Monthly Archive: december 2019

Den 5. november 2019 i det liberalistiske debatforum “The Soho forum”, drevet af Gene Epstein, debatterede han og Richard Wolff følgende udsagn:

Socialism is preferable to capitalism as an economic system that promotes freedom, equality, and prosperity.

Gene Epstein argumenterede mod og Richard Wolff argumenterede for. Efterfølgende har de amerikanske liberalister såsom Thomas Woods, Dave Smith og Peter R. Quinones haft Gene Epstein på deres podcasts, for at diskutere hvordan hans debat med Richard Wolff gik.

Flere af deres kommentarer var, at Richard Wolff ikke førte et særligt tungtvejende forsvar for sin position. De havde forventet, at en topuddannet Ph.D økonom som Richard Wolff, som tilmed er en af de mest anerkendte marxistiske debattører, kunne give de stædige liberalister et seriøst intellektuelt skud for boven med en række solide socialistiske argumenter. Til deres store overraskelse udeblev disse hårdtslående argumenter. Richard Wolff førte i stedet en kritik af det bestående politiske-økonomiske system, og krydrede hans debattid med fortællinger om historien i USA. Til mit held har jeg læst lidt om nogle af episoderne, som Dr. Wolff brugte som kritikpunkt mod kapitalismen, så i sig selv ser jeg ikke et problem for kapitalismen i disse historiske episoder (depressionen i 1930erne og finanskrisen i 2008). De er udtryk for dårlige politikker, som i min opfattelse er et eksternt system for kapitalismen.

I dette indlæg vil jeg spare læserne en længere rant om de to episoder, men jeg kan da sige en ganske kort kommentar om hver af episoderne. Det er interessant at 1930er krisen blev den længste i amerikansk historie, samtidigt med at det blev den første krise, hvor Staten blandede sig med med offentlige arbejder og adskillige forsøg på at holde lønninger og udvalgte priser oppe (der foregik en kreditsammentrækning pga. det ustabile brøkreservesystem, der medførte at reallønnen steg, hvis man altså var heldig nok til at beholde sit arbejde). Hverken før eller efter 1930er krisen blandede Staten sig så massivt i økonomien under en økonomisk krise – indtil 2008. Vil man vide lidt mere om de to episoder som Dr. Wolff snakkede om, kan jeg anbefale to bøger: The Politically Incorrect Guide to The Great Depression and The New Deal af Robert P. Murphy og Meltdown af Thomas Woods.

Mange af Dr. Wolffs kritikpunkter af det bestående politisk-økonomiske system er jeg enig i. Det er problematisk, at økonomien går fra en økonomisk krise og stimuleres til et uholdbart opsving, der igen ender i den næste krise. Det er problematisk, at der er stor kunstig ulighed i samfundet. Og det er problematisk at et oligarki kan lefle for politikerne og få privilegier af Staten.

Men mine foretrukne løsninger på disse problemer er ikke, at Staten skal overtage hele økonomien med vold og trusler om vold. Det vil gøre dårligdommene værre, hvis Staten får lov at styre mere af økonomien.

Uanset de problemer, som den kapitalistiske historie har at fortælle, så er det ikke ret slemt i forhold til den socialistiske historie, som også Gene Epstein pointerede i debatten. Dr. Wolff mente, at der var sket nogle fejl under udviklingen af socialismen, men det var noget, som man havde lært af i dag, og næste gang man forsøgte med socialismen, ville man ikke begå samme fejl som sidst.

Ifølge Dr. Wolff var det også et dårligt mål for et økonomisk system, hvis man bare så på bunken af døde menneskekroppe, sikke noget fjolleri. Men hvis man absolut vil bruge sådan et fjollet mål, så er både første og anden verdenskrig kapitalistiske krige, ifølge Dr. Wolff, og dermed står regnskabet 1-1 mellem socialisme og kapitalisme målt på antallet af af døde mennesker.

Det er ikke til at få vejret over sådan en betragtning. Kapitalistiske krige? Hvad betyder det overhovedet? Overholder en krig den private ejendomsret? Der er vist noget Dr. Wolff seriøst har misforstået her.

Socialisme vs Kapitalisme i 1930erne

Hvis Dr. Wolff vil have mig undskyldt, så vil jeg gerne fremføre et argument. Dr. Wolff siger, at det ikke var rigtig socialisme under Stalins Sovjetunionen i 1930erne, men fastholder selv, at det sandelig var kapitalismen, der var i krise i 1930erne. Her vil jeg protestere. Den amerikanske økonomi var ganske enkelt ikke den rene kapitalisme under 1930erne, som enhver seriøs økonomi- og historieinteresseret person vil opdage.

Årsagen til, at Sovjetunionen ikke var rigtig socialisme er ifølge Dr. Wolff, at man erstattede et oligarki (kapitalisterne) med et andet (Bolsjevikkerne). Beslutningerne blev således ikke taget af folket igennem demokratiske beslutningsprocesser, og således kan det ikke have været socialisme i Sovjetunionen. Det var også det, jeg havde forventet, han ville svare. Det var, hvad jeg skrev om socialisters syn på Venezuela i min artikel om Enhedslisten. Beslutningerne under Sovjetstyret kan derfor ikke kaldes den ægte socialisme, da det var oligarker, der tog dem på vegne af folket.

Årsagen til, at USA ikke i 1920erne var den rigtige kapitalisme, der førte til problemerne i 1930erne, er, ifølge mig og en lang række andre liberalister, at Staten blandede sig i markedsøkonomien med en lang række privilegier til bankerne, der førte til en pengeinflation, omfordeling af indkomst og en spekulationsmani. Dertil greb Hoover og Roosevelt ind i økonomien i 1930erne ved at forsøge at gennemføre priskontrol, ved at subsidiere arbejdsløshed og ved at hæve skatterne markant, for blot at fyre pengene af på offentlige arbejder.

Hvis man vil have en opskrift på, hvordan markedsøkonomien kan blive lammet i sin evne til at re-koordinere resurserne under en økonomisk krise, så skal man bare studere hvad Hoover og Roosevelt gjorde. De var eminent effektive og lammede investeringerne i økonomien i mere end et årti. Til vores store “held” var det præcis, hvad den amerikanske centralbankchef Ben Bernanke gjorde, og er det ikke interessant, at netop økonomien efter finanskrisen i 2008, ligesom efter børskrakket i 1929, tog meget lang tid om at vende?

Lad mig foreslå et kompromis: Vi vedgår at Sovjetunionen ikke var den rene socialisme, hvis Dr. Woff samtidigt vil indrømme, at USA heller ikke var den ægte kapitalistiske vare.

Men på trods af disse ekstremistiske synspunkter, fægtende armbevægelser og besværgelser mod historiens irriterende fortælling, så kan vi da alligevel godt bruge den til noget. Givet at hverken Sovjetunionen eller USA var den ægte vare, så kan vi måske alligevel godt blive enige om, at der var visse tendenser i begge samfund, der på den ene side gjorde det ene samfund mere kapitalistisk, og på den anden side var det andet samfund mere socialistisk. Hvis vi fastholder, at denne sammenligning er anvendelig, så kan vi studere de to samfund i samme periode. Vi vælger altså at USA er repræsentant for kapitalismen (som jeg ville påstå at Canada¹⁾Robert P. Murphy, The politically incorrect guide to the Great Depression and The New Deal, Regnery, 2009, s. 101-104 var et bedre eksempel på, men tag også den hjemlige andedam i Danmark, hvor arbejdsløsheden i 1930erne ikke oversteg 6-7% af den totale arbejdsstyrke, mens arbejdsløshedsforsikrede nåede op på 31,7% arbejdsløshed²⁾Bent Jensen, Hvad skrev aviserne om de arbejdsløse?, Gyldendal, 2004, s. 347) og Sovjetunionen er repræsentant for socialismen.

Hvis ovenstående kan accepteres, så kan vi alligevel kigge lidt på forskellen på de to samfund i 1930erne.

I USA i 1930erne var arbejdsløsheden, håbløsheden og fattigdommen steget markant. I 1933 nåede arbejdsløsheden 24,9%³⁾Robert P. Murphy, The politically incorrect guide to the Great Depression and The New Deal, Regnery, 2009, s. 103, og hvem kan ikke sympatisere med den almindelige arbejder, der stillede sig i kø sammen med mange hundrede andre foran fabrikkerne, i et fortvivlet forsøg på at få et arbejde og forsørge sin familie? Det har været store prøvelser, som den almindelige amerikaner gennemgik i den periode. Der har været afsavn, frustration og håbløshed.

Regeringens politik om at bede de amerikanske landmænd om at nedpløje 4 millioner hektar nyplantede marker og slagte 6 millioner smågrise er nogle af de politikker, som blev vedtaget og gennemført i USA i 1930erne⁴⁾Robert P. Murphy, The politically incorrect guide to the Great Depression and The New Deal, Regnery, 2009, s. 136. Det har hævet priserne på landbrugsprodukter og har gjort det sværere for den almindelige amerikaner at købe mad. I 1931 døde 20 mennesker af sult, og i 1934 døde 100 mennesker af sult ⁵⁾https://infogram.com/hunger-and-homelessness-in-the-great-depression-1gl94pk0qy6r23v. Ifølge en anden kilde var det selvmord, der gav det største bidrag til stigning i dødsraten⁶⁾https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC2765209/.

I Sovjetunionen i 1930erne var der ikke anledning til at tale om problemer med arbejdsløshed. Der var nogle andre begivenheder, som i stedet tiltrækker opmærksomheden. I juni 1929 bekendtgjorde regeringen, at den ville starte på en ny fase, som den kaldte “massekollektivisering”. Tempoet for socialisering af det kapitalistiske landbrug skulle sættes kraftigt i vejret, og det førte til en mobilisering af alle kommunister, arbejdere, fagforeningsfolk, medlemmer af den kommunistiske ungdom samt studerende. De blev sendt ud i landsbyerne for at lægge pres på bønderne. Senere på året 31. oktober 1929 kaldte Pravda til “total kollektivisering”. De små landbrug, kulakkerne, var målet for regeringens kollektivisering.

Resultatet af kollektiviseringen var ikke så fantastisk. To millioner mennesker blev deporteret, hvoraf et par hundrede tusinde omkom i deportationen, mens omtrent seks millioner døde af sult, som resultat af regeringens stædige plan for at beslaglægge så stor en andel af høstudbyttet, at der ikke var mad til bønderne eller såsæd til året efter⁷⁾Stéphane Courtois et al, Kommunismens Sorte Bog, Høst & Søn, 2002, s.169. Hungersnøden var værst i vinteren 1932 til 1933, hvor der blev rapporteret om en meget omfattende kannibalisme. Regeringen måtte have kontrol med folket. De måtte ikke flytte fra sin håbløse situation på landet, da deres arbejdskraft var nødvendig til markarbejdet det følgende år, og i december måned 1932 indførte regeringen det såkaldte indenrigspas⁸⁾Stéphane Courtois et al, Kommunismens Sorte Bog, Høst & Søn, 2002, s.187. Det svarer til hvad den enevældige konge indførte i 1733, og som blev kendt i Danmark som stavnsbåndet.

Regeringen udstedte også et cirkulære 22. januar 1933, der pålagde alle bønder at rejse tilbage til deres bopæl. De store folkemasser, der var rejst til byen, blev undersøgt og de kontrarevolutionære elementer blev anholdt og dømt for forbrydelser mod socialismen og regeringen. Resten blev sendt på togvogne tilbage til landet, mange af dem til sultedøden.

Sultezonen dækkede hele Ukraine, Don, Kuban og Nordkaukasus samt en stor del af Kasakhstan. Det er blevet estimeret, at omtrent 40 millioner mennesker blev ramt af hungersnøden. Under hungersnøden havde regeringen dog ikke indstillet sin eksport af korn, der nåede 1,8 mio ton i hele 1933⁹⁾Stéphane Courtois et al, Kommunismens Sorte Bog, Høst & Søn, 2002, s.189.

Det kan være, at man under den totale laissez-faire kapitalisme har frihed til at sulte, hvilket er knapt så tillokkende. På den anden side ser det ud til, at i socialismen har man pligt til at sulte, hvilket måske er endnu mindre tillokkende. Hvis kapitalismen efter Dr. Wolffs udsagn var i krise i 1930erne, så gad jeg godt vide, hvad han mente, at socialismen var? Her har jeg ikke engang nævnt “Den Store Terror” der forløb i 1936-1938 og henrettede knap 685.000 mennesker¹⁰⁾Stéphane Courtois et al, Kommunismens Sorte Bog, Høst & Søn, 2002, s.219, eller de store slavearbejdspladser, der byggede jernbaner og gravede kanaler og beskæftigede mere end 260.000 i lejre.

Værdi er naturligvis subjektivt, og det er ikke min opgave at forklare dig, at det nok er bedre at være arbejdsløs end at blive sultet ihjel, fordi regeringen har taget maden fra dig og som moralens vogter opfordrer dig til ikke at spise dine egne børn¹¹⁾Stéphane Courtois et al, Kommunismens Sorte Bog, Høst & Søn, 2002, billede mellem s.192-193. Fra mit eget synspunkt, så foretrækker jeg trods alt 1930erne i USA frem for i Sovjetunionen (men det var bedre at blive i Danmark, hvis man ville have et job).

Mondragon og ulighed

Dr. Wolff nævnte et stort arbejder ejet kooperativ i Spanien, der hedder Mondragon. Det omtalte han kun kortvarigt i sin debat med Gene Epstein, men jeg søgte Dr. Wolff ud og fandt et oplæg han holdt i en Google Talk, hvor han uddyber sine synspunkter. Her fremhæver han igen Mondragon, og understreger, at de har besejret ulighed. I Mondragon er det en del af kooperativets vedtægter, at der er fastlagt en maksimal faktor mellem den lavest lønnede kontra den højest lønnede.

Jeg gik straks ind for at se, hvordan det var lykkes Mondragon at besejre uligheden, som jeg anser for at være et naturligt fænomen. Ulighed skal blot anerkendes som en livsomstændighed, et udkomme af menneskets individualitet og som kan udnyttes positivt igennem den frivillige markedsproces.

Det første jeg stødte på var, at virksomheden beskæftiger knap 75.000 mennesker verden over. Det er altså en ret stor virksomhed, der er bygget på de kooperative principper. Det er ret flot gået af dem. Men da jeg læste om virksomheden, studsede jeg over, at den bestod af 257 virksomheder. Det synes jeg var et ret højt tal, og jeg læste videre, at faktoren der regulerer løndannelsen i gennemsnit er 5. Men hvorfor skriver de “i gennemsnit”? Er det ikke bare en faktor, der spænder over hele virksomhedens knap 75.000 medarbejdere? Det var, hvad Dr. Wolffs gav indtryk af.

Den mest nærliggende forklaring jeg kan give er, at Mondragon er et decentralt kooperativ, splittet op i 257 under-kooperativer, der hver især har sin egen ulighedsfaktor. Dvs. internt i hver kooperativ er en fastlagt ulighedsfaktor, som det kooperativ skal overholde, men for at kunne tilbyde konkurrencedygtige lønninger, skal nye kooperativenheder startes op, uafhængig af de andre kooperativers lønninger. Dermed kan man lønmæssigt lægge kooperativ på kooperativ og tilbyde konkurrencedygtige lønninger helt fra samfundets bund til samfundets top.

Altså ved at det “nederste” kooperativ er det, der hyrer de lavest betalte medarbejdere, og ovenpå det kooperativ ligger endnu et, der bruges til næste løntrin, så kan man bygge en stor struktur af kooperativer op, hvor der internt i hver kooperativ fastholdes denne ulighedsfaktor, men mellem hver af kooperativerne er ulighedsfaktoren ikke gældende. Dvs. hvis man stakker 5 kooperativer “ovenpå” hinanden, og arrangerer hvert kooperativ til at hyre en specifik ensartet type af arbejdskraft, så kan man i denne konstruktion have en ulighedsfaktor fra bund til top på 25. Hvor dynamisk.

Det er nok ikke en særlig god ulighedsreducerende metode, for det reducerer jo ikke uligheden, der eksisterer. Det forsøger bare at konstruere et netværk af kooperativer, der på praktisk vis omfatter et nik til socialismen med ulighedsfaktoren, men i realiteten har det ingen betydning, fordi kooperativerne blot er målrettet hver deres lønramme. Set fra befolkningens synspunkt kan man med denne metode bare bygge en myriade af kooperativer og favne den eksisterende ulighed i det kapitalistiske system. Det er en snild måde at lege socialist på, uden reelt at være det. Så meget for de fine udsagn om at Mondragon har besejret ulighed igennem virksomhedens vedtægter.

Jeremy Corbyn

Jeg vil kort lægge en bemærkning om Dr. Wolffs fremhævelse af Jeremy Corbyn, lederen af Labour partiet i England. Ifølge Dr. Wolff havde Labour partiet lagt sig fast på en politik, der ville gribe ind i kapitalisternes beslutningskraft over deres egen virksomhed. Hvis virksomheden ville “sende jobs ud af landet”, eller sælge sig til en anden virksomhed, skulle medarbejderne have retten til at nægte dem denne beslutning. De skulle igennem nægtelsen have mulighed for at købe virksomheden selv.

Ligesom kollektiviseringen af kulakkerne i 1930erne fik skadelige følger, kan vi let forestille os, at kollektiviseringen af engelske virksomheder også vil få skadelige virkninger på den engelske økonomi.

Men hvorfra skulle medarbejderne dog få pengene fra til at købe virksomheden? De ville naturligvis få lov til at låne pengene af Staten. Det er hvad, Jeremy Corbyns økonomiske rådgiver sagde, da han blev spurgt af en journalist angående kooperationsprogrammets praktiske udfordring.

For et par dage siden var der valg i England, og det ser ud til, at Jeremy Corbyn forlader sin post som formand for labourpartiet, der gik 59 mandater tilbage ved valget. Det kan være, at vi i den udvikling ser en reaktion mod de Marxistiske elementer i den fulgte politik, men da valgets hovedemne var Brexit, kan det også være, at det ikke har at gøre med tvungen arbejderovertagelse af kapitalisternes virksomhed.

Hvad er socialisme egentlig?

Jeg satte mig for at finde ud af, hvad Dr. Wolff egentlig mente. Jeg så derfor både den ene debat med Gene Epstein og Google talks præsentation af Dr. Wolff. Her fik jeg mest af alt at høre, at socialismen “lever og næres” af kapitalismen. Alle de fejl og problemer som socialisterne taler om i den aktuelle økonomi, tillægger socialister til kapitalismen og postulerer at problemerne ville være løst med indførsel af deres foretrukne økonomiske system. Det er jo også langt hen ad vejen det, som jeg som liberalist gør. Jeg kritiserer det bestående systems fejl og mangler. Men jeg mener selv, at jeg gør mere end blot at kritisere og postulere.

Det jeg gik og håbede på, var en logisk sammenhængende forklaring af, hvordan socialismen virker. Ligesom jeg selv forsøger  til mine evners bedste, at levere et sammenhængende logisk system for liberalismen, så havde jeg håbet, at Dr. Wolff ville give mig socialismens logik og systematiske udredning. Men den forklaring udeblev med undtagelse af nogle få bidder hist og her. Der var ikke en overordnet gennemgang af socialismens system og diskussion af fordele og ulemper i forhold til det bestående system. Der var kun kritik af det bestående system, og en stærk modvilje mod at opbygge arbejderkooperationer udelukkende igennem den frivillige markedsproces, som var det punkt, som Gene Epstein mest af alt gik efter at få et klart svar på.

Dr. Wolffs hovedargument mod kapitalismen var, at det var en lille gruppe af mennesker, kapitalisterne, der besluttede hvordan produktionen skulle tilrettelægges. Her var der ikke demokratisk kontrol med samfundet, og det var det, som Dr. Wolff mente, at socialismen skulle tilvejebringe. Det er i tråd med Enhedslistens ønske om økonomisk demokrati. Det har jeg kritiseret i mit indlæg om Enhedslisten. Men hvordan kommer vi så fra det bestående oligarkiske økonomiske system, til det demokratiske økonomiske system? Det var en af de hurdles, som Gene Epstein forsøgte at klarlægge ved spørgsmål til Dr. Wolff.

Dr. Wolff forsvarede Jeremy Corbyns tvangsfinansiering med at sige, at det leverer flere valgmuligheder. Og det er naturligvis disse valgmuligheder, som arbejderne har behov for, for at lempe deres kooperationer igennem ifølge Dr. Wolff. Men det er med Staten som partner, og dermed er processen uspiselig for en liberalist. Arbejderkooperationer er ganske udmærkede, så længe de bygger på frivillighed og overholder den private ejendomsret ved ikke at udøve aggression mod krop og ejendom.

Hvis der er Statslige privilegier til bestående kapitalister, så vil både socialister og liberalister kunne enes, hvis midlet til at komme nærmere målet er at fratage de privilegerede kapitalister deres statsstøtte. Det ser dog ikke ud til, at det er vejen, som socialisterne foretrækker. I stedet vil de tilføje yderligere statsstøtte til deres favoriserede virksomheder, og så kan der ikke blive tale om et samarbejde.

Som liberalist ser jeg Staten som et onde, der ikke må bruges som middel. Staten er den mest formidable aggressor og frihedens største og farligste fjende. På alle områder er målet at bekæmpe Statens indgriben i samfundet og markedet. Historien fortæller også, at det var Staten, der førte til sultedøden i Sovjetunionen, og det var Staten der førte til massearbejdsløsheden i USA. Det er dermed Staten, der er Socialismen i sin rene form¹²⁾Hans-Hermann Hoppe, A Theory of Socialism and Capitalism, Second Edition, Ludwig von Mises Institute, 2016, s.167-174.

Jeg konkluderer derfor, ligesom Ludwig von Mises gjorde i hans bog fra 1922:

Ludwig von Mises, Socialism, Liberty Fund, 1981, s. 414:

In fact Socialism is not in the least what it pretends to be. It is not the pioneer of a better and finer world, but the spoiler of what thousands of years of civilization have created. It does not build: it destroys. For destruction is the essence of it. It produces nothing, it only consumes what the social order based on private ownership in the means of production has created. Since a socialist order of society cannot exist, unless it be as a fragment of Socialism within an economic order resting otherwise on private property, each step leading towards Socialism must exhaust itself in the destruction of what already exists.

Debatten kan ses på video her:

Richard Wolff på Google talks: