Seneste indlæg

Jeg arbejder som bekendt energisk og målrettet på at skrive min liberale historiebog. Som læseren måske har bemærket, er det faktisk i år, 2023, at jeg oprindeligt havde estimeret, at projektet var færdigt. Det tror jeg ikke længere på. Projektet er udvidet, og er i dag noget større, end da jeg startede. Der er så mange spændende detaljer, som jeg forsøger at få fastlagt. Jeg er ikke uddannet historiker, så jeg må jo bare læse mig til det. Nu har jeg efterhånden også fyldt godt op i stuen med reoler fuld af bøger. Jeg forsøger så vidt muligt at fokusere historien på vigtige liberale elementer: Fx hvornår blev skattevæsenet grundlagt og hvordan?

Det viser sig, at det tager rigtig lang tid at skrive om middelalderen, bl.a. fordi kilderne er så sparsomme. Det ville måske gøre arbejdet nemmere, men historikerne kan ikke dy sig for at udtale sig skråsikkert om forhold, der ingen dokumentation er på. Det har været et sandt minefelt at navigere i, når historikerne glemmer at understrege, at deres tekst er bygget på deres fordomme, egne sociale teorier, og ikke bare på kildematerialet. Men efter at have læst en masse forskellige indbyrdes uenige historikere og deres argumentation for hver deres synspunkt, og fundet en masse af middelalderens kilder, som jeg ved selvsyn kunne studere, er det efterhånden lykkedes for mig at komme godt ind i stoffet.

Middelalderen er ganske interessant, og jeg vil gerne give en kort appetizer på nogle emner, jeg beskriver i bogen. Indlægget her er skrevet fra bunden af, men repræsenterer en del af bogens indhold i grove træk. Bogen er mere detaljeret og fyldt med referencer.

Vikingetiden uden skattevæsen

Før vi går til middelalderen skal jeg kort beskrive de dele af vikingetidens politiske system, der har en rimelig forbindelse frem mod middelalderens skattevæsen. Fra vikingetiden findes ingen dokumentation på, at bønderne betalte skatter til kongen. Den liberale historiker C.F. Allen (1811-1871) skrev kort og klart, at der ikke fandtes skatter i vikingetiden. Men vi kan ikke udelukke, at der var skatter, vi kan blot ikke dokumentere dem. Det er derfor bare spekulation, hvad der foregik i Danmark. Her er historikerne groft sagt opdelt i to lejre: Dem der siger, der ingen skatter var, og dem som siger, at der naturligvis var skatter. Men det er sparsomt med gode argumenter for og imod. Selv forsøger jeg at stable et på benene i bogen, hvor jeg vælger at hælde til konklusionen, at det i reglen var et samfund uden et fastboende skattevæsen. Kongen opkrævede måske tribut af bønder og stormænd på sine ture rundt i riget samt havde enkelte mænd ansat i grænseegne. Til større byggeprojekter som fx dannevirke kunne kongen anmode om en bevilling fra tingene.

Vi ved, at vikingekongerne opkrævede skatter i de lande, de erobrede, eller sporadisk plyndrede (fx i Frankerriget eller England). Men jeg tror ikke, kongen kunne opkræve skatter i Danmark, hvor han fik sin militære opbakning. Militæret bestod formentlig af en slags folkemilitær (kaldet leding), hvor hver våbenføre bonde deltog på turnus i forsvaret af landet, eller tog med sin høvding på vikingetogt. Det mest karakteristiske træk ved vikingetiden var de løse politiske bånd mellem høvding og konge, der ofte blev brudt. Kongens magt var derfor altid meget svag og kunne let ophæves af høvdingens skiftende loyalitet. Intet rige kunne bygges før sidst i vikingetiden, hvor Harald Blåtand vel er den første, der vandt høvdingene for sin sag i hele det område, vi kom til at kalde Danmark.

Høvdinge havde formentlig ligesom kongen en flok håndlangere (kaldet hirden), der fungerede som hans tæskehold. Det gjorde høvdinge i stand til at levere lokal beskyttelse (som vel også blev brugt til at afpresse bønderne? men da der var flere høvdinge, var der vel konkurrence mellem høvdinge, så afpresningen skulle vel være lempelig? Vi ved det ikke med sikkerhed.). Bønder kunne søge beskyttelse ved at underlægge sig høvdingen og formentlig kunne nogle af dem også deltage i vikingetogterne sammen med høvdingen. Hvis høvdingen valgte at gå med på kongens togt, blev den enkelte bonde velsagtens bedt om at deltage i togtet som led i sin betaling for beskyttelsen. Det kan man naturligvis i sig selv også godt kalde en skat, men vi ved så lidt om dette folkemilitær, at vi heller ikke kan sige, om det var tvang at deltage. Hvis det var, var det så en skat, eller privat afpresning? Hvad hvis høvdingen frit kunne sige nej til kongens bud?

Den eneste skat, jeg finder det sandsynligt, kongen kunne opkræve, var, hvad han kunne presse ud af bønder og høvdinge, når han rejste omkring i riget med sit tæskehold af håndlangere. Men en sådan opkrævning var stærkt begrænset og måtte begrundes med nødvendigheden af, at kongen rejste omkring i landet og spredte held og gav markerne gudernes velsignelse. Mange høvdinge var næsten lige så mægtige som kongen, og hvis det kom til kamp var det ikke sikkert, at kongen ville vinde. Rå voldsmagt kunne derfor ikke sikre kongen indtægter fra høvdingene. I stedet måtte han vel forsøge at bilde dem ind, at han var hellig og kunne gavne dem, hvis de var gode til at give ham gaver, når han kom forbi. Måske skete det omvendte i stedet: Det er lige så sandsynligt, at kongen bestak høvdingerne med invitation til at drage i viking med ham, eller ved at invitere dem med til plyndringsfesten efter et endt togt. Kongen måtte af og til give gaver til udvalgte stormænd for at vinde deres loyalitet for en tid. Gavekulturen var et meget vigtigt element i de sociale bånd, og hver gave skabte et modkrav på modtageren. Måske loyalitet omkring politik?

Vikingekongens hellighed var baseret på krigslykke. Religionen på den tid understøttede troen på, at jo mere kongen havde held i krig, jo mere var guderne på hans side, og i den forstand var han hellig. Hvis han vandt mange slag, måtte det være en demonstration af, at han var i god kontakt med guderne. Men der var jo nogen, der skulle fortælle befolkningen om kongens succes. På kongens rundrejse i riget medbragte han udover sit tæskehold også en flok hofpropagandister, kaldet skjalde. Skjaldenes opgave var at digte storslåede rim og remser, der overdrev kongens krigslykke, så befolkningen troede, at han var en rigtig god ven af guderne. Det gode forhold til guderne kunne han jo så være så elskværdig at dele med bønderne på sine rundrejser i riget, og jo bedre historierne var, jo nemmere kunne kongen vel vride befolkningen for gaver til gengæld for hans hellige tilstedeværelse. I alt fald var det i vikingetiden en hellig opgave for kongen at hjælpe bønderne til at få en god høst ved at velsigne markerne. Senere overtog kristendommens præster og biskopper rollen af at udføre de rituelle handlinger for at bringe bønderne en frugtbar høst, mens kongen i stedet skulle gribe ind i retsvæsenet.

Kongen bliver ven med kirken

Middelalderen starter med, at Svend Estridsen vælges til konge i 1047. Han grundlægger det gode forhold mellem konge og kirke, som i resten af middelalderen bliver kongens vej til magten. Han inddeler de 3 stifter til i alt 8, han indleder et godt forhold til paven og begynder at arbejde for at få et dansk ærkebispesæde. Hidtil var de danske stifter organiseret under Hamborg-Bremens ærkesæde. Hans fire sønner følger ham på tronen fra hans død i 1074 til 1134. Men selvom de var medvirkende til at opbygge kongemagten, bliver det ikke dem, som virkelig får udnyttet skattevæsenet.

I den tidlige danske middelalder har vi første bevis på en kongelig byrde i 1085, hvor kongen giver en gave til at bygge den kirke, som blev ærkesædet i Lund. Her nævner han nogle bøder, han kunne kræve af befolkningen. En af bøderne kunne kongen pålægge for at udeblive fra militærtjeneste, som blev opkrævet af fogeder på kongens vegne. Alle jordejende skulle betale skat, men de kunne vælge mellem at gå med i krig, eller betale skatten. Hæren bestod stadig af folkemilitæret.

Forskellen fra vikingetid og til middelalder er bl.a. ankomsten af den kristne kirke. Det var kirken, som gav kongen en ny rolle og det er derfor et logisk træk fra kongens side at sikre sig kirkens gunst. Nu skulle han ikke blot være hærfører, men også sikre fred i samfundet. Som kirken vandt indpas i ideologien i befolkningen, gik de med til at kongen fik en ekstra magt (bøderne), som fulgte med hans ekstra opgave (strengt taget ved vi faktisk ikke, om vikingekongerne også kunne opkræve ledingsbøder). Men folkemilitæret var ikke tandløst. Kongen som udstedte gavebrevet i 1085 blev myrdet af folkemilitæret i 1086, bl.a. fordi han ville indkræve bøder af dem, da de blev væk fra ledingstogt til England. Helt nagelfast var kongens magt vist ikke. Men lad os vende tilbage til en andel del af gavebrevet.

En anden af bøderne var, at fredløse kunne købe deres fred tilbage ved at overdrage kongen en stor del af deres jord. Det er ret skægt, at gaven til kirken delvist bliver til igennem dette fredkøb, for det var nemlig kirken, der grundlagde bødesystemet, og gav kongen eneret på den. Cirklen var således sluttet: Kirken begrunder en kongelig ret, som kongen udnytter til sit eget formål, men han bruger trods alt noget af rovet til at begunstige kirken. Der er ingenting, der ændrer sig i politik. Det er altid og alle vegne det samme.

Svend Estridsens sønners tid på tronen får en brat ende. Magnus var den potentielle arvtager til riget efter den sidste Estridsen søn på tronen, kong Niels. Han når dog aldrig at få tronen. I 1131 myrder Magnus sin rival, Knud Lavard, og det starter en række interessante begivenheder. Efter mordet starter den dræbtes bror, Erik Emune, et oprør mod kong Niels (k: 1104-34), og det ender med en overraskende sejr til oprøreren. Han var ellers blevet besejret af kongen flere gange, og var til sidst blevet fordrevet fra landet. Erik Emune gav dog ikke op, men fortsatte stædigt sin kamp mod kongen. Krigslykken vendte for Emune i 1134. Han var stadig opsat på at hævne sin broders død, og til hans held blev kongens udenrigspolitik meget upopulær hos en meget magtfuld mand. Højst opsigtsvækkende skiftede den hidtil kongetro ærkebiskop Asser af Lund side. Årsagen var formentlig, at kongen sværgede lensed til kejser Lothar, mens Hamborg-Bremens ærkesæde anede muligheden i svækkelsen af den danske konge. De havde forfalsket papirer og fik overbevist paven om, at det danske ærkebispesæde faktisk var en fejl, og at Danmarks stifter på ny skulle indlemmes under det nordtyske ærkesæde.

Den udvikling faldt ikke i god jord hos manden, som stod til at miste sin særlige position. Ærkebiskop Asser fyldte derfor Emune op med penge, så han kunne leje pansrede ryttere i Tyskland og smide kong Niels ud. Med rytteriet knuste Emune kongens folkemilitær i slaget ved Fodevig i 1134 og demonstrerede rytteriets totale overlegenhed. Den demonstration blev skelsættende og satte siden gang i reformer af militæret.

Erik Emune gjorde dog langt mere end bare at slå kongens folkemilitær. Han iværksatte en udrensning blandt den politiske elite. Viborgbispen Eskil blev dræbt på Emunes ordre i Sankt Margrethes kirke i Asmid i 1132. Ved Fodevig døde 5 biskopper (fra stifterne Roskilde, Århus, Ribe, Vestervig og Slesvig) ud af de i alt 8. Ærkesædet skiftede side til Erik Emune, og dermed kontrollerede kongen 7 ud af 8 bisper. Han indsatte da nye bisper, der var tiltænkt at bakke Emune op i sin kongemagt. Men kongen var ikke alene om at påvirke bispevalgene, da både Asser og andre stormænd blandede sig. Udover at skaffe sig af med bisperne, gik Emune også hårdt til værks mod potentielle kongsemner. Det var som havde han intet lært af drabet på sin broder: Selv myrdede Emune 8 kongeætlinge for at holde ryggen fri.

Det lykkedes ikke for Emune: Han fik fx ikke meget held af Roskildebispen, ærkebispens nevø Eskil, der straks allierede sig med stormanden Peder Bodilsen og fordrev Erik Emune fra Sjælland. Selvom Emune fik overtaget og genvandt Sjælland, endte hans kongegerning kort efter i 1137, da han blev dræbt på et tingsted nær Ribe af utilfredse stormænd. Emunes skrækeksempel viste, at direkte voldsanvendelse ikke var vejen til magten. For mange stormænd og bisper var ham imod. Det blev lærerigt for senere konger, som søgte vejen til magten igennem politiske alliancer med stormændene. Det bedste eksempel er Valdemarstidens nære forhold mellem konge, stormænd og bisper – i særdeleshed med centrum i Hvideslægten.

Valdemars skattebaserede middelalderstat

Lad os nu springe små 20 år frem i tiden. Efter en masse tronstridigheder sejrer Valdemar den Store i 1157, og under hans kongemagt omdannes militæret fra at være et decideret folkemilitær til en professionel rytterhær. Erik Emunes demonstration blev taget til efterretning. Men professionaliseringen kom med en tvungen bagside: Skatter. I et gavebrev til Veng kloster (dateret til perioden 1157-1164) nævner kongen ledingsskatten for første gang og beskriver, at den opkræves af ombudsmænd. Ledingsskatten finansierede heste og udrustning til det danske militær, der blev købt hos danske stormænd. Selv blev de fritaget for skatten. Kongen måtte holde sig gode venner med stormændene generelt. Det havde eksemplet med Erik Emune vist ham.

Kongen har nu et skattevæsen, der bor blandt befolkningen og afpresser dem årlige ydelser. Til forskel fra før kan man kun opnå skattefrihed, hvis man sværger en troskabsed til kongen og kan stille til hest i fulde våben. Den kongetro herremandsstand, der var essentiel for kongens fastholdelse af magten, blev grundlagt her.

Overgangen fra vikingetidens kongemagt til Valdemars “middelalderstat” er ret interessant, og kan måske bedst beskrives som kongens overgang fra at opkræve tribut, når han rejste riget rundt med sine håndlangere og afpressede bønderne, til at have fastboende fogeder omkring i landet, der jævnligt afpressede befolkningen. Det begyndte som et bødesystem og blev til en årlig skat. I middelalderen omdannedes kongemagten fra at være en omrejsende røverbande til at slå sig ned og blive en fastboende, større røverbande.

Vendertogene, propaganda og uendelig skatteopkrævning

Udviklingen under Valdemar den Store var et led i et større projekt, som kongen sammen med sin barndomsven, biskop Absalon, ville søsætte: Erobringen af Rügen. Vendertogene fik status af korstog, der blev ført med kirkens støtte for at bekæmpe og kristne de fæle sørøvere fra Venden. Hæren skulle derfor afsted på togt utallige gange for at erobre de eksotiske områder, kristne dem ved sværdets magt og pålægge dem tienden, hvis bispeandel naturligvis gik til biskoppen i Roskilde, Absalon.

Tiendens udvikling i Danmark har jeg også et kapitel om i bogen. I europæisk perspektiv startede den frivilligt de steder, hvor kirken vandt fredeligt frem, og blev med tiden (sædvanens ret), eller kongens indblanding, til en skat. Hvor kristendommen blev tvunget frem ved sværdets magt, blev tienden oftest krævet som et bevis på underkastelse af det slagne folk som fx venderne på Rügen. Udviklingen indenfor Danmarks grænser har vi ikke kilder til at afdække, så jeg valgte at fremsætte en rimelig hypotese. Den er baseret på historisk research, og det tog mig mere end en måned at udforske muligheder og udtænke mit bud. Jeg måtte læse op på europæisk historie fra Frankerriget, England og Tyskland for at føle mig på rimelig sikker grund. Men det er et emne for en anden dag. Lad os vende tilbage til vendertogene.

For at legitimere de store udgifter kogte den intellektuelle elite en historie sammen: Vendernes plyndringer af hele Danmark. Vi kan læse den i sin naive form hos Saxo, der understreger, hvor hærget det stakkels danske land var af disse vendere. Der var således både et forsvarsmæssigt postulat ved siden af et kristent postulat for at hærge Rügen. Venderne var hedninge og sørøvere, og udgjorde en fare for de gode kristne bønder og købmænd, som forsøgte at bedrive et ærligt arbejde. Det var kongens pligt at skabe fred ved at erobre hele Rügen, for hvordan skulle der ellers blive fred? Riget var netop kommet ud af en lang periode med stridigheder mellem kongerne, og historikerne er hurtige til at istemme Saxos vurdering af, at venderne var blevet et stort problem under borgerkrigene, fordi riget var optaget af intern strid. Med et samlet rige under kong Valdemar skulle venderne nu elimineres som trussel – ingen anden mulighed diskuteres i historiebøgerne, jeg har læst om emnet i.

Vi skal naturligvis glemme historier om, at venderne blev besejret af lokale stormænd i Roskilde, der med byens borgeres samlede kræfter overvandt indtil flere angreb og endte egentlig med at vende situationen på hovedet: Roskildes forsvar plyndrede venderne, når de kom til Danmark. Fornuftigvis blev det plyndrede gods delt ud til de borgere som medfinansierede forsvaret, og gav borgerne et sundt incitament til at yde bidrag til det fælles forsvar. Men sådan en fornuftig og rimelig løsning på problemet skal vi naturligvis ikke dvæle ved – historikerne flest bruger i stedet meget tekst på at beskrive kongens erobringstogter og den fine udenrigspolitik, der kom ud af danske skatteyderes pinsler.

Argumenterne for ledingsskatten var sandsynligvis, at danske skatteydere skulle beskyttes imod plyndring ved at indføre et skattevæsen. Men det betyder bare, at danskerne blev plyndret af skatter frem for af venderne. Det er fantastisk selvmodsigende og dumt. Det er sådan, det sker igen og igen. Uanset hvor dumt og åndssvagt projektet er fra et logisk synspunkt, vinder statens apologeter som regel ved at overdrive faren staten skal håndtere, og middelalderens skattevæsen er ikke nogen undtagelse fra denne regel. Den synsvinkel har jeg ledt forgæves efter blandt historikernes analyser, og den mangel giver mig fortsat lyst til at skrive min bog, fordi den dækker et område, der mig bekendt ikke er dækket.

Med den ideologiske massage på plads, som vi kender fra Saxos værk, kunne Valdemar kræve ydelser af bønderne for at beskytte dem mod venderne. Men var der udsigt til nedlæggelse af skattesystemet, når Rügen en skønne dag var erobret? Burde det ikke nedlægges efter Rügens erobring i 1169 (eller 1168 iflg. nogle historikere), hvor faren for riget var undertvunget? Næ, det blev det ikke. Kongen fandt nye områder, han ville erobre. Nu havde han jo skattevæsenet til hjælp, og det var da nemmere at føre Østersøpolitik med alle de dejlige skatter. Han fik også fortsat opbakning fra de intellektuelle. Biskop Svend af Århus bekræfter, at vendertruslen stadig findes og understreger i sit testamente så sent som i 1183, at noget af den jord han testamenterede til Øm kloster næsten var værdiløs, fordi det lå ud til havet, og var let at plyndre for hedningene. Valdemar fortsatte sine kampe, og selv da hans søn Knud i 1193 omtalte sig selv som “de danske og venders konge” fortsatte han skatteopkrævningen og udvidede erobringerne ved at underlægge sig Pommern. Valdemar Sejr, der fulgte Knud på tronen, fortsatte ligeledes at opkræve skatter og vendte sig mod erobring af Estland. Der var ingen ende i sigte på danske skatteyderes lidelser.

Hvor blev den oprindelige mission af? Danske skatteydere blev bare plyndret af kongens fogeder hvert år. Forskellen på fogederne og venderne var, at fogederne tog en fast takst, hvor venderne formentlig tog, hvad de kunne, skulle deres togt gå dem vel. Men det var ikke alle steder, togterne gik dem vel. Som demonstreret i Roskilde kunne en dygtig stormand med lokal opbakning klare opgaven. Det havde nok været bedre for de danske skatteydere at tage chancen og gå sammen som i Roskilde. Fogederne slap danskerne aldrig af med. Lige siden Valdemar den Store har skattevæsenet plyndret danskerne hvert år.

Middelalderens konger kunne således slippe afsted med at opkræve skatter uden at blive væltet. Det lykkedes dem at omdanne, hvad var et skrøbeligt politisk bånd til høvdingerne i vikingetiden til stærke bånd til loyale middelalderstormænd. Båndene gik ikke blot til de verdslige stormænd, der udgjorde militæret under kongen, men også til biskopperne. Biskopperne havde flere roller, og de fungerede både som stormand, hellig mand og intellektuel og kunne således bistå kongen med rådgivning. De blev meget ofte kongens særlige rådgivere og fortrolige, der hjalp kongen med at føre politik. Ideologien tilsagde også, at biskopper og konger skulle samarbejde: Meningen var, at kongen skulle tilrettelægge sine handlinger således, at hans styre kvalificerede ham til titlen “konge af guds nåde”. Og hvem skulle bedre kunne vurdere, om kongen gjorde det rette end biskopperne? Det var åbenlyst, at vejen til magt og rigdom gik igennem en korrupt alliance mellem de to.

Perioden kaldet Valdemarstiden (fra 1157 til 1241), under Valdemar den Store og hans to sønners kongedømme, er ærkeeksemplet på en sådan konstellation, hvor kirken og kongen knytter tætte bånd og hvert magtcenter fremmer sin position i samfundet. Magtens sammensmeltning mellem trone og alter sikrede både biskopper og konge en gensidig fordelagtig alliance. Kongen brugte kirken til at helliggøre sig for at fastholde magten, mens kirken kunne stole på kongens opbakning i form af gaver til kirkens økonomiske projekter og til deres reformer af samfundet (fx af retsvæsen og deres søgen efter kirkens frihed fra lægmænd).

Helliggørelsen af kongen intensiveredes også under Valdemarstiden. Den omtalte kong Niels (1104-1134) var den første, der blev kaldt konge af guds nåde, men Valdemar lykkedes at overgå Niels. Efter Rügens erobring gik det stærkt med helliggørelsen af Valdemars mandslinje: Knud Lavard blev kanoniseret i 1169, i 1170 holdtes kirkefesten i Ringsted, hvor ærkebiskoppen for første gang i dansk historie salvede en konge (Valdemar den Store), og udpegede tilmed kongens søn, Knud, som tronfølger. Valdemars mandslinje var nu mere fremtrædende end de andre linjer i kongeslægten – og måske vigtigst af alt var den rivaliserende kong Niels’ mandslinje nu en helgenmorder. Knud Lavard var speciel, for han var Valdemars far og gjorde dermed Valdemars mandslinje til noget særligt overfor de andre linjer i kongeslægten.

Den kongetro Hvideslægt gennemfører et bispekup i Århus stift

Helligheden af kongeslægten var utroligt vigtig og Valdemar vogtede over sin fordel med nidkærhed og med fuld opbakning fra de fleste af biskopperne. Den måtte ikke udfordres. Valdemar døde i 1182 og sønnen Knud videreførte Valdemars politik. En modkandidat til kongetronen fra Slesvig, bisp Valdemar (fra Niels linjen), forsøgte at få sin bror (som også hed Niels) kanoniseret i Århus stift, hvor rygter om mirakler opstod omkring hans grav fra omtrent 1180erne.

Århusbispen Svend var venlig stemt overfor Niels-linjen og samarbejdede med bisp Valdemar for at iværksætte den langsommelige procedure for at få Niels kanoniseret. Han søgte måske at få en lokalhelgen, som det var oppe i tiden at gøre. I alt fald fik Viborgbispen domprovsten Kjeld kanoniseret af Absalon i 1189. Men mens kanoniseringen af Kjeld var ok med kongen, fordi Kjeld ikke var af kongeslægt, men tilmed var særdeles tro mod Valdemar og Hvideslægten, var kanonisering af Niels farlig. Hvis kanoniseringen blev gennemført, ville Valdemars mandslinje ikke længere have et unikt kort på hånden overfor den rivaliserende Niels-linje.

Til kong Knuds held nåede bisp Svend ikke at færdiggøre sit projekt, inden han døde i 1191 (Vi ved desværre ikke, hvordan det skete. Der kunne ellers være et motiv for kongen til at skaffe ham af vejen. Men Øm klosterkrønike fortæller blot, at han blev syg og døde hurtigt derefter i nærheden af Randers). Efter hans død blev stiftet udsat for et decideret bispekup af Hvideslægten. Formålet kan have været at stikke en kæp i hjulet på bisp Valdemars bestræbelser på at skaffe en helgen til sin mandslinje i kongeslægten. En alternativ mulighed er, at Hviderne ønskede at lægge endnu et stift under deres kontrol, sådan som de var lykkedes med at erobre de mægtige stifter i Roskilde og Lund. Måske var begge dele tilfældet.

Årene i starten af 1190erne var højspændte politiske år. Bisp Valdemar var ret populær blandt nordtyskerne og han brugte deres tilslutning til at fremme sin politiske karriere. Bisp Valdemar allierede sig med grev Adolf 3. af Holsten, og snart aftalte de et militærkup. Bisp Valdemar drog til Sverige og Norge i 1191 og samlede en hær. I samarbejde med greven landsattes to hære i Jylland i 1192. Den ene fra syd under grev Adolf, og en anden fra nord under bisp Valdemar. Formålet var at indsætte bisp Valdemar på den danske kongetrone. Men bispen viste sig at være en dårlig hærfører, og hans hær blev hurtigt besejret af kong Knuds. Knud smed bisp Valdemar i fængsel, hvor han endte med at sidde i mere end et årti. Under fængslingen klagede paven til ærkebiskop Absalon, fordi det var i strid med kanonisk ret, at en lægmand fængslede en biskop. Biskopper måtte kun prøves ved kanonisk domstol.

Paven krævede derfor som det selvfølgeligste af Absalon, at han skulle true kongen med bandlysning og interdikt (standsning af gudstjenester i hele landet) for denne overtrædelse. Absalon gjorde intet trods gentagne pavelige opfordringer, og han stillede sig således fuldkomment på kongens side under den lange fængsling af bisp Valdemar. Paven selv må dog have været lidt lunken overfor bisp Valdemar, for da ærkebispesædet i Hamborg-Bremen vil udpege ham til ærkebiskop under fængslingen, afviser paven det. I mellemtiden arbejdede kongen og hans kumpaner på at forhindre enhver tilslutning til bisp Valdemars mandslinje. Et af midlerne kan have været at forhindre kanonisering af Niels, derfor vendte kongen og Hviderne sig mod det ubesatte Århus stift.

Århus stift var ganske “ubeskyttet”, da det som det eneste stift endnu ikke havde et selvstændigt domkapitel. Det var skæbnesvangert, for efter tidens kanoniske retspraksis var det domkapitlet, der udpegede bispen (den kanoniske ret var dog ikke helt fast, for udpegelsen af Ribebispen i 1171 kostede domkapitlet 300 mark sølv til kongen som smørelse). Problemet var, at oprettelse af et domkapitel kræver et vist økonomisk fundament i form af gods, der giver nok afkast til kannikkernes levned og til eventuel kongelig smørelse. Den afdøde bisp Svend testamenterede i 1183 al sit gods til Øm kloster og gav løbende klosteret gaver frem for at sikre et økonomisk grundlag for et domkapitel. Bisp Svend havde alle dage ønsket at blive munk, og fik pavens godkendelse i 1185 på at afgå fra sin bispestilling for at gå i kloster – og igen i 1191 af den næste pave. Men Svend nåede ikke at gå i kloster. Det er interessant. Hvad holdt ham på bispestolen? Munkenes abbed havde altid støttet Svend som bisp, og foretrak at han virkede på bispestolen frem for blandt munkene. En mulighed er, at abbeden lykkedes at få ham overtalt til at blive på bispestolen. Det var samme abbed, Svend kaldte til sig på sit dødsleje.

Vi ved ikke, om Svend blev holdt tilbage, eller af hvem. Der er i alt fald masser af politisk sprængstof i bispestolen i Århus på den tid, så man kan jo spekulere i mange forskellige hypoteser, vi desværre ikke kan efterprøve. I alt fald viser brevene fra paven, at Svend var seriøs om sit munkeønske, for den slags pavelig korrespondance var dyr. Men da Svend ikke blev munk, brugte han i stedet sin fulde energi i sine sidste år på at støtte Øm kloster. Det efterlod stiftet ubeskyttet, og således kunne kongen og ærkebiskoppen udøve stor indflydelse på bispevalget i Århus som i gamle dage.

Da bispevalget efter Svends død blev gennemført, var det sandsynligvis kong Knud og hans kumpaner fra Hvideslægten, herfra også ærkebiskop Absalon, der stod bag. Vi ved det dog ikke med sikkerhed. Det vi ved er, at en af Hvideslægtens gejstlige, Peder Vognsen, der sjovt nok selv var kannik ved ærkebispesædet og formentlig havde bestået en uformel loyalitetsvurdering af Absalon, blev indsat som bisp i Århus. Han blev den første i en række Hvidebisper i Århus stift. Han tog straks fat på at modernisere stiftet, byggede ny domkirke, valgte en anden helgen at opkalde det efter og skænkede store godsgaver til et domkapitel på hele 12 kannikker, der kunne beskytte bispestolen mod fremtidige bispekup.

I Århus stift blev domkapitlet særdeles selvstændigt efter Hvidebispernes indtog. Som var almindeligt for tiden udpegede domkapitlet bispen, når der var bispevalg. Men der var langt flere rettigheder for domkapitlet i Hvidernes reformer. Statutten af 1206 pålagde en nyvalgt bisp eller kannik at sværge hellig troskab til kapitlets statutter, som bl.a. omfattede en selvstændighed, der overgik alle andre stifter (af denne årsag betvivler historikerne dateringen af statutterne, men intet substantielt bevis, jeg er bekendt med, er blevet ført imod dateringen til 1206). Bispen måtte ikke ændre domkapitlets gods, han måtte ikke blande sig i udpegning af nye kannikker, eller ændre deres antal uden deres samtykke (alt sammen var ting, som Hvideslægten netop selv havde gjort for at kuppe stiftet). Vi kan gætte os til, at når først der var opstartet et Hvidevenligt kapitel, kunne det vel forventes, at det ville fortsætte med at være sådan fremover. Domkapitlets frihed gjorde det i alt fald muligt for de rette kannikker at drive domkirken til Hvideslægtens tilfredshed. Ved de to følgende bispevalg pegede kannikkerne da også på Hvideslægtens medlemmer, og således valgte kapitlet først den ene af Peders brødre (Skjalm), og derefter hans næste bror (Ebbe) som efterfølger på bispestolen.

Hvidebisperne sad uafbrudt på Århus stift fra 1192 til 1234 og sørgede for så vidt muligt at glemme alt om den mulige kanonisering af bisp Valdemars bror og polemiserede til paven og andre høje gejstlige om deres forgængers uduelighed. Fx løj bisp Peder til paven om, at den eksisterende domkirke ikke var bygget af sten, og at han derfor måtte have pavens godkendelse til at starte byggeriet af den nye domkirke for at rette op på det. Peders efterfølgere (hans brødre) fortsatte propagandaen imod den tidligere biskop Svend. Lidt firkantet sagt: Alt der var udrettet i Århus stift, før Hvideslægtens gejstlige overtog det, var dilettanteri, skødesløs behandling af det hellige stift og tangerede nærmest blasfemi.

Sådan blev middelalderstaten grundlagt. På politisk propaganda, politiske alliancer mellem konge og stormænd og naturligvis en masse krige, nu forklædt som korstog. Min bog er spækket med lignende historier om de politiske alliancer og lægger vægt på kongens magtmidler, som blev udvidet trin for trin. Igennem historien viser bogen, hvordan magtkoncentrationen i samfundet forløb fra den lokale vikingehøvding, over kongemagten til enevælden og til sidst hen mod den foragtelige demokratiske velfærdsstat, vi lever under i dag.

Et kort overblik og et skud mod velfærdsstaten

Bogen er i skrivende stund på 459 A4 sider og indeholder 159.683 ord. Jeg tror ikke, jeg tør sige noget om, hvornår jeg er færdig med den. Der er stadig mange huller tilbage hist og her. Dertil er jeg endnu ikke sikker på, om jeg vil føre historien helt op til 2020erne. Meningen med bogen er at belyse magtens udvikling i store træk. Når ideologien om velfærdsstaten har vundet omkring 1970, er der kun mindre bagateller tilbage i udviklingen. Historien kører bare rundt i velfærdssuppen, og det bliver i det store perspektiv trivielt at beskrive den ene ordning efter den anden, der alle begrundes med samme dysfunktionelle logik.

Velfærdsstatens grundlæggende (og forfejlede) struktur begynder at blive udviklet kort før århundredeskiftet, hvor konservative politikere vil kopiere Bismarcks politiske sejr i det forenede Tyskland. Tidspunktet for deres politiske handling ligger dog meget sent i Danmark, og de bliver hurtigt overhalet af filosoffer og embedsmænd, der begynder at følge John Stuart Mills sociale teori. En række politiske aktører inspireres heraf til at grundlægge det radikale venstre, der forøger statens udgifter endnu mere, særligt i tiden lige omkring 1. verdenskrig. Siden overbydes de af socialdemokraterne i mellemkrigstiden, der til sidst ødelægger den sidste rest af privat velfærd i efterkrigstiden.

Men selvom der var privat velfærd, før statens såkaldte velfærd udsultede det med skatter og subsidier, er præmissen og analysen er altid den samme. En række økonomiske idioter påstår, at der findes et problem, som kun kan løses (eller løses bedst) med statens hjælp. Den såkaldte hjælp består som altid af højere skatter og flere offentligt ansatte, der tilsammen ødelægger konkurrencen mellem private velfærdsforeninger og udsulter dem for penge. Idioterne går sammen med beredvillige særinteresser, der slår på tromme for sagen og overtaler de politiske aktører til at gribe ind. Ofte er særinteressen en af de private aktører på markedet, som søger offentligt tilskud for på den ene side at kvæle konkurrencen, mens de på den anden side får penge af staten.

På intet tidspunkt kigger man tilbage for at vurdere, om det overhovedet var rigtigt, at der var et problem til at begynde med – eller om det skabte system er værre end det problem, man forsøgte at løse. Oftest ender det med, at staten hjælper en privat aktør på bekostning af kunderne og de andre private aktører. Men det fik sjældent, hvis nogensinde, processen til at standse. Markedsøkonomien blev ved med at kaste større og større produktion af sig, som staten altid søgte lettere metoder til at konfiskere mere og mere af, for at dække det store hul, den idiotiske politik medførte. Indkomstskatten, moms, kildeskat og kapitalskat er nogle eksempler på, hvordan staten har gjort det nemt at stjæle borgernes penge fra dem ved at opbygge hele systemer, som hviler på private indrapporteringer. Den ureflekterede idioti har bragt os fra et skattetryk på ca 7% af BNP ved århundredeskiftet til 50% ved årtusindskiftet. Det er sørgelig læsning.

Men den sørgelige historie bør fortælles og fortælles med eftertryk. Velfærdsstaten er opbygget af økonomiske idioter og er hjulpet på vejen fra sin spæde start af særinteresser, der stod til at drage fordel af den nye politik. Det var aldrig “almenvellet”, der stod til at vinde. Hvis almenvellet vandt noget som helst på noget tidspunkt, er det sket ved et tilfælde. De økonomiske idioter veg ikke fra deres vrangforestilling om økonomi og samfund. De afholdt sig fuldstændigt fra at argumentere for private løsninger, færre offentligt ansatte og lavere skatter. Deres foretrukne løsning var altid stat, skatter og offentlige bureaukrater i hobetal – og derfor er de økonomiske idioter.

Bibliografi