Grundloven, juristerne og ejendomsretten12 minutters læsning

§ 73. Stk. 1. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.

De fleste har måske bemærket, at der var en vis kritik af Mette Frederiksens regering, da den valgte at likvidere minkerhvervet. Nogle kunne sågar mene, at det var en krænkelse af den private ejendomsret. De fik ret, og minkavlerne fik lovning på en form for erstatning for deres produktionsmidler og avlsdyr.

Men det er blot toppen af det isbjerg, som den danske coronahåndtering medførte af krænkelser af borgernes rettigheder.

Situationen er den groteske, at det er minkavlerne, der var “de heldige”. Epidemiloven gav erstatning for ekspropriation. De andre erhvervsdrivende fik ikke fuld erstatning, når sundhedsministeren lukkede deres forretning. Hvis ikke man gik fallit i mellemtiden, kunne man drive forretningen, når den enevældige sundhedsminister tillod driften på ny.

Men hvordan kan man lukke en privat forretning på ubestemt tid uden fuld erstatning med grundlovens §73 i mente? Det ser vi på i dette blogindlæg.

Grundloven fortolkes

Det hurtige svar er, at grundloven ikke er det papir værd, den er skrevet på. Den har ikke sin egen magt (fx en uafhængig domstol), der kan banke politikerne på plads. I stedet har vi jurister, der fortolker grundloven og rådgiver politikerne, hvis altså de gider lytte.

Det er derfor op til lovgivningens proces at sikre sig, at loven følger grundloven ved at lave en såkaldt “forprøvelse”, før loven vedtages. Men der kan også laves en “efterprøvelse”, efter loven er vedtaget. Det siger næsten sig selv, at forprøvelsen er bedre til at tilpasse lovene end efterprøvelsen. Hastværk i lovgivningen, som tilfældet var om epidemiloven af 11. marts 2020, fører ofte til at kun efterprøvelsens mulighed er tilgængelig. Det er der til gengæld store problemer med, for hvis loven er vedtaget, opnår den nærmest en pseudo hellig status, fordi den er vedtaget af det pragtfulde, parlamentariske og magtfuldkomne Folketing. Det tør myndighederne ikke sætte sig op imod.

For det andet har juristerne en forkærlighed for at fortolke grundlovens bestemmelser, sådan de ikke bringer sig i konflikt med det nuværende politiske etablissement. Deres postulat er, at “man kan ikke lade sig regere af de døde.” Grundlovens bestemmelser vurderes i forhold til deres forarbejder, men de diskonteres med ælde. Jo ældre en bestemmelse er i Grundloven, jo mindre vægt lægger juristerne på disse forarbejder. Den slags nutidsbias er en hån imod gode principper, og vi kan jo straks spørge, om ikke oldtidens forbud mod drab er lige så godt for samfundet i dag, som da det blev indført?

Hvilken bestemmelse i grundloven er mon en af de ældste? Den private ejendomsret, naturligvis. Diskussionerne fra 1848-49 skal derfor omfortolkes i allerhøjeste grad, sådan at fortolkningen er konform til det politiske klima. Det forklares som

Fortolkningen må tilpasse sig den politiske og sociale virkelighed, hvori forfatningsbestemmelserne fungerer. …Ved tolkning af grundloven skal altså tages hensyn til blandt andet den praksis, som har udviklet sig i tilknytning til grundloven, og politiske faktorer af betydning for grundlovens funktion i det politiske liv. …Der er en traditionel tendens til, at den danske grundlov fortolkes på en sådan måde, at grundloven ikke forhindrer et politisk ønsket resultat.

Så umiddelbart gælder det for politikerne om at få hastet lovene igennem, for da vil de forskellige myndigheder, fx domstolene, ikke rigtig gøre noget. Det har vi i Danmark nærmest en slags tradition for. Juristerne har nemlig for længst overgivet sig til politikernes luner.

Lensafløsningen 1919 – en historisk retsbegivenhed

Et af de historiske tilfælde, som Ditlev Tamm har studeret grundigt, er lensafløsningsloven af 1919. Efter første Verdenskrig ville staten lægge hænderne på nogle af de store profitter, som de såkaldte “Gullashbaroner” havde tjent under krigen. Derfor benyttede regeringen sig af muligheden for at følge 1849 grundlovens løfte om en lensafløsning, og pressede deres politiske ønsker om omfordeling ind i loven. Staten ønskede at presse 25% af værdien af lenene ud af ejerne og bruge midlerne fra denne afgift til at betale erstatning til ekspropriering af 30% af lenenes gods. Formålet var, at der skulle oprettes mange små husmandsbrug med jorden, som var statsminister Zahles store drøm.

Med andre ord: Man ville fodre hunden med sin egen hale.

Loven førte til et par sager imod Staten for grundlovsbrud, som begge endte i Højesteret. Loven krænkede den private ejendomsret uden fuld erstatning, og påstanden fra sagsøgeren var, at domstolene måtte underkende loven. Det at en lov i det hele taget blev prøvet ved domstolene var nyt. Hvad ville domstolene mon gøre? Det startede faktisk ret godt. Først dømte Landsretten loven for grundlovsstridig. Det førte til en masse polemik fra statsminister Zahle, og hans engagement fik måske Højesteret til at fare lempeligt frem for at undgå en kamp mellem Rigsdag og domstolene.

Højesteret omstødte Landsrettens dom og kendte lovene for at være indenfor grundlovens bestemmelser. 8 mod 4 dommere valgte at lade loven stå, omend der blandt de fire kom gode ord såsom “statens røveri”, “konfiskation” og at staten var “uberettiget” i at opnå en del af ejendommens værdi.

Højesteret var ikke interesseret i at blande sig i politik. Udfaldet af sagen falder nøje i tråd med mine synspunkter om, at den nye Grundlov i 1915 var en katastrofe for ejendomsretten. I den nye grundlov blev skatteydernes værn fjernet, og i min artikel kan du læse min udlægning. Forfatterne til Dansk Statsret mener modsat mig, at beskyttelsen af den private ejendomsret blev styrket i 1915, fordi der kom en mulighed for, at et mindretal af Rigsdagens politikere kunne kræve ekspropriation udsat efter et nyvalg..

Forfatterne glemmer dog at diskutere de kvalitative forskelle på Landstinget før 1915 og Landstinget efter 1915. Det var en helt anden sammensætning af mennesker, der sad her, og deres afgørende vigtige standpunkt angående den private ejendomsret flyttede sig i retning af Statens regulering af ejendomsretten. Lidt firkantet sagt udskiftede Grundloven af 1915 Landstingsflertallets klassisk liberale mindset med et socialliberalt.

I en artikel om lensafløsningen afslutter Ditlev Tamm med ordene:

Med Højesterets domme var det blevet fastslået, at Grundlovens bestemmelser om ejendomsrettens beskyttelse ikke var et værn, når staten ønskede at tilegne sig en del af private formuer. Despekten for den private ejendomsret begynder med Højesterets domme i 1920.

…

De gode gamle dage var endegyldigt forbi, og det var respekten for ejendomsretten også.

Juristerne og den private ejendomsret

Jeg må med beklagelse tilslutte mig Ditlev Tamms synspunkt. Juristerne sørger i dag for at lægge sig fuldstændigt fladt ned for politikernes lovgivning og har ikke et seriøst forhold til, hvor vigtig den private ejendomsret er.

Det er eksempelvis tydeligt i bogen “Individets grundlæggende rettigheder”, der ikke yder ejendomsretten sin fulde berettigelse som grundlaget for en velstående civilisation. Et citat kan måske begrunde mit synspunkt, hvor der skrives følgende om den private ejendomsret:

Rettigheden er dermed speciel, fordi den modsat en række af de øvrige rettigheder ikke kan nydes af ethvert individ, men kun af den, som ejer noget.

Man kan jo straks spørge, hvem kan eksistere uden at eje noget? Hvem er disse mennesker, som ikke engang ejer til dagen og vejen? Hvordan skulle de kunne være i live? De ejer hverken tøj, mad, vand eller bolig. De har tilsyneladende ikke engang en krop, de ejer. Hvem er disse mennesker? De findes ganske enkelt ikke.

Forbeholdet er fiktivt, men tjener det formål at gøre ejendomsretten til en mindre væsentlig rettighed end de andre. Staten har altid sine grunde til at nedspille borgernes ret til deres ejendom og juristerne følger gladeligt trop.

Forklaringen på den absurde udlægning findes i afsnittet nedenunder, hvor forfatteren fortsætter med at nedtone vigtigheden af beskyttelse af den private ejendomsret:

Derfor er det også klart – og fundamentalt for en moderne stat – at lovgivningsmagten må have mulighed for at regulere den private ejendomsret under hensyn til samfundet som helhed, herunder økonomiske, forsyningsmæssige, miljømæssige, naturbevaringsmæssige, bolig- og byplanmæssige og almene velfærdsmæssige interesser.

Disse væsentlige modstående hensyn har medført, at den private ejendomsret nok er en fundamental individuel rettighed, men samtidig en rettighed, som lovgiver i ganske vidt omfang kan regulere og begrænse uden at skulle betale erstatning.

Et andet eksempel på en fortolkning af ejendomsretten er måske det mest interessante (og fra min synsvinkel det mest absurde). Den fås i Dansk Statsret, hvor forfatterne til deres ære har den ærlighed at skrive det uskrevne.

Når grundlovens § 73 stk. 1, indledes med en udtalelse om, at ejendomsretten er ukrænkelig, skal det ikke tages for pålydende. Det følger klart af paragraffen i øvrigt, at lovgivningsmagten ikke er afskåret fra at gribe ind i ejendomsretten. Udtalelsen om ejendomsrettens ukrænkelighed, der blev indsat i 1849-grundlovens § 87 uden nogen begrundelse, må betragtes som en programerklæring uden noget selvstændigt indhold – som et sprogligt ekko af den højstemte proklamation af ejendomsrettens ukrænkelighed og hellighed i den franske menneskerettighedserklærings artikel 17.

…

Har et indgreb ikke karakter af afståelse af ejendom i forhold til en beskyttet ejer, er det derimod ikke omfattet af grundlovens §73, og skal derfor ikke opfylde de betingelser, der er foreskrevet i bestemmelsen. Indgrebet kan derfor gennemføres uden erstatning, selvom det måtte påføre de ramte et økonomisk tab.

Vi skal bare se bort fra teksten og følge juristernes fortolkning, at ejendomsrettens ukrænkelighed bare er en “programerklæring uden selvstændigt indhold“. Særligt forfatternes historieløshed træder frem, når de påstår, at der ingen begrundelse var for at indføre bestemmelsen. På det tidspunkt havde liberale teoretikere dannet deres begrundelse for den private ejendomsrets ukrænkelighed, og hvorfor ikke tage deres begrundelser med? Men uanset argumentationen dengang, falder den vel for nutidsbias’et alligevel.

I deres uvidenhed om den private ejendomsrets samfundsnyttige funktion, når de den konklusion, at Staten erstatningsfrit må gøre hvad-som-helst mod de privates ejendom, bare den ikke tager besiddelse heraf. Det kalder jeg juridisk smidighed. Men på trods af det beskriver det ganske præcist situationen, vi befinder os i.

Som vi kan se, trækker den moderne fortolkning af grundloven spor tilbage fra Højesterets afgørelse i 1920 og også, påstår jeg, katastrofen i 1915. Juristerne bliver i dag uddannet i at fortolke grundloven som fremført ovenfor. Alle mine referencer er studiebøger fra jurastudier i Danmark.

Det er med disse begrundelser i mente, at epidemilovens bestemmelser om erstatning kunne bortfalde uden at være i strid med juristernes nuværende fortolkning af Grundloven – bare Staten ikke eksproprierer ejendomsbesidderen, skal den ikke betale erstatning for sit indgreb. Månedsvis af selektiv nedlukning af erhverv gik smertefrit igennem. For juristerne påstår, at der er modstående hensyn mellem individets ret til ejendom og kollektivets vel. Folkesundheden stod overfor individets frihedsrettigheder (som jeg har beskrevet her, er det en fejlslutning).

Det er netop påstanden om konflikten mellem individets rettigheder og samfundets rettigheder, som jeg som liberal anfægter. For den private ejendomsret er grundlaget for civilisationen, og den (klassisk) liberale grundholdning er, at samfundets mange interesser i virkeligheden harmonerer med hinanden. Kravet for opnåelse af den konklusion er, at samfundsøkonomien er liberal, hvor den private ejendomsret ikke kan krænkes lovligt.

Coronapolitikkens krænkelser af ejendomsretten

Set i det lys var coronanedlukningen helt vanvittigt krænkende, for den blokerede markedets udvekslinger for udvalgte grupper og forhindrede dem effektivt i at opnå frugten af deres arbejde. Spørger du mig, burde det være beskyttet af grundlovens bestemmelser omkring den private ejendomsret. Staten må ikke forhindre dig i at gå ind i en forretning, hvor ejeren vil lade dig komme ind, for ellers krænker Staten ejerens ret til at drive forretningen.

Men al min liberale fægtning er lige meget. Den nye epidemilov ophævede erstatningspligten med et pennestrøg, uden løftede øjenbryn. Den gamle lovs § 27 hed:

§ 27. Hvis der i forbindelse med de forebyggende foranstaltninger, der iværksættes i medfør af denne lovs kapitel 3 for at hindre udbredelse af smitsomme og andre overførbare sygdomme, påføres nogen tab, har vedkommende krav på erstatning herfor fra det offentlige.

Kilde: Retsinformation.dk

I den nye lov var det kun rå ekspropriation, den private kunne få erstatning for. Alle økonomiske tab måtte man bare æde selv. Det er helt i tråd med juristernes fortolkning af grundlovens § 73.

§ 27. Sundheds- og ældreministeren kan til brug for gennemførelse af foranstaltninger efter denne lov eller regler
fastsat i medfør heraf iværksætte ekspropriation af privat ejendom.

Kilde: Retsinformation.dk

Set med (klassisk) liberale øjne er der grundlag for at føre en rigsretssag mod samtlige politikere, der vedtog L133 den 11. marts 2020, fordi den på så grov vis krænkede den private ejendomsret. Men den slags statsbegrænsende og ansvarspådragende synspunkter har juristerne allerede taget højde for med deres fortolkning af grundloven, og mit naive ønske har ingen gang på jord i det nuværende politiske klima. End ikke Mette Frederiksen eller hendes nærmeste ministre står til at komme for en rigsret.

En tænkt liberal reform

Hvis man skal afslutte på en positiv bemærkning, så er denne fortolkningspraksis mulig at udnytte til liberale formål til fulde. Det kræver ganske vist noget så ganske umuligt at forestille sig som en liberal vækkelse af befolkningen. Hvis befolkningen blev overbevist om, at den klassiske liberale ideologi var det bedste, ville vi ikke behøve at ændre på Grundloven. Vi kan nøjes med at fortolke Grundloven, og lægge vægten på det første udsagn, at “Ejendomsretten er ukrænkelig” og med det mene, at regulering af den også er udelukket. Et ægte frit marked ville opstå i kølvandet herpå, for det ville også være forbudt private at krænke andres ejendomsret med fx forurening osv.

Det er ikke nødvendigt at være sur på juristerne over den dårlige beskyttelse af ejendomsretten, selvom jeg måske i ovenstående har givet anledning hertil. Snarere kan man se juristerne som så mange andre faggrupper, der blot føjer magthavernes ønsker. Lidt nøgternt kan man spørge: Hvorfor skulle jurister være lavet af et særligt stof, der gør dem specielt egnet til at begrænse statsmagten? Og hvorfor skulle de bære den byrde alene? Deres føjelighed betyder bare, at deres standpunkter vil ændre sig for at følge magthavernes. For at få dem over på den liberale side skal de liberale tage magten som i midten af 1800-tallet. Så vil juristerne såvel som andre intellektuelle faggrupper følge trop.

En liberal magtovertagelse kunne føre til et ægte frit marked potentielt med nedlæggelse af hele skattevæsenet med henvisning til § 73 i en nyfortolkning – omend mere absolut end de klassisk liberale. De tillod en lille smule beskatning af den private ejendom til at finansiere det, vi kan kalde minimalstaten med retsvæsen, politi og forsvar. Næst efter dem kom den socialliberale fortolkning, der tillod langt højere beskatning af ejendom uden erstatning, som beskrevet ovenfor.

Fortolkes ejendomsrettens ukrænkelighed absolut medfører det, at ethvert indgreb i den medfører et krav om erstatning. Al regulering, al beskatning og al ekspropriation skal ydes fuld erstatning for. I mange tilfælde af regulering er det svært at beregne erstatningen i penge, og man må derfor opgive reguleringen, når erstatningen ikke kan beregnes. Men i tilfælde hvor erstatning kan beregnes, hvorfra kunne Staten få midler til at betale den? Enten fra en skat, som ville kræve sin egen erstatning igen, eller fra et veldrevet og profitabelt DSB eller PostNord (hvor utroligt det end lyder, havde Staten store indtægter fra DSB, før de socialliberale tog over i Grundloven af 1915 ).

Fortolker man grundlovens § 73 absolut, kan intet skattevæsen bestå og ingen regulering heller. Staten må således som kongen før enevælden “leve af sit eget”, eller modtage frivillige donationer til dens drift. Ekspropriation burde endda finansieres ved “gofundme” aktivisme. Ikke kun pga. beskatning og dens effekt på ejendomsretten, men som en test af, om “almenvellet kræver det”. Hvis ikke man kan finansiere købet af ejendommen frivilligt, kræver almenvellet det egentlig ikke, da de ikke vil yde fuld erstatning. Det ligger lige for. Andre og mere moderate fortolkninger af § 73 kan, som vi har set, medføre en lav eller høj beskatning, før der de facto er tale om ekspropriation.

Ved visse positive rettigheder i Grundloven af 1953 (fx ret til folkeskole §76 og socialhjælp §75) kan vi undgå udgifterne ved blot at fortolke det hele væk. De paragraffer skal ikke tages for pålydende. De er bare programerklæringer uden selvstændigt indhold. Desuden vil private tage sig af det nødvendige udbud og sørge for tilstrækkelig filantropisk og velgørende støtte til de, som ikke kan betale selv.

Hav en god Grundlovsdag.

Bibliografi