Historien om Danmarks indtræden i NATO10 minutters læsning

Enhedslisten gør sig bemærket for tiden, hvor de lufter det gamle kommunistiske synspunkt, at Danmark bør melde sig ud af NATO. Det har skabt en masse forarget debat, hvor andre fremsætter den påstand, at medlemskab af NATO er Danmarks eneste mulighed for at forsvare sig. Nogle har sågar det binære verdensbillede, at uden USAs beskyttelse ville vi være blevet besat af Sovjetunionen efter krigen. For de binært tænkende er der kun plads til to mulige positioner. Enten er man kommunist og imod NATO, eller også er man amerikanerven og for NATO.

Den fremstilling er historieløs og kalder på en genfortælling om, hvordan Danmark blev medlem af NATO i 1949, der dengang hed Atlantpagten. Selvom det er korrekt, at USA havde stor vægt i pagtens tilblivelse, var det primært briterne, der søgte at knytte en forsvarsalliance med Skandinavien. Men der er mere i historien. Det var heller ikke USA, der reddede os fra tyskerne. Kort før krigens afslutning var det briterne, der blokerede Sovjetunionens fremmarch mod Danmark fra Tyskland, og kort efter befriede de Danmark. Hvis vi skal være taknemmelig for et andet lands indsats under krigen, så bør vi primært være taknemlig for Storbritannien. Muligvis var det amerikanske resurser, der blev brugt i krigen mod tyskerne, men det var takket være briterne, at nogle af resurserne gik til de skandinaviske lande.

Selvom Danmark blev befriet af de allierede, var en forsvarsalliance med vestmagterne ikke den eneste ikke-sovjetiske mulighed for at indgå en forsvarsalliance for Danmark. Det kan virke helt fjernt for os i dag, da de fleste danskere er vokset op under Danmarks medlemskab af NATO, men efter krigen forsøgte Danmark, Norge og Sverige at indgå aftale om et skandinavisk forsvarsforbund. Forhandlingerne kulminerede i januar 1949 på tre møder i Karlstad, København og Oslo, hvor det blev diskuteret og forhandlet, hvordan de sammen kunne indgå en forsvarsalliance.

Både Norge og Danmark ønskede en vis vestlig orientering, mens Sverige fastholdt et ønske om en neutral position. Sverige var mest kølig omkring muligheden for at håndtere forsvaret mellem skandinaviske lande, mens Norge var mest bekymret for, om en skandinavisk løsning ville betrygge dens sikkerhed. Begivenhedernes gang førte til et år fuld af diplomatisk aktivitet og kompromissøgning mellem på den ene side den gryende alliance mellem Vesteuropa og USA og på den anden side et skandinavisk forsvarsforbund.

Det følgende er en kort opsummering af et længere, kompliceret forløb.

Efterkrigstidens håb om fred via FN

Historien her starter efter 2. verdenskrig, hvor de fleste europæiske lande er hårdt ramt af krigens byrder, og der er reelt kun få lande tilbage, der kan mønstre et militær af nogen betydning. Blandt landene uden reel forsvarsevne finder vi eksempelvis Norge og Danmark, hvis militære evner Benjamin Hulley fra det amerikanske udenrigsministerium i efteråret 1947 beskrev som “affældig” (decrepit).

Socialdemokraterne i Danmark var meget begejstrede for oprettelsen af FN i 1945, da de håbede, det var vejen til en stabil verdensfred uden store krav til det hjemlige militær. Men begivenhederne kort derefter satte en stopper for den håbefulde drøm om en verdensfred igennem FN. Truman-doktrinen, Churchills tale om jerntæppet, blokaden af Berlin, og måske det sidste søm i ligkisten: Det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet i 1948, satte eftertryk på skiftet fra krigens sejrherrer som samarbejdende allierede til modarbejdende blokke.

Storbritannien var bekymret for Skandinaviens sikkerhed. Deres berømte general Montgomery havde i 1945 først blokeret Sovjetunionens fremmarch mod Danmark og kort efter befriet danskerne fra tysk besættelse. Set fra et britisk synspunkt var Skandinavien en del af deres interessesfære og kunne tilmed fungere som en buffer-zone overfor Sovjetblokken. Men i årene efter krigen kaldte Skandinaviens pauvre forsvarssituation på forbedring. Hvis Sovjetunionen angreb, ville det ikke tage ret længe, før Storbritannien stod med problemer igen.

Det blev derfor den britiske udenrigsministers ønske at skubbe Skandinavien sammen i en forsvarsalliance og om muligt lokke USA med. USA blev vigtig for alliancen, fordi Storbritannien vidste med det svidende nederlag ved Dunkerque i frisk hukommelse, at det ikke ville være en mulighed at landsætte en rent britisk styrke for at kæmpe på europæisk grund. Til det formål måtte USA med i alliancen. Spørgsmålet var blot, hvordan det skulle lykkes.

Det amerikanske synspunkt angående Skandinavien var anderledes end det britiske. Nok var Grønland, Island og Svalbard vigtige strategiske lokationer for at sikre amerikansk transport over Atlanterhavet og dertil potentielle baseområder for en eventuel krig mod Sovjetunionen, men selve Skandinavien havde kun en underordnet rolle, fordi det blev vurderet, at et amerikansk angreb på Sovjetunionen igennem Østersøen ville være for omkostningstungt

Storbritanniens udenrigsminister Bevin søgte at skabe en alliance mellem de vesteuropæiske lande. Han lykkedes i januar 1947 at skabe alliancen ”Vestunionen”, der omfattede Benelux landene, Storbritannien og Frankrig. Senere håbede han på at udvide alliancen med skandinavisk deltagelse, men han vidste, at den udvidelse ville kræve mere militær magt end Vestunionens medlemmer kunne mønstre, og derfor var USA en afgørende partner at få med.

Problemet med planen var, at der skulle findes en måde at føje ønsket fra Skandinaviens eneste reelle militære magt, Sverige, om at fortsætte en neutralitetspolitik samtidigt med at få USA til at binde sig. I Skandinavien var situationen i 1947 udpræget afdæmpet, delvist pga. Bevin ikke indbød Skandinavien som mulige deltagere i Vestunionen, men også begrundet med de skandinaviske landes ønske om at bedrive ikke-blokpolitik. På trods af de tre landes accept af Marshall-hjælpen samme år, var USA ikke interesseret i at indbyde Sverige i en forsvarsalliance, for det kunne skabe spændinger overfor Sovjetunionen.

Den skandinaviske kommunist-forskrækkelse

Men i marts 1948 ændrede situationen sig i Skandinavien. I lyset af det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet og Sovjetunionens forslag til Finland om indgåelse af en Venskab-, Samarbejds-, og Bistandspagt, informerede den danske regering Folketinget d. 10. marts om, at den anså Sovjetunionen som en voksende trussel, at FN ikke kunne sikre Danmarks forsvar, og at Danmark ikke selv kunne forsvare sig på egen hånd.

Kort efter ankom ambassaderåd Poul Bang-Jensen fra USA med dystre forudsigelser om, at et Sovjetisk angreb på Danmark var muligt, og at det kunne finde sted allerede i påsken. Det lykkedes Bang-Jensen at udbrede sit alarmerende budskab, der kom vidt omkring til bl.a. embedsmænd, regeringen, forhenværende modstandsfolk og journalister. Omtrent samtidigt kom en række underretninger fra de danske ambassader i Østeuropa, at Kominform planlagde et kommunistisk kup i Danmark.

Ovenpå de forøgede spændinger valgte regeringen at indføre forhøjet beredskab, der omfattede politi såvel som militær. Kommunisterne holdt sig dog i skindet, og hverken angreb eller foretog kupforsøg i Danmark, men episoden fik alligevel navnet påskekrisen. Det er genstand for diskussion, om regeringen var nervøs, eller om den ønskede at sende besked til potentielt allierede, at de var parat til at forsvare sig. Men uanset opfattelsen af truslen, var Danmarks regering mør til at begynde at forhandle en forsvarsalliance.

Omtrent samtidigt med de danske begivenheder indløb efterretninger i Norge fra ambassaderne i Helsingfors, Warszawa og Moskva. Her berettedes om rygter om en Sovjetisk tilnærmelse til Norge med tilbud om en pagt a la den finnerne havde indgået med russerne. Det satte en skræk i livet på den norske regering. Som reaktion herpå kontaktede udenrigsminister Lange ambassadørerne i Storbritannien og USA, for at fortælle dem, at Norge måske ville blive stillet overfor et uønsket tilbud om en pagt med Sovjetunionen, og at han gerne ville høre deres indstilling til at komme Norge til hjælp, hvis Sovjetunionen skulle ”stille tingene på spissen”.

Straks efter benyttede Bevin muligheden for at knytte USA til Vestunionen ved at bruge den norske begivenhed, og skrev en alarmistisk besked, der understregede nødvendigheden af at få forsvarsalliancer på plads, inden ”Norge gik under”. Så snart den amerikanske udenrigsminister Marshall hørte om det, iværksatte han samtaler med præsident Truman og den amerikanske administration for at afdække mulighederne for at begrænse ”truslen fra Sovjetunionen”. Bevin må have gnedet sig i hænderne – nu fik han amerikanernes opmærksomhed, og de såkaldte ”Washington Exploratory Talks” begyndte. For Danmark og Norges vedkommende blev konklusionen, at de gerne måtte knyttes tættere på Vestunionen, mens Sveriges rolle for unionen var mere uvis.

De skandinaviske forsvarsforhandlinger

I Skandinavien startede forhandlingerne om et skandinavisk forsvarsforbund, da Sveriges udenrigsminister Undén tog initiativ dertil den 30. april 1948. Han meddelte den danske ambassade i Stockholm, at den svenske regering var villig til at drøfte et militært samarbejde. Udspillet omfattede både Norge, Sverige og Danmark. Tanken var at skabe et alliancefrit forsvarsforbund, der sammen kunne agere som en neutralitetsblok mellem øst og vest. Men den fritstående alliance havde et presserende problem. Opbygning af de tre landes forsvarsevne afhang af vestmagternes velvilje til at sælge dem militærudstyr. Måneders debatter mellem de involverede parter forsinkede opstarten, hvor den danske regering i store træk forsøgte at lokke Norge til at acceptere Sveriges synspunkter, som den danske regering anså for at være overlegen. På den ene side måtte den opbløde Norges iver for at tilslutte sig Atlantpagten og på den anden side forsøge at overtale Sverige til at slække på sit absolutte krav om neutralitet. Endelig i januar 1949 satte de tre skandinaviske landes regeringer sig sammen for at forsøge at nå til enighed. Det blev til tre møder, det første i Karlstadt, siden i København og sidst i Oslo.

Under det første møde i Karlstad virkede det til, at forsvarsforbundet kunne lykkes. De danske ministre var varme fortalere for et skandinavisk forsvarsforbund, der måtte tage højere prioritet end en Atlantpagt. Det skandinaviske forsvarsforbund burde efter statsminister Hedtofts mening indrettes som en automatisk virkende pagt, og at det ville være uklogt af Vestmagterne at forsøge at isolere Sverige. Den danske udenrigsminister Rasmussen sagde, det ville være en ”ulykke”, hvis det ikke lykkes at skabe et skandinavisk forsvarsforbund, men skulle det gå galt, måtte man som næstbedste løsning gå med i Atlantpagten. Både Norge og Sverige synes at ville fortsætte forhandlingerne, hvis nogle af deres betingelser kunne opfyldes, men Norge var mest skeptisk omkring løsningen. De trak sig dog ikke ud – endnu.

Der var store problemer i Norges regering i forhold til et fritstående skandinavisk forsvarsforbund. De følte sig usikre. Måske mest af alle forsyningsminister Oscar Torp, der i et øjebliks sikkerhedsfortvivlelse stod af toget på vej til mødet i København. Han ville ikke ødelægge aftalen mellem regeringerne, men blev opdaget på perronen af forsvarsminister Hauge. Hauge fik trukket Torp tilbage i toget for at diskutere problemet sammen med udenrigsminister Lange. Under diskussionen i toget beseglede Torp det skandinaviske forsvarsforbunds skæbne med sit følelsesnedbrud, hvor han fik overtalt udenrigsministeren om sit synspunkt, eller blot smittede ham med sin forsvarsangst.

Mødet i København fik en anden tone end det tidligere. På baggrund af diskussionen i toget fremsatte Norge krav om, at landet som minimum skal opnå samme sikkerhed, som hvis det gik med i Atlantpagten. Derfor burde Danmark og Norge tilslutte sig Atlantpagten og derudover indgå i et skandinavisk forsvarsforbund. Den norske statsminister Gerhardsen understregede i den forbindelse de rygter om et muligt Sovjetisk ”tilbud” om en forsvarspagt, som for Norge var et uacceptabelt resultat. Sverige modsatte sig, at noget nordisk land indgik i Atlantpagten, for det ville herefter være umuligt at modsætte sig krav om baser fra vestmagternes side, der ville kompromittere det skandinaviske forsvarsforbunds chancer for ægte neutralitet. Sverige godkendte dog, at Danmark fortsat lod USA bruge Grønland som baseområde.

Der var dog flere problemer mellem de to nordiske naboer. Deres ministre var uenige om chancen for at sikre våbenleverancer fra vestmagterne, hvis de indgik i et fritstående skandinavisk forsvarsforbund. Sverige mente, det nok kunne gå an, mens Norge mente, det ville blive problematisk. Igen måtte den danske statsminister gyde olie på vandene og indskærpe, at der ikke findes tre andre lande, der taler så godt sammen i så alvorlig en situation. Men det skulle vise sig at være forgæves.

På mødet i Oslo brød forhandlingerne endeligt sammen og konklusionen blev, at der ikke var grundlag for et skandinavisk forsvarsforbund. Norge tilsluttede sig NATO hurtigt derefter, og Danmarks regerings forsøg på at gå i forsvarsalliance med Sverige blev afvist. Det viste sig sidenhen, at den svenske regering fik ret i sin vurdering af muligheden for våbenleverancer fra vestmagterne, der forsynede Sverige jævnfør den hidtidige aftale.

Den “demokratiske” danske regering fravælger folkeafstemning

Den danske regering stod nu med et valg. Den kunne fortsætte den hidtidige såkaldte ”isolerede neutralitet”, eller den kunne anmode om optagelse i Atlantpagten. En gallup undersøgelse fra 20. februar 1949 viste, at der var 36% opbakning til neutralitetspolitikken og 36% opbakning til at følge Norge ind i Atlantpagten, resten svarede ”ved ikke”. Men da regeringen ville distancere sig fra kommunisterne, der ønskede en neutralitetspolitik, turde regeringen ikke binde an med en folkeafstemning, som de pacifistiske Radikale, samt Retsforbundet, havde foreslået.

Socialdemokratiet ville gøre op med sin tidligere radikalt inspirerede pacifistiske politik og gav efter for sloganet ”aldrig mere en 9. april” og lod valget om tilknytning til Atlantpagten gå gennem Folketinget. Her fik de fuldmagt med Venstre, Konservative og Viggo Starckes stemmer til at undersøge og eventuelt ratificere Atlantpagten. 4. april underskrev Gustav Rasmussen Atlantpagten i Washington.

Selvom vi kun kan gisne om, hvad der kunne være sket, hvis ikke Norges regering havde været så svag og usikker, er det en vigtig pointe for den nuværende diskussion omkring NATO, at det ikke var førstevalget for den socialdemokratiske regering, samt der blandt befolkningen stadig var stor tilknytning til en selvstændig neutralitetspolitik. Derudover var det sandsynligvis også korrekt af Sveriges regering at vurdere, at tilknytningen til vestmagterne allerede var stærk nok til at sikre våbenleverancer, således at et tilstrækkeligt afskrækkende forsvar kunne vedligeholdes, hvis de skandinaviske lande havde valgt et alliancefrit forsvarsforbund – eller måske individuelt havde valgt at føre ”svensk” væbnet neutralitetspolitik.

Havde historien udviklet sig blot en smule anderledes, er det ikke utænkeligt, at et samlet skandinavisk forsvarsforbund kunne være sikret og dansk neutralitet kunne have levet videre i en opdateret udgave efter 2. verdenskrig uden bindende forsvarsforpligtelse overfor NATO.

I dag burde det være endnu nemmere at undvære NATO, da selve grundlaget for NATO er forsvundet. Sovjetunionen findes ikke længere og Sverige har ved sit eksempel bevist, at det er muligt at føre neutral udenrigspolitik uden at være med i forpligtende alliancer. Ganske vist er det danske forsvar besværliggjort af Jyllands landfaste forbindelse til Tyskland, men det synes for tiden ikke at være herfra, vi kan forvente et angreb.

Bibliografi

Villaume, Poul, and Thorsten Borring Olesen. Dansk udenrigspolitiks historie. I blokopdelingens tegn 1945-1972. Edited by Carsten Due-Nielsen, Ole Feldbæk, and Nikolaj Petersen. 2. udgave. Dansk udenrigspolitiks historie 5. København: Gyldendal Leksikon, 2006.
Lidegaard, Bo. Jens Otto Krag 1914-1961. 3. udgave. København: Gyldendal, 2014.
Hoffmann, Aage. “Atlantpagten Eller Skandinavisk Forsvarsforbund? Hedtoftregeringen Og Danmarks Tilslutning Til Atlantpagten.” Historie/Jyske Samlinger, no. 1 (1995): 1–37. https://tidsskrift.dk/historiejyskesamling/article/view/37549.
Petersen, Nikolaj. “Storbritannien, U.S.A. Og Skandinavisk Forsvar 1945-49.” Historie/Jyske Samlinger 14 (1983 1981): 37–78. https://tidsskrift.dk/historiejyskesamling/article/view/39380.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

− 1 = 1

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.