Må liberale kritisere Onkel Reje?5 minutters læsning

Jeg begyndte for ca. en uge siden at tweete lidt om Onkel Reje. Min kritik gik på, at jeg synes, nogle af hans optrædener var grænseoverskridende, og at medierne hurtigt faldt i det sædvanlige ad hominem hul.

Medierne identificerede kritikerne af Onkel Reje som coronaskeptikere, vaccinemodstandere og konspirationsteoretikere. På den måde fik de hurtigt forgiftet hele debatten. Mange danskere fulgte bare mediernes udlægning som en hund, der per refleks henter den kastede pind. Overraskende mange gange har jeg læst tweets, der gentager mediernes defekte ad hominem argument. Jeg er måske bare naiv og burde forvente, at mange følger mediernes udlægning uden kritik.

Derfor begyndte jeg at tweete om, at medierne var dårlige til at forsvare Onkel Reje, når de bevidst viste irrelevante klip. Og efter jeg skrev mine tweets fik jeg skudt i skoene, at jeg ikke var liberal. Et par af mine kritikere ville desværre ikke uddybe deres synspunkt, men Martin Thorborg ville godt.

Du er ikke liberal

— Martin Buch Thorborg (@thorborg) May 6, 2023

I tråden kan man læse hans svar til nogle andre. Han mente, at liberale er tolerante og hylder forskellighed. Siden der var en lille håndfuld på Twitter, der kritiserede min liberalisme, er det måske værd at begrunde, hvorfor der ikke er nogen konflikt mellem at kritisere Onkel Reje og være liberal.

På Twitter har man ikke ret megen plads til at beskrive nuancerede filosofiske standpunkter, men her på bloggen kan jeg nok uddybe min pointe lidt bedre. Jeg er naturligvis godt klar over, at mine kritikere fra Twitter har lige så lidt plads til at nuancere deres synspunkter, så jeg vil nøjes med at forsvare min egen position uden at kritisere deres.

Min opfattelse af liberalisme

Liberalisme er for det første en politisk filosofi, der argumenterer for, at alle mennesker har de samme rettigheder. Liberalister er ikke enige om, hvorfor det er sådan. Murray Rothbard mener, at rettighederne kommer i kraft af menneskets natur , mens Hans-Hermann Hoppe mener, at de kan udledes vha. argumentationens logik og Thomas Jefferson mente, at rettighederne var religiøst begrundet. Foran Gud er alle mennesker ens, og retten til frihed har Han givet os alle fra fødslen.

For at undgå konflikt mellem rettigheder, definerer liberalismen rettighederne negativt, for ellers kan man ikke give den samme buket af rettigheder til alle på samme tid. Lidt firkantet sagt giver negative rettigheder dig ret til at være i fred for andres handlinger. For at gøre rettighederne håndgribelige, tilskriver den liberale rettighederne som rettigheder til privat ejendom. Kort sagt: Dit hus, dine regler.

Gør man ikke det, rammer fx ytringsfriheden en mur, hvis man påstår, at man må råbe “Brand!” i et fyldt teater. Det må man naturligvis ikke, medmindre teaterets ejer har givet dig lov til det. Måske har han været så elskværdig at informere gæsterne om, at der vil være et uskadeligt, men dramatisk, indslag under forestillingen, så der ikke sker nogen skade (For et forsvar af rettigheder som rettigheder til ejendom se ).

Liberal kritik af Onkel Reje

Liberale er tolerante, siger Martin Thorborg. Det er der såmænd noget rigtigt i, men det er vigtigt at understrege, hvad tolerance betyder. Ludwig von Mises skrev det ganske klart: “Imod det som er dumt, meningsløst, fejlagtigt og ondt, kæmper liberalismen med intelligensens våben, ikke med rå magt og undertrykkelse.” Egen oversættelse. Tolerancen består ifølge Mises i at overbevise andre om det forkerte i deres handlinger i stedet for at tvinge dem med Statens magt.

Jeg kan derfor ikke gå til Staten og kræve, at politikerne indfører en lov, der forhindrer Onkel Reje i at udføre sit grænseoverskridende show for børn. Den slags lovgivning er udtryk for rå vold og undertrykkelse og er en krænkelse af den private ejendomsret. Reguleringen af Onkel Reje må overlades til markedets frie interaktioner mellem voksne mennesker. Det er netop børnenes forældre, de voksne, der er betroet at varetage deres børns interesser. De kan have en anden mening end mig, og de vælger på deres børns vegne, hvad børnene må og ikke må.

Med intelligensens våben, dvs. argumentation, prøver jeg med min ydmyge kritik at oplyse mine følgere/læsere om, hvad der er af problemer med Onkel Rejes grænseoverskridende shows. Min kritik krænker ikke Onkel Rejes ret til hans private ejendom og til at være i fred for mig. Han kan lade være med at læse mine tweets og mine blogindlæg, hvis ikke han gider læse dem. Jeg kan sågar gå så langt, som at forsøge at overbevise hans chefer om at fyre ham, uden jeg krænker hans rettigheder.

Af strategiske årsager vil jeg fraråde forsøg på at få Onkel Reje fyret. For det første er det unødvendigt for at løse problemet, og for det andet sender det et dårligt budskab. Formålet med kritikken er ikke at sende Onkel Reje ud af børneunderholdning, men i stedet at bede om at få hans shows modereret, så vi fortsat kan nyde hans mange gode sider. Det bør i alt fald forsøges, før vi afskriver den løsning. Hvis man forsøgte at få ham fyret, ville det for alle være åbenlyst, at det gik ud på at skaffe sig af med manden i stedet for at angribe bolden (bolden er de grænseoverskridende dele af hans shows).

Men hvad så, hvis jeg og andre kritikere lykkedes at overbevise forældre om, at Onkel Reje skal boykottes indtil han giver sig og opgiver sit grænseoverskridende show? Krænker jeg ikke hans ret til at lave showet? Nej. Onkel Reje har ikke positive rettigheder til en sikret indkomst. Men det er rent faktisk tilfældet i dag, hvor Onkel Rejes shows helt eller delvist betales af skatteyderne.

Derfor er der to muligheder for kritikerne. Enten affinder man sig med, at Onkel Reje lever en privilegeret tilværelse på vores bekostning, selvom hans adfærd er kritisabel. Vi kan evt. dulme vores irritation ved at fokusere på, hvor få af vores penge, der rent faktisk går til Onkel Reje og undgå at se hans shows og opfordre andre ligesindede til at gøre det samme.

Ellers må man gøre DR opmærksom på den utilfredshed med Onkel Reje, som fornuftigvis bør fremsættes sobert og konkret, og på en måde så DRs ledelse ved, hvor mange, der støtter kritikken. Selvom DR er finansieret af skatter, kan man stadig gøre sig forhåbninger om små ændringer til det bedre.

Bibliografi