De relativt effektive vacciner11 minutters læsning

For tiden er der en vældig debat om, hvorvidt de uvaccinerede har de facto vaccinepligt. Det er tilsyneladende vigtigt, at alle tager imod vaccinen, fordi den virker reducerende på risiko forbundet med corona. Det er nærmest en pligt overfor samfundet at modtage vaccinen, postulerer fortalerne.

Selv den tidligere generalsekretær for dansk flygtningehjælp, Andreas Kamm, udtalte i DR Debattens udsendelse “Corona for evigt” af 25. november (ca. 26 min 30 sekunder inde) sin støtte til et “solidarisk” samfund, hvor vi på den ene side accepterer de uvaccineredes ret til at sige nej til vaccination, mens de uvaccinerede på den anden side må acceptere, at de ikke kan køre med, når de er “stået af bussen”. Kamm er altså fortaler for at opdele befolkningen i to grupper, hvor hver gruppe tildeles specifikke rettigheder til bevægelse og interaktion. Begrundelsen er ifølge Kamm, at de uvaccinerede udgør en større risiko end de vaccinerede.

Systemer der opdeler befolkningen i to grupper med hver sine rettigheder har været prøvet før. Uagtet at Kamm forsøger at gøre sit gruppesystem mere spiseligt ved at bruge “objektive” faktorer, kan det ikke nægtes, at det samme er tilfældet med tidligere forsøg. I Sydafrika kaldte man systemet apartheid, hvor man begrundede adskillelsen med ideologien racisme. Kamms system begrundes med en ideologi, vi forsigtigt kunne kalde vaccisme. Man kan undre sig over, at det ikke er gået op for Andreas Kamm, hvilken side af historien han står på med sit forslag.

Risiko ved interaktion – men også gevinst

Når man fremsætter så drastiske forslag for at kontrollere en minoritet af befolkningen med statens magt, så bør man i det mindste have et vægtigt argument bag sit forslag. Kamm skal vise, at risikoen overstiger den værdi, som knyttes til individets frihed overfor staten. Som rettighedsliberalist falder det mig ikke vanligt at tale sådan, da jeg mener at mennesket har ukrænkelige rettigheder. Sagt med utilitaristens terminologi er værdien af individets frihed uendelig og unik (det er den eneste værdi, der er uendelig stor). Det betyder, at intet kan måle sig med den individuelle frihed, og det vil altid være et tab at krænke individets frihed. Det er således sekundært, hvilken smitterisiko den enkelte bærer. Staten må ikke krænke individets rettigheder. Det hjælper heller ikke, hvis den følger en ideologi udtænkt af en såkaldt humanist, som en tidligere generalsekretær for dansk flygtningehjælp måske kunne kaldes.

Andreas Kamm forholder sig udelukkende til vaccinens relative reduktion af risiko, og hans snævre fokus er et eksempel på, hvordan man kan stirre sig blind på en enkelt ting. Der følger risiko med alle menneskelige interaktioner. Men det er væsentligt at understrege, at der også er gevinster ved at interagere. Hvorfor skulle vi ellers gøre det? Hvis det andet menneske blot er en risiko for os, hvad er så pointen i at interagere? Og naturligvis er der gevinster ved at interagere med hinanden – det er et af de mest basale indsigter i mennesket, at det er et socialt væsen. I større eller mindre omfang trives vi sammen med andre og mistrives, hvis vi er helt alene. Det er en af årsagerne til, at isolation betragtes som tortur. Men hvis der altid er risiko forbundet med interaktion og isolation er utåleligt, findes der et spænd mellem yderpunkterne, hvor man vælger at trodse risikoen for at gå efter gevinsten. Men hvornår er gevinsten risikoen værd? Det må hvert menneske afgøre med sig selv og afstemme risiko med gevinst.

For interaktioner kræves begge parters samtykke, for på den måde ved vi intuitivt, at begge parter mener, at gevinsten er risikoen værd. Hvis der er behov for særlige regler for interaktioner, afgøres disse bedst i den liberale filosofi ved at bruge ejendomsretten og give hver ejer lov at sætte regler for adgang til sin ejendom. De som nyder gevinsten, kan bedst vurdere, om den er risikoen værd – ikke politikerne. Det er derfor ejerne af mødestedet og parterne, der må beslutte, om de vil interagere – hverken staten, eller Andreas Kamm.

Men da vi ikke lever i et liberalt samfund, og staten tvinger sin vilje igennem og blander sig i frie menneskers interaktioner, er det måske hensigtsmæssigt alligevel at diskutere problemets omfang (og belyse om der i det hele taget er noget problem). Hvis frihed har en værdi, er den værdi stor nok til at overvinde den risiko, som er forbundet med corona?

Vaccinen er relativt effektiv

SSIs rapporter om vaccineeffektivitet viser, at vaccinen har en gavnlig effekt på sandsynlighed for smitte og sandsynlighed for indlæggelse. Effektens størrelse afhænger af mange faktorer, men det ser for nuværende ud til, at to faktorer er mest betydende: aldersgruppe og tid siden vaccination. Effektiviteten falder med stigende alder og tid siden vaccination.

Analyserne fra SSI ser på relativ risiko, og fortæller om, hvor meget den eksisterende risiko reduceres ved vaccination. Men oftest glemmer man at kvantificere risikoen, og forholder sig i stedet dovent til den relative risikoreduktion. Men det er en fejl. Norman Fenton (professor i Risk Information Management ved Queen Mary University of London) har en fin video, der diskuterer relativ vs absolut risiko. Fenton konkluderer, at absolut risiko er det bedste målepunkt for at træffe individuelle beslutninger.

Så i dette indlæg skal vi se på absolut risiko i stedet for relativ risiko. Tallene vil måske overraske nogen.

Udgangspunktet er den normale raske dansker

Før vi går i gang med at se på data, skal vi have styr på, hvad det er, jeg vil præsentere her. Da emnet for diskussionen er, om man skal tage den præventive medicinske behandling eller ej, bliver grundlaget nødvendigvis den raske, normale dansker. Oftest præsenteres statistikken for corona som en statistik over de, som allerede er blevet smittet. Det viser sandsynligheder for en lille minoritet af befolkningen og er i sig selv en mangedobling af risikoen.

Men det er ikke relevant for den raske, normale dansker at se på en smittets risiko. Han tilhører jo ikke den gruppe (endnu, kan man sige). Risikoen afhænger altså af, at man først selv er smittet. Derfor zoomer jeg ud på den brede, raske befolkning, og ser på deres risiko.

Jeg har valgt SSI’s data fra perioden for hver aldersgruppe indtil 15. marts 2021. Det giver 51 ugers data, hvor kun gruppen over 80 år har et nævneværdigt antal vaccinerede medlemmer. Det giver naturligvis det problem, at i det omfang varianterne ændrer på risikobilledet, vil disse data være forældede, eller, hvis ændringen er meget væsentlig, gøre dem irrelevante. Den udvalgte data er fra perioden primært med Wuhan varianten, den komplet uvaccinerede befolkning, det uvidende hospitalsvæsen, den mindste testindsats og tiden, hvor restriktioner og nedlukninger var mest indgribende.

Den sidste pointe er heldigvis ikke ødelæggende for validiteten af den gamle data, for undersøgelser viser, at nedlukninger kun har en meget begrænset effekt på dødelighed ved corona. Hvis vi antager, at dødeligheden er proportionel med smitten, så betyder det også, at nedlukning ikke reducerer smitten væsentligt. Den lave testindsats reducerer antallet af positive tilfælde og sandsynlighed for smitte på den ene side, men da man også har testet asymptomatiske senere i perioden, går de to fejl måske ud med hinanden. For indlæggelser tester man også blindt, som fører til en overestimering af sandsynlighed for indlæggelse med ca. 20% ifølge SSIs midlertidige algoritme. Tager vi alle punkterne som en helhed, vurderer jeg, at data stadig er et rimeligt grundlag at foretage sin risikovurdering.

Omikron kunne ændre det, men flere indikationer fra fx Dr. John Campbell er, at det er til det bedre. Til næste år kan vi se tilbage på den risiko, som vi løb i år og bruge den data sammen med nye informationer om sygdommen til at tilrettelægge vores handlinger fremover. For indeværende ser det ud til, at der ikke er noget solidt grundlag for at blive forskrækket og reagere øjeblikkeligt. Vi kan stadig tage den med ro og afvente næste års data og blot følge med i udviklingen undervejs.

Når jeg så har data for den uvaccinerede befolkning, skal vaccinens påvirkning på risiko tilføjes, så vi kan se, hvor stort faldet bliver. Til det formål har jeg valgt at bruge det svenske vaccine studie, fordi studiet præsenterer en tidsserie af data med en rimelig opløsning. Fordelen ved det svenske studie er, at kun symptomatiske testresultater er talt med. I de danske undersøgelser af vaccinens effektivitet hos SSI bruges PCR testen uanset symptomer. Det fører til en lavere vaccineeffektivitet, fordi asymptomatiske personer inddrages både i data for indlæggelse og smitte.

Problemet findes således allerede i min data, fordi testaktiviteten i Danmark i meget af perioden testede “blindt” efter corona. Det var kun i starten, at der var krav om symptomer før test. Men det udgør en begrænset periode ud af den samlede, måske 20%. Men da jeg ikke kan adskille symptomatisk fra asymptomatisk data, er det trods alt bedre ikke at have fejlen med to gange.

Vaccinens årseffektivitet har jeg regnet ud ved at tage tal for de første 180 dage efter vaccination og genstarte dem herefter. På den måde simulerer jeg, at alle bliver re-vaccineret hver 6. måned, og at vaccinens effektivitet bliver lige så høj efter re-vaccination, som da den blev givet første gang. Det tror jeg er en rimelig vurdering af vaccinens effektivitet, selvom nogle nok vil sige, at jeg overvurderer den på denne måde. Det giver følgende vaccineeffektivitet fordelt på aldersgrupper og mellem smitte og indlæggelse:

Aldersgruppernes absolutte gennemsnitlige coronarisiko

I det følgende kan man se graferne, men da tallene er meget små (synes jeg) har jeg inkluderet et afsnit til sidst med tabeller for data, så man kan se tallene ordentligt. Graferne er med for at illustrere risikoen mellem aldersgrupperne og mellem vaccineret og uvaccineret.

Din personlige risiko ved corona står ikke her. Her ser du statistikker, som er meget brede og fordelt på aldersgrupper. Din risiko kan være højere, eller lavere, end din aldersgruppes gennemsnitlige risiko. Dit immunforsvar kan have specifikke egenskaber, der forøger din risiko i forbindelse med en infektion. Du bør altid opsøge kvalificerede fagfolk til at rådgive dig og undersøge flere kilder, før du foretager en nøgtern risikovurdering af din egen situation.

Sandsynligheden for at blive smittet med corona fordelt på aldersgrupper ser således ud:

Sandsynlighed for smitte er væsentlig for mine tal her, fordi det er smittesandsynlighed, der er adgangsbillet til at komme i det “fine” selskab som coronasmittet. Herfra begynder resten af risikokæden. Det er vigtigt at understrege.

En af de sjove sammenligninger er, at en vaccineret 20-29 årig har lige så stor sandsynlighed for smitte, som en uvaccineret 70-79 årig. Vil man virkelig skabe et apartheidsystem for uvaccinerede 70-79 årige, selvom de har samme risiko som en vaccineret 20-29 årig? Eller skal alle aldersgruppers sandsynlighed for smitte under 1%? Så kan kun de vaccinerede 0-9 årige, 70-79 årige og 90+ årige begå sig i samfundet, mens alle andre aldersgrupper skal isoleres. Eller skal vi sætte grænsen til 2% årlig sandsynlighed for smitte? Så kan vi rigtig hetze mod alle de uvaccinerede, pånær de 70-79 årige, der lige kan gå an.

Er det ikke en meningsløs opgave at ekskludere nogen fra samfundet, mens andre har lov at begå sig? Se på sandsynlighederne for aldersgrupperne – de er meget forskellige. Hvis man inddrager geografi, så bliver forskellene endnu større, da de tætbebyggede byers indbyggere har større smitte end de spredt bebyggede byers indbyggere.

Sandsynligheden for at blive smittet med corona er ikke nul, og bliver ikke nul med vaccinen. Men se på tallene. Det er små tal, vi har med at gøre. I gennemsnit (3,6%) går der mindst 27 år mellem en person bliver smittet med corona. Er det virkelig nok til at kræve vaccination to gange årligt af hele befolkningen?

Når vi ser på den absolutte risiko, kan det være godt at have noget at sammenligne tallene med. De er jo ikke så store. Jeg har derfor kigget lidt på risikoen i forbindelse med personbilkørsel for at holde det op med hinanden.

Den gennemsnitlige sandsynlighed for et tilfældigt uvaccineret medlem af befolkningen bliver indlagt med corona er så lav, at der i gennemsnit (0,343%) går 291 år mellem. For aldersgruppen 80-89 år, der har den højeste risiko, går der i gennemsnit 89 år mellem indlæggelser. Tager de vaccinen, går der i gennemsnit 500 år mellem en indlæggelse med corona.

Indtil 16. marts 2021 var der 12.893 indlæggelser med covid19. Til sammenligning indberettede skadestuerne 11.108 lette skader i forbindelse med kørsel med personbil i gennemsnit pr. år fra 2009-2018.

Kilde: https://www.statistikbanken.dk/moerke1

Den gennemsnitlige sandsynlighed for at blive indlagt på intensiv er endnu lavere (0,03%). For den gennemsnitlige uvaccinerede dansker går der i gennemsnit 3.333 år mellem hver indlæggelse på intensiv med corona. For aldersgruppen 70-79 år, der har højest risiko, går der i gennemsnit 1.063 år mellem hver indlæggelse på intensiv. Tager de vaccinen, går der 5.650 år mellem en indlæggelse på intensiv med corona.

Indtil 16. marts 2021 var der 1.463 indlæggelser på intensiv med corona. Til sammenligning indberettede skadestuerne 697 svære skader i forbindelse med kørsel med personbil i gennemsnit pr. år 2009-2018.

Generelt kan vi sige, at sandsynligheden for at blive indlagt med corona er omtrent den samme, som sandsynligheden for at få en let skade af kørsel i en personbil, mens indlæggelse på intensiv er dobbelt så sandsynligt som at få svære skader i forbindelse med personbilskørsel. Bemærk, at de to begivenheder er meget forskellige, og det eneste jeg kan sammenligne statistisk, er deres sandsynlighed. Risiko er som bekendt et produkt af sværhedsgraden af begivenheden og sandsynligheden for begivenheden. Vurdering af sværhedsgrader overlader jeg til læseren.

Igen bør vi også huske på, at transport med personbil foregår i moderne biler med airbags, sikkerhedssele, traction control, ABS bremser og andet sikkerhedsudstyr, der virker reducerende på risiko i forbindelse med bilkørsel. Mit argument er ikke, at vi skal køre uden sele, pille airbags ud af vores bil, fjerne sikringen til traction control og ABS bremsen, eller forøge risikoen ved personbilkørsel. Tværtimod!

Min pointe er, at lige så sikre eller usikre som vores personbiler er, lige så sikkert er det at være uvaccineret. Fordi vi har et immunforsvar, fordi vores krop er bygget til at håndtere luftvejsvira, fordi corona virus ligner de tidligere corona virus, og derfor genkendes af det generelle immunforsvar, så har den uvaccinerede allerede en vis beskyttelse mod corona. Det er kun, når disse gode og brugbare forsvarsmekanismer ikke er tilstrækkelige, at vi har behov for hospitalsvæsenet. Præcis som det først er efter, at traction control, ABS bremsen, eller airbaggen ikke er nok, at vi har behov for at komme på skadestuen.

Naturligvis kan vi reducere risikoen ved corona – men er det prisen værd? Ifølge statistiske undersøgelser udført af Norman Fenton tyder det på, at vaccinerne ikke reducerer den totale dødelighed, og bruger man SSIs egne tal fra vaccinationsprogrammets udrulning, antydes det også, at der er risiko forbundet med at tage vaccinen (mit indlæg om død med vaccine her). Det kunne se ud til, at coronavaccinen flytter risiko frem for at reducere den.

Men kan man argumentere for, at coronarisiko er så væsentlig, at det er værd at tvinge minoriteten af uvaccinerede danskere ud på et sidespor? Er deres frihed så lidt værd? Virkelig?

Tabeller med data