Boganmeldelse: Velfærd i det 21. århundrede af Martin Ågerup, del 348 minutters læsning

I denne del af min anmeldelse af Martin Ågerups bog, vil jeg tage fat på to pointer mere: Velfærdsstatens historiske opbygning og konkurrence som markedsfænomen.

Indlægget har været længe undervejs. Hvis du frygtede, at jeg ville skrive endnu et indlæg på 4900 ord, så kan du være helt rolig. Jeg har skrevet et på 11.000 ord. Jeg er en mand af mit ord, og jeg skrev på bloggen, at jeg ville skrive mit sidste indlæg om bogen, og det agter jeg at holde (givet den forudsætning, at jeg ikke bliver kritiseret for min kritik – i det tilfælde at jeg modtager kritik, kan jeg blive nødt til at svare på kritikken). Jeg lovede derimod ikke noget om længden af dette sidste indlæg. Jeg vil gerne gøre blogarbejdet med en vis grundighed, og det fører mig ind i mellem ud i situationer, hvor indlæggene bliver meget længere end man normalt ville forvente at se på en blog. Det kan være, at jeg en dag mestrer at fatte mig i korthed, men det ser ud til, at der er lidt vej dertil endnu.

Den trofaste læser (jeg håber, at du er derude) kan dog være forvisset om, at jeg i fremtiden vil forsøge at holde indlæggene lidt kortere. Jeg håber du vil tilgive mig, og læse indlægget, da jeg mener, at der er nogle saftige detaljer i det.

For at hjælpe dig igennem, vil jeg ved hver overskrift give et overslag over, hvor længe det vil tage at læse det følgende afsnit.

Martin Ågerup og velfærdsstatens historiske udvikling [9 minutter]

Del 2 af min boganmeldelse, særligt afsnittet om fraværet af økonomiske beregninger i den offentlige sektor, bliver mit udgangspunkt for endnu en længere tirade over bogen.

I sidste indlæg kastede jeg en kommentar om, at socialisterne kunne bruge Martin Ågerup, fordi han er tilhænger af nyttesammenligninger på tværs af personer. Det er dog ikke udtømmende for de punkter, hvor Martin Ågerup går socialisternes ærinde. I sin historie om velfærdsstatens opbygning, bliver det dog mere tydeligt, at socialisterne og Martin Ågerup har mere til fælles, end man skulle tro. Følgende citat kan sætte mit synspunkt i relief.

Fra bogen s. 84:

Det var staten, der trådte til for at øge mængden af human kapital og adgangen til sundhedsydelser. Af to årsager kunne den opnå dette forholdsvis uproblematisk og forholdsvis hurtigt. For det første havde Danmark i udgangspunktet et relativt lavt skattetryk. Helt frem til slutningen af 1950’erne var det danske skattetryk under 25 procent, hvilket var lavere end skattetrykket i USA på samme tidspunkt.

Man bemærker tydeligt, at Martin Ågerup mener, at det private havde svigtet. Det står ikke direkte, men mellem linjerne fornemmer man, at produktionen af velfærdsydelser i privat regi er for lille. Martin Ågerup fortsætter s. 85-86:

Derfor var det relativt uproblematisk (især sammenlignet med i dag) at skaffe ressourcerne til udbygningen både politisk og økonomisk. […]

For det andet skulle staten primært foretage en “skalering”, øge omfanget af nogle allerede kendte ydelser. Flere skulle i gymnasiet, flere på universitetet, flere på erhvervsskole osv. Der var tale om kendte og velafprøvede produktionsformer, som ikke skulle udvikles ret meget. […]

Netop i sådan en situation kan et planøkonomisk system fungere – i hvert fald nogenlunde. Hvis det er let at fastslå, hvad der bør produceres, hvilke input (for eksempel medarbejdere med en bestemt uddannelse og kapital såsom bygninger og maskiner) der skal bruges til produktionen, og hvordan selve produktionen bør finde sted, kan central planlægning fungere. Primært fordi kun en begrænset grad af planlægning er nødvendig, hvorfor der kun stilles begrænsede krav til planlæggerne. Central planlægning kan sågar i helt bestemte situationer være en fordel, fordi den centrale planlægger resolut kan dirigere store mængder ressourcer i en bestemt retning. Det klassiske eksempel er krig. Under 2. verdenskrig indførte krigsdeltagerne på begge sider et kraftigt element af planøkonomi for at sikre en hurtig omstilling fra fredsøkonomi til krigsøkonomi. Der skulle produceres krigsfly, tanks, våben og ammunition, ikke køleskabe og vaskemaskiner.

Hvis man i foregående citat ikke har tabt både næse og mund, så vil jeg tro, at de sidder umanerligt godt fast. Martin Ågerup foregiver at være liberalist, og han er endda også økonom. Ovenstående citat viser, at den subjektive værdilære er smidt overbords, kritikken af socialismens umulighed, bedst fremsat af Ludwig von Mises i sin artikel i 1920, er blevet erstattet med en form for Stockholm syndrom. I dette citat kaster Martin Ågerup sig i armene på socialisterne, og fornægter økonomisk teori, helt og holdent. Der er ingen antydning af, at der findes en optimal balance mellem økonomiske goder, hvis det drejer sig om velfærdsydelser eller krig. Staten og de ansatte bureaukrater kan optimere samfundet, ved at udbygge en sektor i økonomien, ved at dirigere store mængder ressourcer i en bestemt retning. Det er ligefrem en fordel, skriver Ågerup. En fordel i forhold til hvad? En fordel for hvem?

Ludwig von Mises beskrev sine egne oplevelser, da han personligt deltog i 1. verdenskrig på Østrig-Ungarns side. I hans bog, “Nation, State and Economy”, beskriver han, at selv produktionen af krigsmateriel klares bedst af markedet.

Ludwig von Mises, Nation, State and Economy, s. 140-141:

It will be the task of economic history to describe in detail the stupidities of the economic policy of the Central Powers during the war. At one time, for example, the word was given to reduce the livestock by increased slaughtering because of a shortage of fodder; then prohibitions of slaughtering were issued and measures taken to promote the raising of livestock. Similar planlessness reigned in all sectors. Measures and countermeasures crossed each other until the whole structure of economic activity was in ruins. […]

The army administrations of Germany and Austro-Hungary knew very well why they did not give in to the pressure for state ownership of the war-supplying enterprises. They put aside their outspoken preference for state enterprises, which would have better suited their world view, oriented toward power policy and state omnipotence, because they knew quite well that the great industrial tasks to be accomplished in this area could be accomplished only by entrepreneurs operating on their own resposibility and with their own resources. Was socialism knew very well why it had not been entrusted with the armaments enterprises right in the first years of the war.

Eksemplet Martin Ågerup giver er 2. verdenskrig, en krig der blev startet af staterne selv. Det er meget klart, at statens tilgængelige magt kan starte krige og efterfølgende dirigere ressourcer til denne statspolitik. Det er et særligt eksempel Martin Ågerup tager frem. I min opfattelse er det et af de mest afskyelige eksempler, man kunne vælge. Martin Ågerup forholder sig også helt overfladisk til krigen, og taler om produktion af krigsmateriel, altså om kolde ting. Denne distance kan være nødvendig at opretholde, når man vil diskutere et forfærdeligt emne som en krig. Som citatet af Mises ovenfor antyder, så er der også problemer med central planlægning af krigsproduktion. Det er ganske enkelt mere effektivt, at lade iværksætterne selv tilrettelægge og udføre de planer, der er profitable i forbindelse med produktion og distribution af krigsmateriel. Overlades produktionen af krigsmateriel til staten selv, bliver kvaliteten derefter.

På hjemmefronten var det også problematisk, at staten dirigerede ressourcerne til krigsførelsen. Selv kolde ting har værdi for mennesket. Rationeringen og inflationen under krigen påvirkede kolde ting, men medførte også tab af menneskeliv. Som man kan se i mine artikler om vaccinationens historie, døde der under krigen flere børn af mæslinger, end der var normalen for perioden. Dette skete bl.a. fordi økonomien var dirigeret til krigsproduktion af staten. Hvordan kan man opveje disse økonomiske goders fordeling mellem forsyning af forbrugsgoder til krigsindsatsen kontra forsyning af forbrugsgoder til civilbefolkningen?

Martin Ågerup er ingen dum mand. Han skriver jo også, at man kun kan central planlægge, hvis man ved hvad der bør produceres. Med et lille finurligt trick kan han bagefter, alt efter publikum, sige at man ikke kan vide, hvad der bør produceres, og derfor er central planlægning umuligt, eller sige at man kan gætte hist og pist, og så kan man central planlægge økonomien. Fantastisk. På denne måde kan Martin Ågerup være Mr. Teflon, han kan afvise alt skidtet, jeg kan forsøge at klæbe fast på ham.

Martin Ågerup går på de følgende sider meget op i at beskrive Sovjetunionen som en økonomisk vækstsucces i udgangspunktet. Fra 1928 og frem havde de høje vækstrater. Det kom dog ikke borgerne til gode, fordi produktionsmidlerne blev dirigeret til atomprogrammer, våbenindustri og den slags statspjatteri. Blå jeans til forbrugerne til lave priser, det kunne Sovjetunionen ikke magte. Denne analyse fører Martin Ågerup til at skrive følgende:

Fra bogen, s 87:

Kun et marked med prismekanismer og konkurrerende producenter kan frembringe et væld af forbrugsgoder med de rette egenskaber til den rigtige pris på det rigtige tidspunkt og det rigtige sted. Det er en ekstremt kompliceret proces.

Martin Ågerup er dermed tydeligvis ude på at underbygge historien om, at velfærdsgoder er særlige goder, som staten kan tage sig af. Forbrugsgoder derimod kræver koordination og distributionen igennem markedsøkonomien, og det kan staten ikke finde ud af. Det er ikke lykkes mig at finde ud af, hvorfor velfærdsydelserne har disse tilsyneladende magiske egenskaber, at de er så simple at producere, at selv staten kan finde ud af det (det er heller ikke lykkes mig at finde ud af, hvorfor markedet ikke er bedre til at producere dem end staten). Jeg tror ganske enkelt, det drejer sig om at klemme en teori sammen, der kan forklare det, som vi oplever i Danmark på velfærdsområdet, hvor staten er nær ved eneproducent, uden at sige det rent ud, at årsagen til problemet er staten selv.

Han ser lige så tydeligt som jeg, at det offentlige altid skriger efter flere penge, og altid producerer ufatteligt lidt for de resurser, de får tildelt af staten. Hvad kunne forklare problemet? Martin Ågerup skriver i sin bog, at det er fordi, der er faldende marginalnytte af de offentlige velfærdsydelser, og fordi det offentlige ikke kan innovere, og ikke er underlagt konkurrence. På overfladen giver det mening, jo flere penge vi hælder i, jo mindre ekstra får vi per krone. Der er næsten ingen konkurrenter til det offentlige system, og vi kan ved egne observationer konstatere, at der er mange af værktøjerne, der er gamle, og bærer tegn af at være slidte.

Efter historien om Sovjetunionens problemer med de blå jeans, og deres flotte vækstrater i starten, begynder Martin Ågerup at berette sin teori om, hvordan velfærdsstaten startede, ligesom han ser det ske i Sovjetunionen, med flotte resultater, og som tiden går, bliver systemet mere og mere ineffektivt, for til sidst at kollapse.

Fra bogen, s 96:

Ved etableringen af velfærdsstaten omkring punktet A blev der brugt relativt få resurser på kerneydelser som uddannelse og sundhed, og udbygningen af velfærdsstaten har derfor indtil et vist punkt B ført til store forbedringer, som også har gavnet samfundsøkonomien.

Martin Ågerups analyse af opstarten og væksten i den offentlige sektor, siden dens spæde begyndelse, er som en analyse af en privat virksomhed, der producerer et helt nyt produkt, tidligere ukendt på markedet. I starten har virksomheden markedet helt for sig selv, og de skal derfor alene stå for at øge produktionen af varen, for at tilfredsstille kunderne. I tilfældet af private virksomheder på et frit marked er hans fortælling brugbar. Ved opstart af en ny iværksættervirksomhed er det givet, at nye kapitalinvesteringer, der foretages ud fra økonomiske beregninger i den frie markedsøkonomi, vil kunne give store velfærdsgevinster for samfundet, som produktionen øges fra sin spæde start. Det er helt efter bogen. Når en iværksætter identificerer et tidligere utilfredsstillet behov hos forbrugerne, er han i udgangspunktet i den naturlige situation, at forbrugernes velfærd øges markant med den første sending varer, og som produktionen af varen øges igennem mobiliseringen af kapital og arbejdskraft, falder samfundets totale velfærdsfremgang pga. faldende marginalnytte for den enkelte forbruger, samt tilstedeværelsen af mætningsfænomer på markedet, hvor flere og flere af de interesserede forbrugere får tilfredsstillet deres behov af produktet. Til sidst er alle forbrugere, der er interesserede i varen, i stand til at købe varen, og yderligere mobilisering af kapital er ikke tilstrækkeligt til at øge produktionen profitabelt. Effektiviseringer og teknologiske fremskridt bliver nødvendige for at øge produktionsvolumen uden at øge omkostningerne tilsvarende. Foruden effektivisering må den private virksomheds produktion holdes tilbage, fordi en øget produktion kun kan sælges til lavere priser, priser der til sidst ikke dækker producentens omkostninger. Omkostningerne per enhed af produktet må derfor reduceres, hvis salget skal øges profitabelt.

Martin Ågerup fortsætter, s 96:

Men væksten kom som følge af mobilisering [tilførsel af kapital og arbejdskraft], ikke som følge af innovation. TFP [totalfaktorproduktivitet] var uændret, produktionsfunktionen flyttede sig ikke opad. Det var til at leve med på strækningen fra A til B. Men gradvist er velfærdssektoren stødt ind i problemet med faldende marginalnytte af yderligere ressourceanvendelse. Flere milliarder til uddannelses- og sundhedssektoren giver derfor efterhånden et meget ringe afkast – i visse tilfælde måske slet intet afkast eller endog et negativt afkast.

Martin Ågerup begår en lille bitte fejl i sin historie her, for det er hverken muligt at sige med sikkerhed, at produktionsfunktionen flyttede sig op eller ned i det offentlige velfærdscirkus, for ingen kan vide, hvad det de producerer, er værd. Vi kan heller ikke vide, hvad deres samfundsomkostning er, for velfærdstabet igennem beskatning er ligeledes umulig at fastslå størrelsen af. Vi kan sige, at de har taget så og så mange milliarder af skatteydernes penge, og brugt dem på at lave dit og dat, men vi kan ikke sige, at omkostningerne til produktionen af offentlige velfærdsydelser har en bestemt størrelse, og vi begår en fejl hvis vi tror, at vi kan måle dem i penge. Omkostninger er subjektive, også skatteomkostninger.

Betragt følgende eksempel. I dag er topskatten på 15%, og pålægges alle der har en indkomst over ca. 500.000kr. Den indbringer rundt regnet 16 mia. kroner. Disse 16 mia. kroner kan bruges til at betale læger og producenter af medicinaludstyr for at producere øjenoperationer. Lad os sige, at vi nu vil opkræve pengene til driften af øjenoperationerne på en anden måde. Lad os hæve topskatten til 50%, så den samlede marginalskat bliver godt 90%. Hvis det skulle ske, at der stadig ville blive opkrævet 16 mia. kroner i skatteindtægter, kan vi da stadig sige, at samfundsomkostningen af øjenoperationerne, er den samme? Og vil det samme antal læger være nok til at producere det efterspurgte antal operationer, nu deres skatteprocent er steget (man må formode at læger også er mennesker, der også kan finde ud af at afveje deres nytte af indkomst mod deres nytte af fritid)? Og hvis nu vi hævede skatten til 100%, og der ikke kom en krone i kassen, ville samfundsomkostningen ved skatten da være nul?

Det er muligt ved lykketræf at det offentlige har flyttet produktionsfunktionen opad. Det kan man blot ikke vise, men teoretisk kan det ikke afvises, at der har været perioder med højere produktionsfunktion end i andre perioder. Det er blot en akademisk diskussion. Begrebet produktionsfunktion bør dog kun anvendes som en løs term om produktionen af et enkelt gode i den private sektor, hvor man kan se, hvor mange penge virksomheden bruger, på at producere sine ydelser, og hvor mange penge den modtager ved salg af disse. Begrebet kan ikke bruges til at beskrive produktionen fra en hel sektor, der producerer adskillige heterogene goder, og det er meningsløst at diskutere det i forbindelse med den offentlige sektor.

Martin Ågerup fortsætter, s. 96:

Spørgsmålet er selvfølgelig, om den danske velfærdsstat befinder sig tæt ved punktet A, B eller punktet C i figur 14. Hvis vi fortsat er tættere på punkt A end punkt B, kunne det eventuelt give god mening at tilføre flere ressourcer, hvis gevinsten derved opvejer omkostningerne ved at opkræve ressourcerne i skat, inklusive forvridningseffekter. Er vi derimod ved punkt B, er det usandsynligt, at brug af ekstra ressourcer til velfærdssektoren kan konkurrere med den nytte, disse ressourcer kunne skabe andetsteds, især når man medregner forvridningstabet fra skatteopkrævningen. Er vi i nærheden af punkt C, gælder sidstnævnte i endnu højere grad, med den ekstra – og ekstremt vigtige dimension – at et ønske om forbedring overhovedet ikke er opnåeligt længere ved at tilføre ressourcer. Der skal andre metoder til, nemlig innovation, som kan øge ressourceanvendelsens produktivitet.

Så hvor befinder vi os? Tæt ved punkt A, punkt B eller punkt C? Det er et helt afgørende spørgsmål.

Men Martin Ågerup er sprunget til en konklusion, der i mine øjne er uholdbar. Martin Ågerup antager mange ting, men særligt er der tre der er værd at understrege;

1. at staten producerer på samme vilkår som det private
2. at det private velfærdssystem var underdimensioneret i udgangspunktet
3. at hele den offentlige velfærdsproduktion kan anses som et enkelt gode

1  Staten producerer på samme vilkår som det private [7 minutter]

Det er værd at sige, at Martin Ågerups overfladiske behandling af velfærdsstatens produktion af velfærdsydelser ikke tjener til hans ære. I hans fortælling benyttede staten blot flere ressourcer på at producere flere ydelser. Det lyder meget harmløst, det er beskrivelsen af, at den offentlige velfærdssektor i Danmark kom til verden som en jomfrufødsel. Der er med andre ord ikke sket noget beskidt i processen, der har ført til leveringen af den fantastiske nye socialdemokratiske baby.

Fra bogen, s. 283-284:

Stort set alle velfærdsstatens centrale institutioner eksisterede før velfærdsstaten, skabt af civilsamfundet eller af markedet.

Velfærdsstaten har ikke opfundet velfærdsinstitutionerne, men overtaget dem og herefter skaleret aktiviteterne op takket være en mobilisering af ressourcer via skatteindtægter og ved at lægge beslag på væksten i arbejdsstyrken fra demografi og fra kvindernes øgede erhvervsfrekvens.

Innovation har med andre ord aldrig været en væsentlig del af ligningen. Velfærdsstaten har hverken opfundet folkeskoler, universiteter, erhvervsskoler, arbejdsløshedsforsikring, sygehuse, eller gerninger som læge, sygeplejerske eller jordemoder. Den har spillet en rolle i deres tilblivelse og udvikling, men den har ikke været alene om det. Civilsamfundet og markedet har i et samspil med staten bidraget til udviklingen.

Martin Ågerups ved dermed godt, at der eksisterede et privat system, der sørgede for at producere velfærdsydelser i Danmark, før staten gjorde det. Martin Ågerups kritik er dog ikke, at da staten begyndte at opbygge sine velfærdsinstitutioner, gjorde den det ved at udkonkurrere den private velfærdssektor. Staten er eneproducent af lovene. Med dette værktøj i hånden, styret af socialdemokraternes ideologi, blev bl.a. skattelovene lavet om, så der var rigelig med finansiering til at kvase den private sektor. Den udvikling har taget tid, lovmassagen kommer ikke natten over, og det vil historien også vise. I det følgende indlæg springer jeg dog lidt hen over tidsfaktoren i overtagelsen, og beskriver i stedet, hvordan midlerne til overtagelsen er blevet anvendt.

I ovenstående citat fra Martin Ågerup er det tydeligt, at han har et blødt punkt for staten. Han skriver, at den private velfærdsproduktion er blevet skabt som et samspil mellem stat og marked. Det private har ikke på egen hånd udviklet systemet, staten har været medspiller i udviklingen, mener Martin Ågerup. Hans kritik af den statslige velfærdsproduktion er, at de har skabt et system, der ikke er gearet til hans egen opfattelse af, hvad der udgør innovation og konkurrence. Han teoretiserer, at det i udgangspunktet var muligt at øge produktionen af velfærdsydelserne med positiv samfundsnytte, men overser at diskutere, om processen hvormed produktionen blev forøget, var retfærdig. I det følgende vil jeg forsøge at give en mere realistisk beskrivelse af, hvordan socialisterne overtog den private velfærdsproduktion og skabte deres nirvana, socialiseret sundhed.

Det fremgår meget tydeligt i Henrik Gade Jensens bog “Menneskekærlighedens værk” med undertitlen “Det danske civilsamfund før velfærdsstaten” (som Martin Ågerup også selv citerer fra), at alle de offentlige velfærdsydelser og -goder der i dag produceres, oprindeligt begyndte som private goder, der blev tilbudt på markedet af private iværksættere. Bogen fremstiller meget tydeligt, at den private drift af alt fra hospitaler til skoler og universiteter var meget effektiv. I visse kapitler af bogen sammenlignes priserne for kommunale hospitaler og private hospitaler, og viser, at de kommunale hospitaler blev favoriseret af politikerne, og at problemet med de private hospitaler var, at de tydeliggjorde hvor dyre, de offentlige hospitaler var (s. 91, pris for offentlige hospitaler 30-50kr per dag per seng, på et privat hospital kostede en seng på fællesstue 8,5kr og 26kr for den dyreste enestue). I det private var der dog ikke problemer med velfærden, for selv hvis man ikke kunne betale for sengepladsen, eksisterede en filantropisk fond, der betalte for sengepladsen. Meget af skræmmebilledet, som de socialdemokratiske ideologer vifter dig med om næsen, når du nævner for dem, at det private sagtens kan drive sygehusene, er dermed ikke meget andet end fiktion. Der findes endda historiske beviser for, at det næstekærlige menneske (naturligvis) sørgede for, at der var en sum penge, der kunne dække udgifterne til de, som var ude af stand til at betale selv.

Det er også værd at nævne, at der var hård politisk modstand mod private hospitaler. Det finder man ingen eksempler på i Martin Ågerups fremstilling. Her er staten blot en medspiller. Men det var ikke sådan det forholdt sig i samtlige tilfælde, tag eksempelvis i min fødeby, Esbjerg:

Henrik Gade Jensen, Menneskekærlighedens værk, s. 83-84:

At Esbjerg fik et St. Joseph-hospital, skyldtes byens praktiserende læge, dr. Th. Brinch, der i 1903 som læge og byrådsmedlem tog initiativ til at få 120 af Esbjergs bedrestillede borgere til hver at give en syvendedel af deres skattebeløb til at få oprettet et hospital. Det resulterede i over 10.000kr., hvilket var nok til at få St. Joseph-søstrene til byen og påbegynde en hospitalsvirksomhed. Det blev åbnet i 1904 med 64 sengepladser og var dobbelt så stort som det planlagte kommunale sygehus og også større end byens eneste epidemisygehus fra 1894, som kun rådede over 24 senge. Byens læger kunne indlægge patienter på hospitalet og selv behandle dem efter en overenskomst med byrådet.

Der opstod en del offentlig strid i Esbjerg som følge af dr. Brinchs initiativ. Den socialdemokratiske borgmester ville kun have et offentligt sygehus og agiterede mod St. Joseph-søstrene. Samtidigt indgik byens socialdemokrater en uhellig alliance med Indre Mission, der så en fare i katolikkernes indtog i byen. Der var også en god del misundelse fra flertallet i byrådet, fordi byen allerede havde købt en dyr grund til et kommunalt sygehus, som ikke viste sig brugbar. Så da Brinch i byrådet foreslog, at St. Joseph-søstrene fik en grund stillet gratis til rådighed mod at stille et antal sengeplads frit til rådighed for byen, blev det stemt ned.

[…]

Men det lykkedes Brinch på kun to år at få samlet penge ind, købt en grund, taget kontakt til St. Joseph-søstrene i København, som han ikke kendte på forhånd, og så få rejst en mægtig, privat hospitalsbygning. Stridighederne om hospitalet var dog ikke endt. De socialistiske blade i byen skrev hårrejsende historier om den dårlige behandling på hospitalet, hvor søstrene både sultede og pryglede patienterne.

Overtagelsen af de private hospitaler blev derfor ikke gennemført for at tilføje flere ressourcer, det blev i stedet gennemført som et led af en politisk ideologi, der havde til formål at indføre socialismen med demokratiske midler. Det drejede sig absolut ikke om at producere flere sundhedsydelser, for så ville man i stedet have ladet de private hospitaler være i fred – de var billigere og større. Nej, det var en torn i øjet på de socialdemokratiske borgmestre, at kronjuvelen af deres politiske agenda var ussel og dyr. Kunne man blot slippe af med de irriterende private hospitaler, der udstillede socialismens uundgåelige konsekvenser, så var det langt nemmere at fremvise de goder, som det trods alt lykkes de kommunale hospitaler at producere. Uden privat konkurrence kunne kommunehospitalerne bruges som politisk løftestang til at købe stemmer. I de fleste situationer blev de private hospitaler blot udkonkurreret af de offentlige, og som kommuner og amter trak deres støtte til de private hospitaler (sygekasserne startede privat, og betalte både for offentlige og private hospitaler, men med statens overtagelse af sygekasserne, ændredes tilskudsreglerne, og udsultede de private hospitaler), bukkede de under for manglende indtjening i markedet.

Vi kan tage et eksempel mere, hvor det er tydeligt, at staten ikke er nogen medspiller, men i stedet en arg konkurrent.

Henrik Gade Jensen, Menneskekærlighedens værk, s. 85-86:

Sankt Maria-hospitalets succes blev så stor en torn i øjet på domprovsten ved Roskilde Domkirke Peter Bondo, at han tog initiativ til at få opført et menighedssygehus for at imødegå katolikkernes sygepleje. Det blev bygget i samarbejde med kommunen og taget i brug i 1908-09 og kom senere til at indgå i amtssygehuset. I 1961 ophørte det offentlige tilskud til det private, katolske hospital, og det fortsatte som plejehjem, til det ophørte endeligt i 1991. De sidste fem søstre gik på pension og flyttede til København.

På deres højdepunkt omkring 1920 dækkede St. Joseph-hospitalerne ti procent af sengepladserne på sygehusene i Danmark. (Malchau 2003, 150) Derefter tog det offentlige sygehusbyggeri fart og reducerede de private katolske hospitalers markedsandel, selvom de nogenlunde opretholdt et niveau på ca. 1.000 sengepladser frem til år 1940, hvorefter det langsomt faldt. […]

St. Joseph-hospitalerne spillede også en væsentlig rolle som konkurrent til og dermed igangsætter af det offentlige sygehusvæsen, som i flere byer ikke ville være kommet så hurtigt i gang uden udfordringen fra de katolske søstre.

Min pointe er derfor, at det er givtigt at se forandringen mellem den private produktion og overgangen til den offentlige produktion. Vi kan prøve at se det fra synspunktet af flere forskellige aktører. Først kan vi betragte forbrugeren af de private sundhedstilbud, der pludseligt får en seddel ind ad døren, hvor der står, at vedkommende bliver sat i fængsel, hvis han ikke omgående betaler en del, hvis størrelse staten fastlægger han skal betale, af det offentlige hospitals driftsomkostninger (nationalisering af sygekasserne). Hvis man skal betale både for det offentlige “tilbud” samt det private, hvis han vælger det private, men han kun skal betale for det offentlige “tilbud”, hvis man vælger det offentlige – hvorfor så ikke fravælge det private, og spare de penge? De private fik ikke længere tilskud, og ville man indlægges her, skulle man betale særskilt.

Vi kan også se det fra ejeren af det private hospitals synspunkt. Pludseligt starter en konkurrent op i samme område. Konkurrenten er dog ikke som en konkurrent normalt er, en almindelig markedsdeltager, der skal lokke kunderne til, ved at tilbyde dem en bedre ydelse, end den private iværksætter gør. Den nye konkurrent har en særlig organisation, der sørger for finansiering ved at true alle i nærområdet. Både almindelige kunder bliver truet til at betale – en uskik der ikke burde forefindes i et regulært marked – men derudover afpresses også ikke-kunder, samt den private iværksætter selv. Hvordan kan man forvente konkurrence i en situation som denne? Det offentlige hospital afpresser altså både sine kunder, ikke-kunder, men sågar også konkurrenterne til det offentlige hospital. Effekten på den private iværksætter bliver, at han af det offentlige hospital bliver truet til at betale for sin egen forretnings undergang.

Skulle dette ligne en jomfrufødsel? Det er her vi opfanger essensen af socialismen i den danske velfærdsstat: Undertrykkelsen af alle andre produktionsformer og den rå trussel om indespærring, der sikrer betaling til velfærdsstatens udgifter. Det er en afskyelig metode at drive “forretning” på.

Hvordan skulle et privat hospital kunne klare sig, hvis konkurrenten benytter sig af disse afpresningsmidler til at opnå finansiering? Den private iværksætter bliver bogstaveligt talt dårligere i stand til at udbygge produktionen, fordi det offentlige hospital tager midlerne til eventuelle udvidelser fra ham. Det sker både direkte ved beskatning af hans indkomst men også indirekte ved at tvinge kunderne til at betale for de offentlige hospitaler.

Mange af iværksætterne har derfor måttet indse, at deres foretagende var politisk uønsket. For at redde hvad reddes kan, har mange formentlig solgt til det offentlige, mens de stadig havde en vis kapital til at drive forretningen. Ventede man for længe, som fx tilfældet af Sankt Maria hospitalet, bliver man nødt til at skifte fokus til et andet område, hvor staten ikke vil kvase dig. Det er dog meget tydeligt, når man læser historien, at de private blev kvast af staten, da den brugte sin magt til at ændre lovene og til at opkræve enorme summer i skatter.

Staten er ikke en medspiller i markedsøkonomien. Den er en parasitisk diktator.

2 Det private velfærdssystem var underdimensioneret i udgangspunktet [6 minutter]

Det skal på det strengeste afvises, at det private produktionsapparat var underdimensioneret. Dette er en helt afgørende fejl at få basket af bordet. Jævnfør mit tidligere indlæg om markedsberegninger kontra det offentlige produktionskaos, så er det fuldstændigt indlysende, at den private velfærdssektor havde præcis den størrelse, som markedssituationen tilsagde, at den skulle have. Hvis man ønskede en større produktion, kunne man bare betale af egen lomme, enten som investor eller som kunde. Statens hindringer lagt i vejen for den frie udfoldelse af sektoren har naturligvis begrænset dens mulighed for at opnå dens “naturlige” størrelse sammenlignet med et ægte frit marked. Løsningen er ikke at begå flere statsfejl, men at fjerne statsfejlene ved at fjerne statens indblanding i markedet. Størrelsen på og strukturen af alle private producenter i markedet afgøres af forbrugernes køb og afholdelse fra køb. Alle goder konkurrerer mod hinanden. Hvis man vil have flere hospitalssenge, kan man ikke samtidigt have lige så mange operaforestillinger. Enhver forøgelse af størrelsen på velfærdssektoren i det private vil medføre reduceret investeringsafkast og eventuelt tab, hvis den udvides udover den optimale markedsstørrelse. Den private sektor sørger altid for at være i balance med markedet. Træder en virksomhed ud over den størrelse, som markedssituationen dikterer er den optimale, opleves tilbagegang og virksomheden bliver nødt til at restrukturere for at undgå den totalt fallit.

Omvendt er profitsøgende kapitalister også interesseret i at lægge deres investering i produktion, hvor salget af produktet medfører en højere profit end salget af andre goder gør. Dette hviler i menneskets rationelle evne til at søge at anvende sine ressourcer bedst muligt. Investeringen til produktion af et specifikt gode foretages på bekostning af investering i en anden produktionsproces. På denne vis afvejes investeringsstørrelsen og -typen mellem samtlige af de goder, der produceres i markedet, og sørger derfor for at udbygge produktionen på den vis, der bedst tjener forbrugernes præferencer. Et gode kan derfor ikke opsuge større investering og føre til større produktion, medmindre det er profitabelt. Der sker naturligvis fejl i markedet hele tiden, men igennem profit- og tabsberegningerne kan iværksætterne igangsætte nye og omarrangere eksisterende investeringer for at søge at minimere disse fejl. Det er på denne måde, at markedet sørger for, at alle sektorer har præcis den størrelse og struktur, der medfører, at de tilgængelige knappe ressourcer bliver anvendt til de mest værdifulde mål.

Derfor kan der ikke være tale om, at den private velfærdssektor var for lille (at produktionen befandt sig på punkt A). Martin Ågerups argument er baseret på hvordan en privat virksomhed starter fra bunden, hvor produktet slet ikke findes i forvejen. Men dette er ikke tilfældet for velfærdssektorens goder. Disse fandtes i forvejen, og blev udbudt og solgt af private aktører, der skulle føje kundernes ønsker og finde deres behov. Det kan slet ikke accepteres som nogen plausibel historie, at det oprindeligt var muligt ved den offentlige overtagelse af iværksætternes livsværk at gøre samfundet bedre tilpas, ved at tilføre kapital og arbejdskraft. I det private system var den tildelte kapital balanceret mod forbrugernes andre ønsker. Der var præcis den mængde kapital til rådighed, som forbrugerne kunne allokere til velfærdssektoren, og arbejdsstyrken blev betalt af denne sum. Da det offentlige overtog produktionen, blev kapitalen blot beslaglagt med politiets hjælp og arbejdskraften blev købt med hælervarerne. Dette faktum er tilstrækkeligt til at vise, at det er forkert at betragte opbygningen af velfærdsstaten som velfærdsmaksimerende. Velfærdsstaten er blot en transformation, udført på baggrund af socialdemokraternes ideologi med socialismen som det højeste mål, fra et frivilligt finansieret økonomisk beregnende system til et tvangsfinansieret kaotisk system. Intet andet. Årsagen til at resurserne blev øget så kraftigt er ganske enkelt, at det er meget nemmere at få penge fra en mand, ved at stikke en pistol i næbbet på ham, og sige at han skal betale, end det er at spørge om ikke han vil give dig pengene. Hvis betaleren bliver spurgt pænt, vil han overveje sine alternative muligheder med pengene, og kun afstå et beløb, der er i overensstemmelse med hans egne prioriteringer. Med pistolen mod næbbet betaler han hvad du vil have, indtil han ikke har flere penge.

Staten har blot konfiskeret så mange penge hos borgerne, som det har været muligt at slippe afsted med. Da skattesatserne startede lavt, skulle de naturligvis øges for at konfiskere så mange penge som muligt, og det var nødvendigt at udbygge dit og dat, som påskud for at øge udplyndringen af skatteyderne. Hvis skatterne var blevet øget, og alle pengene var gået til statsministerens private ferier, ville man ikke have kunnet øge skatterne i nær samme grad, som hvis man påstår, at man bruger pengene på skatteyderens velfærd (lighed, sikkerhed, sundhed og alt det andet bavl). Dermed var det nødvendigt, for at indføre Karl Marx’ 10 trins model fra det kommunistiske manifest, at opfinde alle mulige velfærdspåskud for at få vælgernes gunst til projektet. Velfærdsstaten er opbygget af Karl Marx’ ideologi og arbejderbevægelsens snævre interesser, ikke af økonomiske hensyn. Det glemmer Martin Ågerup i sin fortælling om velfærdsstatens faser.

Som tiden går, bliver det mere og mere åbenlyst, at det offentlige producerer ineffektivt. Nedbruddet af de økonomiske beregninger medfører økonomiske fejl helt fra udgangspunktet, men de erkendes først som fejl, når de bliver tilstrækkeligt store til at vælgerne får øje på dem. Det tager tid at akkumulere fejlene. Derfor tror jeg, at Martin Ågerup er kommet til sin konklusion, ved at studere historien. Men under historiestudiet har han måttet tilsidesætte sin økonomiske grundlære. Hans observation af øget ineffektivitet over tid har han fejldiagnosticeret. Han ser det som en fejl, der afhænger af inputstørrelser. For at kunne forklare, at den offentlige sektor hele tiden skriger på flere midler, springer Martin Ågerup til den konklusion, at sektoren som helhed lider under faldende marginal nytte, der ikke håndteres via innovation og skift fra en mindre effektiv produktionsfunktion til en mere effektiv produktionsfunktion. Det er sandt, at der er brugt en stigende sum penge på offentlige services over tid, men det er også korrekt, at der under opbygningen af den offentlige sektor har hersket et planøkonomisk kaos (dette burde være en pleonasme, der findes intet socialt system, der er både centralt planlagt af staten og økonomisk ordnet).

Min fortælling i 2. del af boganmeldelsen forklarer det samme fænomen som Martin Ågerup forklarer. Min fortælling er forskellig, fordi den tager udgangspunkt i tidsfaktoren, samt at den skelner mellem det frivillige private beregnende velfærdssystem og det tvungne offentligt kaotiske velfærdssystem. I stedet for at se problemet som et udslag af marginal nytte er det langt mere givtigt at se det som et uundgåeligt udslag af den umulige socialisme. Som tiden går, bliver systemet mere og mere ude af trit med virkeligheden, fordi det mangler feedback. Alle forbrugerpræferencer, der har ændret sig, har ikke medført produktionsændringer, og alle nye investeringer er ikke underlagt den almindelige økonomiske kalkule, der bl.a. hviler i forbrugernes subjektive præferencer. Alle nye teknologier er på et tidspunkt teknisk modne, så de kan implementeres, men hvilke skal implementeres? Hvilke er profitable og hvilke er tabsgivende? Hvornår vælger man en given teknologi, og hvilken størrelsesorden skal investeringen, der manifesterer sig som en udnyttelse af teknologien, skal man vælge? Som tiden går, er der også tilført flere resurser, som har været muligt pga. de stigende skatteindtægter, bragt til torvs pga. markedsøkonomiens effektivitet. Investeringer i markedet kan tilrettelægges og justeres løbende, for at sikre at de tjener et socialt formål. Markedsøkonomien muliggør en stigende mængde af kapital, fordi kapitalen anvendes på en beregnende facon, der hele tiden justerer produktionen, for at søge at skabe overskud. Den stigende mængde af kapital gør det muligt at producere større og større indkomst til markedet, da opsparing og investering tilrettelægges fornuftigt. Investeringer der ikke yder et afkast, som erkendt via den økonomiske kalkule, restruktureres hvis muligt, og forsøges indsat på ny i forsøget på at opnå et afkast. Afkastet beskattes og skatteprovenuet dirigeres til den offentlige sektor, der ødsler kapitalen væk i sit irrationelle system. Denne mekanisme forklarer også vækstkrisen i Danmark. Jo mere kapital den offentlige sektor ødsler bort, jo mindre kapital er tilgængelig for den opbyggende private sektor. Dette passer også udmærket med historien om Anders Foghs opbygning af det offentlige i opgangstiden i 00’erne, og den meget spinkle reduktion i den offentlige sektor efter finanskrisen. Ville man have gjort noget virksomt for at skabe vækst igen efter krisen, skulle man have skåret hårdere i den offentlige sektor, så kapitalen igen kunne blive anvendt fornuftigt. I stedet fastholdt man alt for længe den opsvulmede offentlige sektors størrelse, og fortærede en større mængde kapital, der kunne være anvendt produktivt af den private sektor.

3 Hele den offentlige velfærdsproduktion kan anses som et enkelt gode [5 minutter]

Martin Ågerup kommer desværre også til at forbryde sig mod den marginale nyttelære.

I den teoretiske udredning af den marginale nytte fastlægges det, at loven om faldende marginalnytte kun gælder, såfremt der er tale om homogene goder. Altså, nærmere specifikt, jævnfør den subjektive værdilære, at goderne som de vurderes af den potentielle køber, anses for at være homogene. Visse forbrugere vil anskue 250g smørbar Lurpak for at være identisk med 250g smørbar Kærgården, mens andre forbrugere ikke vil anskue disse produkter som identiske.

Spørgsmålet i forbindelse med Martin Ågerups analyse er derfor, om en knæoperation er det samme som en øjenoperation, er det samme som en tid på en fødselsstue, er det samme som en blodprøve, er det samme som en konsultation hos en praktiserende læge i Viborg, er det samme som en plads i en børnehave i Odense, er det samme som en plads i en folkeskole i Randers, er det samme som en master uddannelse i Ægyptologi fra Københavns Universitet? Kan man svare nej, disse goder er ikke homogene, og vi betvivler, at nogen ville anse disse goder for at være homogene, så har Martin Ågerup et problem med sin teoretiske kritik af velfærdsstaten med argumentet om “faldende marginal nytte”, som han forsøger påduttet en hel sektor af økonomien.

Der er dog også et kritikpunkt, som jeg havde håbet at Martin Ågerup ville fremføre, da han i bogen skriver følgende på side 100:

Fra bogen, s. 100:

I velfærdssektoren antager man sædvanligvis, at værdien af output er lig med værdien af input – altså at værdien af de velfærdsydelser, den offentlige velfærdssektor producerer, svarer til værdien af de samlede resurser, der er blevet brugt på at frembringe dem. Kom en milliard kroner ekstra ind i eksempelvis folkeskolen, og der kommer automatisk værdi ud i den anden ende for nøjagtig en milliard kroner i form af bedre uddannede elever. Årsagen til denne antagelse er, at der ikke findes nogen reel prisfastsættelse af offentlige ydelser i modsætning til ydelserne på et privat marked, som afslører folks egne vurderinger, når de accepterer at give en bestemt pris for ydelsen. For skattefinansierede ydelser antager man som udgangspunkt, at ‘prisen’ – altså værdien for brugeren – er lig med udgifterne til at producere den.

Her forklarer Martin Ågerup, at det offentlige antages at producere værdi nøjagtig magen til værdien af den sum penge, som bruges på produktionen. Altså, at den værdi der skabes, er den samme, som den pengeværdi der bruges på produktionen af ydelsen. Dette er blot et postulat, der ikke kan underbygges, og fordi det blot er et postulat, kan vi bare benægte, at det er sandt. Men vi kan dog endda godkende postulatet, og føre et logisk argument for, at selvom det var sandt, at man fik præcis samme værdi ved at bruge pengene, som hvis man beholdt dem, hvorfor skulle det være en årsag til at bruge pengene i første omgang?

Ludwig von Mises, Human Action, s. 97:

Action is an attempt to substitute a more satisfactory state of affairs for a less satisfactory one. We call such a willfully induced alteration an exchange. A less desirable condition is bartered for a more desirable. What gratifies less is abandoned in order to attain something that pleases more. That which is abandoned is called the price paid for the attainment of the end sought. The value of the price paid is called costs. Costs are equal to the value attached to the satisfaction which one must forego in order to attain the end aimed at.

Helt basalt set, så er al menneskelig handling (action) funderet i et ønske om at afværge tab af tilfredsstillelse på den ene side, og et ønske om at øge sin tilfredsstillelse, på den anden. Med andre ord så handler vi kun, såfremt vi kan se, at handlingen medfører en situation, der er bedre end den, som vi forventer at stå i uden handling.

Tag dette synspunkt og hold det op mod fortællingen om, at hvis vi bruger pengene på den offentlige sektor, så står vi på nøjagtig samme position, som hvis vi ikke brugte pengene på den offentlige sektor. Værdien af den offentlige produktion er lig med værdien af de penge, vi bruger på produktionen.

Hvis dette er tilfældet, så er det mest rationelle at foretage sig, at advokere for en komplet lukning af den offentlige sektors produktion af velfærdsydelser, da den ikke bringer nogen som helst værditilførsel. Hvis det er sandt, at vi præcis ville stå i nøjagtig samme tilfredshedssituation, uden at bruge pengene på det offentlige, så er der ingen årsag til at tage risikoen, og bruge pengene. Med andre ord, fordi vi ikke kan vise, at mennesket opnår en større tilfredsstillelse, ved at bruge skatteydernes penge på den offentlige velfærdsproduktion, så har vi her et meget stærkt argument for at sige, at det offentliges produktion af velfærdsydelser er et spild at finansiere.

Det er derfor bedre at beholde pengene, og bruge dem på noget, der tilfører værdi. Derfor er det et spild at bruge dem på noget, der ikke giver mere værdi. Brugen af pengene på det offentlige frarøver os muligheden for at bruge pengene på noget, der forøger vores subjektive velbefindende. Dette tab af muligheder viser, at vi spilder pengene. Det må være problemets kerne: Da vi ikke med menneskets egen individuelle handling kan se, at mennesket finder det fordelagtigt at betale for en velfærdsydelse, da kan vi ikke påstå noget som helst om ydelsens værdi. Vi kan sige, at beskatningen medfører et tab af værdi, for den beskattede person, fordi transaktionen er tvungen. Vi kan sige, at forbruget af den offentlige ydelse ikke viser, at tabet af værdi i forbindelse med beskatningen, er blevet genvundet. Kort sagt, vi ved ikke noget om, hvad velfærdsydelsen er værd, men vi ved bestemt, at beskatningen er et tab af værdi for skatteyderen.

Det næste falsum er, at blot fordi argumentet er, at der er faldende marginalnytte på offentlig velfærdsproduktion, så kan man ikke dermed vise, at punktet hvor samfundet taber værdi ved øget produktion af velfærdsydelser, er nået. I ovenstående argumentation benyttede jeg den subjektive værdianskuelse af individet til at vise, at merværdi er altid målet for menneskets handling. Det følger af dette teorem, at penges værdi også ligger under for faldende marginalnytte. Hvis markedet finder metoder og processer hvormed det lykkes at producere flere private goder til samme pris, eller samme antal til lavere pris, så vil forbrugeren have flere penge i hånden, som vil blive allokeret til at forbedre sin situation. Punktet, jævnfør Martin Ågerups argument, hvor det offentlige producerer mindre værdi end det forbruger, vil derfor flytte sig hele tiden, fordi markedet for private goder kontinuerligt skubber til pengenes marginale nytte, da den mere effektive produktion enten efterlader mere tilbage af forbrugerens realindkomst (mere effektiv produktion af eksisterende produkter uden tilførsel af nye produkter eller ændrede forbrugerpræferencer) eller mindre (nye saftige Apple produkter har det med at slide privatkontoen op).

Mellem private goder kan forbrugeren vælge, hvilke han ønsker at købe. Dette allokerer resurserne i markedet. Denne private allokeringsmekanisme er fraværende i valget mellem at forbruge offentlige velfærdsydelser eller private goder. I valget mellem privat og offentlig findes kun skattevæsenet og velfærdsbureaukraterne. Skattevæsenet opkræver flere penge og velfærdsbureaukraten justerer den offentlige produktion, således budgettet bliver brugt.

Men hvad nu hvis det kunne vises, at den offentlige produktion medførte en større værdi, end den sum penge, som var forbrugt under produktionen? Kunne vi da sige, at så var det fordelagtigt, at bruge pengene på det offentlige? Vi antager her nogle urealistiske forudsætninger, men blot for argumentets skyld kunne vi postulere, at man kunne måle skatteyderens subjektive værditab, og holde det op mod forbrugeren af den offentlige velfærdsydelses værdigevinst, og vise, at der netto er vundet en vis værdi. Hvad betyder det?

Det er rent faktisk ikke tilstrækkeligt til at vise, at den offentlige produktion er optimal for samfundet. Det som er nødvendigt for at vise dette er at vise, at der ikke findes andre forbrugsmuligheder, der kunne have øget værdien mere for forbrugeren (1), og at der ikke var andre måder, hvor betalerens værditab havde været mindre (2). Hvis der fandtes mere værdifulde forbrugergoder, end dem det offentlige producerer, og at der findes en måde at minimere omkostningerne til deres produktion, så kan man ikke sige, at det offentlige producerer det optimale for samfundet.

I ovenstående er der to punkter, som er fremført:

1. Det vigtigste først, frem for noget mindre vigtigt (ergo – vælg det der giver mest værdi)
2. Den mindste omkostning vælges over en større (ergo – vælg den billigste måde at købe det på)

Det kan være, at det er en idé at gennemgå punkterne lidt mere detaljeret, for at give dem en vis vægt.

1 Det vigtigste først, frem for noget mindre vigtigt [1½ minut]

Vi kan tage udgangspunkt i en hverdagssituation, nede hos den lokale købmand. Hvis vi som forbruger valgte at bruge alle pengene på noget, der var værdifuldt for os, fx vaskepulver, så kan enhver se, at det er vigtigere først at købe mad og drikke, for at opretholde livet, end at købe vaskepulver. Årsagen til, at vi alligevel køber en mindre mængde vaskepulver, er, at vores behov for essentielle livsbevarende varer bliver dækket ind i et almindeligt indkøb først. Vi ordner goderne efter vigtighed, så vi køber det vigtigste først, og det mindre vigtige bagefter. Det er måske lidt søgt at bruge eksemplet med at bruge alle pengene på vaskepulver, og derefter risikere sultedøden, for i sammenligningen med den offentlige sektor, så tager skattevæsenet trods alt ikke hver en krone som retmæssigt er vores. Skatteyderen beholder en del af sin indkomst, trods alt. Vi har råd til at købe mad og drikkevarer, når skattevæsenet har plyndret os.

Men der er andre tilfælde, hvor det bliver tydeligt, at det tilsyneladende ekstreme tilfælde, hvor personen står uden penge til livets opretholdelse, kan benyttes på den offentlige sektor. Vi kan blot betragte en person med en dødelig sygdom, der står på venteliste til behandling på de offentlige overbookede hospitaler, som ikke har penge til at købe ydelsen et andet sted. Personen her er udsat for samme åbenlyse idioti, som den tænkte person i eksemplet, der brugte alle pengene på vaskepulver, og sultede ihjel. Forskellen mellem den syge person på venteliste, og den åbenlyse idiot hos købmanden, er, at den syge person er blevet frarøvet sine muligheder for at vælge, hvor pengene skulle anvendes, mens idioten hos købmanden selv valgte sin skæbne.

Det kan være vigtigt her at indskyde, at argumentet ikke er, at det ville være perfekt i en privatiseret verden, hvor skattevæsenet ikke eksisterede, og hver forbruger selv kunne vælge, det der tilfredsstiller ham i fredeligt samarbejde med producenterne. Argumentet er, at i denne verden ville prioriteringerne være korrekte (i den forstand, at den vigtigste tilfredsstillelse af personens behov blev tilgodeset først) på det individuelle niveau. I den alternative verden ville det kunne siges, at prioriteringerne i produktionen af velfærdsydelser flugter med forbrugernes præferencer. Ikke alle syge mennesker ville blive reddet fra døden, men problemet ville være langt mindre, end det er i dag.

2 Den mindste omkostning vælges over en større [1½ minut]

Udgangspunktet for dette postulat er, samme som før, en indkøbstur hos den lokale købmand. Efter at have valgt hvilke varer, han ønsker at købe, betaler personen for dem ved kassen, inden han går ud. Ved kassen skal det vælges hvorledes betalingen skal finde sted. Det er muligt at benytte kontanter, eller kreditkort. Nogle personer vælger kontanter, andre vælger kreditkortet. For den enkelte person er valget afhængig af hvilke omkostninger han vurderer mod hinanden. Som udenforstående observatør kunne vi finde på at erklære, at vi personligt finder kreditkort som det mindst omkostningsfulde, og vi forstår derfor ikke den anden persons valg, når denne vælger kontant betaling.

Medmindre vi selv har mange kontanter i pungen. Så kan det være, at vi foretrækker at bruge kontanterne, frem for kreditkortet. Der kan være alle mulige personlige årsager til at vælge, det man vælger. Derfor skal valget være op til den enkelte, der af egen vilje vælger det mindst omkostningstunge.

I relation til offentlig finansiering er der en lidt større omkostning, end blot at vælge om man vil betale med kontanter eller kreditkort. Valget mellem hvilken skat, man helst selv betaler, for at finansiere det offentliges velfærdsproduktion, er også et subjektivt valg. Nogle skatter føles langt mere omkostningstunge, end andre. Dertil kommer at tilstedeværelsen af skattevæsenet gør truslen om afhentning af gendarmerne, og efterfølgende ophold i kachotten, til en allestedsnærværende trussel. Udfylder du din årlige selvangivelse forkert, enten af almindelig fejl eller af ønsket om at beholde flere penge, risikerer du den omtalte “omkostning”, medmindre du betaler hvad de forlanger. Truslen om det eksisterende skattevæsen, der kunne finde på at beslaglægge din ejendom ved en fejl, udover selve beløbets størrelse, udgør en omkostning, der skal godtgøres når pengene bruges på den offentlige velfærdsproduktion.

For at vise, at den offentlige produktion af velfærdsydelser er et plus for samfundet, skal man derfor først vise, at skatteopkrævningen, som summen af den byrde der opfattes af hver enkelt person, er mindre omkostningsfuld end frivillig betaling, og dernæst vise, at kaotisk økonomisk famlen i mørke er bedre end feedback-baseret økonomisk planlægning. Kritikerne af det frie marked ønskes held og lykke med opgaven.

Konkurrence som markedsfænomen [1½ minut]

Et af Martin Ågerups kneb, der skulle tages i anvendelse for at forbedre produktionsfunktionen af de offentlige ydelser, er at sikre konkurrence i produktionen. Martin Ågerups eget forslag er at gøre offentlige selskaber for selvejende og underlægge al offentlig velfærdsproduktion Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens regler. Dette, i kombination med en moderat brugerbetaling, er Martin Ågerups kompromisforslag til at modificere produktionsfunktionen, så den offentlige sektor skaber mere værdi for pengene. Delvis ved decentralisering (selvejerskab) og ved konkurrence (brugerbetaling og underlæggelse af konkurrencestyrelsens regler).

Fra bogen, s. 416-417:

Danmark har en forholdsvis stærk konkurrencemyndighed i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Der er bred politisk enighed om, at det er i almenvellets interesse, at private firmaer udsættes for konkurrence – også langt ud på venstrefløjen. Vi har en streng lovgivning, der skal sikre, at konkurrencen opretholdes, en konkurrencemyndighed med vide beføjelser og hårde straffe til virksomheder, der bliver taget i at forsøge at mindske konkurrencen, for eksempel gennem prisaftaler. Det er en god ting. […]

Generelt bør sektorspecifikke undtagelser fra konkurrencelovgivningen fjernes. Opgaven med at overvåge, om konkurrencelovgivningen overholdes, bør i langt højere grad samlet hos den myndighed, der har klart mandat og forpligtelse samt de bedste kompetencer på området, nemlig Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. […]

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen [skal] have lige så vidtgående beføjelser til at gribe ind, som den har i den private sektor.

Overfladisk set virker det fornuftigt at underlægge den offentlige sektor konkurrence. I stedet for en stor offentlig produktionsenhed, splittes den op i mindre enheder, der kan konkurrere mod hinanden om en indtægt, fra brugerbetalingen. Det er sandsynligvis bedre, end hvad vi har i dag, da der kommer en smule feedback fra forbrugerne igennem brugerbetalingen. Det løser naturligvis ikke hele problemet, men det er jo også et kompromisforslag. Der er dog et par elementer i konkurrencelovgivningen, som østrigerne ville angribe.

1. Konkurrence er ikke en tilstand, men en proces
2. Monopoler er ikke bare store virksomheder
3. Skal konkurrencestyrelsen selv have monopol?

1 Konkurrence er ikke en tilstand, men en proces [2½ minut]

Typisk vil østrigerne sige, at konkurrence er en “dynamisk rivaliserende opdagelsesproces drevet af iværksættere”. Kort sagt betyder det, at konkurrence skal ses som en proces, hvor markedets rivaliserende iværksættere forsøger at opdage og afprøve, hvad der skal gøres for at imødekomme forbrugernes behov mest effektivt. Det inkluderer eksempelvis at sammenlægge virksomheder, for at forsøge at opnå stordriftsfordele. Det inkluderer at markedsføre produkterne på en måde, som fører til at forbrugerne køber dem. Det inkluderer at skabe forskellige produkter, der i forskellige kvaliteter dækker markedets efterspørgsel.

Ludwig von Mises, Human Action, s. 275

Catallactic competition, one of the characteristic features of the market economy, is a social phenomenon. It is not a right, guaranteed by the state and the laws, that would make it possible for every individual to choose ad libitum the place in the structure of the division of labor he likes best. To assign to everybody his proper place in society is the task of the consumers. Their buying and abstention from buying is instrumental in determining each individual’s social position. Their supremacy is not impaired by any privileges granted to the individuals qua producers. Entrance into a definite branch of industry is virtually free to newcomers only as far as the consumers approve of this branch’s expansion or as far as the newcomers succeed in supplanting those already occupied in it by filling better or more cheaply the demands of the consumers. Additional investment is reasonable only to the extent that it fills the most urgent among the not yet satisfied needs of the consumers. If the existing plants are sufficient, it would be wasteful to invest more capital in the same industry. The structure of market prices pushes the new investors into other branches.

Essensen i konkurrencebegrebet er dermed, at markedet er frit, og at staten og andre bøller ikke blander sig i menneskets affærer. Prisaftaler, der opretholdes frivilligt, er dermed ikke et problem for konkurrencen. Markedsmekanismerne kan sagtens holde disse fænomener i skak – profitmotivet er stærkt, og hvis en sektor indgår prisaftaler, tiltrækker det nye deltagere, der ønsker at producere varen for at få del i profitten. Den naturlige tendens for markedet (at investere hvor det er mest profitabelt) er tilstrækkelig sikring mod, at prisaftaler kan give særlige producenter et overnormalt afkast i det lange løb.

I østrigerskolens opfattelse af konkurrence er det derfor absurd at foreslå at håndhæve en fastholdelse af arbitrære forretningsparametre, under påskud af at disse skulle forøge “konkurrencen”. Konkurrencen eksisterer på markedet såfremt det er frit for enhver at entrere.

I det offentlige fastlægges størrelsen på hospitalet, skolen, børnehaven osv. efter arbitrære bureaukratiske valg. Hvis den lokale centralplanlægger i kommunen fik besked om, at det var imod reglerne at lave en enkelt børnehave i en lille by, fordi kravet om konkurrence er, at der skal være fx fire i en relevant afstand, så er konkurrencestyrelsens krav lige så arbitrært, som den kommunale bureaukrat. At finde ud af hvilken børnehave (fx antal ansatte, størrelse og placering) er et iværksætterprojekt, hvor man risikerer at tage fejl, da det kun er ved forbrugernes køb samt afholdelse fra køb, der viser, om børnehaven er i overensstemmelse med forbrugernes ønsker. Der er ingen, der på forhånd kan sige, at en by på 700 indbyggere føler optimal tilfredsstillelse hvis der er en børnehave, mens en by på 2000 indbyggere bliver bedst tilfredsstillet, hvis der er to. Disse gøres af markedsprocessen i et frit samfund, og disse optimale valg er altid i forandring. Dette er en del af risikoen, som iværksætteren påtager sig.

Processen der undersøger forbrugernes behov er dermed iværksætterens evne til at vurdere forbrugernes behov og hans villighed til at tage risiko. Denne behovsvurdering kræver indgående kendskab til forbrugernes ønsker og vaner, samt en særlig sans for at vurdere hvordan disse udvikler sig i fremtiden. Det er ikke let at forestille sig, at en kommunalt ansat bureaukrat, der ikke har sin egen kapital på spil, er i stand til at opdyrke disse evner. Udvælgelsen af den mest egnede iværksætter eller “produktionskoordinator” er bedst at overlade til markedet, frem for HR afdelingen i den lokale kommune.

2 Monopoler er ikke bare store virksomheder [3½ minut]

Forbrugerne anses som beslutningstagere, der vælger om de ønsker at købe produktet eller ej, og iværksætterne er personen der tager risiko ved at stille egen eller lånt kapital til rådighed til produktion af nye eller ændrede kendte produkter. Iværksætterne løber dermed risikoen for, at når deres storslåede planer er ført ud i livet, og forbrugerne lærer om det nye produkt, at produktet ikke kan sælges til profitable priser. Iværksætterens evner for vurdering af fremtidens behov og priserne der kan opnås på at imødekomme disse behov, er ingredienser i den konkurrencebetonede markedsproces. Det kan eksempelvis betyde, at produktionsteknologien og markedssituationen fører til, at det er mest profitabelt at sammenlægge alle virksomheder, der producerer et specifikt gode, i en stor virksomhed. Hvis denne eneproducent kan skabe den indtægt, der skal til at fortsætte produktionen, betyder det blot, at samarbejdet mellem producenten og forbrugerne viser, at det er profitabelt at drive en virksomhed i denne størrelsesorden. Det har i østrigsk forståelse af markedsprocessen intet at gøre med et monopol.

Østrigerne forstår monopoler i den klassiske forstand: Tildeling af statslige privilegier til enkelte virksomheder, hvis produktion og priser forsvares med politiet og fængselsvæsenet. I et frit marked er enkeltproducenter af goder ikke et tegn på monopoler for dette specifikke gode. Såfremt virksomheden drives på markedsvilkår, altså uden brug af vold mod handelspartnerne, anser østrigerne gigantvirksomheden for at være et udslag af den dynamiske proces, der fører til velfærdsmaksimering for alle parter. Der kan være tilfælde, hvor produkter er mest effektivt produceret ved at samle kapitalen til produktionen under en virksomhed. Hvis virksomheden tjener forbrugerne, og forbrugerne finder at produkterne er fordelagtige at købe i en mængde, der holder eneproducenten profitabel, så er der ifølge østrigsk økonomisk teori ikke noget galt med eneproducenter.

Markedet, såfremt det er frit, kan håndtere hvis en eneproducent vælger at skære i produktionen og hæve priserne. Dette er ikke noget særtilfælde af markedsprocessen, for som altid vil sektoren i økonomien tiltrække konkurrenter, hvis det er muligt at producere godet med større profit end andre goder. Hvis eneproducenten vil forsøge sig med at fastlægge en “monopolpris” for varen, risikerer denne, at nye konkurrenter sætter sig for at entrere deres marked for at deltage i tilfredsstillelsen af markedsdeltagernes præferencer. Det er altså ikke et problem, såfremt adgangen for nye producenter ikke er lukket med vold, at nogle virksomheder sammenlægges og bliver eneproducenter. Der er altid risikoen, at en konkurrent ser det fordelagtigt at starte en virksomhed op, der kan producere en sammenlignelig vare, for at tiltrække forbrugerne og få del i markedet. Den nye producent har muligheden for at starte sin virksomhed med den nyeste teknologi tilgængelig til produktion af varen, mens den gamle producent stadig vedligeholder sit aldrene kapitalapparat, der er mindre effektivt. Det gælder dermed om at holde priserne skarpe og produktionsprocessen effektiv, for at undgå at åbne sin flanke for konkurrenter, der har rig mulighed for at producere billigere.

Den alternative producent skal naturligvis selv vurdere, at det er fordelagtigt at allokere kapitalen til at starte ny virksomhed i konkurrence med en eksisterende eneproducent. Derfor skal den eksisterende eneproducent passe på med at gøre det lukrativt for andre at entrere sit marked. Det kalder østrigerne for “potentiel konkurrence”, og er et vigtigt element for at sørge for, at store virksomheder holder sig på tæerne.

I denne teori om markedsprocessen er der naturligvis ingen årsag til at plyndre folk i skat, for at betale for et bureaukrati, hvis eneste funktion er at ødelægge forbrugernes og producenternes tilfredsstillelse ved at splitte store højeffektive virksomheder op i mindre effektive mindre virksomheder. Når Martin Ågerup vil bruge konkurrencestyrelsen mod det offentlige, ser jeg ikke at det udelt er en fordel. I markedsøkonomien er konkurrencestyrelsen en belastning for økonomien, fordi dens arbejdsopgave er overflødig, og alt den foretager sig, er et angreb på skatteyderens ejendomsret, forbrugernes frie køb og producenternes frie produktion. Men dette gælder markedet, hvor der er mekanismer der hjælper producenterne med at opdage, hvilken virksomhedsstørrelse er optimal for markedet. I det offentlige er problemet, at disse mekanismer er totalt fraværende.

3 Skal konkurrencestyrelsen selv have monopol? [2 minutter]

Det logiske spørgsmål at stille Martin Ågerup, hvis han er så glad for konkurrence, er: Skal konkurrencestyrelsen selv være et monopol? Hvis det er mest effektivt at splitte en virksomhed op i mindre dele, så er det vel også bedst for konkurrencestyrelsen selv? Og kan disse mindre konkurrencestyrelser udvikle deres egne modeller, der afgør hvilke virksomheder skal splittes op og hvilke, der ikke skal? Hvilken af de små konkurrencestyrelser skal have lov at diktere disse valg i et specifikt geografisk område? Skal Jylland have en enkelt konkurrencestyrelse, eller skal den have fire? Og kan konkurrencestyrelserne gå sammen for at forbedre deres produktion af “konkurrence”?

Det er ikke ligegyldige teoretiske spørgsmål. Det har en betydning, for det viser lidt om Martin Ågerups opfattelse af konkurrence. Hvis det er korrekt, at konkurrence defineres som små enheder, der producerer et gode, så er dette vel også gældende for produktion af reglerne, der fastlægger, hvad der er konkurrence? Altså duer det ikke at sige, at konkurrencestyrelsen skal overvåge det offentlige system, og sikre konkurrence, mens konkurrencestyrelsen selv skal være et monopol. Det virker selvmodsigende. Enten er konkurrence godt, eller også er det skidt. Hvis Martin Ågerup kan definere for alle andre, hvad der er den “eneste rigtige opskrift på konkurrence”, samt at postulere, at han kan korrigere for samtlige såkaldte “politikfejl” i det offentlige, så kan han fastholde sit synspunkt. Hvis konkurrence er et specielt felt, der kræver monopolistisk tvang, så kan vi jo kun håbe på, at dette system er underlagt mekanismer der sørger for, at det bliver socialt optimalt. Desværre er der ikke meget at håbe på, for ligesom produktionen af hospitalsydelser og dåsemad kun kan udformes til forbrugernes optimale tilfredsstillelse på et frit marked, ligeså kan fastlæggelsen af, hvad der udgør optimal produktion af en specifik vare kun opdages igennem markedsprocessen.

I sidste ende kollapser idéen om, at der er en samfundsmæssig gevinst i at fastlægge centrale regler for konkurrence, og håndhæve dem med politi og fængselsvæsenet. Det er ikke muligt at sige, hvad der er bedst tilfredsstiller samfundet, uden at tilbyde både forbrugeren og producenten det frie valg i alle henseender. Det eneste der skal bruges til formålet, er det simple tilbud om frivillig markedsudveksling: Vil du udveksle dette gode med mig, eller vil du ikke?

Vi når derfor til den konklusion, at konkurrencestyrelsen ikke er et gode, der skal kopieres til i den offentlige sektor. Det er en institution, der gør skade på markedet, og det eneste fornuftige at gøre er at nedlægge den, rub og stub. Markedet i sig selv har indbyggede mekanismer, der nok skal sørge for at give iværksættere og forbrugere de muligheder, de ønsker at have, ved at anvende de tilgængelige knappe ressourcer bedst muligt.

Konklusion [4 minutter]

Jeg har forsøgt at vise, at alle tre af Martin Ågerups implicitte antagelser er forkerte i forbindelse med velfærdsstatens spæde start. Hvis jeg har gjort et godt stykke arbejde hermed, håber jeg at du kan se, hvorfor Martin Ågerups resterende analyse af velfærdsstaten er forfejlet. Velfærdsstaten var et kup imod den private produktion af det Martin Ågerup kalder “velfærdsydelser”. Hver eneste krone der er brugt på velfærdsstaten, har medført et tab for samfundet, fordi pengene er brugt på en “krigsindsats”, hvis udfald var, at den frivillige sektor blev kvast af den voldelige.

Det største kritikpunkt er Martin Ågerups fuldstændige mangel på behandling af investeringsspørgsmålet, og hans mangel på forklaring på metoderne staten brugte, da den skabte det statslige velfærdssystem. Disse to elementer synes jeg er vigtige, og derfor, da jeg tilsyneladende ikke magter at fatte mig i korthed, blev mine kritiske indlæg enormt lange.

Det efterfølgende forløb, hvor velfærdsproduktionen blev skaleret op, er ligeledes umulig at identificere som en bevægelse fra punkt A til punkt B eller C på kurven. Der er ikke nogen “kurve”, da transaktionerne ikke demonstrerer de økonomiserende individers præferencer for hver af de enkelte homogene goder, og derudover er den optimale størrelse på velfærdssektoren ikke en fast størrelse, man kan beregne. Hver ændring af forbrugernes præferencer skubber på den optimale velfærdssektors størrelse, hvert nyt produkt, hver ny teknologi, hvert eneste valg for den individuelle forbruger, ændrer på forbrugernes allokering af ressourcer. Forbrugerens valg mellem at købe en tid i konsultationen hos sin læge, kontra at betale for alle andre mulige goder, er altid genstand for ændring. Lidt firkantet sagt: Hvis forbrugeren har brugt pengene på en ny smartphone, må han nødvendigvis udskyde sit besøg hos lægen. På den vis konkurrerer alle goder mod hinanden.

Der er derfor ikke et spørgsmål om vi befinder os ved punkt A, B eller C, når vi skal vurdere, hvor stor den offentlige sektor bør være. Den offentlige sektor er destruktiv af natur, og skal derfor afskaffes. Jo mere den bliver reduceret, jo bedre. Hvis den bliver afskaffet helt, opnår samfundet den største gevinst, beholdes den som den er, opnås ingen gevinst. Vækstkrisen som Martin Ågerup også taler om, er også et udslag af størrelsen på den offentlige sektor. Det har jeg forsøgt at argumentere for via investeringsmekanismerne, der gør sig gældende i den offentlige kontra private sektor. Jeg har forsøgt at vise, at det kun er den private sektor, der kan opbygge kapital, fordi det er kun denne sektor, der kan beregne hvor kapitalen kan investeres med kapitalopbygning for øje. Den offentlige sektor kan ikke opbygge kapital, men kan kun forbruge den. Hvis den offentlige sektor reduceres, reducerer samfundet spildet af kapital, og genvinder muligheden for at investere kapitalen frem for at forbruge den.

Hvad angår konkurrence, har det frie marked ikke problemer med at klare de fænomener, som Martin Ågerup tror, at konkurrencestyrelsen kan håndtere. Sagt lidt direkte, så tror Martin Ågerup, at det offentlige kaos er bedre til at regulere den private sektor, end markedet er det. Konkurrencestyrelsen selv er et planøkonomisk værktøj, uanset Martin Ågerups lovprisning af denne institution. Denne fejltagelse vil han tilmed have indført i den offentlige sektor. Heldigvis, kan man sige, behøver skaden ikke nødvendigvis at være så stor, når man indfører planøkonomi oveni en planøkonomi. Skaden er meget større, når man indfører planøkonomi, hvor der tidligere var en markedsøkonomi.

Trods de teoretiske problemer er Martin Ågerups bog dog et rimeligt forsøg på forslag til at forbedre den offentlige sektor, men kritikken af det bestående system hviler på nogle forfejlede fundamentale antagelser. Martin Ågerups forslag om skattelettelser er den bedste ingrediens i hans velfærdsopskrift. Det vil blive spændende at se, om vi i fremtiden ser, at politikerne inddrager nogle af Martin Ågerups forslag til forbedringer.

På trods af min kritik af bogen, synes jeg det er vigtigt at tippe med hatten til Martin Ågerups forsøg på at komme med et moderat ændringsforslag til velfærdsstatens system. Hans idéer er ikke dårlige, og hans reformforslag er meget større, end det vi normalt ser diskuteret. På den front skal Martin Ågerup have tak for at vise modet til at foreslå reformer i en størrelsesorden, der vil få betydning for den almindelige danskers liv, frem for de almindelige små “reformer”, der ikke betyder ret meget.

Jeg håber, at nogle af læserne kan drage nytte af at læse om forskellene i analysemetoderne mellem østrigerskolen og public choice skolen. Jeg mener, at bogen er et udmærket køb, blot man holder sig for øje, at bogens vigtigste bidrag er indsigterne i de arbejdsgange i det offentlige (både for produktion samt for udformningen af lovene), der er kritisable. Her gør Martin Ågerup et godt stykke arbejde, og viser mange af de uhensigtsmæssige beslutninger, der sjældent kommer til debat. Jeg blev klogere af bogen, og det er altid en dejlig oplevelse.