Hvad er der galt med skattefinansiering af velfærd?9 minutters læsning

I Danmark har staten igennem tiden, særligt siden 1970’erne, øget skattesatserne og indført afgifter for det ene og andet. Disse skattesatser er blevet indført for at betale for en række offentlige udgifter, som med tiden har vokset sig større og har ført til en stor stigning i skatteopkrævningen.

I 1947 opkrævede staten i 2015-penge en sum af 72 mia kr i skatter og afgifter. I 2015 opkrævede staten en sum af 956mia kr. Tallene stammer fra danmarks statistik, og er korrigeret for udviklingen i forbrugerprisindekset.Behovet for finansiering af det offentlige forbrug har resulteret i en situation det ikke er helt forkert at kalde “endemålet for skatteopkrævning”. Hvis man begynder at læse listen over skatter og afgifter på danmarks statistik, mister man hurtigt overblikket og finder noget andet at beskæftige sig med. Selvom en fantasifuld person kan opfinde flere skatter, så er det tvivlsomt om det kan lade sig gøre at indføre flere skatter eller øge eksisterende, for at øge statens indtægter.

Hvad håber politikerne på?

Den danske stat er med andre ord i den pinlige situation, at den eneste måde den kan opkræve et større provenu er gennem økonomisk vækst. Politikerne kan ikke indføre flere ordninger på skatteydernes regning, de kan ikke øge forbruget af eksisterende ordninger, de er henvist til at forsøge at opretholde systemet sådan som det er nu, og blot håbe på at miraklet sker, at økonomien begynder at vokse igen.

Som så mange andre politiske fantasier så ser det også ganske sort ud med væksten i dansk økonomi, hvor en af hovedårsagerne netop er det store skattetryk. Efter finanskrisen har den danske vækst været lav, selv i forhold til den normale danske vækst under det socialdemokratiske regime, og der er ikke udsigter til skattelettelser, liberaliseringer af industrien eller opgør med fagforeningerne. I store træk kan vi forvente en vækst der ligger på samme niveau som efter finanskrisen, medmindre det lykkes den hasarderede pengepolitik at slå igennem og skabe en højkonjunktur baseret på papirpenge og illusoriske, uholdbare prisstigninger.

Det er hård kost at kigge på billedet øverst og se at staten har opført sig som en gedigen landevejsrøver: Den har beskattet alt der kan beskattes, og har taget så meget det overhovedet kunne lade sig gøre. Denne tendens til udnyttelse af den danske skatteyder er et af de moralske problemer der uundgåeligt skabes, når staten skal gøre noget som helst. En ting er at det skaber en øget kamp mellem de to klasser i samfundet: Skatteyderne og skattenyderne, men det næste er at borgerne i samfundet over tid vænner sig til at blive systematisk udnyttet af staten mens det samtidigt påstås at de store problemer som staten løser netop er en del af uretfærdigheden der naturligt opstår i det kapitalistiske samfund: Ulighed i samfundet.

Denne systematiske udnyttelse og Orwellske argumentationsteknik er en gængs politisk fremgangsmåde i debatten. Det påstås ofte at profit er egoistisk, at kapitalister udnytter arbejderne og at samfundet overladt til sig selv ville degenerere til kaos. Det er midlertid svært at se hvordan samfundet skulle blive mere udnyttet end af staten, der tager omtrent halvdelen af alt der produceres af værdi i landet, og distribuerer det efter det som giver den største politiske magt til politikere og bureaukrater. Som Milton Friedman pointerede, så er der fire måder at bruge penge på: Du kan bruge dine egne penge på dig selv, du kan bruge dine penge på andre, du kan bruge andres penge på dig selv, og du kan bruge andres penge på andre. I det sidste eksempel finder vi den mest ineffektive af slagsen, den som staten benytter sig mest af: At bruge andres penge på andre. I denne kategori argumenterer Friedman for at den som bruger andres penge på andre sigter efter at bruge pengene uden at tænke på kvaliteten eller på at minimere omkostningen.

Men giver staten os ikke en masse offentlige services, som kommer os alle til gavn? Det er vel rigtigt at alle de mange skattekroner går til samfundets bedste, ikke?

Dette er en del af et gængs argument for en stor stat, et højt skattetryk og meget lille personlig økonomisk frihed: Skatteindtægterne går til fornuftige ting, som gavner hele samfundet. Det går til sundhed, uddannelse, omsorg for de svage i samfundet og støtte til udlandet. Selvom det er svært at have noget mod alle disse vigtige samfundsopgaver, så er det ikke svært at påpege den logiske fejl der opstod i argumentet, når det pludseligt er staten der skal finansiere udgifterne til disse opgaver.

Et af problemerne med den offentlige produktion er at hele produktionsapparatet skal styres bureaukratisk. Der er ikke andre måder at dirigere de offentlige midler på, end ved hjælp af store lovsamlinger og masser af administratorer der skal bruge tid og energi på at sørge for at budgetloven for det pågældende område bliver overholdt. Der er mange debattører som siger at det er “New Public Management” som er årsagen til hele problemet med ineffektive offentlige virksomheder, og at det offentlige i gamle dage blev drevet langt mere effektivt. Dette synspunkt er sympatisk, og det er formentlig også sandt at skattepengene kunne bruges bedre selv i det offentlige bureaukrati. Men det grundlæggende økonomiske problem som bureaukraterne kæmper med er desværre uløseligt i offentligt regi.

Ludwig von Mises, Bureaucracy s 43:

There are many things about governmental administration which need to be reformed. Of course, all human institutions must again and again be adjusted anew to the change of conditions. But no reform could transform a public office into a sort of private enterprise. A government is not a profit-seeking enterprise. The conduct of its affairs cannot be checked by profit-and-loss statements. Its achievements cannot be valued in terms of money. This is fundamental for any treatment of the problems of bureaucracy.

Privat kontra offentlig produktion

Et af hovedargumenterne mod skatteopkrævning går typisk på at det er moralsk forkert at opkræve skat, fordi skattevæsenet tager privat ejendom fra borgerne mod deres vilje, men i dette tilfælde går argumentet ikke ud på at vise at det er umoralsk at opkræve skat. I stedet skal vi i det følgende forsøge at forklare hvorfor det er ineffektivt at staten bruger penge i det hele taget.

En af de vigtigste indsigter i økonomisk videnskab er erkendelsen af at værdi opfattes subjektivt. Det som er værdifuldt i øjnene på en anden person, kan være væsentligt mindre værdifuldt set med dine øjne. Havde du selv muligheden for at prioritere, ville du have valgt anderledes end en fra din familie eller en af dine bekendte.

Dette betyder ganske enkelt, at når du sætter andre til at prioritere dine penge, så får du et andet resultat end det du selv ville have forsøgt at opnå. Det betyder ikke automatisk at dette resultat er teknisk ringere end det du selv ville have opnået med den samme sum penge, men når pengene først tages fra dig med skattevæsenet og herefter bruges af en anden, betyder det desværre at man med ikke længere med sikkerhed kan sige at begge parter drager en økonomisk gevinst heraf. Mængden af penge der blev brugt kunne med lethed have ramt forkert af dine præferencer, og kvaliteten af produktet kunne ligeså være andet end du selv ville have valgt. Du har dermed, på nær i det mest optimale tilfælde, fået mindre værdi for dine penge.

Det er et af østrigernes kernekritikpunkter mod offentlig produktion: Hver enkelt borger i samfundet besidder en række personlige præferencer, disse præferencer er absolut subjektive og kommer kun til udtryk i den økonomisering som borgeren demonstrerer ved sine personlige handlinger. Dette betyder at for at optimere og økonomisere med resurserne i samfundet så er det afgørende vigtigt at hver borger råder over sine egne resurser til fulde, for det er kun gennem frivillige handlinger i markedet at borgerne optimerer den sociale gevinst af resurserne. Kun når både køber og sælger indgår handlen frivilligt er der tale om en social optimal transaktion.

Murray Rothbard, Man, Economy, And State s. 953:

No government enterprise can ever determine prices or costs or allocate factors or funds in a rational, welfare-maximizing manner. No government enterprise could be established on a “business basis” even if the desire were present. Thus, any governmental operation injects a point of chaos into the economy; and since all markets are interconnected in the economy every governmental activity disrups and distorts pricing, the allocation of factors, consumption/investment ratios, etc. … The greater the extent of government ownership, of course, the more powerful will this impact become.

Hvis værdi er subjektivt og kun findes når det ses med egne øjne, så kan man reelt ikke vide som 3. part hvad der skal købes eller hvor meget der skal købes, for at tilfredsstille den enkelte. Dette fører uundgåeligt til at hvis staten bruger pengene på dine vegne, så er den altafgørende feedback mekanisme, frivillige transaktioner, afkoblet fra at skabe og dirigere værdifuld produktion. Når de offentlige sygehuse forærer deres services gratis væk, må de i stedet for at regne profit og tab forsøge at skabe en illusion af værdiskabelsen ved at måle på antal operationer eller antal læge- eller sygeplejesketimer forbrugt. Dette er dog underordnet. Det afgørende er om prisen på ydelsen set med forbrugerens øjne var værdifuld – vil forbrugeren frivilligt betale prisen for sundhedsvæsenets service så har sundhedsvæsenet været produktivt, hvis ikke, så har det været tabsgivende. Dette altafgørende faktum bør man altid holde sig for øje, når man diskuterer offentlig produktion og forbrug.

Kaotisk offentlig investering

Når det offentlige fastlægger budgetter og næste års produktion, så sker dette på baggrund af bureaukratiske arbitrære beslutninger der ikke er funderet i markedsøkonomiens strenge disciplin der sikrer produktivitet, tilpas kvalitet og tilpas lave omkostninger. Beslutningerne i sundhedsvæsenet træffes politisk, og efterlader den enkelte forbruger uden mulighed for selv at til- eller fravælge at betale, og dermed fra at holde den produktionsansvarlige i stram snor. Det skaber også kaotiske problemer med ventelister, hvor visse sygdomsgrupper politisk bliver udsultet, og lange køer opstår i forbindelse med besøg hos forskellige speciallæger.

I stedet for at lade markedskræfterne håndtere problemet, således speciallægerne kun arbejder med de vigtigste sager, ender økonomien i en situation hvor personalet bruger for meget tid på uproduktivt arbejde med raske patienter fordi systemet er bureaukratisk og centralt “planlagt” således det økonomiske system afkobles effektivt fra at disciplinere produktionen til at komme kunderne til gavn. Skulle hver patient betale markedsprisen for hver ydelse, ville det disciplinere både patient og dennes rådgiver til at overveje omkostningen og opveje den mod den forventede gevinst. Er omkostningen nul for patienten, vil denne prioritere anderledes.

En af de største forskelle fra det nuværende offentlige system og et system baseret på det frie marked og ejendomsretten, er at det altid er muligt at få fat i varen eller ydelsen man ønsker, hvis man er villig til at betale markedsprisen for ydelsen. På denne måde sikrer man et udbud der passer med efterspørgslen, og på samme måde sikrer dette at ventelister forsvinder dels fordi kun de væsentligste problemer tages hånd om, men særligt fordi i det lange løb at investeringerne øges for at imødekomme efterspørgslen i balance med alle andre investeringsmuligheder i markedsøkonomien. Hvis forbrugerne værdsætter større investering i sundhedsvæsenet frem for skolevæsenet, vil profit og investering flyde fra skolevæsenet til sundhedsvæsenet og automatisk følge forbrugernes præferencer i det lange løb. Denne gunstige smidige og præcise styring af produktionsmidlerne i det frie marked er fuldstændigt afkoblet og amputeret i det offentlige bureaukrati, hvor investeringsstørrelsen besluttes politisk og de enkelte investeringsobjekter ikke findes på basis af profitmotivet, men i stedet på basis af politisk-bureaukratiske beslutninger der ingen rettesnor har at gå efter.

Selvom vi provisorisk antager at de offentlige bureaukrater og politikere er engle og kun har den største menneskelige velfærd i tankerne når de beslutter sig, så er det økonomiske problem uløseligt i offentligt regi. Det eneste system der er bæredygtigt i længden og smidigt tilpasser sig forbrugernes ønsker og prioriteringer er den frie laissez-faire kapitalisme.

Derfor dør argumentet om at det offentlige skal stå for produktion af noget vigtigt for samfundet, og dermed kan skatteopkrævningen med sindsro reduceres kraftigt. Det offentlige er notorisk ineffektivt og spilder vigtige resurser i sit desperate forsøg på at koordinere forbrug, efterspørgsel og investering vha. arbitrære bureaukratiske beslutninger.

Hvis man ønsker et produktivt og bæredygtigt samfund, så er det nødvendigt at underlægge al produktion de frie markedskræfter, der sørger for at der er rigeligt produceret til at møde efterspørgslen, og at der er en stram snor i omkostningerne og kvaliteten af produkterne.