Fællesskaber på det frie marked
Liberalister får ind i mellem på puklen for at være egoister, for at bekæmpe kollektive bevægelser og folkelige strømninger. Det er ikke så svært at forstå at disse indvendinger rettes mod liberalister, der ind i mellem fremstår som en gruppe mennesker der for alt i verden ikke vil have fællesskabet (staten) til at dirigere og bestemme.
Den liberale kritik af statens magt behøver jeg ikke komme ind på i dette indlæg, mit fokus vil i stedet være på at forklare hvordan man som liberal kan fastholde sin glæde ved fællesskaber, og indgå i sociale konstruktioner der gavner en fælles gruppe.
1. Maj bliver ofte brugt som arbejdernes gruppekritik af kapitalismen. Det tager ikke mange sekunder på google med søgeordet “1. maj” før man støder på en række bannere og reklamer der eksplicit taler mod kapitalismen, eller blot “kapitalen”. Bag bannerne står en organisation der har til formål at fremme arbejdernes sag, men på mig virker det meget finurligt at man som arbejder er mod kapitalismen som system, hvis man vel at mærke har taget sig tiden til at forstå det komplekse og fleksible system der baseres på frivillige sociale relationer i handel.
Med de gængse slogans og politiske budskaber er det let at fortolke situationen som en hvor kapitalismen er for de få og rige (egoisterne), mens flertallet (de sociale) er for, om end ikke den direkte socialisme, så en neddroslet social-demokratisk version, bygget af det samme Marxistiske tankegods med proletariatets eller vælgernes diktatur. Følger man ukritisk tankegangen kan man let blive påvirket til at gentage fejlene i argumenterne, og dermed underbygges med gentagelsens kunst at kapitalismen er egoistisk, mens arbejderbevægelsen er solidarisk, socialt funderet og søger at skabe opmærksomhed og positivitet omkring fællesskaber.
Der er dog visse elementer der bør kigges nøje efter, før man tager argumentationen til sig, eller ligefrem gentager den for andre.
Markedet – de liberales foretrukne handelsplatform
Hvis vi tager et skridt tilbage fra skåltalerne og de store røde bannere, og kigger nøgtern på hvad grundlaget for kapitalismen er, så skal vi først skabe en forståelse af hvad handel mellem to mennesker indebærer. Hvis der ikke er nogen der direkte befaler dig at søge andre for at handle med dem, hvis du er fri til selv at vælge, hvorfor kan det så være at du søger markedet for at handle?
I grundstenen finder vi at årsagen er en udbredt forståelse af arbejdsdelingens unikke bidrag til produktiviteten – eller sagt på en anden måde, så ved vi godt at tømreren er bedre til at sætte døre i huset, end du selv er (hvis du da ikke selv er tømrer eller udpræget handyman). Ser vi en person arbejde som er velbevandret i sit arbejde, så opdager vi hurtigt at tingene sker langt hurtigere end hvis vi selv skulle begynde arbejdet. Vi kan med egne øjne se at det er væsentligt lettere og mere pålideligt at lade de dygtige tømrere bygge tage, sætte døre i og gøre meget andet, end os selv.
Arbejdsdelingen er grundstenen i det sociale netværk, uden fordelen ved arbejdsdelingen, er der meget lidt behov for et samfund. Naturligvis er den almindelige menneskelige sociale glæde også anseelig, men her kan økonomerne snige sig udenom spørgsmålet ved at sige, at værdiskabelse er subjektivt, og nyder man et godt selskab med andre, gavner det også din subjektive opfattelse og du vil se på situationen som værdiskabende. Det også selvom intet reelt arbejde, som vi almindeligvis opfatter noget sådant, finder sted.
Grundlæggende er arbejdsdelingen ikke nødvendigvis forbundet med de frie markedskræfter, socialisterne mener at vi kan beholde arbejdsdelingen og samfundet, men i stedet for at hver enkelt har råderet over sine egne resurser, sikret med ejendomsrettens beskyttelse, så skal et fællesskab (staten) bestemme brugen og tildelingen af resurserne.
Den store force ved det frie marked er netop den subjektive del af menneskets liv, den måde vi anskuer værdi, den måde vi føler glæde på, og den måde vi ønsker at bruge vores tid og resurser selv, er meget forskellig fra person til person. En central kritik af socialismen bygger således på problemet omkring viden, hvordan kan et fællesskab forstå dine inderste følelser og sørge for at netop hvad du bliver tildelt er det, ud af mulighederne, som giver dig den største glæde og fornøjelse?
Det frie marked er derfor nødt til at bygge på arbejdsdelingen, den private ejendomsret og individets eget initiativ. Da man som liberal ikke kan acceptere andre bestemmer over andre, så bliver den liberale grundfilosofi absolut bygget på individets egne handlinger, drevet af individets egne ønsker og lyster.
Liberale siger derfor at det frie marked er nøglen til at sikre at ingen bliver trådt under fode (beskyttelse af ejendomsretten og lighed for loven for enhver) af andre. Det frie marked skal opfattes som et system der sørger for at enhver kan søge sin egen lykke så længe de selv respekterer andres søgen efter deres. I den forstand betyder det at man accepterer hinandens forskellighed i valg af de mål som man sætter sig selv i livet, men i særlig grad respekteres også de midler man tager i brug for at nå sine mål.
Markedets fællesskaber
Den absolutte fokus på individets frihed til at vælge bliver ind i mellem en hæmsko for den liberale. Kritikken hagler let ned over det store fokus på individet, for, som kritikken antyder, så glemmer den liberale fuldstændigt de sunde mekanismer som mennesket også har brug for hos andre i fællesskabet. Men kritikken er forfejlet, der er rigelig plads i den liberale filosofi til at danne fællesskaber og indgå samarbejde. Det burde være børnelærdom, men er desværre aldrig blevet taget op til undervisningsmateriale i skolevæsenet her til lands.
Markedet er bare en platform hvor man kan indgå frivillige sociale relationer med hinanden. Det giver også friheden til at danne fællesskaber, store som små. Den liberale fastholder blot overfor fællesskabet at fællesskabet ikke har nogen ret over individet – ønsker individet at forlade fællesskabet, skal denne være fri til at gøre således. Det er alt.
Hvis vi går tilbage til arbejdernes kamp for deres rettigheder og for fællesskabets ånd, så er det vigtige liberale budskab ikke at fagforeninger er forkerte som sådan. Fagforeninger er vigtige instrumenter til at hjælpe hinanden med råd, viden og vejledning. Den liberale ser på fagforeningerne som idé som ganske glimrende: Fagforeningen kan opbygge viden, give juridisk specialisthjælp i tvisttilfælde, og give særlig opbakning til personer der har svært ved selv at løfte den tunge opgave af selv at skulle gå i retten for sin egen sag. Der er ikke nogen årsag til at den liberale skulle være mod fagforeninger der tog sig af medlemmerne, og som hjalp dem med at forhandle løn, vilkår osv. Her er ingen problemer, så længe fagforeningerne holder sig indenfor lovens rammer og bruger frivilligheden i markedet som platform.
Desværre er fagforeningerne ikke blot denne idylliske udgave af en behjælpelig organisation, der støtter usikre arbejdere og sikrer deres ret mod utålelige chefer og svindlere. Fagforeningerne gør meget mere end blot hjælpe medlemmerne, de fungerer som en kartelorganisation der bruger vold med statens velsignelse mod andre markedsdeltagere, typisk arbejdsgiverne. Det er netop her den liberale springer fra og kræver fagforeningerne gjort ansvarlig for deres voldelige handlinger, og påpeger urimeligheden af statsstøtten til kartellet der prisfixer arbejdskraften indenfor mange sektorer. Ikke-medlemmer af fagforeningen har ikke mulighed for at søge arbejde i en fagforeningsramt sektor, hvis denne ikke følger fagforeningskartellets overenskomster.
I stedet for at bruge vold mod uskyldige arbejdssøgende mennesker, burde fagforeningen koncentrere sig om det markedsbaserede arbejde, for eksempel at hjælpe medlemmerne juridisk ved tvister, arrangere relevante kurser, skabe faglige netværk og hjælpe med jobsøgning for de som ønsker et job. Fagforeningernes rolle behøver ikke at holde sig inde for disse rammer. På det frie marked skabes initiativ og nye ideer prøves af, derfor kan det ikke på forhånd defineres hvad markedets deltagere sammen finder på.
Et andet og langt mindre kendt fællesskab på markedet er aktieselskaber. Det lyder måske meget søgt ved første tanke, men prøv at give denne tanke en chance. Et aktieselskab overholder, såvidt det ikke er et svindelforetagende, der skal straffes via det juridiske system og bringes i orden igen, liberalistens krav om frivillighed og ejendomsrettens beskyttelse. En medejer af et aktieselskab kan gøre sine ønsker gældende i den udstrækning som ejerskabet tillader – jo større aktiepost jo mere indflydelse på selskabet. Det er også en frivillig konstruktion, hvor aktionærer kan sælge sine aktier på markedet, hvis man ønsker at slippe af med dem, af den ene eller anden årsag.
Et aktieselskab har stort potentiale, og kunne bruges til at løfte langt større samfundsopgaver end vi bruger dem til i dag. Det er ikke ualmindeligt at forsikringsselskaber er aktieselskaber, og ønsker man et forsikringsselskab der tager særligt socialt ansvar der passer til ens egen overbevisning, kan man købe aktier i dette selskab og deltage i beslutningsprocesserne for at underbygge de processer man mener selskabet bør have. Hvis man mener at overskuddet i virksomheden skal gå til at drive et plejehjem, børnehave for handikappede børn eller andet, så kan man via aktieselskabet finde ligesindede der ønsker at fremme en særlig sag i samfundet.
Denne slags fællesskaber taler vi sjældent om. Det er en skam, for det er bl.a. disse fællesskaber som er produktive for samfundet. Uden dem ville vi være fattigere som mennesker, uden valget om at kunne forlade et utilfredsstillende fællesskab kan man ikke skabe bæredygtige fællesskaber. Alle organisationer skal hele tiden formes til beslutningsdeltagernes glæde og det kræver at der er fri adgang til at komme og gå, som det passer. Har man ikke mulighed for at sige fra overfor fællesskabet ender det let som et fællesskab der bestemmer over dig og træder dine værdier under fode.
Det behøver heller ej dreje sig om profit – markedet er frit, det er ikke tvunget til at dreje sig om profit i pengemæssig forstand. Ønsker man at drive en profitløs virksomhed, så er dette også muligt. Såfremt man kan overtale andre ligesindede om at grundlægge et aktieselskab på et fælles fundament og en forståelse for driften og fremtiden, så er det på det frie marked muligt at gøre præcis som man ønsker. Man kan dyrke sine fællesskaber frit i samarbejde med andre, det frie marked er ikke egoistisk og pengegrisk. Det frie marked sætter mennesket frit til at gøre som det lyster. Det siges desværre alt for sjældent.