Sovjetunionen kollapsede ikke pga. mangel på innovation12 minutters læsning

Som et led i min gennemlæsning af Martin Ågerups bog “Velfærd i det 21. århundrede” er jeg kommet til en sektion jeg særligt ønsker at diskutere.

Det burde ikke være kommet som en overraskelse for mig, da der på forsiden af bogen står “Fra tilsanding til innovation” – altså antydes det at det er innovationen som er essensen af kuren mod problemet.

Men inden jeg går ind i kritikken, må jeg sige at jeg blev positivt overrasket over Martin Ågerup, for på side 83 skriver han at der er paralleller fra velfærdsstatens krise til krisen i Sovjetunionen der bidrog til systemts kollaps i 1991. Jeg er fuldstændigt enig med Martin Ågerup på dette punkt: Velfærdsstaten og kommunismen deler mange af de problemer som fører til ineffektivitet og ødselhed.

Overraskelsen kom først senere i bogen hvor Martin Ågerup skriver om velfærdsstaten i dens opbygning at:

“Det var staten der trådte til for at øge mængden af human kapital og adgangen til sundhedsydelser. Af to årsager kunne den opnå dette forholdsvis uproblematisk og forholdsvis hurtigt. For det første i udgangspunktet havde Danmark et lavt skattetryk. […] Endvidere var der netop i de år en stor vækst i arbejdsstyrken , dels som følge af demografiske forhold , dels fordi kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Der var altså både masser af penge og masser af arbejdskraft, som kunne kanaliseres imod opbygningen af velfærdsstaten.”

Ovenstående mener jeg er et validt synspunkt, men jeg synes der mangler en vinkel på hele systemet: Der eksisterede på daværende tidspunkt et velfungerende privat system, hvor man havde opdaget de tekniske og økonomiske metoder til at tilfredsstille kunderne. Produktionsstrukturens sammensætning var etableret af markedet og var effektivt i forhold til kundernes daværende behov. Det var med andre ord ikke svært i opbygningsfasen at øge produktionen, man kunne, hvis det var ønskværdigt, udvide produktionen ved at kopiere eksisterende systemer og procedurer.

Det er også værd at pointere at der er to sammenhængende og sammenbundne fænomener til stede: Det ene er den tekniske indretning som er nødvendigt for at producere godet, men det næste er hvordan man på en økonomisk facon kan bruge de tekniske midler til at fastlægge produktionen. Et er at skabe teknologien til at producere et gode, noget andet er at tilrettelægge en produktionsproces der skaber værdi. Det er to vigtige elementer der bør holdes separat i diskussionen om velfærdsstaten.

Eller kort sagt: Det offentlige kunne kopiere præcis hvad det private via markedsprocessen havde identificeret som en effektiv struktur, hvor produktionen af velfærdsydelser var i overensstemmelse med forbrugernes ønsker og behov. Det private havde arbejdet i årevis under profitmotivet, hvor markedspriserne og forbrugernes feedback guider iværksætterne til at tilrette produktionen hele tiden for at undgå tab og søge profit. Denne dynamiske proces blev sat i stå fra det øjeblik beslutningen om at nationalisere og monopolisere produktionen af velfærdsydelser til det offentlige blev effektueret. Uden den konstante udforskning af forbrugernes ønsker ved at prøve nye produkter, andre priser, andre kvaliteter af, kan produktionen af velfærdsydelser på en økonomisk facon ikke tilfredsstille forbrugernes skiftende behov eller følge med den teknologiske udvikling.

Denne dynamiske proces synes jeg at Martin Ågerup hopper for let hen over. Martin Ågerup beskriver hvorledes Sovjetunionen var i stand til at producere militært udstyr til staten, fordi, som han siger, staten har et sæt klart definerede præferencer for produktet. I Martin Ågerups opfattelse, som jeg forstår den, så er det muligt for en central planlagt økonomi at fungere hvis den har et sæt klart definerede præferencer at producere til (s. 87). Det mener jeg er forkert. I dette indlæg vil jeg prøve at forklare hvorfor vha.: Kapitalstrukturen, iværksætterens rolle og markedsprisernes unikke egenskaber. Problemet bunder i fraværet af økonomiske beregninger (economic calculation) som værktøj til at styre rettelser til produktionen.

Hvad har rustende traktorer og ukampdygtige krigsskibe til fælles?

For at gå lidt dybere ind i tilstanden i Sovjetunionen, så er det ganske inspirerende at kigge på et par youtube videoer. Robert Wenzel gennemgår i denne video en lang række udfordringer for den sovjetiske økonomi mod slutningen af dets herredømme. En af pointerne i Robert Wenzels fremlæggelse er at skibe blev leveret til flåden af skibsbyggerne i ufærdig stand, men arbejderne nægtede at arbejde videre, hvis de ikke modtog deres løn for ufærdige skibe. Sovjetunionens ledelse valgte derfor, for at undgå arbejderopstand, at betale for skibe som ikke var færdige. Problemerne med de ufærdige skibe kunne heller ikke pålægges arbejderne i skibsfabrikken: Man kan ikke installere en teknisk indretning i et krigsskib, hvis den ikke findes. Arbejderne på skibsfabrikken skulle samle skibene, men de havde ikke fået leveret de komponenter der skulle til for at færdiggøre skibet og gøre det fuldt kampdygtigt. Der manglede kapitalgoder til færdiggørelse af produktet!

Martin Ågerup skriver på s 88 at “…planøkonomi kan frembringe acceptable resultater, så længe resurseforbruget er relativt underordnet”. Jeg mener at dette synspunkt er forkert, planøkonomi kan ikke på rationel økonomisk vis allokere resurserne i produktionsprocessen til at frembringe selv det resultat som bestemmes politisk. De ufærdige krigsskibe (som skulle afleveres til staten, med den klare præference, som Ågerup fokuserer på) vidner om disse problemer. Planøkonomi er kaotisk og umuligt, hvis man følger Ludwig Von Mises argument om kapitalteori, så kan en planøkonomi ikke fungere fordi markedspriserne på kapitalgoderne er udraderede. Man kan ikke beregne hvad der er effektivt at gøre med resursen, fordi man ikke har prisen som man kan bruge til at sammenligne omkostningen for produktionen med den opnåede salgspris. I markedsprocessen bruger vi profit og tab til at indikere om resurserne i produktionen er blevet brugt effektivt (profit) eller om de er blevet brugt ineffektivt (tab).

Hvis man skulle være lige så vild med østrigernes teorier som jeg, så er det værd at kigge på denne video af Joseph Salerno, hvor Ludwig Von Mises fundamentale argument mod socialismen bliver fremstillet, inklusiv en række eksempler på problemerne i Sovjetunionen. Et af eksemplerne er at der blev bygget rigtige mange nye huse i Sovjetunionen, men at mange af disse huse ikke havde tage (tids-link til Salernos tale her). Problemet var at der ikke var produceret tilstrækkeligt med søm til at montere tagstenene på husene. Derfor måtte husene stå tomme, uden tage, og afvente produktionen af små søm der passer til tagmontering. Som Joseph Salerno beskriver, så var Sovjetunionen nødt til at finde en fællesnævner som alle produktionsgoder kunne måles på. I markedsøkonomien kan vi bare bruge pengepriserne og lade folks egne personlige præferencer koordinere produktionen for at tilfredsstille forbrugernes behov i den rækkefølge hvor det vigtigste tages først, og det mindre vigtigste tages senere. I Sovjetunionen brugte man vægt som en fællesnævner for alle goder. Det betød at man fik nogle bizarre situationer hvor en fabrik fik at vide at den skal producere x ton søm. Men for at leve op til produktionskvoten, så var det langt nemmere at producere store tung søm, frem for små lette søm til tagene. Der opstod derfor en kronisk mangel på små tagsøm og husene fik lov at stå uden tag.

Ludwig Von Mises, Human Action, s 697:

The paradox of “planning” is that it cannot plan, because of the absense of economic calculation. What is called a planned economy is no economy at all. It is just a system of groping about in the dark. There is no question of a rational choice of means for the best possible attainment of the ultimate ends sought. What is called conscious planning is precisely the elimination of conscious purposive action.

Det som er kernen i problemet er at i den centralt planlagte økonomi kender man ikke den relative knaphed, man kender ikke alternativomkostningerne eller forbrugernes præferencer for at kunne producere de vigtigste goder på en effektiv måde. Den centralt planlagte økonomi ligger derfor i ruiner fordi man ikke kan tilrettelægge produktionen af komplekse goder, såsom huse, krigsskibe eller almindeligt brød fordi inputtet til den årelange produktion består af en lang række forskellige faktorer hvor man ikke har signaler til at stimulere produktionen i præcis den mængde der er mest økonomisk.

Der var ikke brød i bagerierne fordi kornet ikke blev høstet (tids-link til eksempel fra Salernos tale her), fordi traktorerne ikke havde brændstof til høsten eller transporten videre i produktionsprocessen. Kornet rådnede på marken mens traktorerne rustede. Det er et eksempel på det kaotiske system.

Det kritiske element at forstå i denne sammenhæng er derfor at for at kunne producere et komplekst produkt skal man bruge et komplekst system til at tilrettelægge, justere og nyopfinde produktionsprocessen og tydeligt kommunikere knapheden til producenterne for at stimulere produktionen i en udstrækning der gør at hele processen kan forløbe glat og effektivt. Mangler man blot et input i processen, så går produktionen af produktet helt eller delvist i stå.

Et krigsskib kan formentlig godt bruges uden radar, men et hus er ikke brugbart uden tag. Det input der mangles i processen afgør om slutproduktet kan bruges delvist eller slet ikke.

Ved velfærdsstatens start var dette komplekse system oprettet via de private iværksættere i markedet. Det offentlige bureaukrati kunne overtage strukturen og producere som før, og for et stykke tid var produktionen rimelig effektiv og tilfredsstillede forbrugerne i en vid udstrækning.

Innovation i sig selv er meningsløst

Martin Ågerups opfattelse af innovation er efter min mening en smule upræcist. Martin Ågerup skriver direkte at Sovjetunionen kollapsede fordi den ikke kunne innovere (s. 94). Innovationen som Martin Ågerup hele tiden vender tilbage til mangler en underbyggende forudsætning for at være meningsfyldt. Innovation alene er ikke et meningsfyldt økonomisk begreb i Martin Ågerups fremstilling, fordi enhver ændring er en innovation. Enhver ny teknologi er en innovation, enhver ny organisationssammensætning og enhver ændring af produktionssammensætning er innovation. Innovation for innovationens skyld er tåbeligt.

Nøglen for at forstå hvad Martin Ågerup mener er, at innovation naturligvis skal være produktiv. Innovationen skal medføre en ændring således det medfører højere værdiskabelse. Først når vi introducerer det faste begreb “værdiskabelse” begynder innovation at lyde attraktivt. Innovation er dermed en proces der skal tilrettelægge produktionen på nye metoder for at skabe mere værdi. Det er værd at gentage: Innovation i sig selv er blot ændringer, og ændringer uden mål er meningsløse. Det er en meget væsentlig pointe at understrege at der skal være et mål med innovationen og et signal der viser om målet er nået.

Den offentlige bureaukrat i det danske velfærdssystem kan dermed godt ændre processer og tage nye beslutninger om allokering af penge til andre projekter. Disse ændringer er midlertid i blinde: Bureaukraten følger ikke forbrugernes feedback fra deres køb eller deres afholdelse fra køb, til at se om innovationen er produktiv eller om den er tabsgivende. Det er en af årsagerne til at det danske velfærdssystem er blevet så elendigt: Alle ændringerne der er indført siden overtagelsen fra den private drift har været i blinde, jo længere tid der går, jo værre bliver fejlene.

Forskellen mellem den centrale planlægning af økonomien i Sovjetunionen og den danske velfærdssektor er at det er muligt at tilrettelægge produktionen af velfærdsydelserne rent teknisk i det danske velfærdssystem. Det er ikke almindeligt forekommende at der mangler inputs til produktionsprocessen således den går i stå eller er ufuldkommen. Det kan opstå midlertidigt, men vil kunne rettes til, fordi produktionen af inputs til den offentlige drift sker i markedet med markedspriserne som ledetråd for produktionsstørrelser. Der vil derfor ikke opstå kroniske mangeltilstande, fordi prissignalerne i markedet kan guide de private producenter til at øge produktionen af det knappe gode.

Markedsprocessen, iværksætteren, innovation og prissignaler

Det som begynder at ligne noget er hvis man ser på markedsprocessen, afskaffer det offentlige bureaukratiske monster via privatisering, og lader iværksætterne i det private tilrette produktionsstrukturen for at sikre værdiskabelsen. Iværksætterne som enkeltpersoner er ikke helte. Enhver privat iværksætter der fortsætter ind i det offentlige bliver en tyran: Produktiviteten af enhver innovation der indføres i produktionen af velfærdsydelserne kan ikke måles når det er det offentlige der betaler for produktionen. Der er intet feedback fra forbrugerne i det offentlige system.

Den afgørende vigtige innovation som skal introduceres er den profitsøgende iværksætter som følger markedssignalerne, og via markedsprocessen opdager hvad forbrugerne er villige til at betale for den givne ydelse. I markedet bestemmer forbrugerne hvad skal produceres i hvilken kvantitet og i hvilken kvalitet. Iværksætterens rolle er at blive guidet af markedspriserne som formes af de økonomiserende individer i samfundet, til at søge profit og undgå tab. På denne vis sikres en effektiv produktionsstruktur der er rettet mod forbrugernes behov.  Dette er innovationsprocessen der er produktiv: Iværksætteren der guides af markedspriserne på alle sine inputs og sine kunders villighed til at betale for produktet. Innovationen i nye produkter og nye produktionsformer der anvender resurserne bedre kan i det private markedsbaserede system tilrettes således at resurserne anvendes på den måde der giver den største tilfredsstillelse for forbrugerne.

Det offentliges produktivitetsproblem kan ikke løses med innovation i offentligt regi, problemet kan kun løses ved privatisering da det igen bliver forbrugerne der bestemmer, frem for bureaukraterne og politikerne.

Markedspriserne er en perle

Det der gør de private iværksættere gode til at producere værdifulde goder, og fremme positive udviklinger over årene, er at de responderer på markedspriserne. Produktionen tilrettes kontinuerligt af iværksætterne, der observerer markedspriserne for deres inputs og outputs, og når det er denne proces der tilrettelægger produktionen, opnås således den størst mulige forbrugertilfredsstillelse med de til rådighed stående resurser.

Sovjetunionen brugte vægt som en fællesnævner for produktionsrettelser, og det resulterede i katastrofale hungerepidemier fordi traktorerne manglede brændstof. Sovjetunionens fællesnævner var uduelig og meningsløs for tilfredsstillelse af menneskelige behov. Det lykkedes dem ikke at skabe et succesfuldt system, hverken til at producere krigsmaskiner til statens brug, eller til at producere biler, jeans eller køleskabe til forbrugernes glæde. Sovjetunionen var en all-round fiasko.

Markedsprisernes unikke egenskab er at de er fællesnævneren for at rette produktionsstrukturen til. Forbrugernes evigt omskiftende luner kan kommunikeres til producenterne via markedspriserne, hvis en vare er særligt efterspurgt kan sælger kræve højere priser og stadig sælge sit varelager, fordi forbrugerne tillægger denne vare en særlig stor værdi. Dette giver markedspriserne den unikke egenskab, at de er i stand til at kommunikere subjektiv værdiopfattelse fra forbrugerne til producenterne af goderne på en objektiv facon. Det er derfor at det frie marked er så fantastisk til at dække de menneskelige behov: Producenterne får besked på hvad de skal producere, i hvilken mængde og i hvilken kvalitet, hver eneste dag af forbrugerne via efterspørgslen.

Ludwig Von Mises, Human Action s 209:

“But the practical man, eager to improve human conditions by removing uneasiness as far as possible, must know whether, under given conditions, what he is planning is the best method, or even a method, to make people less uneasy. He must know whether what he wants to achieve will be an improvement when compared with the present state of affairs and with the advantages to be expectred from the execution of other technically realized projects which cannot be put into execution if the project he has in mind absorbs the available means. Such comparisons can only be made by the use of money prices. Thus money becomes the vehicle of economic calculation.”

Iværksætternes rolle i markedsøkonomien er derfor at vurdere, justere og tage risiko for at komme forbrugernes tilfredsstillelse bedst i møde i konkurrencen med andre iværksættere. Iværksætterens rolle er, i Martin Ågerups version af ordet, at innovere således produktionen rettes til forbrugerne og sikrer deres største tilfredsstillelse. Iværksætterne i det frie marked er dermed nøglen til at sikre produktivitet, fremgang og menneskelig tilfredsstillelse. Denne opgave kan de kun løse, hvis der eksisterer markedspriser på alle inputs og outputs af det de producerer. Uden markedspriser, altså kommunikeret subjektiv tilfredshed, kan iværksætterne ikke gøre det ret meget bedre end den offentlige bureaukrat.

Det offentlige i Danmark har ingen output priser, og dets innovation bliver dermed dømt til fiasko, fordi den spilder knappe resurser på at producere goder af tvivlsom værdi. Enhver innovation i det offentlige har intet økonomisk feedback, forbrugerne tilbydes varerne efter bureaukraternes betingelser for forbrug er mødt, forbrugerne betaler ikke selv frivilligt for at købe varer eller serviceydelserne og tilkendegiver derfor ikke deres subjektive opfattelse af produktet. Skatteyderne betaler ufrivilligt hele udgiften. Forskellen mellem velfærdsstaten i Danmark og Sovjetunionen er dog den at det for velfærdsstaten er teknisk muligt at opretholde en glidende produktion, der ikke standses brat af planlægningens kaotiske effekt på produktionen af de vigtige kapitalgoder. Men ligesom Sovjetunionen er den danske velfærdsstat ikke i stand til at sørge for at komme efterspørgslen på forbrugertilfredsstillelse i møde: Ventelister på hospitalsbehandlinger, elendig ældrepleje, stigende ufinansierede udgifter til folkepension og økonomisk kaotisk rationering af børnehaver og skoler er blot nogle af eksemplerne på problemerne ved den offentligt planlagte produktion.