Monthly Archive: november 2017

Kritik af socialliberalismen, første del

Det er svært at vide hvor kritikken af socialliberalismen bør starte. De socialliberales grundtanke er så uforenelig med de frie markedskræfter, ejendomsretten og personlige friheder. Baseret på deres opfattelse af hvad der udgør tvang i samfundet, skaber de et system hvor eksperterne ved lovgivning og rådgivning til politikere skal rette alle de af eksperterne opfundne markedsfejl, hvor eksperterne benytter sig af interpersonelle velfærdssammenligninger, hvor eksperterne skal godtgøre at tilsidesætte borgernes rettigheder ved at vise at hensynet til almenvellet kræver det.

Det essentielle problem i socialliberalismen er at det er ikke muligt at skabe det samfund de ønsker. Positive rettigheder er ikke muligt at gøre universelle, hvis man fastholder at ejendomsretten er ukrænkelig. De positive rettigheder, der kræver indkomstoverførsler, regulering af økonomien og ekspertvælde, er alle ekstra omkostninger som samfundet tynges af. Det er derfor ikke en mulighed at gennemføre projektet, for der skal kun et indgreb til før markedsøkonomien giver uønskede konsekvenser, der igen, i den socialliberale filosofi, skal tages hånd om med nye indgreb. Beskyldningerne om at markedsøkonomien er eneansvarlig for de dårlige resultater er kraftigt medvirkende til at denne dårlige politik fortsætter og udbygges med flere politiske indgreb.

Ludwig von Mises, Human Action, s.851

The interventionist doctrinaires and their followers explain all these undesired consequences as the unavoidable features of capitalism. As they see it, it is precisely these disasters that clearly demonstrate the necessity of intensifying interventionism. The failures of the interventionist policies do no in the least impair the popularity of the implied doctrine. They are so interpreted as to strengthen, not to lessen, the prestige of these teachings. As a vicios economic theory cannot be simply refuted by historical experience, the inventionist propagandists have been able to go on in spite of all the havoc they have spread.

Det socialliberale projekt inkluderer nogle væsentlige statslige funktioner der får stor betydning for markedets udfald. Mange af de negative konsekvenser ved den førte politik kan man med lethed observere i dag. Boligbobler pga. billig kredit, arbejdsløshed pga. fagforeningsindblanding, et stort antal mennesker på overførselsindkomst, store problemer med finansiering af alderspensioner, invalidepensioner, kroniske ventelister på hospitalerne og en evig mistænkeliggørelse af alle der trods den store stat klarer sig godt.

Det mest morsomme, hvis man stadig kan finde sin humoristiske sans i morasset, er at de socialliberale tror at deres system fører til et mere effektivt marked, til et mere retfærdigt samfund, ved at indføre kontrol, påbud, tilskud, inflation, monopolisere hele sektorer, tilskynde kammerateri, og ved at lade staten, den mindst effektive aktør, drive produktion af mange af goderne. Det er næsten håbløst at færdiggøre kritikken af alle de programmer den socialliberale ønsker. Jeg vil derfor kun tage fat på nogle enkelte, da jeg frygter at indlægget ellers aldrig bliver færdigt.

Pengemanipulation, statsunderskud osv.

Det vil tage mange blogindlæg at vise hvorfor pengepolitik som agiteret af keynesianere eller montarister ikke fører til det ønskede resultat, hvorfor det vil føre til økonomiske kriser og øget kammeraterikapitalisme, hvorfor Keynes tog fejl i sine teorier og hvordan den uregulerede markedsøkonomi fungerer som beskrevet af de klassiske økonomer, uden forudsætninger om fuld beskæftigelse. Jeg vil derfor blot fremsætte nogle få argumenter mod deres politik og referere videre til yderligere læsning til den interesserede.

Det er et logisk paradoks at påstå at markedsøkonomien er i ligevægt når der er arbejdsløshed. Det er som at sige, at der er ligevægt når store varelagre er usælgelige. Det er en selvmodsigelse. I stedet for at påstå at det er et tilfælde af en ligevægtssituation, så er det gavnligt at analysere hvad der afholder markedet i at søge mod sin ligevægt på netop arbejdsmarkedet. Keynes’ postulat om “sticky wages” er en nødvendig forudsætning for brugbarheden af hans teoretiske værk. Men i stedet for at rette fejlene, at staten tillader fagforeningerne at bedrive vold og optøjer mod private virksomheder, der skaber de rigide lønninger (fagforeningstvang, indkomstoverførsler, regulering etc.), søger Keynes at beholde alle de fejlagtige statsprogrammer og at føje spot til skade ved at introducere endnu et.

En af hjørnestenene af Keynes værk er hans tilbagevisning af Says lov om markeder. Denne tilbagevisning er blevet grundigt analyseret af mange økonomer, som man ikke har ønsket at lytte til i populære kredse. Til læseren der ønsker at forfølge denne tråd, kan jeg henvise til Henry Hazlitt’s bog “The failure of the new economics” (særligt kapitel 3), “The critics of keynesian economics” og til Friedrich August von Hayeks artikelsamling “A tiger by the tail”.

Hvad angår Keynes beskæftigelsesteori, så er der, udover de teoretiske argumenter mod keynesianismens brug af midler til at nå sit udtalte mål, også fundamentalt noget galt med socialliberalismen på dette punkt. Ralph Raico forklarer ganske simpelt hvad det problem er.

Ralph Raico, Classical liberalism and the Austrian school, s. 154:

If liberalism’s core doctrine is that, given institutional adherence to the rights of life, liberty and property, civil society can be counted on by and large to run itself, and if the showcase example in liberalism’s brief is the capacity of the undirected market economy to function satisfactorily, then the “Keynesian Revolution” signaled the abandonment of liberalism. […]

In the United States, the Employment Act of 1946 recognized the primary responsibility of the federal government for ensuring maximum employment through fiscal operations. The results of this revolution were disastrous.

Prior to Keynes, budget balancing had at least been the goal of the governments of civilized countries. Keynesianism reversed this “fiscal constitution”. By making governments responsible for “counter-cyclical” fiscal policy while ignoring the tendency of shortsighted politicians to accumulate deficits, it set the stage for the unprecedented levels of taxation and public debt of the decades following the Second World War.

Monetarismen har mange afskygninger som afviger meget fra ovennævnte keynesianisme, og selvom ovennævnte kritik kan rettes mod dem der stadig påstår at de er liberale, så har ingen af dem tilsyneladende taget Ludwig von Mises’ konjunkturcyklusteori alvorligt. I deres kådhed over hvor fedt det vil være, hvis eksperterne brugte deres teori til at regulere pengemængden, overser de de specifikke problemer i produktionsstrukturen som deres ønskede pengepolitik skaber. For de økonomiske teorier der anser det for en velfærdsmaksimerende politik at manipulere med renterne og udvide pengemængderne, er det eneste problem der kunne opstå i forbindelse med at følge deres teorier at inflationen i priser bliver stor og skaber forvridninger i markedet. De anser det ikke som relevant at renten i sig selv har en koordinerende rolle at udføre i markedsøkonomien. Det er en skam, for hvis man forstår rentens effekt på investeringshorisonten, så følger det heraf at manipulation af renten er et startsignal til fejlagtig brug af de til rådighed stående kapitalgoder. Ønsker man at sætte sig lidt ind i den østrigske konjunkturcyklusteori kan denne knap 8 minutter korte video forklare nogle af de grundlæggende elementer.

Konkurrenceloven

I gamle dage betød ordet “monopol” et privilegie som eneproducent af en given vare, givet til en enkelt virksomhed, af staten. Staten kunne håndhæve monopolets eksistens ved at bruge politiet og retsvæsenet mod de formastelige som forsøgte at konkurrere mod monopolet. I dag er monopol blevet brugt om virksomheder der i markedet har en meget stor markedsandel, og denne betegnelse er forvirrende for læserne der ønsker at forstå sammenhængene.

Det reelle problem med monopol er ikke dannelsen af en enkelt virksomhed der med overvældende salgstal fylder hele, eller næsten hele, markedet. Monopoler findes overalt i økonomien og er intet problem i sig selv, set fra forbrugernes synspunkt. Forbrugernes problem opstår først, hvis monopolet kan sikre sig større indtægt ved at reducere produktionen og hæve priserne – og som udkomme af denne taktik kan opnå større indtægt end før.

Ludwig von Mises, Human Action, s. 356:

Monopoly is a prerequisite for the emergence of monopoly prices, but it is not the only prerequisite. There is a further condition required, namely a certain shape of the demand curve. The mere existence of a monopoly does not mean anything. The publisher of a copyright book is a monopolist. But he may not be able to sell a single copy, no matter how low the price he asks. Not every price at which a monopolist sells a monopolized commodity is a monopoly price. Monopoly prices are only prices at which it is more advantageous for the monopolist to restrict the total amount to be sold than to expand his sales to the limit which a competitive market would allow.

I Mises’ monopolteori er det meget usandsynligt at monopoldannelse i sig selv skaber problemer for forbrugerne. Det er kun i meget sjældne tilfælde, hvor et gode monopoliseres og samtidigt at forbrugernes efterspørgselskurve er sådan at de vil betale en totalt set større sum for en mindre mængde af produktet. Selv hvis vi tog de socialliberales tankegods for gode varer, følger det ikke at store virksomheder skal reguleres af staten. Det er kun hvis de store virksomheder kan hæve prisen og, ved at reducere mængden der produceres, få en større indtjening end før, at der kan være tale om en form for “økonomisk tvang”. Det er dog vigtigt at nedbryde denne type virksomhed i to overordnede typer, for at forstå hvornår det er ligegyldigt med monopoler, og hvornår det ikke er ligegyldigt.

I det følgende benytter jeg Murray Rothbards monopolteori, der bygger på Ludwig von Mises’ teori. Hvor Mises understregede forbrugernes suverænitet, satte Rothbard fokus på en mere generaliseret markedsteori der understreger individets suverænitet (altså både som forbruger og som producent).

Et offentligt monopol kan tvinge dig til at betale for produkter via beskatning, som du ikke ønsker at betale for. Det offentlige monopol kan med beskatningsmagten sørge for sin egen indtægt, uanset hvad det producerer og uanset hvad kunderne synes om produktet. Med beskatningsmagten kan monopolet tage for sig af retterne i det omfang det er muligt, så længe det ikke møder stor politisk modstand. Staten kan ikke gøre alt, men må i en vis udstrækning tækkes vælgerne. Det er dog ikke svært at opnå denne situation i praksis – jeg behøver vel blot at nævne den nylige kapitalindsprøjtning af skatteydernes midler i PostNord.

En privat virksomhed der er eneudbyder på et specifikt marked af en specifik vare kan ikke tvinge dig til at købe noget som helst af det. Et privat eneudbyder er dermed underlagt forbrugernes efterspørgsel, på samme måde som hvis der var mange konkurrenter aktive. Den eneste måde den private udbyder kan tjene flere penge ved at hæve prisen på produktet, er hvis forbrugerne frivilligt betaler merprisen. Hvis efterspørgselskurven er elastisk, så er det i eneudbyderens interesse at producere mere, for at tjene flere penge. Hvis efterspørgselskurven er uelastisk, kan eneudbyderen nedskære produktionen og hæve prisen, og totalt set have en større indtægt. Eneudbyderen i det frie marked er dermed stadig underlagt forbrugernes værdidomme. Dette simple faktum overses meget let, og tales ofte ikke om, når det kommer til diskussioner om eneudbydere på markedet (undertegnede var selv af den opfattelse, at staten skulle bruges til at øge konkurrencen, da jeg var ung og naiv 🙂 ). Hvis de socialliberale reelt var bange for økonomisk magt, så burde de også af den  logiske følge måtte advokere for at forbrugerne skulle tvinges til at købe gode produkter (som anbefalet af eksperterne), da producenten af produktet kan blive tvunget til at lukke sin virksomhed, hvis produktet ikke falder i forbrugernes smag. Producenten ville være udsat for økonomisk tvang, hvis forbrugerne ikke ønskede at betale prisen for produktet.

Denne absurditet, som er et logisk udkomme af de socialliberales definition af “økonomisk tvang”, sender samfundet direkte i det totalitære fængsel, hvis man fulgte deres logik til sin ultimative konklusion. Enten har økonomisk tvang ingen berettigelse i sociale sammenhænge, eller også kan alle udsætte alle andre for økonomisk tvang. Hvad enten det er producenter, der via påstået monopolmagt, tvinger forbrugerne til at betale overpris, eller forbrugerne der tvinger virksomheder til at gå konkurs, fordi den producerer for dyre, eller for dårlige, produkter, så er økonomisk tvang en gennemsyrende kraft i alle markedssammenhænge der skal reguleres eller også er den ikke. Hvis man vil denne form for tvang til livs, så bør alle markedstransaktioner nøje overvåges og reguleres af eksperterne. Der er ingen middelvej.

Er der nogen der kan forestille sig at der er noget som helst liberalt i sådan en situation? Her er det værd at fremhæve den gode definition, som de klassiske liberale brugte, af tvang, som værende aggressiv vold, eller overlagte trusler herom, mod en anden person eller dennes ejendom.

Med konkurrenceloven er det endegyldigt slut med at store effektive virksomheder kan producere til det nationale marked. I stedet for at lade markedskræfterne vise hvilken konfiguration af kapitalstrukturen der er mest effektiv, beslutter bureaukraterne i konkurrencerådet at nedsable enhver virksomhed der opnår mere end x procent markedsandel. Dette forhindrer stordriftsfordele og er et angreb på ejendomsretten for virksomhedens ejere og en hån mod markedets frie udfoldelse. Teorien der beskriver nødvendigheden af konkurrencelovgivning er teorien om den “fuldkomne konkurrence” (eller perfekt konkurrence). Denne teori hviler på den antagelse at markedet er “perfekt”, eller tilnærmelsesvist perfekt, under visse helt unikke betingelser. Det er klart at fra denne perfektionistiske teori er det let at finde fejl i markedet, da markedet er en manifestation af mennesker der samarbejder, og at holde det samarbejde op mod en syntetisk perfekt verden er meget tynd argumentation for statsindgreb, ligeledes af mennesker.

Murray Rothbard, Man, Economy, And State s. 645:

We do not know, and economics cannot tell us, the optimum size of a firm in a given industry. The optimum size depends on the concrete technological conditions of each situation, as well as on the state of consumer demand in relation to the given supply of various factors in this and in other industries. All these complex questions enter into the decisions of producers, and ultimately of consumers, concerning how large the firms in various lines of prodution will be. […] As a result, any existing situation on the free market will tend to be the most desirable for the satisfaction of consumers’ demands (including herein the non-monetary wishes of the producers).

Neither economists nor engineers can decide the most efficient size of a firm in any situation. Only the entrepreneurs themselves can determine what size of firm will operate most efficiently, and it is presumptuous and unwarranted for economists or for any other outside observers to attempt to dictate otherwise.

Et andet punkt der er værd at diskutere er valget af, hvor stor en virksomhed må være, før det kolliderer med tesen om den perfekte konkurrence. I dette meget simplificerede verdenssyn er konkurrence tilstedeværelsen af flere virksomheder. Hvorfor skulle det være bedre for forbrugerne at virksomhederne blev splittet op i mindre dele? Hvordan kan man føre argument for at ved at splitte virksomhederne op, at det tjener forbrugernes interesse?

Et tredje punkt at angribe er, hvorfor det præcis er den samme procentsats for ethvert marked, der er det optimale trade-off punkt? Et fjerde punkt er, hvordan det kan være at et monopol aldrig oplever konkurrenter, som alle andre markeder udsættes for kontinuert? Det må være klart for enhver at et monopol, der opnår overnormal profit, er et tegn på at i denne sektor kan man tjene store penge ved at begynde at konkurrere. Overvejer man at starte en virksomhed, og søger man at få et godt afkast på sin investering, så er det åbenlyst at man bør prøve at gå ind på monopolets marked, da chancen for profit her er større end andre markeder hvor konkurrencen er kraftigere.

Et femte kritikpunkt af monopolteorien er, at postulatet om at monopolet kan få en overnormal profit, fordi monopolets omkostninger er langt lavere end salgsprisen, er absurd. Det essentielle i enhver omkostning er at forstå, at en omkostning altid er en alternativomkostning. Det betyder, for monopolteorien, at deres anskuelser om omkostninger løftes fra den almindelige forståelse af ordet omkostninger, til at blive en særlig art af omkostning, der kun gælder for monopolvirksomheder. I stedet for at bruge den universelle alternativomkostning, så opfinder bureaukraterne deres egen omkostningsteori og påstår at den eneste omkostning der gælder, er den monetære omkostning i faktiske udgifter til driften af produktionen. I alle andre sammenhænge vil enhver økonom, der er noget værd, sige, at alle omkostninger er alternativomkostninger. Altså omkostninger der består af “det næstbedste alternativ man kunne have forfulgt”.

For monopolisten er det tydeligt at, hvis denne virkelig er monopolist i den strenge definition, hans alternativomkostning er, at ved at sænke produktionen yderligere, kunne han hæve prisen endnu mere. Monopolistens omkostning er derfor den mulighed for større profit, der går tabt, når han sænker prisen og øge produktionen. Monopolisten er dog ingen gud der ved præcis hvordan efterspørgselskurven ser ud i alle prispunkter, og han ved heller ikke hvor elastisk kurven er. Ligesom alle andre erhvervsdrivende i markedet må man være villig til at tage risiko og udforske markedets respons på pris- og kvalitetsændringer. I denne risiko ligger også risikoen for, at hvis det bliver en succes at hæve prisen, tiltrækker det nye konkurrenter på markedet der ønsker en del af profitkagen.

I sidste ende er det vigtigt at pointere, at en efterspørgselskurve på det frie marked er et frivilligt fænomen. Ingen er tvunget til at købe det monopoliserede gode af producenten, og i den virkelige verden er transport samt international handel med til at sikre at monopoler ikke opstår. Det er blot en empirisk observation at monopoldrift af virksomheder ikke sikrer dem større indtjening end almindelig “konkurrencepræget”, for at bruge socialliberalisternes ordvalg, drift. Selv velkendte tilfælde af monopolvirksomheder som John D. Rockefellers Standard Oil resulterede i en massiv ekspansion af produktionen, et dramatisk fald på 90pct af prisen på lampeolie, og da staten begyndte retssagen mod Standard Oil var markedsandelen for firmaet godt en tiendedel.

Thomas J. DiLorenzo, The Gates-Rockefeller Myth

The industry’s output of refined petroleum increased rapidly throughout this period–just the opposite of what mainstream monopoly theory would predict. In 1911, the year in which the federal government forced the breakup of Standard Oil, the company faced fierce competition from Associated Oil and Gas, Texaco, Gulf, and 147 other independent refineries. Because of this competition Standard Oil’s market share fell from 88 percent in 1890 to a mere 11 percent by 1911.

Markedet havde fungeret som forventet af de gode økonomer – monopolet kunne ikke holde fordi nye iværksættere fandt mere effektive måder at tilfredsstille forbrugerne. Læs mere i artiklen her og her.

Deraf følger det, at de eneste monopoler der er nødvendigt at nedbryde, er statens egne monopoler, de offentlige virksomheder. Det er ikke nødvendigt at blande sig i et frit marked, men det er nødvendigt at privatisere samtlige offentlige virksomheder, for at sikre den største velfærd for samfundet.

Ønsker man en grundig gennemgang af problemerne, kan jeg henvise til Peter Kleins 3 delte serie hos Mises Instituttet der omhandler konkurrence, monopoler og iværksætteri. Alternativt kan man også få megen god information ud af Thomas DiLorenzos lektion angående konkurrenceloven i USA. Er man en læsehest, kan Murray N. Rothbards “Man, Economy, And State”, særligt kapitel 10, anbefales.