Valget er overstået, endelig.
Ovenpå det nyligt overståede kommunalvalg har jeg læst reaktioner fra forskellige debattører.
Toke Kruse, iværksætter og ildsjæl
Toke Kruse skrev at det trækker op til et blodrødt Danmark, og fortsatte sin ellers gode liberale stil med at kaste sig på knæ for skatteprovenuet. Problemet med de røde partier var at de ville hæve skatterne over punktet på Laffer-kurven, hvor skatteprovenuet ikke var optimalt. Det gælder om at have den størst mulige fælleskasse, dette må der være et flertal der er interesseret i, mener Toke.
Jeg er uenig. Det er uinteressant hvilket skatteprovenu er det optimale for statskassen. Det interessante er at diskutere om et skatteprovenu, i en hvilken som helst størrelsesorden, i det hele taget er gunstigt for samfundet som helhed. Enhver kan se at en politik der tager penge Peter og forærer dem til Poul er til skade for Peter og en gave til Poul – men ingen kan vise at det er gunstigt for samfundet at denne tvungne overførsel finder sted. Tværtimod kan det vises at det er til skade for samfundet, at denne overførsel finder sted. Kritikpunkterne af sådanne overførsler er mange, den vigtigste, finder jeg, er at overførslen er ufrivillig. Hvis det var til fordel for både Peter og Poul at overføre pengene, så var der ingen årsag til at opbygge et stort bureaukrati, der lever sit parasitiske liv som en igle på de produktive i samfundet, ved at suge penge ud af Peter, under påskud af at hjælpe Poul. Undervejs hjælper bureaukratiet sig selv til en solid indtægt, der kommer ud af de midler det er lykkes at tvinge ud af Peter.
Uanset hvad man mener om skatternes moralske dimension, så er det let at vise, at offentlig drift af produktion af et hvilket som helst økonomisk gode er mindre effektivt end markedsbaseret drift. Uanset hvilken idé man måtte have om, at det er i misundelsesvelfærdens interesse at udplyndre de rigeste og udjævne menneskets forskellighed i den økonomiske sfære, så er det slutresultatet af hele processen der tæller. Ikke alene er det tydeligt et tab af velfærd for den som betaler skatten, men ligeledes er det et tab af velfærd for den, som modtager ydelsen, fordi der i det offentlige system ikke kan prioriteres til forbrugernes største velfærd. Det eneste system der kan prioritere resurserne på en værdiproduktiv måde er markedsøkonomien. Under laissez-faire vil markedskræfterne sørge for at bruge resurserne på den måde der optimerer forbrugervelfærden. Det er muligt at nå til denne konklusion fordi markedet tilskynder konkurrence og kun lever af forbrugernes “feedback”. Hvis en vare er for dyr, vil den ikke blive solgt. Hvis en vare er af for dårlig kvalitet, vil den heller ikke blive solgt. Dette feedback gives individuelt af hver forbruger hver gang vi køber et produkt – og inden vi køber et produkt med en vis størrelsesorden af pris, undersøger vi nøje hvad vi får, og om det forventes at leve op til forventningen til produktet.
Det offentlige apparat har ikke dette nuancerede feedback. Dets monopolstatus og særligt dets finansiering af produktionen, gør det offentlige ude af stand til at producere effektivt, og de smuler der produceres, prioriteres forkert. Det er de forkerte der får lov at forbruge resurserne. Det er det forkerte der produceres med de tilgængelige resurser. Resurser der kunne være anvendt bedre, spildes på lavproduktive sysler, produkter hvis kvalitet ikke står mål til prisen, produceres fortsat i det offentlige uden at lide dens naturlige død. Det er et system enhver produktiv borger burde være forskrækket over.
Skattekritik skal derfor ikke dreje sig om at ævle om at topskatten er uretfærdig, tåbelig og skader de mest produktive i samfundet. Skattekritik skal dreje sig om at skatter i det hele taget er uretfærdig, tåbelig og skader enhver produktiv social handling for ethvert produktivt individ i samfundet. Skattekritik skal vindes på sit basale argument, der gælder universelt for alle de produktive i samfundet: Skatter tager fra de produktive og subsidierer de uproduktive. Hvad enten man er moralsk eller nyttemoralsk imod skatter, bør skatteargumentet føres først og fremmest på dets basale præmis, ikke på at der er nogen der skades af en særlig skat, og lade som om at indkomstskatten kun er et problem når den kravler over 50pct, eller hvilken procentsats man selv synes er for høj. Det er helt forkert, alle skatter er forkerte hvad enten man er til det utilitaristiske eller moralistiske argument.
Annika Smith, ræverød og refleksiv
Annika Smith berettede om hvor træt hun var af at høre folk klage deres nød over politikerne. Demokratiet er så dejligt, siger hun, og nævner at det særligt dejlige er at demokrati er at tale sammen, og at i demokratiet er der ingen holdninger der er forkerte. Jeg tror nok jeg kan komme på en hel snes holdninger, som er forkerte, enten moralsk eller økonomisk forkert. Fx at en pris under ligevægtsprisen ikke skaber udsolgte varer og kronisk knaphed. Eller at sorte ikke er mennesker og derfor gerne må holdes som slaver. Eller at beskatning ikke medfører tab af velfærd for den der betaler skatten.
Demokratiets samtale slutter også når det kommer til at udmønte konklusionen af samtalen i praksis. Jeg kan ikke diskutere med skattevæsenet om den grønne afgift på min bil, om ejendomsskatten, størrelsen på mit personfradrag eller min trækprocent. Her holder samtalen op, og går over i stedet over i rendyrket udplyndring.
Demokrati er kun i sin mest naive og blanke fremstilling en samtale mellem mennesker. Når samtalen samtidigt drejer sig om holdningstilkendegivelse, hvor ingen holdning er forkert, hvordan kan man på noget tidspunkt, selv i denne uhyggeligt naive fremstilling, nå frem til at demokratiet kan bruges til at løse problemer af nogen som helst art? Hvis sandhed er ligegyldig, hvis bare flertallet støtter, hvis ikke passivt, så tilbagelænet og mellemfornøjet, hvad end beslutningen bliver, hvordan kan man da tro på at beslutningen vil medføre det man sigtede efter at opnå? Sandt og falskt i holdninger er måske tilforladeligt, da ingen bliver skadet af en andens holdning. Men problemet med demokratiet er at det er legitimerer velfærdsstatens magtbrug overfor den fredelige befolkning. Det medfører at deltagerne med sine forkerte opfattelser, opbygger et kontraproduktivt system, der netop reducerer chancen for at det vil lykkes at nå de mål de selv har sat.
Sandheden er vigtig – bare fordi en holdning ikke skader andre mennesker, så kan en politik der er bygget på disse forfejlede holdninger få grelle konsekvenser for et samfund.
Jeg bliver naturligvis også ramt lidt, når Annika Smith skriver, at de som klager sig over alle politikerne opfører sig som fulde bodegaklienter, der klager over at alle øllene smager dårligt. Den evindelige kritik over politikerne er hun træt af – men som hun ganske rigtigt kommer frem til, hvis man kritiserer alle politikere, så er det ikke politikere man er imod, det er nærmere fordi man ikke kan lide politik.
Meget sandt for mig.
Åh, valgplakaterne er endelig væk igen
Til sidst, og bestemt ikke mindst, er det en lettelse at se politikernes valgplakater blive fjernet fra det offentlige rum. Det har ved gud ikke været kønt at se på, hverken æstetisk eller liberalt. Det æstetiske vil jeg lade være op til den enkelte at vurdere, men i stedet vil jeg fremstille en liberal kritik af valgplakaterne her.
I det offentlige rum bestemmer politikerne. Der kan ikke være tvivl om hvordan reglerne vil udmønte sig når det kommer til opklæbning af reklamesøjler. Private virksomheder der gjorde bare noget der lignede en valgkampagne med opklæbning af reklameskilte alle vegne, kan vi nok hurtigt finde bødehæftet frem til og sørge for at de reklamer blev pillet ned så hurtigt som muligt. Det passer sig jo ikke for det offentlige rum, siger vi, at private virksomheder må reklamere.
Men politikerne tillader alligevel deres private politiske kampagne disse privilegier for at underbygge og forstærke demokratiets vægt for samfundet. Det er en af søjlerne i demokratiet at enhver politiker der ønsker at stille op, kan få lov til at opklæbe sit fjæs og nogle sanseløse floskler herunder, for at forsøge at vinde stemmer ved valget. Der er ingen forskel på en virksomheds reklamekampagne og en politikers egen karrierekampagne. Begge dele er interesseret i at bringe til andres opmærksomhed at de eksisterer, og samtidigt at levere et “tilbud” eller gøre opmærksom på et produkt.
Men hov – der er jo stor forskel på private virksomheders reklamekampagner og politikernes kampagner, for der er jo slet ikke nær så mange gange valg i demokratiet som der er i markedet. I markedet vælger vi ved hver brug af vores penge hvem vi mener gør sig fortjent til indtægt fra os. En reklamekampagne for en markedsbaseret virksomhed vil derfor være uendelig, der skulle dagligt nye plakater op og hænge, for at følge med virksomhedens dynamik og forsøg på at skaffe kunder.
Politikerens valgplakater hænges op en gang hvert 4. år (medmindre det både er en lokal- og folketingspolitiker, hvor det kan være hvert 2. år, hvis der ikke udskrives folketingsvalg “før tid”). Det bør også få dig til at stoppe op og tænke en gang til. Det kan være at valgplakaterne er tålelige, når de kun opstilles så få dage om året, men hvorfor er det kun nødvendigt at vide hvad du mener om så stort et emne som demokratiet, hvert 4. år? Og hvorfor er det nødvendigt at stemme på en agent der i dit sted skal vælge for dig?
Personligt savnede jeg en valgplakat for “ingen politikere” i kommunen eller regionen. Eller nærmere, nedlæg kommunen og regionen.
I markedet stemmer vi hver gang vi bruger penge. I politik stemmer vi hvert 4. år på en agent, der kan tage beslutninger som vi personligt er imod.
Forestil dig at du valgte hvert 4. år hvem der skulle købe ind til dig. Når du havde valgt, kunne du ikke gøre indsigelser før efter 4 år. Denne person kunne herefter vælge hvor mange af dine penge der skulle bruges på indkøb, og hvad de skulle bruges på. Der er ingen mulighed for selv at købe ind ved siden af. Agenten har komplet monopol på leverance af dagligvarer.
Ville du være særligt tryg ved denne situation? Ingen ved sine sansers fulde fem ville gå med til sådan en ordning. Men det er præcis hvad der er tilfældet i det politiske cirkus. Vi har givet magten over vores egen skæbne til politikerne.
Ville du stole på at denne person ville bruge dine penge på de bedste produkter, fremfor på agentens venners produkt?
Ville du stole på at agenten brugte præcis så mange penge, som du selv ønsker at bruge?
Ville du stole på at agenten købte præcis de varer, som du selv ville have købt?