Status for 20237 minutters læsning

Traditionen tro skriver jeg en lille status her ved årsskiftet, som er blevet lettere forsinket pga. personlige omstændigheder, der til alt held endte godt. Men det må være nok med undskyldninger, lad os gå til sagen.

Krig igen

Året 2023 bød på mange interessante begivenheder. Den jeg finder værst var opblussen af konflikten mellem Israel og Gaza, eller mere præcist mellem IDF og Hamas. Jeg har ikke sat mig ind i detaljerne af Hamas’ angreb den 7. oktober, men jeg er ikke i tvivl om, at der er sket horrible overgreb på uskyldige. Men i stedet for at gå i detaljerne med den nuværende konflikt brugte jeg lidt tid på at lære om Israels historie, som jeg ikke kendte. Dave Smith har lavet to podcast episoder (part 1 og part 2), der for mig virker til at være nyttig viden. Jeg vil anbefale læseren at give de to episoder et kig, eller en lytter.

Det største problem er naturligvis uhyrlighederne, som begge sider begår imod hinanden. Uskyldige mennesker rammes af konflikten mellem to krigeriske grupper. Hvis de absolut vil myrde hinanden, burde de finde et sted, hvor det ikke går ud over uskyldige mennesker. Men det virker nærmest til, at det er meningen med galskaben, at så mange uskyldige som muligt bliver molesteret af de voldsparate på begge sider. Mest af alt virker disse handlinger motiveret af had, men er omgærdet af en retfærdiggørende retorik, som meget effektivt lykkedes at opdele befolkningen herhjemme i to grupper. Lidt firkantet sagt: 1) Enten er man imod Hamas, eller også er man Hitler. Eller 2) Enten er man for palæstinensernes frihedskamp, eller også er man for folkemord.

Det mest irriterende er, at polariseringen ødelægger en frugtbar debat. Men det interessante er, at det pludseligt sprænger den klassiske debatramme, hvor venstrefløjen normalt spiller rollen som de skingre tosser, der kalder deres debatmodstandere grimme navne som racist og fascist, mens højrefløjen driller dem med traditionelle synspunkter og kalder dem skingre tosser for deres tossede skingre reaktion. Venstrefløjen er woke og højrefløjen er mere bundet til tradition.

Når emnet falder på Israel falder højrefløjen i det samme skingre hul, som venstrefløjen har for vane at ligge i. Hvis man siger, at Israels militær begår folkemord på palæstinenserne, og at dele af den israelske stat mere eller mindre blev grundlagt ved at ekspropriere palæstinenserne, får man straks at vide, at Israelerne har ret til at forsvare sig, og kritiserer man den israelske stat, er man antisemit. Højrefløjen kaster gerne ordet antisemit imod alle sine modstandere med samme fornøjelse og følelse af moralsk overlegenhed, som venstrefløjen bruger ordene racist eller fascist.

Højrefløjen er med andre ord blevet lige så woke, som de kritiserer venstrefløjen for at være. Naturligvis kan man være kritisk overfor den israelske stat uden at give udtryk for antisemitisme. Det burde være indlysende, at en kritik fx af det israelske coronapas står på samme frihedens standpunkt, som en kritik af det danske coronapas gør. Det samme gælder kritik af den israelske stats undertrykkelser af den israelske befolkning. Hvordan gør det en til antisemit, hvis man påpeger, at der foregår systematisk undertrykkelse af jøderne og overgreb på deres ejendom af den israelske stat? Det er naturligvis den sædvanlige kritik af staten, jeg tænker på her: Krænkelse af den private ejendomsret med skatter, love og andre tvangsforanstaltninger, som er enhver stats kendetegn.

Og hvad vil israelerne eller palæstinenserne dog med en stat i første omgang? Som anarkist kan jeg have vældig svært ved at se fascinationen og værdien af at have en stat over sig. Det er naturligvis et minoritetssynspunkt at mene, at staten er unødvendig og direkte skadelig, men det er jo netop den israelske stat, der arrangerer og gennemfører de militæroperationer imod palæstinenserne, som er så kritisable – og derved fastholder konflikten, så en fremtidig Hamas terroroperation næsten er garanteret.

Naturligvis er det let at forstå, at palæstinenserne hellere ville have en stat, der ikke systematisk kontrollerede dem og behandlede dem ringere end israelerne. Selv når det kommer til stater, findes der værre eller bedre af slagsen. Men så længe Hamas har så bred opbakning, bliver det nok svært at få andre stater til at anerkende en evt. palæstinensisk stat. Det synes også at være Netanyahus observation. Måske er det derfor, han ikke forhindrer støtte i at nå frem til Hamas. Men det er vel også antisemitisme at påpege?

Til alt held producerer Hamas ikke naturgas, så i det mindste får vi ikke en energikrise ud af EUs destruktive reaktion, som vi fik det efter Ukrainekrigen begyndte.

Men alt det ovenstående er første gang, jeg kommenterer på sagen. Hidtil har jeg holdt mig ude af debatten og nøjes blot med at observere dens gang. Det har desværre givet mig den sædvanlige følelse af, at konflikten her vender tidligere allierede mod hinanden.

Konflikten har ikke gjort noget godt for den danske frihedsbevægelse. De som fandt sammen under coronapolitikken, ser efterhånden ud til at være splittet godt og grundigt igen. Først med krigen mellem Rusland og Ukraine og nu endnu engang med krigen mellem Hamas og Israel. Det er ærgerligt at se danske debattører, som før var allierede under coronanedlukningerne, pludseligt gå i flæsket på hinanden over enten Ukraines såkaldte kamp for frihed, eller over Israels såkaldte ret til at forsvare sig selv.

Året på bloggen

Da jeg kun har skrevet sølle fem indlæg på et år, er der ikke vanvittigt meget at berette om. Selv var jeg ganske tilfreds med min opsummering af middelalderens politik og med min kritik af grundloven og juristerne. Onkel Reje sagen skrev jeg et par indlæg om, men det var igen endnu et eksempel på, at medierne bruger ordet antivaxer om enhver form for kritik af systemets yndlinge. Topmålet var, da en af mine Twitter venner blev kaldt antivaxer, fordi hun kritiserede forøgelsen af elafgiften. Hun måtte jo kunne forstå, at den var nødvendig i en velfærdsstat, så hvis hun kritiserede den, var hun imod almenvellet, en ægte antivaxer.

Statistikværktøjet på bloggen er desværre gået i stykker, så jeg kan ikke opgøre, hvilket indlæg var det mest populære. Men en ting er dog helt sikkert: Siden corona gik af mode, er interessen for bloggen gået ned. Det gør mig dog ikke så meget, for jeg vil også hellere fokusere på mit bogprojekt, som jeg startede på, inden staten gik corona-amok på danskernes frihedsrettigheder.

Det er dog ikke fordi, jeg bare går og danderer den, at der ikke kommer mere tekst på bloggen eller flere tweets fra min side. Jeg fokuserer stadig på mit bogprojekt, som er kommet til reformationens epoke. Det er der faktisk rigtig meget spændende ved.

Lidt spredte bemærkninger fra bogprojektet

Om lidt tid vil jeg lægge et større indlæg op om reformationen. Det er en begivenhed, som man som fx areligiøs, ateist eller agnostiker let kunne komme til at springe over. Det er unægteligt svært at se relevansen for en politisk historie at tale om religiøse omvæltninger i samfundet, især med henblik på, hvor lille betydning religionen har i dag. Men når det kommer til politik, er der meget at lære ved at studere reformationen. Ikke mindst er det interessant at betragte den massive propaganda, som det var muligt at sprede efter bogtrykkerne kunne producere bøger og pamfletter til lave priser.

Det gør det muligt at få større bredde i kilderne og finde belæg for, at selv datidens mennesker engagerede sig mere i politik end i den teologiske debat. Det er unægteligt svært at konkludere andet, når selv flere historikere skriver, at man egentlig overlod den teologiske debat til eliten (de katolske bisper og de protestantiske prædikanter), mens den almindelige borger i byen greb lidt hist og her af teologernes slagord og pakkede deres politiske interesser ind i dem.

Hvordan forklarer man ellers, at København og Malmø, der i 1534 havde gennemført deres egen reformation og tilhørte den protestantiske avantgarde i landet, valgte at støtte den katolske Christian 2.? Måske fordi Luther fastholdt, at Christian 2. var den sande konge, selvom han var fordrevet. På det modsatte hold ser man det samme: Det katolske rigsråd vælger den protestantiske Christian 3. Den simpleste forklaring er efter min overbevisning den, at teologien ikke var den primære årsag til reformationen. I stedet var det privilegier og politik, der tog førstepladsen på prioritetslisten – og først sekundært fulgte teologien.

Præcist hvornår indlægget kommer ud, har jeg svært ved at sige nu. Det er som vanligt skrevet fra bunden som en appetizer for bogen.

Bogen er i skrivende stund på 321.000 ord og fylder 557 A4 sider. Det kan vel godt ske, at jeg må finde mig i at udgive den i to eller flere bind, når tiden er til det. Men hvis det kan betrygge læseren lidt, har jeg kun omtrent 230 sider til sammen om vikingetid, middelalder og reformation.

Men der er nogle af de mange sider, som vil blive taget ud af bogen for at blive brugt i en anden bog, der har til sigte at kritisere velfærdsstaten specifikt. Det gik for nyligt op for mig, at jeg egentlig havde blandet to projekter sammen, da jeg mente at kunne skrive en generel danmarkshistorie, som skulle munde ud i en kritik af velfærdsstaten. Det synes jeg ikke længere er en god idé, for velfærdsstatens vækst og udvikling er meget interessant og skal afdækkes meget specifikt.

Men hvis jeg midtvejs i danmarkshistorien pludseligt skifter fokus fra magtens udvikling til velfærdstatens vækst, synes bogens røde linje at knække. Det er bedre at bruge historiebogen til at beskrive, hvordan magthaverne har lykkedes med at opnå magten og fastholde den hele vejen op til nutiden. Det giver kontinuitet omkring magtens akse i bogen. Skulle jeg flette en kritik af velfærdsstaten ind i den, ville det blive en besynderlig stor fokusering på et element i magtens udvikling, som jeg ikke tror er nyttig. Det er tilstrækkeligt at inddrage velfærdselementerne i ideologien på linje med de andre ideologiske begrundelser for staten.

Desuden formoder jeg, at bøgerne vil blive mere overskuelige, hvis jeg deler emnerne op. På den måde kan jeg også bedre give velfærdsstaten den velunderbyggede liberale kritik, den fortjener. Forhåbentlig uden at skrive næsten 600 sider om det 🙂

Til sidst, tak fordi du læser med på bloggen. Jeg håber, at du får noget ud af det 🙂