Statsministeren “overfaldet”7 minutters læsning

Mette Frederiksen blev angiveligt overfaldet på Kultorvet i København sent om eftermiddagen d. 7/6 2024 ifølge overskriften på BT.dk. Lige nu ser det dog ud til, at det såkaldte overfald bliver mindre og mindre alvorligt, som tiden går. Først var det et overfald, så et slag, og nu ligner forklaringen ifølge øjenvidner, at det var et hårdt skub.

Politikerne fra hele spektret af socialdemokratiske partier har udtrykt deres sympati med Den Store Leder, og falder nærmest over hinanden for at fordømme volden mod statsministeren. Selvfølgelig vil de det, de er jo i samme båd.

Der er et eller andet pudsigt over, at de politiske partier er så sammentømrede i deres modstand mod vold. De sidder trods alt sammen i Folketinget og dirigerer voldsmonopolets magtanvendelse mod befolkningen. De sætter os i fængsel, hvis ikke vi betaler deres skatter, eller ikke yder hoveri til selvangivelsen og afgiftsindsamling, eller ikke følger deres regler.

Det er omtrent på samme niveau, som når politikerne vil lovgive mod misinformation. Altså dem som rutinemæssigt vildleder vælgerne om deres intentioner efter de er valgt ind? Dem som “skifter mening”, så snart de er valgt ind? Dem som fortalte befolkningen, at vaccinen var supervåbenet? Dem som fortalte, at Store Bededag var nødvendig at afskaffe, fordi Staten manglede penge? Det er dem, der skal tude vores ører fulde af problemet med misinformation fra sociale medier. Javel ja.

Voldsmonopolet

Al legaliseret vold mod befolkningen finder politikerne næppe anledning til at fordømme. Lovene er jo vedtaget på behørig vis af Folketinget, som bliver reguleret af Grundlovens mægtige hammer (hvis ironien er tabt på læseren, kan jeg henvise til mit indlæg om den private ejendomsret og grundlovens miserable beskyttelse heraf).

Der er nemlig forskel på vold. Der er den statssanktionerede vold, som voldsmonopolet udøver, og så er der den private vold. Ordet voldsmonopol er i den forbindelse lidt vildledende, for staten har ikke monopol på at udøve vold. Det er vi alle, med få undtagelser, i stand til. Voldsmonopol bruges derfor af de klassisk liberale til at henvise til, at der kun må være en organisation, der kan udøve legitim vold som aggression: Staten. Privat vold må begrænses til selvforsvar.

Men som liberalist er det ikke så meget volden i sig selv, der er et problem. Det er den aggressive vold, som udfarende udøves mod fredelige og uskyldige mennesker, der er problematisk. Aggressiv vold er naturligvis illegitim ifølge den liberale filosofi, men selvforsvar og retshandlinger til genoprettelse af ejendomsret, eller indkrævning af erstatning for tab, kan naturligvis hjemle brug af vold mod den dømte kriminelle.

Som tilhænger af et privatretligt samfund (også kaldet anarkokapitalist) er det ligegyldigt, om aggressoren er Staten, eller en privat person. I stedet ligger fokus på, hvorvidt volden var legitim ifølge den liberale filosofi, som udlagt af Rothbard og Hoppe. Grundlaget for analysen er NAP (non-aggression principle) og ejendomsretten – ikke Folketingets vedtagne love og deres fortolkning af Grundloven. Volden mod Mette Frederiksen, såfremt den var aggression og ikke selvforsvar, er derfor illegitim brug af vold. Det samme er langt størstedelen af volden fra statens side.

Men den besked var lidt svær for mig at koge ned i et tweet.

Det forargelige tweet

Intentionen med tweetet var at henlede opmærksomheden på, hvordan reaktionen fra politikerne kan anskues som den rene dobbeltmoral af en anarkokapitalist. Det er pudsigt, at netop de mennesker, som systematisk og på stor skala planlægger og gennemfører aggressiv vold mod private falder i svime over, at der var en enkelt person, der gennemførte aggressiv vold (i meget lille skala) mod statsministeren.

Begge dele burde opfattes som aggressiv vold mod fredelige mennesker. Det kom vist ikke tydeligt frem i tweetet.

I alt fald blev jeg næsten ratio’ed af en række mennesker, som jeg lidt kortfattet vil opdele i to grupper:

Dem som forstod tweetet, men mente statens vold er legitim (fordi stat og demokrati osv.) og dem, som ikke forstod, at det var politikernes dobbeltmoral, jeg forsøgte at belyse. De troede, at jeg bifaldt overfaldet på statsministeren. Den sidste gruppe er den største. Jeg anslår, at omkring 80% af respondenterne kritiserede min moralske habitus og anklagede mig for alverdens ting, mens de i egen indignation glemte at lægge et argument i deres besked, og jeg undlod derfor at svare dem.

Den ideelle Stat og virkeligheden

De som formåede at begynde at argumentere for, at Statens vold var legitim, eller måske blot nødvendig, gjorde det ved at påstå, at uden Staten ville alle bare kunne tage sig til rette med vold mod hinanden. Uden et voldsmonopol ville volden få lov at flyde frit, og påstanden lød på, at Staten således minimerer volden i samfundet ved at holde de kriminelle i ørerne.

Tanken om, at en enkelt organisation med enorm magt kan banke alle de små forbrydere på plads er meget nærliggende og besnærende for de fleste. Det er teoretisk korrekt, at hvis den største magtorganisation har som intention at beskytte alle omkring sig, så kan den opretholde fred og minimere volden. Men dette ideal lever virkelighedens Stater næppe op til, og det er afkoblingen mellem ideal og virkelighed, som er den største hurdle for ikke-anarkokapitalister at overkomme. Det var det også for mig selv.

For det første, som beskrevet ovenfor, har Staten ikke et voldsmonopol. Alle kan udøve vold alligevel. Staten har blot en autoritet, der gør dens vold acceptabel hos flertallet i befolkningen. Så idéen om, at Statens vold minimerer vold må anskues ud fra Statens evne til at yde beskyttelse mod vold og ikke blot ved at beskrive den i en idealiseret definition.

Her kommer vi ind på den essentielle fejl i den klassiske liberalisme, som bedst kan anskues ud fra liberale økonomiske principper.

Monopol er godt – eller?

Hvis formålet med Statens vold er at minimere vold ved at producere beskyttelse mod vold, bør vi hurtigt pointere, hvorledes økonomisk teori beskriver et monopols effekt på produktionen af det monopoliserede gode. Ifølge Erik Bøye:

Monopolisten kan selv fastsætte prisen, og en gevinst-maksimerende monopolist vil – sammenlignet med situationen på konkurrencemarkedet – producere for lidt til for høje priser for at maksimere profitten. … Monopol bevirker derfor allokativ ineffektivitet med velfærdstab til følge.

Essentielt vil Statens voldsmonopol derfor producere for lidt beskyttelse, allokere den suboptimalt og tage for høj pris for dens beskyttelse. Det er næppe en beskrivelse, de fleste danskere tør acceptere om velfærdsstaten, omend den meget præcist beskriver, hvordan fx politiet og retsvæsenet arbejder (og få mig ikke til at harcelere over den digitale tinglysning og dens absurde gebyrer, der får bankerne til at ligne Palles gavebod).

Et eksempel på, at Staten allokerer sin beskyttelse suboptimalt kan findes i de to overordnede sæt af lovgivninger, som de facto opdeler befolkningen i to grupper: På den ene side finder vi den almindelige, private, befolkning og på den anden side dens herskere: De offentligt ansatte og deres ledere.

Lad os blot kigge på, hvordan statsministerens voldsmand bliver mødt med særlove, der er vedtaget for at beskytte offentligt ansatte. Af fuldt logiske årsager for monopolisten er vold mod offentligt ansatte straffet hårdere end vold mod private personer. Men for den almindelige borger forekommer (eller burde forekomme) det absurd, at der gøres forskel på straffene for vold. Vi kan blot sammenligne straffelovens §244 som vedrører vold mod almindelige private og holde den op mod §119, der vedrører offentligt ansatte.

Hvis man udøver et almindeligt (dvs. ikke et groft eller livsfarligt) legemsangreb på en privat, kan man risikere op til 3 års fængsel (ved gentagelser op til 6 år), men gør man det samme mod en person, der er omfattet af §119, er strafferammen op til 8 års fængsel. Der er således ikke lighed for loven, end ikke i lovens tekst.

Men som om det ikke var nok, omfatter §244 ikke vold mod privatperson, hvis bare det er en offentligt ansat person, der udøver volden i forbindelse med såkaldt retshåndhævelse (hvis du fx nægter at betale indkomstskat og skal afsone en straf i fængsel).

En offentlig person kan således legalt overtræde §244 samtidigt med at forvente beskyttelse fra §119, skulle den private person formaste sig til at udøve selvforsvar (§13 giver ret til nødværge, men naturligvis ikke mod den offentlige person, der bare “gør sit arbejde”.)

Noget andet er naturligvis den måde, som retsvæsenet udøver sin magt mod befolkningen. Et eksempel jeg husker stammer fra coronaprotesterne, hvor tre mænd blev varetægtsfængslet for at hænge en dukke op, som havde et fotokopieret billede af Mette Frederiksen på, med en besked om, at “Hun må og skal aflives”. Der kørte hele retsvæsenets mølle ud på mændene og varetægtsfængslede dem i månedsvis og sigtede dem efter §113, der henvender sig til krænkelse af Folketingets frihed, hvor strafferammen er 16 år og i visse tilfælde livstid. Heldigvis indfandt der sig en smule rimelighed hos domstolene med tiden.

En dukke af statsministeren: straight to jail, men selvsamme statsminister kan gå i medierne med forslag om at starte en debat om, hvorvidt de uvaccinerede fortsat skulle være accepteret i samfundet under corona politikken. Det ville være helt uhørt i det monopoliserede statsretsvæsen at straffe statsministeren for den slags opfordring til vold mod fredelige mennesker – men hænges en dukke op med et billede og en tekst, så kommer tre mænd fluks i fængsel, anklaget for overtrædelse af en paragraf i kapitlet med titlen “Forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme mv.”

Der findes to love, både i de retslige regler, men også de facto i den daglige håndhævelse og udøvelse af retsvæsenets magtbeføjelser. Er der nogen, som tror, at hvis en tilfældig 47-årig kvinde blev skubbet på gaden, ville politiet vise den samme opmærksomhed for sagen?

Men den åbenlyse forskelsbehandling får næppe opmærksomhed i Folketinget – medmindre politikerne ønsker at udvide forskellene mellem offentligt ansatte og den almindelige skatteydende private borger. Derfor er det dobbeltmoralsk som folketingsmedlem at fordømme aggressiv vold, samtidigt med at man opdeler befolkningen i to juridiske grupper og lovgiver sig til privilegier såsom at måtte udøve aggressiv vold på den ene side samtidigt med, at man er hudløs overfor blot en smule grov kritik.

Ligesom adelen i gamle dage måtte lukke sig og holde sammen mod befolkningen for at forsvare sine privilegier, således gør Folketingets medlemmer det i dag. Forskellen er blot, at argumentationen er anderledes. Effekten er dog den samme. Privilegier til adelen og byrder til bønderne.

Bibliografi