Monthly Archive: januar 2022

I tredje del af min serie om tillid til myndighederne tager jeg fat på det centrale element. Hele corona epidemien bygger på, at man kan teste personer for sygdommen. PCR testen er kilden til al data for smitte, indlæggelse og død med corona. I de foregående indlæg har vi set lidt på deres håndtering af epidemiens lidt højere niveauer, mens vi i dette tager fat på fundamentet for det hele.

Igen kan vi kort genopfriske mit postulat, at virussen er ligeglad med dine følelser overfor myndighedernes anbefalinger og ageren. Hvis deres anbefalinger eller værktøjer er ineffektive, nytter tillid ingenting. Så når myndighederne postulerer, at hvis vi bare lader os teste regelmæssigt, kan vi “bryde smittekæder”, isolere de syge og beskytte de skrøbelige fra virussen, må vi stole på, at det nytter. Men hvad nu hvis det viser sig, at det postulat også er en evidensløs antagelse, som de bare har gentaget igen og igen?

Pressemødet den 12. maj 2020 var vist det første, hvor smittekæder blev diskuteret af oplægsholderne. Der kom et spørgsmål fra Bo Elkjær fra Information om at bryde smittekæder den 30. marts 2020, men i de mellemliggende pressemøder blev ordet ikke nævnt. Den 12. maj blev idéen præsenteret af panelet.

Mette Frederiksen lagde ud i sit åbningsoplæg med følgende kommentar:

For hvis smitten, den blusser op igen, så skal vi opdage det i tide. Og derfor har vi behov for en effektiv smitteopsporing. Vi har behov for at sætte ind. Vi har behov for at isolere de syge, så vi kan bryde smittekæderne, uden at skulle lukke samfundet ned igen.

Senere på pressemødet fik Søren Brostrøm ordet og gav følgende kommentar:

Så det er dét, som er kernen i vores nye strategi med et intensiveret fokus og indsats på at opspore de tætte kontakter til folk, der er bekræftet smittede, fordi vi ved, at tætte kontakter selv har en stor risiko for at være smittede, og så tilbyde en test, en undersøgelse af virus i svælget på de tætte kontakter, på de tidspunkter, hvor vi ved, der er størst sandsynlighed for, at vi kan finde virus, også før symptomerne indtræder, og så bruge det til at understøtte en intensiv isolation af den smittefarlige, også den asymptomatisk smittefarlige.

…

Og med dét, er vi ret optimistiske i forhold til, at vi kan bevare kontrollen, bryde smittekæderne i den her situation, hvor vi laver en genåbning af samfundet.

Det var dengang, de også troede på, at det var kontakt- og dråbesmitte, der var den eneste smittevej. Ud fra det perspektiv kunne det give mening at gøre sådan. Men hvis de tog fejl, og det viste sig, at virus kan hænge i luften i timevis og inficere forbipasserende, så er det naturligvis mindre nyttigt at ringe til de personer, som en smittet har været i nærheden af.

Idéen var, at smitteopsporingen ringer de nære kontakter op, og beder dem om at isolere sig. Så tror man, at en smittekæde er blevet brudt, og virussen er ført ind i en blindgyde. Men de luftbårne virusaerosoler har potentielt smittet helt ukendte personer i mellemtiden og har fundet andre veje. Fx de senere besøgende af lokaler, den smittende person efterlod aerosoler af virus i. Disse personer har smitteopsporingen ingen anelse om, hvem er. Hvis det er en mulig smittetransmission, så vil der på baggrund af denne dynamik starte nye “smittekæder” igen og smitteopsporingen vil derfor være et skridt bagud, og kan i mange tilfælde kun genere folk, når det er for sent.

De nære kontakter kunne naturligvis være smittet, så det kunne teoretisk lade sig gøre at reducere smitten ved at bede dem om at isolere sig, men hvis det ikke er den primære smittevej, så er det et Sisyfosarbejde at opspore smitte. Hvis man undersøgte effektiviteten af smitteopsporingen, kunne man afdække, hvor mange af de smittede personer var nærkontakter med tidligere smittede. Det ville give et hurtigt overblik over, hvor mange smittede de kunne fange ud af det totale antal smittede.

Men kan vi have tillid til myndighederne her?

Massetest

For at bryde smittekæderne startede man med at kontakte de positivt testede, og sende deres nærkontakter til test. I maj 2020 testede man omtrent 12.000 personer dagligt, og året efter, da testkampagnen i april 2021 kørte på sit hidtil højeste, testede man 174.000 personer om dagen. Idéen om at bryde smittekæder med massetesten førte politikerne sammen med myndighederne ud i et dyrt projekt, der har sikret Danmark en plads på top ti i antal test pr. indbygger.

Problemet er bare, at massetestprogrammet ikke har begrænset smitten, skriver forsker på Roskilde Universitets Center Peter Kamp Busk.

Den massive danske teststrategi ser nu også ud til at tiltrække kritik fra læger. Ifølge en artikel 6. januar på information.dk rejses kritikpunktet, at man ikke har undersøgt, om massetesten har nogen effekt. I følge artiklen er der ikke udført en undersøgelse (på nær Peter Kamp Busks?), og Christine Stabel Benn, der sidder i ekspertgruppen for smitteopspring, citeres for at sige “Det er, som om man oppefra har sagt ’lad os gøre noget’, og så er man bare fortsat med det. Det er fuldstændig uvidenskabeligt.” Det kommer vel efterhånden ikke bag på læseren, at der er brugt mange resurser og megen tvang på tiltag, der har tvivlsom værdi.

I artiklen nævnes ordet “smittekæder” kun af en, og det er Magnus Heunicke. Lægerne nævner det ikke, men spekulerer på, om det overhovedet giver mening at teste andre end de symptomatiske.

Jens Lundgrens synspunkt, som også beskrives i artiklen, er, at der skal være et vist testniveau, men det kræver en undersøgelse at fastlægge det. Det er ganske fornuftigt, og man kan undre sig over, at så mange resurser og så meget tvang er blevet brugt, uden at bruge lidt tid og lidt resurser på at undersøge, om det nytter.

Men med disse udmeldinger om manglende viden fra eksperterne, der rådgiver regeringen, kan man undre sig over Søren Brostrøms udtalelse på pressemødet den 24. februar 2021:

Der er ingen af os, der ønsker en tredje bølge, men vi er samtidig også nødt til at åbne vores samfund op.
Så derfor er vi nødt til at gøre mere af det, vi ved. Og vi ved rigtig meget om, hvordan vi skal bryde smittekæderne, hvordan vi skal forebygge smitten.

…

Og så er der to redskaber, som er vigtige. Det er for så vidt ikke nye redskaber.
Det er test og vaccine. Det er ikke ny teknologi, men det har fået en ny og større og meget vigtigere rolle på det tidspunkt, hvor vi er i vores epidemi. Og særligt med den kæmpe store kapacitet, vi har fået opbygget i Danmark – både med de klassiske PCR-test, men også de her nye antigentest eller quicktest, som vi nu kan begynde at bruge meget systematisk i en kontrolleret genåbning for at bryde smittekæderne og for at lave smitteforebyggelse.
Og der er det sådan, at de er gode. De er ikke perfekte de test, men de er først og fremmest gode, fordi de giver svaret hurtigt, sådan at man kan reagere på det. Og hvis man gør det jævnligt og hyppigt, særligt når man går på arbejde eller ind på sin skole og så videre, så kan vi bryde rigtig mange smittekæder, og så kan vi få brudt smitten.

Massetesten blev således understøttet af Søren Brostrøm på pressemødet – men da der ingen undersøgelse er udført af massetestens effektivitet, kan man undre sig over, hvor skråsikkert han udtaler sig om, at det virker. Han kan ikke vide det, for der er ingen undersøgelser på området. Men det betyder vel ikke så meget, da han på det tidspunkt har sagt så mange ting, han ingen evidens havde for. Vi må derfor antage, indtil videre, at den er ineffektiv.

Men at testen kunne være ineffektiv burde rent faktisk ikke komme som nogen overraskelse for myndighederne, når de selv skriver i deres retningslinjer omkring test af asymptomatiske personer:

Dette betyder generelt, at undersøgelse af asymptomatiske personer kan have en lav prædikativ værdi ift. at udsige, om den enkelte er smittet eller kan smitte.

Ydermere skriver de i retningslinjerne omkring test af tidligere smittede:

Opgørelser indtil nu viser, at reelle re–infektioner er meget sjældne, og at en positiv PCR–test uden nytilkomne symptomer i månederne efter initial symptomdebut/positiv PCR–test sandsynligvis er tegn på, at PCR–testen kan detektere ikke–infektiøst virus–RNA, og således ikke typisk ses som tegn på re–infektion.

Sundhedsstyrelsen er således udmærket klar over, at PCR testen ikke kan bruges som enestående diagnosemiddel til at fastslå, om en person er smittet eller smittende. Hvis det er en asymptomatisk person, kan vedkommende ikke forudsiges at ville udvikle sygdommen. Hvis testen er positiv hos en immun person, kan det være “ikke-infektiøst virus-RNA”, som testen har fundet. Hvad sker der mon så, hvis man tester en hel befolkning, hvor hovedparten er immuniseret med vaccine og testes uden at have symptomer?

Dertil kommer også et problem, når den samme person lader sig teste mange gange i træk. Ifølge en teknisk rapport fra Norman Fenton (professor i Risk Information Management ved Queen Mary University of London) stiger sandsynligheden for, at en person tester positiv, hvis man tester den samme person igen og igen – for risikoen for en falsk positiv lægges sammen fra gang til gang. Det er måske så indlysende, at jeg ikke behøver at referere til en professor i Information Management – men jeg kan rigtig godt lide Norman Fenton, og henviser gerne til ham.

Falsk positiv andel er højere end SSI vedkender sig

Udover de førnævnte problemer med at teste asymptomatiske, heriblandt immune personer, er der også et teoretisk problem med at bruge en test, når prævalensen for sygdommen er lav. Massetestprogrammet tager ikke hensyn til det forhold og tester løs uanset prævalensen af sygdommen. Det giver problemer.

Særligt i sommermånederne med lav virusprævalens stiger andelen af falske positive, fordi den effektive falsk positivrate afhænger af prævalensen af virussen. Det kan vises igennem Bayes lov om betinget sandsynlighed (til nørderne derude er dette eksempel glimrende). Her må jeg understrege, at konklusionen fundet på baggrund af Bayes lov er et standard resultat i statistik for test af sygdomme – og SSI burde naturligvis være klar over det. Grafen af sandsynligheden for at en positiv er falsk ved forskellig prævalensrate ses her:

Note: Til udregningerne er brugt en specificitet på 99,945% og sensitivitet på 92,2%

Det er vigtigt at understrege her, at den ovenstående falsk positiv andel kun er den procent af de positive, der er falske – det er ikke procenttallet af hele testantallet, der er falsk.

Selvom massetesten sandsynligvis har gjort mere skade end gavn, kan vi dog trods alt bruge den til at estimere virusprævalensen mere nøjagtigt. Det er da altid noget. Nedenfor bruger jeg positivprocenten af virus igennem 2021 til at estimere prævalensen. Der kan vi se, at særligt fra februar til juni var prævalensen lav og kunne give problemer med en større andel falsk positive. Data fra SSI.

Den daglige positiv rate er naturligvis bare en tilnærmelse til den ægte prævalens, og det er måske optimistisk at tro, at de som bliver testet, alle er tilfældigt udvalgt (der er nok nogle symptomatiske patienter, der melder sig til test, trods alt). Denne fejl fører til en overestimeret prævalens og dernæst til en mindre falsk positiv andel. Fejlen giver således SSI en fordel.

Derudover ved jeg ikke, hvor mange gange den samme person er blevet testet, og derfor kan jeg ikke udregne størrelsen af de falsk positive fra den kilde. I mit regnestykke bruger jeg kun den rene falsk positiv rate udregnet på baggrund af Bayes’ lov og betragter i princippet alle testede som forskellige personer – men der er naturligvis mange gengangere pga. coronapas og Søren Brostrøms vejledning om at gå til test ofte. Det giver igen fordel til myndighederne.

Grafen for andelen af de positive svar, der er falske positive i 95% konfidensinterval fra 1. januar 2021 til 30. december 2021 ser sådan ud (bemærk, hvor høj den falske positiv andel var, mens testkampagnen kørte på sit højeste i foråret 2021):

Det betyder alligevel noget ifølge mine opgørelser. Fra 1. januar 2021 til 30. december 2021 testede 632.086 danskere positiv, hvoraf 22.926 (95% KI, 21.671 til 24.337) var falske positive, hvis mine beregninger er korrekte. Jeg har brugt den daglige positiv rate som punktestimat for prævalens ganget den med den af Bayes lov givne falsk positiv sandsynlighed med det daglige antal positive og heraf fået det daglige antal falske positive.

Det voldsomme fald i slutningen sker pga. den reducerede testkapacitet i julen, omikrons udbredelse og deraf følgende stigning i prævalens.

Det bliver til 3,63% (95% KI, 3,43% til 3,85%) falske positive ud af alle positive i perioden. Det er primært fordi, testkampagnen var så intens i foråret 2021 pga. coronapas og testkrav for arbejde, hvor prævalensen var lav. I andet halvår af 2021 faldt den falske positivrate pga. en stigning i prævalensen, formentlig pga. deltavariantens dominans. (Redigeret: Tidligere skrev jeg, det faldt sammen med vaccinationsprogrammet – den påstand trækker jeg tilbage, da jeg ikke kan finde data til at bakke den op. Data viser snarere, at der ingen sammenhæng er).

Men som vi ved fra Bayes lov, ville det være mere præcist at teste ved højere prævalens af virus. Det er vel bl.a. derfor, man anbefaler at teste personer med symptomer, da prævalensen formodentlig er højere i den gruppe end i den generelle asymptomatiske befolkning. Ved en prævalens på 30% er andelen af falske positive kun 0,14%, mens den er 12,93% ved en prævalens på 0,4% (som var medianen 1. februar til 1. juni).

På trods af de statistiske sammenhænge skriver SSI følgende om PCR testen for SARS-CoV-2:

Trods den høje specificitet kan det aldrig helt udelukkes, at der kan forekomme enkelte falsk-positive. Det er dog SSI’s vurdering, at det antal falsk-positive svar, der eventuelt måtte være, er ganske ubetydeligt. SSI har ikke kendskab til konkrete falsk-positive svar.

Vi kan måske medgive SSI at 3,63% ikke er et stort tal, og det er nok passende at kalde det for et lille tal. Men er “ganske ubetydeligt” et godt ordvalg? Ville du synes, at SSI fortog en god vurdering, hvis de havde skrevet, at der er ca. 3,5% falske positive, men det tal er ganske ubetydeligt?

SSI burde gøre indsigelse mod at bruge PCR testen “blindt” og kræve, at den bliver brugt sådan som en PCR test normalt bruges til de andre sygdomme: Kun efter konstatering af relevante symptomer. Ellers må de vel mene, at en andel af falsk positive på 12,93% i den lave forårsprævalens også er ganske ubetydelig?

De falske positive tilfælde får således deres coronapas uden at være inficeret, og uden at blive immune. Når en af disse personer med en falsk positiv senere får en ny positiv test, tælles de med i elementet i SSIs dashboard, som ganske uvidenskabeligt kaldes “reinfektioner”. Da en tidligere positivt testet person kunne være en falsk positiv, er både coronapas og status som tidligere inficeret person en fejl i data. En reinfektion på SSIs dashboard kan derfor være en ægte positiv, fulgt af en falsk positiv, eller vice versa – to falske positive og (muligvis, men ifølge SST sandsynligvis sjældent) to ægte positive.

Men udover de rent statistiske udregninger om falske positive, er PCR testen som teknisk indretning uegnet til at erklære en person smittende uden andre betingelser. Normalt kræver man forudgående relevante symptomer, før testen kan betragtes som pålidelig – det var sådan Pfizer gjorde i sine vaccineforsøg, og det er sådan, SST normalt bruger PCR tests for RS virus (hvor positivraten nåede op på 40% i sidste epidemi), influenza (hvor positivraten nåede over 20% i sæson 2019/20), kighoste osv. – fordi man risikerer at teste en immun person positiv på virusrester.

Det var bl.a. en af mine pointer i min længere twittertråd, hvor jeg påpegede, at med opmandingen af testindsatsen ville regeringen male sig op i et hjørne. Massetester man immune personer, vil man få et vist antal positive prøver – og naturligvis vil vaccinerede også tælles med blandt de positive, selvom de reelt er immune.

https://twitter.com/UffeMerrild/status/1459292588662575109

Jeg kunne naturligvis ikke vide, at omikron ville ankomme som en mere smitsom variant (selvom det typisk er den vej, det går med varianterne). Men udviklingen før perioden med omikron viser i store træk, at det lykkedes for regeringen at blæse en epidemi op med den forøgede testindsats. Det mageløse i bedriften er, at det lykkedes dem at skabe en PCR epidemi i en befolkning, hvor over 88% af 12+ årige har modtaget vaccine mod corona.

Hvorfor finder befolkningen sig i at blive udsat for massetest, når de har fået en vaccine, der beskytter dem selv mod sygdom? Det ville være bedre, om man lod de uvaccinerede tage ansvar for deres egen risiko og droppe massetesten. Det tror jeg, mange af dem ville tage imod med glæde.

Det ses mest tydeligt i SSIs dashboard for gennembrudsinfektion, der længe har vist, at der nærmest ikke er nogen forskel per 100.000 i smitten mellem vaccinerede og uvaccinerede – selvom tallene svinger frem og tilbage og i middel viser en lavere smitte blandt de vaccinerede. Det har bl.a. noget at gøre med det misbrug af PCR testen, der finder sted. Ser man på de indlagte, får man også et lignende problem, fordi man tester alle, der bliver indlagt.

Her tror jeg, det er bedre at se på det svenske studie af vaccineeffektivitet (de testede personer med relevante symptomer), for at få et rimeligt billede af effektiviteten af vaccinerne mod de gamle varianter. Jeg ser naturligvis, at vaccinerne har faldende immunitet mod infektion og beskyttelsen mod indlæggelse falder kort derefter. Men at udføre massetest på en vaccineret befolkning forekommer at være temmelig åndssvagt. Vaccinen beskytter den enkelte ret godt mod svær sygdom, så hvorfor kan man ikke nøjes med, at 88% af befolkningen har fået beskyttelsen og droppe massetesten?

Omikron har skubbet lidt mere til billedet, og det bliver interessant at følge, hvordan de vaccinerede er beskyttet mod den. Heldigvis ser det ud til, at den er meget mildere end delta. Jeg vender tilbage til vaccineeffektivitet i fjerde del af serien.

Positiv, indlagt og død med corona

Det siger sig selv, at med PCR testen som central mekanisme, som bliver misbrugt af myndighederne, vil de afledte statistikker være behæftet med en vis mængde af fejl, der bl.a. kan føres tilbage til misbruget. Alligevel har myndighederne gentagne gange afvist, at der er systematiske fejl i deres opgørelser. Det er først for nylig, at de har taget sig mod til at indrømme, at deres indlæggelsestal var opblæste.

Det kom dog først frem, da en læge fra Herlev hospital begyndte at opgøre antal indlagte coronapatienter ved at se på patientens diagnose i systemet. Han kom frem til, at hans tal var væsentligt forskelligt fra SSIs opgørelser og var et bedre billede af coronas reelle belastning af sygehusene. Det bragte Politiken inden jul. Siden den bombe kom endnu en artikel i Politiken, hvor Jens Lundgren står frem og siger, at myndighederne aktivt fravalgte en mere præcis metode til at optælle coronapatienter til fordel for at tage revl og krat med i deres opgørelser.

Men fulgte man nøje med i nyhederne, kunne man have vidst det meget længere, mens myndighederne var tavse om deres misbrug. Baseret på en aktindsigt bragte indblik.dk en nyhed om emnet den 30. september 2021. Her kan man læse sig frem til, at tolker man lidt kritisk på svaret, er det kun er 56% af de indlagte, der har covid-19 som aktionsdiagnose. Men i svaret angiver myndighederne tallet til 80% ved at fylde lidt usikre antagelser ovenpå.

Det mest generende ved affæren er, at definitionen af en corona indlæggelse blev ændret 17. juni 2020 af SSI. Her gik man bort fra den gamle definition, hvor en coronaindlæggelse krævede, at patienten havde fået en covid-19 diagnose, til fordel for en simpel positiv PCR test op til 14 dage før indlæggelse. Den nye definition ville blæse tallene op, da statistikken over indlagte nu ville bare ville se på en PCR test i stedet for en diagnose. Sådan tager man revl og krat med. Lægen på Herlev sygehus bragte således bare opmærksomheden tilbage på den gamle definition, der fokuserede på diagnose og ikke alene på PCR test.

Nu begynder det dog at dæmre for medie-eliten, at tallene ikke er retvisende. Ekstra-bladet er begyndt at grave lidt i tal både for indlæggelse og død, og i en anden artikel kritiserer de både sig selv, men bebrejder myndighederne for at tallene har været så dårlige. Vi kan kun håbe på, at de graver indtil de får myndighederne til at erkende det, som mange har vidst siden marts 2020. At PCR testen bliver misbrugt og at tallene er overdrevne. Mit indlæg fra 15. marts 2020 tog fejl på nogle punkter, men ramte rigtigt i forhold til, at vi blev præsenteret for overdrevne tal.

Når myndighederne har så svært ved at være ærlige omkring tallene, og ad flere omgange har forsvaret deres opgørelser, kan man godt betvivle deres åbenhed og miste tillid til dem. Det interessante er, at tallene har været opblæste siden 2020, og meget få har taget særlig notits af det. Myndighederne kunne have haft en større åbenhed om deres tal, så politikerne ikke kunne slippe afsted med at misbruge dem på pressemøderne. Men det valgte myndighederne ikke at gå i rette med, og fortsatte med at bakke op om de misvisende tal.

Men det stopper ikke ved opblæste indlæggelsestal. For dødstallene for corona er også opblæst. Det er samme problem som alle de andre tal. En positiv SARS-CoV-2 test og et 30 dages vindue er alt, myndighederne interesserer sig for, når de skal klassificere et dødsfald som et covid-19 relateret dødsfald. De har ikke kunnet få sig selv til at sige det direkte, at alle dødsfald opgjort på den måde er direkte forårsaget af covid-19, men de har forsøgt at fastholde tallene ad flere omgang ved at genlæse dødsattesterne. Da det første kohortstudie kom ud i starten af “pandemien”, har det været muligt at vide, at de fleste døde med corona havde en eller flere komorbiditeter. De nyeste tal viser, at 91% af dødsfaldene er sket blandt personer med mindst en komorbiditet. Men det får ikke myndighederne til at rette på deres opgørelser, eller berolige befolkningen.

Hvorfor kan man ikke som minimum sige, at hvis man har en dødelig sygdom i forvejen, og man dør med corona, at hver sygdom kun får 0,5 dødsfald? Det synes at være mere rimeligt, end at give corona hele skylden for dødsfaldet.

Problemet med alle de danske tal er, at de bygger på et misbrug af PCR testen, som myndighederne selv er klar over. Skulle det give borgerne tillid til myndighederne, at de varmt støtter op om tiltag baseret på tal, som de har dokumentation for er tvivlsomme?

Vi kan håbe, at de får modet til at indrømme, at der er fejl ved de andre tal på et senere tidspunkt. For selvom jeg, og mange andre, stiller spørgsmålstegn ved tallenes validitet, følger størstedelen af befolkningen stadig fortællingen, som baseres på disse tal.