

Nej. Konklusionen må absolut være, at Velfærdsstaten har håndteret den såkaldte COVID-19 epidemi præcis som vi kan forvente: Som de rene amatører i epidemihåndtering og som fattigdomsskabende, kapitalforbrugende politikere.