Monthly Archive: april 2017

På det seneste har der været diskussioner oppe om hvordan “det danske gasnet” fremover skal drives og ejes.

I dag er der flere offentlige instanser som ejer store dele af gasnettet – herunder HMN naturgas og Dansk Gas Distribution (tidligere DONG energy). HMN naturgas ejes af en række kommuner mens Dansk Gas Distribution ligger under energinet, og ejes altså af den danske stat.

Hvorfor ikke bare privatisere hele gasnettet, og lade markedskræfterne finde ud af hvor store andele af gasnettet der er optimalt at drive per firma? En dansk professor udtaler i den forbindelse, at det er vigtigt at politikerne tænker sig godt om, fordi det, ifølge professoren, eneste der er værre end et offentligt monopol er et privat.

For nogle år siden ville jeg selv have sagt det samme. Forestillingen der dannes i hovedet på de fleste er at den private virksomhed med monopol kan hæve prisen til hvad end den vil, og trække så mange penge ud af forbrugeren som han lyster ved at hæve prisen. Forbrugeren må til lommen og betale, koste hvad det vil, hvis forbrugeren vil have varmt vand, varme og madlavningen på gaskomfuret. Magtfordelingen er skæv – ejeren af det monopoliserede produktionsgode har al magten, og forbrugeren, der ledes ud i et meget dyrt forbrug for at kunne imødegå sine basale menneskelige behov, har ingen magt.

På den anden side vil et offentligt monopol, omend ineffektivt, oldnordisk og uden kundeservice, i det mindste blive drevet sådan at forbrugeren ikke udplyndres for at skabe store profitter for griske kapitalistsvin. Det offentlige behøver ikke tjene penge på driften – hvordan kan man nogensinde være imod at det offentlige driver noget? Vi slipper som forbruger fuldstændigt for at betale overprisen der fører til profitten.

Det er efter alt at dømme den gængse tankegang, og jeg har også selv været en af dem der fulgte den. Jeg har dog læst lidt siden dengang, og vil gerne hjælpe andre til at få samme forståelse af problemets natur som jeg selv har været heldig at få.

I det følgende vil jeg tage udgangspunkt i Ludwig Von Mises fantastiske bog “Human Action” kapitel 15 og  Murray N. Rothbards fabelagtige bog “Man, Economy, and State” kapitel 10.

I min indlæg her vil jeg forsøge at skabe forståelse for følgende punkter:

1. Markedsmonopolet deler fortsat “magten” over produktionen i samarbejde med forbrugeren
2. Markedsmonopolet er i risiko for nye konkurrenter
3. Det offentlige monopol kan præcis drives som fordommene siger om det private monopol

Markedsmonopolet

Før jeg går ind i det meget politisk ukorrekte emne, så er det på sin plads med et lynkursus i østrigsk økonomi.

Jeg starter blødt ud med et citat fra Human Action, side 278, hvor Mises pointerer den vigtige adskillelse af monopoler og monopol-priser:

Monopoly in this second connotation of the term becomes a factor in the determination of prices only if the demand curve for the monopoly good concerned is shaped in a particular way. If conditions are such that the monopolist can secure higher net proceeds by selling a smaller quantity of his product at a higher price than by selling a greater quantity of his supply at a lower price, there emerges a monopoly price higher than the potential market price would have been in the absence of monopoly. Monopoly prices are an important market phenomenon, while monopoly as such is only important if it can result in the formation of monopoly prices.

Den intelligente læser ved at der er visse goder som vi har masser af alternativer til. Vi kan tage eksemplet med fødevarer. I denne sektor er det muligt at skifte mellem mange forskellige produkter, der hver for sig kan bruges til at tilfredsstille det menneskelige behov for energi og ernæring. Skulle producenten af wienerbrød få den fjollede idé at hæve prisen til det dobbelte, så er det muligt at vælge at købe kanelstænger som substitut (jeg ved der er en vis form for religiøsitet mellem disse slags valg, men det gælder trods alt ikke alle forbrugere af wienerbrød, og det er pointen).

Mises fortsætter, stadig s 278 i Human Action:

The higher the monopolist fixes the price at which he is ready to sell, the more potential buyers turn their dollars toward other vendible goods. On the market every commodity competes with all other commodities.

På økonom’sk vil man sige at “elasticiteten” af efterspørgselskurven er meget vigtig. Hvis efterspørgselskurven er “elastisk” betyder det bare at producenten kan tjene flere penge ved at sænke prisen og sælge meget mere. Er kurven ikke elastisk, så kan producenten ikke tjene mere ved at sænke prisen og sælge mere. En vigtig detalje at få med i denne forbindelse er at efterspørgselskurven ikke har nogen forudbestemt form. Den kan være stykvis elastisk i nogle dele og uelastisk i andre. Det er også vigtigt at pointere at en efterspørgselskurve også har en tidsfaktor og skifter med tid, når forbrugernes præferencer ændrer sig eller flere nye alternativer kommer på markedet. Det er vigtigt at danne forståelse af hvor dynamisk markedet er, og en naiv fremstilling af en sort/hvid efterspørgselskurve der er statisk i tid og ens over hele kvantitetsaksen er farlig.

Den totale indtægt i balance med produktionsomkostningerne afgør om det er profitabelt at sænke prisen og øge produktionen, eller om det er bedre at fortsætte, eller ligefrem sænke produktionen, for at opnå den største profit. Sælgeren af en given vare skal altid være vaks og dristig, det er nødvendigt med eksperimentel prissætning for at finde ud af hvilken pris maksimerer profitten. Prisdannelsen har et stort element af udforskning af ukendt territorium over sig, og med prissystemet kan netop “trial and error” princippet tages i brug. Prøv dig frem, gæt så godt du kan, og ret hele tiden til. Denne opgave varetages af iværksætteren og dennes fantasi.

Lad os for eksemplets skyld vedtage at der fandtes en fabrikant der havde konkurreret alle andre ud, og var den eneste på markedet der kunne producere wienerbrød. En kæmpe kæde ejer alle bagerierne og fabrikkerne der producerer wienerbrød. Nu hvor ejeren har monopol har ejeren tænkt sig at udnytte sin unikke position og vil hæve prisen på wienerbrød. I stedet for at det koster 25kr for en stang wienerbrød, sætter producenten nu prisen til 40kr. Producenten skal, for at hæve prisen til det højere niveau, reducere produktionen af wienerbrød. Afhængig af kundernes efterspørgsel skal producenten enten reducere produktionen betragteligt, eller ganske lidt. Hvis hele forbrugerskaren af wienerbrød er fanatiske wienerbrødselskere, og kunne ikke drømme om at købe kanelstænger i stedet, så kan producenten nøjes med en beskeden reduktion af produktionen for at kunne sælge hele produktionen til den nye monopolistiske pris.

De religiøse forbrugere står nu fattigere end før. Er det ikke uretfærdigt? Monopolisten, nu både med monokel, cigar og guldkæder, har malket forbrugerne og udnyttet deres religiøse overbevisninger til gavn for sin egen egoistiske livsstil og profitliderlige neuroser. Man kan næsten fornemme den onde latter gjalde gennem kontorpaladset, når hans onde plan lykkes og forbrugerne står i regnen, klædt af til skindet.

Nu var det på sin plads at konkurrencestyrelsen gik til angreb og splittede wienerbrødsmonopolet op, tænker du sikkert. Men lad os prøve at se hvad der vil ske i det frie marked med ægte laissez-faire. Vi simulerer situationen lidt videre hvor konkurrencestyrelsen ikke er etableret, fordi politikerne er gale laissez-faire flagellanter.

De tidligere konkurrenter ligger i de rygende ruiner af fallit og gisper efter en indkomst. Deres forretning er slået fejl, de er en slukøret hob af fiaskoer der alle har een ting til fælles: De kan finde ud af at lave wienerbrød, men ikke nær så billigt som monopolet kunne. Deres situation er nu anderledes. Nu hvor monopolisten har hævet prisen på wienerbrød er konkurrenternes ineffektive wienerbrødsproduktionsform pludselig rentabel igen. Deres gamle produktionsmetoder er gangbare ved den nye højere pris, og åbningen i markedet skaber en profitdrevet lystighed hos investorer, der kan se en profitabel situation ved at skyde penge ind i de konkursramte selskaber og begynde at kværne wienerbrød ud til masserne påny.

Udsigten til at måtte tvære konkurrenterne ud igen rammer monopolisten. Hvis prisen ikke sænkes, så begynder de forpestede konkurrenter igen at producere wienerbrød og skærer ind i monopolistens profit. Den øgede produktion fra konkurrenterne vil uafværgeligt føre til reducerede priser, og markedsprisen rammer formentlig igen 25kr. Ikke nok med det. Hvis nu konkurrenterne kommer på banen ved 40kr per wienerbrød og med nye investorer i ryggen kan optimere deres gamle produktionsmetode, så kan de måske stadig hænge på ved 24kr per wienerbrød pga. gældslettelse og eventuel nye produktionsfaciliteter. Tanken er forfærdelig for monopolisten der sidder på en enorm produktionskapacitet. For at øge produktiviteten i hele biksen skal kapitalapparatet, som er gigantisk, udskiftes eller opdateres med nye massive investeringer til følge. Hvor blev profitten nu af?

Klog af tidligere konkurrenceforhold ved monopolisten godt at det ikke er nogen god idé at pirre investorer til at bygge nye skinnende wienerbrødsfabrikker til at udmanøvrere den gamle monopolists nedslidte og hårdt pumpede produktionsapparat, der, omend var mere effektivt end de fallerede producenter, trods alt ikke er state-of-the-art hele vejen rundt. Det er langt bedre at holde prisen lav og forsøge gradvist at optimere produktionen således prisen kan sænkes yderligere, så situationen ikke opstår igen hvor nye teknikker kan udkonkurrere monopolisten, der har massive investeringer der skal forrentes i sin produktion.

Har man først opnået monopol, så er det i sin egen største interesse at fortsætte med at forbedre sig og undgå potentielle konkurrenter der med frisk kapital og ny teknik kan gøre et alvorligt indhug i egen profit. Det er bedre at forsøge at optimere og reducere prisen for ikke at åbne sin profitflanke for andre.

Det kan være du tænker at det lyder alt sammen meget godt – men hvad med geografi’en? Vi har alle hørt historien om at John D. Rockefeller fra Standard Oil brugte priskrige til at molestere sine konkurrenter. Ved at pumpe priserne op i eet område dækkede virksomheden tabet ind i andre områder, hvor en konkurrent skulle ekspederes.

Problemet med den teori er at forbrugerne kan bygge lagre hvis du dumper priserne, mens andre igen vil opkøbe din produktion det billige sted, og transportere den hen og konkurrere mod dig selv, hvor prisen er høj. Det største du kan opnå er transportomkostningen som forskel mellem et sted og det næste. Det vil sjældent være tilstrækkeligt til at udkonkurrere alle. Reducerer du prisen for meget, fylder forbrugerne sig op på produktet, og der vil gå lang tid igen før dit salg normaliseres. Tabet, som den største producent, vil være meget stort, og strategien er uholdbar at begive sig ud i.

Ovenstående eksempel viser at det er meget svært at bruge et monopol til noget som helst, så længe det er muligt for andre at konkurrere med dig, eller hvis der er alternativer til dit produkt. Er det let at vælge kanelstang frem for wienerbrød hvis prisen godtgør det nye valg, så er det ganske enkelt den letteste vej til ruin at hæve priserne, fordi kunderne flygter over til alternative produkter der tilfredsstiller deres behov.

I sidste ende er det vigtigt at huske på at monopolisten også har behov for at kunderne køber hans varer eller tjenesteydelser frivilligt. På det frie marked er det ikke muligt at sælge noget medmindre køberen er villig til at købe. Køberen fravælger dit produkt hvis det er for dyrt – det må selv den mest griske monopolist finde sig i. Monopolets magt er derfor så som så, det er ikke så enkelt som det tit forlyder fra diverse såkaldt intellektuelle eller fra centraladministrationens bureaukrater der har en vældig stor interesse i deres egen karriere og i at fortsætte med at propagandere for farligheden af markedskræfternes mekanistiske dannelse af monopoler.

Rothbard skriver, i Man, Economy, And State side 635:

If the consumers were really opposed to the cartel action, and if the resulting exchanges really hurt them, they would boycott the “monopolistic” firm or firms, they would lower their purchasing so that the demand curve became elastic, and the firm would be forced to to increase its production and reduces its price again. If the “monopolistic price” action had been taken by a cartel of firms, and the cartel had no other advantages for rendering production more efficient, it would then have to disband, because of the now demonstrated elasticity of the demand schedule.

På markedet er monopoler sjældne. Selv monopoler, som diskuteret her, løber ind i problemer hvis de forsøger at afpresse forbrugerne. Et monopol på markedet bør derfor ikke frygtes af forbrugerne i det lange løb, for uanset hvad efterspørgselskurven er i ét øjeblik, så er monopolisten nødt til at give forbrugerne værdi for pengene, da de ellers bare køber andre goder der pludseligt bliver mere interessante når prisen på det monopoliserede gode hæves. Forbrugerne er ikke bare en statisk efterspørgselskurve, som enten er elastisk eller ikke elastisk. Forbrugerne, i det frie marked, er mennesker med valgmuligheder og egne prioriteringer.

Det politiske monopol

Der er to typer af offentlig produktion der kan betragtes. Den ene sælger sin produktion på markedet, hvor forbrugerne kan vælge til eller fra. Den anden type er den bureaukratisk optimale, her kan forbrugerne ignoreres, og produktionen foræres væk, mens visse forbrugsbetingelser opstilles. I Danmark kender vi den første type som det pålidelige og driftsikre DSB eller PostNord, mens vi kender den næste type som vore ufejlbarlige og resursestærke sygehuse og skoler.

I det politiske spil fungerer produktionen ikke ved at undersøge efterspørgselskurver, ved risikable iværksætterbeslutninger og ved frivillig betaling for den producerede vare eller tjenesteydelse. I denne situation bestemmer politikerne hvor høje skatterne skal være og hvordan de indkomne midler spenderes. Der er to grupper i det politiske system der arbejder sammen om at på den ene side skabe reglerne for produktionens overordnede retning, her finder man politikerne, og på den anden side at sørge for den daglige drift, rapportering og at adlyde ordrer fra oven, her finder man bureaukraterne.

Forbrugerens egne prioriteter, der kollektivt giver udslag i en samlet såkaldt efterspørgselskurve på markedet, bliver i mindre grad betydende for udviklingen af produktionen. Den afgørende forskel er det offentliges mulighed for at fortsætte år efter år med underskud, enten fordi varen eller tjenesteydelsen bliver foræret væk eller ganske enkelt fordi forbrugerne ikke ønsker at betale den pris der ville resultere i balance eller et overskud. Det offentlige kan dække sine underskud ved at tage skatteyderens penge med magt.

Det offentlige har også andre muligheder for at tage sig af eventuelle konkurrenter. Det offentlige er styret af politikerne, som kan fastsætte love, der gør det ulovligt at producere den vare eller tjenesteydelse som det offentlige udbyder. Det kan eksempelvis være kørekort, pas, veje, broer, domstole, politi etc. Oftest er det nok at det offentlige driver en tabsgivende produktion, som forærer varen eller tjenesteydelsen væk, eller tager en meget lav pris i forhold til produktionsomkostningerne, til at holde eventuelle konkurrenter bort. Nogle gange gives der små tilladelser til at drive et lille privat firma ved siden af det offentlige, men markedsandelene bliver typisk fordelt således det private ikke kan vokse sig større end det offentlige eller købe det offentlige ud.

I det offentlige sidder heller ingen profitdrevet investor som kaster egne penge i projektet. Der sidder heller ingen fantasifuld iværksætter der vil prøve nye priser af. Visse ligheder kan dog findes: I de private virksomheder ønsker de ansatte, ligesom de offentligt ansatte, så få ændringer som muligt. Organisationsændringer eller projektændringer skaber forvirring, irritation og frustrationer. Forskellen på det offentlige og det private er at ledelsen i det private har en meget stor egeninteresse i at drive produktionen profitabelt, ved at følge forbrugernes egne prioriteringer ud fra markedsvilkårene. I det offentlige er der ikke sådan en økonomisering. Det er ganske vist politiske gevinster ved at tilrettelægge produktionen på nye måder, med nye mål og nye fokusområder. Processen mellem offentlig og privat er afgørende forskellig på det vigtigste område: Hvordan bruges resurserne optimalt? Målet for offentlig produktion er politisk prestige og genvalg, hvor man særligt henvender sig til vælgere som ikke er kunder, men som kan vindes med floskler og fordomme, mens målet for privat produktion er profit og tilfredse kunder.

På disse afgørende måder har det offentlige monopol derfor visse af de karakteristika som vi normalt får at vide er gældende for det markedsbaserede monopol. Det offentlige kan bandlyse konkurrence, det kan producere med store tab, det kan ignorere forbrugernes prioriteringer og det kan tvinge skatteyderne til at betale for driften. De som styrer produktionen er politikerne i samarbejde med bureaukraterne. Det vigtige budskab for det offentlige monopol er derfor at det ikke ligger under for markedets vilkår om fri konkurrence eller om forbrugernes egen vilje.

I det offentlige ender situationen enten i et statsstøttet projekt, der holdes i live med skatteydernes penge, eller som en gylden gås, der kan malkes til at finansiere andre luftkasteller som politikerne propaganderer for i samarbejde med sine interessegrupper. Enten bliver det som offentlig transport der modtager subsidier eller også bliver det som Storebæltsbroen der malkes for at kunne godtgøre bygningen af Fehmern-forbindelsen. Et offentligt projekt der tjener markedet så dygtigt som en privat virksomhed er urealistisk, privilegierne i forbindelse med tilvejebringelse af kapital og eksklusionen af konkurrence kombineret med den komplette mangel på iværksættere gør udsigterne for effektiv drift af produktionen til forbrugernes glæde håbløs.

Det danske gasnet på private hænder

Skulle der stadig være en enlig læser eller to, som har kæmpet sig vej igennem ovenstående bjerg af tekst, så er det endelig tid til at snakke om realiteterne for det forhåndsværende problem: Hvad vil der ske med gasnettet på private hænder?

Som beskrevet ovenfor, i markedsmonopolet, så skal selv et monopol opføre sig tilstrækkeligt ordentligt for at forbrugerne gider at købe produktet. Det er derfor vigtigt at huske på at selvom gasnettet har været på offentlige hænder i mange år, så vil en privatisering ikke medføre det øjeblikkelige private monopol. Det er langt fra sikkert at det er favorabelt at eksponere sig i sådan en grad overfor en risiko så stor som at eje gasnettet i sin helhed. Det er langt mere sandsynligt at der vil være købere til dele af gasnettet, og med tiden vil det vise sig hvilke størrelser disse inddelinger vil få. Det afhænger af markedsbetingelser, det afhænger af forbrugernes ønsker og om produktionen af naturgas samt alternativer til den.

Hvis det skulle ende med at en virksomhed sidder på hele gasnettet, og lad os for eksemplets skyld antage at konkurrencestyrelsen ikke fandtes (hvilket ville være positivt og udviklende for dansk økonomi), da må vi betragte mulighederne for monopolpriser i sin rette kontekst. Der er ikke tale om et frit energimarked, der er tale om et politisk og stranguleret energimarked. Hvis monopolisten skulle få sig den idé at hæve prisen på transport af gas, så vil det kunne udnyttes i større grad, end hvis der var tale om et ægte frit energimarked.

Et af de store konkurrenter til forbrugerens opvarmning med naturgas er opvarmning med elektricitet, solvarmeanlæg og/eller med fastbrændsel. Det antages derfor at udbuddet af alternativer reelt drejer sig om opvarmning med elektricitet, som langt den største del af almindelige forbrugere vil kunne benytte sig af. For at udnytte elektricitetens potentiale, er det formentlig varmepumper af forskellig type der vil komme i betragtning. Der er flere typer at vælge mellem, i rækkefølge af billigst til dyrest er luft/luft, luft/vand og vand/vand.

Elektricitet er desværre belagt med høje afgifter i Danmark. Det gør det muligt for gasnet monopolet at hæve prisen mere end ellers havde været muligt, før forbrugerne skifter til det eneste reelle store alternativ: varmepumper. Der er også igen flere problemer ved at vælge en anden varmekilde: Høje skatter på håndværkerarbejde og kraftig regulering og kartelisering af arbejdsmarkedet af fagforeningerne.

Alle disse faktorer medvirker at gasnettet bliver kunstigt attraktivt at investere i. For at gøre noget godt for den danske energiforbruger burde man derfor nedlægge fagforeningernes statslige hjælp (politiet ser den anden vej når fagforeningerne tydeligvis er voldelige), fjerne indkomstskatterne og energiafgifterne. Når markedet gøres mere frit og konkurrencen øges, så er det langt sværere for et monopol at drage særlig fordel af at købe sig andele af tidligere offentligt ejede kapitalgoder.

Korruption, svindel og bedrag

Det største problem som jeg forestiller mig bliver realistisk i forbindelse med den (desværre) urealistiske forventning om en total privatisering af gasnettet er at det offentlige vil sælge hele baduljen på een gang, og udelukker dermed præcis de små private ejere at købe små dele af gasnettet. Dernæst forventer jeg også en vis politisk malkning af manøvren, således den der bliver “inviteret til bords” bliver nogle af de velkendte venner fra storbankerne, såsom Goldman Sachs og andre nuttede politiske iværksættere.

Det er ganske enkelt nødvendigt at fastholde det liberale fokus igennem hele processen: Hold fast i at det private monopol er langt at foretrække for et offentligt, hold fast i at udbuddet skal deles op i mindre dele, alle skal have lov at byde (intet politisk “bord” der skal inviteres til for at ekskludere ivrige købere, der ikke er politiske allierede), og det bør udbydes så man kan tillade små bidder købes, og hold fast i at det er fordelagtigt for markedets positive udvikling at bekæmpe alle de nærliggende områder med dårlig konkurrence: Arbejdsmarkedet og energimarkedet som helhed skal udsættes for konkurrence på frie markedsvilkår og afgifterne og skatterne afskaffes. Det private gasnet skal føle den ægte konkurrence, hvor forbrugerne kan skifte til andre varmekilder på markedsvilkår uden at skulle betale staten eksorbitante summer. Den nuværende situation med høje skatter, afgifter og et kartelbaseret arbejdsmarked størkner økonomien og reducerer konkurrencen til gavn for de politisk favoriserede grupper. Disse politiske venner bør miste sine privilegier således nye markedsmuligheder kan opstå for at skabe en god løsning på udviklingen af energimarkedet i fremtiden.

Det værste vi kan få er endnu en offentlige mastodont, der fungerer som et møllehjul om halsen på samfundet nu og i fremtiden. Frygten for en teoretisk privat monopolist bør hvile på et informeret og nuanceret grundlag, ikke på politiske floskler og de intellektuelles fordomme.