Status
Normal giver jeg en status ved årets udgang, men i år blev den del sprunget over, fordi jeg valgte at bruge en del energi på min trilogi i fem dele om tillid til myndighederne. Her fremlagde jeg min kritik af myndighederne, som jeg forsøgte at holde både ganske sober, men også krads.
Det kom på bekostning af årets status, hvor jeg også skriver lidt om mit bogprojekt, som efterhånden har et par år på bagen. På trods af projektets alder har det dog ikke fået så megen opmærksomhed i 2021, fordi coronapolitikken fortjente en krads men velbegrundet kritik, som krævede meget af min tid til at sætte mig ind i data og nogle kausale forhold. Det ser dog ud til at være et afsluttet kapitel nu, om ikke andet behøver jeg ikke bruge lige så megen tid at sætte mig ind i stoffet, hvis de grænseoverskridende idioter på Christiansborg vælger at kuldkaste vores rettigheder på ny.
En ny boganmeldelse
I slutningen af 2021 kontaktede Martin Mygind mig, og spurgte om jeg havde lyst til at skrive en anmeldelse af hans nye bog “Den lille guide til penge, krak og bobler”, som er en fin introduktion til mange af østrigernes økonomiske teorier, der anvendes på en historisk fortælling om mestendels amerikanske forhold. Jeg valgte at tage mod tilbuddet, men arbejdet med anmeldelsen trak ud, fordi regeringen virkelig skruede op for trykket mod, hvad de formentlig ser som de uvaccinerede kættere. Derfor skrev jeg et par indlæg til forsvar for frit vaccinevalg.
Men efter jeg blev færdig med det, gik Putins militær over grænsen og startede krigen i Ukraine. Igen kunne jeg se, hvordan flokmentaliteten kørte på fuld hammer og hvordan idioterne på Christiansborg udnyttede situationen til at forsøge at gennemføre deres yndlingsprojekter: Slikke på den amerikanske magtstøvle med sanktioner mod Rusland (som belejligt begunstiger amerikanske virksomheder) og koncentration af magten i EU. Et af elementerne var den utålelige idé om, at sanktioner er det rette våben til modsvar mod en aggressiv statsmagt. Så inden jeg fik skrevet anmeldelsen færdig, følte jeg mig inspireret til at kritisere sanktioner og skrive en kort historie om, hvordan Danmark kom med i NATO.
Men efter alle de overspringshandlinger tog jeg mig endeligt sammen og skrev anmeldelsen færdig, som kom ud på bloggen i sidste uge, og kan findes her.
Som læseren kan se af anmeldelsen, tog jeg mig den frihed at skrive en kort mønt- og pengehistorie og integrerede den i boganmeldelsen. Min fortælling viser igen, at det statslige pengemonopol til alle tider har været brugt til at ødelægge pengevaren til statens kortsigtede fordel. Det kan være byggeprojekter, krige eller opbygning af velfærdsstaten, der er hensigten. Resultatet er altid det samme: Koncentration af magten hos oligarkiet (i gamle dage kongen, gejstligheden og stormændene – i dag organisationer som fagforeninger, DI, DA og deres allierede på Christiansborg), ødelæggelse af markedets produktionspotentiale og udsugning af befolkningen.
Jeg synes selv, at den korte historie blev læseværdig, så jeg gav den sin egen side her.
Det liberale bogprojekt
Det bringer mig tilbage til mit bogprojekt. Jeg har som vanligt udvidet kildematerialet, så jeg udover de førnævnte historieværker kan tilføje “Dansk udenrigspolitisk historie”, “Dansk krigshistorie” og “Danmarks Kirkehistorie” til listen over større værker, jeg bruger til at researche historien for at beskrive den så korrekt som muligt samtidigt med at give en liberal analyse af begivenhedernes gang.
Vi har masser af historiebøger i Danmark, som fortæller en mainstream historie om det danske kongeriges opbygning og overgang til demokrati. De kan næppe kaldes liberale og den mangel gør dem af og til kedelige at læse – de lægger vægt på de “forkerte” begivenheder, og de vender kausaliteten på hovedet fra tid til anden, og ind i mellem hyldes skurkene. Skattehistorien beskriver skatteyderne som egoistiske typer, der brokker sig over en smule udplyndring, mens kongens projekter er “nødvendige” for rigets forsvar osv. Uanset hvor ofte kongens bestræbelser er ynkelige fiaskoer, som fx Danevirke, den stående hær i 1640erne eller sågar hele velfærdsstaten prises magthavernes forsøg på at “skabe orden”, “samle riget” og “sikre de fattige”.
Der er brug for en helt anden historiefortælling om det danske riges opbygning og især den danske velfærdsstat. Der er brug for en liberal fortolkning af begivenhederne, og den får vi ikke foræret af historikerne. De kommer ikke til os som en hvid ridder, der skal redde en stakkels undertrykt ideologi. De kan mest af alt forventes at blåstemple magthavernes hærgen af befolkningen igennem deres alt for sympatiske behandling af usle forbrydere, falskmøntnere, voldsmænd, undertrykkere – som magthavere til alle tider var og er. Spørgsmålet er kun i hvilken grad.
Nej – der er kun en part til at redde vores ideologiske aftryk på historien. Det er os selv. Derfor vil jeg skrive min historiebog i et håb om, at der er liberale sympatisører, der kan få lidt ud af en (efter bedste evne) liberal historiefortælling uden magt- og statsromantik.
Bogen er nu på 208.000 ord og fylder 380 A4 sider. Jeg har kapitler om vikingetiden og middelalderen indtil 1340’erne (men har næsten hele enevældens tid og noget af velfærdsstatens tid beskrevet) og regner med at springe lidt hurtigt over den næste del af middelalderen, da det ser ud til at de store udviklinger ligger mellem år 1050 til omkring 1241, hvor militærtjenesten bliver tvungen, skattevæsenet grundlægges, møntvæsenet monopoliseres og til sidst begynder lovgivningen at være underlagt kongen i ledtog med stormænd og gejstlighed. Det er her magtmidlerne som sidenhen blev udnyttet og brugt imod befolkningen grundlægges i en strid kamp mellem konge, stormænd og gejstlighed.
Desværre er kilderne ikke til at give en ordentlig beskrivelse af, hvordan den almindelige dansker oplevede disse magtkampe. Det er kun i ganske korte strejf, vi hører fra skatteyderen, fx når der er bondeoprør eller lignende. Fra den tid er det næsten udelukkende elitens historie, man kan fortælle.
Til alt held kræver det ikke megen fantasi at sætte sig ind i, hvordan det har været at være almindelig magtesløs bonde eller handelsmand. Fremvæksten af skattevæsenet og især lovgivning har betydet store tab for den almindelige befolkning. Desværre er disse tab af selvstændighed oftest omtalt af historikere som “nødvendige” eller ligefrem gunstige for den undertrykte. Et udmærket eksempel er Jyske Lov, som hyldes som et stort skridt frem mod en bureaukratisk lovgivningselite efter europæisk mønster. Symptomatisk for datidens intellektuelle elite er det, at den er skrevet af biskop Gunner i Viborg.
Jyske Lov som elitens plyndring af bønderne
Historikerne flest hylder Jyske Lov, bl.a. fordi dens fortale er så god. Her står bl.a., “ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov.”
Det lyder ganske rimeligt, og utopisk – men fortalen fortsætter: “Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde.“
Det lyder jo som befolkningen bliver befriet fra undertrykkelse af uregerlige røverbander af en uselvisk lovgiver og -håndhæver. Men sandheden er det omvendte. Jyske Lov blev tvunget ned over bønderne på tinget, da stormænd og kongen i fællesskab vedtog den på deres vegne. Jyske Lovs fortale er derfor blot gemen propaganda, der på vanlig vis afleder opmærksomhed fra kongens og kumpaners undertrykkelse af befolkningen gennem århundreder til luftige floskler om lovens nyttighed til at sikre den almindelige befolkning mod uret.
Og hvem havde udnyttet og taget sig til rette mod flest? Det er naturligvis kongen. Med skatter, møntmonopol og tvungen finansiering af kongens prestigiøse krige. Det er fra denne hånd, man skal høre omtale om at forhindre ondskab, at sikre alles tarv, så fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred? Hvilken opblæst gang nonsens. Den slags åbenlys pladder falder historikerne desværre alt for let for.
Historikerne vedkender sig uden problemer, at kendskabet til retsvæsenet før landskabslovene (som fx Jyske Lov, Skånske Lov, Sjællandske Lov osv) er yderst sparsom, og mest af alt bygger fortællinger om retsvæsenet på få kilder af lav kvalitet, så de kan derfor ikke fælde en dom over Jyske Lovs lovgivningsmæssige ændringer. Man ved fx ikke om ledingssystemet, som er en del af Jyske Lov, var ældgammelt eller nyligt opfundet. Derfor tør de ikke sige, at Jyske Lov var en reform af retsvæsenet, eller blot nedskrivning af sædvaner.
Men derved fortaber historikerne sig i en diskussion af det sekundære. I stedet for at diskutere det primære, nemlig hvad det betød for samfundet, at kongen og stormændene tiltvang sig magt til at give love for befolkningen, fortaber historikernes diskussioner sig i, hvor stor ændringen var på den daglige praksis på tingstederne. Det er guf at gå ind i, fordi der kan forskes i uendeligheden i de mindre detaljer.
Lovgivningen indføres i en periode, hvor stormænd og gejstliges magt er stigende. De var ellers tidligere blevet sat af magtkapløbet af kongemagten, der stak af fra alle andre grupper i samfundet. Men stormændene får revanche, da den kække kongemagt overvurderer sin formåen i udenrigspolitikken, som begynder at styrte i grus i årene op til Jyske Lov. Stormændene havde klaget meget og længe over kongens misbrug af møntmonopolet til at finansiere sin udenrigspolitik, men havde hidtil ikke lykkes at skabe en fælles front mod kongen. Det er sandsynligvis en kombination af interne magtkampe i stormandsgruppen og kongens svækkelse, der medførte ændringer. Nu var kongemagten blevet dem mulig at true, og ved fælles arbejde kunne de lægge pres på ham.
Jyske Lov peger lidt frem mod den første håndfæstning i 1282, hvor stormændene kan pålægge kongen restriktioner i magtudøvelsen, men måske endnu tidligere ser vi det også i aftalen i 1250 med Erik Plovpenning, der indvilliger i at afholde sig fra møntombytninger, men opkræver til gengæld plovskatten. I stedet for at standse kongens magtmisbrug generelt, stikker de bare en kæp i hjulet på den del, der rammer dem selv. I forlig enes konge og stormænd om at dele bøndernes frihed og velstand mellem sig, og de gør det igennem den intellektuelle elites fortrin: Læsning og skrivning.
Stormændene så en fordel i at finde sig i deres position i hierarkiet, men i samarbejdet mellem konge og stormænd skabte de yderligere afstand til bønderne, som blev presset ned mod dyndet. Hvor stormændene tidligere kunne finde på at hejse oprørsfanen og bekrige kongen, vender konge og stormænd sig nu mod befolkningen for at udnytte den i fællesskab.
Hvad der er ganske sikkert er, at Jyske Lov er elitens projekt. De tiltvinger sig åbenlyst retten til lovgivning, der ikke fandtes før. Når historikerne ser, at Jyske Lov er det første eksempel på lovgivning, som er sådan en skattet metode til at kontrollere befolkningen og sikre “orden” og “velfærd”, undslipper de sjældent deres nuværende overbevisning om, at lovgivning er progressivt og dermed godt. I stedet kan den liberale kritik føres knivskarpt mod Jyske Lov, netop fordi det er lovgivning. Med lovgivning gøres loven til elitens redskab, der sikrer dem et “legitimt” magtgreb i befolkningen. “Åh lille bonde, du er jo ikke uddannet ved det fine universitet i Bologna, så du kan slet ikke deltage i at lave love, for du kan jo slet ikke skrive!” Virker det bekendt?
Det er et vink med en vognstang, at den er skrevet af en gejstlig, som på den tid var den eneste gruppe i samfundet, der kunne skrive og læse. Hvordan skulle bønderne forholde sig til loven udover at stole på, hvad de fik læst højt af den lærde elite? Men det er naturligvis også et ubesvaret spørgsmål, om de i det hele taget fik læst den højt, før de “godkendte” den.
Når loven sidenhen tog anvendelse, kunne bønderne, der måtte forlade sig på deres hukommelse, blive belært om, at de sandelig havde godkendt den lov, de nu blev pålagt at følge. De har måske bare glemt en af de små kringelkroge i loven, der trods alt har en vis størrelse. Hvem kan sige, hvad der er foregået af små fiflerier for at blødgøre bønderne til at “acceptere” loven for sidenhen at holde dem op på noget helt andet?
Det er ærgerligt, at det mest åbenlyse problem med Jyske Lov ikke er mest udbredt diskuteret blandt historikere: Jyske Lov var kongens forsøg på at skabe alliance blandt danske stormænd, fordi hans udenrigspolitik var begyndt at styrte i grus. Det var nødvendigt for at bevare magten i kongens hænder at konsolidere støtterne i Danmark ved at få stormændene stillet tilfreds, sådan at kongen kunne stole på deres loyalitet. Det var sådan, kongen havde samarbejdet med stormændene i kirken ved at gennemføre Skånske kirkelov og Sjællandske Kirkelov, hvor biskopperne fik indført bispetienden som skat (der tidligere var bispegaven, der var frivillig). Nu skulle succesen gentages med krigerstormændene i Jylland.
Der er kun en vej – fremad!
Hvorom alt er, har bogprojektet stadig min stærke interesse, og min stærke interesse i projektet forklarer fra tid til anden, hvorfor jeg er så stille på twitter og på bloggen. Jeg har ikke en formel uddannelse i historie eller økonomi, så jeg bruger ekstra tid på først at læse stoffet før jeg skriver på bogen. Den økonomiske basis læste jeg mig til for nogle år tilbage, som jeg anvender i historieanalysen, men de historiske fakta skal jeg læse mig til fra bunden.
Jeg håber, at læserne af bloggen trods alt synes, at de få ting, jeg stadig producerer hertil, er læseværdige. Måske vil nogle af jer endda overveje at købe bogen, når den til sin tid udkommer (oprindeligt gættede jeg på 2023, men det er nok for optimistisk at håbe på!).