Monthly Archive: november 2017

I dag sad jeg og kiggede på TV2s kandidattest til regionalvalget.

Der var nogle af spørgsmålene som jeg synes kunne være sjove at besvare. Svarene jeg har givet skal ses som en modvægt til de værdiladede spørgsmål som TV2 har stillet.

Der skal indføres mere brugerbetaling på sundhedsområdet for at finansiere flere og dyrere behandlinger i fremtiden.

Brugerbetaling er problematisk fra en liberal synsvinkel. På den ene side kan man være for, fordi det dæmmer op for den uhæmmede efterspørgsel. I dag skabes lange ventelister, fordi priserne på sundhedsydelserne i det offentlige er nul, og fordi det samtidigt, uden fri prisdannelse på ydelserne, bliver umuligt at identificere hvor det er samfundsøkonomisk gunstigt at investere i øget produktion og hvor produktionen kan reduceres. På den anden side er det problematisk at udvælge visse ydelser til brugerbetaling, fordi det forudsætter, at andre ydelser skal fortsætte som fuldt offentligt finansierede. Det problematiske indtræffer i de situationer, hvor netop den sygdom man har været så uheldig at få, er udvalgt af bureaukraterne og politikerne til at være underlagt brugerbetaling. Man er med andre ord først tvunget, via skatten, til at betale for andres sygdomsbehandling, mens ens egen behandling betales i større omfang af dig selv.

Det ægte liberale svar er, naturligvis, at sundhedsvæsenet ikke skal drives af det offentlige. Dels fordi det er umuligt at foretage et korrekt moralsk valg for andre mennesker, som er tvunget til at følge, hvad man end har valgt, men også fordi det giver det optimale trade-off mellem pris og kvalitet. Den eneste korrekte liberale løsning er en fuldstændig privatisering af sundhedsvæsenet og en nedlæggelse af sundhedsstyrelsen og alle dets vedhæng. Den liberale ønsker at markedsøkonomien bruges til at udvikle sundhedssystemet, fordi det kun er i markedsøkonomiens frie valg og fravalg, at man kan finde det optimale svar på, hvor mange resurser der skal bruges på sundhedssystemet, hvilke sygdomme skal behandles, hvem der skal lave hvad i systemet, hvor meget dokumentation skal fylde, hvor skal sygehusene ligge henne og mange flere vigtige spørgsmål.

Min region skal – efter svensk forbillede – arbejde for at indføre et gebyr på besøg hos praktiserende læge.

Her er det igen problematisk at den praktiserende læge skal opkræve et gebyr, som fastsættes af de regionale bureaukrater. Det er et sympatisk forsøg på at reducere ventelister, reducere mængden af timer brugt på hypokonderne, og meget andet i effektiviseringens navn. Problemet er blot, igen, at der er kun een mulighed, den politiske vej. I stedet for at lade lægerne vælge deres priser selv, så de var frie til at vælge hvordan de ønsker at imødekomme efterspørgslen, skal regionerne til at diktere hvad lægen skal opkræve af gebyr for hver eneste patient der ankommer.

Lad lægen fastsætte prisen for sine ydelser. Han har ikke råd til at negligere sine kunder, men må, ligesom alle vi andre, i sin rolle som producent, følge kundernes ønsker til pris og kvalitet.

Ligesom lægen skal være fri til at fastsætte prisen på sine ydelser, skal der være fri adgang for konkurrence med lægen. I stedet for at kræve at lægen varetager dit og dat af opgaver, og samtidigt give ham eneret på visse ydelser, skal alle der har lyst, have lov til at forsøge at slå sig op som tilbyder af almen praksis i sundhedsydelser.

Ligesom ejendomsmæglerne har lov at skrive skøder ved hushandler, ligeså kan nærliggende professioner varetage nogle af lægens funktioner.

Der er ingen universel formel der kan bruges alle steder – markedet består af lokale kunder, der kan let være forskel fra by til by, og kvalitetskrav til den lokale læge under fri konkurrence må også sikres af markedsdrevne institutter.

Måske er det ikke det bedste eksempel, fordi det er statsfinansieret i høj grad endnu, men forbrugerorganisationer kan bruges som kvalitetstjek på sundhedsydelserne. Andre markedsbaserede løsninger såsom trustpilot o.m.a. kan også forestille sig vil være behjælpelig til at disciplinere lægerne til at følger kundernes efterspørgsel.

Der er naturligvis, i mit eksempel her, ikke tale om at enhver kvaksalver kan slippe godt fra skadelige behandlinger. Ejendomsretten gælder naturligvis stadigvæk, og hvis der opstår komplikationer som resultat af behandlingen, skal det være under fuld erstatningspligt. Det vil give forsikringsselskaber en stor rolle at spille, da enhver seriøs praktiserende sundhedsudbyder vil forsikre sig. Forsikringen vil da stille krav til forsikringstager for at reducere risikoen for skadesanmeldelser. Markedsdisciplinen vil derfor langsomt indfinde sig og luge de dårlige sundhedsudbydere ud, hvad enten de i dag ville gå for almindeligt praktiserende læger, eller alternative behandlere.

Regionerne løser vigtige opgaver, som hverken staten eller kommunerne kan løse bedre.

Et af de liberale elementer er at decentralisere demokratiske beslutninger, så de tages så tæt på borgerne som det er muligt. I spørgsmålet ligger der dog en underforstået tilbedelse af regionerne som en speciel størrelse enhed, som skulle være bedre end kommunalt eller statslig. Det reelle spørgsmål ligger formentlig i hvor store produktionsenhederne, som fx hospitalerne, skal være. Her er man fastlåst mellem tre dårlige valg, stat, region eller kommunalt. Man skal have den helt store liberale lup frem fra gemmerne, for at finde forskellen på at drive noget kommunalt, regionalt eller statsligt. Alle tre benytter den meget uhensigtsmæssige skattefinansiering, og hvis man vælger een fravælger man, for hele produktionsenheden, muligheder for diversitet.

Det er indlysende, når man forstår markedsøkonomien, at hospitalernes størrelse, placering og udbud af sundhedsydelser skal være op til markedskræfterne. Det essentielle er ikke at opdele hospitaler i region-, stat- eller kommunale hospitaler, men at lade dem følge markedets data, således de, ligesom alle andre økonomiske goder, drives til markedets største tilfredsstillelse. I visse områder kan det være smart med et stort hospital, og i andre områder vil et mindre hospital være det optimale valg.

I spørgsmålet ser man også en udelukkelse af de to andre valg, ved at træffe et valg. Det er den facon politik oftest fungerer på – one size fits all. I markedet udelukker valgene ikke hinanden – her er diversiteten langt større. Markedet kan til nogle sundhedsydelser vælge et lille lokalt hospital, mens til andre sundhedsydelser vil et større hospital være det optimale valg.

Det er i orden at spare på busruter med få passagerer.

Der kan være adskillige problemer med busruter der har få passagerer. Enten er prisen på ydelsen for høj, dækningen for ringe, ruten er ikke attraktiv, eller også er området ikke interesseret i at benytte busruten – eller mange andre årsager.

Hvis man svarer ja til spørgsmålet virker man overfladisk til at være den fornuftige mand, der kan kende en dårlig forretning, når man ser en. Det er åbenlyst at en rute der ikke kan tiltrække passagerer, er fravalgt af markedet.

Hvis man svarer nej til spørgsmålet, skal man forklare at man eventuelt er mere interesseret i at omlægge ruterne, for at gøre dem mere attraktive, men risikerer at fremstå som en ødeland der spilder samfundets resurser på mindre vigtige opgaver.

For at sikre at busdriften bliver drevet effektivt, skal den i hænderne på private iværksættere, der kan identificere de gode ruter, investere i den rette bus og sætte et prisniveau der gør at buslinjen kan opretholdes. Hvis busdriften overlades til markedet, vil man i stedet se en busdrift der søger at gøre kunderne tilfredse, ved at se på behovene på hver enkelt busrute og ved at prøve nye ting af, rute for rute, for at optimere samfundsnytten af busdriften.

I stedet for at lade bureaukraterne diktere hvordan busserne skal køre, efter en overordnet plan, ligesom i Sovjetunionen, skal busdriften overlades fuldstændigt til markedskræfterne, der i langt højere grad fungerer smidigt og effektivt end et offentligt bureaukrati.

Markedet bestemmer således også hvilke busruter der er gavnlige, og hvilke der spilder de knappe resurser på tabsgivende busruter.

Min region skal bruge flere penge på kollektiv trafik.

Dette er det dårligste spørgsmål af dem alle – men det letteste at svare liberalt på: NEJ.

Underforstået i spørgsmålet er der den naive tanke at flere penge proppet i et offentligt bureaukrati kan generere mere samfundsnytte og glæde. Det er absolut ikke givet at flere penge sikrer større kvalitet, bedre dækning eller større samfundsglæde. Problemet er, som altid, at alle goder i samfundet skal holdes op mod hinanden, af kunderne til godet, for at sikre at ingen af goderne får for lille eller for stor prioritet. Det er vigtigt at al drift lægges i markedets hænder, for at tillade en prioritering af kunderne, således man ikke bruger uhensigtsmæssigt mange penge på busdrift, hvis pengene kunne være brugt bedre på hospitalssenge eller lægevagten.

Alle disse prioritetsspørgsmål kan kun besvares til samfundets gavn af markedskræfternes frie udfoldelse. Med politisk kontrol følger økonomisk kaos.