Hvad er farligst: Corona eller Staten?19 minutters læsning

Indlægget findes indlæst på youtube her:

I den senere tid har der været massiv omtale af Corona virus. Medierne har gjort sit til at skræmme gud og hver mand, og den initielle skræmmekampagne er nu fulgt op med en række seriøse statslige indgreb, der angiveligt har til hensigt at mindske samfundsskaden af Corona virus. Onsdag d 11. marts holdt Statsminister Mette Frederiksen et pressemøde, hvor hun oplyste, at regeringen lukker dagplejer, børnehaver, skoler, universiteter, foreninger, offentlige virksomheder og meget andet, der ikke havde “kritisk betydning”. Årsagen var, sådan som den blev fremlagt af politikerne på pressemødet, at sundhedsvæsenet ikke kunne klare belastningen af Corona, fordi de i Italien har set nogle grelle tilstande, som det danske sundhedsvæsen gerne vil undgå.

Hvilken epidemi?

Under pressemødet var tallet for Coronatilfælde i Danmark lidt under 600. Det er lidt over 0,1 promille af befolkningen. Dvs. ca. 1 ud af 10.000 danskere har Corona, da politikerne og regeringen valgte at gribe magten og standse det almindelige samfundssamkvem og udsætte private virksomheder for påtvungne fallitter. Hvis det blot er tilstrækkeligt, at 600 personer i Danmark har en given sygdom, før man kan erklære en epidemitilstand, så er det slut med hverdage fra nu af. Der vil aldrig opstå en situation, hvor under 600 danskere er syge af den samme sygdom. Vi kan måske håbe på, at det politiske såkaldte lederskab besinder sig, således en hverdag igen bliver mulig.

Hvis vi skal forlade os på “videnskabens” estimat på fremtiden, for at fastlægge grænsen for hvornår det er en “risiko”, at en så uskyldig situation udvikler sig til en epidemi, så er det lige så galt fat. Fremtiden er uvis, og det er bedre at lade decentrale “spåkoner” forsøge at dæmme op for en risiko, der direkte påvirker dem selv, under brug af resurser, der legitimt tilhører dem selv. Med andre ord: Lad private (virksomheder og borgere) tage de forholdsregler, som er relevante og omkostningseffektive for dem selv. Offentlige eksperter er et smart politisk kneb til at sikre blåstemplinger af øgede beføjelser i kampen for at få magten. For magthaverne gælder det blot om at vælge de rigtige eksperter, der siger det, som politikerne ønsker, at de skal sige.

Det er ikke en ny udvikling, at små udbrud af sygdom bliver kategoriseret på en ny og mere hysterisk måde. I 2009 ændrede WHO på sin definition af pandemi, således ethvert år med influenza kan klassificeres som en pandemi. Det gør ikke influenzaen farligere, men det tillader regeringer verden over at benytte sig af nødretslove i langt højere grad. Og er der noget, der er bedre for en politiker, end at få en såkaldt uafhængig organisation med et troværdigt klingende navn som WHO til at underbygge, at man tager magten over befolkningen i højere grad? Tvivlsomt.

Der er næppe heller noget bedre fjendebillede overfor befolkningen end en virus, der er en usynlig fjende, som har en lang inkubationstid og derfor kan bruges som argument for at tage frihederne fra befolkningen. Det spreder frygt og angst blandt den jævne befolkning, som ser til deres herskeres såkaldt vise lederskab, for at lede dem trygt igennem situationen. Således tænkt, således gjort. Langt størstedelen af befolkningen tror, at den politiske løsning er svaret på den frygteligt farlige trussel, som medierne har bombarderet befolkningen med i månedsvis.

Sundhedsvæsenets åbenlyse fallit

Hvis vi ikke levede i en verden, hvor Staten driver sundhedsvæsenet, og forsøgte på alle måder at regulere al menneskelig adfærd “for det fælles bedste”, så ville vi være mere vant til at tænke i disse baner, som jeg vil forsøge at komme ind på her.

Hvis årsagen til at Corona er så farlig, at sundhedsvæsenet bliver overbelastet når 600 er smittet (hvoraf kun en lille brøkdel behøver sundhedsvæsenets hjælp), så er den første konklusion man må drage, at sundhedsvæsenet har spillet fallit. Hvordan kan det være, at der ikke er noget beredskab til at håndtere en situation, hvor 0,1 promille af befolkningen bliver syge? Det kan ikke være fordi der ikke har været advarsler i forvejen. Da Corona brød ud i Kina kunne man forvente, at den ville sprede sig, og at mennesker i Danmark også ville blive smittet af den. Der er dermed mulighed for at justere ind og tilrettelægge produktionen af sundhedsydelser omtrent et par måneders tid i forvejen. Så hvorfor er det ikke sket, at sundhedsvæsenet er parat til udfordringen?

På et frit marked ville en begivenhed som Corona være velkommen. Den nye smitterisiko ville være yderst profitabel for dem, der sørgede for at stille sig parat til at tage imod flere patienter for at behandle Corona. Priserne på behandlingsudstyr og faciliteter til at håndtere smitsomme sygdomme ville justere ind og stimulere deres produktion, således flere af resurserne i samfundet ville blive trukket ind til at tilfredsstille den forventede efterspørgsel blandt profitsøgende iværksættere. De profitsøgende iværksættere kunne dermed klargøre sundhedsvæsenet, således den nye situation kunne håndteres med en rimelig brug af flere resurser til sundhedssektoren. Det ville betyde, at flere resurser var klargjort til at imødekomme en forventelig stigende efterspørgsel på behandling på den nye sygdom, og det ville betyde, at det er profitabelt at oprette klinikker med speciale i at teste og vejlede om behandling af den nye sygdom. På den måde kunne et frit marked i sundhed justere og klargøre til en situation, der kræver ekstra resurser. Sådan et privat baseret initiativ og fremtidsprognose ville være en gevinst for samfundet, og det ville være en gevinst for de iværksættere, det lykkes at tilrettelægge sin sundhedsvirksomhed forud for begivenheden. På forventningen om større efterspørgsel ville sektorens iværksættere som helhed forsøge at estimere hvor mange flere resurser, det nye nødberedskab profitabelt kunne udnytte.

Sådan en mekanisme kan ikke eksistere i det danske sundhedsvæsen, fordi incitamenterne til at gøre noget foretagsomt ganske enkelt er fraværende. Hvorfor skulle man forberede systemet på en forøget efterspørgsel, hvis der ikke er profitmuligheder for en selv? Som offentligt ansat bureaukrat har du kun ansvar for at overholde budgettet og levere x antal sundhedsbehandlinger, som fastsat af andre bureaukrater eller politikere. Dit eget initiativ er ikke velanset, fordi det risikerer at bringe dig i problemer i forhold til de overordnede mål, som den planlagte sundhedssektor har stukket ud måneder eller år i forvejen. Systemet er stift, og personer der forsøger at tilføre dynamik bliver hurtigt luset ud. De risikerer nemlig at begå fejl, således de ikke leverer de sundhedsbehandlinger, som er bestilt af overbureaukratiet eller politikerne.

Dertil er det også en rigtig dårlig idé at vise foretagsomhed overfor de overordnede af helt anden årsager. Hvis dit initiativ går godt og du forhindrer en krise i at opstå, hvad skal politikerne da gøre for at vise befolkningen, at det er dem, der styrer landet? Hvis det viser sig, at de underordnede bureaukrater på egen hånd forsøger at estimere hvordan de skal tilrettelægge sundhedsydelserne fremover, hvordan kan en krise opstå, som politikerne med glæde vil bruge til at fremme deres egen karrierer, og sætte deres præg på historien? Uden en ordentlig krise kan man ikke huske politikere, der sad med magten. Det er derfor i høj grad karriereødelæggende som bureaukrat at være fremsynet og fjerne politikernes yndlingsbeskæftigelse: Hastebehandling af love og krisetiltag.

Vi kan derfor ikke forvente som borger i Danmark, at sundhedsvæsenet er til for vores skyld. Det forholder sig ganske omvendt: Vi er til for sundhedsvæsenets skyld.

Staten skal redde os alle

I kølvandet på den latterligt lille epidemi har den handlekraftige socialdemokratiske regering hastebehandlet og vedtaget lov L133, der i en periode på 1 år giver sundhedsministeren mange nye beføjelser. Meningen er angiveligt, at for at mindske smitteproblemet for samfundet, så skal sundhedsministeren kunne handle langt mere aggressiv overfor borgerne for helhedens velfærds skyld. Denne naive og tegneserieagtige fremlægning af de involverede mekanismer kan ethvert tænkende menneske afvise ganske hurtigt ved nærlæsning af indholdet i den nye lov. Det kommer vi til om lidt.

Ikke desto mindre var alle politikerne på Christiansborg i torsdags slående enige med den socialdemokratiske regering, da de med 95 mandater fra partierne S, V, DF, RV, SF, EL, KF, NB, LA, ALT, Simon Emil Ammitzbøll-Bille (UFG) vedtog “L 133 Forslag til lov om ændring af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme.”, der giver sundhedsminister Magnus Heunicke beføjelser som passer til en enevældig stat.

Alle de såkaldt borgerlige partier stemte således for lovforslaget, og der var intet parti, end ikke en enkelt politiker, der stemte imod. Den gængse propaganda i den forbindelse er, at når det kommer til at håndtere kriser, så står politikerne sammen. De lægger deres indbyrdes mundhuggeri til side, og så handler de på Statens vegne til samfundets bedste. Ethvert tænkende menneske bør gøre sig bekendt med, at denne situation kan udlægges ganske anderledes. Jeg vælger at se situationen som det politiske lederskab, der ser sit snit til at tage sig mere magt overfor borgerne. Den politiske herskerklasse står dermed sammen mod befolkningen, for at udnytte den fabrikerede situation, således de kan give magten til hans majestæt den allernådigste Sundhedsminister og tryne den skræmte befolkning.

Den totalitære og grundlovskrænkende lov

I det vedtagne lovforslag er der 9 magtbeføjelser, som det tidligere var epidemikommissionen, der havde kontrol med. 1 år frem er det kun Sundhedsministeren selv, der har magten til at bruge disse midler.

Der er ydermere 8 nye magtbeføjelser, som er de mest interessante at se nærmere på. Resultatet af loven er altså, at den allernådigste Sundhedsminister må nu tage nye magtmidler i brug overfor den almindelige befolkning samtidigt med, at han overtager de gamle beføjelser som epidemikommissionen havde.

Jeg vil plukke lidt i loven og uddrage de elementer, som jeg finder mest foruroligende (men hele loven er ganske forfærdelig).

En af disse er §2a, hvor Sundhedsministeren i egen høje person kan bemyndige andre myndigheder til at begå overgreb på de borgerlige frihedsrettigheder.

»§ 2 a. De stedlige politi-, havne-, lods-, luftfarts-, miljø-, sygehus- og fødevaremyndigheder, told- og skatteforvaltningen, redningsberedskabet og Forsvaret er forpligtet til at bistå sundheds- og ældreministeren i udøvelsen af dennes pligter og beføjelser ifølge denne lov.

Man kan i al stilfærdighed spørge hvad i alverden toldmyndighederne og skatteforvaltningen har at gøre med sygdomsbekæmpelse? Det er måske nærmere din indkomst og formue, der nøje skal gennemgås for eventuelle “syge” elementer, som hans kongelige majestæt Sundhedsministeren skal have “isoleret”. Dertil hjælper det naturligvis også, at skattevæsenet som den eneste myndighed i Staten har beføjelser til at kræve omvendt bevisbyrde. Du skal i sager mod skattevæsenet bevise, at du er uskyldig. Det er naturligvis ikke et retsvæsen værdigt, og derfor er det kun skattevæsenet, som har denne beføjelser for at kunne presse enhver dråbe ud af skatteyderen. Men det er sandsynligvis også derfor, at det er “nødvendigt”, at have skatteforvaltningen med på razzia mod de mennesker, som den allernådigste Sundhedsminister finder sig berettiget til at anklage.

Der er flere goodies i loven:

§ 6. Sundheds- og ældreministeren kan, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om forbud mod afholdelse af og deltagelse i større forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v. Regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan omfatte både indendørs, udendørs, offentlige og private forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v. Regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan fravige anden lovgivning

Ifølge Grundlovens §79, kan forsamlinger kun forbydes, hvis de er under åben himmel, og er til fare for den offentlige fred. Altså indeholder loven her et klokkeklart brud på Grundloven, selvom denne i sig selv er en luset beskyttelse af borgerens rettigheder.

I § 8 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, kan sundheds- og ældreministeren med henblik på at nedbringe antallet af øvrige patienter i sundhedsvæsenet fastsætte regler om, at der skal iværksættes tvangsmæssig vaccination af nærmere bestemte risikogrupper med henblik på at minimere udbredelsen af øvrige sygdomme i befolkningen.«

Denne bestemmelse toner rent flag: Selvom de ikke har nogen vaccine mod den ikke-eksisterende Corona epidemi, så postulerer de, at de kan reducere belastningen af sundhedsvæsenet ved at tvangsvaccinere mod andre sygdomme. Men hvordan i alverden skal de under en epidemi kunne nå at tvangsvaccinere mod andre sygdomme, og nå at få deres postulerede gavnlige effekt af det, mens epidemien raser? Sagde de ikke i pressemødet, at en epidemi varede mellem 12 og 16 uger? Hvordan kan en vaccination nå at give nogen positiv effekt på så kort tid? Disse spørgsmål er jo ganske relevante, da det angiveligt er en “nødlov”, der er vedtaget. Mit bud er, at tvangsvaccination er indført i loven, fordi det stod på deres “to-do” liste over politik, som de gerne ville have gennemført, men manglede et påskud og et rationale for den, fordi det er så indgribende at tvinge vaccination igennem. Det viser, at der er indsat ekstra beføjelser, som ikke har noget som helst med den aktuelle eller næstkommende krise at gøre. Det viser, at Statens favoritpolitik indenfor sygdomsbekæmpelse er vaccination, og at de vil gennemføre den under ethvert påskud. Det eneste det kræves er blot at befolkningen holdes skræmt, så Staten kan tage borgernes rettigheder fra dem og gennemføre elitens ønskede politik. Uanset de tekniske sammenhænge.

Her er det værd at indskyde, at det ikke drejer sig om at tvinge børn til at modtage børnevaccinerne. Det er slet ikke interessant i denne sammenhæng. Børnevaccinationsprogrammets årelange propaganda har medført, at omtrent 90% af børnene modtager vaccinationsprogrammet, og det er derfor åbenlyst, at den numeriske belastning af sundhedsvæsenet af uvaccinerede børn er ubetydelig og ligegyldig i denne sammenhæng. Kun en hidsigprop kan argumentere for, at det er børnene, der skal tvangsvaccineres. Nej. Dem det teknisk giver mening at tvangsvaccinere er forældrene. I Danmark er der 1.224.777 mennesker i alderen 0-18 år og 4.597.986 mennesker, der er over 18 år. Af dem under 18 er 90% vaccineret med børnevaccinationsprogrammet. Men hvad med den kæmpe befolkningsgruppe, der er over 18 år? De blev muligvis vaccineret i deres barndom, men vaccinerne i børnevaccinationsprogrammet har en tidsbegrænset virkning. Dvs. det er i langt højere grad personer over 18 år, det kan blive “nødvendigt” at tvangsvaccinere, ganske enkelt fordi de er den langt største risiko fordi deres vaccine begynder at svækkes og fordi de numerisk er i et stort overtal i forhold til den første gruppe.

Lad det derfor være åbenlyst fra starten af: Det drejer sig ikke om at tvangsvaccinere børnene. Det drejer sig om at revaccinere de voksne med tvang. Særligt hvis argumentet er, at man forsøger at dæmme op for en overbelastning af sundhedsvæsenet. Det er de voksne, der er flest af og de er værre beskyttet mod sygdommene, end børnene er.

§ 12 f. Sundheds- og ældreministeren kan i situationer med udbredelse af eller fare for udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet efter forhandling med vedkommende minister fastsætte regler om særlige foranstaltninger med henblik på at sikre forsyningen af varer. Regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan fravige anden lovgivning.«

I denne bestemmelse må Sundhedsministeren indføre priskontrol, tvangsarbejde, inddrage ferie, pålægge rationering og meget andet. Alt sammen er en giftig indgriben i markedets balancerende kræfter, hvor Sundhedsministeren ved brug af politiets knipler, skattevæsenets omvendte bevisbyrde og/eller forsvarets maskingeværer (se §2a) kan blive den økonomiske dirigent. Her tilsidesættes individets egne ønsker og erstattes egenhændigt af Sundhedsministerens egne tåbelige og magtliderlige idéer ved at bruge vold, eller mest sandsynligt, trusler om vold mod borgerne.

»§ 27. Sundheds- og ældreministeren kan til brug for gennemførelse af foranstaltninger efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf iværksætte ekspropriation af privat ejendom.

Stk. 2. Udgør gennemførelse af foranstaltninger efter denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov et ekspropriativt indgreb, ydes fuldstændig erstatning til den eller de berørte ejere.«

Her ser det ud til, at regeringen ønsker at overtage den private ejendom, som borgeren har en grundlovsfastsat ret til. Ordet ekspropriering bruges direkte, og til hvilken nytte kan det dog være, at ekspropriere privat ejendom, for at bekæmpe smitte? Jeg kan komme i tanke om et tilfælde:

Lad os sige at denne undtagelsestilstand ikke endnu er oprandt. Markedet og samfundet “tøffer derudaf” i sin egen rytme og under de gamle statslige magtindgreb med regulering, beskatning og subsidier. En initiativrig person får en idé, der kan afhjælpe en sygdomssituation. Den nye dims er ganske enkelt resursebesparende, nyskabende, eller bekæmper på anden måde effektivt en sygdom, som er i stigning. Iværksætteren ser en stor fremtid for sig med sit nye produkt, og han vil sætte det i produktion. Hans forventning til profit er ganske høje, fordi produktet er nyt og endnu uden konkurrenter.

Hans majestæt den allernådigste Sundhedsminister erklærer en epidemi-situation, fordi mere end 500 mennesker er forkølede, og eksproprierer iværksætterens produkt, fabrik, tegninger og patenter. Hvad skal den Orwellske “fuldstændig erstatning” være for den nye idé? Kan den overhovedet eksproprieres uden misgreb og magtmisbrug overfor iværksætteren og hans egne profitestimater? Er der nogen, der på nuværende tidspunkt er så naiv at tro, at denne såkaldte “erstatning” vil være bare i nærheden af den gevinst, som iværksætteren kunne drive sit innovative produkt til at yde? Hvis “erstatningen” ikke er fyldestgørende, så vil det i fremtiden afskrække innovative iværksættere fra at bruge deres kræfter på at bekæmpe sygdom, og i fremtiden vil vi kunne se, at iværksætterne i højere grad fravælger at bruge resurser på den sektor. Hvordan hjælper det det danske samfund med at klare sig igennem perioder med sygdom, hvis innovation og iværksætteri straffes? Lad os bare for argumentets skyld acceptere, at hans kongelige majestæt den allernådigste Sundhedsminister kan estimere hvad erstatningen bør være, således iværksætteren bagefter tør at arbejde indenfor sundhedsområdet i Danmark igen.

Hvem betaler så denne erstatning til iværksætteren? Det gør skatteyderne, hvoraf iværksætteren selv er en. I visse tilfælde vil særligt sundhedsfremmende produkter kræve en større kapital og et større apparat til iværksætning af produktionen, at det er meget sandsynligt, at iværksætteren selv er en meget stor skatteyder. Han fodres nu med sin egen hale, og modtager derfor i en vis udstrækning sin såkaldte “erstatning” af sig selv.

Det er skønt at være Sundhedsminister. Han skal ikke engang selv betale for de ting, han beslaglægger.

Perverse incitamenter i sundhedsvæsenet

I en generel betragtning omkring sundhedsbehandling ligger altid en afvejning mellem behandlingens gunstige virkning og dens ugunstige bivirkning. Enhver patient bliver således udsat for en medicinsk risiko under behandlingen. I samfundets interesse ønsker vi, at sundhedsvæsenet sikrer, at der er en vis rimelig afvejning mellem gevinst og risiko for hver behandling, som patienten tilbydes. Det er derfor vigtigt, at den behandling sundhedsvæsenet tilbyder giver tilfredsstillende resultater givet de tekniske og økonomiske betingelser, som markedet arbejder under. I et forsøg på at styre og sikre dette udfald kunne det være fordelagtigt at føre statistik over hvor mange af patienterne, der dør under behandlingen, og hvor længe de har været i forløb. Deres journal bliver dermed udgangspunktet for en evaluering af forløbet, som kan bruges til kvalitetskontrol med udførsel af sundhedsarbejdet.

En afdeling der har en dårlig statistik, bør derfor være underlagt incitamenter til at forbedre statistikken ved at gennemføre ændringer i behandlingen, således udfaldet af behandlingen forbedres. Med Corona i landet og den akutte politiske situation, hvor hans majestæt den allernådigste Sundhedsminister har fået nye beføjelser, kan der være et vist samarbejde mellem dårlige afdelinger og Sundhedsministerens behov for at underbygge sin nye magtposition overfor hans undersåtter. Det er ganske enkelt en storartet mulighed for en afdeling med dårlig statistik at teste alle patienter for at se, om de nu skulle have Corona virus i kroppen. På den ene side kan det undskylde afdelingens uduelighed som behandlingstilbud, og på den anden side er det et vigtigt propagandainstrument for sundhedsvæsenets leder, hans majestæt den allernådigste Sundhedsminister, at der overrapporteres hvor mange mennesker, der dør af Corona. Jo flere der testes positive for Corona, som tilfældigvis også er døde, jo bedre argumenter har hans majestæt den allernådigste Sundhedsminister at bruge sine nye magtmidler, fordi han igennem den fiflede statistik kan vise, at der er mange mennesker, der er “døde af Corona” – eller mere lusket: At der er mange “Corona-relaterede dødsfald”. De afdelinger hvor dødeligheden er højest kan nu pludseligt bruges til at vise, hvor farlig Corona er. Pragtfuldt.

I en normal retssag vil man ganske hurtigt kunne se, at hvis anklageren både er anklager og dommer på samme tid, så er der noget galt med habiliteten i retssagen. Hvis anklageren og dommeren har nære familiebånd, kan man ligeledes også se, at der er noget galt. Hvis dommeren får sin løn af anklageren, kan vi ligeledes også se, at der er noget galt. Dette habilitetsproblem har Staten naturligvis også, når det kommer til at teste patienterne for Corona efter et (måske helt urelateret) dødsfald på hospitalet. Da både den øverste chef for Sundhedsvæsenet, Sundhedsministeren, er interesseret i at blæse krisen op, så han kan tage sin nye magt i brug, og afdelingerne der har en dårlig statistik for deres behandling ligeledes er interesseret i at sige, at deres dødsfald var “Corona relateret”, så kan vi naturligvis forvente, at de kommende tal fra denne inhabile organisation er overdrevne. Om ikke andet kan vi være helt sikre på, at incitamenterne er perverse.

På den ene side kan uduelige afdelinger tage den med ro og udskyde at ændre deres dårlige behandlinger, og på den anden side kan Sundhedsministeren bruge opblæste tal til at skræmme befolkningen, så han kan bruge sin magt mod den raske borger, som Sundhedsministeren kunne tænke sig at bruge magt imod. Hvis han fx vil bruge sin magt mod den lille minoritet af uvaccinerede børn, selvom det teknisk set ikke har nogen betydning for sundhedsvæsenets drift, så kan han pleje sin politiske kæphest og gennemføre det tvangsmæssige indgreb, bare fordi han vil. Også selvom der ingen teknisk begrundelse er for at gøre det.

Det liberale alternativ til den Store Stygge Stat

I den nuværende situation er de fleste mennesker formentlig faldet pladask for politikernes røgslør og demagogiske udfald for at tilrane sig magt over borgerne. Ikke desto mindre er det nu afgørende nødvendigt at stå fast på sine liberale principper og nægte Staten så meget som en millimeter. Rettigheder skal være ukrænkelige, uanset om der er krise eller ej. Som liberal skal man netop nu fastholde de liberale principper, stædigt og gentagende gange skal vi fremsætte vores samfundssyn: Den nuværende krise (reel eller opdigtet) kan håndteres af samfundets private personer. Virksomheder og private har allerede viden om, at der er en ny sygdom på færde, og i det omfang de har ædt propagandaen om sygdommens farlighed, så vil de begynde at justere deres regler og processer til at inddrage den nye risiko som en faktor i deres planlægning. De vil under hensyntagen til markedspriserne og deres estimerede risiko indføre rimelige foranstaltninger, der er økonomiske. De som indfører for dyre foranstaltninger bærer selv omkostningen heraf, og kan hurtigt erkende, at foranstaltningen var for dyr igennem deres profit og tab beregning. Indfører de for slappe foranstaltninger, så risikerer de at medarbejderne bliver syge, og virksomheden lider dermed også tab. Der er derfor ingen årsag til at pådutte virksomheder og private tvangsmæssige hensyn, fordi omkostningerne allerede bæres af dem, der begår fejl.

Det er med andre ord overhovedet ikke nødvendigt med en enkelt national plan, der påduttes samfundet af personer, der intet ejer selv, men som bare erklærer, at de er Staten, og at de derfor må bruge vold mod samfundet for at få deres vilje gennemført. Det er ikke nødvendigt at indføre en national plan, det er uøkonomisk at indføre en national plan og det er grundlovsstridigt det makværk af en lov, som den magtliderlige politiske elite har proppet ned i halsen på den almindelige borger. Det er i krisesituationen vi mest tydeligt ser, at der er et skarpt skel mellem befolkningen og dens herskere. Herskerne holder sammen mod befolkningen og tager deres rettigheder fra dem. Herskerne bruger alle demagogiske propagandakneb for at fravriste borgerne deres rettigheder og tage kontrollen med økonomien. Det er gift for os alle.

Her må jeg gentage, at der er tale om en lille bitte minoritet på 95 mennesker, der ved håndsoprækning har vedtaget grundlovsstridig lovgivning på en enkelt dag. 95 herskere har besluttet, at 5,6 millioner borgeres rettigheder skal tilsidesættes, og hans kongelige majestæt den allernådigste Sundhedsminister skal have magten til at tvinge befolkningen til at gøre det, som hans kongelige majestæt den allernådigste befaler. Hvis ikke dette er åbenlyst sygt og destruktivt, så ved jeg ikke hvilke tiltag, der kvalificerer en fordømmelse af så krads en karakter.

Det liberale svar til problemerne som Corona kan påføre sundhedsvæsenet burde være tydeligt for læseren nu. Det er nøjagtig samme indstilling til denne (reelle eller opdigtede) sundhedskrise vi bør have, som de østrigske økonomer har til økonomiske kriser.

The capitalistic social order acquires meaning and purpose through the market. Hampering the functions of the market and the formation of prices does not create order. Instead it leads to chaos, to economic crises.

All attempts to emerge from the crises by new interventionist measures are completely misguided. There is only one way out of the crisis: Forgo every attempt to prevent the impact of the market prices on production. Give up the pursuit of policies which seek to establish interest rates, wage rates and commodity prices different from those the market indicates. This may contradict the prevailing view. It certainly is not popular. Today all governments and political parties have full confidence in interventionism and it is not likely that they will abandon their program. However, it is perhaps not too optimistic to assume that those governments and parties whose policies have led to this crisis will some day disappear from the stage and make way for men whose economic program leads, not to destruction and chaos, but to economic development and progress.

Statens rolle i sundhedskrisen er dermed at fyre de offentligt ansatte, fjerne deres regulerende love, skære budgetterne ned og give enorme skattelettelser så det frie marked kan stimulere de produktive kræfter til at afhjælpe situationen så effektivt som muligt. Privatiser hele sundhedsvæsenet og nedlæg alle offentlige sundhedsmyndigheder. Sundhedsministeriet, lægemiddelstyrelsen og hele pivtøjet skal væk, så hurtigt som muligt. I en krisesituation er det netop nødvendigt, at borgerne får helt frie hænder til at producere, initiere, koordinere og prissætte alle goder på markedet, så krisen kan blive håndteret på en sund økonomisk facon.