Martin Ågerups naive og unødvendige forsvar af socialisme21 minutters læsning

Indlægget findes indlæst på youtube her:

Indlægget her har fået den videnskabeligt korrekte titel “Martin Ågerups naive og unødvendige forsvar af socialisme”. Martin Ågerup anses almindeligvis som en af dansk liberalismes fremmeste mænd, og det kan derfor virke højst upassende, at jeg i mit indlæg her vælger sådan en provokerende titel. Jeg mener dog, at titlen er korrekt i det omfang vi definerer socialisme som statens ejerskab af produktionsmidler. Det statslige ejerskab af produktionsmidler behøver ikke at være total, før det er korrekt at kalde det socialisme. Det er baggrunden for, at jeg kalder hans sociale teori for et forsvar af socialisme. Bemærk dog, at jeg ikke kalder ham en socialist. Det ville kræve, at hovedparten af hans sociale filosofi var socialistisk. Hans forsvar af socialisme er begrænset til nogle få statslige indgreb, som jeg vil komme ind på i det følgende. I indlægget vil jeg vise, hvorfor det er naivt at forsvare den begrænsede socialisme, og hvorfor den er unødvendig.

Det drejer sig specifikt om hans reaktion på de nye Corona-relaterede love, der tager danske borgeres grundlovsfæstede rettigheder fra dem. Jeg mener, at det er på sin plads, at jeg viser, hvilke vigtige forskelle der er mellem min og hans position. Jeg fæstner min liberalisme i en grundlæggende præmis: Alle mennesker har de samme absolut ukrænkelige rettigheder, der udspringer af den private ejendomsret. Det vil sige, at der er ingen, der kan ophæve sig selv til at have magt over andre, og det betyder også, at alle mennesker skal have samme rettigheder uanset hvilken race, farve, kultur, religion eller sociale lag de befinder sig i. Men for mig er rettigheder ikke et udkomme af nøje studier af konsekvenserne af disse rettigheder. For mig er rettighederne udgangspunktet, det er mit fikspunkt, som ikke må fraviges.

Baseret på dette syn på liberalisme skrev jeg mit tidligere indlæg, hvor jeg slog fast, at vi som liberale skal fastholde vores rettigheder overfor Staten, og at det præcis er i (reelle eller opdigtede) krisesituationer, at borgernes rettigheder skal fastholdes. Uanset hvilken situation samfundet står overfor. Det er lige meget, om samfundet står overfor den nye sorte død, en pandemisk ebola, corona, influenza, forkølelse eller forureningsskandale. Rettighederne som borgeren har overfor Staten skal fastholdes, punktum. Der er ingen diskussion. Rettighederne må under ingen omstændigheder fraviges.

Da Corona-lovgivningen blev påbegyndt for jeg derfor straks i blækhuset for at kritisere loven, samt forsvare ejendomsretten og de borgerlige frihedsrettigheder. Jeg valgte at fastholde principperne for det liberale samfund, frem for at acceptere at Staten nedbryder den private ejendomsret og de heraf følgende borgerlige frihedsrettigheder under påskud af midlertidig kriselovgivning.

Dette syn på liberalismen har Martin Ågerup ikke. Det skriver han også selv flere steder (fx i hans indlæg med titlen Corona: Det er ikke afgørende om staten er stor eller lille og Coronakrisen udfordrer kun fordommene om den liberale verdensopfattelse – men ikke markedets overlegenhed). Liberalismen, som han fremsætter, er en art opportunisme. Ifølge ham er liberalisme et udmærket system, men kun hvis det er fordelagtigt. Hvis der er faglige årsager til at tilsidesætte liberale principper, eksempelvis pga. økonomiske teoriers betragtninger, så er det muligt at tilsidesætte de liberale principper begrundet med en konsekvensbetragtning.

Men da bør man spørge sig selv, om de liberale principper egentlig er principper, hvis man så let lader dem tilsidesætte på baggrund af en af mange konkurrerende økonomiske teorier.

Martin Ågerup forsvarer da ikke socialisme!

Socialisme defineres som statens ejerskab af produktionsmidlerne. Ejerskab betyder eksklusiv kontrol med et givent økonomisk gode. Hvis den eksklusive kontrol med et eller flere økonomiske goder tilfalder Staten, så er der tale om socialisme for disse goder. Det er dog ikke socialisme, hvis Staten opkræver skatter, fordi penge ikke er et produktionsmiddel. Skattetrykket kan naturligvis komme til et sådant ekstrem, at det er socialisme. Men det er ikke min intention at diskutere denne pointe her. I stedet vil jeg fokusere på den direkte statslige kontrol med produktionsmidler. Altså: Hvis Staten fastlægger regler for produktionen, således et økonomisk gode ligger under Statens eksklusive kontrol, så er det klokkeklar socialisme.

If the State takes the power of disposal from the owner piecemeal, by extending its influence over production; if its power to determine what direction production shall take and what kinds of production there shall be, is increased, then the owner is left at last with nothing except the empty name of ownership, and property has passed into the hands of the State.

Hvis Staten pålægger private virksomheder at lukke, da tvinges de til at følge Statens ordrer, og det er ikke længere de private ejere, der reelt ejer produktionsmidlet. De er reduceret til at kalde sig ejere, uden at kunne udfylde den økonomiske rolle som ejere. Den totale kontrol over produktionsmidlet er lagt under Staten med total nedlukning, mens en delvis nedlukning kryber i retning af socialisme.

I den nuværende situation har Staten ikke fremlagt en skattepolitik for at justere borgernes adfærd, eller i alle tilfælde tilladt delvis fortsættelse af produktionen i private hænder. Staten har i stedet overtaget den totale kontrol med nogle af markedets produktionsmidler, ved at pålægge restauranter, stadioner, skoler, børnehaver og en lang række private virksomheder at lukke, mens den har overtaget den delvise kontrol af andre ved at tvinge ejerne til at reducere produktionen (fx er tandlægerne tvunget til kun at må foretage nødoperationer). Som jeg beskrev i mit tidligere indlæg, så giver ændringen af epidemilovens §22 ved forslag L133 mulighed for at overføre eksklusiv kontrol med en række produktionsmidler til den siddende sundhedsminister (Hans Majestæt, den Allernådigste Magnus Heunicke). Hvis Martin Ågerup ville fremføre det synspunkt, at det var en dårlig lov, der brød med grundloven, og at den burde omvendes og erstattes med fx en afgift eller en skat, så kunne vi måske lade ham slippe afsted med det. Men når han ikke påtaler loven som i konflikt med liberalismen, men i stedet går med til at lade Staten bryde grundloven og gribe ind i den private ejendomsret, så er hans standpunkt efter min overbevisning svær at skille fra socialisme. Den vedtagne lov er ren og skær statslig kontrol af visse af produktionsmidlerne. Dette burde Martin Ågerup have kritiseret utvetydigt. Men det gjorde han ikke. I stedet forklarede han, at det er vigtigt med en stærk Stat, der “fungerer”, og at dets indgriben er til for at rette markedsfejl. Han forsvarede i princippet politikernes grundlovsstridige indgreb, og kaldte det kompatibelt med den liberale samfundsorden, fordi den er midlertidig!

Martin Ågerup skrev d. 27. marts 2020:

Drotner har ret så langt, at markedet ikke (på egen hånd) kan håndtere situationer som coronakrisen. Det er imidlertid velbeskrevet i den liberale litteratur, at der er ting, markedet ikke kan klare. …

Undtagelserne kaldes af økonomer for markedsfejl. Et eksempel på en markedsfejl er forurening, fordi forurener påfører andre en omkostning, som han ikke selv bærer. Det kan markedet ikke altid løse alene. På samme måde med epidemier. Her påfører vi også hinanden omkostninger i form af smittefare. En omkostning, som vi ikke selv bærer. Derfor er der et argument for politiske indgreb.

Coronakrisen sætter os i en undtagelsestilstand, hvor vi fraviger de liberale grundprincipper om frie markeder, retsstat og individuelle frihedsrettigheder, der normalt definerer vores samfund.

Kilde.

I hans bog “Velfærd i det 21. århundrede” skriver Martin Ågerup også om hans syn på eksternaliteter. Det er i disse tilfælde, hvor markedsøkonomien ikke kan finde ud af det selv, at Staten skal træde til og fængsle, beskatte og uddele bøder til markedets deltagere, for samfundets skyld.

Endvidere kan statsmagten spille en gavnlig rolle ved at korrigere markedsfejl som følge af det, som økonomer kalder positive eller negative eksternaliteter. … Negative eksternaliteter kan være forurening, som en producent eller forbruger ikke selv betaler den fulde pris for, men helt eller delvist påfører andre.

Eksternalitet! Derfor gulag og femårsplaner?

Ifølge Martin Ågerup er markedet overlegent den planlagte økonomi, men det gælder kun såfremt der ikke findes markedsfejl. Hvis der findes markedsfejl, så skal Staten gribe ind og tvinge markedets deltagere til at håndtere markedsfejlen på en måde, som Statens embedsmænd og politikere i samarbejde udarbejder. Men bare fordi der findes eksternaliteter, så bliver Ågerup trods alt ikke kommunist og ønsker at indføre tvangskollektivisering af landbruget eller statslige arbejdslejre ala gulags (til hans ære har han ikke argumenteret for sådanne tiltag). Han er på dette punkt moderat. Han er trods alt godt klar over, at den private ejendomsret er fordelagtig for samfundet. For at skærme sig selv fra at blive kaldt socialist kræver han, at der skal være proportionalitet mellem Statens indgreb og den eksternalitet, som Martin Ågerup postulerer, at markedet ikke kan håndtere på egen hånd. Det er derfor ikke nødvendigt at sende den danske befolkning i gulags, eller eksempelvis fængsle dem i eneceller for at reducere smittefaren. Med proportionalitetsbegrebet mener han selv, at han har reddet sit liberale skind.

Men der er væsentlige problemer i proportionalitetsbegrebet i denne sammenhæng.

Hvis noget skal være proportionalt, så skal det følge en anden variabel i et forhold 1:1. Som økonom arbejder man med værdibegrebet. Formålet må således være at sikre, at den værdi der tabes ved indgrebet, er proportionalt med den værdi, der vindes ved at reducere smittefaren. Først skal man kende alle samfundets individers planer for den fremtid, som man ændrer, sådan man kan opliste alle de planer, der bliver forstyrret af indgrebet, og bagefter skal man tilknytte en værdi til hver plan, og den tabte værdi som indgrebet i hver plan medfører. Dernæst skal man opliste alle de planer, hvis velfærd blev forøget igennem indgrebet. Hvordan kan man kende alle planer, som hvert individ i samfundet havde for fremtiden? Og hvordan kan man vide noget som helst om, hvordan andre mennesker værdsætter den omkostning, de personligt bærer, ved Statens indgreb? Hvad er den individuelle værdi af smittereduktionen? Hvordan lægger man fx 10 personers individuelle tab af velfærd ved at måtte undvære en 80 års fødselsdag sammen med fx 2 andre menneskers individuelle tab af velfærd ved at gå fallit? Og hvordan holder man det op mod fx 2 personers 3-4 dage i sengen med en sygdom? Eller med fx 1 persons forfærdelige oplevelse af at ligge for døden i respirator? Der er ingen fællesnævner for disse fænomener. De har ingen kardinalværdi, der kan lægges sammen, og de kan ikke udledes på andre måder end ved at lade menneskene handle frit. Som økonom skal Martin Ågerup finde en måde at sammenligne disse subjektivt vurderede og vidt forskelligartede begivenheder, hvis han vil påtage sig den opgave at udråbe indgreb x eller indgreb y som værende disproportionelt eller proportionelt med den eksternalitet, som han ønsker, at Staten skal forsøge at korrigere.

Det siger sig selv, at det er umuligt. Hverken den ene eller den anden variabel kan bestemmes. Videnskabelig økonomi kender kun menneskets værdsættelse af goder igennem deres handlinger. Ved menneskets valg viser det, at det foretrækker x frem for y. Men det giver ikke den eksterne observatør viden om, hvor meget mere x er værd i forhold til y. Værdi er et subjektivt fænomen, som hverken kan måles hos individet eller sammenlignes mellem to individer. Hvis man igennem sit politiske arbejde forsøger at argumentere for, at man med sine arbitrære værdiestimater optimerer samfundsnytten, så har man en seriøs udfordring med at vise, at man er videnskabelig og ikke bare påtrykker andre mennesker sine egne værdioverbevisninger.

Uden et fast holdepunkt, som Statens indgreb skal måles op imod, så kan proportionalitetsbegrebet ikke bruges til konkrete videnskabelige vurderinger af forskellige typer af indgreb. Det må derfor svæve i den blå luft og være offer for et arbitrært værdipostulat. “Jeg mener, at Staten må gøre X, fordi jeg vurderer, at den tabte værdi for 5,6 millioner andre mennesker er mindre end den gevinst, som jeg forestiller mig, at de tilkommer igennem tiltaget.” Men sådanne postulater kan vi afvise ved at fremkomme med vore egne postulater. Ingen af dem bør anskues med nogen videnskabelig vægt i sig selv. De er blot postulater omkring subjektive værdiestimater, og gælder kun for det menneske, der fremsætter dem. Det er dermed ikke udelukket, at man kan postulere, at alle danskere burde sendes i hver sin enecelle i fængslerne, fordi der kan opstilles nogle fiktive betragtninger om værdi. Den slags postulater ville åbenlyst være groteske, men strengt taget er de lige så uvidenskabelige som de nuværende foranstaltninger, som Martin Ågerup ikke ser sig nødsaget til at kritisere.

Regeringen ville da følge sine rådgiveres faglige råd! Eller er det mon naivt?

Lad os for argumentets skyld lade ham slippe afsted med idéen om, at proportionalitetsprincippet og idéen om markedsfejl kan føre til et videnskabeligt korrekt politisk forslag, der er skabt af den vise embedsmands uegennyttige, kløgtige og langsigtede faglige indsigt i de sociale videnskaber, der med rimelig præcision korrigerer den farlige markedsøkonomis fejl. Lad os bare for argumentets skyld postulere, at der findes en sådan løsning. Hvad så? Nu findes forslaget. Nu er det op til politikerne at indføre det. Hvad vil de mon gøre?

For at få en idé om hvad politikerne ville gøre, så kan vi se på den nuværende lovgivning på andre områder. Vi kan se på et af CEPOS’ egne notater, der beskriver, hvordan det går med Statens korrektion af eksternaliteten i forbindelse med forurening. CEPOS’ skriver i opsummeringen:

Afgifterne på drivhusgasser svinger voldsomt mellem forskellige typer energiforbrug. Det medfører, at reduktionerne ikke sker til samfundsøkonomisk laveste omkostninger. Omkostningen er det såkaldte forvridningstab. Et vist forvridningstab kan ikke undgås for at opnå en given reduktion. Men de uens afgifter mv. (skyggepriser) medfører et stort unødvendigt forvridningstab.

Dvs. den nuværende situation er den, at Staten ikke har korrigeret for eksternaliteten ved forureningen, men har i stedet skabt en forvridning ved at indføre skadelige skatter og afgifter, der hæmmer danskernes velfærd og den økonomiske vækst. Det er næsten lige før, at man skulle tro, at politikerne har indført afgifterne for at maksimere statskassens indkomst i stedet for at korrigere markedsfejl. Men en ting er de afgifter danskerne tvinges til at betale for energi, noget andet er politikernes postulerede beskyttelse af danskernes sundhed.

Hvis Martin Ågerup indtager posten som sundhedsstyrelsens eksternalitetsekspert, hvad kan vi andre da forvente, der vil ske? Vi kan nøje studere forløbet op til 12. marts 2020, hvor et “enigt folketing” vedtog det grundlovsstridige og unødvendige lovforslag L133. Inden spørgerunden adspurgte sundhedsministeren sine rådgivere omkring lovforslagets effektivitet og nødvendighed. Sundhedsministeren spurgte også til farligheden ved COVID-19. Svarene som Sundhedsstyrelsens juridiske specialkonsulent Steen Hartvig Hansen skrev tilbage på vegne af Søren Brostrøm kan findes bagerst i bilaget til spørgsmål 23:

Sundhedsstyrelsen har ikke haft mulighed for at foretage en grundig sundhedsfaglig vurdering af det foreslåede, indenfor den angivne tidsfrist. Men vi finder umiddelbart, at det aktuelle COViD-19 udbrud ikke kan begrunde sådanne væsentlige ændringer i epidemiloven, idet de forebyggelsesmæssige hensigter ift. smittespredning mere hensigtsmæssigt kan fremmes indenfor anden gældende lovgivning eller øvrig lovgivning.

Kilde (se side 28).

Ydermere findes i samme bilag (s. 30) et svar fra Sundhedsstyrelsen d. 28 februar, angående optagelsen af COVID-19 på liste A for særlig smitsommme sygdomme:

Sundhedsstyrelsen finder, at den nye COVID-19 bedst kan sammenlignes med sygdomme opstillet på epidemilovens liste B, særligt “Influenza, præpandemisk alarmperiode”, og at sygdommens alvorlighed m.v. ikke kan berettige at COVID-19 betegnes som alment farlig, og dermed opføres på liste A. Sundhedsstyrelsen finder således ikke, at COVID-19 med den nuværende viden om sygdom og virus kan betegnet som ondartet, ligesom sygdommen heller ikke generelt kan betegnes som meget smittefarlig, da der ikke er tale om luftbåren smitte.

Vi finder således, at regeringens rådgiver forsøgte at dæmpe politikernes indgriben i de borgerlige frihedsrettigheder (godt nok ikke af liberale årsager, men i stedet af deres faglige vurdering af eksisterende love og den foreslåede ændring). De mente ikke, at COVID-19 var alment farlig, de mente ikke, at den meget smitsom, og de mente heller ikke, at lovforslaget var nødvendigt. Hvis politikerne havde fulgt deres vurderinger, så ville L133 ikke være blevet fremsat. I modsætning hertil virker Martin Ågerup nærmest helt på Statens side i sagen. Han betoner markedsfejl, eksternaliteter og den stærke Stat, der er så nødvendig. Både Søren Brostrøm og Martin Ågerup bruger deres faglighed til at vurdere lovforslagene, og hvis vi ser på deres skriftlige svar og deres argumentation, så kan vi se en meget afslørende forskel.

Vi kommer til den groteske konklusion, at når det kommer til den praktiske beskyttelse af de borgerlige frihedsrettigheder, så er det bedre at fæstne sin lid til Søren Brostrøm, der er eks-kommunist, end det er til den såkaldt liberale tænketanks direktør. Vi kan bare håbe på, at det skyldes, at Ågerup ikke har gjort sit arbejde godt nok, at han har haft for travlt med andre vigtige ting til at sætte sig ind i sagerne. Altså at det bare er tilfældigt og uheldigt, at han undskylder Statens og politikernes ærinder. Eller vi kan tro på, at han altid er parat til at undskylde Statens indgreb i markedet, hvis han kan argumentere for, at der er opstået en eksternalitet eller en anden markedsfejl.

Men vi må vende tilbage til det faktuelle. Vi står nu i en situation, hvor politikerne på trods af deres rådgiveres formaninger og vurderinger, vedtog den grundlovsstridige lov. Hvad kan vi da tro, at politikerne vil gøre, når der kommer en ekspert, der har fundet på en Corona skat eller influenza skat? Skal vi virkelig tro på, at de vil tilrettelægge denne beskatning, således det optimerer samfundets velfærd? Vi har set, at der er adskillige eksempler på, at sådanne forhåbninger bliver knust, så snart politikerne får en undskyldning for at indføre indgreb eller at tage flere penge fra borgerne. De akademiske diskussioner tilsidesættes for at føre det man kalder “praktisk politik”. Dvs. det gælder om at maksimere propagandaen overfor vælgerne, mens man nedtoner eller ganske tilsidesætter eksperternes faglige råd, hvis de går kontra til det mål, som politikerne ønsker at nå. Når der er en (reel eller opdigtet) krise undervejs, så tænker politikerne, at der skal handles og indkræves skatter og føres den politik, som man altid har drømt om at få lov at indføre. Akademikerne som rådgivere er bare nyttige idioter, der kan begrunde indgrebet, og så snart de er på lønningslisten hos Staten og afhængig af politikernes favør, så vil de ikke åbenlyst bekrige den overdrevne skatteudskrivning eller de overdrevne indgreb i borgernes frihedsrettigheder.

Nej, der er sandelig gode grunde til at nægte Staten så meget som en millimeter overfor borgernes rettigheder i en krise, uanset om man fremsætter en liberalisme, der bunder i rettigheder eller i nyttebetragtninger.

Hvem er da bedre?

For at være en moderat kritiker af Martin Ågerups postulerede klassisk liberale grundholdning, som fører ham til at støtte Statens indgreb i den private ejendomsret og tilsidesættelse af borgernes rettigheder, vil jeg bruge en klassisk liberal til at kritisere ham med. Jeg tænker, naturligvis, på den østrigske økonom Ludwig von Mises, der var udpræget tilhænger af laissez-faire kapitalisme.

The legal concepts of property do not fully take account of the social function of private property. There are certain inadequacies and incongruities which are reflected in the determination of the market phenomena.

Carried through consistently, the right of property would entitle the proprietor to claim all the advantages which the good’s employment may generate on the one hand and would burden him with all the disadvantages resulting from its employment on the other hand. Then the proprietor alone would be fully responsible for the outcome. In dealing with his property he would take into account all the expected results of his action, those considered favorable a well as those considered unfavorable. But if some of the consequences of this action are outside of the sphere of the benefits he is entitled to reap and of the drawbacks that are put to his debit, he will not bother in his planning about all the effects of this action. He will disregard those benefits which do not increase his own satisfaction and those costs which do not burden him. His conduct will deviate from the line which it would have followed if the laws were better adjusted to the economic objectives of private ownership.

Mises viser således, at problemet med eksterne omkostninger (Mises’ navngivning af fænomenet, i moderne terminologi kaldes det eksternaliteter) er resterne af lovgivernes fejlslagne historiske korstog for at afskaffe den private ejendomsret. De nuværende love er således blot et resultat af lovgiverens destruktive indgriben i den liberale samfundsorden, der er fæstnet i den private ejendomsret. Mises viser således, at det er muligt at fastholde de liberale principper ved at gøre brug af andre virkemidler, end dem som Martin Ågerup omtaler. Ifølge Mises fører eksternaliteter til markedsfejl alene fordi lovene er forkert indrettede.

Jævnfør Mises findes den klassisk liberale løsning dermed i en lovreform, således de eksterne omkostninger føres tilbage til ejeren ved at knytte det juridiske ansvar for disse omkostninger til ejeren. Smittefaren man udsætter andre for skal dermed integreres i det juridiske systems definition og beskyttelse af den private ejendomsret. Således bærer hver person omkostningen af den smitte, han kan udsætte andre for. For at håndtere smitteproblemet kan private kontrakter og aftaler tages i brug, hvis blot det juridiske system anerkender, at disse krav og modkrav er juridisk gældende i tilfælde af konflikter.

Det betyder også, at det giver en langt mere fleksibel og acceptabel løsningsmodel. Den liberale løsningsmodel som fremsat af Mises fører til, at midlerne og målet i højere grad hænger sammen, og at ansvar og risiko ligeledes også hænger sammen. Smitteproblemet kan således løses ved at indgå en aftale med sin arbejdsgiver, hvor man accepterer arbejdsgiverens smittereducerende tiltag, og samtidigt i den sammenhæng også fralægger sig selv ansvaret for at erstatte den omkostning, det er, at komme til at smitte andre. Så længe de indgåede aftaler overholdes (fx at vaske hænder efter toiletbesøg, at spritte hænderne af før man bruger buffeten i kantinen etc.) så kan man ikke forfølges for at smitte andre på de(n) lokation(er) som arbejdsgiveren ejer. I tilfælde af særligt smitsomme og farlige sygdomme (dvs. ikke COVID-19, jævnfør Sundhedsstyrelsens vurdering) kan det være økonomisk at opstille test-automater, der kun giver adgang såfremt testen af personen, der ønsker adgang, viser at et negativt resultat.

I almindeligt forekommende og uskadelige sygdomme vil det ikke være økonomisk at bruge penge på test før adgang. Her kan vi falde tilbage på almindelige betragtninger omkring risiko. Ligesom medarbejderen tager en erhvervsrisiko ved at være stærkstrømselektriker, hvor arbejdsgiveren stiller personligt beskyttelsesudstyr til hans rådighed under arbejdets udførsel, ligeledes er det op til kontrakten mellem medarbejder og arbejdsgiver at tage højde for den risiko som smitte mellem medarbejdere udgør.

Dette forslag er blot et enkelt forslag til en liberal løsning på smitteproblemet på arbejdspladser, og er ikke på nogen måde udtømmende for de tiltag, som profitsøgende iværksættere kan komme på for at mindske smitte mellem medarbejderne. Det vil være naivt af mig at lade som om, at jeg kan opremse de utallige løsninger på smittefaren, som den private aftaleret giver mulighed for.

Der er et andet problem, som måske også bør belyses med et eksempel. Der er visse sygdomme, som er relativt uskadelige for yngre mennesker, mens ældre mennesker tager større skade af dem. I visse tilfælde medfører sygdommen døden for den ældre, mens den yngre kan nøjes med et par dage i sengen. Denne store risikoforskel fra person til person kan også løses i et liberalt samfund, hvor den private ejendomsret bliver opretholdt.

Den gamle person er ligesom den yngre sikret sin ejendomsret over sin egen krop og sine besiddelser. Den ældre må derfor gerne udelukke yngre mennesker fra at besøge ham på hans bopæl, eller på andre af hans ejendomme. Den ældre må også gerne kræve, at personer, der kommer på hans ejendom, skal ses nøje an ved test eller andre betingelser, som den ældre opstiller. Men den ældre må ikke pålægge andre ejendomsbesiddere at følge hans regler. Fx må han ikke kræve, at fordi han vælger at gå i indkøbscenteret, så skal indkøbscenteret afholde udgifterne til at oprense og fjerne potentielle smittekilder, fordi disse har skadelig virkning for den ældre. Det er vigtigt at huske på, at den ældre i den forbindelse kun ejer sin egen krop, og at han ved at bevæge den ind på andres ejendom må acceptere den risiko, som dette valg medfører. Det er indkøbscenterets ejer(e)s beslutning, der tæller, når driften og tilrettelæggelsen af beskyttelsesforanstaltninger mod smitte mellem kunderne skal vælges. De kan meget vel lytte på den ældres ønsker, men det er i sidste ende en beslutning, der er op til dem. De kan eksempelvis vælge at tilbyde den ældre, at varerne bliver leveret til hans dør, således han ikke behøver at udsætte sig selv for smitterisikoen i indkøbscenteret.

Det er dermed omvendt også klart, at en yngre inficeret person, der bryder ind i den ældres hjem og nyser/hoster/på anden vis smitter den ældre, skal holdes erstatningsansvarlig for indbruddet og den påvirkning af den ældres helbred, som indbuddet forårsagede. “Helbredstyven” skal således retsforfølges ligesom alle andre kriminelle kan blive det og betale erstatning for den skade, som han påfører den ældre person.

Idéen kan også illustreres nærmere ved, at opstille en analogi til den smitterisiko i indkøbscenteret, som den ældre person ikke kan tåle at bevæge sig ud i. Vi kan se på en boksering. Den er ligeledes også et privat område, hvor den ældre ikke kan kræve af bokseringens ejer, at han kan gå ind, når det passer ham. Den ældre ville kræve, at bokserne standser deres aktivitet, fordi det kunne skade den ældre person, hvis han blev udsat for den fysiske vold, der udspiller sig mellem deltagerne i ringen. Her kan vi se, at den ældre person ønsker at gå ind i et område, der er afgrænset og reserveret til et særligt formål, boksning. I området kender bokserne risikoens art, og de accepterer dermed den fysiske risiko, der er rettet mod deres krop, ved at gå ind i en boksekamp. For boksekampe gælder også særlige regler, ligesom der i et indkøbscenter kan gælde særlige regler, eksempelvis at kunderne skal bære handske, spritte af før de går ind, at de skal bære masker, at de skal holde 2 meters afstand, at de ikke må have symptomer på sygdomme osv. Disse regler er op til ejeren af indkøbscenteret at fastlægge. I deres fastlæggelse af reglerne tilskynder markedet dem til, at de indfører økonomiske foranstaltninger (ikke for dyre, ikke for dårlige), som deres kunder accepterer.

Situationen med smitten mellem aldersgrupper i indkøbscentre er således mulig at løse i det liberale samfund baseret på den private ejendomsret. Der er langt flere muligheder end dem jeg opstiller her. Mine eksempler er blot for at vise, at risikoen for smitte mellem mennesker i indkøbscentre også kan ses som en økonomisk risiko, som deltagerne ønsker at løbe for at opnå deres mål, og som derfor kan løses i det liberale samfund uden brug af drakoniske statsmidler.

Igennem den private ejendomsret og aftaleretten kan man indbygge markedsdrevne, og dermed økonomiske, håndteringsmekanismer af den såkaldte eksternalitet. Det er ikke et spørgsmål om at gribe til de indgreb, som politikerne på Christiansborg har indført. Regeringen har mistænkeliggjort alle danskere for at bære smitte (uden at ville teste, om de var smittet) og tvunget dem til at forholde sig til sygdommen som var de 82-årige hjertepatienter alle sammen. Hverken mistænkeliggørelsen eller forsigtighedsniveauet er passende for langt den største del af befolkningen. I skrivende stund (7. april 2020) er under 5.000 personer testet positiv, altså under 1 promille af befolkningen kan erklæres som smittebærere. Igennem det socialistiske sundhedsvæsens ineffektivitet er vi blevet snydt for en ordentlig testprocedure. Langt flere kan have smitten, men da det er bureaukraternes fantasier der bestemmer, hvordan testen uddeles, så ved vi ikke hvem, eller hvor mange, er smittet. Måske burde helt op til 99% af befolkningen opføre sig anderledes, end regeringen har tvunget dem til. Regeringen har således skudt gråspurve med kanoner.

I stedet er den liberale løsning individualiseret. Det er op til den enkelte at vælge sin egen risikoprofil i lyset af de omkostninger, som er relevante for ham. Det er en løsning, der lader det være op til markedets deltagere at bære den fulde byrde af ejerskabet af deres egen krop og at lade dem aftale hvilke risici, de ønsker at løbe på arbejde, i dagligvareforretningen osv. Fastlæggelsen af reglerne for den optimale sociale interaktion hviler på parterne, der omgås hinanden: Områdets ejer og de private deltagere. Lovgiverne ejer ikke noget relevant, og som irrelevante udenforstående kan de derfor ikke legitimt bestemme betingelserne for adgang og samkvem. Det er op til parterne, der har samkvem, og ejeren af området, hvor samkvemmet foregår.

Den vakse læser har formentlig opdaget, at Mises’ løsning ligesom Ågerups hviler i den urealistiske antagelse, at man kan få politikerne til at indføre love, der præcis følger rådgivernes anbefalinger. Mises mener, at vi kan få politikerne til at beskytte borgernes ejendomsret ved at justere på lovene, der omkranser og definerer den private ejendomsret, mens Martin Ågerup mener, at man kan gøre det ved at bruge epidemilovene. Jeg mener, at begge er for optimistiske i deres vurdering af det mulige i at få politikerne til at udføre disse teknokratiske løsninger. Jeg brugte blot Mises for at vise, at man kan være klassisk liberal og samtidigt fremsætte en forklaring på hvordan vi kan lade markedet håndtere eksternaliteter. Det ville være godt, om det kunne inspirere Martin Ågerup til at overveje hans position.

Referencer:

Mises, Ludwig von. Socialism - An Economic and Sociological Analysis. Translated by J. Kahane. Second english edition. New Haven: Yale University Press, 1951.
Ågerup, Martin. Velfærd i det 21. århundrede. København: People’sPress, 2017.
Mises, Ludwig von. Human Action - A Treatise on Economics. New Haven: Yale University Press, 1949.

1 Comment

  1. Dennis O. Madsen

    Du har mange rigtige tanker i denne post, men noget af det ryger desværre helt af sporet.

    Det er sandt at socialisme vs. kapitalisme handler om 1) ejerskab (dermed også styring) af produktionsmidlerne og 2) det frie marked.

    Men ejerskab er ikke nødvendigvis defineret som retten til at måtte gøre alt med sin ejendom: Jeg ejer eksempelvis en køkkenkniv, det betyder ikke det er socialisme at jeg ikke må slå nogen ihjel med kniven… Ingen vil heller argumentere for det er socialisme at forbyde mig at producere eller sælge atombomber i min virksomhed.

    I samme spor er Martin Ågerup (eller Lars Seier Christensen) for den sags skyld, fuldt ud på den rigtige side (Liberalismens) på trods af de godt forstår at forholde sig til virkeligheden, ikke blot en slags ekstrem idealisme.

    Ser det derfor mere det du snakker om som en diskussion om idealisme over for pragmatisme, frem for socialisme over for liberalisme.

    Lad os prøve at se pragmatisk på tingene:
    Ønsker Martin Agerup mere stats kontrol over produktionsmidlerne … nej, det ved du jo godt han ikke gør!
    Kæmper han mod stats kontrol af produktionsmidlerne … ja, det ved du jo godt hele hans livsværk går ud på!

    Men dette betyder jo ikke at et land ikke kan være i undtagelsestilstand, hvor pragmatisme frem for idealisme kan være nødvendigt.

    Det mange som Martin Agerup ønsker i den situation vi er i lige nu (beklager jeg tillader mig at gætte på dette, på hans vegne) er et samfund med private produktionsmidler og et fritmarked, hvor vi samtidigt har Coronavirus nok under kontrol til at vi kan danse med den: i den balance der giver mest frihed over egen ejendom og færrest syge overall.

    Hans kritik af regeringen er derfor en balance der er mere skæv end nødvendig (frem for en ekstrem idealistisk kritik, der fuldstændigt kritisere enhver indblanding i noget så voldsom som en pandemi), hvilket giver god liberalistisk mening.

    Vil altså gerne gøre dig opmærksom på (fra mit perspektiv som “reklamemand”) at Idealister der argumentere som du gør her, nemt leder samfundet til en reel tilstand af socialisme.
    Hvis socialisme vs. idealisme eksempelvis bliver til en diskussion om staten må forhindre din virksomhed i at producere og sælge atombomber eller ej, så får liberalismen ingen opbakning i den danske befolkning længere … det bliver en idealistisk karikatur som intet flertal af danskere nogensinde vil bakke op omkring – ergo vil alle begynde at tænke sig selv som socialister i stedet for borgerlige.

    Det vi som liberalister pragmatisk kan sætte ind imod er i stedet:
    1) Mere modstand og forsikring imod socialisme. Vi er simpelthen i en tilstand hvor vi hurtigt kan tippe over i Socialisme, hvor folks private virksomheder (og ejendom i det hele taget) reelt set kan blive taget fra dem, og fordelt ud til folket. Dette er katastrofalt for landet, da denne usikkerhed gør danmark til et meget utrykt land at drive privat virksomhed i, eller at investere i private virksomheder i.

    Pragmatisk kan du måske endda sige det er liberalistisk at modvirke dette sker, og socialistisk at medvirke til det sker … uanset ens egen idealisme.

    2) Vi kan kæmpe imod at staten mæsker sig unødigt i virksomhedernes “såsæd”. Dette gør det unødvendigt svært at konkurrere internationalt, men begrænser også virksomhedernes størrelse, antallet af arbejdspladser, profit osv. de kan skabe unødigt.
    Altså kan vi kæmpe for en fjernelse af selskabsskatten og lignende, der blot minimere private virksomheders evne til at producere og skabe arbejdspladser.

    3) Mindre statskontrol. Igen det handler ikke om at staten ikke må forbyde mig at slå ihjel med min køkkenkniv. Men om ikke at lade den bestemme mere end absolut (pragmatisk) er nødvendigt. Det vil samtidigt sige mindre idealisme mere pragmatik. Mindre bureaukrati, færre regler, lavere skatter osv.

    Alt dette er selvfølgelig blot mit private synspunkt.
    Men jeg vil ikke acceptere præmissen om dette er synspunkter gør jeg burde tænke mig selv som socialist frem for liberalist… eller som en der forsvare socialismen frem for liberalismen … for det gør jeg langt fra (tværtimod!) … og det gør hverken Martin Agerup eller Lars Seier Christensen heller ikke.

    Håber det giver mening.
    Dennis O. Madsen

    Reply

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

+ 71 = 77

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.